Kapitel 14

 

Hvor var de? Elena holdt ængsteligt øje med vandet. Det var hendes fejl hvis der skete noget med Stefan eller Meredith. Hun havde overtalt ham til at lade Meredith springe.

Nu – måske for sent – kunne hun se at de skulle have rettet sig efter ham. De havde jo set hvor tæt Celia havde været på at blive dræbt af toget, og advarslen om at Meredith stod for tur havde ikke været til at misforstå. Hvordan kunne det falde Meredith ind at kaste sig ud fra en høj klippe under de omstændigheder? Og hvad havde hun selv tænkt på da hun blandede sig og fik Stefan til at ændre beslutning? Hun burde have stillet sig på hans side og støttet ham mod Merediths stædighed.

Elena huskede sig selv på at der ikke var grund til at være nervøs for Stefan. Han var vampyr. Han trak mest vejret for et syns skyld. Han kunne blive under vandet i flere dage uden at der skete ham noget. Og han var utrolig stærk.

Men for ikke så længe siden, da han blev bortført af kitsunierne, havde hun troet at han var væk for altid. Vampyr eller ej – han var ikke usårlig. Nu risikerede hun at miste ham fordi hun så stædigt havde forsøgt at overbevise sig selv om at alt var som før, og at ingen farer truede.

„Kan du se noget dernede?“ spurgte Bonnie med dirrende stemme. Fregnerne stod som sorte pletter i hendes blege ansigt. Hun purrede ængsteligt op i det våde hår som klistrede til hendes hoved.

„Nej, ikke herfra,“ sagde Elena sammenbidt, og uden at være sig bevidst at have taget beslutningen kastede hun sig på hovedet ud i vandet. Sigtbarheden under overfladen var næsten håbløs. Hun trådte vande et øjeblik, og da hun langsomt så sig om, fangede hun et glimt af noget mørkt ude i retning af dammens centrum.

Hun svømmede derud, og da hun kom tættere på, kunne hun se at det var Meredith og Stefan. De lod til at kæmpe med noget i vandet. Stefans hoved var tæt ved Merediths knæ, og Meredith rakte desperat op mod overfladen. Hun var blå i ansigtet af iltmangel, og panikken lyste ud af hendes vildt opspilede øjne.

Idet Elena nåede hen til dem, gjorde Stefan en brat, huggende bevægelse med overkroppen, og Meredith skød op mod overfladen. Hendes arm svingede i retning af Elena. Det lignede en bevægelse i slowmotion, og måske netop derfor reagerede Elena for sent. Merediths knyttede hånd ramte hende med forbløffende styrke og sendte hende mod de stærke hvirvler lige under vandfaldet, og de greb fat i hende og trak hende ned før hun vidste af det.

Det her er farligt! nåede hun at tænke inden hun slog hovedet mod en sten og mistede bevidstheden.

 

Da Elena vågnede, lå hun på sin seng i sit eget værelse, stadig iført den gyldne bikini. Hun var drivvåd og rystede af kulde selv om solen skinnede varmt ind ad vinduet.

Til hendes store overraskelse stod Damon med ryggen til og studerede bøgerne i hendes reol. Han så ud til at føle sig fuldkommen hjemme og vendte sig hurtigt da han hørte hende røre på sig.

„Damon,“ hviskede hun undrende. Hun var forvirret, men henrykt over at se ham.

„Elena!“ Han lyste op i et stort smil som i næste sekund afløstes af panderynken, og da han talte igen, lød hans stemme anderledes. „Elena, vågn op!“

Elena forstod det ikke. Hvorfor lød han pludselig sådan? Og hvor kom det mørke fra? Med en kraftanstrengelse åbnede hun øjnene.

Damon? Hun var lige ved at sige navnet højt, men bed det i sig i sidste øjeblik. Selvfølgelig var det ikke Damon, men Stefan der stirrede ængsteligt ned på hende, og lige meget hvor forstående han altid havde været, ville han næppe bryde sig om at blive kaldt ved sin brors navn for anden gang den dag. Og nu så hun at hun ikke lå i sit værelse, men på dammens bred, og i baggrunden brusede vandfaldet.

„Stefan – hvad med Meredith? Er hun ...“

Stefan satte sig ved siden af hende, trak hende op i siddende stilling og knugede hende. „Jeg fik hende fri i tide. Hun skal nok klare sig,“ sagde han. „Men jeg troede at jeg havde mistet dig. Jeg måtte bjærge dig ind til bredden. Det var ligesom dengang ...“

Han brød af og knugede hende endnu hårdere.

Elena foretog en hurtig vurdering af sin helbredstilstand. Hun var godt øm over det hele, og det sved i halsen og lungerne, sikkert på grund af anstrengelsen med at hoste vand op. Desuden var hun smurt ind i sand, og det var begyndt at tørre og kradsede i huden, men hun var i live og havde så vidt hun kunne konstatere ikke brækket noget.

Hun lukkede øjnene og hvilede hovedet mod Stefans bryst. Hun frøs, og han føltes dejlig varm. Hun kunne høre hans hjerte slå. Rytmen var meget langsommere end hos et menneske, men støt og beroligende.

Da hun åbnede øjnene igen, var Matt kommet hen og sad på hug ved siden af dem.

„Er du okay?“ spurgte han, og da hun nikkede, så han op på Stefan. „Jeg skulle have sprunget i og hjulpet dig med at redde dem. Men det gik alt sammen så hurtigt. Da jeg endelig forstod hvad der var på færde, var du allerede i gang med at få dem ind på bredden.“

Elena rakte ud og strejfede hans arm. „Alle har det fint igen, Matt,“ sagde hun. „Det er det vigtigste.“

Lidt fra dem var Alaric i gang med at undersøge Merediths pupilreaktioner, overvåget af en ængstelig Bonnie. Celia stod lidt længere væk med armene foldet om overkroppen og betragtede Alaric og Meredith.

Da Alaric flyttede sig, vendte Meredith hovedet og fangede Elenas blik. Hun var hvid i ansigtet af smerte, men det lykkedes hende at fremtvinge et undskyldende smil.

„Det var ikke min mening at slå dig,“ sagde hun. „Jeg skylder også dig en undskyldning, Stefan. Jeg burde have lyttet til dig i stedet for at være så stædig.“ Hun ømmede sig. „Jeg har vist forstuvet anklen. Alaric kører mig på skadestuen, bare for en sikkerheds skyld.“

„Mon vi kan regne med at det her nu er overstået?“ sagde Bonnie. „Vi blev advaret om at en fare truede Celia og Meredith, og Stefan reddede dem begge. Så må de vel være i sikkerhed nu? Vi har ikke set flere navne, vel?“

Elena håbede at Bonnie havde ret, men Matt var ikke optimistisk.

„Så let går det ikke,“ sagde han mørkt. „Det har det ikke gjort indtil nu i hvert fald. Og hvem siger truslen er væk? Elenas navn havde ikke vist sig på nogen måde, og alligevel var hun også ved at drukne.“

Elena så op på Stefan. Heller ikke han så optimistisk ud.

„Jeg er bange for at det ikke er overstået endnu,“ sagde han langsomt. „Et andet navn er dukket op. Jeg går ud fra at du ikke nåede at lægge mærke til det, Meredith, men algestænglerne dannede et navn på dine ben.“

Alle gispede overrasket. Elena knugede om Stefans arm. Hun så rundt på de andre. Det var som om de aldrig havde betydet så meget for hende som nu. Hvem af dem var nu i fare?

„Jeg kan ikke rigtig se noget formål med at holde os hen i spænding,“ sagde Meredith tørt. Hun havde fået farve i kinderne og var tilsyneladende godt på vej til at blive sig selv igen. „Hvis navn var det?“

Stefan tøvede. Han så hurtigt ned på Elena og drejede ansigtet væk igen. Hun undrede sig da han vædede læberne med tungen. Det havde hun aldrig set ham gøre før.

„Planterne dannede Damons navn,“ sagde han.

Bonnie satte sig brat, som om benene pludselig havde svigtet hende. „Men ... Damon er jo død,“ sagde hun.

Af en eller anden grund var Elena ikke nær så rystet. Hun mærkede håbet røre på sig. Det virkede ikke usandsynligt. Hun havde aldrig helt troet på at én som Damon kunne forsvinde fuldstændig.

„Det er han måske ikke alligevel,“ sagde hun fraværende. Der måtte være en grund til at han virkede så livagtig i hendes drømme – der ikke føltes som rigtige drømme. Kunne det være budskaber fra en anden verden? Hun havde haft tanken før, men afvist den som ønsketænkning. Han havde vist sig for hende igen da hun besvimede under vandet. Han havde sagt at hun skulle vågne. Det kunne selvfølgelig være hendes underbevidsthed der advarede hende, men ... Damons navn var dukket op under vandet.

Kunne han være i live? Han var blevet dræbt på den lille måne i Mørkets Dimension, ingen tvivl om det. Men han var vampyr. Han havde før krydset dødens tærskel og var vendt tilbage igen. Vogterne havde hævdet at han var væk og at de ikke kunne bringe ham tilbage, men Damon havde jo selv tvivlet på deres ærlighed.

Elena blev opmærksom på stilheden. Hun vendte tilbage til nuet og opdagede at hun var midtpunkt for alles blikke. Stilheden var intens. Selv fuglene var holdt op med at synge.

„Vi så ham dø, Elena,“ sagde Stefan stille.

Elena betragtede ham undersøgende. Hvis der var det mindste håb, måtte han da være lige så ivrig som hun efter at se det opfyldt. Men hans øjne var mørke. Stefan troede ikke på at Damon var i live.

„Hvem er Damon?“ spurgte Celia, men ingen svarede.

Alaric rømmede sig. „Hvis I er helt sikre på at Damon er død, spiller den der udsætter jer for disse uheld på jeres sorg og forsøger at ramme jer gennem den. Måske prøver vedkommende at fremkalde en følelsesmæssig konfrontation af en art.“

„Hvis det er meningen at bringe os ud af fatning med Damons navn, må truslen være rettet mod Elena og Stefan,“ sagde Matt og krydsede forsvarsberedt armene over brystet. „Det er ikke nogen hemmelighed at Meredith og jeg ikke brød os videre om ham. Jeg beklager meget, Stefan, men det er sandheden.“

„Jeg respekterede Damon,“ sagde Meredith. „Især efter alt det han gjorde for os i Mørkets Dimension, men det er rigtigt at jeg ikke er ... så påvirket af hans død som Elena og Stefan. Jeg tror at Matt har ret.“

Bonnie så fra den ene til den anden. Hendes mund var klemt sammen til en smal streg, og vredestårer glimtede i hendes øjne.

Det så ud som om hun ville sige noget, men hendes øjne skiftede udtryk og blev mørke og tomme inden hun nåede det. Hun vendte sig med stive bevægelser og løftede ansigtet mod toppen af klippen.

„Hun har en vision,“ udbrød Elena og sprang op.

„Han vil have dig, Elena,“ sagde Bonnie med mørk, fremmed stemme. „Han vil have dig.“

Elena så op mod klippen, grebet af et vildt håb. Et øjeblik ventede hun virkelig at se Damon stå deroppe og smile ironisk ned til dem. Det kunne ligne ham at dukke op på den måde, at gøre en uventet entre og slå det indtrufne mirakel hen som en bagatel der ikke var værd at tale om.

Og der stod nogen øverst på klippen. Celia gav et lille skrig fra sig, og Matt bandede højlydt.

Elena så med det samme at det ikke var Damon. Skikkelsen på klippen over dem var bredere over skuldrene. Han havde solen bag sig, så hun kunne ikke skelne hans ansigtsudtryk, og hun skyggede med den ene hånd over øjnene.

Nu kunne hun se en glorie af lyst, krøllet hår der glimtede i solen.

„Jeg tror det er Caleb Smallwood,“ sagde hun.