Kapitel 30

 

Stefan kørte som en galning hele vejen tilbage til pensionatet. „Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne glemme at fortælle Matt at hans navn dukkede op,“ sagde han den ene gang efter den anden. „Vi skulle aldrig have ladet ham være alene!“

„Sæt farten ned!“ sagde Meredith og prøvede at holde Matts slappe krop oprejst da Stefan rundede et hjørne med hvinende dæk. „Du kører alt for hurtigt. Hvad hvis vi møder en patruljevogn?“

„Vi har travlt,“ knurrede Stefan, flåede rattet til højre ved den næste sidevej og undgik med nød og næppe at snitte en parkeret lastvogn.

Alaric sad ved siden af ham. Han vendte hovedet om mod Meredith med noget nær panik i øjnene. Hun sukkede opgivende. Stefan var ude af sig selv og forsøgte at gøre bod for at han havde glemt at fortælle at Matts navn var dukket op i new age forretningen. Lige nu var det bare umuligt at forklare ham at det ikke hjalp stort hvis han fik dem alle sammen kørt ihjel. Eller at det sikkert ikke havde hjulpet det mindste at de fik besked, lige meget hvilke forholdsregler de havde forsøgt sig med. Det var ikke lykkedes dem at beskytte hverken Bonnie eller Elena.

„Det er i det mindste et held at du har dine vampyrreflekser,“ sagde hun, mere i et forsøg på at berolige Alaric end fordi hun nærede større tillid til Stefans evner som chauffør.

Hun vendte igen opmærksomheden mod Matt. Bortset fra vejrtrækningen og den støtte puls var der intet liv at spore hos ham. Ingen sitren i øjenlågene. Ikke engang snorkelyde. Det var det hun hæftede sig mest ved. Helt tilbage fra femte klasse havde Matt været berygtet for sin snorken på skolens lejrudflugter og ved fodboldholdets udekampe med overnatning.

Meredith bed munden sammen. Hun græd aldrig, ikke engang når det værste skete, og hun havde ikke i sinde at begynde på det nu, hvor hendes venner mere end nogen sinde havde brug for at hun bevarede roen og overblikket. Men denne gang kostede det hende en lang kamp at holde tårerne tilbage og falde til ro igen.

Hun var den eneste der var tilbage af de fire venner som havde kendt hinanden fra små af og fulgtes hele vejen gennem skolen. Den eneste som fantomet ikke havde fået ram på – endnu.

Stefan svingede ind på pensionatets parkeringsplads og standsede, mirakuløst nok uden at have tiltrukket patruljevognes opmærksomhed eller ramt andre biler eller fodgængere undervejs. Nu måtte de så bare håbe at ingen havde taget bilens nummer og anmeldt ham for uforsvarlig kørsel. Meredith foretrak at tie stille med den mulighed. Hun hjalp Alaric med at få Matt bakset ud af vognen. Da de forsøgte at hale ham op i stående stilling, tog Stefan ham fra dem med et utålmodigt udbrud og lagde ham over skulderen som en sæk kartofler.

„Af sted,“ sagde han og hastede hen mod pensionatets indgang uden at se sig tilbage og tilsyneladende helt upåvirket af Matts betragtelige vægt.

„Han er begyndt at opføre sig besynderligt,“ bemærkede Alaric og sendte Meredith et lille, opgivende smil.

Meredith skar ansigt og tog hans hånd. „Han synes han har svigtet os,“ sagde hun. „Kom.“

Da de var kommet indenfor, gik Stefan direkte op ad trappen og lagde Matt ind ved siden af Bonnie og Elena. Meredith og Alaric gik hen mod køkkendøren, og Meredith hørte mrs. Flowers tale til en eller anden idet hun åbnede den.

„Det er til stor nytte, min kære,“ sagde mrs. Flowers varmt. „Det har du klaret virkelig godt. Jeg er meget taknemmelig.“

Meredith skubbede døren helt op og standsede måbende. Ved bordet sad mrs. Flowers og drak te sammen med en elegant klædt Celia Connor.

„Åh, der kommer I endelig,“ sagde Celia, nikkede kort til Meredith og sendte Alaric et stort smil. „I tror ikke jeres egne ører når I hører hvad jeg har fundet.“

„Ud med det!“ udbrød Alaric ivrigt.

Han slap Merediths hånd, og hjertet sank i livet på hende.

Fra den åbne lærredstaske på stolen ved siden af sig hentede Celia en tyk bog, indbundet i stærkt medtaget brunt læder. Hun smilede triumferende. „Det er en bog om fantomer. Dr. Beltram sendte mig til Dalcrest College, som viste sig at have en forbløffende omfattende bogsamling om paranormale fænomener.“

„Lad os flytte ind i opholdsstuen,“ foreslog mrs. Flowers. „Der sidder vi mere behageligt mens vi kigger bogen igennem.“

De rykkede ind i opholdsstuen, og Stefan sluttede sig til dem. Celia havde lagt bogen frem på sofabordet, og han tog den op og kiggede den hurtigt igennem. Han viste ingen tegn på begejstring. „Forskellige former for fantomer,“ sagde han utålmodigt. „Forekomsten af fantomer i vores dimension. Hvad skal vi med de oplysninger? Hvor er ritualerne der får dem til at forsvinde? Hvorfor har bogen ikke en indholdsfortegnelse?“

„Den er meget gammel og sjælden, sikkert fra tiden før man fandt den slags formålstjenligt,“ sagde Celia uden at lade sig gå på. „Den var svær at finde, og det er sandsynligvis den eneste bog om emnet vi kan få fat i, måske endda den eneste der findes, så den slags må vi bære over med. Forfatterne af disse gamle tekster ønskede at man skulle læse det hele igennem fra en ende af, så man opnåede en grundig forståelse af hvad de havde at fortælle. De skrev dem ikke som opslagsbøger med emnefortegnelse. Måske finder du hvad du søger i bogens sidste fjerdedel.“

Alaric bed sig flere gange i læben da Stefan bladede utålmodigt og hårdhændet gennem de sidste sider.

„Det er en meget sjælden bog, Stefan,“ sagde han. „Vil du ikke nok være lidt mere forsigtig med den? Hvad med at lade mig kigge den igennem? Jeg er vant til at søge efter specifikke ting i den slags bøger.“

Stefan bogstavelig talt snerrede ad ham, og de små hår i Merediths nakke rejste sig ved lyden. „Det klarer jeg selv, hr. lærer. Jeg har travlt.“ Han stirrede irriteret på teksten. „Hvorfor skal skriften absolut være så overdrevent ornamenteret?“ beklagede han sig. „Og fortæl mig nu ikke at det er fordi bogen er gammel. Jeg er ældre end den, og jeg kan dårligt tyde hvad der står.“ Et øjeblik så det ud som om han ville kyle bogen fra sig, og derefter modsagde han sig selv ved at begynde at læse højt uden vanskelighed: „'Fantomer næres af stærke følelser på samme måde som vampyrer næres af blod. Jo voldsommere følelser, des stærkere og mere frygtindgydende fantomer kan der opstå af dem'. Hvad nyt er der i det? Det kunne vi selv have regnet ud.“

Mrs. Flowers stod lidt for sig selv og mumlede dæmpet mens hun stirrede ud i luften med tomme øjne. Stefan opdagede det og skar en irriteret grimasse, men denne gang beherskede han sin irritation og forholdt sig tavs.

„Ja, jeg ved det,“ sagde mrs. Flowers og så hen på ham og de andre. „Jeg må hellere fortælle jer det. Mama siger at tiden er ved at være knap.“

Stefan vendte sig med et sæt. „Som om jeg ikke ved det!“ brølede han ind i mrs. Flowers' forbløffede ansigt. „Kan Deres elendige mor ikke fortælle os noget nyttigt for en gangs skyld?“

Mrs. Flowers vaklede baglæns væk fra ham, stødte ind i en stol og lænede sig tungt til den. Pludselig virkede hun langt ældre og mere skrøbelig end nogensinde før.

Stefan rakte afværgende hænderne frem. „Undskyld, mrs. Flowers. Det var ikke min mening at skræmme Dem. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg er bare så bange for hvad der kan ske med Elena og de andre.“

„Det forstår jeg godt, Stefan,“ sagde mrs. Flowers. Hun havde genvundet fatningen og rettede sig. „Vi skal nok få dem tilbage. Vær stærk i troen. Mama har fuld tillid til os.“

Stefan satte sig ned og tog bogen igen. Det var tydeligt at han var flov over sin opførsel, men lige så tydeligt at det stadig kneb for ham at beherske sig.

Meredith betragtede hans spændte skuldre og tog fastere om sin fægtestav. Engang havde hun været sikker på at hun aldrig ville komme ud for en situation hvor det blev nødvendigt at bruge den mod ham. Hun havde ligefrem lovet Elena aldrig at gøre det. Nu var hun begyndt at tvivle på om hun kunne holde sit løfte. Det var utroligt som han havde forandret sig i løbet af de sidste dage. Han var irrationel, vred og opfarende og uforudsigelig. Man skulle tro han havde byttet personlighed med Damon. Det var muligt hans opførsel skyldtes fantomets indflydelse, men det var ingen undskyldning. I det øjeblik han blev direkte farlig for hende selv og de andre, måtte han standses. Kunne hun dræbe ham hvis det viste sig nødvendigt? Han var trods alt en ven.

Meredith knugede om staven. Ja, hun ville forsøge at dræbe ham hvis det viste sig nødvendigt. Ven eller ej, hendes pligt til at beskytte de andre kom i første række.

Hun trak vejret dybt og anstrengte sig for at slappe af. Rolig, sagde hun til sig selv. Indtil videre havde Stefan nogenlunde kontrol med sig selv. Det var ikke en beslutning hun behøvede at træffe nu og her.

Kort efter havde Stefan fundet det han søgte. „Her,“ sagde han og afleverede bogen til mrs. Flowers. „Det ser ud som om det er det rigtige.“

Mrs. Flowers læste hurtigt siden igennem og nikkede. „Ja, det må være ritualet,“ sagde hun. „Og så vidt jeg husker har jeg alle de nødvendige remedier i huset.“

Alaric tog bogen og læste ritualet igennem. „Skal det absolut være en blodsbesværgelse?“ spurgte han. „Hvis den fejler, kan fantomet måske vende den imod os.“

„Jeg er bange for at der ikke er nogen vej udenom,“ sagde mrs. Flowers. „Det vil tage for meget tid hvis vi skal eksperimentere med at gøre besværgelsen helt sikker. Hvis fantomet udnytter sine ofre på den måde vi tror, bliver det stærkere jo længere vi venter.“

Alaric begyndte at sige noget, men blev afbrudt af Celia.

„Vent,“ sagde hun og så usikkert fra den ene til den anden. „En blodsbesværgelse? Hvad er det for noget? Jeg vil ikke blandes ind i noget ... modbydeligt.“

Hun ville tage bogen, men Stefan lagde hånden på den. „Det skal gøres, hvad enten det er modbydeligt eller ej,“ sagde han hårdt. „Og du er en del af det. Det er for sent at bakke ud nu. Det tillader jeg ikke.“

Det gav et sæt i Celia, og hun skubbede sig bagover på stolen for at komme så langt væk fra ham som muligt. „Prøv ikke at true mig!“ udbrød hun med dirrende stemme.

„Tag det nu roligt, alle sammen!“ sagde Meredith skarpt. „Ingen tvinger dig til noget mod din vilje, Celia. Jeg beskytter dig hvis det bliver nødvendigt.“ Hun så hen på Alaric, der så uroligt fra den ene til den anden. „Men Celia, vi har brug for din hjælp. Du har måske reddet os alle sammen ved at finde frem til den besværgelse, og vi er taknemmelige, men Stefan har ret. Du er en del af det her, og jeg tror ikke at vi kan gøre noget effektivt for at redde de andre uden din hjælp.“ Hun tøvede en anelse. „Eller også, hvis det alligevel lykkes for os, kan det efterlade dig som det eneste mål fantomet har tilbage.“

Hun passede meget på at lyde fuldstændig neutral med den sidste sætning. Hvor meget sandhed der var i den vidste hun ikke, men muligheden kunne ikke udelukkes. Og selv om hun tog fejl, undte hun Celia forskrækkelsen.

Celia gøs og gned sine overarme som om hun frøs. „Jeg er ingen kujon,“ sagde hun. „Jeg beskæftiger mig med eksakt videnskab og denne ... irrationelle mysticisme foruroliger mig. Men jeg skal nok hjælpe så godt jeg kan.“

For første gang følte Meredith et strejf af sympati for hende. Hun forstod hvor vanskeligt hun måtte have ved at fastholde sin solidt funderede opfattelse af virkeligheden med alt det uforklarlige hun var blevet kastet hovedkulds ud i.

„Tak, Celia,“ sagde Meredith og så rundt på de andre. „Vi har fundet frem til ritualet, og vi har de nødvendige remedier. Det gælder bare om at få det hele samlet sammen og gå i gang. Er I klar?“

Alle rettede sig med beslutsomheden lysende ud af ansigterne. Hvor skræmmende det hele end var, hjalp det at de endelig havde et bestemt mål at gå efter.

Stefan trak vejret dybt og anstrengte sig synligt for at slappe af og skubbe sin utålmodighed i baggrunden.

„Godt,“ sagde han og mødte Merediths øjne. „Lad os komme i gang.“