Long Island, New York
For dette er - mener nu jeg -
en hemmelighed, der bevares bedst
mellem os, mellem dig og migLEWIS CARROLL, Alice i Eventyrland
Bud Mitchell kørte ud ad Dune Road i sin Ford Explorer. Forude stod der et skilt med teksten: CUPSOGUE BEACH COUNTY PARK - ÅBEN FRA SOLOPGANG TIL SOLNEDGANG. Solen var ved at gå ned, men Bud kørte alligevel over den tomme parkeringsplads. På den anden side var der en bred natursti, som delvist var blokeret af et flytbart hegn. Et skilt angav: INGEN MOTORKØRETØJER.
”Er du sikker på, vi skal gøre det her?” sagde han til kvinden i passagersædet.
”Ja,” svarede Jill Winslow, ”det er spændende.”
Bud nikkede uden begejstring. Han manøvrerede uden om hegnet og fortsatte, med firehjulstrækket aktiveret, ud ad den sandede sti, der var flankeret af høje, græsklædte sandklitter.
At skulle have sex med andre end deres ægtefæller burde have været spænding nok for dem begge, tænkte han, men sådan så Jill ikke på det. For hende var det kun værd at være sin mand utro, hvis det seksuelle og romantikken var bedre og spændingen større end det, hun oplevede hjemme. For hans vedkommende bestod ophidselsen i at bryde tabuet om have sex med en anden mands kone.
Omkring sin 40-års fødselsdag var Bud Mitchell kommet til den forbløffende konklusion, at der var forskel på kvinder. Nu, fem år senere og to år inde i denne affære, indså han, at Jills og hans fantasier ikke gik særlig godt i spænd. Men Jill var dog smuk og villig, og så var hun ikke mindst en andens hustru - og hun ønskede, at det skulle forblive sådan. I hans begrebsverden betød sikker sex, at man dyrkede det med en gift kvinde.
Det var et yderligere spændingsmoment for Bud, at han og hans kone, Arlene, færdedes i de samme sociale kredse som Jill og hendes mand, Mark. Når de alle fire var sammen i en social sammenhæng, følte Bud det modsatte af flovhed og skyld; han havde det pragtfuldt, hans ego kendte ingen grænser, og han frydede sig i al hemmelighed over at vide, at han havde set hver en centimeter af Jill Winslows nøgne krop.
Tidligt i deres forhold, da de begge var nervøse for at blive opdaget, havde de sværget, at de ikke ville fortælle det til nogen som helst. Siden da havde de begge antydet, at de havde været nødt til at betro sig til nære venner, om ikke for andet så for at kunne skaffe sig dækhistorier, når de var fraværende fra hus og hjem. Bud havde altid spekuleret på, hvilke af hendes venner der vidste det, og ved sociale sammenkomster morede han sig med at forsøge at gætte det.
De var kørt i hver sin bil fra deres respektive hjem på Long Islands guldkyst, omtrent 90 kilometer fra Westhampton, og Jill havde stillet bilen på en parkeringsplads i en mindre by, hvor de havde mødtes og derpå sammen kørt til et hotel i Buds Explorer. På hotellet havde Bud spurgt hende, hvad hendes dækhistorie var og fået et svar på ét ord, så han havde spurgt igen. ”Hvor er du i aften?”
”Til middag hos en veninde i East Hampton. I morgen skal jeg shoppe,” tilføjede hun. ”Den del er sand, eftersom du skal være hjemme i morgen tidlig.”
”Og denne veninde er med på ideen?”
Hun sukkede, en smule irriteret. ”Ja, det skal du ikke bekymre dig om.”
”Okay.” Bud konstaterede, at hun aldrig spurgte om hans dækhistorie, som om hun havde det bedst med at vide mindst muligt. ”Jeg er på havfiskeri med nogle venner,” sagde han uopfordret. ”Dårlig mobilforbindelse ude på havet.”
Jill trak på skuldrene.
Bud Mitchell forstod, at han og Jill, på hver deres måde, elskede deres lidt kedelige ægtefæller, de elskede deres børn og deres behagelige tilværelse i den bedre middelklasse. De elskede også hinanden, eller det sagde de i hvert fald, men ikke nok til at slå pjalterne sammen syv dage om ugen. Tre-fire gange om måneden lod til at være godt nok.
Stien endte ved en sandklit, og Bud standsede. ”Kør ned mod stranden,” sagde Jill.
Bud drejede fra den sandede sti og kørte mod havet.
Bud kørte Exploreren ned ad en jævn skråning gennem krat og græsbevoksning og rundt om en høj klit. Han standsede på den anden side af klitten, hvor køretøjet ikke kunne ses fra stien. Uret på instrumentbrættet viste 19.22.
Solen var ved at gå ned, og han bemærkede, at Atlanterhavet var roligt som en lille dam. Himlen var klar bortset fra spredte skyer.
”Dejlig aften,” sagde han til Jill.
Hun åbnede døren og steg ud. Bud slukkede motoren og fulgte efter hende.
De så ud over den lange, hvide sandstrand. Der var 15 meter ned til vandkanten. Vandet glimtede med gyldne pletter i den nedgående sol, og en behagelig brise raslede i græsset på klitterne.
Bud så sig omkring for at se, om de var alene. Dune Road var den eneste vej til og fra dette kystområde, og han havde set nogle få biler på vej væk fra stranden, på vej tilbage til Westhampton, men ikke nogen, som kørte i deres retning.
Den smalle halvø sluttede 100 meter mod vest ved Moriches Stræde, og på den anden side af strædet kunne han ane Smiths Point County Park på Fire Island.
Det var onsdag, så de folk, der tilbragte weekenden i The Hamptons, var hjemme i byen, og eventuelle tilbageværende var godt i gang med cocktails. Desuden var der over en halv kilometer tilbage til det sted, hvor køretøjer skulle standse. ”Mon ikke vi har stranden for os selv,” sagde Bud.
”Det sagde jeg jo.”
Jill gik rundt om Exploreren og åbnede bagklappen. Bud kom hen til hende og sammen tog de nogle ting ud, herunder et tæppe, en køletaske, et videokamera og et fotostativ.
De fandt en beskyttet dal mellem to græsklædte klitter, Jill lagde tæppet ud og stillede køletasken fra sig, mens Bud stillede stativet og videokameraet op. Han tog linsedækslet af, kiggede gennem søgeren og rettede kameraet mod Jill, som sad barfodet på tæppet med benene over kors. Sceneriet blev oplyst af det sidste glimt af rødt sollys. Bud justerede zoomlinsen og trykkede på optageknappen.
Han sluttede sig til Jill på tæppet, mens hun åbnede en flaske hvidvin. Han tog to vinglas fra køletasken, og hun skænkede op.
De klinkede. ”Skål for sommeraftener og for os, sammen,” sagde han. De drak og kyssede hinanden.
De var begge klar over, at videokameraet optog deres billeder og stemmer, og de var en smule generte. Jill brød isen ved at sige: ”Kommer du tit her?”
Bud smilede. ”Det er første gang,” svarede han. ”Hvad med dig?”
De smilede til hinanden, og stilheden blev næsten akavet. Bud brød sig ikke om, at kameraet var rettet mod dem, men han kunne se idéen med det, når de senere kom tilbage til deres hotelværelse i Westhampton og afspillede båndet, mens de dyrkede sex i sengen.
De fik sig endnu et glas vin, og Jill, der var opmærksom på, at lyset var ved at forsvinde, tog initiativet. Hun satte sit glas på køletasken, rejste sig og tog sin strikkede top af.
Bud rejste sig og tog skjorten af.
Jill lod kakishortsene falde og sparkede dem væk. Hun stod et øjeblik i bh og trusser, mens Bud klædte sig af, hvorefter hun tog bh'en af og skubbede trusserne ned. Hun vendte sig mod kameraet, stak armene i vejret og vuggede i hofterne. ”Tada!” sagde hun så og bukkede mod kameraet.
De omfavnede hinanden og kyssede, og deres hænder løb op og ned over hinandens kroppe.
Jill flyttede Bud, så han stod med siden til linsen, hvorpå hun så mod kameraet og sagde: ”Blowjob, første optagelse.” Så lagde hun sig på knæ og udførte oralsex på ham.
Bud blev meget stiv, mens han blev blød i knæene. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med sine hænder, så han lagde dem på hendes hoved og lod fingrene løbe gennem det glatte, brune hår.
Bud fremtvang et smil i vished om, at kameraet fangede hans ansigtsudtryk, og han ville gerne se glad ud, når båndet blev afspillet senere. Men sandt at sige følte han sig både dum og forlegen.
Han kunne godt være en smule halvsjofel i blandet selskab, mens hun som regel var lavmælt og ærbar, selv om hun indimellem smilede eller sagde noget vittigt. Men i sengen kunne hun stadig overraske ham med sine vanvittige seksuelle eskapader.
Hun fornemmede, at han var lige ved at komme, og hun vippede tilbage på bagdelen. ”Den er i kassen,” sagde hun. ”Anden scene. Vin, tak.”
Bud hentede vinflasken.
Hun lå på ryggen og stak benene op i luften. ”Kvinsmagning,” sagde hun og spredte benene. ”Hæld op.”
Bud knælede mellem hendes ben og skænkede vinen op, hvorpå han uden yderligere sceneinstruktion begyndte at slikke hende.
Jill trak vejret tungt. ”Jeg håber, kameraet får det hele med,” lykkedes det hende dog at sige.
Bud kom op for at få luft og skævede til kameraet. ”Det gør det.”
Hun tog flasken og hældte resten af vinen ud over sin krop. ”Slik op.”
Han slikkede vinen af hendes stramme mave og faste bryster og lod tungen spille på hendes brystvorter.
Nogle minutter senere satte hun sig op. ”Jeg er klistret,” sagde hun, ”lad os bade nøgne.”
Bud rejste sig. ”Jeg synes, vi skal tage af sted,” sagde han. ”Vi kan tage brusebad på hotellet.”
Hun overhørte ham, klatrede op på den skærmende sandklit og så ud over havet. ”Kom. Anbring kameraet her, og lad os bade nøgne.”
Bud vidste bedre end at diskutere med hende, så han gik hurtigt hen til videokameraet, stoppede optagelsen og bar det så, sammen med stativet, op på toppen af klitten, hvor han stillede dets ben i sandet.
Bud så ud over sandet, havet og himlen. Bag ham var himlen stadig oplyst af solens døende stråler, men havet og vandet var nu mørkeblåt og lilla. Over sig kunne han se stjerner dukke frem, og han bemærkede de blinkende lys fra en højtflyvende flyvemaskine og skæret fra et stort skib i den fjerne horisont. Det var begyndt at blæse lidt op, og det kølede hans svedige, nøgne krop.
Jill så gennem søgeren og skiftede til tusmørkeindstilling, hvorpå hun indstillede fokus til uendeligt og zoomede ud til vidvinkel. ”Hvor er her smukt,” sagde hun og trykkede på optageknappen.
”Måske skulle vi ikke gå nøgne ned på stranden,” svarede Bud. ”Der kan være mennesker i nærheden.”
”Og hvad så? Hvis vi ikke kender dem, kan vi være ligeglade.”
”Ja, men lad os tage vores tøj ...”
”Lev livet farligt, Bud.”
Hun trådte ud fra klitten og gled og hoppede hele vejen ned ad skråningen til stranden.
Bud så til og beundrede hendes perfekte, nøgne krop, mens hun løb ned til vandet.
Hun vendte sig mod ham. ”Kom nu!” råbte hun.
Han løb ned ad skråningen og tværs over den flade strand. Han følte sig fjollet ved at løbe nøgen med sin tingest flag-rende i vinden.
Han indhentede hende, da hun nåede vandet, og hun vendte sig mod kameraet på klitten. Hun vinkede og råbte: ”Bud og Jill svømmer med hajerne.” Hun greb hans hånd, og de løb plaskende ud i det rolige ocean.
Det første chok over det kølige vand veg for en behagelig, rensende fornemmelse. De standsede, da det salte havvand nåede dem til hofterne, og de vaskede hinanden foran og bagpå.
Jill så ud over havet. ”Det er fortryllende.”
Bud stod ved siden af hende og sammen stirrede de tryllebundne af det glasagtige ocean og den lilla himmel, som foldede sig ud over dem.
Til højre for dem bemærkede Bud de blinkende lys fra en flyvemaskine, som befandt sig omkring 15 kilometer fra Fire Island i en højde af måske 3-4 kilometer. Bud holdt øje med flyet, mens det nærmede sig; de sidste stråler fra den nedgående sol reflekteredes i dets vinger. Flyet efterlod fire hvide kondensstriber på den dybblå himmel, og Bud gættede på, at det var lettet fra Kennedy Lufthavn omkring 100 kilometer mod vest og var på vej til Europa. Øjeblikket krævede romantik, så derfor sagde han: ”Jeg ville gerne have været om bord på det fly sammen med dig, på vej til Paris eller Rom.”
Hun lo. ”Du går i panik, bare du skal tilbringe en time på et lummert hotelværelse. Hvordan ville du forklare din kone, at du skulle til Paris eller Rom?”
Bud blev sur. ”Jeg går ikke i panik,” sagde han. ”Jeg er forsigtig. For din skyld. Kom, lad os gå ind.”
”Om et øjeblik.” Hun klemte om hans bagdel. ”Dette videobånd vil få fjernsynet til at gløde.”
Han var stadig sur og svarede ikke.
Hun greb om hans penis. ”Lad os gøre det her,” sagde hun. ”Øh ...” Hun så op og ned ad stranden og så på sandklitten med kameraet, som var rettet mod dem.
”Kom nu. Før der kommer nogen. Det bliver ligesom den scene fra "Herfra og til evigheden". ”
Der var en million gode grunde til, at de ikke skulle dyrke sex på en offentlig strand, men Jill holdt godt fat i en af de gode grunde til, at de skulle.
Hun tog hans hånd og ledte ham længere ind, hvor den blide brænding slubrede over det våde sand.
”Læg dig ned,” sagde hun.
Bud lagde sig i sandet, hvor havet trak sig tilbage og over-skyllede hans krop. Hun lagde sig oven på ham, og de elskede langsomt og rytmisk, sådan som hun godt kunne lide det, og hun gjorde det meste af arbejdet i sit eget tempo.
Bud blev en smule distraheret af brændingen, som rullede ind over hans ansigt og krop, og han var en smule nervøs ved at ligge så udstillet på stranden. Men et øjeblik efter sansede han ikke meget andet end området mellem sine ben, og han ville ikke have bemærket det, om så en tsunami væltede ind over ham.
Et øjeblik senere kom hun, og han ejakulerede i hende. Hun lå oven på ham og trak vejret tungt i nogle sekunder, placerede så et knæ på hver side af ham og satte sig op. Hun skulle lige til at sige noget, men stivnede så midt i en sætning og så ud over oceanet. ”Hvad ...?”
Han satte sig hurtigt op og fulgte hendes blik ud mod vandet over sin højre skulder.
Der steg noget op fra vandet, og det tog ham et øjeblik at genkende det som en glødende, rødorange ildstribe, der trak en hale af hvid røg efter sig. ”Hvad helvede ...?” Det lignede en fyrværkeriraket, som var blevet tilovers efter festlighederne på uafhængighedsdagen den 4. juli, men den var for stor, alt for stor - og den steg op fra vandet.
De så begge til, mens den hurtigt steg og øgede hastigheden på vej op mod himlen. Den fløj næsten i zigzag og drejede så.
Pludselig viste der sig et lysglimt på himlen efterfulgt af en enorm ildkugle. De kom lynhurtigt op at stå og stirrede målløse, mens stykker af brændende vragstumper begyndte at regne ned fra eksplosionsstedet. Omtrent et halvt minut senere rullede lyden af to eksplosioner hurtigt efter hinanden over vandet og fyldte luften omkring dem, så de instinktivt krympede sig. Derpå var der stilhed.
Den enorme ildkugle lod til at hænge i luften i lang tid, hvorefter den begyndte at synke, mens den blev brudt op i to-tre flammende dele, der styrtede ned med forskellig hastighed.
Et minut senere var himlen atter klar bortset fra hvid og sort røg, som blev oplyst nedefra af skæret fra ildebrande flere kilometer ude på det stille ocean.
Bud stirrede på den flammende horisont, så på himlen, og så atter på vandet, mens hans hjerte bankede.
”Åh gud ...” hviskede Jill. ”Hvad ...?”
Bud stod urørlig uden at fatte det, han lige havde set, men instinktivt vidste han, at det var noget forfærdeligt. Hans næste tanke var, at dette - hvad det så end var - var så stort og højlydt, at det ville trække folk til stranden. Han greb Jills arm. ”Lad os komme væk herfra,” sagde han. ”Hurtigt.”
De vendte rundt og spurtede hen over de 15 meter sandstrand og op ad klitten. Bud greb videokameraet og stativet, mens Jill masede sig ned ad den modsatte side af klitten. Bud fulgte efter. ”Få tøj på!” sagde han. ”Få tøj på!” De klædte sig begge hurtigt på og løb hen mod Exploreren. Bud bar fotostativet, Jill bar videokameraet, og de efterlod tæppet og køletasken.
De smed videoudstyret ind på bagsædet og hoppede ind på forsæderne, hvorefter Bud startede Exploreren og satte den i gear. De stønnede begge af anstrengelse. Han lod forlygterne være slukket, kørte med hjulspind tilbage til stien og drejede skarpt til højre. Han kørte forsigtigt i mørket ad naturstien, derpå over parkeringspladsen og ud på Dune Road, hvor han tændte lyset og satte farten op.
Ingen af dem sagde et ord.
En politibil nærmede sig i modsat retning og strøg forbi dem.
Mindre end fem minutter senere kunne de se lysene fra Westhampton på den anden side af bugten. ”Bud,” sagde Jill, ”Det var vist et fly, der eksploderede.”
”Måske ... måske var det en gigantisk signalraket ... som blev affyret fra en pram ... den eksploderede ...” tilføjede han, ”du ved ... som et festfyrværkeri.”
”Signalraketter eksploderer ikke på den måde. Signalraketter ligger ikke og brænder på vandet.” Hun skævede til ham. ”Et eller andet eksploderede i luften og styrtede i havet,” sagde hun. ”Det var en flyvemaskine.”
Bud svarede ikke.
”Måske skulle vi køre tilbage,” sagde Jill.
”Hvorfor?”
”Måske ... slap ... nogle folk ud. De har redningsveste, redningsflåder. Måske kan vi hjælpe til.”
Bud rystede på hovedet. ”Tingesten eksploderede bare. Det må være sket nogle kilometer oppe ... politiet er allerede på stedet,” tilføjede han. ”De har ikke brug for vores hjælp.”
Jill svarede ikke.
Bud drejede op på broen, som førte ind til den lille by Westhampton Beach. Deres hotel lå fem minutter derfra.
Jill lod til at være fordybet i tanker. ”Den lysstribe ...” sagde hun så, ”det var en raket. Et missil.”
Bud svarede ikke.
”Det lignede et missil, som blev affyret fra havoverfladen og ramte det fly,” sagde hun.
”Tja ... det hører vi sikkert om i nyhederne.”
Jill skævede til bagsædet og så, at videokameraet stadig var tændt; det optog deres samtale.
Hun rakte bagud og greb kameraet. Hun spolede båndet tilbage, drejede indstillingsknappen til Play, for at afspille båndet, og så derpå i søgeren, mens hun spolede hurtigt frem.
Hun trykkede på pauseknappen. ”Jeg kan se det,” sagde hun. ”Vi har det hele på bånd.” Hun afspillede båndet forlæns og baglæns adskillige gange. ”Bud,” sagde hun, ”kør ind til siden. Du skal se dette her.”
Han fortsatte med at køre.
Hun lagde videokameraet i skødet. ”Vi har det hele på bånd,” sagde hun. ”Missilet, eksplosionen, stykkerne, som falder ned fra himlen.”
”Jaså? Hvad kan du ellers se derinde?”
”Os.”
”Nemlig. Slet det.”
”Nej.”
”Slet det bånd, Jill.”
”Okay ... men vi må først se det på hotelværelset. Så kan vi slette det.”
”Jeg vil ikke se det. Slet det. Nu.”
”Det kan være ... bevismateriale, Bud. Nogen skal se det her.”
”Er du vanvittig? Der er ingen, der skal se os bolle på videobånd.”
Hun svarede ikke.
Bud klappede hendes hånd. ”Okay,” sagde han, ”vi afspiller det via fjernsynet på værelset. Så ser vi, hvad de siger i nyhederne. Så beslutter vi, hvad vi skal stille op, okay?”
Hun nikkede.
Bud skævede til hende og så, at hun knugede videokameraet til sig. Han vidste, at Jill Winslow var en af den slags kvinder, som faktisk kunne finde på at gøre det rigtige og overdrage båndet til myndighederne på trods af de personlige konsekvenser for hende. Og for ham. Han tænkte dog, at hun ville komme til fornuft, når hun så båndet i al dets utvetydighed. Hvis ikke blev han måske nødt til at lægge lidt magt bag sine ord.
”Ved du hvad,” sagde han, ”den ... hvad er det nu, den hedder? Den sorte boks. Flight recorderen. Når de finder den, vil de vide mere om det, der skete med flyet, end vi gør, eller hvad det bånd viser. Sådan en flight recorder er bedre end en videobåndoptager.”
Hun svarede ikke.
Han kørte ind på parkeringspladsen ved Bayview Hotel. ”Vi ved ikke engang, om det var et fly,” sagde han. ”Lad os se, hvad de siger i nyhederne.”
Hun steg ud af Exploreren og gik hen mod hotellet med videokameraet i hånden.
Han slukkede motoren og fulgte efter. Min tilværelse skal i hvert fald ikke gå op i røg, ligesom det fly, tænkte han.