Kapitel 17

 

Først da Stefan var kommet udenfor, huskede han at han havde lånt Elena sin bil. Han drejede ind i skoven og satte i løb i det opskruede tempo hans vampyregenskaber gjorde muligt. Hans fødder ramte skovbunden i en rytme der i hans ører fremhævede de samme to ord igen og igen: beskyt hende, beskyt hende.

Han vidste hvor Tyler Smallwood havde boet. Efter Tylers overfald på Elena havde han sørget for at holde øje med ham, og han huskede stadig adressen.

Lidt senere standsede han i skovbrynet i nærheden af familien Smallwoods hus.

Efter Stefans mening var huset et hæsligt syn, en ukorrekt og nærmest karikeret efterligning af en sydstatsplantages traditionelle hovedbygning. Det fyldte alt for meget på grunden og bugnede af overflødige søjler og overdrevne rokokodekorationer. Det første, ganske kort glimt af det havde i sin tid fortalt Stefan at familien Smallwood havde rigeligt med penge men totalt manglede smag, og at arkitekten ikke kendte ret meget til den klassiske byggestil han havde fået besked på at efterligne.

Uden at tænke sig om gik han direkte op til hoveddøren og ringede på. Først da han hørte ringesignalet indenfor, forstod han at han havde dummet sig. Hvad nu hvis mr. eller mrs. Tyler lukkede op? Han måtte manipulere dem mentalt til at fortælle ham så meget som muligt om Caleb og bagefter sørge for at de glemte alt om hans besøg. Forhåbentlig havde han den fornødne styrke til at klare det, selv om han ikke havde sørget for at mætte sig med dyreblod på vej herhen.

Ingen kom til døren. Alt var stille indenfor. Efter at have ventet et par minutter sendte Stefan mentale følere ind i huset. Det var tomt. Uden nogen til at invitere ham havde han ingen mulighed for at slippe ind og undersøge Calebs værelse, sådan som det havde været hans hensigt.

Han gik rundt om huset og kiggede ind ad vinduerne uden at finde ud af andet end at værelserne var fyldt med alt for mange spejle og malerier i forgyldte rammer.

Omme bag huset fandt han et lille, hvidmalet skur, og da han sendte mentale følere ind i det, stødte han på noget der føltes en anelse ... fremmed. En svag fornemmelse af noget mørkt, af frustration og ond hensigt.

Døren til skuret var forsynet med en hængelås, men den var let nok at bryde op, og hvis ingen boede der, behøvede han ikke en invitation for at komme indenfor.

Han havde heldet med sig. Skuret var ikke beboet. Han kunne træde ind da han havde sprængt låsen.

Det første han så var Elenas ansigt. Væggene var klistret til med avisudklip og fotografier – af Elena, Bonnie, Meredith og ham selv. På gulvet så han et pentagram med flere fotografier og røde roser.

Det syn bekræftede hans værste anelser. Elena var i fare. Han satte i løb mod skoven igen og søgte desperat ud med sin bevidsthed efter det mindste spor af hende.

 

Da Elena kørte videre efter at have været i blomsterbutikken, gav hun sig til at gennemgå samtalen med Stefan i tankerne.

Hvad var der sket med ham efter tilbagekomsten til Fell's Church? Det var som om han skjulte noget for hende. Hun huskede den fornemmelse af ensomhed hun havde fornemmet da hun kyssede ham. Havde Damons død forandret ham?

Damon. Bare navnet var nok til at fremkalde en næsten fysisk smerte hos hende. Den lunefulde og farlige, dumdristige og fascinerende Damon.

Hun så navnet for sig som det efter Stefans beskrivelse havde stået aftegnet ned ad Merediths ben.

Hun vidste ikke hvad det betød, men der var ikke noget håb. Hun måtte holde op med at lyve for sig selv om at miraklet kunne ske. Hun havde set Damon dø. Det virkede bare helt umuligt at nogen så stærk og tilsyneladende usårlig som han kunne forsvinde så hurtigt og let. Men hun vidste jo selv bedre end nogen anden at det netop var sådan det gik til. Døden meldte ikke sin ankomst med gjaldende trompetfanfarer og eksploderende lys. Den kom snigende når man mindst ventede den. Det havde hun vidst allerede før alt dette uforklarlige med vampyrer og varulve og onde kræfter viste sig. Hun havde set døden slå ned for længe siden, mens hun levede et ganske normalt liv og bestemt afviste al tro på overnaturlige kræfter og lo hånligt ad horoskoper og historier om rædselsvækkende monstre.

Hun skævede til passagersædet, hvor hun havde lagt den buket lyserøde roser som hun havde hentet til Margaret. Ved siden af den lå en lille buket forglemmigejer.

Som om jeg nogen sinde vil kunne glemme dem, sagde hun til sig selv.

Hun tænkte tilbage på den solrige søndag eftermiddag hvor hun var på vej hjem fra en biludflugt sammen med forældrene og Margaret. Vejret havde været smukt hele dagen, og trækronerne langs vejen var netop begyndt at antage efterårets rødgyldne farver.

De havde spist frokost i en lille afsides liggende landevejskro, og Margaret, som var ved at få tænder, havde klynket så meget at de måtte skiftes til at gå frem og tilbage med hende udenfor under måltidet. Da de skulle videre, var hun heldigvis faldet til ro igen og døsede fredeligt i bilen.

Faderen sad ved rattet, og Elena huskede at han havde været i færd med at stille på radioen for at fange timenyhederne fra den lokale station da hendes mor vendte sig i sædet og spurgte:

„Ved du hvad jeg synes kunne være dejligt?“

„Nej, lad mig høre,“ havde Elena svaret og smilet mod de blå øjne der lignede hendes egne til forveksling. I samme øjeblik var det at hun blev distraheret af noget der glimtede på himlen og uden at vente på moderens svar lænede sig frem og pegede i vejret. „Se, far! Se den fine ...“

Hun fandt aldrig ud af hvad det var hendes mor ville foreslå. Hendes far nåede ikke at svare.

Det sidste hun huskede var lydene: faderens overraskede gisp og den skærende hvinen fra dækkene da han trampede bremsepedalen i bund og bilen skred ud. Alt hvad der fulgte derefter og indtil hun vågnede på hospitalet med tante Judith siddende ved siden af sengen var væk. Senere hørte hun at forældrene havde været døde allerede inden redningsfolkene nåede frem.

Vogterne havde fortalt at kun Elena skulle være omkommet ved ulykken. Det var deres luftbil hun havde fanget et glimt af da hun distraherede sin far i det værst tænkelige øjeblik, så det blev forældrene der mistede livet.

Hun mærkede vægten af det nu, den dårlige samvittighed fordi hun havde overlevet, blandet med vreden mod Vogterne. Hendes blik gled til uret på instrumentbrættet. Der var rigelig tid inden hun skulle være på danseskolen. Da kirkegården dukkede op forude, blinkede hun af og drejede ind på parkeringspladsen.

Efter at have stillet bilen fra sig gik hun hurtigt igennem den nye del af kirkegården med forglemmigejbuketten i hånden. Fuglene kvidrede muntert i træerne. Denne kirkegård havde været vidne til en lang række af begivenheder gennem det sidste års tid. Bonnie havde oplevet en af sine første visioner mellem dens gravsten. Stefan var fulgt efter Elena herud og havde iagttaget hende på afstand dengang hun kun kendte ham som klassens nye, lækre fyr. Damon havde været tæt ved at dræne en gammel vagabond helt for blod under broen. Katherine havde jaget Elena ud af kirkegården med tåge og is. Og det var også her Elena var kørt i floden den nat der nu virkede så uendelig fjern.

Elena passerede mindesmærket for Fell's Churchs faldne i borgerkrigen og fortsatte ned til sænkningen hvor hendes forældre lå begravet. Den lille buket vilde blomster som hun og Stefan havde lagt på graven for to dage siden var visnet, og Elena smed den væk og lagde forglemmigejerne på dens plads. En klump mos havde sat sig i et af bogstaverne i hendes fars navn, og hun skrabede den væk.

Det forekom hende at hun hørte en let knasen i gruset bag sig idet hun rettede sig op. Hun vendte sig med et sæt, men der var ingen at se.

„Jeg er begyndt at blive bange for min egen skygge,“ mumlede hun, og det gav et lille sæt i hende fordi stemmen forekom hende at lyde mærkelig høj i stilheden. Hun tog sig sammen og rystede på hovedet. „Nu må jeg altså holde op. Der er ikke noget at være bange for.“

Hun satte sig i græsset ved siden af gravstenen og lod hånden glide over sin mors navn.

„Hej,“ sagde hun. „Jeg er ked af at det er så længe siden jeg har givet mig tid til at tale med jer, men der er sket så meget. Jeg er også ked af det fordi jeg har fået at vide at det slet ikke var meningen at I skulle dø ved den ulykke. Jeg bad Vogterne om at bringe jer tilbage, men de sagde at I var flyttet til en bedre verden og at det ikke stod i deres magt at ændre det. Jeg ville ønske ... jeg er glad for at I er lykkelige der hvor I er, men jeg savner jer stadig frygteligt.“

Elena sukkede, lod hånden falde og trak den langsomt gennem græsset.

„Og nu er nogen efter mig igen,“ fortsatte hun nedtrykt. „Efter os alle sammen, tænker jeg. Det er noget ondt, og Bonnie siger at det er mig der har bragt det med hertil. I sin sidste trance talte Bonnie om én som ville mig ondt. Jeg ved ikke om det kan være en anden end den som allerede har forsøgt at dræbe Celia og Meredith. Men det er hele tiden mig ondskaben retter sig imod.“ Hun trak et langt græsstrå op og snoede det om fingeren. „Jeg ville ønske at jeg kunne være som alle andre ... leve normalt ... Jeg er meget glad fordi jeg har Stefan, og det glæder mig også at jeg kan være med til at beskytte Fell's Church, men ... det er hårdt. Det er virkelig hårdt. Og ... nu kan jeg ikke finde ud af noget som helst. Der er kommet noget fremmed over Stefan. Noget af det skyldes måske at den telepatiske forbindelse mellem os er afbrudt. Han virker så anspændt, og det er som om han vil have kontrol med alting ...“

Noget bevægede sig bag hende. Hun mærkede et pust af varm ånde mod halsen.

Hun vendte hovedet med et ryk. Caleb krøb sammen bag hende, så tæt på at hans næse kun var et par centimeter fra hendes. Hun ville skrige, men Caleb lagde hurtigt hånden over hendes mund.