Jonas havde ikke specielt lyst til at skulle ned i det kolde vand, men hvis han ville have fat i sovetrynen, så han kunne få Syvsoveren til at sove og komme hjem til sin mor igen, så var der vist ingen vej uden om.
”Du skal bare et par trin ned, Jonas, og så til højre første gang, så er du der.”
Jonas tog en dyb indånding. Det måtte gøres. Så tog han maveplaskeren i benene og stoppede ham i lommen. Det lille væsen brokkede sig bravt på vej ned i lommen, men da den først var kommet helt ned, kunne Jonas ikke høre den mere. Han gik hen til vandet og stak en finger i det. Det var sørme koldt. Hvordan i alverden skulle han klare det. Der var også lige det lille problem med at trække vejret, det kunne man jo ikke under vand. Jonas bestemte sig for at ligge sig ved siden af vandhullet og stikke hovedet ned under overfladen, så han kunne se sig lidt omkring. Som sagt så gjort. Det tog et godt stykke tid, før Jonas havde taget sig sammen til at kigge. Men så kastede han hovedet frem og ned under vandet. Det var frysende koldt, men kun i et ganske kort øjeblik, så var det, som om det var endnu varmere end over vandet. Han åbnede øjnene og kiggede rundt. Det overraskede ham at opdage, at der slet ikke var noget vand, der flød ind i hans øjne. Der var faktisk slet ikke noget vand nede under vandoverfladen. Han kiggede rundt i en stor klippehule. Til højre for ham var der hugget en fin trappe ind i klippevæggen, og den førte langt ned i dybet. Det måtte være den trappe, den lille maveplasker havde snakket om, så skulle han bare finde den første dør til højre. Jonas rejste sig og gik hen til stedet, hvor trappen begyndte. Så begyndte han at gå ned under vandoverfladen. Det kolde vand var højst fem centimeter tykt, og grotten nedenunder var dejlig varm. Sovetrynens bukser holdt sig stadig tørre, så det var kun Jonas´ natbluse, der var våd. Han hev den af og bandt den om livet på sig, så den kunne tørre. Han var ikke gået ret langt ned, da en bred gang drejede væk fra trappen til højre ind i bjergsiden. Jonas trådte op på den. Der hang fakler langs begge sider af gangen. Det gav et hyggeligt afdæmpet lys, og Jonas glemte næsten, at han var ved at bevæge sig ind i nogle meget fjendtlige væseners område. Gangen var meget lige og lang. Den fortsatte og fortsatte. På et tidspunkt blev Jonas træt og satte sig ned for at få en bid mad. Da han stak hånden i lommen, mærkede han en ordentlig gang koldt vand blive sprøjtet på sig. Han havde helt glemt, at den lille maveplasker var dernede. Jonas sprang maden over. Han havde på fornemmelsen, at maveplaskeren ville blive ved med at sprøjte til lommen var fuld, hvis han generede den mere end højst nødvendigt. Han rejste sig igen og fortsatte sin vandring. Gangen begyndte at blive smallere og smallere, og pludselig stod Jonas foran en dør. Han trykkede forsigtigt ned på håndtaget og åbnede den på klem, så han kunne se ind.
Jonas kiggede ind i, hvad der måtte være den lille maveplaskers værelse. Der lå små legetøjsagtige ting på gulvet, og der stod noget, der godt kunne ligne en seng ovre i det ene hjørne. Da Jonas kiggede nærmere på legetøjet, så han, at det var forskellige slags smådyr der var frosset til is. Han fandt også nogle tudebiller. De så næsten mere appetitlige ud, når de var frosne. De sprællede i det mindste ikke så meget. Jonas puttede en af dem i lommen. Maveplaskeren skulle også have noget at lave dernede, tænkte han. Jonas satte sig ned på sengen. Han kunne ikke rigtig finde ud af, hvad han nu skulle gøre. Han måtte på en eller anden måde finde det sted, hvor sovetrynen var stillet op som statue, men han havde ingen anelse om, hvor han skulle starte med at lede, og han havde ikke mulighed for at gå ubemærket rundt, alle ville lægge mærke til ham, hvis de så ham. Han åbnede lommen for at lokke nogle informationer ud af maveplaskeren, men så snart han stak hovedet ned til den for at spørge den om noget, sprøjtede den en ordentlig spandfuld lige i hovedet på ham. Han lukkede hurtigt lommen igen. Der var ikke andet at gøre end bare at gå rundt på må og få og håbe på det bedste. Jonas gik hen til den anden dør, der var i rummet og åbnede den. Det var tydeligt at se, at han var på en borg nu. Gangen, han kiggede på, var prydet med malerier og flot udskårne fakler. Gulvet var lavet af forskelligt farvede sten, der dannede de smukkeste mønstre. Det kunne godt være, at de var nogle sure bæster, de maveplaskere, men de havde sørme god smag. Pludselig hørte Jonas trin på gangen, han smækkede døren. Uden for kunne han høre de to maveplaskere stoppe op.
”Hørte du det?”
”Jeg troede ikke, bossens søn var på sit værelse?”
”Nææ, er det ikke ham, vi leder efter?”
Der var lidt fumlen uden for døren, inden den ene maveplasker høfligt bankede på døren.
”Hallo! Er der nogen?”
Jonas var stille som en mus. Han turde dårligt nok trække vejret. Døren blev åbnet. Jonas nåede kun lige at gemme sig bag ved den.
”Hallo! Så svar dog! Er du der?”
”Det er ikke tid til julelege nu! Din far er meget bekymret!”
Så stille havde Jonas aldrig været før.
”Nå, det var sikkert ingenting.”
”Måske vinden, der trak døren i”
”Ja, vi går videre. Vi skal have kigget hele slottet igennem inden aften. Maveplaskerbossen er rasende. Hans søn har været væk, lige siden vi kom hjem i formiddags efter at have fanget den lille sovetryne.”
De gik ud og lukkede døren efter sig. Jonas åndede lettet op. Det gjorde det hele noget sværere, at de havde fundet ud af, at den lille maveplasker var væk. Så ville borgen være fyldt med maveplaskere, der ledte, og selv om det ikke var Jonas, de ledte efter, så kunne det jo være, de fandt ham ved et uheldigt tilfælde. Han stillede sig ved døren og lyttede. Der var stille ude på gangen. Forsigtigt tog han fat i håndtaget og åbnede døren på klem. Så skete det hele pludselig hurtigt. Han mærkede noget gribe sig om begge hans håndled. Et eller andet fejede benene væk under ham, og han lå på ryggen, lige så lang han var, og kiggede op på to kæmpe store maveplaskere. Den ene åbnede for maveslusen og begyndte at sprøjte på Jonas.
”Stop! Er du sindssyg mand? Han var inde på sønnens værelse. Hvis du fryser ham, kan han jo ikke fortælle, hvor han er henne, hvis altså det her mærkelige væsen har noget med hans forsvinden at gøre.”
Vandet stoppede med at splaske Jonas til. Han var allerede blevet godt kold.
”Hvad skal vi så gøre med ham?”
”Vi smider ham i fangekælderen, indtil bossen kommer hjem”
”Fangekælderen?” Den ene maveplasker begyndte at grine bøvet ”Hæ hæ, det har jeg aldrig prøvet før. Ja, lad os gøre det.”
De slæbte af sted med Jonas. Gennem lange gange, ned ad trapper, igennem store stuer og sale. Hver gang de mødte nogle andre maveplaskere, viste de Jonas frem, som om han var en eller anden museumsgenstand.
”Nej, hvor er han fin!”
”Ved han virkelig, hvor sønnen er?”
”Han skal da stå nede i storsalen.”
”Har I tjekket ham for fejl og mangler?”
De to maveplaskere, der havde fanget Jonas, var tydeligvis meget stolte. Et par gange lykkedes det ham at komme løs af deres greb, når de ivrigt skulle blære sig med historien om, hvordan de havde fanget ham. Men hver gang var der en anden maveplasker, der fik fat i ham, fordi der hele tiden var en horde af maveplaskere, der fulgte efter de to helte. Da de var kommet helt ned i kælderen, stillede de forsigtigt Jonas ind i et lille rum.
”Pas på I ikke ridser ham!”
Og så lukkede og låste de døren efter ham.
”Lad nu være med at gøre skade på dig selv, lille ven, du er i så fin stand!”
Jonas satte sig modløst ned på gulvet. Der var ikke andet i det lille rum end et gulv, et loft og fire vægge. Sikke en suppedas han var havnet i. Taget til fange af nogle væmmelige bæster langt nede under jordens overflade, langt væk hjemmefra. Og altså hvor var han sulten, gid han ikke havde det lille maveplasker-bæst i sin lomme, så han kunne få noget mad.
Der gik et lys op for Jonas. Ja, han havde jo det lille maveplasker-bæst i sin lomme! Måske var det hele reddet nu. Ja, måske var der en vej ud af suppedasen. Jonas fik en genial idé. Han vidste, hvordan han kunne redde både sig selv og sovetrynen. Der gik mange timer, hvor Jonas sad nede i fangekælderen i det lille rum. En gang imellem kom der en maveplasker og kiggede ind til ham gennem en lem i døren, men de kom hverken med vådt eller tørt, så Jonas havde efterhånden temmelig ondt i maven, fordi han var så sulten. På et tidspunkt, da Jonas var lige ved at falde i søvn, blev døren smækket op. Det var de to maveplaskere, der havde fanget ham, der stod ude på den anden side.
”Kom så, lille ven!”
De smilede slesk til ham.
”Nu skal du møde maveplaskerbossen, så du har bare at opføre dig pænt.”
”Og nu ikke noget med at stikke af igen, vel? Det er altså så trættende!” Den ene maveplasker gav Jonas et lille advarselssprøjt i hovedet. Vandet var isnende koldt. De greb Jonas i hver sin arm og begyndte at trække af sted med ham.
”Bossen bliver vel nok overrasket, når han ser hvad det, er vi har fanget.”
”Ja, sådan én har han i hvert fald ikke i sin samling.”
”Ved du egentlig, hvad det er for én?”
”Ham her?”
Jonas´ ene arm blev godt rystet.
”Næ, ingen anelse. Kan det ikke også være lige meget? Han er anderledes, det må da være nok.”
”Det kunne da være blæret, hvis vi sådan lige kunne fortælle, hvad det er for én. Tror du så ikke, vi ville få en medalje?”
”Det gør vi alligevel, dit fjols. Alle, der fanger et nyt væsen til samlingen bliver forfremmet.”
”Ham, der fangede den der skrigeballon sidste vinter, han blev da ikke forfremmet. Var det ikke lige tværtimod?”
”Hold kæft, hvor er du dum. Han havde mast den til ukendelighed. Han fik taget fire medaljer, fordi bossen tog det som en personlig fornærmelse”
”Vi får ikke taget nogen præmier vel? Tror du?”
”Nu må du stoppe al det der tankespinderi. Vi kommer med et helt nyt væsen, han er spillevende og endda i pæn stand. Bossen får oven i købet lov til selv at fryse ham. Jeg lover dig, at vi får to eller måske tre medaljer”
Den mest bøvede af de to maveplaskere hoppede et lille glædeshop og udstødte, hvad der vel egentlig skulle være et jubi-råb. Så gik den stille igen.
”Men er du sikker på, at det er lige meget, om vi ved, hvad det er for én?”
”Så spørg ham dog. Jeg er da ligeglad. Det betyder ikke det fjerneste!”
Den bøvede bukkede sig ned i knæerne og lavede en grimasse, der vist skulle forestille et smil til Jonas. ”Og hvad er du så for en lille én, lille ven?”
Jonas, der jo havde en plan og følte sig temmelig ovenpå, kunne næsten ikke undertrykke et grin. Aldrig havde han set nogen være så dårlig til at være venlig. Det store goplede væsen anstrengte sig hårdt for at se sød ud.
”Jeg er en flue!”
Jonas kunne ikke lade være med at lave grin med dem, de anede sikkert ikke, hvad en flue var.
”En fl… hvad for noget?”
Jonas havde ret.
”En flue. Jeg kan hoppe 100 meter på et sekund, og så spiser jeg tang.”
”Har du hørt det?” Den anden maveplasker fik et klap på ryggen.
”Vores lille ven her er en flue, der hopper og spiser tang.”
”Fint,” sagde den gnavent. ”Hold nu bare ordentligt fast i den, så den ikke hopper væk, inden vi har fået overleveret den til bossen.”
”Sure hoved”
De gik lidt i stilhed. De var pludselig ikke så glade mere. Den ene var sikkert sur over, at det ikke var ham selv, der havde fundet ud af, hvad for en han var, tænkte Jonas. Og den anden var sikkert sur over, at den ene ikke var imponeret over, at den havde fundet ud af det. Jonas kunne høre nogle dunkelyde et eller andet sted fra. De blev højere og højere, og da de stod foran en stor port, var det tydeligt, at det var derindefra, lydene kom.
”Så…” De to maveplaskere rettede sig op. ”Nu sker det, lille flue!”
De bankede på porten, og den blev åbnet med et brag. Dunkelydene tordnede ud i salen. Jonas så, at det var et helt orkester af maveplaskere, der stod og trommede sig selv på maven. Alle de andre maveplaskere stod og rokkede uhyggeligt frem og tilbage til rytmerne. Maveplaskeren, der havde åbnet porten, rømmede sig.
”Velkommen til de to, der bringer en gave til bossen!”
Rytmerne døde hen, og alle kiggede ned på Jonas og de to maveplaskere. Der gik et suk gennem salen. Jonas kunne se, at de stod og hviskede og pegede på ham. Så begyndte de at gå til side, så de dannede en sti op til en stor stol, der stod i den anden ende af salen. Deroppe sad en kæmpe maveplasker. Den var så stor, at den måtte bukke sig for ikke at ramme loftet, da den rejste sig op.
”Hvad venter I på? Så vis mig dog, hvad det er I uduelige hoveder har fanget!”
Stemmen brølede igennem lokalet. Jonas følte sig ikke så sikker på sin plan mere. Denne her maveplasker var frygtindgydende. Den var så stor, at den kunne æde ham i én bid.
”Kom dog nærmere!”
De to maveplaskere trak Jonas op mod stolen. Bossen gik dem i møde. Det gungrede i gulvet, hver gang han tog et skridt.
”Nå, så du er det nye væsen i min samling!” Han tog fat i Jonas´ hår og hev lidt i det. Så hev han ham op i den ene arm og studerede ham længe.
”Har I fundet ud af, hvad dette mærkelige væsen hedder?”
Den bøvede maveplasker kastede sig ned for fødderne af bossen.
”Det er en flue, herre. Den hopper 100 meter, og så spiser den tang”
Bossen studerede Jonas igen. ”De ben ser ellers ikke ud af noget.”
Han trak Jonas hårdt i det ene ben.
”Men når I siger det, skal det nok passe. Jeg har aldrig set noget lignende.”
Den stillede Jonas ned på gulvet igen.
”Det bliver perlen i min samling. I får tre medaljer begge to. Det er en vældig fin fangst, I har gjort.”
De to maveplaskere smilede skævt til hinanden.
”Nu skal han bare fryses, så han kan komme op og stå som statue!”
Jonas måtte reagere hurtigt, hvis ikke han ville ende sine dage som isfigur. ”Stop!” skreg han.
Alle i salen blev stille. Bossen kiggede vredt på ham.
”Hvor vover du at tale? I mit påhør!!”
Jonas var bange, men han måtte gøre noget. Hans plan måtte sættes i værk, hvis han ville redde sit skind. ”Mangler du ikke noget? Noget, der står dig nær?”
Maveplaskerbossen tænkte sig om og så spørgende ned på Jonas´ to vogtere. De trak på skuldrene. De anede ikke, hvad Jonas talte om.
”Mangler du ikke din søn?”
Maveplaskerbossens øjne lynede. Han udstødte et brøl, greb fat om livet på Jonas og holdt ham højt op i luften. ”Hvad ved du om min søn? Dit lille kryb?”
”Sæt mig ned og giv slip, så skal jeg fortælle dig det.” Jonas mærkede atter jorden under sine fødder. Maveplaskerbossen var rasende, men som Jonas havde regnet med, turde den ikke krumme et hår på hans hoved.
”Jeg har din søn!”
Maveplaskerbossen åbnede lugen i sin mave. Den skummede af raseri.
”Sprøjt en eneste dråbe på mig, og du ser aldrig din søn igen!”
Maveplaskerbossen lukkede lugen igen. Jonas havde fået overtaget. Han så ud til at tænke sig om et øjeblik.
”Okay, lille væsen, det ser ud, som om, jeg må lytte til dig. Hvad vil du have?”
Jonas gik lidt ned i salen. Der stod statuer af frosne væsener ude langs væggen, og da de to maveplaskere hev Jonas op til maveplaskerbossen, havde han fået øje på sovetrynen.
”Ham her! Og så vil jeg have lov til at komme ud af maveplaskerland, uden at der er nogen, der generer os!”
Maveplaskerbossen grinede. ”Ham der? Hvad i alverden vil du med en frossen sovetryne?”
”Det kommer ikke dig ved, men jeg vil have ham med mig.”
Maveplaskerbossen gjorde tegn til, at nogle af de andre maveplaskere skulle komme op til ham. De sad i nogle minutter og hviske-tiskede med hinanden. Til sidst rejste maveplaskerbossen sig op.
”Vi går ind på dine betingelser. Du får den værdiløse sovetryne, mod at jeg får min søn”
Det boblede i maven på Jonas. Det var lykkedes. Han havde reddet både sovetrynen og sig selv.
”Du får din søn,” sagde Jonas ”men først ved den sydlige grænse af maveplaskerland, der bytter vi…det er der, jeg gemmer din søn.”
Maveplaskerbossen samlede sit råd igen. Da de var færdige med at snakke, udpegede maveplaskerbossen fem maveplaskere som skulle følge Jonas til grænsen og sørge for, at de fik hans søn med tilbage.
Så begyndte en lang vandring gennem maveplaskerland. De gik op ad trappen igennem den store vandpyt, og så satte det lille selskab kursen stik syd mod grænsen. Jonas havde svært ved at holde trit med de store maveplaskere, der kunne tage kæmpe skridt. Det blev ikke gjort nemmere ved, at de gik direkte igennem alle vandpytterne, som nogle gange var så store og dybe, at Jonas ikke kunne bunde. I starten svømmede han, men det blev maveplaskerne hurtigt trætte af at vente på, så efter et stykke tid begyndte de at skiftes til at bære ham over vandet. Jonas havde ikke styr på, hvor mange dage det var, siden sovetrynen hentede ham i hans dejlig varme seng. Han havde ikke engang styr på, hvor mange dage han havde tilbragt i Maveplaskerland. Det eneste, han tænkte på, var, at han skulle nå til grænsen, så han kunne komme væk fra det her modbydelige sted og få sovetrynen tilbage igen. De gik både dag og nat, og da de endelig kom til grænsen, der ligesom sidst var markeret med en stor port midt i landskabet, var Jonas så udkørt, at han dårligt nok kunne føle glæde over at være nået frem. Mange bekymringer var også dukket op i hovedet på ham. Når han nu slap ud af Maveplaskerland, hvis altså ikke maveplaskerne havde en eller anden ubehagelig overraskelse i baghånden, hvad skulle han så gøre? Han anede ikke, hvad han skulle stille op med sovetrynen, hvordan kunne han nogensinde blive levende igen. Og hvis han ikke gjorde, hvad skulle han så stille op, han anede ikke, hvad vej Sovetryneland lå. Jonas kastede et blik på den port, der skulle redde ham fra maveplaskerne. Den var ikke så robust som den, der adskilte Grænseland og Maveplaskerland, og selve døren var gjort af fine udskæringer. Midt på døren stod der med tynde bogstaver Slapafland. Jonas havde aldrig mødt en slapaf, og han var egentlig heller ikke sikker på, at han havde lyst. Det lød som nogle små væmmelige nogen, men lige nu var alt bedre end maveplaskerne.
”Nå, hvor er han så?” brummede den ene maveplasker til Jonas.
En af de andre åbnede advarende slusen i maven.
”Du ved vel, hvad der sker, hvis du prøver at snyde os!”
Jonas tænkte ikke på at snyde maveplaskerne. Han ville faktisk gerne af med den lille maveplasker-søn, som han bar rundt på i lommen, for den hindrede ham i at komme ned til sin mad og alt det andet, der lå gemt dernede, og som han måske kunne bruge på sin rejse.
”Først åbner vi porten,” sagde han ”Så stiller I sovetrynen ind på den anden side, mens jeg bliver her. Derefter giver jeg jer maveplaskerbossens søn, og I lader mig frit gå ind i Slapafland.”
Maveplaskerne kiggede mistroisk på ham. De var vist ikke vant til, at det var andre end dem selv, der stillede krav, men Jonas måtte jo forsøge, så godt han kunne, at sikre sit eget skind, og han var ikke sikker på, at maveplaskerne var helt ærlige.
”Okay, lille flue, vi gør det på din måde.”
De åbnede døren og stillede sovetrynen ind på den anden side, så gik Jonas hen, så han stod lige ved siden af indgangen.
”Hvor har du så bossens søn?”
Jonas stak en hånd i lommen. Han kunne mærke, at det lille kræ begyndte at sprøjte vildt omkring sig. Han fik fat i dens ben og hev den op af lommen.
”Her har I ham!”
I en og samme bevægelse kastede Jonas den lille maveplasker over i favnen på de overraskede maveplaskere, hoppede ind på den anden side af porten og smækkede døren i. Hvis de havde haft nogle skumle bagtanker, nåede de i hvert fald ikke at føre dem ud i livet. Jonas kiggede sig omkring. Han stod i udkanten af en stor gul kornmark. Solen skinnede varmt, og småfugle fløj kvidrende omkring. Jonas så på sovetrynen. Man kunne se, at han var blevet frosset, mens han kæmpede for sit liv. Det ene ben sparkede ud efter en maveplasker, der ikke var der mere. Hænderne var knyttet, og det ellers så venlige væsen havde et vredt og bange udtryk i ansigtet. Da Jonas mærkede på ham, frøs hans blod til is. Han var så kold, at huden på hans fingre hang fast i den, og de kom ikke fri igen, før han længe havde åndet varme på stedet, hvor de sad fast. Han fandt en flaske vand frem fra lommen og hældte det ud over sovetrynen i håb om, at han ville tø en smule. Men det virkede ikke. Det lunkne vand frøs til is, lige så snart det ramte sovetrynens kolde krop. Jonas satte sig modløst på jorden. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han mærkede sin tomme mave skrige på mad, så han hev nogle frugter frem og begyndte at spise. Der gik lang tid, inden han var mæt, og da det skete, kunne han mærke trætheden, som han ellers havde prøvet at glemme, snige sig ind over ham. Han måtte finde et sted, hvor han kunne hvile sig lidt. Han var alt for træt til at tænke sig om og prøve at finde ud af, hvad næste skridt skulle være. Da han ikke kunne bære sovetrynen, baksede han ham ned i lommen. Der vejede han ikke noget, og under alle omstændigheder skulle den hjem til Sovetryneland. Også selvom han var helt frossen. Jonas begyndte at gå igennem marken. Kornet duftede dejligt, og han havde fået en smule fornyet energi af frugterne. Han kunne se nogle træer i kanten af marken, måske var der et skjulested, han kunne benytte til at få noget søvn. Jonas havde ret. Da han kom til skovbrynet, fandt han hurtigt et sted, hvor de store rødder fra træerne havde dannet en slags rede. Den måtte have været brugt før, for den var allerede fyldt med blødt græs. Jonas lagde sig til rette og faldt hurtigt i en drømmeløs, dyb søvn uden at tænke på de farer og ubehageligheder, der helt sikkert ventede ham.