Cassie kiggede efter den gamle dame, da hun gik, og følte sig en lille smule ubehageligt til mode. Hun kunne godt lide madame Azzedine. Virkelig. Det var bare det, at ...
Årh, helt ærligt. Det var bare fordi Cassie var ude, hvor hun ikke kunne bunde. Det stakkels gamle kvindemenneske måtte være mindst hundred år. Hvor gammel troede hun egentlig, at Cassie var? Som femtenårig ville hun måske få to eller højst tre år på akademiet, og ikke mere - forudsat at hun ikke gik ud eller blev smidt ud. Det kunne godt være, at madame Azzedine så fantastisk ud, hendes alder taget i betragtning, men hun var vist ved at falde lidt af på den. Og ikke en man skulle være bange for. Hun var elegant og selvsikker, det var det hele. Det var på tide, at Cassie også lærte at være det.
I det mindste havde hun en ide om, hvordan man opførte sig nogenlunde anstændigt, tænkte Cassie trodsigt, i modsætning til personalet her, der ikke tilbød den gamle kvinde en hjælpende hånd. Boksertypen med det skarpskårne ansigt tøffede bare efter, da hun humpede ind i den enorme barok-hall. Et øjeblik efter var de begge ude af syne.
Cassie trak på skuldrene. Det kom ikke hende ved. Hun kom i tanke om sin kuffert, der stadig lå for foden af trappen, og vendte om og løb let til fods - og måske i det hele taget lidt lettet - ned ad trappen.
Hendes hjerte faldt pladask ned i hendes løbesko igen. En lille gruppe havde samlet sig i en halvcirkel omkring hendes forladte kuffert, og da hun nervøst nærmede sig, skævede den japanske pige drillende til hende.
"Måske skulle vi tilkalde les gendarmes," sagde hun højt. "Det kunne jo være en bombe."
"Ærlig talt, Keiko, så tror jeg, at selv terrorister har lidt mere stil end det der."
Ordene kom fra en amerikansk dreng, der var den komplet diametrale modsætning til den dreng, Cassie havde set tidligere. Ham her bar designerbriller, lædersko, en let lærredskjorte med en polotrøje ud over med et genkendeligt logo på. Han lignede en, der lige havde været ude at lufte sit kreditkort på gaden udenfor.
"Så, så, Perry," lød det med fint engelsk accent fra en dreng, der stod med hænderne i lommerne. "Vær nu ikke så snæversynet. Der er altså noget, der hedder shabby chic."
Keiko fnisede. "Hvor er du nedladende, Richard. De fattige er altid med os, glem ikke det."
"Nu er du ikke sød, Keiko," sagde Perry og puffede til Cassies kuffert med spidsen af sin sko. "De fattige besidder trods alt en vis arbejderklassecharme. Det her er ligesom mere ... hvad er det franskmændene siger? Petit bourgeois?"
Richards ene øjenbryn fløj op under hans bølgede mørke pandehår. "Uha, Peregrine. Hvem er nu smålig?"
I omkring tre sekunder havde Cassie lyst til at kravle ned i det nærmeste hul og dø. Men følelsen fordampede, og en lille hård kugle af vrede bredte sig i hende. Hun bandede højlydt.
"Fjern nallerne fra mine ting!" Hun sprang ned ad de sidste trin og skubbede Keiko væk.
Keiko så rasende ud, men Cassie havde været i et par slåskampe før. Hun knyttede næverne - hun kunne sagtens klare sådan en opblæst kælling. Amerikaneren Perry trådte tilbage og tog en hurtigt indånding, der næsten lød forskrækket, men Richard lagde bare armene over kors og smilede.
"Nu bliver det sjovt," mumlede han.
Cassie spændte alle muskler og ventede halvt-om-halvt, at Keiko ville springe på hende, men lidt efter grinede den smukke pige.
"Jeg kunne aldrig finde på at røre dine 'ting', stipendiepige. Jeg bryder mig ikke om at få beskidte hænder."
Cassies flossede negle borede sig ind i hendes håndflader. Åh, hvor ville hun gerne tvære det selvtilfredse smil af Keikos ansigt. Men det var tydeligt, at den spydige lille heks ikke havde tænkt sig at kaste sig ud i noget så bourgeoise som et slagsmål. Og ville de i øvrigt ikke også nyde at se hende blive bortvist den første dag?
Nej. Det var det ikke værd.
"Fint," hvæsede Cassie. "Nu har du lige bevist, at jeg er bedre end dig."
"Hvad?!" sagde Perry. "Hvor vover du at tale til Keiko på den måde?"
"Jeg kan nu godt lide, at hun tør," sagde Richard drævende og blinkede til den amerikanske dreng. "Det kan godt gå hen og blive interessant! Så, Peregrine, smut med dig. Det her er kun for De Udvalgte."
Affærdigelsen var så kategorisk, at Cassie forventede en protest fra Perry, men han bakkede lydigt væk og skulede en sidste gang til hende, før han vendte om og løb op ad trappen til skolens indgang.
Richard lagde venligt armen om hendes skuldre. Cassie ville vriste sig fri af den og skubbe ham væk, men hun kunne mærke, hvor stærk han var. Og det ville nok ikke se kønt ud med en brydekamp, især ikke når hun ikke var sikker på, om hun ville vinde.
"Så, så ... øh ... hvad hedder du?"
"Cassie Bell," mumlede hun.
"Så, så, Cassie Bell. Slap af. Vi vil selvfølgelig bare gerne have, at du nyder dit ophold her. Perry og Keiko lavede bare lidt sjov. Og selvom jeg er tilbøjelig til at give dig ret i, at det måske ikke var så morsomt," og her sendte Keiko ham et arrigt blik, "er du nødt til at være lidt mere hårdhudet end det. Hvis du altså har lyst til at overleve."
Cassie bed en skarp bemærkning i sig. Sagen var, at hun overhovedet ikke var sikker på noget. Måske var det virkelig sådan, de elitære elever opførte sig. Hvor skulle hun også vide det fra? Hun vidste lige så lidt om opførsel, som hun vidste om sit ophold her. Hun hørte ikke til her ...
"Du vil da gerne falde til, ikke?" lød Richards silkebløde stemme i hendes øre. "Jeg vil dig det kun godt, det håber jeg, at du..."
"Hey, englænder!"
Den skarpe stemme havde en accent, som Cassie ikke lige kunne placere. Et øjeblik senere nåede en pige hen til dem som en energisk tornado og puffede legende Richards arm væk. Hun var en høj, smidig pige med mørkt, fyldigt hår. Hendes brune øjne slog gnister.
"Hvad har du gang i, englænder?" Hun løftede en irettesættende finger op foran Richards ansigt og viftede med den. "Pigen her er ny, ja? Vil du straks skrue ned for din farlige charme!"
"Ah, bella Isabella!" Richard greb passioneret hendes hånd og kyssede den, hvilket fik Isabellas påtaget irettesættende blik til at flakke en smule. "Jeg elsker dit latinamerianske temperament lige så meget, som jeg elsker dit intense blik. Men du har gjort mig så uret! Keiko og jeg var bare ved at introducere unge Cassie Bell til nogle af skolens regler..."
"Cassie Bell? Cassandra?"
Isabella, vendte sig om. Et øjeblik så hun overrasket ud, men så smilede hun.
Cassie prøvede at lade være med at smile igen. Hun havde ikke tillid til nogle af disse selvsikre, selvglade idioter. "Ja. Og?"
Isabella grinede. "Og du skal med mig." Hendes greb om Gassies arm var blidere end Richards, og med den anden hånd tog hun fat i håndtaget til Cassies kuffert. "Lad os få dig væk fra rosset."
Isabella smilede flirtende til Richard, ignorerede Keiko totalt og trak Cassie hen mod en arkade i hjørnet af gårdhaven, mens kufferten skramlede efter dem.
"Lige et øjeblik." Cassie satte hælene i jorden, så Isabella måtte standste brat op. "Du skal ikke kommandere rundt med mig. Hvem tror du lige, at, du er?"
Hendes vredesudbrud fik kun den smukke pige til at hyle af grin.
"Jeg tror ikke noget, Cassie. Jeg ved! Jeg er Isabella Caruso. Vi skal dele værelse!"
"Det er da en reproduktion, ikke?"
Cassie stoppede overældet op foran en enorm forgyldt ramme.
Isabella, der stadig slæbte Cassies kuffert hen ad det lyseblå tæppe, vendte sig om med rynket pande. "Hvad? Nåeh, Monet'en? Nej selvfølgelig er det da ikke en reproduktion, fjollerik. Det er der ikke nogen af dem, der er. Kom nu med, Cassie."
Cassie forlod modvilligt maleriet og fulgte efter. Hun prøvede at se afslappet, tilpas og ligeglad ud, men hun havde en uimodståelig trang til at liste af sted efter Isabella på tæer. Hvert øjeblik kunne der komme en og afsløre hende, for det hun var, og så ville hun ikke være meget værd.
Der er sket en frygtelig fejltagelse, ville de sige afmålt til hende. Et spørgsmål om forkert identitet. Du kan vel finde hjem herfra? Til Cranlake Crescent, hvor du hører til? Vi vil selvfølgelig gerne lægge ud for billetten. Du ser ud, som om du har brug for et bidrag ...
Indtil da kunne hun lige så godt svælge i det. Hold op, hvor var her smukt. Hun havde fantaseret om den slags bygninger, men kun i eventyr. Skulle man ikke gå i silkekjoler og krinoline for at opholde sig sådan nogen steder? Eller i hvert fald besidde et garnnøgle, så man ikke for vild for altid? De gyldne gange og korridorer og buegange virkede uendelige, de udsmykkede lofter var så høje, at hun blev øm i nakken af at se op på guderne og monstrene, der legede i den malede himmel. Det bløde tæppe dæmpede selv lyden fra hendes billige, knirkende kuffert.
Cassie rødmede, da hun så Isabella trække af sted med den. Det var en billig, brugt kuffert, der så ud, som om den kunne falde fra hinanden hvert øjeblik. Det var ikke mærkeligt, at de rige unger havde grinet sådan ad den.
"Så er vi der snart. Du vil elske det, Cassie ... Ah!" Isabella trak hende hen til en profildør og prikkede på et finpudset messingskilt, der var skruet fast i træet.
"Der kan du se! Vi er værelseskammerater!" Isabella havde svært ved at styre sin begejstring, men Cassie var mundlam, da døren langsomt gik op.
"Kan du lide det?" Isabella skiftede fra glad til beklagende på et splitsekund. "Du kan ikke lide det!"
Omsider fik Cassie talens brug tilbage, men stemmen var hæs. "Om jeg kan lide det? Jeg kan ikke ... Det må være en fejltagelse."
"Det er ikke en fejltagelse." Isabella smed glad Cassies kuffert på silkesengetæppet, der lå hen over den ene seng, som stod ved siden af et lille bjerg af dyre mærkekufferter.
Cassie følte sig pludselig lige så akavet, som hendes kuffert så ud, og mærkede et jag af hjemve efter det lille hul, hun havde delt med to andre piger i Cranlake Crescent. I stedet for billige skillevægge og brækfarvede paneler havde hun nu lyserøde vægge og forgyldninger, og - det er løgn! - en lysekrone. I stedet for et fælles badeværelse, der lugtede fugtigt og med tånegle på gulvet, kunne hun gennem en anden dør se ind til et fint gammeldags flisebelagt badeværelse, hvor der stod et badekar med løvefødder. Og i stedet for at skulle skændes om make-up og cd'er med piger, der var lige så rapkæftede som hun selv, havde hun nu en værelseskammerat, der lignede og opførte sig som en eksotisk filmstjerne. Og indtil videre virkede Isabella faktisk ... sød.
"Det er ikke noget værelse, det er et palads." Cassie vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Hun kunne mærke knæene give efter og satte sig ned på det fine gammeldags silkesengetæppe. Hun rejste sig hurtigt op igen af frygt for, at hun var kommet til at krølle det.
Isabella kiggede tænksomt på hende. "Aah. Nu ved jeg, hvad problemet er."
"Gør du?" Cassie stivnede. Hvis denne usandsynligt smukke pige viste det mindste tegn på hån i sit udtryk, ville hun smække hende én.
"Du mener, at du er meget bedre end os, ja?"
Det var ikke lige det, Cassie forventede. "Hey, hør nu lige. Du..."
Isabella viftede afvægrende med hånden, "Ja, ja. Du har knoklet løs for at nå så langt, bla bla. Men så skal jeg fortælle dig noget, lille miss jeg-er-så-umanerligklog-at-jeg-får-et-stipendium. Du har måske gjort dig fortjent til din plads her, men vi er faktisk nogle stykker, der har købt os ind!"
I omtrent to sekunder stirrede Cassie måbende på Isabella, før hun så det sitre i pigens brede mund. Og et øjeblik efter knækkede de begge to sammen af grin.
Isabella faldt tilbage på den bløde madras. "Der kan du bare se! Vi skal nok få det sjovt, Cassie Bell. Dig og mig, ja? Glem alt om ham den kedelige Perry Hutton, eller de umanerlige snobber fra De Udvalgte. Jeg skal nok lære dig alt om akademiet. Desuden," sagde hun og blinkede indforstået, "er Richard ret nuttet og sjov, ja?"
"Ja ja. Jeg er lutter ører." Cassie rakte ud efter sin kuffert og grinede som en vanvittig. Hun var aldrig blevet venner med nogen så hurtigt. Faktisk havde hun næsten aldrig haft venner, tænkte hun dystert. "Og til gengæld, vil jeg lære dig at tale ordentligt. Der er ingen der bruger ordet 'umanerlige' mere, okay?"
"Er der ikke?"
"Vi siger 'Keiko er højrøvet'."
"Højrøvet. Okay!" Isabella fnisede.
"Hvem er De Udvalgte egentlig? Er de en slags præfekter eller sådan noget?"
"Noget i den stil. Men lad os ikke tale om dem nu. Nej! Lad være med at pakke ud. Kom." Isabella greb hendes hånd. "Vi skal på opdagelse!"
"Fortæl mig om dit stipendium! Kom nu, stipendiepige!"
Cassie sendte Isabella et skævt smil. Stipendie-pige. Jo mere Isabella brugte vendingen på en sød måde, jo mindre ondt ville det gøre, når en som Keiko brugte det nedsættende, og Cassie havde en fornemmelse af, at Isabella godt var klar over det.
"Der er ikke så meget at fortælle. Der var en slags eksamen, men den var ikke så svær."
"Det vil jeg vædde med, at den var," sagde Isabella. "Jeg ville garanteret ikke have bestået den. Jeg er på akademiet, fordi min far er meget rig. Og herinde?" Hun prikkede sig på siden af hovedet. "Er jeg dum som et træ."
"Som en dør" sagde Cassie tørt, "hvilket du ikke er. Der var også et interview. De ville vide alt. Hvad jeg havde læst, hvad jeg tænkte, hvor jeg kom fra. Det var, som om de pillede min hjerne fra hinanden. Men Patrick havde heldigvis forberedt mig."
"Og han er din ...?"
"Årh, lad være!" grinede Cassie. "Han er min vejleder derhjemme, okay? Og han er fantastisk. Det er bare ærgerligt, at han ikke leder stedet." Hun tænkte vredt tilbage på en nat sidste måned. Hun var som sædvanlig vågnet om natten og havde hørt de skarpe ord hagle ned over den nye sammenbidte, tynde og forgrædte elleveårige pige. Så den lille madamme gør altså skade på sig selv? Det er utroligt, hvad I gør, for at få en smule opmærksomhed. Næste gang skulle du måske skære lidt dybere! "Jilly Beaton er en dum ko. Inspektørerne elsker hende, men hun er en dum ko, lige så snart de er ude af syne."
"Hjemme i Argentina," snøftede Isabella, "er køer meget vigtige, men de kender deres plads."
Det hæslige minde forduftede øjeblikkelig. Og med et undertrykt fnis gav Cassie Isabella en albue i siden. "Under alle omstændigheder er Patrick super. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han plagede mig ustandselig med, at jeg skulle forsøge at få det stipendium. Han sagde, at han kendte en anden, der havde vundet et stipendium, og at jeg også kunne, hvis bare jeg gav det en chance. Og ved du hvad? Han havde ret."
"Selvfølgelig havde han ret. Nå, vi har vist set det hele lige med undtagelse af haven. Og så selvfølgelig bygningen med sjetteårs eleverne, som ligger på den anden side af gaden. Men ellers er vi altså tilbage i hallen."
Virkelig? Cassie havde mistet overblikket. Hun havde selvfølgelig været her før, men kun lige, da hun kiggede efter madame Azzedine, som forsvandt ind i mørket. Nu indtog hun det hele med et gisp.
Foran dem lå en stor buet trappe, der førte ned til en marmorbelagt hall. Trappen var understøttet af enorme søjler, og mellem hver søjle stod en hvid statue på en piedestal. Det var flere guder og monstre, der skinnede som alabast. Cassie stod åndeløst og betragtede de fantastiske forgyldninger, og selv Isabellas øjnene strålede stolt.
"Er det ikke smukt, Cassie? Jeg håber, at vi skal være her længere end et semester. Det er et af de smukkeste steder, vi har været. I hvert fald i min tid. Jeg tror at skolen har været her før, men for lang tid siden."
"Hvad mener du? Har den ikke altid ligget her?"
Med en perlende latter stak Isabella sin arm ind under Cassies. "Vi er først lige ankommet! Akademiet flytter hvert semester, vidste du ikke det?"
"Nej. Hvert semester? Seriøst?"
"Hvert semester. Sidst var vi i Sydney! Det var så spændende. I foråret var vi i Moskva. Og sidste år, på den her tid, var vi i Rio de Janeiro! Jeg var vild med Rio."
"Flytter det rundt i hele verden?" spurgte Cassie og måbede.
"Selvfølgelig! I min tid på akademiet har vi været i Cape Town, Bangkok, Madrid ... Tja, jeg kan ikke engang huske alle stederne." Isabella kastede med håret. "Det er derfor, det er så spændende at gå her. Har de ikke fortalt dig det?"
"Nej, de har ikke sagt noget. Men hvorfor flytte det?" Cassie var overrasket over, at hun følte sig en lille smule skuffet. "Der er så smukt her."
"Akademiet flytter kun til smukke steder," sagde Isabella affærdigende. "Sir Alric vil ikke acceptere andet. Ah! Jake! Jake Johnson! Du kan lige vove på at ignorere mig!"
Ved foden af trappen vendte en dreng sig væk fra en blond pige og kiggede op. Tætklippet brunt hår og slidte jeans: Cassie genkendte ham med det samme. Amerikaneren - machoen med den dårlige opførsel. Han smilede til Isabella, mens hun løb ned ad, trappen, to trin ad gangen, og kiggede så op på Cassie og hilste tøvende med et vink. Der var ikke tid til andet. Isabella kastede sig i armene på ham og gav ham et smækkys på hver kind.
Hvilket var ret modigt, tænkte Cassie, når man så Det blik, Jakes anden veninde sendte hende.
Der var ingen tvivl om, at Jake så godt ud, men den blonde pige var utrolig flot. Hun havde isblå øjne, og selvom hun lige nu så en smule anstrengt ud, var hun stadig meget smuk. Ligesom Snedronningen fra mine gamle billedbøger, tænkte Cassie. Hendes skinnende diamantørenringe var ikke lige så kolde og hårde, som hun var, men hun var bare så smuk. Hendes hud var næsten selvlysende. Ligesom solen om vinteren.
"Jake!" hvinede Isabella og slap grebet.
"Det er godt at se dig, Isabella," sagde han og skævede til deri blonde gudinde.
Der var noget formelt og tilbagetrukket over hans tonefald, og Isabella så lidt skuffet ud. Hendes smil blev en smule usikkert, da huri vendte sig om mod blondinen.
"Hej, Katerina."
"Hej, Isabella."
Stemmen var mørk, og ordene virkede mærkeligt afkortede. Var hun fra Skandinavien? tænkte Cassie. Eller Tyskland? Hun kom til at tænke på de kedelige lørdag eftermiddage i Cranlake Crescent, hvor de viste gamle film. Katerina var uvirkelig og fjern, ligesom Greta Garbo, eller måske Ingrid Bergman. Afmålt som en af Hitchcocks blondiner.
"Er det ikke dejligt at være tilbage, søde? Og hvem er så det her?" Hendes målrettede smil gjorde Cassie urolig. "Fik vi lov til at tage privat personale med dette semester? Det kunne de godt have fortalt."
Isabella rødmede. "Nej, nej, Katerina. Det her ..."
Cassie lagde en dæmper på sin irritation og rakte hånden frem. "Jeg hedder Cassie Bell. Jeg er den nye stipendie-pige."
Isabella slappede af. Katerina holdt en hånd op foran munden.
"Åh, tilgiv mig." Hun tog elegant imod Cassies hånd. "Jeg er altid så klodset. Ikke sandt, Jake?" Hendes smil funklede.
"Bestemt ikke, Katerina!"
"Det er sødt af dig, Jake. Velkommen til akademiet, Cassie. Jeg er sikker på, at det må være en helt ny oplevelse for dig, og at du vil lære meget."'
Med en overmenneskelig anstrengelse blev Cassie ved med at smile. Hun ville ønske, at Katerina ville holde op med at smile. Pigen var lutter tænder.
"Nå. Der er så meget, der skal nås. De Udvalgte har indkaldt til Rådsmøde i morgen, og jeg må hjælpe til med forberedelserne." Hun sendte Isabella et blik, der på Cassie virkede både nedladende og drilsk.
Stop det, tænkte Cassie. Nu løb fantastien af med hende igen. Katerina havde bare smilet til Isabella, ikke andet. Pigen var lige så taktfuld og følsom somen rottweiler, men hun var ikke Cruella de Vil. Hvis Cassie ikke snart holdt op med at være så fordomsfuld, ville hun ikke få mange venner..
"Hej hej, Katerina," fik hun klemt ud. "Hyggeligt at møde dig."
"Tak i lige måde. Farvel, Jake." Katerina lod sin hånd hvile på hans arm. "Vi ses senere." Hun smilede og gik så sin vej, lige så yndefuldt som en panter.
Isabella var blevet stille. Jake fik røde kinder, mens han stod og kiggede længselsfuldt efter Katerina. Cassie rømmede sig og bed i det sure æble.
"Tak," sagde hun let. "Du reddede mig fra en beskidt død her til morgen."
"Øh?"
"Bilen? Ved porten?"
"Åh. Ja." Jake kløede sig i nakken og så pinligt berørt ud. "Det er helt i orden. Undskyld jeg var lidt kort for hovedet. Du gjorde mig ... forskrækket."
"Det er okay, de havde nok ikke kørt mig over alligevel."
"Nå, det tror du ikke?" sagde han dystert, før han hurtigt skiftede emne. "Hygger du dig på den lille rundtur i blodrus?"
Cassie skar en grimasse. "Hvad mener du?"
"Jake!" skændte Isabella.
"Undskyld, sagde jeg rundtur i blodrus? Jeg mente selvfølgelig rundtur for rus'er." Cassie var overrasket over hans bidende sarkasme. "Hør her, Isabella, det er godt at se dig, men jeg er nødt til at gå hen og blive registreret. Vi ses senere, okay?"
"Øh, okay." Skuffelsen lyste ud af hende.
"Godt at møde dig," sagde Cassie.
"I lige måde," sagde Jake kort. "Velkommen til akademiet. Og Isabella?"
"Ja, Jake?"
Helt ærligt, tænkte Cassie. Pigen kunne lige så godt have et Bed mig om hvad som helst tatoveret hen over panden.
Jake nikkede hen mod Cassie, men han kiggede på Isabella. "Pas på hende, okay? Du kender stedet her, det gør hun ikke."
"Selvfølgelig, Jake. Det ved du, at jeg vil."
"Nedladende narhoved," mumlede Cassie da han gik.
Isabella løsrev sit blik fra hans ryg og kiggede på Cassie. "Nej, han er bare ..."
Der bredte sig langsomt et smil om Cassies læber.
Isabella trak på skuldrene og bed sig eftertænksomt i læben. "Lidt selvhøjtidelig?"
"Præcis."
De grinede begge to, Isabella en smule hysterisk.
Isabella stak sin arm ind under Cassies. "Lad os gå hen og blive registeret."
"Okay. Jeg ..."
Cassie mærkede en prikken i nakken. Hun rynkede panden og vendte sig om.
Ved trappens krumning stod en dreng i et smukt sort jakkesæt. Han stod med en åben bog i hånden, men han læste den ikke: Han stod og kiggede på hende, anspændt, og som om han stod og holdt vejret. Hun havde forventet, at han ville kigge væk, pinligt berørt, men det gjorde han ikke. Hans mørke, klare blik mødte hendes, men han smilede ikke.
Det gjorde Cassie heller ikke. Det prikkede i hendes nakke igen. Hans frækhed var overraskende spændende, og hvis han ikke kiggede væk, ville hun heller ikke. Han havde sort hår, gyldenbrun hud og var smuk. Lige så smuk som Katerina, men på en anden måde. Hans skønhed var ikke kold. Den var alvorlig og varm, og ordet nobel strejfede hendes tanker.
Hold op! Hvad havde hun gang i? Hun trak i Isabellas arm.
"Kom," hvæsede hun.
"Det er helt i orden." Isabellas stemme var lattermild. "Kig alt det du vil. Det bliver det eneste, du nogensinde får med ham at gøre."
"Hvorfor?" Hun ville ikke, ikke, ikke vende sig om for at se, om han stadig stod der. Også selvom det var ved at tage livet af hende.
"Det der," sagde Isabella, "er Ranjit Singh."