15

Jeg vågnede med et sæt, fordi telefonen ringede. Først vidste jeg ikke, hvor jeg var, men telefonen fik hunden til at pibe, og da jeg så den, kom alle nattens begivenheder tilbage.

Jeg lod telefonen ringe og ledte efter et ur. Det høje standur i stuen var gået i stå: Det var blevet for lyst udenfor, til at 4.15 kunne passe.

Ved siden af Mogens’ seng fandt jeg et vækkeur. Det havde form som en gul burger, man kunne folde op. Det havde været et Netto-tilbud engang, for jeg kunne huske, at jeg vildt gerne ville have haft det. Hvis det gik rigtigt, var klokken lidt over seks. Der lå også nogle mønter på natbordet. Jeg talte dem: Der var 22 kroner. Pludselig vidste jeg, hvordan jeg kunne komme hjem uden at skulle svare på spørgsmål. Når Mogens kom tilbage fra sygehuset, skulle han nok få dem tilbage.

Jeg hældte mere kattemad på den ene tallerken, fyldte nyt vand i den anden og tog de udprintede sider.

»Du bliver her og opfører dig ordentligt!« sagde jeg til hunden, der havde rejst sig op.

Jeg måtte finde ud af, hvad jeg skulle stille op med den. Det måtte bare vente til lidt senere. Lige nu havde jeg ikke tid.

Der var kun to kunder foran mig i bagerbutikken. Den ene var en håndværker, der købte håndværkere og rundstykker til mindst hundrede personer. Den anden var en kvinde, som lignede lidt min farmor, og som ombestemte sig tyve gange. Da hun endelig havde betalt, kom hun i tanke om, at hun også skulle have mælk, og så kunne hun ikke bestemme sig for, om det skulle være den ene eller den anden slags. Da det blev min tur, nåede køen helt hen til døren. Heldigvis kom der hjælp. En pige med en mørk hestehale kom ind fra baglokalet og smilede, da hun så mig.

»Hej. Går du ikke i Fardins klasse?«

Det var Fardins søster, nu kunne jeg genkende hende. Hun havde det samme smalle, solbrune ansigt, de samme mandelformede øjne og det samme sorte og tykke hår. Hun havde gået flere år over os i skolen. Jeg havde ikke set hende i lang tid, og i bagerkittel så hun pludselig voksen ud. Jeg fik hjertebanken, som var det Fardin selv. Hvor kunne man være heldig at være hans søster! Jeg bestilte fire rundstykker, to med og to uden birkes, og gjorde meget ud af ikke at skifte mening. Det blev jeg først nødt til, da hun sagde prisen.

»Jeg tror alligevel, jeg kun skal have tre,« sagde jeg og mærkede, at jeg blev mørkerød.

»Hvilken skal jeg lægge tilbage: en med eller en uden birkes?« spurgte hun.

»En med,« sagde jeg og fortrød med det samme, fordi jeg i virkeligheden bedst kunne lide dem med birkes. Jeg skyndte mig at komme ud.

Jeg måtte trykke tre gange på ringeklokken, før mor kom og åbnede. Hun var i badekåbe.

»Emma!« sagde hun overrasket. »Hvor kommer du fra på det her tidspunkt?«

Jeg holdt bagerposen op. »Hvorfor står fars navn stadig på dørskiltet, når han alligevel ikke bor her længere?«

Mor ignorerede spørgsmålet. »Nå, du har været hos bageren,« sagde hun glad. »Sikke en god idé!«

»Skal du ikke på arbejde?«

»Jeg møder senere i dag,« sagde hun. »Vi har god tid til at spise morgenmad.«

»Hvorfor skal du først møde senere?«

»Fordi ejendomsmægleren kommer.«

Jeg så på hendes badekåbe og tænkte på, hvad Jessica havde sagt.

»Jeg laver te,« sagde jeg. »Så kan du tage tøj på imens.«

»Der var for resten noget med ejendomsmæglerens bil forleden,« råbte mor inde fra soveværelset, mens jeg stod i køkkenet og ventede på, at vandet i elkedlen skulle koge. »Nogen fra din klasse har hældt rød neglelak på kølerhjelmen.«

»Fra min klasse?« Mit hjerte begyndte at hamre.

»Det var en af indvandrerdrengene fra højhusene. Ejendomsmægleren så dem stikke af.«

»Hvem siger, at de var fra min klasse?«

»Han var på skolen og genkendte dem.«

Hun var dukket op igen og havde sminket sine øjne og læber.

»Du behøver ikke at komme læbestift på, før du spiser morgenmad,« sagde jeg. »Det forsvinder, når du spiser og drikker.«

Mor nussede mig i håret. »Hvordan går det med lusene? Vi skal huske at kæmme igen.«

»Lad være!« Jeg rystede hende af. Jeg kunne ikke lide, at hun var i så godt humør, bare fordi hun skulle møde en ejendomsmægler. »Hvorfor kommer ejendomsmægleren igen? Han har været her!«

»Han kommer for at forklare os tallene. Han skulle først regne på, hvad vi kan få for huset.«

»Os?« sagde jeg

»Far kommer også.«

»Jeg flytter i hvert fald ikke,« sagde jeg og tog rundstykket med birkes. »I bliver nødt til at sælge huset sammen med mig.«

Dagen var knap nok begyndt, men var allerede ødelagt, og den blev ikke bedre af, at mor tømte vaskemaskinen og fandt sin islandske sweater. Den var skrumpet til dukketøjsstørrelse.

»Hvem har givet dig lov til at bruge vaskemaskinen, Emma!« skældte hun mig ud.

»Det bliver jeg da nødt til, når du ikke længere gør det!«

»Du kan vel klare dig et par dage med det tøj, du har i skabet!«

»Det kan jeg ikke, så længe jeg kun har to par bukser, der passer! Du har lovet mig, at vi skal købe nye, men du har aldrig tid!«

Det endte med, at jeg gik hjemmefra en halv time før, jeg egentlig skulle. Jeg passede på, at mor ikke så, at jeg gik ind hos Mogens. Hunden peb, da jeg kom. Den havde kastet op på køkkengulvet, men ikke rørt maden eller vandet. Jeg skældte den ud, mens jeg tørrede op med en køkkenrulle. Egentlig ville jeg helst give den tilbage, men jeg vidste ikke hvordan. Hvordan skulle jeg forklare, hvad jeg havde gjort både med elevatoren og i nat? Hvis jeg tog den under armen og gik over med den til Cecilia, ville jeg blive nødt til at svare på alle mulige spørgsmål. Det kunne ende med, at de beskyldte mig for at have stjålet den. Nej, jeg skulle først tænke over det, og i mellemtiden måtte Cecilia finde på noget andet at lokke Fardin med. Jeg tog mine gule opslag, som lå i printeren, og låste døren, selvom hunden peb og ville med.

Jeg tog mig god tid på vej til skole, men jeg var alligevel den første i skolegården. For at få det overstået, gik jeg op på inspektørens kontor. Jeg bankede på, selvom døren stod åben. Han var lige kommet og var i gang med at lave kaffe.

»Ja?« sagde han og så spørgende ud. Men så huskede han. »Nå, ja. Det er, fordi jeg hørte dig sige de her ting til Ahmed fra din klasse. Den slags bryder jeg mig ikke om.«

Jeg var lettet over, at det kun var det.

»Sæt dig.« Inspektøren tog brillerne af. Uden dem så han træt ud.

»Du er en klog pige, Emma. Du forstår sikkert, at én, der føler, han bliver afvist, også selv reagerer med afvisning. Det kan betyde, at man bliver vred og aggressiv. Hvis du hele tiden fik at vide, at du ikke var ønsket, ville du måske reagere ligesådan. Derfor vil jeg gerne have, at I er søde mod hinanden. Og at I er søde mod dem, der oprindelig er fra udlandet. Specielt mod dem.«

»Jeg har ikke noget imod dem fra udlandet!« sagde jeg skarpt. »Jeg har kun noget imod dem, der er idioter. Ahmed har ødelagt Fardins cykel, og nu siger han, at det var mig!«

Inspektøren sukkede. »Han har også ødelagt andre ting. Jeg har snakket med ham, og jeg har sendt et brev til hans forældre. De skal selvfølgelig erstatte skaden.«

»Fardins cykel?« sagde jeg.

»Jeg ved ikke noget om en cykel. Fardin skal selv komme op og fortælle mig, hvad der er sket.«

»Men det var mig, der så det.«

Jeg rejste mig og gav ham et af mine opslag. »Her er et bevis på, at jeg ikke er imod udlændinge.«

Han læste og smilede. »Fra Iran,« sagde han. »Hvorfor skal I have en lejer netop fra Iran?«

»Må jeg hænge sedlen op på lærerværelset?« spurgte jeg.

»Jeg kan gøre det for dig. Vi har ingen iranske lærere, men det kan da godt være, at nogen kender nogen.«

Kaffemaskinen begyndte at sprutte og hoste, kaffen var løbet igennem.

»Den skal afkalkes,« sagde inspektøren og tørrede nogle sveddråber af panden med en serviet.

Jeg havde pludselig lidt ondt af ham.