Kapitel 15

 

Personen på toppen af klippen trak sig tilbage i samme øjeblik som Elena nævnte Calebs navn. Efter et kort øjebliks tøven satte Matt i løb op ad stien mod det sted hvor de havde set den ukendte.

Elena fulgte ham med øjnene. Under normale omstændigheder ville alles reaktion have forekommet tåbelig. Hot Springs var et populært udflugtsmål. Enhver havde ret til at færdes på stierne omkring vandfaldet. Det var ikke spor mærkeligt at møde andre herude, og Caleb – hvis det da var Caleb – havde ikke gjort andet end at kigge ned over klippekanten. Elena måtte dog indrømme at hun selv syntes der havde været noget stjålent og truende ved skikkelsen.

Bonnie virrede med hovedet, og hendes anspændthed forsvandt idet hun kom fri af trancen. Hun skuttede sig. „Hvad skete der?“ spurgte hun og sukkede ved synet af de andres ansigter. „Åh nej, ikke igen!“

„Kan du ikke huske noget?“ spurgte Elena.

Bonnie rystede sørgmodigt på hovedet.

„Du sagde 'Han vil have dig, Elena',“ sagde Celia. Hun betragtede Bonnie med et klinisk entusiastisk glimt i øjnene. „Har du ingen anelse om hvem denne 'han' er?“

„Hvis det gælder Elena, kan det have været hvem som helst,“ svarede Bonnie og kneb øjnene sammen.

Elena studsede. Havde der ikke været en snert af spydighed i Bonnies stemme? Men nu smilede Bonnie skævt, og Elena blev enig med sig selv om at hun havde sagt det i spøg.

Kort efter kom Matt forpustet ned ad stien og rystede på hovedet.

„Hvem det end var, lader han til at være forsvundet i den tomme luft,“ sagde han opgivende. „Stierne på den anden side af vandfaldet var mennesketomme.“

„Er du sikker?“ spurgte Elena.

„Selvfølgelig,“ svarede Matt. „Du ved da selv at man har fuldt udsyn over dem hele vejen ned, og bevoksningen er ikke høj nok til at gemme sig i.“

„Ikke for et menneske, måske,“ sagde Bonnie. „Elena, tror du at Caleb er varulv ligesom Tyler?“

„Du er ikke den første der spørger mig om det,“ sagde Elena med et sideblik til Stefan. „Jeg kan ikke være sikker, men jeg tvivler på det. Caleb virker venlig og imødekommende og ganske normal. Du husker nok at vi syntes at der altid havde været noget dyreagtigt over Tyler – hans store tænder og luntende gang. Caleb er helt anderledes.“

„Hvorfor udspionerer han os så?“

„Det forstår jeg heller ikke,“ svarede Elena utålmodigt. Hun havde ikke tid til at beskæftige sig med det nu. Tanken om at Damon måske var i live kørte stadig rundt i hovedet på hende. Hvad betød Caleb i sammenligning med det? „Måske var han bare ude på en motionstur. For øvrigt er jeg ikke engang sikker på at det var Caleb. Jeg så ikke hans ansigt. Det kan have været enhver anden med lyst og krøllet hår. Måske en turist som blev forskrækket da han så Matt komme farende op ad stien.“

„Så må han have været utrolig hurtig i vendingen når han kunne forsvinde ned på den anden side og ud af syne inden Matt nåede toppen,“ indvendte Bonnie.

Diskussionen fortsatte uden at de kom nogen vegne, og til sidst brød Alaric ind og sagde at nu måtte han hellere få Meredith på skadestuen. Han hjalp hende ned til parkeringspladsen, og de andre gik op ad skråningen. De spiste en smule, men Matt var den eneste der havde appetit nok til at riste en enkelt pølse på grillen. Den gode stemning fra tidligere var forsvundet, og for Elena var det en velkommen afbrydelse da hendes telefon ringede.

„Hej, tante Judith,“ sagde hun med påtaget munterhed.

„I morer jeg forhåbentlig godt?“ sagde tante Judith hurtigt. „Jeg ringer fordi jeg vil bede dig gøre mig en tjeneste. Jeg er nødt til at tage over på danseskolen for at hjælpe pigerne med hår og makeup, og Robert har allerede taget tidligere fri for at nå ballet i tide. Kan jeg ikke få dig til at købe nogle blomster til Margarets hår på vejen? Noget sødt og balletagtigt, hvis du forstår hvad jeg mener.“

„Det skal jeg nok,“ lovede Elena. „Vi ses.“

Det var dejligt at få noget andet at koncentrere sig om. Hun var træt af at tænke på mystiske vandrere og drukneulykker, og af at slås med den forvirrede blanding af håb og fortvivlelse hver gang Damons navn dukkede op i hendes bevidsthed. Med Margarets afdansningsbal var der heldigvis kun overkommelige problemer.

„Fint,“ sagde tante Judith. „Mange tak. Husk nu at der er et pænt stykke vej fra Hot Springs.“

„Jeg tager af sted med det samme for en sikkerheds skyld,“ lovede Elena. Hun afbrød forbindelsen og samlede sine ting sammen. „Stefan, må jeg låne din bil? Matt, kan du ikke give Stefan et lift tilbage? Jeg må af sted for at hjælpe med Margarets afdansningsbal. Jeg ringer senere, så vi kan få talt nærmere om det her.“

„Jeg tager med dig,“ sagde Stefan.

„Hvad?“ sagde Elena. „Nej, du må hellere blive sammen med Celia og holde øje med Meredith når hun kommer tilbage fra skadestuen.“

Stefan tog hendes arm. „Så lad være med at tage af sted. Du bør ikke være alene nu. Vi er alle sammen i fare. Noget ondt jager os, og vi må holde os samlet for at beskytte hinanden.“

Elena lagde hånden over hans og trykkede den inden hun lempeligt gjorde sig fri. „Jeg er nødt til at tage af sted,“ sagde hun stille. „Hvis jeg skulle bruge al min tid på at gemme mig, kunne Vogterne lige så godt have ladet være med at kalde mig tilbage til livet. Jeg må forsøge at leve en så normal tilværelse som muligt sammen med min familie.“ Hun kyssede ham hurtigt på munden. „Og jeg er ikke udpeget som mål. Mit navn er endnu ikke dukket op. Jeg skal nok være forsigtig.“

Stefans øjne blev hårde. „Så du er ikke truet? Hvad med det Bonnie sagde? 'Han vil have dig'. Hvad hvis det er Caleb? Han har slesket sig til at passe have for din tante og kan overfalde dig hvert øjeblik!“

„Det er selvfølgelig rigtigt – hvis det ellers er ham, men det får han ikke lejlighed til lige nu. Jeg skal ikke hjem, men hen på danseskolen hvor der både er en masse børn og voksne til stede,“ sagde Elena. „Det kan ikke være mig der står for tur i dag.“

„Vær nu ikke dum!“ vrissede Stefan. „Du er i fare!“

Elena rejste børster. Dum? Det havde Stefan aldrig vovet at sige til hende før, lige meget hvor presset han var. „Undskyld, hvad sagde du?“

Han rakte ud efter hende. „Lad mig følge med. Jeg bliver sammen med dig til mørket falder på og holder vagt uden for huset i nat.“

„Det er ikke nødvendigt,“ sagde hun. „Tag dig hellere af Meredith og Celia. Det er dem der har brug for dig. Jeg lover at være forsigtig, Stefan.“ Hun gav hans arm et lille klem. „Vi ses i morgen.“

Det var tydeligt at det ikke passede ham, men han kom ikke med flere indvendinger, og hun vendte sig og gik ned ad stien uden at se sig tilbage.

 

Da Stefan og de andre kom tilbage til pensionatet, var han ude af stand til at slappe af. Han kunne ikke huske at han nogen sinde i sit lange liv havde været så anspændt og rastløs. Det var som om huden strammede alle vegne, og det kneb med at holde sig i ro. Han trommede fingrene mod alt hvad der kom inden for rækkevidde, vendte og drejede hoved og skuldre og flyttede uafbrudt på fødderne.

Han vil have dig, Elena. Hvad i alverden betød det? Han vil have dig.

Hvilken han? Var det ham der havde stirret ned på dem fra toppen af klippen? Hvem var det? Havde det været Caleb? Hvor var han nu?

Stefan var helt sikker på at han skulle være fulgt med Elena. Det eneste han ønskede var at beskytte hende.

Men hun havde afvist ham, givet ham – i overført betydning ganske vist – et venligt klap på hovedet, som den trofaste lille vagthund han nu var, og beordret ham til at bruge sin energi på nogle andre. Og det på trods af at hun ikke kunne være i tvivl om at hun selv var i fare. Det kunne kun betyde én ting: at hun ikke ønskede at have ham i sin nærhed lige nu.

Hvad ville hun egentlig? En hel masse uforenelige ting, forekom det ham. Hun ville beholde ham som sin trofaste og altid tjenstvillige beskytter, men klyngede sig samtidig til erindringen om Damon og udelukkede alle andre fra det hun havde oplevet sammen med ham.

Og hun ønskede at være sine venners, sin bys og sin verdens redningsmand. At blive elsket og beundret. At være den styrende.

Og at leve et normalt liv igen. Men den normale tilværelse hun havde haft inden hun mødte ham, var tilintetgjort for altid. Han burde aldrig have lukket hende ind i sin verden. Det havde været en utilgivelig fejl, og den plagede stadig hans samvittighed, men han var alligevel glad for at have hende i sin nærhed nu. Han elskede hende for højt til at beklage det. Hun var hans verdens midtpunkt, men han havde set i øjnene at hun ikke havde det på samme måde med ham.

Han flyttede uroligt på sig. Det spændte i hjørnetænderne. Han huskede ikke hvornår han sidst havde været så ude af det. Tanken om den ukendte på toppen af klippen blev ved at vende tilbage. Han så ham igen og igen bøje sig frem over skræntens øverste kant, og for hver gang blev han mere sikker på at det havde været Caleb, og at han havde stirret ned for at finde ud af om det var lykkedes ham at drukne Meredith.

„Mere te, Stefan?“ spurgte mrs. Flowers. Hun lænede sig frem fra stolen på den anden side af sofabordet og betragtede ham gennem brillerne.

Han så medfølelse i hendes øjne og spekulerede på hvor meget hun vidste om det der foregik i ham. Hun syntes altid at opfange langt mere end nogen anden var i stand til. Af og til havde han overvejet om hun måske var tankelæser. Hvis han spurgte, kunne hun måske fortælle hvad det var der plagede ham.

„Ja tak,“ sagde han da det gik op for ham at hun ventede på hans svar. Han holdt sin kop frem, og mrs. Flowers var så venlig at lade som om hun ikke så at den stadig var halvt fyldt.

I virkeligheden brød Stefan sig ikke om nogen af de drikke menneskene serverede ved selskabelige lejligheder, hverken te, kaffe eller læskedrikke, men han havde opdaget at han passede bedre ind i billedet når han sad med en kaffe- eller tekop ligesom alle andre. Det gjorde folk omkring mere afslappede. Selv om Meredith og de andre forsøgte at skjule det, var det tydeligt at det mindede dem om at han var anderledes når han hverken spiste eller drak af noget af det der blev sat frem.

Mrs. Flowers fyldte hans kop. Hun stillede tekanden fra sig, tog sit strikketøj op og så smilende rundt på dem alle sammen. „Det er rart med så meget ungdom i huset,“ sagde hun. „I er virkelig sådan en flok søde børn.“

Stefan skævede til de andre og kunne ikke lade være at spørge sig selv om mrs. Flowers var en anelse sarkastisk.

Alaric og Meredith var kommet tilbage fra skadestuen, hvor man havde konstateret at hendes ankel var let forstuvet og lagt en støtteforbinding om den. Selv om forstuvningen var let, gjorde den tilsyneladende ondt, men Merediths sammenbidte udtryk kunne selvfølgelig også delvis skyldes tanken om at hun skulle holde sig i ro de næste par dage.

Stefan mente at det muligvis også havde noget at gøre med hvor Meredith sad nu. Da de kom tilbage, havde Alaric af uvisse grunde, og i hvert fald uden at tænke sig om, gelejdet hende hen til sofaen og parkeret hende lige ved siden af Celia.

Stefan regnede ikke sig selv for ekspert når det gjaldt kærlighed – selv havde han kun mødt den to gange i sit fem hundrede år lange liv, og kærligheden til Katherine var endt i en katastrofe – men det var umuligt at overse spændingerne mellem Meredith og Celia. Alaric sansede dem tilsyneladende slet ikke, eller også lod han som ingenting i håb om at det hele gik over af sig selv.

Celia havde skiftet til en elegant hvid ærmeløs kjole og sad og bladede sig gennem et fagblad om retsvidenskabelig antropologi. Udadtil var hun helt sig selv igen, kølig og fattet – og et tiltalende syn. Meredith derimod var snavset og krøllet, med algerester i håret og et blegt og hærget ansigt. Alaric havde trukket en stol hen ved siden af sofaen og sat sig på den.

Celia holdt fagbladet frem og gjorde Alaric opmærksom på det hun netop havde kigget igennem.

„Det her vil sikkert interessere dig,“ sagde hun som om Meredith overhovedet ikke var til stede. „Det er en artikel om resultatet af tandundersøgelser hos mumier man har fundet på en ø i nærheden af Unmei no Shima.“

Meredith sendte hende et morderisk blik. „Tænder? Ja, det må være umådelig interessant,“ sagde hun tonløst.

Celia bed munden sammen, men sagde ingenting.

Alaric tog fagbladet med en høflig mumlen, og nu var det Meredith der bed munden sammen – så hårdt at man ventede at se blod på hendes læber.

Stefan sukkede indvendig. Det var trættende også at skulle tage hensyn til den undertrykte krigstilstand mellem de tre. Nu hvor han var mere årvågen, så han at Alaric var fuldstændig klar over hvad der foregik, og at han var både smigret, irriteret og ubehagelig berørt over det. Stefan var først og fremmest irriteret, og det skyldtes at den dårlige stemning havde en uheldig indflydelse på hans kraft.

Mens han sad og lod som om han nippede til den te mrs. Flowers havde skænket op til ham, havde han forsigtigt sendt mentale følere ud i et forsøg på at fornemme om Elena var nået sikkert hjem, eller om Caleb eller andre havde standset hende undervejs. Det var ikke lykkedes ham at finde hende, selv ikke når han strakte sine sanser til deres yderste grænse. Et par gange havde han fanget noget der virkede som en flygtig fornemmelse af lyd, duft eller aura som umiskendeligt hørte sammen med Elena, men det var forsvundet igen før han kunne fastslå at det var hendes væsen han havde haft kontakt med.

Først havde han givet sin svækkede kraft hele skylden for at han ikke var i stand til at finde frem til hende, men nu stod det klart for ham hvad der var galt: alle de undertrykte følelser der sitrede i luften her i pensionatets opholdsstue – usikkerhed, vrede og jalousi. De andre – hans venner, huskede han sig selv på – lagde ham ikke bevidst hindringer i vejen. De kunne ikke gøre for hvad de følte. Han tog endnu en formel slurk af den nu halvkolde te og forsøgte at slappe helt af. Han skar ansigt ad smagen. Te var ikke hvad hans krop krævede. Det var blod. Han måtte ud i skoven og jage.

Nej, for at blive sig selv igen måtte han finde ud af hvad Caleb Smallwood var ude efter. Det var Caleb der lurede som en skygge i hans baghoved hele tiden. Han rejste sig så brat at stolen var ved at vælte.

„Hvad er der galt, Stefan?“ spurgte Matt overrasket.

„Ja, hvad sker der?“ Bonnie spilede øjnene op.

Nu stirrede de alle på ham. Stefan rystede på hovedet.

„Jeg er nødt til at gå.“ Han vendte sig og nærmest løb ud ad døren.