16
”JEG VED da godt, at Tiril er forsvundet,” sagde fru Dahl med skarp stemme til sin mand, der var helt koldsvedt. ”Det fortalte Carlas Erling mig i går.”
”Carlas Erling?” sagde Dahl og hidsede sig op igen. ”Hvad har han med det her at gøre?”
”Han havde mødt Tiril. Og hun har det godt, men vil ikke hjem igen,” forklarede konen foroverbøjet og tydeligt.
Konsulen så rødt. ”Har den slyngel nu også bortført vores anden datter? Kan man da aldrig have sine piger i fred for den …”
”Nej, det har han ikke. Han ved ikke, hvor hun bor, kun at hun har det godt. Jeg har naturligvis sat fogeden på sagen. Han må finde hende.”
”Hvad? Fogeden? Er du gal, det her skal ordnes diskret.”
”Hvorfor det? Vi har da ikke gjort noget forkert! Det er pigen, der har opført sig upassende, og hjem det skal hun!”
Konsul Dahl havde svært ved at få vejret. Han kunne mærke, at hans hjerte ikke brød sig om chokket. Fogeden ledte efter Tiril! Hvad kunne det ikke føre til?
Godt at han havde sendt det brev! De måtte have fået det nu. De ville nok finde Tiril før fogeden. Og så var den sorg ude af verden. Og hvis pigen nu forsvandt helt – efter deres … besøg – hvad gjorde så det? Han kunne stadig presse penge af dem. Hans viden var guld værd.
Det var nu, han kunne blive virkelig rig!
FREDAGEN KOM.
Tiril kunne se Erling Müller på lang afstand, da hun kom ind på kirkegården. Selvom det var fire dage siden, og hun kun havde talt med ham den ene gang, følte hun et stærkt fællesskab med ham. De delte sorgen over Carla.
Han var klædt i en lang kappe, der nåede ham til læggene. Nedenunder kom hans støvler. Det lyse hår lå i bølger ned over skuldrene.
Hvor kunne Carla have været lykkelig! Med hans kærlighed.
Den forbandede konsul Dahl! Igen følte Tiril et vildt behov for at slå ihjel.
Det var ikke nogen medmenneskelig følelse, så hun kvalte den straks.
Erlings smukke smil gik hende lige til hjertet.
”Du er kommet med friske blomster igen, ser jeg,” smilede hun. ”Jeg har kun en buket lyng med, andet var der ikke.”
”Den holder sig til gengæld så meget længere,” sagde han venligt.
De ordnede graven i fællesskab. Talte lavmælt og respektfuldt sammen om gravstenen og om de blomster, der skulle plantes til næste forår.
Så rejste de sig op.
Det havde regnet om morgenen, men nu var det opholdsvejr. Erling bredte sin kappe ud for hende på kirkegårdsmuren, og der satte de sig. Tiril syntes, det var mægtig spændende og dejligt at have så høflig en kavaler. Det var hun ikke forvænt med.
”Jeg er så glad for, at Carla nåede at møde dig,” sagde Tiril varmt. ”Det er gør mig godt at tænke på.”
”Jeg kan ikke slippe den tanke, at det var mig, der var skyld i hendes død.”
”Men det var det ikke, tværtimod! Du var lyset i hendes liv.”
”Det var du også.”
De sad tavse et lille øjeblik. Et egern løb forbi deres fødder og pilede ængsteligt op i et af de gamle, knudrede træer.
”Jeg har talt med din mor, sådan som du bad mig om,” sagde Erling, ”Og det lykkedes at berolige hende så nogenlunde. Hun blev faktisk mere vred end bekymret,” sluttede han, oprørt over hvor let hun havde taget det.
”Sagde du noget om, hvor jeg boede?”
”Men det ved jeg jo ikke! Du har bare nævnt Laksevåg, og jeg forstod, at det måtte jeg ikke røbe. Hun ville vide, hvem du boede hos, men det vidste jeg altså heller ikke. Hvem bor du hos?”
”Hos Nero.”
Han rynkede øjenbrynene. ”Mener du … at du bor alene?”
”Jeg har mange venner. De giver mig mad, fisk og den slags. Og i morges kom drengen med et nybagt brød. Det er så dejligt!”
Erling var målløs.
Tiril smilede. ”Han tager sig af mine herreløse hunde. Første gang var der ingen hunde på madstedet, så den flinke dreng satte sig nede i havnen og ventede på dem med maden. Han sad der længe, fortalte han, men så kom et par stykker snusende, og han skyndte sig hen til deres skåle og hældte maden op. Pludselig var de der alle syv. De var mistænksomme, men da de fik snuset til min sok, tog de oven i købet maden ud af hånden på ham. Du kan lige tro, han var bange i starten! Og glad, da han fortalte mig det! Nu rapser han småbidder her og der og lægger det i skålene, mens hundene sidder og venter på ham. Akkurat ligesom de har gjort med mig i alle de år”
Erling Muller stirrede vantro på hende. ”Men hør, hvad er det egentlig for et liv, du lever? Og har levet?”
”Lige nu er det et fantastisk lykkeligt liv,” sagde hun og strakte smilede armene i vejret.
”Men Tiril, du er en pige af god familie …”
”Nej,” sagde hun heftigt.
”Jo du er! Men du bor alene! Hvorfor flytter du ikke hjem?”
”Hvorfor tog Carla livet af sig?” svarede hun skarpt. ”Nej, glem det spørgsmål!”
Igen så han undersøgende på hende. Så sagde han: ”Jeg har siddet her og tænkt. Jeg vil tale med min mor og far, om ikke du kan bo hos os.”
”Tak for din venlighed, men jeg kan ikke bo i byen.”
”Hvorfor ikke det?”
”Det kan jeg ikke svare på.”
Han insisterede ikke, men sagde i stedet for: ”Dine eneste venner er altså en dreng og en hund?”
”Nej, nej. Jeg har mange, det sagde smeden, og de giver mig gaver og beskytter mig …”
”Mod hvad?” spurgte han hurtigt.
Hun lod, som om hun ikke hørte ham. ”Og så har jeg en anden god ven, en mærkelig mand, som kommer og går.”
”Det lyder ikke godt.”
”Men han er … Jeg ved faktisk ikke, hvad han er. Han hedder Móri og kommer fra Island. Han har hjulpet mig meget.”
”Men Tiril, du må passe på med mænd. Du er alene og …”
Hun lo. ”Móri? Skulle jeg være bange for Móri? Ja, det er jeg måske nok, men slet ikke på den måde, du tror. Jeg kan ikke forbinde ham med noget … Uf, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det.”
”Noget erotisk? Kærlighed mellem mand og kvinde?”
Hun blev forlegen. Kunne ikke lide, at han talte på den måde. Men hun sagde let:
”Måske. Men sådan er han ikke. Han er … en gåde. Mere et væsen end et menneske. Det er, som om han kommer fra en anden, mørk og dyster og skræmmende verden.”
”Men dette væsen opfører sig altså venligt over for dig?”
”Ja, så jeg bød ham på middag.”
”Så man spiser altså i hans mørke verden?”
”Ja, og han vil gerne komme igen.”
Hun gøs. ”Erling, har du … nogensinde … fået et glimt af døden? Jeg mener ikke din eller min død, men selve Døden?”
”Dødsenglen?”
Tiril for voldsomt sammen. ”Herregud, der sagde du det! Det er det, Móri minder mig om! Ja, jeg er bange for ham, men samtidig er han så … ensom. Og … ” Hun smagte på ordet. ”Ulykkelig? Nej, det er måske et forkert ord. Jeg ved ikke … men jeg tror, han er farlig. På en måde, jeg ikke kender. Men nu hyler Nero. Jeg må gå nu.”
”Skal jeg følge dig hjem?”
”Nej tak.”
”Ses vi igen? På … lad os sige mandag?”
”Gerne. Farvel! Og tak, fordi du var så god ved Carla. Det vil jeg aldrig glemme.”
”Carla?” sagde han forbavset, næsten som om han havde glemt hende. ”Nå ja. Pas på dig selv, Tiril. Du ved, hvor jeg bor, ikke sandt?”
”Nja … så nogenlunde.”
”Hvis der bliver noget … så kom til mig! En jordisk ven er nok bedre end et fantom fra fremmede verdner.”
Hun smilede åndsfraværende. Så skiltes de.
Tiltalende ung mand, tænkte Tiril fornøjet, da de slentrede hjemad, Nero og hun.
Men hun var ikke engang kommet til enden af kirkegårdsmuren, før hendes hverdag endnu engang blev rystet af nye voldshandlinger.
Nero løb som sædvanlig foran hende. En hund tilbagelægger mindst tre gange så lang en vej som sin menneskeven. Der er så meget, der skal undersøges, så mange dufte, der trækker.
Han havde allerede rundet muren og var ude af syne.
Hvor de kom fra, nåede Tiril aldrig at opfatte, men pludselig blev en hånd lagt over hendes mund bagfra. To mænd kastede sig over hende og tvang hendes arme bagover. Ikke et ord sagde de, men deres opførsel var brutal nok. Den ene løftede hendes ben, så de kunne bære hende ind i skjul på den anden side af vejen.
Men Tiril var ikke noget fromt lam. Hun vred ansigtet til siden, så hun kunne råbe op, og det gjorde hun, samtidig med at hun sparkede den ene mand under hagen. Han skreg op af smerte.
”Stik hende ned med det samme,” hvæsede den anden mand.
Hans kammerat gjorde tilløb til at trække en kniv frem, men så var Nero der. Han hængte sig rasende fast i armen på manden, som blev nødt til at slippe kniven.
Og så var tumulterne i gang …
ERLING MÜLLER hørte dem. Han hørte hundens raseri og Tirils forbitrede stemme, som hylede noget i retning af: ”Lad Nero være, I sataner!” Så kom der et hyl af smerte fra hunden og umiddelbart efter et fra Tiril selv.
Men på det tidspunkt havde mændene selv også skreget ret meget.
Erling var allerede på vej. Nu kunne han se dem, og det var tydeligt, at de to forbrydere havde overtaget. Nero lå på vejen. Tiril gjorde ihærdigt modstand, selvom også hun tydeligvis var såret.
Han tøvede ikke et øjeblik. Fandt pistolen frem og skød mod den ene af mændene, samtidig med, at han hørte den anden råbe:
”Det var den forbandede køter, der ødelagde det hele. Jeg troede, ikke at den var hendes! Georg! Er du ramt? Kom! Lad os stikke af!”
Han lod Tiril falde pladask til jorden og slæbte sin sårede kammerat med sig. Erling gav sig ikke tid til at forfølge dem. De to på jorden var vigtigere.
Tiril hylede i et væk: ”Nero! Nero!” med en så fortvivlet sorg i stemmen, at det sved i Erlings hjerte. Men hun levede i hvert fald. Ingen tvivl om det.
Han var derhenne. Tiril prøvede at kravle hen til sin elskede hund, men Erling holdt hende tilbage.
”Må jeg se dit sår?” bad han.
Hun hvæsede tilbage: ”Jeg klarer mig, for hulen! Men kan du ikke se Nero! Hvis de har dræbt ham, så skal jeg …”
”Jeg skal nok tage mig af ham.”
Gud ske tak og lov. Hunden blødte ikke, den trak vejret, men lod til at være sat grundigt ud af funktion.
”En af de banditter sparkede ham i hovedet,” hulkede Tiril. ”Hvis han dør, så …”
”Han dør ikke,” afbrød Erling hendes trusler. ”Se, han er langsomt ved at komme til sig selv.”
Tiril var krøbet hen til hunden og lå og mumlede trøstende ord til den, så inderligt taknemlig for, at den levede.
”Må jeg så få lov til at se lidt på dig nu,” sagde Erling. ”Har du svært ved at gå?”
”Ja, de prøvede at ødelægge mine knæ, fordi jeg sparkede dem så hårdt. Og de bøjede mine arme bagover og …”
”Du bløder,” udbrød Erling. ”Du bløder under øret.”
”Det ved jeg godt. Men kun overfladisk. De prøvede at stikke kniven i mig, men det lykkedes mig at vride mig fri, og i samme øjeblik skød du. Tak for det! Går du altid med bøsse?”
”Pistol,” rettede han. ”Det kan være nødvendigt i vore dage. Men jeg havde aldrig troet … Hvorfor, Tiril, hvorfor?”
”Jeg ved det ikke,” sagde hun rådvild.
”NU følger jeg dig hjem,” sagde han bestemt.
”Men hvad med Nero? Han kan jo ikke gå?”
Erling sukkede. ”Jeg kan ikke bære jer begge to.”
”Jeg kan da gå selv,” sagde hun utålmodigt.
”Jamen, så kom her!”
Han lagde sit hvide halstørklæde rundt om hendes hals og forbandt hende med det. Det var, som hun havde sagt: Såret var kun overfladisk. Så påtog han sig den tunge byrde at bære en hund, der forekom ham enorm.
Nero gjorde mine til at ville gå selv, men de mente begge, at det var bedst at skåne ham. De måtte hjælpe hinanden, så godt de kunne.
”Hvis du nu får at se, hvordan jeg bor,” sagde Tiril langsomt. ”Vil du så love, at du ikke siger det til nogen?”
”Det lover jeg. For jeg begynder at forstå, at du er nødt til at skjule dig. Det der var et mordforsøg, Tiril! Det bliver vi nødt til at se i øjnene.”
”Det ved jeg da godt. De sagde det også: ’Stik hende ned ned det samme!’ Men jeg er lidt træt og rystet. Skal vi ikke vente med samtalen, til vi kommer hjem?”
”Selvfølgelig. Jeg så, hvilken retning mændene løb. De kommer ikke denne vej, så dit skjulested kan du anse for trygt.”
”Det håber jeg så inderligt!”
Det tog tid at komme hjem. Erling kunne ganske vist snart sætte Nero ned og lade ham gå på egne ben, men både hunden og Tiril var så medtagede, at de ikke kom særlig hurtigt frem. De måtte hvile en to-tre gange på turen, men Erling Müller var tålmodig. Han var temmelig betænkelig ved det hele …
”Jeg er så taknemlig over, at du tager dig tid til at gå med os,” sagde Tiril mat.
”Det manglede da bare,” svarede han kort.
Han undrede sig mere og mere, jo længere uden for byen de kom. Det her var jo fattige områder, der slet ikke var en konsuls datter værdige. Hvad var det egentlig for noget, de to unge søstre var indblandet i?
”Vi bor deroppe, Nero og jeg,” sagde Tiril med lys stemme og pegede.
De standsede brat.
Der stod nogen uden for hendes låge. En der ventede på dem. En mørk, brunklædt skikkelse, der lignede et underjordisk væsen. Høj og skræmmende med et ansigt, der på afstand virkede blegt som døden. Ved siden af ham stod hans hest.
”Móri,” udbrød Tiril glad uden at ane, at han netop på det tidspunkt lignede degnen fra Myrká, dengang Gudrun gik ud for at møde ham den jul for så mange år siden. ”Móri er kommet tilbage! Og jeg der ikke engang har middagen færdig!”
Det var da noget underligt at sige, tænkte Erling. Med langsomme skridt gik han manden i møde. Hvad var det egentlig for en underlig skabning, den unge troskyldige Tiril omgikkes?
Også han følte det samme: Móri udgjorde ikke nogen fare for pigens dyd. Men farlig var han. Meget, meget farlig. Erling forstod bare ikke hvordan.