27

Far havde lovet at komme forbi med min mobil samme eftermiddag.

Vi sad på taget af Idas garage og ventede på ham. Det havde været helvedes svært at transportere Jessica op ad rebstigen. Hendes gipsarm var fyldt med autografer i mange farver og størrelser. Der var en del røde hjerter over og under Fardins navn. Boxeren lå i skyggen ved siden af swimmingpoolen, den ville ikke med op. Fardin var taget til fodbold. Han var cyklet på en ny sølvgrå cykel, som passede perfekt til hans bold.

Jessica havde piftet, da han var cyklet forbi. Fardin havde set op mod os, havde smilet og var blevet rød.

»Er han ikke sød?« sagde Jessica. »Bare han ikke var muslim.«

»Han er ikke muslim,« sagde Ida. »Og selv hvis han var, hvilken forskel gjorde det?«

»Muslimer har for resten sofaer,« sagde jeg. »Og tykke tæpper og billeder med ørkener på væggen og en hel masse glimmerting.«

Denne gang holdt der ikke en stor sort ejendomsmæglerbil ude foran vores havedør, men vores lille blå Fiat.

»Jeg er heroppe, far!« råbte jeg og klatrede ned fra garagetaget.

»Fik du snakket med mor?« spurgte far.

»Vent, jeg skal først lige se, om jeg har fået sms’er.«

Der var fire nye beskeder i min indbakke. Den ene var fra mor. Hun havde sendt den klokken seks i morges og spurgte efter hunden. Den anden var fra tyskeren, og de to sidste var fra Fardin.

Hej Emma, stod der i den første. Har du lyst til at komme til kampen? Den starter kl. tre. Vi spiller mod de første i serien. Denne gang vinder vi!

Den sidste var blevet skrevet kun fem minutter efter.

Min farmor sagde, at det hjælper at komme sammen med en anden pige, når man er blevet uvenner med den ene. Jeg har prøvet, men det passer ikke.

Mit hjerte lavede flere glædeshop efter hinanden.

»Gode nyheder?« spurgte far. Da jeg nikkede, sagde han: »Det kan man se.«

»Det betyder bare, at jeg ikke har så meget tid til dig lige nu, far. Fardin spurgte, om jeg ville komme. Og kampen er snart forbi ...« Jeg så på uret. »Den slutter om tyve minutter.«

»Så har du travlt,« smilede far. »Hvis du vil, kan jeg køre dig.«

»Gider du? Vent, jeg skal lige sige det til Ida og Jessica!«

»Fardin spurgte, om jeg kommer til kampen!« råbte jeg til dem, før jeg stormede op på Idas badeværelse. Jeg var så nervøs, at jeg skulle på toilettet, og jeg tog det sidste af deres toiletpapir. Der var ikke tid til parfumeflasker eller creme, der var ikke engang tid til at skifte bind.

Da jeg kom ud igen, var Ida på vej ned fra garagetaget. »Jeg tager med.«

»Jeg tager også med,« sagde Jessica. »Men I skal hjælpe mig ned med min arm.«

»Kom lige, far,« råbte jeg. »Vi har brug for din hjælp!«

Så vi var fem i bilen: Boxeren sad i bagagerummet, Ida og Jessica på bagsædet og jeg ved siden af far. På den anden side af vejen proppede Ahmed og Khaled bunkevis af reklamer i papircontaineren.

Jessica rullede vinduet ned. »Hey, I er nogle miljøsvin!«

Ahmed gav hende fingeren, og Ida trak på skuldrene. »De ender alligevel i skraldespanden. De burde slet ikke lave dem.«

Far holdt ved lyskrydset. »Har du talt med mor?« spurgte han mig igen.

Jeg rystede på hovedet. Jeg turde slet ikke høre, hvad det handlede om.

Men far grinede pludselig. Han parkerede bilen og hjalp Jessica ud af bilen.

»Mor faldt for tyskerens gipsben,« sagde han til mig. »Han flytter ind næste lørdag.«

»Er det rigtigt?«

Far åbnede bagklappen, og Ida tog sin boxer i snor.

»Han fortalte hende en trist kærlighedshistorie, og mor synes, at det er synd for ham.«

»Det er det også,« sagde jeg. »Det er ikke sjovt at have kærestesorg.«

Far skævede til idrætspladsen, hvor kampen stadig var i gang. »Hvilken af drengene er det så?«

»Kan du se ham den mindste i den store sort-røde fodbolddragt? Han spiller altid i nummer 10.«

Jeg var så nervøs, at min mave føltes som en tørretumbler. Om få minutter var kampen slut, og hvad ville der så ske? Måske ville nogen skyde Fardins grå bold ind i buskadset, måske kunne jeg finde den ... Men hvem skulle gøre det? Det var første gang, jeg savnede Ahmed.

»Der er også noget andet,« sagde far. »Jeg har snakket med en kollega. Han skal til Frankfurt næste weekend, og der er plads i hans bil.«

»Til hvad?« spurgte jeg. Mine øjne og tanker var hos Fardin, som skulle dække en angrebsspiller, der var tre gange større end ham. Til gengæld var Fardin mere bevægelig. Han var hurtig og smidig som et lille dyr.

»Du fortalte jo om en iransk fodboldspiller, som hedder Mehdi Mahdavikia,« sagde far. »Og som spiller i Eintracht Frankfurt.«

»Ja... og?« spurgte jeg forvirret.

»Jeg tænkte, at du kunne spørge din ven, om han har lyst til at tage med,« smilede far.

»Til kampen mod Bayern München?«

»Hvor ved du fra, at de spiller mod Bayern München næste weekend?« Nu var det fars tur til at se overrasket ud.

»Den slags ved man da bare.«

Far rystede på hovedet. »Tror du, I har lyst?«

»I? Mener du også mig?«

»Hvad ellers? Dig og mig og din persiske boyfriend.«

»Han er ikke min boyfriend, far!«

Far grinede. »Det bliver han da, bare vent og se.«

»Kan du ikke spørge ham, far, om han vil med? Jeg tror altså ikke, at jeg tør.«

»Nej,« sagde far og satte sig tilbage i bilen. »Det skal du selv gøre. Ring eller send en sms senest i overmorgen. Jeg bliver nødt til at køre nu.«

»Far!« Han havde lukket bildøren. Nu satte han bilen i gear og rullede ruden ned.

»Hvorfor hører man altid, at det er så fantastisk at være forelsket, når man hele tiden har kvalme?«

»Har du kvalme nu?« spurgte far.

Jeg nikkede.

»Så snak med ham,« sagde far. »Det er det eneste, der hjælper.«