Kapitel 19

 

„Det er dog utroligt, Elena,“ sagde tante Judith hovedrystende idet hun justerede bilens bakspejl. „Lige meget hvor du viser dig, sker der noget usædvanligt. Selv når du er på vej til noget så fredsommeligt som din lillesøsters afdansningsbal.“

„Ja, mon ikke,“ mumlede Elena. Hun krøb sammen i hjørnet af bagsædet med hovedet støttet i hænderne. „Tak fordi du hentede mig. Jeg var lidt for rystet til selv at køre efter at have været på skadestuen med Caleb og alt det.“ Hun løftede hovedet en anelse. „Jeg er ked af at jeg gik glip af Margarets afdansningsbal.“

Uden at tage øjnene fra vejen rakte tante Judith bagud og klappede hende på knæet. „Jeg sagde til hende at Caleb var kommet til skade og at du var nødt til at tage dig af ham. Det forstod hun godt. Lige nu er jeg mest bekymret for dig. Det må have været et chok at finde nogen liggende dér, især da det viste sig at være én du kendte. Hvad skete der egentlig?“

Elena tog sig sammen og gentog den løgn hun havde fortalt politiet. „Jeg fandt ham liggende ved siden af monumentet da jeg var inde for at se til mors og fars grav. De beholder ham et par dage på hospitalet. De mener at han har fået en svær hjernerystelse og vil holde ham under observation for blodansamlinger. Han vågnede en smule op i ambulancen, men var alt for omtåget til at huske hvad der var sket.“

Hvilket var et stort held, indrømmede Elena for sig selv. Der var blevet et frygteligt postyr hvis han havde fortalt at han var blevet overfaldet af hendes kæreste med de mærkelige tænder. Hvad kunne der ikke være sket hvis han havde været klar nok i hovedet til at huske så meget? Det var blevet sidste efterår om igen, hvor en lynchstemning mod Stefan havde været godt på vej til at rejse sig efter mr. Tanners død.

„Det var i hvert fald heldigt for Caleb at du gjorde en afstikker til kirkegården,“ sagde tante Judith. „Han kunne let være kommet til at ligge der i flere dage uden at nogen savnede ham.“

„Ja,“ mumlede Elena. Hun trak ned i sin T-shirt og blev opmærksom på at hun stadig havde sin bikini på under tøjet. Den var endnu en anelse fugtig, selv om skovturen syntes at ligge hundrede år tilbage. Så studsede hun over det sidste tante Judith havde sagt. „Hvorfor tror du han kunne have ligget der i flere dage uden at nogen savnede ham? Hvad med hans tante og onkel?“

„Jeg prøvede at få fat i dem efter at du havde ringet til mig, men det lader til at Caleb har klaret sig alene et godt stykke tid,“ svarede tante Judith. „Da jeg langt om længe fik forbindelse med dem, viste det sig at de var på ferie, og da jeg fortalte dem hvad der var sket, lod de ærlig talt ikke til at være særlig bekymrede for deres nevø.“ Hun rystede misbilligende på hovedet. „I morgen besøger jeg ham og medbringer en buket af de blomster han har arbejdet så flittigt med i vores have. Det vil sikkert glæde ham.“

„Det tror jeg gerne,“ sagde Elena langsomt. „Men nu er der noget jeg ikke forstår. Hvis jeg husker rigtigt, fortalte han mig at han var kommet hertil fordi hans tante og onkel var så kede af at Tyler var væk.“

„Det er muligvis rigtigt,“ sagde tante Judith. „Og i så fald har det åbenbart allerede hjulpet. De sagde at Tyler nok dukkede op igen når han var parat til det. Den knægt var altid noget vild af sig. Det lader ikke til at forældrene bekymrer sig nær så meget om ham som Caleb gør.“

De var nået hjem, og hun tav og koncentrerede sig om at dreje bilen ind i indkørslen foran huset. Indenfor sad Robert og læste avis ved bordet i køkkenet.

„Du ser træt ud, Elena,“ sagde han og foldede avisen sammen. „Der er vel ikke noget i vejen?“

„Ikke spor,“ forsikrede hun og tilføjede det hun mente måtte være en af hendes livs underdrivelser: „Det har bare været en lang dag.“

„Margaret er lagt i seng, men jeg har gemt lidt aftensmad til dig,“ sagde tante Judith og gik hen mod køleskabet. „Kold kylling og salat. Du må være ved at dø af sult.“

Elena rystede på hovedet. Hun var ikke spor sulten. Tværtimod. Tanken om mad gav hende kvalme på grund af den indædte kamp for at fastholde en troværdig facade over for ambulancefolkene, hospitalspersonalet og politiet, og nu hendes egen familie. Efterhånden kneb det med at holde masken. Hun var så træt at hendes hænder dirrede, og hun vidste at hun ikke kunne klare det ret meget længere.

„Jeg er ikke sulten,“ sagde hun. „Jeg har helt ... jeg kan ikke få noget ned lige nu, men tak fordi du tænkte på mig. Det eneste jeg trænger til er et bad og noget søvn.“

Hun nærmest løb ud af køkkenet og op ad trappen uden at besvare tante Judiths resignerede: „Jamen, du skal da have et eller andet at spise!“

„Lad hende nu bare være,“ sagde Robert.

Det var det sidste Elena hørte inden hun smuttede ind på badeværelset og lukkede døren efter sig.

Hun delte badeværelset på første sal med Margaret, og det passede hende udmærket at skulle bruge tid på at fjerne det legetøj som lillesøsteren underholdt sig med i badet: en lyserød gummiand, et piratskib og en håndfuld farvestrålende plastickopper, samt en søhest med udstående blå øjne.

Da karret var tømt, indstillede Elena blandingsbatteriet på så hedt vand som hun var i stand til at udholde, lukkede helt op for hanen og hældte et gavmildt skvæt skumbad med abrikosduft i vandet fra en flaske hvis etiket lovede hende højeste velvære og evigung hud. Det lød godt, selv om hun havde sine tvivl om hvor meget man kunne stole på etikettens skamros af indholdets egenskaber.

Da karret var fyldt med et tykt lag boblende skum øverst, klædte Elena sig hurtigt af og trådte op i det. Vandet var så varmt at det sved i huden, men hun vænnede sig til temperaturen ved at sænke sig gradvis ned i det.

Derefter lagde hun sig tilbage i karret med håret flydende omkring ansigtet som en havfrue og hovedet så langt nede at vandet dæmpede alle lyde fra huset. Hun lukkede øjnene, slappede helt af og gav tankerne frit løb.

Til sin ærgrelse kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Hun forsøgte at bilde sig selv ind at de skyldtes den hede damp fra vandet, men hun vidste at det ikke var rigtigt. Hun havde troet fuldt og fast på at alting ville være helt normalt når de kom hjem til Fell's Church igen, at de kunne genoptage deres gamle liv uden bekymringer.

Men det ville ikke blive sådan, vel? Det var en umulig drøm, især for hende.

Fra den første dag hun og hendes venner var hjemme, havde noget mørkt og ondsindet luret på dem.

Og Stefan ... hvad i alverden var der sket med ham?

For sit indre blik så hun igen Caleb flyve gennem luften og hørte det uhyggelige smæk da hans hoved ramte monumentets marmorsokkel. Hvad nu hvis Caleb aldrig kom sig helt over det voldsomme slag i hovedet? Hvad hvis denne ganske uskyldige unge knægt, der ligesom hun havde mistet sine forældre, endte som krøbling på grund af Stefan?

Stefan. Hvordan havde han pludselig forandret sig så meget at han kunne få sig selv til at gøre den slags? Han som havde gået rundt med evig dårlig samvittighed over det blod han tog fra skovens duer, kaniner og rådyr? Den Stefan som hun mente at kende ud og ind, som hun var sikker på aldrig havde holdt noget skjult for hende – den Stefan ville aldrig have skadet et menneske så hensynsløst.

Elena blev liggende med tankerne kværnende i hovedet i lang tid. Da vandet blev koldt, stod hun op og tømte karret, tørrede sig og børstede tænder, tog nattøj på og gik i seng efter at have råbt godnat til tante Judith og Robert. Hun havde ikke lyst til at skrive i dagbogen. Ikke i aften.

Hun slukkede lyset og lå på ryggen og stirrede op i det mørke der var lige så sort som Damons øjne.

Damon. Damon havde været et uhyre, vidste hun. Han havde dræbt og manipuleret med både mænd og kvinder, og han havde nydt det. Han havde hadet og forfulgt Stefan gennem flere hundrede år – men hun havde også set den lille, fortabte dreng han gemte omhyggeligt i sit indre. Og Damon havde elsket hende, og hun ham, og nu var Damon død.

Og hun elskede Stefan. Desperat og ubetinget. Hun elskede hans alvor, hans stolthed, hans høflige manerer, og hans æresfølelse og intelligens. Og hun elskede ham fordi han havde forstået at tæmme det uhyre der gemte sig i ham, det instinkt der havde drevet så mange vampyrer til frygtelige misgerninger. Og hun elskede det håb hun altid havde fornemmet hos ham, hans tro på at han var i stand til at bekæmpe sit indre mørke.

Men nu var hun bange. Hidtil havde hun troet at hun kunne se helt ind i den inderste krog af hans sjæl, men det var hun ikke længere i stand til. Ikke efter at Vogterne havde taget alle hendes overnaturlige evner og gjort hende til en almindelig dødelig igen.

Elena vendte sig om på siden og begravede ansigtet i hovedpuden. Nu kendte hun sandheden. Lige meget hvad Vogterne havde gjort for hende, ville hun aldrig få en normal tilværelse. Hendes liv blev aldrig enkelt og ligetil. Tragedier og rædsler ville følge hende overalt.

Og hun kunne intet gøre for at ændre sin skæbne.