Gårdhaven var mørk og stille bortset fra den fjerne støj af snak, musik, latter og den underlæggende bas fra musikken og en meget fjern larm fra byen. Denne gang var der ingen nattelurere. Jake havde andet at se til.
Kommer du tilbage? havde hun spurgt ham.
Jeg ved det ikke. Han havde bidt i en kno og undgået at møde hendes blik. Det er endnu ikke overstået, Cassie. Men hvad skal jeg gøre? Omsider havde han taget sig sammen og kigget på hende. Hvis Darke Akademiet går ned, gør du det også. Duer en af dem nu.
Cassie skælvede. Men hun stolede på Jake. Han ville ikke skade hende for at finde frem til sandheden og opnå retfærdighed for Jess. De var venner. Og Jake ville komme tilbage til Darke Akademiet. Det skulle han. Det var endnu ikke overstået. Desuden havde. Isabella grædt salte tårer bare ved tanken om, at Jake ikke kom tilbage. Cassie var ikke sikker på, at hun kunne klare sin værelseskammerats gentagne sammenbrud, hvis den fandens dreng ikke viste sig næste semester.
Det var ikke så koldt, som det havde været. Cassie havde talt trinene ned til gårdhaven: tretten. Ligesom Estelle havde sagt den allerførste dag.
Det var egentlig sjovt. Hun tænkte ikke længere på hende som madame Azzedine.
En mørk skikkelse sad ved bassinet i måneskinnet. Han kiggede ikke op, da hun nærmede sig, men sad og rev noget fra hinanden. Da hun kom nærmere, kunne hun se fløjlssorte stykker flyde i bassinets grønne vand.
"Er de ikke sjældne?"
Ranjit smilede ikke. "Meget."
Hun satte sig ned ved siden af ham på den buede stensætning ved bassinet. Ledas skygge på brostenene så monstrøs ud på grund af svanen på hendes ryg.
Til sidst sagde han: "Det er en smuk kjole. Du ser ... smuk ud."
"Tak." Hun rødmede og håbede, at han ikke ville opdage det, overbevist om at den røde farve ikke ville stå godt til silken.
"Hvad kalder man den farve?"
"Jeg ved det ikke. Gul? Lysegrøn?"
Han smed det sidste stykke krøllede orkide ned i bassinet. "Jeg tror, det hedder chartreuse."
"Pænt," sagde Cassie. Hun lod en finger køre i overfladen af det kolde vand, mærkede vandplanterne mod fingeren og så til, mens månens reflektion blev brudt og samlet igen. "Hvad vil der ske med mig?"
Han åbnede munden og lukkede den igen og sagde så: "Jeg ved det ikke."
"Fantastisk. Det gør sir Alric heller ikke."
Han lo en kort, tør latter. "Det er bare aldrig blevet afbrudt før. Ritualet."
Hun nikkede og sad og pillede ved nogle vildfarne orkiderødder. "Jeg er anderledes. Det ved jeg."
"Ja. Meget." Med et skævt smil hev han endnu en orkide op og plukkede rødderne af dens stilk. "De er ikke parasitter, at du ved det."
"Hvad?"
"Orkideerne. De er ikke parasitter, de er epifytter. De lever på andre levende ting, men de slår ikke deres vært ihjel. De lever ligesom ... sammen."
"Virkelig?"
Han grinede. "Ja."
"Får du ballade, Ranjit?"
"Det er første gang, du nogensinde har kaldt mig ved mit navn, at du ved det." Han trak på skuldrene. "Nogle af de andre er... ja, vrede. Men det, de gjorde, var forkert - altså at hjælpe madame Azzedine Jeg behøver ikke at være bange for dem. Tværtimod." Hans smil var ikke et, Cassie brød sig helt om. "De er ikke kun bange for mig selvfølgelig. De er bange for det, der er inden i mig."
Hun gøs. "Og hvad er det, Ranjit?" Nu da hun var begyndt at sige hans navn, var det svært at stoppe igen.
"En af de mørkeste ånder. Den stærkeste, ældste ..."
"Værste," foreslog Cassie.
"Ja." Han smilede stramt. "Værste."
"Interessant," sagde hun. "Jeg troede, at det var Katerinas."
"Nej. Mig og min ånd? Vi har problemer med at enes."
"Ved du hvad? Jeg tror, at jeg - at vi - er i samme båd."
"Ved du hvad?" Han grinede tørt. "Jeg tror, at du har ret."
Cassie dyppede sine hænder i det iskolde vand, indtil de gjorde ondt. "Katerina. Var hun ... Var hun altid sådan? Eller var hun anderledes? Før hun blev 'valgt'?"
"Nåeh, hun har altid været lidt sådan der." Han trak på skuldrene. "Dårlig ånd, ubehagelig personlighed? Det er ikke nogen god kombination. Cormac har til gengæld en god ånd, men det ved du vel? Han har altid været blød, og det er han stadig. Ayeesha - god ånd, sød pige. Kan du se det? Det er synergi."
"Og du og jeg?"
"To af de værste, Cassandra." Han virkede trist, men hans intense blik gav hende en kriblende fornemmelse i nakken, som ikke var helt ubehagelig. "To dårlige ånder, to okay mennesker. Jeg tror i hvert fald ikke, at du er et værre menneske, end jeg er." Han smilede skævt til hende. "Jeg ved ikke, hvad der vil ske med os. Det finder vi sikkert ud af."
"Ja." Cassie lænede sig tilbage og kiggede op på Leda, der stadig strakte sig længselsfuldt efter den vilde svane.
"Hvor er det næste semester? Akademiet altså? Jeg går ud fra, at du ved det?"
"Ja. Vi skal til New York."
New York. Hun nikkede og kæmpede for ikke at komme til at smile og i stedet vise en lille smule tilbageholdenhed. "Jeg kommer ikke til at savne svanen der."
"Nej. Den følger med akademiet, uanset hvor det befinder sig. Det gør alle statuerne. Og sir Alrics små yndlinge her." Ranjit flåede endnu en orkide op med rødderne. Vi er her for gudernes skyld, Cassie. Eller vi er her for at tære på de dødelige og have det sjovt. Guder og monstre. Det kommer an på, hvordan man ser på det?" Han smilede uden glæde. "Kan du se det?"
"Ja," sagde hun og blinkede. "Jeg kan se det fra begge sider."
Han så forvirret ud et øjeblik, men grinede så.
"Nå," sagde Cassie. "Så er der det der med det uacceptable."
Hans spørgende udtryk var nervøst.
"Mig. Kan du huske det? Det var ikke fordi, du ikke kunne lide mig, men fordi du ikke kunne acceptere mig."
"A-ha ..."
"Hva'så nu?"
Ranjit gnubbede tindingerne med sine tommefingre. "Hva' så nu? Hvad mener du med det?"
"Af en fyr med flere århundreders erfaring at være," sagde hun lavmælt, "er du ikke specielt kvik, hva'?"
Da hun trak ham ind til sig og kyssede ham, tænkte hun: Det er kun en dreng, er det. Ingen ånd. Og jeg kan lide ham ... Jep. Det kunne godt være, at en del af Ranjit var flere hundrede år gammel, men det gjorde vel ikke noget med en lille aldersforskel? Det her var fint. Han sugede ikke noget ud af hende; hendes hjerte hamrede af sted, men det gjorde hans også. Hun var stakåndet, men det var han også: Deres vejrtrækning var en lille smule hurtigere, en lille smule længselsfuld. Og de smagte nogenlunde af det samme.
Selvfølgelig kan du lide ham! Det han jeg også, min ven!
"Estelle!" Cassie skubbede til Ranjits og vendte sig hurtigt væk."Gå ad Helvede til!"
"Cassandra?"
"Det er okay. Det er okay." Hun trak ham ind til sig for at kysse ham igen. "Vi var pludselig bare tre på et tidspunkt."
De grinede, men Ranjit blev snart tavs. "Kommer du tilbage?" Han smilede nervøst til hende. "Næste år? Du kommer vel tilbage til akademiet, Cassandra?"
"Selvfølgelig." Hendes smil blegnede. "Det gør Jake også, tror jeg."
Ranjit skar en grimasse. "Han vil gerne af med mig."
"Ja. Han mener, han har en god grund."
"Hvad med dig?"
"Nej." Cassie rystede på hovedet. "Jeg tror på dig. Det er derfor, jeg er nødt til at komme tilbage. For at forhindre ham i at give dig en røvfuld." Hun gengældte Ranjits smil og trak så på skuldrene. "Og så fordi der er en, jeg er nødt til at tage mig af. Hørte du det, Estelle?"
Tavshed.
Ranjit tog hendes hånd i sin og gav den et klem. "Held og lykke med det, Cassandra. Jeg ville ønske, at jeg kunne bekæmpe min. Men vi er ét nu. Forenet for evigt. Hvordan kan man bekæmpe sig selv?"
Cassie sad tænksomt og spredte hans fingre, så førte hun hans hånd op til sin mund og kyssede hans knoer. Smilende tog hun sin brystbuket af, åbnede hans hånd og lagde den hvide orkide i hans håndflade. "Hvo intet vover, smukke."
Denne gang gengældte han ikke hendes smil. "Du kendte ikke Estelle særlig godt, gjorde du?"
"Nåeh, jeg er da ved at lære hende bedre at kende." Cassie blinkede flirtende til ham. "Hun kan godt lide dig"
"Det er lige præcis, hvad jeg er bange for."
Han så virkelig trist og alvorlig ud, og Cassie blev selv seriøs. "Jeg vil ikke vide, hvordan hun er. Eller hvad hun har gjort eller været." Hun skar ansigt. "Vil jeg?"
"I hvert fald ikke her til aften." Han strøg sin tommelfinger hen over hendes underlæbe. "Ved du hvad ..."
"Hvad?"
Oppe ved skolens fantastiske indgang flød lys og musik ud over trappen. Ranjit satte den hvide orkide tilbage på Cassies kjole og tog hendes hånd. "Jeg kan godt lide, når du beder Estelle om at gå ad Helvede til. Bliv ved med at sige det til hende i et par timer."
"Kun i et par timer?"
"Ja. Mere får du ikke, men det er længe nok til en dans." Han trak hende glad på benene. "Kender du den her?"
"Næ," sagde Cassie. "Men jeg kan lære den. Det er faktisk derfor, jeg går på en fin skole, at du ved det."
Bare for i aften, tænkte hun og begravede sit ansigt i hans skjorte og indsnusede hans åh-så-menneskelige lugt. Det her var fint, det var godt. Bare for i aften ville de være dreng og pige, og der ville ikke være andre eller andet, og de dansede under en stjernespækket himmel i Paris. Fanden tage i morgen.
Selvom hun ikke håbede, at det blev aktuelt.