”HVEM HAR VÆRET herinde?” spurgte fogeden, da han havde fordøjet det nye dødsfald. Han var en pompøst udseende mand med snehvid krave og ligeså hvide manchetter over sort tøj.
Stuepigen hulkede: ”Jeg fik hende jo lagt i seng, men …”
”Hun skal ikke have skyld for noget,” sagde Tiril hurtigt. ”En eller anden må være kommet ind udefra.”
”Det tror vi ikke på,” svarede fogeden skarpt.
”Det bør De tro på,” sagde Erling Müller, og hans ord havde fogedens åbenbart respekt for. ”Med mindre lægen gav hende et for skrapt sovemiddel?”
”Lægen er for længst uden for enhver mistanke.”
”Nuvel. Så find ud af, hvilke udenforstående der har været i huset, og De har synderen!”
”Men hvordan døde hun?” spurgte Tiril med ansigtet grimet af tårer. Denne dag lod til at være forbandet. Móri var ikke med, og hun savnede hans autoritet, selvom Erling var til stor trøst.
”Vi tror, at Deres mor blev kvalt med en pude,” svarede fogeden. ”Der er spor efter en håbløs kamp mod overmagten.”
”Åh nej,” gispede Tiril. ”Så langsomt! Og med en sådan angst!”
”Ja.”
”Det havde hun ikke fortjent,” hulkede Tiril fortvivlet. ”Hun var ikke den klogeste i verden. Heller ikke den mest forstående. Men hun var som en lille sommerfugl, der brændte sine vinger i lyset. Gang på gang. Hun forstod ingenting. Tænkte ikke længere end til sin egen næsetip, var en overfladisk mor og ikke til nogen trøst eller støtte for os to døtre. Men der var ikke noget ondt skabt i hende, og hendes ægteskab må have været et helvede. Hvis nogen har skylden, er det hendes mand.”
”Deres far?”
”Hendes mand, konsul Dahl.”
Fogeden så strengt på hende. ”Det er vel en og samme sag?”
Tiril nægtede at svare. Men det gjorde Erling så i hendes sted: ”Nej, det er ikke det samme. Og det er der, vi tror, hunden ligger begravet.”
”Hr. Müller, jeg har den største respekt for Dem og Deres far,”
(For de har penge, tænkte Tiril ondskabsfuldt.)
”men nu taler De i gåder …”
Erling havde allerede forberedt sig på at indvie fogeden i det, de var kommet frem til vedrørende konsulens død og overfaldet på Tiril, da præsten trådte ind.
”Ak, kære venner, sikke en tragedie,” sukkede han. ”Og konsul Dahl, der opsøgte mig for nylig og fortalte om de heksekunster, han var udsat for! Så var det alligevel de onde magter, der var på spil! Og jeg, der først ikke ville tro ham! Har vi nu hekse i Bergen igen!”
”Heksekunster?” spurgte fogeden.
Erling og Tiril så på hinanden. Så tog Erling hende i armen og førte hende ud. Ingen lagde mærke til, at de gik.
”Så er jagten på Móri i gang,” mumlede Tiril. ”Vi må advare ham. Selvom de talte om hekse. Ikke heksemestre,”
Erling blev mørk i blikket. ”Der sagde du ordet, Tiril! Jeg spekulerede på, hvad man skulle kalde en mandlig heks. Heksemester selvfølgelig! Og en mester inden for sit område, det er jeg overbevist om, at han er.”
”Det er jeg også,” sagde Tiril dystert. ”Men vi må finde ham.”
”Han venter i nærheden af kontoret sammen med Nero. Vi går derop alle tre.”
”Alle fire!”
”Javel!”
Erling tillod sig et lille smil. ”Du opfatter faktisk Nero som en person.”
”Nja, snarere en personlighed.”
”Det er han også. Kom, der kommer nogen ud fra dit hus. De har vist opdaget, at vi er forsvundet.”
De forsvandt hurtigt ind i smøgerne, og et øjeblik efter var de alle fire igen samlet på Erlings kontor. Dagens arbejde var for længst forbi, og de kunne snakke uforstyrret.
Det havde været en lang dag.
Móri lyttede alvorligt til deres rapport om præsten, der havde talt om heksekunster. ”Myndighederne har haft mig i kikkerten længe. Det var derfor, jeg flygtede her til Bergen. Tidligere opholdt jeg mig ved kysten længere nede sydpå.”
”Og udførte dine opgaver?” sagde Erling.
”Ja. Jeg udfører ’heksekunster’ for mennesker i nød. Men myndighederne tror, det drejer sig om en kvindelig heks, akkurat som I siger. Nu er tiden vist inde til, at jeg rejser videre igen.”
”Åh nej!” sagde Tiril spontant.
”Tiril må også holde sig skjult,” sagde Erling. ”Ikke for myndighederne, men for dem, der prøvede at slå hende ihjel.”
”Ja,” sagde Móri. ”Med mindre De kan beskytte hende?”
”Det gør jeg hellere end gerne.”
Tiril hørte ikke efter, hvad de sagde. Hun så fascineret på Móri. ”Kan du virkelig trylle?”
Han smilede skævt. ”Jeg ville ikke kalde det ’trylle’,” sagde han langsomt.
”Kan du ikke gøre det nu?”
”Tiril,” sagde Erling.
Men Móri fastholdt hendes blik. Han morede sig. ”Du kan få en hvidgalder af mig. En ønskerune, om du vil.”
”Åh ja!” sagde hun henrykt. ”Hvad betyder hvidgalder?”
”Galdere er netop troldruner – fra så gamle dage, at de ikke bliver skrevet med bogstaver, men med runer. Hvidgaldere er de første, en lærling i galdermestrenes kunst, lærer. De er for det meste harmløse. Ikke alle sammen, det vil jeg ikke påstå, men stort set er de ufarlige. Sortgalderne er forbeholdt mestrene. De … er ikke særlig behagelige.”
”Kan du nogen?”
”Det vil jeg ikke svare på.”
Erling sagde tørt: ”Jeg går ud fra, at sortgalderne er til for at skade mennesker i modsætning til hvidgalderne?”
Móri vendte sig om mod ham, vred kroppen så langsomt, at det blev skræmmende, truende på en eller anden måde, syntes Tiril. Móri virkede pludselig så høj, mørk og … uvirkelig, så ikke-levende, at hun følte det, som om farven forlod hendes ansigt.
”Egentlig har du ret, Erling,” sagde han. ”Men der er varianter inden for begge grupper. Hvidgaldere som kan skade, sortgaldere som kan gøre godt. Man må kunne sit fag til bunds for at vide, hvad man gør.”
”Og det kan du?”
Móri tøvede et øjeblik. ”Ikke helt. Der mangler noget.”
”Men heksemester er du?”
”Højst sandsynligt den bedste nulevende.”
De andre tav lidt beklemt.
Så tog Tiril sig sammen. ”Men du ville give mig en ønskegalder!”
Stemningen blev straks lettere.
”Måske skulle jeg også have en,” smilede Erling. ”Jeg ved i hvert fald, hvad jeg ville ønske!”
Móri sendte ham et underligt skævt blik. Tiril kunne ikke tolke det.
”Så gerne,” smilede Móri. ”Vi kan begynde med dig, Erling.” Han gik hen til skrivebordet og tog en fjerpen, som han dyppede i blæk. ”Kom frem med hånden, Erling! Med håndfladen opad.”
Tiril så interesseret til, mens Móri tegnede et tegn i Erlings håndflade.
”Egentlig skal det ridses i blod,” mumlede Móri, mens han var i gang med tegnet. ”Men det kan også lade sig gøre på den her måde. Jeg vil heller ikke ridse gennem jeres hud. Sådan! Har du ønsket?”
”Ja. Men det er hemmeligt. Indtil videre.”
Móri vendte sig om mod Tiril. Hun holdt ivrigt hånden frem, og han dyppede pennen i blækhuset igen. Så begyndte han at tegne.
Da han var næsten færdig, spurgte han. ”Og hvad ønsker du så, Tiril?”
”Åh, det havde jeg næsten glemt! Ja, hvad skal jeg … jeg har faktisk kun et eneste stærkt ønske, og det er umuligt.”
Han var færdig og rettede sig op. ”Ingenting er umuligt. Sig, hvad du ønsker, så skal galderen og jeg i fællesskab opfylde din bøn.”
Til sin ærgrelse opdagede hun, at tårerne var begyndt at løbe igen. ”Jeg ønsker mig kun én eneste ting. Og det er, at min stakkels søster Carla kan blive levende igen!”
De to mænd stirrede chokeret på hende. ”Tiril dog,” gispede Erling.
Hun vendte sig hidsigt mod Móri. ”Det er det eneste, jeg ønsker. Du sagde, at …”
Han havde presset kæberne hårdt sammen. Så sagde han: ”Det bør du ikke ønske dig.”
Hun stirrede udfordrende igen, tårerne løb i stride strømme nu. ”Så var det altså alligevel ikke muligt.”
Móri så træt ud. ”Det er muligt.”
”Jamen, hvad så? Erling vil også gerne have Carla tilbage. Han elskede hende overalt på jorden.”
Erling sagde roligt som til et barn: ”Det er sandt, at jeg elskede Carla. Men hun er død – og du lever.”
Tiril opdagede ikke, hvad det var, han sagde. Hendes opmærksomhed var helt koncentreret om Móri. ”Du kan. Du sagde, at du kunne.”
”Ikke endnu,” svarede han træt. ”Som jeg lige har sagt, mangler der noget, før jeg er fuldt uddannet heksemester. Og du bør ikke vække Carla til live, Tiril. Det vil du bare fortryde.”
”Men der er så meget, jeg gerne vil fortælle hende. Der er så meget, vi bør gøre for hende, så hun til sidst kan gifte sig med sin Erling, hende der har lidt så frygteligt. Hvad er det, der mangler i din uddannelse, Móri? Fortæl mig det, så skal jeg nok hjælpe dig.”
”En bog,” svarede han. ”Den ’Rødskindede’ hedder den. Jeg må have fat i den bog.”
”Uh, nu gløder dine øjne,” gøs Erling. ”Jeg kan ikke lide det emne. Kan vi ikke tale om noget andet?”
”Skaf den bog, Móri,” bad Tiril.
”Det skal jeg nok.”
”Tiril, nu må du holde op,” sagde Erling strengt. ”Du er overspændt og ved ikke, hvad du taler om! Móri, sig det til hende!”
Móri holdt hendes blik fast. ”Jeg skal have den ’Rødskindede’. Men ikke for at give dig Carla tilbage. Jeg vil have den under alle omstændigheder. Erling har ret. Du bør ikke tænke på at opvække de døde. Det fører ikke noget godt med sig.”
Hun havde holdt hans arm i så fast et greb, at han måtte have fået et helt mærke af det. Langsomt slap hun taget. ”Hvordan kan du få fat i den bog?”
Nu smilede han ironisk. ”Ved at vække en død til live!”
”Nej, nu opgiver jeg,” stønnede Erling. ”Lad være med at sætte den slags griller i hovedet på hende, Móri!”
”Det skal jeg nok. Men er vi trygge her?”
”Egentlig ikke. For hvis fogeden leder efter mig, kommer han her før eller siden. Lad os tage ud til Laksevåg. Der vil ingen lede efter Tiril eller os andre. Jeg kan tage en hest, men I må nok …”
”Jeg har min hest i nærheden,” svarede Móri. ”Tiril kan ride bag på en af os.”
”Og Nero løber selv,” sagde hun smilende, for et øjeblik havde virkelighedens mareridt sluppet taget. Hun havde jo tre dejlige venner!
Men da de kom ud på gaden, opstod der et nyt problem. De løse hunde havde opsporet dem, og der fandt et stivbenet og nakkespændt møde sted mellem Nero og dem. Den nye leder pustede sig lidt op. Men Tiril fik dem til at fade til ro med et par korte ord.
”Du har virkelig kontrol over dem,” sagde Erling imponeret.
”Ja, men jeg har så dårlig samvittighed over for dem,” sagde hun , mens hun kælede med dem en efter en, og haler logrede i glad utakt. Hun havde et navn til hver af hundene, og mændene blev næsten helt rørt over at være vidne til gensynsglæden. ”Jeg har måttet svigte dem i den sidste tid. En lille dreng, jeg kender, sørger ganske vist for, at de får mad, men sidste gang vi sås, var han syg. Røde hunde. Jeg burde have haft noget med til dem nu!”
Erling bad dem vente. Resolut gik han hen til slagterboden på havnen, mens han råbte til Tiril: ”Hvor mange er der?”
Hun talte hurtigt. ”Med Nero bliver det otte.”
Han nikkede og forsvandt. Så kom han tilbage med otte halvstore kødstykker. De måtte have kostet en formue, tænkte hun forskrækket. I fællesskab fordelte de stykkerne retfærdigt mellem hundene. Nero og den nye leder fik først og samtidig, og derefter var det de andres tur. Et øjeblik tyggedes der fredeligt. Derefter skulle alle otte på hundemaner undersøge, hvad de andre havde fået, men der var ingenting tilbage.
Og da de tre mennesker red videre, havde de otte hunde i hælene. Men de syv sagde farvel ved byporten.
DET BLEV BESLUTTET, at Móri skulle blive hos Tiril om natten, pænt og ordentligt skulle han ligge i køkkenet. De turde ikke lade hende være alene, og Erling var nødt til at deltage i en sen souper for en af forretningens bedste kunder. Men han var ikke bange for at overlade pigen i heksemesterens varetægt. Som han tidligere havde sagt: Móri var ikke født til kærlighed – han ville aldrig røre Tiril.
”Men husk: Ingen heksekunster!” advarede Erling på vejen ud.
Tonen var spøgefuld, men der lå alvor bag.
Det varede lidt, før han kom af sted, for Nero havde taget hans fine hat og gravet den ned under en bærbusk. Det tog Erling med fatning.
Det var sent på aftenen. De to fandt lidt mad frem, for pludselig opdagede de, at de ikke havde haft tid til at spise hele dagen. Når man er alt for rystet, forsvinder madlysten.
De sad ved bordet, da Tiril bad Móri om nu at fortælle om sit liv. Hun sad og kløede sig på brystet og ville ikke indrømme, hvor varm og træt hun følte sig. Nu havde hun endelig Móri for sig selv, så nu ville hun have mere at vide om ham.
Han så tankefuldt på hende med sine underlige, mørke øjne.
”Jeg tror, vi kender hinanden så godt nu, at jeg kan gøre det,” sagde han langsomt. ”Men det er ikke altid lige smukt:”
”Har mit liv da været smukt?”
”Nej,” indrømmede han. ”Men bevar mig vel, dine øjne falder jo i! Og dit ansigt blusser. Du kan ikke mere i aften. Så tager vi det i morgen i stedet for.”
”Lover du så at fortælle det?” snøvlede hun, for hun indså, at han havde ret. Sengen var det eneste, hun havde brug for lige nu.
”Det lover jeg.”
Han bar hende ind til sengen og tog hendes sko af hende. Så lod han hende ligge og sove med alt tøjet på. Han bredte bare tæppet ud over hende og gik ud af kammeret.
TIRIL HAVDE en mærkelig drøm. Der var frygtelig hedt omkring hende. Og det kløede djævelsk på brystet og i ansigtet. Hun jamrede sig.
Der var nogen hos hende. En, der strøg hende over de glohede skuldre og lagde hænderne mod hendes brystkasse. Følte hen over hendes bryst, så det strålede gennem hele kroppen. Var det Móri?
Sikke forsigtige og dejligt kølige hans hænder var. Hun smilede i søvne.
Pludselig blev hænderne forvandlet, og ansigtet over hende var ikke Móris. Det var hendes plejefars, og han ville have hende. Hun skreg og slog vildt ud efter ham.
”Nej, nej!” hylede hun. ”De har dræbt Carla med Deres onde begær, men jeg lader mig aldrig kue.”
Et par stærke, senede hænder greb om hendes håndled og tvang hende til at være rolig.
”Så, så, Tiril! Du tager fejl. Det er mig, Móri.”
Hans ejendommelige accent var ikke til at tage fejl af. Hun faldt til ro, langsomt og skælvende.
”Jeg troede …”
”Jeg ved det. Det var min skyld.”
Et par osende lamper oplyste værelset. Nero stod ved siden af Móri og snusede bekymret og deltagende til hende.
”Du … rørte ved mig.”
”Ja, du var så urolig. Jeg var nødt til at se til dig. Du bader jo i sved.”
”Ja, som i en brændeovn.”
”Du havde røde prikker på halsen. Jeg kiggede også efter på brystet. Du har røde hunde.”
Hun kom til at le. Lettere fortvivlet. ”Kunne det ikke have været noget mere dramatisk?”
Han smilede også. ”Jeg skal nok få dig rask. Den sygdom er let at få bugt med.”
”Kan du sådan noget?”
Det svarede han ikke på, hentede blot en sval, våd klud, som han vaskede hendes ansigt, hals og nakke med.
”Gør det igen, Móri,” mumlede hun.
”Hvad? Vaske dit ansigt?”
”Nej, nej. Dine hænder var så svale mod min brystkasse. Det var så dejligt.”
Han tøvede et øjeblik. Så vaskede han hendes bryst med kluden.
Hun udstødte et gisp og smilede lidt. ”Nej” Det var jo koldt!”
Móri blev siddende med blikket rettet mod hendes ansigt, som om han overvejede situationen, og det var, som om Tiril i hans øjne så ind i en skjult verden af forvredne skikkelser i mørke grotter, af skygger, der drog forbi, blåligt blege og jamrende. Det var alt det sygeligt morbide, som altid havde skræmt hende. Æoner af tid. Det, der havde været, og det, der skulle komme. Men alt var så underligt, som spejlinger i en glassplint, som dunkle vande eller tomme verdensrum. Halvmørkt, blåligt og makabert.
Hun gøs, trak vejret skælvende som efter langvarig og trøstesløs gråd. Móri smilede vemodigt, som om han forstod, hvad hun havde fået anelse om, at hun havde åbnet en dør på klem ind til noget, som det ikke var meningen, hun skulle se. Så lod han forsigtigt hænderne glide ind under hendes bluseliv og strøg hen over hendes hud.
Hun slappede af. De skygger, hun havde anet, var forsvundet.
”Sådan ja,” sukkede hun. ”Lige præcis sådan. Det lindrer så dejligt.”
”Ja, du er temmelig prikket,” sagde han hæst.
”Du bliver smittet,” mumlede hun søvnigt.
”Jeg har haft røde hunde.”
Forsigtigt strøg han hende over brysterne.
Tiril trak vejret så voldsomt ind, at det blev til en hulken. Øjeblikkeligt tog han hænderne væk og rejste sig op. Vendte sig om og sagde roligt:
”Nu skal du få noget at drikke. Det hjælper på feberen.”
Pile af ild løb gennem kroppen på hende. Intense, plagsomme, vidunderlige pile, der opstod ved hans berøring …
Fald til ro, krop! Sådan … ja. Sådan …
Han hentede en aromatisk drik, som han havde brygget på ovnen, og holdt hende oppe, mens hun drak. Hans arm brændte som ild mod hendes ryg, men drikken smagte ikke så slemt.
Så sank hun tilbage igen. ”Móri, nu er jeg lysvågen. Kan du ikke fortælle om dig selv nu?”
Han tænkte sig om. Hvis han selv var træt, sagde han det ikke. ”Jo,” afgjorde han. ”Jeg kan fortælle, indtil du falder i søvn. Ligger du godt?”
”Kan jeg komme lidt højere op med overkroppen?”
Han arrangerede hendes hovedpude, og mens Nero sov trygt ved døren, og lysene brændte ud, fortalte Móri hende om sit liv.
