Kapitel 2

 

Kære dagbog,

 

Jeg er hjemme! Det er svært at tro det, men det er en kendsgerning.

Jeg vågnede med den mærkeligste fornemmelse. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var. Jeg lå bare og nød duften som skyllemidlet havde efterladt i sengetøjet og prøvede at finde ud af hvorfor alting virkede så velkendt.

Det var ikke fru Ulmas landsted. Dér havde jeg ligget og sovet i satin og fløjl, og luften havde duftet af røgelse. Pensionatet kunne det heller ikke være. Mrs. Flowers vasker sit sengetøj i en mærkeligt lugtende urteblanding som ifølge Bonnie beskytter mod mørkets skabninger og giver gode drømme.

Pludselig vidste jeg hvor jeg var: hjemme. Vogterne havde gjort hvad de lovede! De havde bragt mig hjem og stillet tiden tilbage.

Alt er forandret – og alligevel som før. Det er det værelse som jeg har sovet i siden jeg var spæd. Kirsebærtræskommoden og gyngestolen står hvor de altid har stået. Den lille hvide og sorte tøjhund som Matt vandt ved juleballet vores første år på high school sidder stadig på min reol, og alt det andet er her også – mit skrivebord med de mange små 'hemmelige' rum, det antikke spejl over toiletbordet og plakaterne fra den renæssancemalerudstilling tante Judith tog mig med til i Washington. Selv min kam, min børste og mit håndspejl ligger nydeligt på række på toiletbordet. Det er alt sammen som det skal være.

Jeg har været henne og åbne det hemmelige rum i bunden af mit klædeskab med papirkniven. Jeg var nervøs for hvad jeg ville finde, men dagbogen lå urørt dernede, på samme sted hvor jeg gemte den for så mange måneder siden. Sidste gang jeg skrev i den var dagen før grundlæggelsesfesten i november, før jeg ... døde. Før jeg forlod mit hjem for aldrig at vende tilbage – troede jeg i hvert fald dengang. Men nu er jeg her igen.

I det dagbogsnotat fortalte jeg om den plan vi havde lagt for at skaffe min anden dagbog tilbage – den Caroline havde stjålet og ville læse op af ved højtideligheden, fuldt ud klar over hvor ødelæggende det ville være for mig. Hun nåede det ikke. Den næste dag druknede jeg i Wickery Creek og genopstod som vampyr. Og så døde jeg igen og vendte tilbage som menneske og rejste til Mørkets Dimension og oplevede tusind eventyr. Og i al den tid har min gamle dagbog ligget her og ventet på mig i det skjulte rum i bunden af klædeskabet.

Den anden Elena, den Vogterne har anbragt i alles hukommelse, har været her i alle de forløbne måneder, har passet sin skole og levet et normalt liv. Den Elena har ikke skrevet i denne dagbog, og jeg må indrømme at det er en lettelse. Det ville være besynderligt at læse dagbogsnotater, skrevet med min håndskrift, uden at kunne huske det mindste af det de fortæller om. På den anden side kunne det være en god hjælp. Jeg har ingen anelse om hvad andre her i Fell's Church tror der er sket i den tid der er gået siden grundlæggelsesfesten.

Hele byen har fået en ny begyndelse. Kitsunierne udslettede en stor del af den af ren og skær ondskab, satte børnene op mod deres forældre og lokkede folk til at ødelægge sig selv og alle de holdt af.

Men nu er det overstået. Det er aldrig sket. Vogterne lovede at stille tiden tilbage.

Hvis de har holdt deres løfte, er alle de døde vendt tilbage til livet. Vickie Bennett og Sue Carson som blev myrdet af Klaus og Tyler Smallwood i vinters. Mr. Tanner. De uskyldige som kitsunierne dræbte eller lokkede til at dræbe hinanden. Jeg selv. Alle er tilbage igen.

Og, bortset fra mig og mine nærmeste venner – Meredith, Bonnie, Matt, min elskede Stefan og mrs. Flowers – tror alle nu at livet har gået sin normale gang i Fell's Church siden sidste års grundlæggelsesfest.

Byen og dens beboere har fået en ny chance. Vi klarede det. Det lykkedes os at redde dem alle sammen.

Alle, bortset fra Damon. Han reddede os i den sidste ende, men vi kunne ikke gøre noget for ham. Lige meget hvor hårdt vi prøvede og hvor desperat vi tiggede, kunne Vogterne ikke bringe ham tilbage. Reinkarnation er ikke mulig for vampyrer. De kommer ikke i himlen eller helvede eller til nogen form for dødsrige. De ... forsvinder bare.

 

Elena trak vejret dybt og holdt op med at skrive. Hendes øjne fyldtes med tårer, men hun bøjede sig over dagbogen igen. Der var ikke noget formål med at føre dagbog hvis hun ikke fortalte hele sandheden.

 

Damon døde i mine arme. Det var uudholdeligt at se ham glide væk. Men Stefan må aldrig få noget at vide om de følelser jeg nærede for hans bror. Det vil være for grusomt mod ham – og hvad skulle det gavne nu?

Jeg kan stadig ikke få mig selv til at tro at Damon er væk. Ingen var så fuld af liv som han – ingen elskede livet højere end han. Nu vil han aldrig få at vide ...

 

I det øjeblik fløj døren til Elenas værelse op. Elena rettede sig med et sæt, smækkede hurtigt dagbogen i og stak den ned under hovedpuden. Så lagde panikken sig igen. Fredsforstyrreren var hendes fem år gamle lillesøster, Margaret. Hun var i blomstret lyserød pyjamas, og det meste af hendes lyse hår strittede lige op i luften. Hun stormede over gulvet og kastede sig gennem luften det sidste stykke.

Hun landede oven på Elena og tog vejret fra hende. Hendes kinder var våde og øjnene blanke, og hun klyngede sig til Elena med sine små hænder.

Elena knugede hende ind til sig og nød fornemmelsen af hendes nærhed.

„Jeg har savnet dig noget så frygteligt, Elena,“ sagde Margaret på grådens rand.

„Hvad?“ udbrød Elena og forsøgte at skjule sin forskrækkelse. Det gik pludselig op for hende at hun og Margaret ikke havde set hinanden i over otte måneder. Men ... det kunne Margaret da ikke vide noget om. „Har du savnet mig så meget siden du gik i seng i aftes at du måtte op og lede efter mig?“

Margaret trak sig lidt væk fra Elena og så på hende med et intenst, vidende udtryk i sine blå øjne. Elena mærkede kolde ilinger ned ad ryggen, men så puttede Margaret sig ind til hende med hovedet hvilende på hendes skulder. „Jeg vågnede fordi jeg drømte at du rejste din vej,“ sagde hun.

„Åh,“ sagde Elena og knugede hende ind til sig i håb om at der kun var tale om et mareridt, og at lillesøsteren ikke på en eller anden måde var i stand til at se gennem sprækker i Vogternes magi. „Det var bare en drøm, Margaret. Jeg rejser ingen steder.“ Hun satte sig op. „Er du sulten? Skal jeg lave mine berømte pandekager til dig?“

„Onkel Robert er allerede i gang med at bage vafler,“ sagde Margaret. „Det gør han altid om søndagen, ved du nok.“

Onkel Robert. Det var også rigtigt. Hendes tante var blevet gift i løbet af den tid der var gået.

„Ja, selvfølgelig,“ sagde Elena. „Jeg glemte bare et øjeblik at det var søndag.“

Nu hvor Margaret havde nævnt det, blev Elena opmærksom på lyde fra køkkenet – og mærkede en dejlig duft der bredte sig dernede fra.

„Er det bacon?“

Margaret nikkede og smuttede ned på gulvet. „Hvem kommer først?“

Elena lo og strakte sig. „Jeg skal lige først vågne helt op. Vi mødes dernede.“

Et stød af forventning gik igennem hende. Hun ville komme til at tale med tante Judith igen.

Margaret pilede hen over gulvet, men standsede i døren og kiggede tilbage på Elena. „Du kommer snart ned, ikke?“ spurgte hun tøvende.

„Jeg er der om et øjeblik,“ lovede Elena.

Margaret nikkede og hastede hen gennem korridoren mod trappen. Elena fulgte hende med øjnene, endnu en gang slået ved tanken om hvilken forbløffende anden chance – nej, tredje – hun havde fået forærende. Et øjeblik var følelserne ved at overvælde hende. Hun havde aldrig troet at hun skulle se sit hjem igen. Hun kunne høre Margaret pludre ivrigt løs nedenunder og Roberts mørke stemme der svarede. Hun var så heldig at være hjemme igen. Hvad kunne være mere vidunderligt?

Hun mærkede tårerne presse på og skyndte sig at lukke øjnene. Hvad mere kunne hun ønske sig? Hvilket dumt spørgsmål. Hvis kragen i vindueskarmen havde været Damon, hvis hun kunne tage det som et tegn på at han var et sted derude, levende og fuld af energi som altid – det ville være endnu mere vidunderligt.

Hun åbnede øjnene og blinkede hurtigt flere gange efter hinanden for at holde tårerne tilbage. Det gik ikke at bryde sammen nu hvor hun skulle se sin familie igen for første gang i over otte måneder. Nu gjaldt det om at smile og le og omfavne dem. Senere, når hun var blevet alene, kunne hun give den skarpe indvendige smerte frit løb. Når alt kom til alt havde hun rigelig tid til at sørge over Damon. Det sår tabet af ham havde efterladt ville aldrig læges.