Historien om Annemarie Feddersen

Der var travlt på hospitalet, da telefonen ringede.

– Ja, jeg ville blot høre, hvordan det går med Annemarie Feddersen, sagde en kvinde.

– Hvor er hun indlagt? lød spørgsmålet.

– På afdeling 33

Telefonen blev stillet om, og en frisk afdelingssygeplejerske løftede røret.

– Jeg vil gerne tale med den vagthavende læge? lød det, og kort efter kom lægen i røret.

– Hvad vil De? spurgte lægen.

– Jeg vil blot spørge, hvordan det går med Annemarie Feddersen, sagde kvinden.

– Feddersen, lad mig se. Jo, hun har det udmærket.

– Hvornår skal hun sendes hjem?

– På mandag omkring middagstid. Er De en slægtning af Annemarie Feddersen?

– Næh, ikke sådan. Det er mig, der er Annemarie Feddersen. Men heroppe på afdeling 33 er det umuligt at få et ordentligt svar, når man spørger, så jeg tænkte at jeg ville ringe i stedet.

☺

Den friske politimand gik på Strøget i København og stoppede ved en mand med en sammenklappet trækasse fuld af solbriller.

– Og hvad er så Deres job om jeg må spørge?

– Mig. Jeg er … gadesælger!

– Gadesælger. Ser man det. Og hvad er egentlig prisen på gader for tiden?

☺

Jens Johansen fra Herning var på forretningsrejse i Odense. Han blev sulten, gik på restaurant, og bestilte en rødspættefilet. Da han senere fik regningen, stod der en hel rødspætte, og han bad tjeneren om en forklaring.

– Sådan gør vi altid, det er skik og brug hos os, svarede han, og Jens Johansen svarede tørt:

– Så var det heldigt, at jeg ikke bestilte oksehalesuppe!

☺

Per på seks år havde været på ferie med far og mor og nu gik de igennem tolden i lufthavnen.

Tolderen drillede ham lidt da de gik forbi. Han spurgte: Nu har du vel ikke cigaretter med hjem smuglet i lommen lille ven.

– Nej, dem har mor i hatten, sagde Per.

☺

Der var en gang en frisør der spurgte sin kunde: Vil De have håret tilbage?

Og en kunde, der sagde: nej tak, det må du godt beholde selv