Kapitel 12

 

„Det bliver en pragtfuld dag – perfekt til en skovtur,“ bemærkede Meredith.

Bonnie havde taktfuldt, men bestemt, dirigeret Celia ind i Matts bil, så Meredith omsider fik Alaric for sig selv – for første gang siden de havde hentet ham og Celia på stationen. Meredith havde den største lyst til at dreje bilen væk fra vejen, slippe rattet og kysse vejret fra ham, vise ham hvor glad hun var for at se ham igen efter alle de lange måneder.

En anden del af hende ønskede at dreje væk fra vejen af en anden grund – for at gribe ham i kraven og forlange at få at vide nøjagtig hvor meget og lidt der var mellem ham og dr. Celia Connor.

I stedet sad hun og kørte fredeligt af sted, med hænderne korrekt placeret i klokken ti-fjorten positionen på rattet, og talte om vejret. Hun følte sig som en kujon, og det var alt andet end rart, men hvad skulle hun sige? Hvad nu hvis det viste sig at hun var paranoid og havde gjort sig store bekymringer om noget der aldrig havde været andet end et strengt professionelt forhold mellem de to?

Hun skævede til Alaric gennem øjenkrogen. „Fortæl mig noget mere om jeres undersøgelser i Japan,“ sagde hun.

Alaric strøg hånden gennem det uregerlige hår. „Det var fascinerende,“ sagde han. „Celia er så intelligent og erfaren med den slags undersøgelser. Hun er en mester til at stykke sporene af en civilisation sammen. Det var en virkelig øjenåbner for mig at se hvor meget hun kunne udlede af de gravfund vi gjorde. Jeg har aldrig vidst ret meget om retsvidenskabelig antropologi, men Celia var i stand til at rekonstruere en forbløffende del af den kultur der havde eksisteret i Unmei no Shima.“

„Det lyder som om hun er lidt af en enestående begavelse,“ sagde Meredith og ærgrede sig over hvor syrlig hun lød.

Alaric bemærkede det tilsyneladende ikke.

Han smilede skævt. „Det varede lidt før hun tog min paranormale forskning alvorligt,“ sagde han. „Parapsykologi er ikke særlig anset blandt eksperterne inden for andre videnskabelige grene. De tror at folk der forsker i det overnaturlige er charlataner eller naive. Eller en smule skøre.“

„Men du endte med at få overbevist hende om noget andet?“ sagde Meredith og gjorde sig stor umage med at holde stemmen neutral. „Det var da godt.“

„Det gjorde jeg vist,“ sagde Alaric. „Under alle omstændigheder blev vi gode venner, så hun holdt op med at betragte mig som uforbederlig fidusmager. Og hun har nok skiftet mening om et og andet i løbet af den ene dag hun har opholdt sig her.“ Han lo dæmpet. „Hun forsøgte at skjule det, men hun var dybt rystet efter at Stefan reddede hende. Eksistensen af vampyrer har vist gjort det klart for hende at der findes en masse som den konventionelle videnskab ikke kender til. Jeg er sikker på at hun gerne vil undersøge Stefan grundigt hvis han er indstillet på at lade hende gøre det.“

„Det kan jeg tænke mig,“ sagde Meredith og modstod fristelsen til at stille det spørgsmål der lå hende på læben: om han virkelig troede at Stefan ville sige ja når han så tydeligt havde vist sin misfornøjelse med at Celia vidste at han var vampyr?

Alaric rakte ud og lod hånden glide over hendes arm. „Jeg har virkelig lært en masse på denne tur,“ sagde han. „Men jeg er mere bekymret med hensyn til det der foregår i Fell's Church lige nu.“

„Taler du om den sorte magi der skulle være ved at rejse sig her?“ spurgte hun.

„Nej, jeg mener den sorte magi der synes at være rettet mod dig og Celia,“ svarede Alaric. „Jeg er ikke helt sikker på at I tager truslen alvorligt nok.“

Meredith bed sig i læben. Dig og Celia, tænkte hun. Han er lige så bekymret for hende som for mig. Måske mere.

„Jeg ved godt at vi før har været ude for farer, men jeg føler mig ansvarlig for Celia,“ fortsatte han. „Jeg har taget hende med hertil, og jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv hvis der sker hende noget.“

Afgjort mere, tænkte Meredith bittert og rystede hans hånd af sig.

Hun fortrød det øjeblikkelig. Hvad var der dog i vejen med hende? Det her var jo slet ikke hende. Lige meget hvad der skete, havde hun altid været den rolige og fornuftsbetonede. Nu følte hun sig som en, ja ... som en jaloux kæreste.

„Og nu truer det også dig,“ fortsatte Alaric og lagde hånden på hendes knæ, og denne gang gjorde hun ikke noget for at få den væk. „Jeg ved hvor stærk du er, men det skræmmer mig at det lader til at være en fjende som vi aldrig har været ude for før. Hvordan skal vi bekæmpe noget vi ikke engang kan se?“

„Vi må bare være på vagt,“ sagde Meredith. Hendes træning havde været omfattende, men heller ikke hun forstod denne nye ondskab. Hun vidste bare at hun var langt bedre rustet til at forsvare sig selv end Alaric var klar over. Hun betragtede ham ud gennem øjenkrogen. Han havde rullet sidevinduet en smule ned, og trækken løftede i hans lyse hår. De kendte hinanden så godt, men han var stadig uvidende om hendes største hemmelighed. Hun åbnede munden for at fortælle ham den, men han kom hende i forkøbet.

„Celia gør et stort nummer ud af at lade upåvirket, men jeg kan mærke at hun er skræmt,“ sagde han. „Hun er ikke nær så hærdet som du.“

Meredith trak vejret dybt. Nej, det var ikke det rigtige tidspunkt at fortælle Alaric at hun var vampyrjæger. Ikke mens hun sad ved rattet. Ikke når hun kogte af indvendig vrede som nu. Pludselig føltes hans hånd på hendes knæ både tung og klam, men at feje den væk ville afsløre hvad der foregik i hende. Han skulle ikke opdage hvor utåleligt det var for hende at han hele tiden bragte samtalen ind på Celia.

Det var hende han først havde i tankerne, og selv da han kom ind på den fare der truede mig, skulle han absolut kæde den sammen med det der skete hende, tænkte hun.

Han talte videre, men hun hørte ikke efter. Hans stemme var reduceret til en uforståelig baggrundsmumlen, og han sludrede løs uden at lægge mærke til hvordan hun knugede rattet så knoerne lyste hvidt.

Meredith forsøgte at få hold på sig selv. Hvorfor var hun så overrasket over at Alaric havde følelser for Celia? Hun var ikke blind. Hun kunne være objektiv. Celia var klog, en højt anerkendt kapacitet inden for sit fag – og smuk. Hun selv var ikke engang begyndt på college endnu. Hun vidste at hun var tiltrækkende og at hendes hoved ikke fejlede noget, men Celia var så meget mere. Hun var Alarics jævnbyrdige på en måde som Meredith ikke havde mulighed for på nuværende tidspunkt. Hun udmærkede sig ikke på noget felt. Jo, hun var vampyrjæger, men det vidste Alaric ikke, og hvem sagde at hendes styrke ville vække hans beundring? Måske ville han tværtimod føle sig frastødt eller skræmt og vende sig fra hende. Sort fortvivlelse truede med at overvælde hende.

„Jeg er lige ved at tro at det vil være en god idé at få Celia væk herfra hvis jeg ellers kan overtale hende til at tage af sted,“ sagde Alaric et sted langt væk. „Det er sikkert bedst at hun tager tilbage til Boston. Jeg tror også det vil være en god idé at du kommer væk herfra resten af sommeren. Du kunne følge med os, eller måske flytte ind hos en slægtning hvis din familie foretrækker det. Jeg er bange for at din sikkerhed er truet her.“

„Der er endnu aldrig sket mig noget her,“ sagde Meredith og var selv forbavset over hvor rolig hun lød. „Og jeg har pligt til at blive her og være med til at forsvare byen. Hvis du mener det er sikrest at Celia kommer væk herfra, så gør hvad I mener er bedst. Men du er vel klar over at der ikke er nogen garanti for at det der truer hende her ikke følger med til et nyt sted. Her i Fell's Church findes der i det mindste andre som tror på faren.“ Hun tav et øjeblik inden hun tilføjede: „Desuden kan det tænkes at truslen mod Celia allerede er overstået. Måske rettes den mod en anden når et angreb afværges. Mit navn dukkede først op efter at Stefan havde reddet Celia, og hvis jeg har ret, gælder truslen kun mig nu.“

Hun var lige ved at sige at det var han selvfølgelig ligeglad med. Hun bed sig hårdt i læben, forbløffet over sig selv. Hvad i alverden fejlede hun? Selvfølgelig var Alaric ikke ligeglad.

Der var bare det at han syntes at bekymre sig endnu mere om Celia.

Hun knugede så hårdt om rattet at neglene stak i hendes håndflader, og uden at tænke over det trådte hun hårdt på speederen idet hun drejede ind på parkeringspladsen ved Hot Springs.

„Stands!“ råbte Alaric hæst.

Meredith trampede på bremsen. Bilen standsede med et ryk. „Hvad nu?“ gispede hun.

Så gik det op for hende at hun havde været uopmærksom og været tæt ved at køre Celia ned. Hun havde ikke set at Celia var steget ud af Matts bil og på vej over mod stien der førte op til kilderne. Nu stod Celia stiv som en støtte nogle få centimeter fra bilens kofanger.

Endnu et sekunds uopmærksomhed, og Meredith kunne have dræbt hende.