"Richard, min skat. Tak fordi du medbragte kandidaten."
Katerina sad i en forgyldt stol med elegant krydsede ankler. Hun skænkede ikke Cassie så meget som et blik, men det gjorde alle de andre i rummet. Cassie kunne mærke deres blikke som et fysisk kraftfelt. Og havde det ikke været for Richards faste hånd mod hendes ryg, var hun sikkert vendt om på hælen og gået sin vej igen.
"Det skal nok gå," sagde han lavmælt, og så højt: "Jeg tror, at de fleste af os kender Cassie, måske lige med undtagelse af jer." Richard nikkede over mod tre høje, smukke sjetteårs-elever, som Cassie kun havde set på afstand. "Vassily, India, Sara, det her er Cassie Bell. Hun startede på akademiet dette semester."
"Jamen alle kender da Cassie." Katerina skænkede sig selv et glas rødvin og udvekslede et indforstået smil med Keiko. "Det føles jo, som om hun altid har været hos os."
"Kom og sæt dig ned, Cassie." Cormac Doyle pegede på en stol, der stod i midten af gruppen, og blinkede til hende efterfulgt af et charmerende smil. "Katerina kan godt virke en smule skræmmende, men det er ikke os alle sammen, der bider."
Richard trak lidt opfordrende ud i stolen.
"Ja," tilføjede Ayeesha. "Fortæl os lidt om dig selv, Cassie. Det er derfor, du er her." Hendes smil strålede.
Cassie satte sig lidt usikkert ned og forventede næsten lyden af en pruttepude. Men der var ingen af den slags barnlige tricks. De sad i en halvcirkel omkring hende. Nogle sad tilbagelænet, mens andre sad fint med ret ryg - og de var alle sammen lutter øjne og ører. Men ingen Ranjit, bemærkede hun. Igen.
"Kommer Ranjit?" spurgte Cormac, som om han havde læst hende tanker.
"Nej," sagde Katerina hurtigt. Hun lød anspændt, men næsten lettet. "Mikhail, hvis du kan klare det, vil vi begynde."
"Jeg har det fint," sagde en hæs stemme fra enden af halvcirklen. "Begynd endelig."
Cassie vendte sig om og kiggede. Tiendeårs drengen med det lange lyse hår, havde samme smukke kropsbygning som Katerina, men hans var alt for markeret. Hans ansigt var udtæret og fortrukket, hans hud bleg og tør som papir. Der stod en vandflaske på gulvet ved siden af hans stol, men da han førte den op til sin mund, var den tom. Katerina sukkede opgivende, mens Ayeesha rejste sig op og hentede en ny til ham. Han tog taknemmeligt imod den og drak grådigt.
"Er du stadig plaget af den der ubehagelige virus?" spurgte Richard blødt. "Det er noget møg, Mikhail. Nå, men jeg er blevet bedt om at præsentere Cassie. Hvad kan jeg sige? Hun er intelligent, hun er sej, hun har haft en hård opvækst - i modsætning de fleste af os - og hun er bemærkelsesværdigt køn."
"Hmpf," fnøs Keiko lavmælt. Katerina holdt en finger op foran munden, men havde svært ved at skjule et lille tilfreds smil.
"Og," fortsatte Richard uanfægtet, "lad mig derudover igen understrege, at hun er blevet genstand for et yderst højtstående medlem af De Udvalgtes opmærksomhed. Vi ved alle, hvor meget dennes mening vejer, så jeg behøver vist ikke at sige mere. Er der nogle spørgsmål?"
"Tja, Richard," sagde Mikhail efter et øjebliks tavshed.
"Du skal i hvert fald ikke høre for, at du siger for meget." Han rømmede sig hæst og tog endnu en stor slurk af sit vand.
"Cassie." Ayeesha lænede sig en lille smule frem, og Cassie smilede lettet. Hun var i det mindste venlig. "Hvad fik dig til Darke Akademiet?"
Hun tøvede ikke. "Et stipendium."
Ayeesha nikkede, men Keiko sad og fnisede. Cassie ville ikke falde i, så hun ignorerede det.
"Selvfølgelig, det vidste vi godt," sagde Ayeesha. Hun virkede tilfreds med Cassies spontane svar. "Og godt for dig." Hun holdt en advarende pegefinger i vejret mod de andre. "Men det medfører et lille problem. En mindre teknikalitet."
"Overhovedet ikke. Et stipendium," sagde Cormac, "betyder, at sir Alric fik hende hertil. Han gennemgår eksamensresultaterne og interviewene. Der kan vel næppe være nogen højere form for anbefaling?" Han kiggede smilende rundt på halvcirklen.
"De Udvalgte har aldrig accepteret en stipendie-elev." Keiko selvfølgelig. Hun sad med korslagte arme og spids mund. "Jeg har aldrig hørt noget lignende."
"Nåeh ja," sagde Katerina lavt. "Jeg må indrømme, at det vil være et markant brud med traditionerne. Men én gang skal vel være den første, Keiko."
Cassie pressede læberne sammen, men det var mere for at undgå at grine, end det var for at kvæle en spids bemærkning. Katerina og Keiko var latterligt snobbede, og det syntes nogle af De Udvalgte tydeligvis også. India mimede et gab bag Katerinas ryg. Ayeesha puffede til Cormac, der var tæt på at grine. Richard smed sig på en sofa og blinkede til hende.
Katerina ignorerede dem. "Hvorfor tager du ikke og fortæller os lidt om din familie?"
"Fordi hun ikke har en," snerrede Keiko, der var rød i hovedet af ydmygelse.
Rolig, Cassie. Helt rolig. "Jeg kender ikke min far," sagde hun stille, "men ligesom jer havde jeg en familie."
"Og din mor anbragte dig i pleje. Du var måske i vejen?"
"Det er hun stadig," knurrede Keiko.
"Eller," fortsatte Katerina, "var du ganske enkelt ikke ulejligheden værd?"
En brændende varm følelse af elendighed skyllede så pludseligt gennem Cassie, at hun måtte trække vejret dybt. Men det gjorde stadig ondt. Akkurat ligesom Jilly Beaton, der prøvede at overbevise hende om det. Du var ikke ulejligheden værd, lille luder.
Richard betragtede hende roligt.
Cassie sendte dem et bredt og falskt smil. "Min mor kunne ikke håndtere mig."
Richard nikkede anerkendede. "Hvem kan det?"
"Nemlig," sagde Cassie kort. "Hendes nye kæreste ville ikke have mig. Og hun ville have ham mere, end hun ville have mig, og så fik de i øvrigt et andet barn. En dreng. Jeg er ærligt talt glad for, at jeg slap væk. Jeg er lige så lidt interesseret i dem, som de er i mig. Næste spørgsmål?"
Hun havde lukket munden på dem, tænkte hun tilfredst. Et kort øjeblik havde hun fået de selvglade overklasseløg til at tabe mælet.
Efter et øjebliks tavshed var der en, der rømmede sig hæst. "Skal vi overveje skolens fornuftsgrundlag?"
Det var Mikhail igen. Hans opmærksomhed var naglet til Cassie, da han endnu en gang fumlede efter sin vandflaske. Noget af vandet løb ud af mundvigen på ham, og han tørrede det af med bagsiden af sin rystende hånd. Han så næsten værre ud nu, end han gjorde lige før, men der var ingen af de andre, som virkede bekymrede. Cassie rynkede panden.
"Der var engang," fortsatte han næsten hviskende, "hvor stipendie-elever udfyldte en mere funktionel rolle end ... god markedsføring."
Cassies medfølelse forsvandt som dug for solen og blev erstattet af uro. Funktionel? Pludselig kunne hun huske Keikos ord til hende: Du er her for vores skyld og ikke omvendt.
"Mikhail." Det var et skakgeni fra sjette årgang, der hed Yusuf. Han stod i skygge, og Cassie havde ikke bemærket ham, før han talte. "Du har ikke været en af os særlig længe. Du er ny og uerfaren. Så lad være med at belære os."
"Det er en del af De Udvalgtes historie. Jeg har læst min lektie." Mikhail havde foldet hænderne så stramt, at hans knoer lyste hvidt. Hans krop var sammenkrummet, anspændt som en bue, og han var ikke i stand til at fjerne sit blik fra Cassie.
Okay. Det hun burde gøre nu, var at rejse sig op og gå sin vej. Det ville være et nederlag, hun skulle høre for hele tiden, men hvad fanden. Hun kunne ikke engang lide fællesrummet, nu da hun sad i det. Møblementet var for mørkt. Stole, gardiner, tapet, lampeskærme: Alt stoffet var mørkerødt, mørkelilla og mørkegrønt. Rummet ulmede af farver, men virkede også koldt på en eller anden måde. Det var smukt - alt var smukt her - men luften var på en måde indelukket. Hun ville ikke være herinde. Hverken nu eller siden.
Nej. Hun ville ikke udvandre. Det her var hendes chance for at bore i De Udvalgtes hemmeligheder, og det var ikke det eneste. Hun var lige så god som alle andre herinde. Bedre. Hun ville ikke stikke halen mellem benene og løbe væk som et bange hund. Hun kiggede sammenbidt over på Keiko, gav sig god tid til at betragte pigen lige så nøje og hoverende, som Keiko sad og kiggede på hende.
Hendes kridhvide bluse stod i skarp kontrast til hendes blåsorte hår: Det var da Chanel, ikke? Men det kunne lige så godt være noget fra supermarkedet - bortset fra, at hun genkendte den som en af de trøjer, Isabella havde smidt ud i sidste uge. Det skulle hun nok ikke fortælle Keiko. Cassies stive grimasse løsnede op og blev et oprigtigt smil. Hun havde det allerede meget bedre.
"Traditionerne ændrer sig." Richard sendte hende et strålende blik. Han så tilfreds og stolt ud. "De udvikler sig. Alting udvikler sig. Selv os." Han grinede.
"Jeg er så tørstig," stønnede Mikhail stille.
"Hør lige," sagde Cassie og kiggede bekymret rundt på de, som var tilbage af De Udvalgte, og så over på Mikhail igen. "Jeg ved godt, at det ikke kommer mig ved, men er du okay?"
"Jeg har det fint," snerrede Mikhail med feberhede øjne.
"Ih altså." Katerina knipsede med fingrene. Bagerst i rummet rejste Hamid sig med et irriteret suk og skiftede den tomme vandflaske ud med en fyldt.
Cassie stirrede. "Se lige. Han har det jo ikke godt."
"Det kommer virkelig ikke dig ved." Katerina sendte hende et lille stift og formelt smil. "Ikke før du er en af os."
Sjette års-eleven Sara lænede sig frem og smilede: "Og jeg tror, at dine chancer er virkelig gode, Cassie. Jeg er sikker på, at vi kan se gennem fingre med visse ... indsigelser. Jeg synes, hun er meget køn." Den sidste bemærkning var til resten af rummet, men hun forventede tydeligvis ikke et svar. "Det kan De Ældre godt lide ved en kandidat."
Hvad har det med noget som helst at gøre, overfladiske fjolser? Cassie bed bemærkningen i sig, da Richard lagde sin hånd let på hendes skulder.
"Køn?" sagde Katerina tænksomt. "Ja, det er hun vel. Hun har i hvert fald et usædvanligt udseende. Jeg vil nok mene, at ægte skønhed kræver en vis hårdhed. Og det er der vist ikke rigtig."
"Godt," sagde Cassie lavmælt.
Richard sendte hende et advarende blik.
"Med den rette ... vejledning, tror jeg sagtens, hun kunne blive skøn." Sara smilede igen. Cassie var efterhånden ved at synes mindre og mindre godt om de smil. "Tror I ikke?"
Få mig ud herfra! De Udvalgte var ikke kun overfladiske, de var ligefrem uhyggelige. Måske var det alligevel på tide at gå sin vej.
Richard klappede i hænderne. "Er der nogen, der har et sidste spørgsmål?"
"Det allervigtigste." Mikhails stemme var svag. "Det, vi blev enige om, var nødvendigt."
"Selvfølgelig." Katerina drejede glasset mellem sine fingre og betragtede den hvirvlende rødvin. "Der er kun én ledig plads, og den er eftertragtet af flere elever."
"Som Perry Hutton," indskød Keiko. Man var ikke i tvivl om, hvem hun gerne ville have ind.
"Og Isabella Caruso," sagde Katerina muntert. "Bella, bella Isabella."
Yusufs stemme var som en hypnotisk hvisken: "Så vores spørgsmål lyder ..."
"... Hvordan vil du have det med..." sagde Vassily.
"At forhindre din bedste vens højeste ønske..." sagde Sara.
Katerinas læber bredte sig i et glimtende smil: "... I at gå i opfyldelse?"
Tavsheden sænkede sig over dem, mens de sad og kiggede på hende.
Cassie sank en klump. Den perfekte Katerina Svensson, bemærkede hun fornøjet, havde bittesmå rødvindspletter i læbefolderne. Hun var ikke bange for dem, men de havde ret. Hun var bange for at såre Isabella. Det var et udspekuleret spørgsmål, der meget vel kunne være afgørende for hendes fremtid hos De Udvalgte.
Var hun virkelig så opsat på at blive medlem? Og måske opdage den mere dystre side af akademiet? Ville hun det så meget, at hun var parat til at ofre venskabet med Isabella?
"Tørstig," kom det hæst fra Mikhail.
Hans hals hoppede op og ned, mens han drak store slurke vand. De andre udviste af og til en lille bitte smule omsorg for ham, og ellers virkede de ligeglade. Hvad var problemet? Var han ikke smuk nok, når han var syg? Isabella var smukkere end nogen af dem, og hun var bestemt ikke hård. Hendes skønhed kom ikke kun fra hendes ydre.
"Nå?" snerrede Katerina. "Vi venter. Har du noget imod at skulle såre din veninde? Dybt?"
Svaret kom pludselig til hende, og det virkede så indlysende.
"Nej." Cassie mødte samtlige hårde blikke, et efter et.
"Nej. Hvorfor skulle jeg have noget imod det?"
Vassily blev ved. "Fordi hun er din bedste ven, og I er bemærkelsesværdigt tætte? Bare en iagttagelse, vi mener, du måske skulle skænke en tanke," tilføjede han sarkastisk.
"I er en flok forkælede møgunger."
"Hey," afbrød Cormac, "hvad bilder du dig ind?"
Cassie ignorerede ham. "I ved ikke, hvad det betyder at gå på denne skole. Og jeg forventer heller ikke, at I kan. I har aldrig kendt til andet end privilegier. I har aldrig haft det elendigt eller følt jer hjælpeløse."
De stivnede alle sammen. Selv Ayeeshas velkomstsmil blegnede. Mikhail så ud, som om han skulle til at rejse sig og gå over imod hende, men Katerina havde løftet en advarende hånd, så han blev i stedet siddende og holdt krampagtigt om stolens armlæn. De ældre af dem - Sara, Vassily, Yusuf - havde et besynderligt udtryk i ansigteterne. Fornøjede? Nysgerrige?
Nu, tænkte Cassie. Nu havde hun chancen for at fortælle dem alle sammen, hvad hun egentlig mente om dem, og så komme ud derfra. Hvad bestilte hun med de her mennesker? Du har bare så lidt lyst til at være her, Cassie ...
Nej. Hun gav sig selv et spark indvendig. Hun vidste jo udmærket godt, hvad hun bestilte her. Jo mere hun så til disse mennesker, jo mere ville hun få at vide. Viden er magt, Cassie. Og lidt magt ville ikke være dårligt at besidde her, så hun kunne undgå at bukke under.
Hun tog en rystet indånding. "Darke Akademiet er min mulighed for at nå noget i livet. Og hvis jeg så oven i købet blev medlem af De Udvalgte? Ja, så ville jeg aldrig være ulykkelig, magtesløs eler fattig igen, vel? Det er jeg træt af. Virkelig træt af."
"Præcis hvor træt?" spurgte Vassily blidt.
"Jeg er ikke så dum at tro, at alle her kan lide mig," sagde Cassie med fast stemme, "men I er kontakter. I er en slags netværk, ikke? Er det ikke det, De Udvalgte handler om?"
De Udvalgte kiggede på hinanden. Nogle af dem smilede.
Nu må jeg ikke dumme mig, tænkte Cassie. Ikke nu.
"Og så kan det godt være, at jeg mister en ven på den bekostning. Og hvad så? Jeg kan få nye venner. Og jo, jeg kan godt lide Isabella. Men hun er ikke ..." Hun gjorde sig hård invendig og tog en dyb indånding. "Hun er ikke uundværlig."
Tavsheden lå nu som et tykt tæppe over dem alle. Richards udtryk afslørede ikke noget, Sara så ud, som om hun morede sig, Ayeesha så en lille smule skuffet ud. Katerina så overraskende tilfreds ud.
Vassily lænede sig tilbage i stolen og strakte sig. "Jeg synes, at Cassie har elimineret vores største bekymring i flot stil. Tak, Cassie. Nå, alle sammen, vi må videre. Er vi allesammen enige i, at vi har nok til at lade forslaget gå videre?" Sjette års-eleven kiggede spørgende ud i rummet.
"Bestemt," sagde Ayeesha og kiggede på sit ur. "Jeg er enig, og jeg ser ingen grund til at trække det i langdrag.
Jeg lovede Freya, at jeg ville møde hende i biblioteket om et kvarter, og jeg vil så nødig svigte hende."
"Klart," mumlede Vassily nærmest hånligt. "Hun kunne da heller aldrig finde på at svigte dig."
Cormac sendte ham etadvarende blik. "Kom, Ayeesha." Han rejste sig op. "Lad os ikke spilde mere tid. Det var et meget interessant interview, Cassie. Meget interessant. Jeg havde faktisk et andet billede af dig."
"Også mig." Ayeesha smilede igen, men denne gang mere forsigtigt. Så tog hun Cormacs hånd, og de gik.
Cassies bemærkede, ubehagligt til mode, at en hel del af de andre også gik, heribland India. Der var ikke et eneste sympatisk menneske tilbage. Bortset fra Richard selvfølgelig.
"Nå," sagde hun let. "Jeg må vist også hellere gå. Tak for invitationen. Det har været..."
"Bliv hængende lidt endnu," sagde Richard stille og pressede hende ned i stolen igen. "Jeg troede, at du gerne villle se fællesrummet?"
"Det vil jeg også, men ..." Hun stirrede desperat hen på døren, der netop lukkede bag en tiendeårs-elev, som hun kendte overfladisk og godt kunne lide.
"Kom nu. Jeg viser dig vores Matisse. Den er fantastisk."
"Måske en anden gang."
For sent. Døren lukkede lige så stille i, og tavsheden lagde sig over rummet. Cassie forsøgte at fange Richards blik, men han bemærkede ikke noget. Hun blev urolig og vidste ikke, om hun bare skulle rejse sig op og gå.
Men så rejste Mikhail sig pludselig op, væltede sin vandflaske og trådte hen imod hende. Cassie følte sig ikke længere usikker; nu var hun bange.
"Jeg har det ikke godt."
Hamid rejste sig halvt op. "Katerina, stop ham!"
Katerina snerrede. "Mikhail!"
Han stoppede op og stod og svajede.
"Gå tilbage til dit værelse. Du er ikke klar til at være her. Din værelseskammerat må være kommet tilbage fra sit besøg hos sine forældre nu. Han kan ... tage sig af dig."
"Årh, Katerina, lad ham dog få lidt at drikke." Keiko glippede indsmigrende med sine øjenvipper. "En rigtig drink. Og når vi nu er i gang, skulle vi så ikke også byde Cassie en?"
"Tja," sagde Yusuf og kiggede på Mikhails bryst, der hævede og sænkede sig tungt. "Det kan vel ikke skade?"
Hamid vendte sig chokeret omkring. "Yusuf! Du ved udmærket godt, hvad han sagde."
"Nåeh, Hamid," drillede Keiko. "Det kan godt være, at du er bange for Ranjit, men det er Katerina ikke."
"Nej, det er jeg ikke," vrissede Katerina. "Men der er visse krav, vi må respektere."
"Det troede jeg faktisk også, at vi gjorde."
"Sådan er opfattelserne så forskellige, Keiko. Meget forskellige."
"Er der ... ikke nogen ... der er så venlige ... at tilbyde vores gæst ... en drink!"
"Nu rabler det vist for dig, Mikhail. Du er ikke meget bevendt. Næste gang skulle du måske være lidt mere omhyggelig med din planlægning! Hamid, følg ham hen til hans værelse."
"Katerina, kom nu ..." klynkede Mikhail.
"Hvis jeg skal være helt ærlig," Vassily trak på skuldrene, "så giver jeg Keiko og Yusuf ret. Vi kan jo stadig godt betragte hende som kandidat bagefter. Det er jo kun en drink."
Sara smålo. "Harmid, Katerina slap af! Cassie, vi er frygtelig ugæstfri. Vil du have noget at drikke?" Hun rejste sig op og vendte sig om mod en bakke på et bord, der stod lidt i mørke.
Cassie betragtede den billedskønne pige og følte sig voldsomt ubehageligt til mode. Det virkede ikke rigtigt eller muligt at rejse sig op og gå: Det ville være det samme som at flygte. Men hun havde virkelig ikke lyst til noget at drikke ...
"Desuden," kom det henslængt fra Keiko, "er Ranjit her ikke. Så det kan ikke være noget, der bekymrer ham særlig meget,"
"Jeg troede, at du havde fået din sidste advarsel, Keiko?" Vassily så ud, som om han morede sig over hendes oprørskhed.
Keiko godtede sig. "Ja, men sir Alric er her jo heller ikke, vel?"
"Årh, så får I jeres vilje," vrissede Katerina."Men gør det hurtigt, Mikhail!"
Mikhail sukkede lettet, og al spændingen forlod hans krop. Han gik med faste skridt lige hen mod Cassie og rakte en ivrig hånd ud.
"Hvad sker der her?"
Alle stivnede. Døren var blevet åbnet, og Ranjit stod anspændt i døråbningen.
Hans kolde blik vandrede fra ansigt til ansigt og dvælede et øjeblik på Richard og derefter på Katerina. Flere af De Udvalgte rejste sig op, og selv nogle af sjetteårs-eleverne så brødbetyngede ud. Og til sidst kiggede han chokeret, vredt og et øjeblik tavst på Cassie. "Hvad laver hun her?"
Hold da op, han vidste præcis, hvordan han skulle irritere hende, også selvom hun lige havde spurgt sig selv om det samme. Cassie kom hurtigt på benene og vendte sig om for at affyre et par velvalgte eder, men da hun så hans udtryk, bley hun tavs.
Pulsåren på hans hals dunkede tydeligt. Og der var også et flygtigt udtryk i hans øjne, som Cassie ikke helt kunne afgøre, hvad var. Frygt? Var han bange? For hende?
Nej.
På hendes vegne?
Richard brød tavsheden. "Hun er en kandidat, Ranjit."
"Nå, det er hun? Jeg troede, jeg havde udtrykt mig meget klart om den sag."
Katerina lod sin arm glide ind under hans og vendte ham væk fra Cassie, mens hun strøg hånden hen over hans revers. "Kom, Ranjit, min skat. Jeg kan godt lide dit nye sæt. Er det Armani?"
Ranjit så stram ud i betrækket. "Mikhail, du ser rædsom ud. Gå tilbage til dit værelse."
"Det har jeg også sagt til ham," sagde Katerina lavmælt og dropppede hurtigt sit fedteri.
Den lyshårede dreng slæbte sig ud af fællesrummet med et hårdt greb om endnu en flaske vand. Ranjit bemærkede ham knap nok.
"Cassandra, hvis du vil have os undskyldt. Din indstiller ..." han kiggede rasende på Richard, "vil følge dig tilbage til dit værelse."
"Tak," sagde hun spidst. "Men jeg har ikke brug for hjælp."
"Richard." Ranjits stemme lød anspændt.
"Kom, Cassie." Richard lagde armen om hendes skuldre og modtog endnu et vredt blik fra Ranjit. "Lad os finde din - ven. Isabella, mener jeg."
"Vi når frem til en afgørelse inden for en måned," smilede Katerina. "Der er andre kandidater, der skal interviewes, og den endelige godkendelse skal indhentes hos De Ældste. Vi giver dig besked." Hun viftede affærdigende med hånden.
"Det klarede du fint," sagde Richard, da døren var lukket bag dem, og han fulgte hende hen ad gangen med alle busterne.
"Godt," sagde Cassie tonløst. Sådan har jeg det ikke.
"Jeg synes, du har en fed attitude. Og ved du hvad?
Jeg tror ikke, at Isabella har så meget imod det alligevel. Det er jo kun i teorien, ikke? Bare for at vise, hvor viljefast du er. Ambitiøs."
"Ondskabsfuld," mumlede Cassie.
"Nåeh ja. Men så slemt bliver det nu ikke."
Det håber jeg ikke, tænkte Cassie og havde det rigtig dårligt med det. Når hun forestillede sig, hvordan Isabella måske ville reagere, ville hun næsten ønske, at De Udvalgte ville afvise hende. Men hun havde også et brændende ønske om, at hun ville blive accepteret.
Og desuden, mindede hun sig selv om for hundredesyttende gang, måtte hun vide, hvad det var, de foretog sig. At undersøge ting, undersøge folk og passe på sig sig selv var de ting, der havde hjulpet hende igennem på Cranlake Crescent. Det var det, der havde hjulpet hende væk derfra og her til Paris.
Hvis hun spillede sine kort rigtigt, ville samme fremgangsmåde også hjælpe hende her på akademiet.