Konklusioner: Analytikere fra CIA mener ikke, at et missil blev brugt til at nedskyde TWA 800 ... Der er overhovedet ingen beviser, hverken fysiske eller andre, for, at der har været anvendt et missil.
CIA ”Analytic Assessment”, 28. marts 1997
Hjemme.
Uden at have fået malaria eller være blevet bortført, kidnappet eller myrdet ankom jeg til JFK med en Delta-afgang fra London klokken 16.05 en fredag i begyndelsen af september efter at have tilbragt fyrre dage og fyrre nætter i Yemens ødemark.
Det er i øvrigt et lortested.
Kate befandt sig stadig i Dar es Salaam, men hun ville være hjemme mindre end en uge senere. Hun lod til at nyde Tanzania, e-mailede mig om de venlige folk, den gode mad, den interessante natur og så videre. Træd bare i det.
Hvorfor vi slap med korte udstationeringer, var et større mysterium, end at vi i første omgang blev eksilerede - hvilket slet ikke var noget mysterium. Jack Koenig og hans kollegaer troede måske, at en kort straf lærer én lektien, mens en lang afføder vrede og hævn.
Forkert. Jeg var stadig sur og ikke det mindste taknemmelig for min tidlige løsladelse.
Jeg kom hurtigt gennem told- og paskontrollen, eftersom jeg ikke havde andet med mig end min weekendtaske, et diplomatpas og en skjult antipati. Jeg havde efterladt mit safari-tøj i Yemen, hvor det hørte hjemme, og min Glock var blevet sendt hjem sammen med ambassadeposten. Jeg var klædt i beige slacks, en blå blazer og en sportsskjorte, som havde set godt ud, da jeg tog den på omtrent en dag tidligere.
Det var mærkeligt at være tilbage i civilisationen, hvis det er den rette betegnelse for JFK Internationale Lufthavn. Synsindtrykkene, lydene og lugtene - som jeg aldrig før har lagt mærke til - var skærende.
Det viste sig, at Aden faktisk ikke var Yemens hovedstad - det var et møghul af en by ved navn Sana, og jeg blev nødt til at tage dertil et par gange i fagligt øjemed, hvor jeg havde fornøjelsen af at møde ambassadør Bodine. Jeg præsenterede mig som en nær ven af John O'Neill, selv om jeg kun havde mødt den herre nogle få gange. Jeg blev ikke smidt ud, men jeg blev heller ikke inviteret til middag i ambassadørens residens.
Aden, hvor jeg var udstationeret, var den havneby, hvor Cole var blevet sprængt i luften, og den var også noget lort. Det bedste var, at Sheraton Hotel, hvor holdet boede, havde et træningscenter (marineinfanteriet måtte vise personalet, hvordan man satte udstyret sammen) og en swimmingpool (som vi måtte lære personalet at gøre rent), og jeg var solbrændt og slank, som jeg ikke har været, siden jeg blev ramt af tre kugler oppe i Washington Heights for omtrent fire år siden. Jeg havde holdt drikkeriet i Yemen på et minimum, lært at spise fisk, frem for at drikke som en, og oplevet kyskhedens glæder. Jeg følte mig som et nyt menneske, men det gamle menneske trængte til en drink, en hamburger og sex.
Jeg stoppede ved loungen og bestilte en øl og en hamburger i baren.
Jeg havde min mobiltelefon på mig, men jeg havde brugt den lige så lidt som min pik, så batteriet var dødt, og jeg bad bartenderen om at sætte min oplader i stikkontakten, hvilket han gjorde med glæde. ”Jeg har været i den arabiske ørken,” forklarede jeg.
”Pæn kulør.”
”Det er et sted, som hedder Yemen. Der er skidebilligt. Du skulle tage dertil. Folk er fantastiske derovre.”
”Jamen, velkommen hjem.”
”Tak.”
Det havde faktisk været muligt at få e-mails i Aden, gennem Yahoo! af en eller anden grund, og det var sådan, Kate og jeg holdt kontakt i tillæg til de lejlighedsvise internationale opkald. Vi nævnte aldrig TWA 800, men jeg havde masser af tid til at tænke over den sag.
Jeg havde sendt en e-mail til John Jay College of Criminal Justice og forklaret, at jeg var på en hemmelig og farlig mission for statsmagten, og at jeg måske kom et par dage for sent til undervisningen. Jeg foreslog, at de begyndte uden mig.
Fjernsynet over baren var indstillet på en nyhedskanal, og tilsyneladende var der ikke sket noget i mit fravær. Vejrmanden sagde, at det var endnu en smuk sensommerdag i New York, og at der var mere af samme slags i vente de følgende dage. Godt. Aden var en smelteovn. Det indre af Yemen var et helvede. Hvorfor bor der folk sådanne steder?
Jeg bestilte endnu en øl og skimmede et eksemplar af Daily News, som lå på bardisken. Der var ikke mange nyheder, så jeg læste sportssektionen og tjekkede mit horoskop. Du skal ikke blive overrasket, hvis du oplever både ekstase, jalousi, vrede og lykke på én og samme dag. Jeg ville slet ikke blive overrasket.
I Aden arbejdede jeg sammen med seks FBI-folk, herunder to kvinder, og fire New York-politifolk fra ATTF, hvoraf jeg kendte to, så det var helt fint. Foruden efterforskerne havde vi omtrent tyve marineinfanterister, bevæbnet til tænderne, og en otte mand stor aktionsgruppe fra FBI, hvis medlemmer på skift gjorde tjeneste som snigskytter på taget af Sheraton, hvilket hotellet vist nok brugte i deres marketingstrategi over for de få andre gæster.
Missionen omfattede også cirka et dusin diplomatiske sikkerhedsfolk og nogle få efterretningsfolk fra hæren og flåden samt, naturligvis, CIA, hvis identitet og antal var en stor hemmelighed, men jeg talte fire. Alle amerikanerne gik rimelig godt i spænd, fordi der ikke var andre at tale med på det gudsforladte sted.
Mine pligter i Aden bestod i at arbejde sammen med deres korrupte og forbløffende stupide efterretningsfolk for at finde spor af gerningsmændene bag angrebet på Cole. De fleste talte en slags engelsk, som var en rest efter den britiske kolonitid, men når mine holdkammerater og jeg blev for nysgerrige eller for aggressive glemte de deres andet sprog.
Nu og da anholdt den yemenitiske efterretningstjeneste de sædvanlige mistænkte og slæbte dem ned til politihovedkvarteret, så vi kunne se, at der skete noget i efterforskningen.
Cirka en gang om ugen blev fem-seks af folkene fra indsatsgruppen bragt til politistationen for at afhøre disse miserable, sølle skrog gennem uduelige og løgnagtige tolke i et ildelugtende forhørslokale uden vinduer. For vores skyld bankede efterretningsfyrene de mistænkte og fortalte os, at de var tæt på at fange de ”udenlandske terrorister”, som sprængte Cole i luften.
Personligt tror jeg, at disse mistænkte blev hyret på dags-basis, men jeg satte pris på politiets afhøringsmetoder. Det mener jeg selvfølgelig ikke.
Og så var der ”meddelerne”, som gav os ubrugelige tips til gengæld for et par dollars. Jeg vil sværge på, at jeg så nogle af disse meddelere i politiuniform rundt omkring i byen på de dage, hvor de ikke var meddelere.
I bund og grund var vores indsats aldeles nyttesløs, og vores tilstedeværelse rent symbolsk; sytten amerikanske søfolk var døde, et amerikansk krigsskib var blevet dekommissioneret, og regeringen havde brug for at vise, at vi foretog os et eller andet. Men da John O'Neill faktisk forsøgte at foretage sig noget, fik han sparket.
Interessant nok var det en uge tidligere rygtedes i Yemen, at John O'Neill havde forladt FBI og nu arbejdede som sikkerhedskonsulent for World Trade Center. Jeg burde tale med ham om et job - afhængig af, hvordan historien med TWA endte; enten ville jeg være meget ansættelsesværdig eller evigt arbejdsløs.
I sine e-mails fortalte Kate, at hun havde langt større held i Tanzania, hvor statsmagten var behjælpelig, hvilket delvis skyldtes, at de havde mistet hundredvis af borgere i bombeangrebene mod de amerikanske ambassader.
Statsmagten i Yemen var på den anden side ikke blot uvillig til at hjælpe, den var også upålidelig og fjendtligsindet, og chefen for deres efterretningstjeneste, en slimet fætter ved navn oberst Anzi, som vi gav øgenavnet oberst Nazi, fik Jack Koenig til at ligne Mother Teresa.
Der havde været et moment af fare i Yemen, og vi gik altid rundt med skudsikre veste og bevæbnede marineinfanterister eller folk fra aktionsgruppen. Vi blandede os ikke med de lokale, og jeg gik i seng med mrs. Glock hver aften.
Vores hotel var få år tidligere blevet beskudt med morterer og raketter af en eller anden oprørsgruppe, men alle medlemmerne af den var døde nu, og vi skulle blot bekymre os om de terrorister, som sprængte Cole i luften og utvivlsomt ønskede at sprænge Sheraton Hotel i luften ved først givne lejlighed.
I mellemtiden hyggede min elskede Kate sig grundigt i Dar es Salaam. Jeg fik endnu en øl, fik fantasien i omdrejninger og opdigtede historier om vilde stammeryttere, som angreb min Jeep på vej til Sana, om at blive angrebet af snigmordere i kasbaen og med nød og næppe undgå at blive bidt af en dødbringende kobra, som yemenitiske efterretningsfolk havde anbragt i min seng.
Alt det kunne jo være sket. Jeg overvejede at prøve en af disse historier på bartenderen, men han havde travlt, så jeg bad ham blot om at få min mobiltelefon tilbage.
Jeg ringede til Dom Fanellis mobiltelefon, og han tog den.
”Jeg er tilbage,” sagde jeg.
”Hej! Jeg var bekymret for dig. Jeg har fulgt med i nyhederne fra Kuwait hver eneste dag.”
”Jeg var i Yemen.”
”Er det sandt? Nå, men det er vel det samme, ikke?”
”Sikkert. Jeg er i JFK. Jeg kan ikke tale længe, hvis de stadig skulle holde øje med mig. Hvor er du henne?”
”På kontoret. Men jeg kan godt tale.”
”Godt. Hvordan har min lejlighed det?”
”Fint ... jeg ville have gjort rent, hvis jeg havde vidst ... nå, hvordan var Yemen?”
”Det er en velbevaret hemmelighed.”
”Jaså? Hvordan var sildene?”
”Det var sgu ligesom at være i Skandinavien, bortset fra at solen skinnede.”
”Hold da kæft. Har de nudiststrande?”
”Kvinder har slet ikke lov til at være iklædt badetøj på stranden.” Hvilket var sandt.
”Mama mia! Måske skulle jeg søge job i ATTF.”
”Skynd dig, før rygtet spreder sig.”
”Ja, sikkert. Du tager pis på mig, ikke? Hvordan har Kate det?” spurgte han.
”Hun kommer hjem om nogle dage.”
”Skønt. Lad os gå i byen sammen.”
”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Jeg har orlov i ti dage, og jeg holder lidt ferie, så Kate og jeg tager til Paris.”
”Herligt. Det har du fortjent. Hvad skal du lave i aften?”
”Hvad tror du?” ”Nå ja, navnene.”
”Jeg bliver nødt til at lægge på om lidt, Dom. Lad mig høre.”
”Okay, glem Gonzalez Perez, Christopher Brock, to muligheder, som passer: en i Daytona Beach, en i San Francisco. Vil du have detaljer?”
”Fyr løs.”
Han gav mig adresserne og telefonnumrene, og jeg skrev dem ned på en cocktailserviet.
”Roxanne Scarangello,” sagde han. ”Jeg tror, jeg har fundet den rigtige. Er du klar til at skrive?
”Jeg er klar.”
”Okay ... hvor lagde jeg den ...?”
”På opslagstavlen?”
”Nej ... den er her. Okay, Scarangello, Roxanne, alder syvogtyve, i gang med tredje år af et ph.d.-studium på University of Pennsylvania ... det ligger i Philadelphia. Hun har en bachelor-og mastergrad fra samme sted - sikken en gang pis og papir.”
”Er hun aktiv studerende?”
”Ja. Hun er i hvert fald indskrevet. Hun skulle faktisk begynde i dag.”
”Aktuel adresse?”
”Hun bor på Chestnut Street sammen med en kæreste ved navn Sam Carlson. Det er hendes mama ikke glad for.” Han gav mig adressen samt lejligheds- og telefonnummer. ”Jeg lavede for øvrigt et standardkredittjek på hende - de skide kreditfirmaer har mere baggrundsmateriale om folk, end FBI har - og jeg fandt ud af, at hun plejede at arbejde om sommeren på Bayview Hotel i Westhampton Beach. Det er hende, ikke?”
”Nemlig.”
”Jeg fik endda et fotografi fra universitetets årbog. Hun ser godt ud. Vil du have det?”
”Måske. Er der andet? Kriminelt? Civilt?”
”Nej. Hun er et ubeskrevet blad. Men det er ikke til at se, hvad hun lever af, ud over måske af sin kæreste, men han er studerende, og hans kreditrapport er også noget lort. Desuden foretog jeg et baggrundstjek af hendes forældre, som ikke ligefrem er rige.”
”Stipendiat?”
”Nemlig. Et eller andet studiestipendium. Og med tanke på, hvad du har gang i, tjekkede jeg det yderligere og opdagede, at det er et statsligt stipendium, men det kan jo bare være et tilfælde.”
”Måske. Flot arbejde.”
”Det var pærelet. Lad os mødes over en øl. Du skylder mig en.”
”Det gør jeg, men jeg har jetlag.”
”Pis med dig. Du vil til Philadelphia. Tag lige en slapper, John. Lad os mødes på Judson Grill. Der er fyldt med Hampton-tøser, som lige er kommet fra ferie. Måske kan du finde et spor der.”
Jeg smilede. ”Dom,” sagde jeg, ”jeg har holdt pikken i bukserne i seks uger. Lad være med at friste mig.”
”Seks uger? Hvordan ved du så, at den stadig virker?”
”Tag hen og steriliser min lejlighed. Jeg kommer hjem sent i aften eller i morgen tidlig. Ciao.”
”Ciao, baby. Velkommen hjem. Tænk dig om, før du handler ... du har sikkert ikke lyst til at tage tilbage til Yemen.”
”Tak.” Jeg slukkede mobiltelefonen, betalte derpå barregningen og gav bartenderen fem dollars for elektriciteten.
Jeg gik ud i terminalen, hvor et digitalur viste, at klokken var 17.01, og jeg stillede mit ur tilbage til jordtid.
Jeg havde faktisk jetlag, jeg havde haft det samme tøj på i mere end en dag, og jeg kunne helt ærligt give en kameljockey fra Yemen brækfornemmelser.
Jeg burde tage hjem, men jeg var på vej til Philadelphia.
Jeg gik hen til Hertz-skranken og lejede en mellemstor Ford Taurus, og mindre end en halv time senere befandt jeg mig på Shore Parkway på vej til Verrazano-broen med radioen spillende og min mobiltelefons oplader tilsluttet cigarettænderen.
Jeg ringede til min telefonsvarer og hørte en snes beskeder fra folk, som tilsyneladende var overraskede eller forvirrede over, at vi var i udlandet. Der var omtrent seks beskeder fra Dom Fanelli, som lød: ”Kate, John - er I kommet hjem? Jeg ville lige tjekke lejligheden for jer. Okay, jeg skulle bare lige høre.”
Og det er ham, der fortæller mig, at jeg skal være forsigtig. Kriminalbetjent Fanelli risikerede selv at ende som drabsoffer.
Jeg slukkede mobiltelefonen og lod den forblive tilsluttet opladeren. Min personsøger havde faktisk ikke fungeret i Yemen, men jeg havde fulgt Jacks ordrer og ladet den være tændt hele tiden, så nu var batteriet dødt. Men den var tændt.
Jeg huskede også, at mr. Koenig havde givet mig en direkte ordre om ikke at blande mig i sagen om TWA 800. Jeg skulle have bedt ham om at uddybe det, hvilket jeg ville gøre næste gang, jeg så ham.
Jeg kørte over Verrazano, tværs over Staten Island, over Goethals-broen, derpå ud på I-95 i New Jersey og sydpå mod Philadelphia. Jeg burde kunne være fremme mindre end to timer senere.
Roxanne Scarangello. Måske vidste hun ikke noget, men hvis Griffith og Nash havde talt med hende, så måtte jeg også gøre det.
Jeg var fem år og to måneder bagefter i denne sag, men det er aldrig for sent at få genåbnet en sag.
For en newyorker var Philadelphia - som ligger omkring 160 kilometer syd for centrum - ligesom Frihedsgudinden: historisk, tæt på og noget, man ikke ville spilde tid på.
Ikke desto mindre har jeg været et par gange i The City of Brotherly Love til politikonferencer og nogle gange til baseballkampe mellem Phillies og Mets, så jeg kender godt stedet. Med en omskrivning af W.C. Fields, ville jeg alt i alt hellere have været i Yemen. Det er bare for sjov.
Omkring klokken 19.30 kørte jeg op foran en femetagers boligblok på Chestnut Street 2201 ikke langt fra Rittenhouse Square.
Jeg fandt en parkeringsplads på gaden, steg ud af min lejede bil og strakte mig. Jeg ringede til Roxanne Scarangellos lejlighed, og en kvindestemme svarede: ”Hallo?”
”Må jeg tale med Roxanne Scarangello?”
”Det er mig.”
”Mit navn er John Corey, og jeg arbejder i FBI. Jeg vil gerne tale med dig.”
Der var en lang pause. ”Om hvad?” spurgte hun så.
”Om TWA 800.”
”Jeg har fortalt alt, hvad jeg ved om det, og det er fem år siden. I sagde, I aldrig ville kontakte mig igen.”
”Der er dukket noget nyt op. Jeg står uden for din lejlighed. Må jeg komme op?”
”Nej, jeg er ... ikke klædt på.”
”Hvorfor klæder du dig så ikke på?”
”Jeg ... jeg skal ud at spise, og jeg er sent på den.”
”Jeg kan køre dig.”
”Jeg kan gå.”
”Så følges jeg med dig.”
Jeg hørte noget, der lød som et dybt suk. ”Okay,” sagde hun så. ”Jeg kommer ned med det samme.”
Jeg slukkede min mobiltelefon og ventede uden for boligblokken, hvilket lod til at være et anstændigt sted, på en gade med vejtræer, inden for gåafstand af Univerisity of Pennsylvania, et meget dyrt og fint universitet.
Det var næsten mørkt, og det var en klar aften. Den blide brise bar en duft af efterår med sig.
Man påskønner ikke den slags, før man rejser væk, og hvis man er heldig, får man lov til at påskønne det med nye øjne og ører.
Amerika.
Det var en slags forsinket reaktion, og jeg havde lyst til at kysse jorden og synge God Bless America.
En høj, smuk ung kvinde med langt, mørkt hår, klædt i sorte jeans og en sort sweater, kom ud fra boligblokken.
”Mit navn er John Corey, FBI's indsatsgruppe,” sagde jeg høfligt. Jeg holdt mit id-kort op. ”Tak, fordi jeg må tage lidt af din tid.”
”Jeg har altså fortalt alt, hvad jeg ved,” svarede hun, ”hvilket næsten ikke er noget.”
Det tror du, Roxanne. ”Lad os følges lidt ad,” sagde jeg.
Hun trak på skuldrene, og vi begyndte at gå mod Rittenhouse Square. ”Jeg skal mødes med min kæreste til middag,” sagde hun.
”Jeg har også en middagsaftale, så jeg skal ikke opholde dig.”
Mens vi gik, stillede jeg hende nogle ligegyldige spørgsmål om universitetet, hendes første undervisningsdag, Philadelphia og om hendes ph.d-studium, som var i engelsk litteratur.
Jeg gabte. ”Keder jeg dig?” spurgte hun.
”På ingen måde. Jeg er blot lige kommet tilbage fra Mellemøsten. Se, hvor solbrændt jeg er. Vil du se min billet?”
Hun lo. ”Nej, jeg tror på dig. Hvad lavede du der?”
”Sikrede demokratiet i verden.”
”Du kunne begynde her.”
Jeg kom i tanke om, at jeg talte med en universitetsstuderende. ”Du har fuldstændig ret,” svarede jeg.
Så plaprede hun løs om det seneste præsidentvalg, mens jeg nikkede og kom med bekræftende lyde.
Vi nåede hen til en restaurant ved navn Alma de Cuba i nærheden af Rittenhouse Square og gik indenfor. Det var et finere, ret trendy sted, og jeg spekulerede på, hvor stort Roxannes stipendium var.
Hun forslog, at vi tog en drink, mens vi ventede på hendes kæreste.
Der var en cocktailbar bagerst i lokalet, som var pyntet op med skodder i kolonistil og sort-hvide fotografier af det gamle Cuba på de hvide vægge. Vi fandt et bord og bestilte en karaffel hvid sangria til hende og, for at fortsætte temaet, en Cuba libre til mig.
”Lad mig gå lige til sagen,” sagde jeg til hende. ”Du var den stuepige, som gik ind på værelse 203 på Bayview Hotel i Westhampton omkring middagstid den 18. juli 1996, dagen efter TWA 800 var styrtet ned. Er det korrekt?”
”Det er korrekt.”
”Der havde ikke været andre stuepiger eller andet personel derinde før dig. Er det korrekt?”
”Ikke så vidt jeg ved. Gæsterne var ikke tjekket ud, og de tog ikke telefonen eller åbnede døren, da jeg bankede på. Der var desuden et skilt med 'Vil ikke forstyrres' på døren.”
Det var første gang, jeg havde hørt om det. Men det gav mening, hvis Don Juan og hans dame ville lægge afstand og tid mellem dem selv og hotellet. ”Og du åbnede med hovednøglen?” sagde jeg.
”Ja, det var fremgangsmåden efter udtjekningstidspunktet klokken elleve.”
Vores drinks ankom. Jeg skænkede op til hende, og vi klinkede.
”Kan du huske navnene på de FBI-folk, som først afhørte dig?” spurgte jeg.
”Ikke efter fem år. De præsenterede sig kun ved deres fornavne.”
”Tænk godt efter.”
”En af dem havde vist et irsk navn,” svarede hun.
”Sean? Seamus? Giuseppe?”
Hun lo. ”Det er ikke irsk.”
Jeg smilede. ”Liam, måske.”
”Nemlig. Den anden hed ... jeg kan ikke huske det. Ved du det ikke?”
”Jo, det var sikkert Ted.”
”Det var det vist. Han så godt ud.”
Og han var et røvhul. ”Leder I stadig efter det par?” spurgte hun. ”Er det dem, det drejer sig om?”
”Jeps.”
”Hvorfor er det så vigtigt?”
”Det finder vi ud af, når vi finder dem.”
”De var sikkert ikke gift med hinanden,” oplyste hun mig. ”De ønskede ikke at blive fundet.”
”Tja, men de trængte til ægteskabsrådgivning.”
Hun smilede. ”Ja, det er sandt.”
”Viste FBI dig en fantomtegning af manden?” spurgte jeg.
”Ja, men jeg kunne ikke genkende ham.”
”Hvad med den kvinde, han var sammen med?”
”Nej, hende så jeg aldrig en tegning af.”
”Okay,” sagde jeg, ”du gik altså ind på værelset og hvad så?”
”Tja ... jeg bankede hårdt på døren for det tilfælde, at de for eksempel var ude på badeværelset. Men jeg kunne se, at de var rejst. Der lå ikke noget og flød. Så jeg trak min vogn ind og begyndte at tage sengetøjet af.”
”Okay, så de havde altså sovet i sengen?”
”Det tror jeg ikke ... men dynerne lå i sengens fodende, tæppet var væk, så de havde nok bare ligget på sengetøjet for at tage en lur, se fjernsyn eller ... et eller andet. Men sengen så ikke ud til at være sovet i.” Hun lo. ”Jeg blev rigtig god til at skelne mellem de finere nuancer for anvendelse af hotelværelser.”
”Jeg har ikke læst engelsk som hovedfag. Hvad er 'finere nuancer'?”
Hun lo igen. ”Du er sjov.” Hun overraskede mig ved at tænde en cigaret. ”Jeg ryger kun, når jeg drikker,” sagde hun. ”Vil du have en?”
”Okay.” Jeg tog en cigaret, og hun tændte den for mig. Jeg har røget, så jeg fik ikke røgen galt i halsen.
”Tæppet manglede altså?” sagde jeg.
”Ja. Og jeg noterede mig, at jeg skulle sige det til oldfruen.”
”Mrs. Morales.”
”Nemlig. Gad vide, hvad der blev af hende.”
”Hun er der endnu.”
”Skøn kvinde.”
”Ja, det er hun. Kendte du Lucita? Rengøringsdamen?”
”Nej, det gjorde jeg ikke.”
”Hvad med Christopher Brock, receptionisten?”
”Ham kendte jeg, men ikke særlig godt.”
”Talte du med ham, efter FBI havde udspurgt dig?”
”Nej, vi fik besked på ikke at tale med nogen om det. Og det betød alle.”
”Hvad med bestyreren, mr. Rosenthal? Talte du med ham?”
”Han ville tale med mig om det,” svarede hun, ”men jeg sagde, jeg ikke måtte.”
”Okay. Og du holdt op på hotellet kort efter den dag?”
Hun svarede ikke lige med det samme. ”Ja, det gjorde jeg,” sagde hun så.
”Hvorfor?”
”Ved du ikke det?”
”Niks.”
”Tja ... FBI-folkene sagde, at det ville være bedst, hvis jeg sagde op på hotellet. Fordi jeg måske ville blive fristet til at tale med journalister, og måske ville jeg blive chikaneret af mediestormen og alt det der. Jeg sagde, at jeg ikke havde råd til at sige op, men de lovede, at de ville kompensere for min manglende løn, hvis jeg rejste og ... holdt min mund.”
”Det var en ret god aftale.”
”Det var det. Det var jo småpenge for statsmagten. De betaler jo landmænd for ikke at dyrke afgrøder, ikke?”
”Jo. De betaler mig for ikke at tage mig af planterne på kontoret.”
Hun smilede.
”Hvad var det, som FBI ikke ønskede, du skulle tale om?” spurgte jeg.
”Det var netop det. Jeg vidste ingenting. Men der var en masse snak om parret i værelse 203. FBI-folkene troede, at de var taget til stranden og havde set flystyrtet. Det virkede ikke særlig vigtigt, men de gjorde et stort nummer ud af det, og journalisterne fik nys om, at der var noget fat. Før jeg havde set mig om, havde jeg så sagt op og var rejst.”
Jeg nikkede. FBI kom farende med fuld udrykning, lavede rav i den og forsøgte så at tørre lortet op med penge.
”Hjalp de dig med at få dit stipendium?” spurgte jeg.
”På en måde, tror jeg nok. Ved du ikke det?”
”Det er ikke min afdeling.”
Roxannes mobiltelefon ringede, og hun tog den. Jeg kunne høre, hun talte med sin kæreste, og hun sagde til ham: ”Ja, jeg er her. Men giv dig bare god tid. Jeg sidder i baren, og jeg løb ind i en af mine gamle lærere. Jeg klarer mig. Vi ses.” Hun afbrød forbindelsen. ”Det var Sam,” sagde hun, ”min kæreste. Han er hjemme i lejligheden nu ... var det ikke meningen,” tilføjede hun, ”at jeg aldrig mere måtte nævne TWA 800?”
”Det er korrekt.”
”Var det så ikke godt fundet på?”
”Fremragende. Ligner jeg en universitetslærer?”
Hun lo. ”Nej. Men det gør du, når Sam kommer.”
Karaffel to, Cuba libre to.
”Nå,” sagde jeg, ”fortæl mig om det, du gjorde og så i det værelse. Fortæl mig om de ting, som du måske lugtede til eller rørte ved, som forekom unormale. Jeg vil også høre om det, som var fuldstændig normalt.”
”For pokker da ... det er fem år siden.”
”Det ved jeg. Men hvis du begynder at fortælle, vil du komme i tanke om det.”
”Det tvivler jeg på. Men, okay ... jeg gik ud på badeværelset, fordi det er den mindst behagelige del af jobbet, og jeg ville have det overstået. Jeg begyndte med brusebadet ...”
”Havde de brugt brusebadet?”
”Ja, men ikke den morgen. Jeg kunne se, at det var blevet brugt, måske aftenen før. Sæbe og brusekabine var tør, og det samme var de brugte håndklæder. Jeg husker, jeg fortalte en af FBI-folkene, at badeværelset næsten virkede ubenyttet. Blot et hurtigt brusebad og ud.”
”Var der sand på gulvet? I sengen?”
”Der var strandsand i badeværelset. Det fortalte jeg FBI-fyren.”
”Okay, og så gik du atter ind i soveværelset.”
”Ja. Jeg tømte først papirkurvene, derpå askebægerne ...”
”Røg de?”
”Nej ... det tror jeg ikke. Men det var min rutine.”
”Prøv, om du kan adskille dette værelse fra de hundredvis af andre værelser, du har gjort rent.”
Hun lo. ”Okay. Det er nærmere tusindvis i løbet af tre somre derude.”
”Det ved jeg, men du blev udspurgt i lang tid om netop dette værelse. Så derfor kan du huske, hvad du sagde til de FBI-folk, ikke sandt?”
”Faktisk,” sagde hun, ”blev jeg ikke afhørt så længe. De spurgte mig blot, hvad jeg gjorde og havde set på værelset, og takkede mig så.”
Jeg nikkede. Hverken Liam Griffith, som sikkert var fra OPR, eller Ted Nash fra CIA vidste, hvordan man vred et vidne tør for oplysninger. De var ikke fra kriminalpolitiet. Det var jeg. ”Efterlod dette par drikkepenge?” spurgte jeg.
”Nej.”
”Se selv? Det huskede du.”
Hun smilede. ”Fedterøve.”
”Jeg giver drinksene i aften.”
”Godt.”
”Okay, hvad var der i papirkurvene?”
”Det kan jeg virkelig ikke huske. Bare det sædvanlige. Papirlommetørklæder. Den slags.”
”Hvad med en kassette til et videobånd?”
”Nej ... tror du, de optog sig selv ... altså, mens de gjorde det?”
”Det ved jeg ikke. Hvad med cellofan, tyggegummiindpakning, prismærker, kvitteringer på hvad som helst?”
”Nej ... men der lå hæfteplaster i askebægeret.”
”Var der noget blod?”
”Nej.”
”Okay, fortæl mig, hvordan du gjorde et værelse rent. Et hvilket som helst værelse.”
”Nogle gange varierede jeg det, fordi det var dødssygt, men jeg havde en rutine.” Hun fortsatte med at give mig en lektion i værelsesrengøring, som jeg faktisk kunne få brug for, hvis min rengøringskone døde.
”Og der var helt sikkert læbestift på glasset?” spurgte jeg hende.
”Ja. Jeg tror, det var det første, som fik mig til at tro på, at der havde været en kvinde på værelset.”
”Andre tegn på en kvinde? Pudder? Makeup? Lange hår?”
”Nej, men man kunne se, at der havde været to derinde. Begge puder var mast sammen. Der var brugt en masse håndklæder.” Hun smilede. ”Fyre bruger kun ét håndklæde, kvinder bruger dem alle og ringer efter flere.”
”Jeg vil ignorere den sexistiske bemærkning.”
Hun smilede igen og gav sig selv en lussing. Hun var enten meget nuttet, eller også havde jeg været for længe i ørkenen.
Hun fortsatte, og hendes hukommelse blev bedre af vinen og cigaretterne.
”Er dette mere eller mindre, hvad du fortalte folkene fra FBI?”
”Mest mindre. Hvorfor er det vigtigt?”
”Det ved man ikke, før man spørger.”
Hun tændte endnu en cigaret og bød mig en, hvilket jeg afslog.
Jeg indså, at min tid med Roxanne var ved at løbe ud; det tog jo kun et kvarter at gå fra hendes lejlighed, men hvis jeg havde været hendes kæreste, ville jeg have klaret det på 10 minutter.
Hun fornemmede, at jeg var ved at pakke sammen. ”Bliv, og hils på Sam,” sagde hun.
”Hvorfor?”
”Du vil kunne lide ham.”
”Vil han kunne lide mig?”
”Nej. Men det er også tanken med det.”
”Nu skal du ikke være strid.”
Hun lo og sagde derpå: ”Helt ærlig. Bliv.”
”Tja ... jeg kunne bruge en kop kaffe, før jeg kører tilbage til New York.”
”Bor du i New York?”
”Ja, på Manhattan?”
”Der vil jeg gerne bo, når jeg bliver færdig på uni.”
”God idé.” Jeg gjorde tegn til tjeneren og bestilte kaffe.
Roxanne og jeg småsludrede, hvilket jeg kan gøre, mens mine tanker er et andet sted. Jeg var jo ikke taget helt fra Yemen til Philadelphia bare for at flirte med en studine. Eller var jeg?
Kæresten var forsinket. Roxanne var ved at være småfuld, og den ene halvdel af min hjerne befandt sig stadig i en kilometers højde, mens den anden sejlede i rom.
Jeg ville egentlig gå, men et eller andet holdt på mig. Træthed, sikkert, måske Roxanne eller måske en instinktiv fornemmelse af, at der ville dukke et eller andet op, hvis jeg sad der længe nok, stillede de rigtige spørgsmål eller lyttede mere indgående.
Min kaffe ankom i et stort krus. Jeg skyllede kaffen ned og bestilte et krus til. Jeg sludrede med Roxanne, mens jeg spekulerede på, om der kunne være noget, jeg havde glemt.
”Var fjernsynet tændt, da du gik ind på værelset?” spurgte jeg. ”Du ved, ligesom når folk lader det være tændt, så det ser ud, som om de stadig er der.”
Hun skoddede sin cigaret. ”Er vi tilbage i værelset?” spurgte hun.
”Blot et øjeblik.”
”Nej, det var ikke tændt. Faktisk så tændte jeg for det,” tilføjede hun.
”Hvorfor?”
”Det var ikke tilladt at se fjernsyn, mens man arbejdede, men jeg ville se nyhederne om TWA 800.”
”Jeg skal nok lade være med at sladre. Nå, hvad sagde de så i nyhederne?”
”Det husker jeg ikke præcist.” Hun rystede på hovedet. ”Det var virkelig rædselsfuldt,” sagde hun.
”Ja, det var det.” Måske kan du hjælpe mig med noget.
Dette par tjekkede ind omkring klokken 16.30. Okay? Fyren tjekkede ind alene. Næste gang, man så dem, var klokken omkring 19.00, da stuepigen, Lucita, så dem med sengetæppet på vej ud til deres bil. Ingen har tilsyneladende set dem i de mellemliggende to og en halv time. Så jeg spekulerer på, hvad de foretog sig i den tid. Hvad foretager folk sig derude sent om eftermiddagen?”
”Spørger du mig om det? Det ved jeg ikke. De går vel ud og shopper, får en drink. Kører en tur eller ... måske,” tilføjede hun, ”bliver de på værelset. Det var måske grunden til, at ingen så dem.”
”Måske ... men det er lang tid at opholde sig på et hotelværelse på en dejlig dag.”
Hun smilede til mig. ”Måske blev de romantiske,” sagde hun. ”Det var jo grunden til, at de var der. De havde sex, de tog en lur, de så fjernsyn eller satte et bånd på.”
”Måske.” Problemet var, at jeg rigtig gerne ville have, at de var gået ind i hotelbaren og havde betalt for drinks med et kreditkort eller havde efterladt en kvittering fra en lokal forretning i skraldespanden. Men det havde de altså ikke gjort.
Jeg lænede mig tilbage og gabte. Jeg løb tilsyneladende ind i en mur med hensyn til de manglende to og en halv time, men måske var det ikke vigtigt. En lur kunne redegøre for den tid, og det kunne et eftermiddagsprogram i fjernsynet eller sex-før-strandtur også, og ingen af de aktiviteter ville efterlade et papirspor ... ”Hvad mener du med at sætte et bånd på?”
”Et videobånd.”
”Der var ikke nogen videobåndoptager på værelset.”
”Det var der dengang.”
Jeg nikkede. Dengang var det almindeligt med videobåndoptagere på hotelværelser, men i dag, med satellit- og kabeltv, porno-på-bestilling og så videre, havde mange hoteller skilt sig af med videobåndoptagerne. På værelse 203 var der for eksempel ikke længere en videobåndoptager, men det havde der tilsyneladende været engang. ”Kan du huske, om videobåndoptageren var tændt?” spurgte jeg.
”Det tror jeg, den var. Ja ... jeg slukkede for den.”
”Tjekkede du, om der var et bånd i videobåndoptageren?” spurgte jeg.
”Ja. Jeg trykkede på Eject, men der kom ikke noget ud. Det er en del af rutinen,” tilføjede hun. ”Film, som gæsterne selv har medbragt og glemt, skal afleveres i receptionen i tilfælde af, at folk ringer og spørger efter dem. Biblioteksbånd blev afleveret direkte til biblioteket eller i receptionen.”
”Hvilket bibliotek?”
”Hotelbiblioteket. Der er et bibliotek, hvor man kan låne videobånd.”
”Hvor?”
”På Bayview Hotel. Hør nu efter.”
Jeg satte mig op. ”Fortæl mig om det videobibliotek.”
”Har du været på hotellet?”
”Ja.”
”Lige når man kommer indenfor, er der en slags bibliotek. De sælger ugeblade og aviser, og de udlåner bøger og video-bånd.”
”Man kan altså låne et videobånd?”
”Det er jo det, jeg siger.”
”Blev dette nævnt på nogen måde, da du talte med FBI?”
”Nej.”
Jeg lænede mig tilbage og stirrede ud i intetheden. Det var ikke tænkeligt, at Liam Griffith og/eller Ted Nash havde over-set dette. Eller var det? Jeg mener, selv jeg, John Corey, havde overset betydningen af biblioteket, da jeg så det, og jeg er trods alt fra kriminalpolitiet.
Men måske var jeg blevet overdrevent ekstatisk eller optimistisk. ”Kostede det noget at leje en videofilm?” spurgte jeg Roxanne. ”Et depositum?”
”Nej. Man skulle bare kvittere for det. Det samme gjaldt bøger.” Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Sig mig,” spurgte hun så, ”tror du, denne fyren kvitterede for et bånd ... og på den måde efterlod et navn?”
”Du skulle være detektiv.”
Hun var ved at blive varm og spurgte: ”Det var det, de foretog sig på værelset den eftermiddag. De så en film. Det er grunden til, at videobåndoptageren var tændt.” Hun tænkte et øjeblik. ”Faktisk stod der to puder op mod hovedgærdet, som om de havde set fjernsyn.”
Jeg nikkede. Hvis Don Juan kvitterede for et bånd, ville han næppe underskrive med sit rigtige navn. Men hvis damen kvitterede, så havde hun måske gjort det.
”Skulle man vise en eller anden slags id for at låne en bog eller et videobånd?” spurgte jeg Roxanne.
”Det tror jeg ikke. Man skulle vist blot skrive navn og værelsesnummer. Du skulle spørge på hotellet,” tilføjede hun.
Jeg nikkede og spurgte: ”Hvad kvitterede gæsterne i? En bog. På et kort?”
Hun tændte endnu en cigaret. ”Det var et af disse kvitteringshæfter med lyserødt karbonpapir,” svarede hun. ”Gæsten skrev navnet på bogen eller filmen på kvitteringen, underskrev den og noterede værelsesnummeret. Når gæsten - eller stuepigen - lagde bogen eller videobåndet tilbage, fik de den lyserøde karbonkopi som kvittering med påskriften 'afleveret'. Enkelt.”
Jeg tænkte på mr. Leslie Rosenthal og hans arkiv, som kunne gøre Kongresbiblioteket til skamme. Fyren var en tuskrotte, og han smed sikkert ikke engang sit tyggegummipapir bort. ”Mr. Rosenthal,” sagde jeg, ”som jeg havde fornøjelsen af at møde, virkede som en, der holder af at gemme ting.”
Hun smilede. ”Ja, han er en smule analfikseret.”
”Kender du ham?”
”Han kunne godt lide mig.”
”Tog han dig nogensinde med ned i kælderen, så du kunne se hans arkiv?”
Hun lo og tænkte sig om et øjeblik. ”Kvitteringshæfterne fra biblioteket kunne være dernede,” sagde hun.
”Vær sød at holde alt dette for dig selv,” sagde jeg til hende.
”Jeg har ikke sagt et kvæk i fem år.”
”Godt.”
Jeg tænkte mig om et øjeblik. Hvor stor var chancen for, at Don Juan og hans dame havde lånt et videobånd? Videobåndoptageren i værelse 203 havde været tændt, men den mest sandsynlige forklaring var, at de havde tilsluttet videokameraet til båndoptageren for at afspille kameraets minibånd, så de kunne se det, de mente at have set på stranden den aften, på fjernsynsskærmen.
På den anden side havde de åbenbart tilbragt to og en halv time på værelset den eftermiddag, så måske var en af dem gået ned i biblioteket for at låne en film. Men ville nogen af dem underskrive med deres eget navn?
Jeg fik pludselig en kvalmende fornemmelse af at gribe efter halmstrå. Men når man ikke har andet end halmstrå, så griber man ud efter dem.
Kæresten ankom, en anelse forpustet syntes jeg, og han lænede sig frem og kyssede Roxanne på kinden. ”Sam,” sagde hun til kæresten, ”det er professor Corey. Jeg følger et af hans filosofikurser.”
Jeg rejste mig, og vi gav hånd. Han havde et slattent håndtryk og var faktisk noget af en nørd, men han så såmænd flink nok ud. ”Underviser du i filosofi?” spurgte han.
”Ja, det gør jeg. Cogito ergo sum.”
Han smilede. ”Jeg studerer avanceret fysik,” oplyste han mig. ”Jeg fatter ikke filosofi.”
”Det gør jeg heller ikke.” Det var på tide at komme af sted, men jeg var ikke færdig med Roxanne, så jeg satte mig.
Sam satte sig også. Der var et øjebliks tavshed, hvorpå jeg sagde til Roxanne: ”Hvornår havde biblioteket åbent?”
Hun skævede til Sam og derpå atter til mig. ”Jeg tror, det var fra otte til otte,” svarede hun.
”Hvad gjorde gæsterne så, hvis de tjekkede ud før eller efter disse tidspunkter og ønskede at returnere bogen eller video-båndet?”
Hun virkede en smule ilde til mode og smilede hurtigt til Sam. ”De gav den tilbage til receptionisten,” sagde hun til mig, ”som opbevarede kvitteringshæftet, når biblioteket var lukket.”
Jeg nikkede. ”Okay, det lyder rimeligt.” Jeg vendte mig mod Sam. ”Vil du have en drink?”
”Øh ... måske skulle vi sætte os ved vores bord,” svarede Sam. ”De har reserveret det til os ... vil du spise med?”
”Nej, ellers tak.” Jeg vendte mig mod Roxanne. ”Kan du huske, hvordan videobåndoptageren var indstillet? Stod den til at afspille, optage, spole?”
”Øh ... nej. Nej, det kan jeg ikke.”
”Jeg er ikke sikker på, jeg forstår det her,” sagde Sam.
Jeg så på Sam. ”Eksisterer den fysiske verden andre steder end i vores forstand?” spurgte jeg.
”Selvfølgelig. Der er tusindvis af instrumenter, som kan optage og bekræfte den fysiske verden og gøre det bedre end den menneskelige hjerne.”
”Ligesom et kamera?”
”Nemlig.”
Jeg rejste mig. ”Tak for selskabet,” sagde jeg til Roxanne. Hun rejste sig, vi gav hånd, og hun sagde: ”Tak for drinks, professor.”
Jeg klappede Sam på ryggen. ”Du er en heldig mand,” sagde jeg. Jeg fangede Roxannes blik og gjorde tegn med hovedet mod baren. Så gik jeg op for at betale for drinksene.
Roxanne kom op til baren, mens jeg var ved at betale regningen. ”Tak for hjælpen,” sagde jeg. Jeg gav hende mit kort. ”Ring til mig, hvis andre kontakter dig angående dette.”
”Det skal jeg gøre. Du må gerne ringe, hvis du har brug for andet. Vil du have mit mobilnummer?”
”Okay.” Jeg skrev hendes mobilnummer ned. ”Tak,” sagde jeg og tilføjede: ”Sam er en rar fyr.”
Jeg forlod Alma de Cuba og begyndte at gå tilbage til min bil på Chestnut Street.
Jeg var tung i røven, men min hjerne befandt sig allerede på Bayview Hotel.
Jeg begav mig tilbage til New York ad New Jersey Turnpike, hvilket er en meget smuk tur, hvis man lukker øjnene og fore-stiller sig et andet sted.
Jeg stod lidt hårdt på speederen, selv om det ikke hastede specielt meget med at tjekke et spor i en sag, som var lukket og fem år gammel; hastværket havde noget at gøre med FBI's OPR-kontor, som jeg formodede ikke havde glemt mig under mit fravær og utvivlsomt havde noteret sig tidspunktet for min tilbagevenden fra udlandet. Hvis de spekulerede over, hvor John Corey var i aften, ville de spørge mig i morgen.
Jeg indstillede radioen på en ren nyhedskanal. Det havde tilsyneladende været en stille dag for nyheder. Faktisk havde det været en meget stille sommer på terroristfronten.
På den anden side havde NSA, den nationale sikkerhedsorganisation, udsendt en hemmelig advarsel om, at radiokommunikationen mellem vores islamiske venner havde været særdeles omfattende denne sommer, hvilket ikke var et godt tegn.
Jeg rettede min opmærksomhed mod mere umiddelbare anliggender og tænkte på min samtale med Roxanne Scarangello. Jeg indså, at samtalen kunne være gået begge veje, hvilket er tilfældet med de fleste vidneafhøringer; et ord her, en tilfældig bemærkning der, det rette spørgsmål, det forkerte svar og så videre.
Når man har gjort dette i 20 år, udvikler man en ægte sjette sans. Derfor var sporet om udlånsbiblioteket ikke et resultat af rent held; det skyldtes en John Corey, som er hårdnakket, genial, perspektivrig, dygtig, charmerende og motiveret. Mest motiveret.
Jeg fik jo ikke penge for dette her, så jeg havde brug for en belønning, som ikke bestod af penge. Først og fremmest ønskede jeg at stikke det her så langt op i Jack Koenigs røv, at det ville give ham skilning i pomadehåret. Også på Liam Griffith. Og ønskede et øjeblik, at Ted Nash var i live, så jeg også kunne stikke det op i hans, mens jeg var i gang.
Uret på instrumentbrættet viste 21.10, og jeg spekulerede på, hvad klokken var i Dar es Salaam. Den var faktisk det samme som i Yemen, så det ville være i de tidlige morgentimer. Jeg forestillede mig min engel sove på et trestjernet hotel med udsigt over Det Indiske Ocean. Engang skrev hun til mig i en e-mail: ”Her er så smukt, John, bare du var her sammen med mig.” Som om det var min idé at tage til Yemen.
Jeg indså faktisk, at jeg savnede hende mere, end jeg troede, jeg ville gøre. Jeg var helt ærlig glad for, at hun var blevet sendt et anstændigt sted hen og ikke til Yemen, som - hvis jeg ikke skulle have nævnt det - var noget lort.
Ja, der var umilde øjeblikke, hvor jeg ønskede, at hun var i Yemen, og jeg var på Bahamas, men det var kun forbigående øjeblikke efterfulgt af kærlige tanker om vores genforening.
Jeg fortsatte nordpå ad New Jersey Turnpike og strøg af sted med 140 kilometer i timen. Jeg var træt, men årvågen.
Jeg var klar over, at jeg måske ikke ville finde andet i arkiverne på Bayview Hotel end mr. Rosenthal, som kløede sig i håret og sagde: ”Gad vide, hvor de kvitteringer er blevet af?”
Jeg befandt mig nu på Mountauk Highway på Long Island på vej til Westhampton Beach. Klokken var halv et om natten, og en svag tåge rullede ind fra havet og bugterne.
Min radio opfangede signaler fra Connecticut herude, og en eller anden statslig radiostation spillede La Traviata. Det er ikke noget, jeg fortæller til mange mennesker, men jeg har været i operaen på dobbeltdate med Fanelli, som kan få gratis bil-letter. Jeg regnede med at være ved Bayview Hotel omtrent på det tidspunkt, hvor den tykke dame begyndte at synge.
Den tykke dame sang ”Parigi, o cara”, da jeg kørte ind på gæsteparkeringspladsen. Jeg ventede på, at hun skulle blive færdig og falde død om, hvilket hun gjorde, og jeg slukkede motoren og gik ind på hotellet.
Her i begyndelsen af september var der stille i lobbyen denne hverdag. Døren til baren var lukket, hvilket var en skuffelse.
Peter, min yndlingsreceptionist, var på vagt, så jeg droppede formaliteterne. ”Jeg skal tale med mr. Rosenthal,” sagde jeg.
Han så på sit ur som folk gør, når de ønsker at understrege en indlysende påstand om tidspunktet. ”Klokken er næsten et om natten, sir,” sagde han.
”Ved du, hvad klokken er i Yemen? Nu skal jeg sige dig det. Den er otte om morgenen. Det er tid til at tage på arbejde. Ring til ham.”
”Men ... er det noget, som haster?”
”Hvad tror du selv? Ring til ham.”
”Javel, sir.” Han løftede telefonrøret og drejede Leslie Rosenthals nummer.
”Har du nøgler til kælderen?” spurgte jeg Peter.
”Nej, sir. Det har kun mr. Rosenthal.” Nogen svarede i den anden ende, og Peter sagde: ”Mr. Rosenthal? Undskyld, jeg forstyrrer på denne tid - nej, der er ikke noget galt - men mr. ...”
”Corey.”
”Mr. Corey fra FBI er her igen, og han vil gerne tale med ... ja, sir, han ved vist godt, hvad klokken er.”
”Den er fem minutter over et,” sagde jeg behjælpeligt. ”Giv mig telefonen.”
Jeg tog røret fra Peter. ”De må virkelig undskylde, at jeg ringer på denne tid,” sagde jeg til mr. Rosenthal, ”men der er dukket noget vigtigt op.”
Mr. Rosenthal udtrykte en blanding af omtågethed og behersket irritation. ”Hvad er der dukket op?”
”Jeg må ned i arkivet. Tag venligst Deres nøgler med.”
Der var tavshed, hvorpå han sagde: ”Kan det ikke vente til i morgen?”
”Desværre ikke. Det har intet at gøre med brug af illegale indvandrere som arbejdskraft,” sagde jeg for at berolige ham.
Der var atter tavshed, hvorpå han sagde: ”Okay ... Jeg bor omkring tyve minutters kørsel fra hotellet ... jeg skal lige have tøj på ...”
”Jeg sætter pris på Deres fortsatte samarbejde,” sagde jeg. Jeg lagde på. ”Jeg kunne godt trænge til en Coke,” sagde jeg til Peter.
”Jeg kan skaffe Dem en fra baren,” svarede han.
”Tak. Hæld en whisky i, og glem colaen.”
”Hvabehar?”
”Dewar's, ren.”
”Javel, sir.”
Han låste døren til baren op og forsvandt indenfor.
Jeg gik hen til døren, som førte ind til biblioteket, og kiggede ind gennem det facetslebne glas. Der var mørkt derinde, og jeg kunne ikke se ret meget.
Peter kom tilbage med et glas whisky på en bakke. Jeg tog imod det. ”Sæt det på min værelsesregning,” sagde jeg.
”Ønsker De at blive her i nat?” spurgte han.
”Det var planen. Værelse 203.”
Han gik om bag skranken og legede med sin computer. ”De er heldig. Det er ledigt.”
Peter fattede det altså ikke. ”Nej, du er heldig,” oplyste jeg ham. ”Du behøver ikke at smide nogen ud.”
”Javel, sir.”
Jeg hvirvlede whiskyen rundt i glasset og nippede til den. Efter næsten at have været tørlagt i en måned, smagte det af jod. Var det sådan, det i virkeligheden smagte? Jeg stillede glasset på et lampebord. ”Hvor længe har du arbejdet her?” spurgte jeg Peter.
”Det er mit andet år.”
”Låner du videobånd fra biblioteket?”
”Nej, sir. Der er ingen videobåndoptagere på værelserne.”
”Arbejdede du her, da hotellet havde videobånd i biblioteket?”
”Nej, sir.”
”Okay, hvordan udlåner I bøger til gæster?”
”Gæsterne vælger en bog og kvitterer for den.”
”Lad os se nærmere på det.” Jeg pegede mod biblioteket, og Peter tog sin hovednøgle, åbnede dobbeltdøren og tændte lyset.
Det var et stort lokale med mahognipaneler. Der var bogreoler langs væggene, og lokalet var udsmykket som en dagligstue.
I det fjerneste venstre hjørne stod der et langt skrivebord med telefon, kasseapparat og computer, og bag skrivebordet var der et glasskab fyldt med diverse kioskvarer. Til højre for skrivebordet stod et stativ med aviser og ugeblade, som var typisk for et lille hotel med begrænset plads til den slags service-ydelser.
Indgangen fra lobbyen lod til at være den eneste vej ind eller ud fra lokalet, medmindre man benyttede et vindue.
Hvis jeg havde forstået Marie Gubitosi korrekt, havde receptionisten, Christopher Brock, ikke set Don Juan igen, efter han var tjekket ind. Men hans dame havde måske været her for at købe en avis eller en af varerne i skabet for at fordrive tiden, før de skulle til stranden og holde hyrdetime under stjernerne.
Jeg burde have lagt mere mærke til dette lokale, sidste gang jeg var her. Men selv store detektiver kan ikke tænke på alt i første forsøg.
”Hvordan kvitterer gæsterne for en bog?” spurgte jeg ham.
”I kvitteringshæftet.”
”Som du gemmer bag din skranke.”
”Ja, så bøgerne kan returneres når som helst.”
”Lad os se kvitteringshæftet.”
Vi gik tilbage til lobbyen, og Peter hentede blokken frem fra bag skranken. Jeg hentede min whisky.
”Gemmer I disse hæfter, når de er fyldt op?” spurgte jeg Peter.
”Det tror jeg. Mr. Rosenthal, ”tilføjede han, ”gemmer alle kvitteringer i syv år. Indimellem længere.”
”Det er en fornuftig politik.” Jeg åbnede kvitteringshæftet, og det lignede det, Roxanne havde beskrevet. Det var et almindeligt hæfte, som man køber i en boghandel, med tre kvitteringer pr. side og lyserødt gennemslagspapir. Der var gjort plads til en dato, en linje, der angav ”Modtaget”, et par tomme linjer samt et sted at skrive under. Hver kvittering havde et fortrykt løbenummer i rødt.
Jeg så på en tilfældig kvittering, hvor der stod: ”22. august, Modtaget, 'Guldkysten', efterfulgt af en knap læsbar underskrift samt et værelsesnummer, i dette tilfælde 105. En håndskrevet påtegnelse angav: ”Afleveret.”
”Behøver gæsterne at vise legitimation?” spurgte jeg Peter.
”Som regel ikke. Hvis det angivne navn og værelsesnummer passer med det, som står i computeren, er det tilstrækkeligt til at bestille til værelset eller i baren og restauranten. Det er almindelig praksis på de fleste gode hoteller,” informerede han mig.
”Okay ...” Jeg havde boet på et dårligt hotel i de sidste seks uger, så det vidste jeg ikke. Jeg tænkte på Don Juans dame, som måske ikke engang vidste, hvilket navn han var tjekket ind under. ”Lad os antage, at oplysningerne ikke passer,” spurgte jeg Peter.
”Tja, indimellem gør de det ikke, fordi den anden person på værelset ikke har samme navn som den indskrevne gæst. Da er det som regel tilstrækkeligt at vise en værelsesnøgle eller blot nævne navnet på den gæst, som værelset er registreret til.”
”Okay, hvis jeg så glemte min værelsesnøgle, og jeg ikke engang kan huske navnet på den person, jeg deler seng med, ville du så lade mig låne en bog?”
Dette var Peters chance for at få hævn. Han så indgående på mig og sagde: ”Nej.”
Jeg bladrede gennem kvitteringshæftet, men jeg kunne ikke se andre oplysninger om gæsten end en underskrift og et værelsesnummer. Indimellem var der skrevet et andet navn på kvitteringen, hvilket jeg formodede var navnet på den registrerede gæst, hvis denne ikke var identisk med låneren af bogen.
”Har der været nogen fra FBI herude siden mit sidste besøg?” spurgte jeg Peter.
”Ikke så vidt jeg ved.”
”Okay, lad mig tjekke ind på værelse 203.”
Peter gjorde det, han var bedst til, og mindre end fem minutter efter var jeg tjekket ind på værelse 203 ved hjælp af mit American Express-kort, som ikke var blevet luftet meget i Yemen. Prisen, her uden for sæsonen, var faldet til 150 dollars, hvilket var billigt, hvis jeg fik bonus ud af mit besøg her, og hvis jeg ikke gjorde det, var der et papirspor, som OPR kunne følge.
Mr. Rosenthal gav sig sandelig god tid, og jeg - både en handlingens og den ekstreme tålmodigheds mand - overvejede at sparke et par døre ind, ligesom i filmene. Men det havde måske oprørt Peter.
Jeg sad i en øreklapstol og ventede på mr. Rosenthal, som havde nøglen til arkivet og muligvis den gyldne nøgle, som åbnede døren til en genvej gennem alle løgnene.
Mr. Leslie Rosenthal kom ind i lobbyen klædt afslappet i slacks og en sportsskjorte, minus sit hvalslips.
Jeg rejste mig. ”Godaften,” sagde jeg.
”Det er nærmere godnat. Er De kommet for at foretage mere sagsharmonisering?” spurgte han mig.
”Ja, det er jeg.”
”Klokken halv to om natten?”
”FBI sover aldrig, sir.”
”Det gør jeg,” kommenterede han. ”Jeg har på fornemmelsen, at dette ikke er en rutineopgave.”
”Hvad får Dem dog til at tro det?”
”Tidspunktet for det første. Hvad går det ud på?”
”Det må jeg ikke afsløre. Tog De nøgler med?”
”Ja, det gjorde jeg. Har De mine manglende sagsakter med?”
”Jeg har faktisk været i Mellemøsten, siden vi sidst sås. Se, hvor solbrændt jeg er. Vil De se min flybillet?”
Det svarede han ikke på. ”Hvad vil De gerne se?” spurgte han.
”Deres kvitteringshæfter fra videoudlånsbiblioteket.”
Jeg så ham overveje dette. ”Vi skilte os af med videobiblioteket for tre år siden,” sagde han, ”og donerede alle båndene til et hospital.”
”Det er meget prisværdigt. Men De beholdt naturligvis kvitteringshæfterne, ikke sandt?”
”Det tror jeg nok. Medmindre en alle anden idiot har smidt dem ud.”
”Hvem andre end Dem selv har nøgler til arkivrummet?”
”Ingen.”
”Der ser De. Lad os se os omkring nedenunder.”
Jeg fulgte ham hen til kælderdøren, som han låste op. Han tændte lyset, og vi gik ned ad trappen.
Han låste døren til arkivrummet op og gik direkte hen til den fjerneste ende af lokalet, hvor papkasser lå stablet på metalhylder. Hver boks var forsynet med etiket og dateret, og mindre end et minut senere havde han fundet en kasse, der var mærket: ”Kvitteringer fra videobibliotek, feb 96 - marts 97”.
Jeg stirrede på kassen. ”Spurgte FBI om disse kvitteringer i 1996?” spurgte jeg mr. Rosenthal.
”Jeg viste dem, hvordan arkivskabene var organiseret, og lod dem så alene,” svarede han. ”Jeg ved ikke, hvad de ellers har set på.”
På det stikord tog jeg kassen ned fra hylden og stillede den på gulvet.
”De tror vel, at dette par måske kvitterede for et lånt videobånd,” sagde mr. Rosenthal.
Alle var tilsyneladende pludselig blevet detektiver. ”Tanken har strejfet mig,” svarede jeg. Jeg åbnede kassen, som var fyldt med kvitteringshæfter. Det var tydeligvis en ordenssyg persons arbejde.
Jeg begyndte at tage kvitteringshæfterne op fra kassen, mens jeg læste de begyndelses- og slutdatoer, som var skrevet på hvert hæftes omslag. Jeg forventede halvvejs, at der ville mangle et hæfte, og at det var blevet udskiftet med en besked fra Liam Griffith med ordlyden: ”Rend og hop, Corey.”
”Hvorfor har De gemt kvitteringerne?” spurgte jeg.
”Vores politik er at gemme alle bilag i syv år,” forklarede han. ”Man ved aldrig, hvad skattevæsnet eller til tider andre hotelejere gerne vil se.” Han tænkte et øjeblik over det. ”Eller FBI,” sagde han så. ”Med syv år er vi på den sikre side.”
”Man skal sgu dække sig ind, har jeg altid sagt.”
Han fandt et kvitteringshæfte dateret ”12. juni - 25. juli, 96”.
Jeg gik hen under et lysstofrør og begyndte at bladre gennem siderne med videokvitteringer. Mine hænder dirrede faktisk en smule, mens jeg bladrede hen mod 17. juli.
Den første kvittering med den dato befandt sig øverst på en side og var underskrevet Kevin Mabry, værelse 109, og Kevin havde lånt Butch Cassidy and the Sundance Kid. Den næste kvittering var underskrevet Alice Yong, gæstehytte 3, som havde lånt Sidste tango i Paris. Derpå fulgte en ulæselig under-skrift fra værelse 8, hvilket må have været i denne bygning, og den person havde lånt Godfather. Jeg bladrede og læste yderligere to underskrifter og filmtitler for 17. juli, men ingen af dem havde angivet deres værelsesnummer til 203. Den sidste kvittering nederst på siden var så dateret 18. juli, den følgende dag.
Jeg stod blot og stirrede på det åbne kvitteringshæfte.
”Havde De heldet med Dem?” spurgte mr. Rosenthal.
Jeg svarede ikke.
Jeg bladrede en side tilbage og så på de fortrykte, røde kvitteringsnumre, og bladrede fremad igen. Der manglede tre numre i rækkefølgen. ”Røvhuller.”
”Hvabehar?”
Jeg smed bogen ned i kassen. ”Jeg vil gerne se kvitteringerne for udlånte biblioteksbøger.”
Mr. Rosenthal hentede den korrekte kasse frem, og jeg fandt kvitteringshæftet for den pågældende periode. Jeg bladrede kvitteringerne igennem i den tanke, at Don Juan og hans dame måske havde lånt en bog, men ingen fra værelse 203 havde lånt en bog den 17. juli 1996. Jeg smed bogen ned i kassen. ”Kom, vi går,” sagde jeg.
Vi gik hen mod døren. Mr. Rosenthal så sig tilbage over skulderen på det roderi, jeg havde efterladt på gulvet.
Bagerst i min hjerne - men ikke for langt bagude - vidste jeg, at FBI umuligt kunne have boet på dette hotel i to måneder uden at komme i tanke om udlånsbiblioteket. De var godt nok ikke rigtige kriminalbetjente, men de var heller ikke hjernedøde. Fanden tage det.
Men jeg havde bevist noget - nogen i værelse 203 havde lånt et videobånd, og derfor manglede der en side. Fremragende deduktion havde ført til endnu et manglende stykke bevismateriale. Røvhuller.
Mr. Rosenthal skulle netop til at låse døren til arkivrummet, da jeg kom i tanke om noget, som Roxanne havde sagt, og standsede. ”Der var ingen lyserøde gennemslagskopier i kvitteringshæfterne,” sagde jeg til ham.
”Dem får vores gæster, når de afleverer bogen eller videobåndet tilbage.”
”Hvad sker der, hvis de ikke afleverer det lånte tilbage?”
”Så bliver gennemslaget i kvitteringshæftet, indtil gæsten er rejst, og man konstaterer, at den lånte genstand mangler. Derpå bliver den lagt i den månedlige oversigt over manglende genstande.”
”Okay ... gæsten i værelse 203 tjekkede altså ind den 17. juli og ved middagstid den 18. juli opdagede I, at de var rejst uden at tjekke ud. Om morgenen den 19. juli ankom FBI for at spørge om det manglende sengetæppe. Senere samme formiddag dukkede der flere FBI-folk op for at spørge om gæsterne i værelse 203. Er det muligt, at en fra personalet på det tidspunkt har taget det lyserøde gennemslagsark fra kvitteringshæftet og opført genstanden som forsvundet?”
”Bibliotekaren venter og ser, om stuepigen eller en anden indleverer genstanden. Hvis det ikke er tilfældet, bliver det lyserøde gennemslagsark samme dag, eller tidligt næste dag, sendt til bogholderen, som vil fakturere gæsten for den forsvundne genstand eller trække beløbet på dennes kreditkort. Nogle gange bliver genstanden faktisk returneret til hotellet med posten, eller dukker op senere, men hvis genstanden forbliver forsvundet, eller ikke bliver betalt for, havner de lyserøde gennemslagsark i regnskabsafdelingen, hvor de opføres som fradragsberettigede tab.”
”Og derpå?”
”Som alle skattebilag bliver de lyserøde gennemslagsark arkiveret i syv år.”
”Vis vej.”
Mr. Rosenthal ledte mig hen til et arkivskab, mærket ”Skattebilag. 1996”, og fandt en brun konvolut med påtegnelsen ”Bibliotekskvitteringer - manglende, forsvundne eller stjålne”, som han rakte mig.
Jeg åbnede konvolutten. Indeni var der et tykt bundt lyserøde kvitteringer, der var holdt sammen af et gummibånd. Jeg flåede gummibåndet af og begyndte at bladre gennem de omtrent to dusin kvitteringer for manglende bøger eller video-bånd.
”Skal jeg hjælpe ...?” spurgte mr. Rosenthal.
”Nej.” Kvitteringerne lå ikke i egentlig kronologisk orden, så jeg gennemgik dem langsomt. Hver var påtegnet ”Ikke tilbageleveret”. Hen mod midten af bunken standsede jeg ved en kvittering dateret den 17. juli. Værelsesnummeret var 203. Den lånte genstand var et videobånd - Manden og kvinden.
Underskriften var kradset hastigt ned, og personen havde ikke trykket så hårdt, at denne efterlod et tydeligt aftryk på gennemslaget.
På kvitteringen var der med blokbogstaver og en anden håndskrift skrevet ordene: ”Ikke afleveret” og navnet ”Reynolds”, hvilket ifølge Marie Gubitosi var det navn, Don Juan havde brugt, da han tjekkede ind.
Jeg spurgte mr. Rosenthal om dette, og han svarede: ”Den person, som lånte videobåndet, havde tilsyneladende ikke værelsesnøglen med, hvorfor bibliotekaren tjekkede på computeren og opdagede, at det navn, som var skrevet på kvitteringen, ikke passede med navnet på gæsten i værelse 203. Hun har så spurgt personen, som lånte videobåndet, og den person har så fortalt navnet på den registrerede gæst.”
”Okay.” Damen vidste altså, hvilket navn Don Juan brugte den dag, så de havde åbenbart gjort dette før, hvilket sikkert betød, at det ikke var et engangsknald.
Jeg så atter på underskriften, men lyset var ikke så godt, selv om håndskriften så ud til at være en kvindes. ”Lad os gå ovenpå,” sagde jeg.
Vi forlod arkivrummet, og mr. Rosenthal sendte stjålne blikke tilbage mod det rod, jeg havde efterladt.
Oppe i lobbyen lagde jeg den lyserøde kvittering på receptionsskranken under en kraftig lampe. ”Har du et forstørrelsesglas?” spurgte jeg Peter.
Han fandt et firkantet forstørrelsesglas frem bag skranken, og jeg så på den svage stencilerede underskrift. Jill Winslow. Jeg så atter på den, koncentrerede mig om hvert bogstav. Jill Winslow.
Peter forsøgte at kigge med på den lyserøde kvittering, så jeg lagde den i lommen sammen med forstørrelsesglasset. Jeg pegede mod biblioteket og gik ind i det mørklagte lokale sammen med mr. Rosenthal. ”Med kendskab til denne sag,” sagde jeg til ham, ”og efter at have været i hotelbranchen - jeg formoder i mange år - tror De så, at den kvindelige gæst i værelse 203 ville have underskrevet sig med sit rigtige navn på bibliotekskvitteringen? ”
Han tænkte et øjeblik. ”Det tror jeg,” sagde han så.
”Hvorfor tror De det?”
”Tja ... det samme gælder i baren, restauranten eller i kiosken ... man bliver bedt om at skrive sit navn og værelsesnummer, og man skriver det korrekt, fordi personalet måske straks tjekker det på computeren, mens man stadig er til stede - ellers kan man blive bedt om at vise sin værelsesnøgle eller endda sit kørekort i løbet af transaktionen. Desuden,” tilføjede han, ”er det en naturlig refleks at underskrive med sit rigtige navn, når man bliver bedt om det.”
”Medmindre man rejser inkognito. For eksempel, når man har en kærlighedsaffære. Fyren tjekkede ikke ind under sit rigtige navn.”
”Ja, men det er noget andet. At kvittere for en bog eller et videobånd er en ubetydelig handling. Det er bedst at bruge sit eget navn og værelsesnummer for at undgå at blive sat i forlegenhed.”
”Jeg sætter virkelig pris på Deres analytiske evner, mr. Rosenthal.”
”Det er meget skræmmende.”
Mr. Rosenthal have en tør, næsten sarkastisk humoristisk sans. Jeg får det bedste frem i folk.
Jeg forlod biblioteket, og mr. Rosenthal fulgte efter.
”Har De brug for at beholde den kvittering?”
”Ja.”
Han var lidt vittig og sagde: ”Så skal jeg have en kvittering på kvitteringen.”
Jeg lo høfligt. ”Skriv den på min værelsesregning,” sagde jeg.
Vi var nu nået til receptionsskranken. ”Bliver De hos os i nat, mr. Corey?” spurgte ham mig.
”Ja, det gør jeg. Jeg fik en god pris her uden for sæsonen.”
”Hvilket værelse har du givet mr. Corey?” spurgte han Peter.
”Værelse 203.”
”Naturligvis. Tror De, at værelset vil fortælle Dem noget?” spurgte han mig.
”Det har det allerede gjort,” svarede jeg. ”Jeg vil gerne bestille telefonvækning klokken syv,” sagde jeg til Peter.
Peter noterede det i sin bog. ”Behøver De hjælp med bagagen eller til at finde Moneybogue Bay Pavilion?” spurgte han.
”Nej, det gør jeg ikke. Tak for Deres hjælp, mine herrer.”
Jeg forlod lobbyen og gik ud i den kølige, tågede nat.
Jeg satte mig ind i min udlejningsbil og kørte til parkeringspladsen ved Moneybogue Bay Pavilion, greb min weekendtaske, gik op ad en trappe og ind i værelse 203.
”Sådan!” sagde en stemme i mit hoved eller på værelset.
Jeg satte mig ved skrivebordet og tændte lampen. Jeg anbragte den lyserøde kvittering på skrivebordet og så på den gennem forstørrelsesglasset.
Den hånd, der havde skrevet ”Manden og kvinden” tilhørte definitivt en kvinde og passede til den, som havde skrevet datoen, værelsesnummeret og underskriften. En anden, antagelig bibliotekaren, havde skrevet ”Reynolds” og ”Ikke afleveret”.
Jeg tog engang et kursus i håndskriftsanalyse på John Jay College, og man kan aflæse en masse ud fra en persons håndskrift og signatur. Desværre kunne jeg ikke huske meget fra den undervisning. Men jeg husker, at der var tydelig forskel i håndskrift mellem en person, som skriver sit eget navn i modsætning til et opdigtet navn eller en forfalskning. Denne underskrift så ægte ud. Måske skyldtes det, at jeg ønskede, den skulle være ægte. Måske var det noget, jeg fandt på.
Jeg rejste mig, tændte for alle lamper og gik hen til vægreolen. Under fjernsynet var der en tom hylde, og i lampeskæret bemærkede jeg nu, at der var fire små cirkler på hylden - faktisk var det misfarvninger af den hvide træbelægning. De var på størrelse med en 10-cent og stod i et regelmæssigt mønster. Det var tydeligvis her, videobåndoptageren havde stået på gummifødderne indtil for omtrent tre år siden.
Det var ikke ligefrem en imponerende opdagelse, men jeg har det godt med at kunne bekræfte fysisk, hvad nogen har fortalt mig.
Jeg satte mig atter ved det lille skrivebord og ringede til Dom Fanellis mobiltelefon. Jeg havde ingen anelse om, hvor han ville befinde sig på denne tid af natten, men det gode ved mobiltelefoner er, at det er ligegyldigt.
Han svarede. ”Hallo?”
Jeg kunne høre høj musik i baggrunden. ”Det er din makker.”
”Hej, gamle jas. Hvad fanden er det for noget med Bayview Hotel som opkalds-id? Hvad helvede laver du der?”
”Jeg er på ferie. Hvor er du henne?”
”Telefonen begyndte at vibrere i min lomme, og jeg troede, det var Sally. Sarah. Et eller andet. Sarah, hils på ...”
”Dom, jeg kan knap høre, hvad du siger.”
”Et øjeblik.” Et øjeblik efter sagde han: ”Nu er jeg udenfor. Jeg fulgte efter en drabseftersøgt, og han gik ind på en natklub i Varick Street. Det er sgu et hårdt job. Hvad er der los?”
”Du skal finde oplysninger om et navn for mig.”
”Nu igen? Hvad blev der af de navne, jeg gav dig? Tog du til Philadelphia?”
”Ja, jeg gjorde. Nu skal jeg bruge ...”
”Og nu er du i Westhampton Beach. Hvorfor tager du ikke hjem?”
”Hvorfor tager du ikke hjem? Okay, navnet er ...”
”Jeg har ryddet op i din lejlighed. Rengøringskonen kommer i morgen. Om fredagen, ikke?”
”Hvis hun altså lever endnu. Hør nu her - Jill Winslow.” Jeg stavede det. ”Jeg tror, hun er i trediverne, fyrrerne ...”
”Det begrænser antallet.”
”Jeg har ingen sikre oplysninger om hende, men hun tjekkede ind her for en tur i høet sammen med en fyr på en hverdag om sommeren - 17. juli 1996.”
”Den dato lyder bekendt.”
”Ja, ikke? Fyren brugte et alias, så han er sikkert gift, og det er hun måske også. Men jeg tror, hun er ...”
”Gifte kvinder er det sikreste, hvis man selv er gift.”
”Det samme siger din kone om sine kærester. Jeg tror, denne kvinde bor på Long Island eller måske Manhattan. Hvor langt vil man køre for et romantisk stævnemøde?”
”Jeg kørte engang til Seattle for at få et knald. Men jeg var nitten år gammel. Hvad er det længste, du nogensinde har kørt for at få noget?”
”Toronto. Okay, så ...”
”Hvad med hende FBI-damen i Washington? Hvad ligger længst væk Toronto eller Washington?”
”Det er lige meget. Du vinder med Seattle. Okay, hør nu efter - først skal du søge i Motorregisteret - der er en beige Ford Explorer involveret, som er mindst fem år gammel, men måske er det hans, ikke hendes, og måske er den blevet solgt nu. Så skal du søge i Choicepoint og LexisNexis efter oplysninger om formue, skilsmisse og så videre. Jeg forestiller mig et fornemt kvarter på Long Island, så du skal også tjekke, om elselskabet på Long Island har en kunde ved navn Winslow. Men hun kunne bo på Manhattan, så der må du også tjekke for det samme. Du skal naturligvis tjekke telefonbøgerne, men deres nummer er sikkert hemmeligt. Husk, at alt dette måske slet ikke står i hendes navn, men i hendes mands, så ...”
”Her står det. Jill Winslow, Maple Lane 8, Locust Vally, Long Island, New York, Ford Explorer fra 1996, beige, hendes mand hedder Roger. Jeg tager gas på dig. Du kunne også selv lege lidt med computeren. Jeg har et drab at opklare.”
”Det her kan være det største drab, du nogensinde har hjulpet til med at opklare.”
Der opstod en pause, så sagde Dom Fanelli: ”Okay.”
”Godt. Du skal også tjekke registeret over afdøde.”
”Tror du, hun er død? Blev hun nakket?”
”Det håber jeg ikke.”
”Hvad er du på sporet af? Du må hellere sige det, hvis du skulle blive slået ihjel.”
”Jeg skal nok efterlade en besked.”
”Jeg mener det sgu, John ...”
”Ring til mig i morgen på det her nummer. Værelse 203. Læg besked, hvis jeg ikke er her. Du skal kalde dig mr. Verdi.”
Han lo. ”Jeg har sgu aldrig oplevet nogen se så elendig ud, som da du var med i operaen,” sagde han.
”Sikke noget vrøvl. Jeg elsker, når den tykke dame kradser af i slutningen af La Traviata. Vi tales ved i morgen.”
”Ciao.”
Jeg lagde på, klædte mig af og smed mit tøj nydeligt på stolen. Jeg greb min weekendtaske og gik ud på badeværelset.
Jeg barberede mig, børstede tænder og steg ind i brusebadet.
Så Liam Griffith, Ted Nash, og hvem de ellers havde været sammen med, havde opdaget videokvitteringshæftet og taget siden ud. Men de havde glemt gennemslagskopien. Hvor dum kunne man være?
Nå, vi begik jo alle fejl. Selv jeg begår fejl nu og da.
Men det var mere vigtigt, om Jill Winslow var et rigtigt navn, og om de havde fundet hende. Det troede jeg. Det betød, at de også havde fundet Don Juan gennem hende. Eller også havde de fundet Don Juan først, måske gennem hans fingeraftryk. De var under alle omstændigheder begge blevet fundet.
Jeg kunne forestille mig Nash og/eller Griffith tale med dem, afhøre dem om et videobånd indspillet på stranden og om deres forhold til hinanden.
Hvad var de mulige udfald af den diskussion? Der var tre: ét, dette par havde faktisk ikke optaget eksplosionen af TWA 800; to, de havde gjort det, men ødelagt båndet; tre, de havde optaget eksplosionen, gemt båndet og givet det til Nash, Griffith og venner til gengæld for et løfte om, at deres kærlighedsaffære ville forblive hemmelig - under antagelse af, at en eller begge parter var gift og ønskede at fortsætte med at være det.
Under alle omstændigheder havde parret tilbragt en del tid i en løgnedetektor, mens de svarede på disse spørgsmål.
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg eller Dom Fanelli ville finde Jill Winslow, hvis hun stadig var i live.
Og jeg ville tale med hende, og hun ville fortælle mig alt det, hun fortalte FBI for fem år siden, fordi jeg er en FBI-person i gang med opfølgning på sagen.
Men det ville ikke give mig videobåndet i hånden, selv om der engang havde eksisteret et sådant.
Derfor var det på sin vis en blindgyde, men i det mindste ville jeg få sandheden at vide om dette videobånd, og måske kunne jeg give disse oplysninger til en højere myndighed. Måske ville jeg forsvinde.
Jeg havde en tanke mere, og den havde at gøre med Manden og kvinden. Hvorfor huggede Jill Winslow - eller måske Don Juan - det videobånd? Hvis man vil skynde sig at rømme et værelse og efterlader nøglen i døren uden at tjekke ud i receptionen, hvorfor så stikke et lånt videobånd i håndtasken eller bagagen?
Jeg tænkte over det, og på noget, som Roxanne havde sagt, og jeg mente at vide, hvorfor Don Juan eller Jill Winslow tog videobåndet. Jeg ville spørge Jill Winslow, om jeg havde ret, når jeg talte med hende.
Peter ringede klokken 7 om morgenen, og jeg mente at fornemme en skadefro klang i hans stemme, da han bekendtgjorde tidspunktet.
Jeg rullede ud af sengen og famlede instinktivt efter min Glock under puden, men huskede så, at vi var midlertidigt adskilt.
Jeg tog brusebad, klædte mig på og gik hen til hovedbygningen for at spise morgenmad.
Peter hilste på mig med et afdæmpet ”godmorgen”, og jeg gik ind i loungen/restauranten. Det var lørdag morgen, og måske var der ankommet nogle få weekendgæster aftenen før, men stedet var næsten tomt.
Den kvindelige tjener kom med kaffe og en morgenmads-menu. Jeg var i svinekødsunderskud efter at have tilbragt 40 dage i et muslimsk land, og jeg bestilte bacon og skinke med svinekødspølser til.
”Er De tilhænger af Atkins leveregler?” spurgte tjeneren.
”Næ, jeg er katolik,” svarede jeg.
Efter morgenmaden gik jeg ind i biblioteket. Der sad nogle få og læste aviser og ugeblade i lænestolene nær de solfyldte vinduer.
Jeg studerede indholdet på hylderne og fandt en bog af Stephen King, Knogler. Jeg gik hen til bordet bagtil i lokalet. ”Jeg vil gerne låne denne bog,” sagde jeg til bibliotekaren/kioskdamen.
Hun smilede. ”Den skal nok holde Dem vågen om natten,” sagde hun.
”Glimrende. Jeg har diarré.”
Hun skubbede kvitteringshæftet frem mod mig. ”Vær venlig at udfylde denne,” sagde hun.
Jeg skrev titlen på bogen, værelse 203 og underskrev kvitteringen med ”Giuseppe Verdi”.
”Har De en værelsesnøgle på Dem?” sagde damen.
”Nej, desværre.”
Hun slog værelse 203 op på computeren. ”Jeg kan se en anden gæsts navn her,” sagde hun.
”Det er min kæreste, John Corey.”
”Øh ... okay ...” Hun skrev Corey på kvitteringen. ”Mange tak, mr. Verdi. God fornøjelse med bogen. Den skal blot afleveres, før De tjekker ud.”
”Får jeg en kvittering?”
”De får den lyserøde kopi, når De afleverer bogen. De kan også blot efterlade bogen på værelset, når De tjekker ud, hvis De ikke har brug for en kvittering.”
”Okay. Kan jeg købe bogen, hvis jeg godt kan lide den?”
”Nej, jeg beklager.”
Jeg gik ovenpå til hotellets kontorer og fik øje på Susan Corva, mr. Rosenthals sekretær. Hun kunne tilsyneladende huske mig og smilede stramt. ”Godmorgen,” sagde jeg. ”Er mr. Rosenthal på kontoret?”
”Han møder som regel om lørdagen,” svarede hun, ”men i dag kommer han først senere.”
”Han har sikkert sovet over sig,” sagde jeg. ”Må jeg bruge en af jeres computere?”
Hun gjorde tegn mod et tomt skrivebord.
Jeg tjekkede min e-mail, og der var nogle få ligegyldige beskeder fulgt af en besked fra Kate, hvor der stod: ”Jeg forsøgte at ringe til dig i lejligheden. Lad mig vide, om du er kommet sikkert hjem. Jeg kommer hjem på mandag. Smiler. Samme flyinfo. Jeg tager en taxi fra lufthavnen. Jeg savner dig, er ked, og glæder mig meget til at se dig igen. Kærligst Kate.”
Jeg smilede. Smiler.
Jeg skrev som svar: ”Kære Kate - kom sikkert hjem. Jeg er ikke i lejligheden. Tilbringer nogle få dages rekreation på stranden.”
Jeg tænkte mig om et øjeblik. Jeg er ikke god til det sentimentale, så jeg fulgte hendes fremstilling og skrev: ”Jeg savner dig, er ked, og glæder mig meget til at se dig. Kærligst John.”
Jeg sendte beskeden ud i cyberspace, takkede Susan og forlod kontoret. Nedenunder spurgte jeg Peter, hvor han fik ordnet sit hår, og han gav mig navnet på et sted i Westhampton Beach.
Jeg kørte ind i den lille by, fandt Peters frisør og fik min første anstændige klipning i mere end en måned. ”Kender du Peter, receptionisten på Bayview Hotel?” spurgte jeg Tiffany, den unge kvinde, som klippede mig.
”Selvfølgelig. Han har lækkert hår ... og lækker hud,” tilføjede hun.
”Hvad med mig?”
”Du er flot solbrændt.”
”Jeg har været i Yemen.”
”Hvor ligger det?”
”På Den Arabiske Halvø.”
”Virkelig? Hvor ligger det?”
”Det ved jeg ikke helt.”
”Ferie?”
”Nej. Jeg var der på en hemmelig og farlig mission for statsmagten.”
”Nej da. Vil du have lidt hårspray i?”
”Nej tak.”
Jeg betalte Tiffany og forhørte mig, hvor jeg kunne købe et par badebukser. Hun fortalte mig vejen til en sportsbutik en gade derfra.
Jeg gik hen til butikken og købte et par posede grønne badeshorts, en sort T-shirt og et par badesandaler. Meget chikt.
Jeg kørte tilbage til hotellet og gik ind i lobbyen for at tjekke, om der var telefoniske beskeder, og for at se, om Peter bemærkede min nye klipning, men han var ikke længere på vagt. Der var ingen beskeder, så jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg skiftede til mine nye badebukser og huskede at fjerne prismærkerne.
Jeg tjekkede, om der var nogen beskeder på min mobiltelefon, men ingen havde ringet, og min personsøger var stadig ikke ladt op.
Med tanke på Roxanne efterlod jeg et par dollars til stuepigen og forlod værelset.
Jeg kørte ned til Cupsogue Beach County Park, holdt ind på en parkeringsplads og gik ned til stranden. Det var en dag med strålende sol, varme temperaturer og en blid brise.
Jeg tilbragte morgenen med at svømme, nyde et par septembersolstråler og løbe barfodet på stranden, mens jeg nynnede underlægningsmusikken fra Viljen til sejr.
Ved middagstid var der nogle få mennesker på stranden, mest familier, som nød den måske sidste gode weekend i den svindende sommer.
Jeg var i bedre form, end jeg havde været i årevis, og jeg besluttede mig for at forblive sådan, så Kate kunne forundres over min gyldne solbrændthed og surferkrop, når hun kom hjem. Jeg spekulerede på, om hun var blevet inde i skyggen i Dar es Salaam. Jeg håbede ikke, jeg blev nødt til at sige noget i retning af: ”Du har da taget lidt på, skat.”
Det ville jeg sikkert først sige, når vi havde haft sex.
Jeg løb ud til det vestligste hjørne af parken, hvor strædet adskilte denne halvø fra Fire Island, hvor mindehøjtideligheden var blevet afholdt i Smith Point County Park. Det var fra dette stræde, at kaptajn Spruck var sejlet ud på havet om aftenen den 17. juli 1996 og havde set et eller andet, som siden havde plaget ham.
Det var en af disse gyldne sensommerdage, som fik en til at tænke over årstidernes skiften. Det fik også en til at tænke modsvarende tanker om livet og døden, hvad vi gjorde ved planeten, og hvorfor vi gjorde det.
Besynderlige fugle cirklede over mig og dykkede efter intetanende fisk, som på et øjeblik blev transporteret fra havet til luften og til en fugls mave.
Derude, ude på havet, var 230 mennesker begyndt en rejse mod Paris, men var pludselig faldet fem kilometer gennem natteluften og ned i havet. Bare sådan.
Man kan dømme et samfund på dets reaktion på pludselig død - uheld og mord - og det samfund, vi levede i, brugte meget tid samt en masse penge og energi på at efterforske ulykker og mord. Det var en del af vores kultur, at intet drab måtte gå ustraffet hen, og ingen ulykke afskrives som uundgåelig.
Og alligevel, fem år efter TWA 800's eksplosion i luften - tilsyneladende og officielt efter en elektrisk gnist i den centrale brændstoftank - var der ikke blevet gjort meget for at rette op på det potentielt katastrofale problem.
Hvad betød det? Det betød måske, at den alternative teori - et missil - stadig påvirkede folks tanker og beslutninger.
Som årene gik, og der ikke var opstået ét eneste lignende problem - selv uden forebyggende foranstaltninger i brændstoftanken - virkede den officielle konklusion en smule mere suspekt.
Jeg småløb langs kysten, drejede derpå ind i landet og løb op og ned ad nogle sandklitter i håb om at få øje på et kinetisk missil, der stak op af sandet. Men så heldig var jeg ikke.
Jeg fandt den lille, skærmende dal mellem klitterne, hvor Don Juan og hans dame, som hed Jill Winslow, havde spredt et tæppe ud og tilbragt en romantisk og sikkert fordækt times tid på stranden. Jeg spekulerede på, om de stadig var plaget af det, der skete den dag.
Jeg tog min T-shirt af og lagde mig på det sted, hvor de sikkert havde ligget. Jeg brugte T-shirten som pude og sov i det varme sand.
Jeg havde en fræk drøm, hvor jeg befandt mig i en oase i Yemens ørken, og mit harem bestod af Kate, Marie, Roxanne og Jill Winslow, som var iklædt slør, så jeg ikke kunne se hendes ansigt. Drømmen var ikke særlig tvetydig og krævede ikke meget analyse - bortset fra det sted, hvor Ted Nash dukkede op på en kamel.
Da jeg kom tilbage til hotellet, blinkede lampen på telefonen for at angive, at der var en besked. Jeg ringede til receptionen. ”Mr. Verdi ringede,” sagde receptionisten. ”Han bad Dem ringe tilbage. Han efterlod ikke noget nummer.”
”Mange tak.”
Jeg ringede til Dom Fanellis mobiltelefon fra telefonen på værelset.
Han tog telefonen, og jeg sagde: ”Det er mr. Corey. Mr. Verdi har ringet.”
”Hej, Giovanni. Fik du min besked?”
”Ja, det gjorde jeg. Hvordan gik det?”
”Jeg tilbragte hele dagen med at hamre i computertasterne for din skyld. Det er lørdag. Jeg vil gerne tilbringe noget kvalitetstid sammen med min kone.”
”Bare sig til Mary, at det er min skyld.”
”Det gør ikke noget. Hun er alligevel taget hen til sin søster i Jersey. Lagerudsalg. Har du nogensinde været med til sådan et? Mama mia! Tøserne står stort set og skifter tøj i mellemgangene. Jo mere man bruger, desto mere sparer man. Forkert. Jo mere man bruger, desto mere bruger man, ikke?”
”Nemlig.” Nu vidste jeg, at han havde fundet noget.
”Nå,” sagde han. ”Jeg har fundet nogle personer med navnet Winslow til dig, og jeg har indsnævret det til én Jill Winslow, som måske passer. Vil du høre det?”
”Selvfølgelig.”
”Men først skal du fortælle mig, hvad det her går ud på.”
”Jeg kan altså godt fremskaffe de samme ting som du, Dom. Det, du gerne vil vide, er noget, du ikke bør vide noget om. Stol nu på mig.”
”Jeg vil gerne vide det. Jeg forsøger ikke at handle mig frem til det - jeg skal nok give dig oplysningerne alligevel - jeg bliver bare nødt til at vide, hvad fanden du går og roder med, og hvorfor du risikerer at smadre din tilværelse for det.”
”Jeg kan ikke sige det i telefonen. Men jeg fortæller dig det i morgen, personligt.”
”Hvad så, hvis du bliver slået ihjel før det?”
”Så efterlader jeg en besked. Kom nu, jeg har ikke så meget tid.”
”Okay, her er den eneste Jill Winslow, som passer med aldersgruppen og det geografiske. Er du klar?”
”Jeg er klar.”
”Jill Penelope Winslow, gift med Mark Randall Winslow - hvor får disse overklasseløg dog deres navne fra? Hun er niogtredive år gammel, tilsyneladende ikke ansat nogen steder. Han er femogfyrre, investeringsekspert i Morgan Stanley, arbejder på Manhattan. De bor på Quail Hollow Lane nummer 12, Old Brookville, Long Island, New York. De ejer ikke andre ejendomme. Ifølge Motorkontoret har de tre biler - en Lexus SUV, en Mercedes Sedan og en BMW Z3. Vil du have detaljer?”
”Ja tak.” Han oplyste mig om bilernes model, farve og nummerplader, og jeg skrev det ned.
”BMW'en står i hendes navn.”
”Okay.”
”Jeg har prøvet en masse forskellige kilder for at finde telefonnummeret,” fortsatte han, ”men uden held. Jeg kan sikkert skaffe dig nummeret på mandag. Jeg har tjekket, om de har været straffet, men der var ikke noget at hente. Ingen Jill Penelope Winslow er blevet skilt eller er død, men din Jill Winslow og hende, som jeg har koncentreret mig om, er måske ikke den samme. Så uden et mellemnavn, en adresse eller et personnummer fra din side ...”
”Jeg ved godt, hvordan det fungerer. Mange tak.”
”Bare så du er opmærksom på det. Jeg gjorde mit bedste en lørdag formiddag med lettere tømmermænd. Du skulle have været med på den klub i går aftes. Hende silden, Sally ...”
”Sarah. Okay, gør mig en tjeneste og send en e-mail med de andre Winslow'er, som måske passer. Jeg tjekker ud herfra, og jeg vil ikke tænde min mobiltelefon i dag, men du kan efterlade besked. Jeg burde være tilbage i lejligheden i aften.”
”Jeg efterlod en flaske champagne til dig og Kate.”
”Det var meget betænksomt.”
”Faktisk er det en halv kasse, som jeg ikke fik brug for. Hvornår kommer hun hjem?”
”Mandag.”
”Herligt. Du må da være ved at gå ud af dit gode skind.” Han lo.
”Nå, jeg må løbe.”
”Skal du til Old Brookville.”
”Nemlig.”
”Lad mig vide, om det var den rigtige Jill Winslow, ikke?”
”Du bliver den første, som får det at vide efter mig.”
”Ja, sikkert. Er du tæt på en opklaring?”
”Det tror jeg.”
”De sidste meter er de sværeste.”
”Det ved jeg. Ciao.”
”Ciao.”
Jeg lagde på, gik ud under bruseren og vaskede saltet af. Telefonen ringede, mens jeg var ved at tørre mig. Der var kun én person i universet, som vidste, hvor jeg befandt mig, og jeg havde lige talt med ham. Det måtte være en fra hotellet. Jeg løftede røret og sagde ”Hallo?”
”Mr. Corey?” sagde en kvindestemme.
”Jeg tjekker ud,” sagde jeg. ”Gør min regning op.”
”Jeg arbejder ikke for hotellet,” svarede hun. ”Jeg vil gerne tale med Dem.”
Jeg smed håndklædet fra mig. ”Om hvad?” spurgte jeg.
”Om TWA 800.”
”Hvad med TWA 800?”
”Jeg kan ikke sige noget i telefonen. Kan vi mødes?”
”Ikke før De fortæller mig, hvad det går ud på, og hvem De er.”
”Jeg kan ikke sige noget i telefonen. Kan vi mødes i aften? Jeg har det, som De vist leder efter.”
”Hvad leder jeg efter?”
”Oplysninger. Måske et videobånd.”
Jeg svarede ikke i nogle sekunder. ”Jeg har, hvad jeg skal bruge. Ellers tak,” sagde jeg så.
Det ignorerede hun, som jeg vidste, hun ville gøre. ”Klokken otte i aften,” sagde hun, ”Cupsogue Beach County Park, ved strædet. Jeg ringer ikke igen.” Hun lagde på.
Jeg tastede stjerne 69 for at ringe tilbage til nummeret. En båndoptagelse oplyste mig, at der ikke kunne ringes til nummeret på den måde.
Jeg så på uret på sengebordet - 15.18. Der var ikke rigtig tid til at køre til Old Brookville og tilbage til Cupsogue Beach.
Og hvorfor skulle jeg overhovedet have lyst til at møde en eller anden på et øde sted efter mørkets frembrud? Hvis det er nødvendigt, så må man gøre det, men man skal være iført en skjult mikrofon, have et hold hjælpere i reserve og huske at medbringe sin egen pistol.
I dette tilfælde var det dog uden praktisk betydning, fordi jeg handlede på egen hånd, og fordi min Glock befandt sig i en diplomatisk postsæk et eller andet sted mellem Yemen og New York.
Det var også irrelevant, for jeg havde ikke tænkt mig at komme til det møde.
Jeg skiftede mening.
Hvad angår hemmelige møder: Ankom altid en time for tidligt, og kør aldrig ad den direkte vej dertil. Så i stedet for at parkere min bil ved Cupsogue Beach County Park holdt jeg ind til siden på Dune Road og fandt en sti ned til stranden mellem to huse.
Jeg gik barfodet langs stranden klædt i badeshorts og en sort T-shirt. Et skilt på stranden oplyste mig om, at jeg gik ind på parkens område.
Officielt gik solen ned klokken 19.17, og solen var nu halvt nedsænket i havet. Vandet glitrede i rødt og guld.
De få tilbageværende folk på stranden var ved at pakke sammen og gå tilbage til deres biler.
Da jeg kunne se strædet ved halvøens fjerneste spids, var jeg den eneste person tilbage på stranden bortset fra en parkbetjent i en firehjulstrækker, som afpatruljerede området med en megafon og bekendtgjorde, at parken var lukket.
Han kørte forbi mig og råbte: ”Parken er lukket. Vær venlig at forlade parken.”
Jeg gik ind mod land og kravlede op ad en sandklit. Fra toppen kunne jeg se naturstien, som skar sig gennem klitterne. To par, bærende på strandudrustning, traskede i retning af parkeringspladsen. Klokken var 19.15. Jeg havde 45 minutter til at komme til fornuft. Faktisk har jeg haft næsten 40 år til at gøre det i og stadig uden held.
Solen gik ned, og himlens farve ændrede sig fra lilla til sort, mens det nautiske tusmørke blev hængende for så at dø ud i horisonten. Stjerner dukkede frem, og en havbrise fik det høje græs omkring mig til at rasle. Brændingen skyllede over stranden med en blød, rytmisk lyd. Indimellem brusede en lille bølge mod sandet.
Jeg bevægede mig langsomt gennem de græsklædte klitter og nåede til den sidste klit, hvorfra jeg kunne se strædet omkring 50 meter borte.
På højre side af pynten lå Moriches Bay og på venstre havet; de var forbundet med hinanden af det smalle stræde. Nogle få lystfartøjer med tændte lanterner var på vej ind i bugten, og hummerkuttere var på vej ud på det dybe vand. På den anden side af bugten kunne jeg se lysene fra Kystvagtens base.
Jeg havde ingen anelse om, fra hvilken retning min såkaldte meddeler ville komme til mødestedet for enden af pynten, men jeg var kommet først, jeg havde rekognosceret og indtaget en højtliggende position. Alligevel havde jeg følt mig bedre tilpas, hvis jeg havde haft min pistol.”
Det havde ikke virket som en helt så elendig idé, mens solen var fremme.
Mit digitalur viste 20.05, men der var ingen, som ventede på mig ude på den sandede pynt. Min meddeler var sent på den eller befandt sig et eller andet sted i disse græsklædte klitter og ventede på, at jeg skulle gå først ud til pynten.
Klokken 20.15 overvejede jeg at tage det første initiativ, men det kunne muligvis blive mit sidste.
Jeg lyttede opmærksomt efter lyde omkring mig, men det ville være næsten umuligt at høre nogen gå i det bløde sand, selv om jeg mente at høre det raslende græs, til trods for der ikke var nogen brise.
Jeg drejede langsomt hovedet og forsøgte at se i mørket, men intet bevægede sig.
Månen var ved at stå op nu - en klar halvmåne - så havet og sandet blev oplyst. Græsset, som jeg sad i, ydede ikke meget beskyttelse i månelyset, og jeg følte mig lidt udsat der på klitten omgivet af nogle tynde græsstrå. Min påklædning og hud var i det mindste mørk.
Klokken 20.20 indså jeg, at jeg måtte tage en beslutning. Det klogeste ville være at gå sin vej, men det ville ikke være lige så let at slippe ud, som det var at slippe ind. Jeg besluttede at blive siddende. Den, som ønskede dette møde, måtte tage det første initiativ. Sådan var reglerne.
Fem minutter senere hørte jeg noget, der lød som en hosten, men det kunne have været en hund. Få sekunder efter hørte jeg lyden igen, og den lod til at komme i retning af sandklitten bag mig.
Jeg vendte mig langsomt mod lyden, men jeg kunne ikke se noget. Jeg ventede.
Jeg hørte lyden igen, og denne gang lød det ikke som en hund. Det var et menneske, og vedkommende bevægede sig i en cirkel omkring mig. Eller måske var der flere personer derude, som alle var bevæbnet med pistoler udstyret med lyddæmpere. Jeg hørte nogen hoste et andet sted fra.
Nogen forsøgte tydeligvis at bekendtgøre sin tilstedeværelse og ønskede svar, så jeg besluttede at lege med. Jeg hostede, hvorefter jeg flyttede mig til et andet sted i det tilfælde, at jeg var blevet et mål.
Et øjeblik senere hørtes en mandsstemme ikke langt borte. ”Hvor er du?” sagde den.
Stemmen var kommet fra sandklitten på min højre side, og jeg vendte mig mod den. Jeg dukkede mig og sagde: ”Rejs dig, så jeg kan se dig. Langsomt.”
En skikkelse rejste sig bag klitten omtrent 10 meter borte, og jeg kunne se hovedet og skuldrene af noget, der lignede en stor mand, skønt jeg ikke kunne se hans ansigt.
”Kom nærmere,” sagde jeg. ”Hold hænderne, hvor jeg kan se dem.”
Skikkelsen rejste sig endnu mere op, og fyren dukkede op bag klitten. Så begyndte han at gå ned ad skråningen, ned i den mørke dal. ”Stands dér,” sagde jeg.
Han standsede omkring 10 meter fra mig.
”Okay,” sagde jeg. ”Vend dig omkring, og læg dig på jorden.”
Han fulgte ikke mine anvisninger, hvilket altid gjorde mig skidesur. ”Hej, bror lort,” sagde jeg med min bedste strømerstemme, ”jeg taler til dig. Vend dig omkring, og læg dig. Nu!”
Han blev stående, hvor han var, og så på mig. Så tændte han en cigaret. I skæret fra lighteren fangede jeg et glimt af hans ansigt, og et øjeblik troede jeg, det var en, jeg kendte, men det kunne ikke passe. ”Hør, dit røvhul,” sagde jeg. ”Jeg har en pistol rettet mod dig, som du vil komme til at høre om cirka tre sekunder. Vend dig omkring. Nu. Og læg dig så ned for fanden. En, to ...”
”Din pistol ligger i en ambassadepostsæk,” svarede han. ”Så medmindre du har en anden, er min pistol den eneste herude i aften.”
Ligesom ansigtet var stemmen foruroligende bekendt. Faktisk tilhørte den Ted Nash, som var vendt tilbage fra de døde.
Det tog mig et øjeblik at komme mig over min forbløffelse; jeg vidste, jeg aldrig ville komme mig over min skuffelse. ”Er du slet ikke død?” sagde jeg.
”Officielt død. Men jeg har det faktisk udmærket.”
”Måske kan jeg gøre noget ved det.”
Han svarede ikke, men smed cigaretten og begyndte at gå op ad sandskråningen mod mig. Da han kom nærmere, kunne jeg se, at han var klædt i jeans, en mørk T-shirt og en vindjakke, under hvilken han ville have sin pistol.
Han nærmede sig fra en skæv vinkel, så jeg ikke kunne sparke sand i øjnene på ham eller give ham et los lige i sylten.
Han nåede toppen af klitten omkring tre meter fra mig og standsede.
Vi stod ansigt til ansigt og stirrede stift på hinanden.
Ted Nash fra CIA var faktisk en høj mand, omtrent på min højde, men han var ikke muskuløs som jeg. Selv i månelyset kunne jeg se hans perfekt satte, sorte hår med de grå stænk, og hans ansigtstræk, som kvinder af en alle anden grund finder tiltrækkende. Jeg har ofte spekuleret over, om en brækket næse ville forbedre eller forværre hans udseende.
Jeg havde straks udviklet en voldsom antipati for ham, allerede den gang jeg arbejdede med sagen om Plum Island, hvilket delvis skyldtes hans arrogance. Men det var mest, fordi han bagte på en kvindelig kriminalassistent, hvilket jeg fandt upassende og uprofessionelt for ikke at nævne, at det kolliderede med min egen interesse for damen. Senere var der det med Kate, hvilket jeg godt kunne tilgive ham, fordi han var død. Nu var min eneste grund til at tolerere ham tilsyneladende forsvundet.
Vi havde samme smag i kvinder, men ud over det var vi ikke enige i meget andet.
Han så op og ned ad mig. ”Forstyrrer jeg dig i din fritid?” sagde han med henvisning til mine badeshorts og T-shirten.
Jeg svarede ikke, men fortsatte med at stirre på ham, mens jeg i tankerne opremsede alle grundene til, at jeg ikke kunne lide ham første gang, han var i live. Hvorfor hader jeg dig? Lad mig opregne. For det første havde han dette evigt overlegne tonefald. For det andet havde han tilsyneladende et permanent smørret grin.
Han skævede til sit ur. ”Skulle vi ikke mødes klokken otte ved strædet?” spurgte han.
”Drop det pis.”
”Jeg væddede med en om, at du ville dukke op. Kun en idiot ville dukke ubevæbnet op til et natligt møde på et øde sted med nogen, han ikke kendte.”
”Kun en idiot ville mødes med mig alene. Jeg håber, du har folk i reserve.”
Det svarede han ikke på. ”Hvordan var der i Yemen?” spurgte han.
Nu svarede jeg ikke.
”Jeg hører, at Kate hygger sig i Tanzania,” sagde han. Atter undlod jeg at svare. Jeg mente, jeg var tæt nok på til at knalde ham en, før han kunne få fat i sin pistol, og det måtte han have fornemmet, for han trådte et par skridt væk. Han så sig omkring. ”Smuk aften,” sagde han. ”Det er skønt at være i live.” Han lo.
”Lad være med at vænne dig for meget til det,” sagde jeg.
Han så på mig. ”Er du ikke en smule overrasket over at opdage, at jeg er i live?” spurgte han.
”Jeg er mere irriteret end overrasket.”
Han smilede og sagde: ”Nogen mente sikkert, at mit arbejde var dræbende kedeligt.”
”Hvor længe har du ventet på at fyre den af?”
Han virkede lidt trist over, at jeg ikke satte pris på hans indøvede replikker, men han insisterede på at fortsætte efter manuskriptet. ”Jeg har aldrig ønsket dig tillykke med ægteskabet,” sagde han.
”Du var jo død.”
”Ville du have inviteret mig med til brylluppet?”
”Det ville jeg have gjort, hvis jeg havde vist, hvor du lå begravet.”
Han blev sur, vendte sig og begyndte at gå ned ad skråningen mod havet. Han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med. ”Kom, jeg har lyst til at gå langs stranden.”
Jeg fulgte efter og forsøgte at indhente ham, men han råbte over skulderen: ”Ikke for tæt på. Ti skridts afstand.”
Røvhul. Jeg fulgte ham ned til stranden, og vi gik vestpå mod strædet. Han tog sine docksiders af og gik i vandkanten, mens han lod brændingen skylle over sine fødder. ”Dejlig vådt.”
Når CIA-folk taler om noget, der er vådt, plejer de at mene, at de lige har likvideret en eller anden. ”Nu skal du ikke blive for smart,” sagde jeg.
”Du har aldrig anset mig for at være særlig smart. Men det har Kate.”
”Rend mig i røven.”
”Kan vi føre en begavet samtale, uden at du siger 'rend mig i røven'?”
”Undskyld. Rend dig selv i røven.”
”Du irriterer mig.”
”Irriterer jeg dig? Hvor meget tror du så ikke, det irriterer mig, at du er i live?”
”Jeg havde det på samme måde med dig,” svarede han.
Vi gik sammen langs stranden, side om side, ti skridt fra hinanden; jeg drev lidt til venstre og halede lidt ind på ham. Han bemærkede det. ”Ikke mase,” sagde han.
”Jeg kan ikke høre dig gennem lyden fra brændingen.”
”Ét skridt mere, Corey, så skal du fandeme få at se, hvilken pistol jeg er bevæbnet med.”
”Jeg kommer jo alligevel til at se den før eller senere.”
Han standsede og vendte sig mod mig med ryggen til havet. ”Lad os lige få noget på det rene. Jeg er bevæbnet, det er du ikke. Du kom her for at få nogle svar. Jeg vil give dig de svar. Hvad der så sker, er delvist op til dig. I mellemtiden er det mig, der bestemmer.”
Jeg var ved at tabe fatningen. ”Det er fandeme ikke dig, som bestemmer,” sagde jeg til ham. ”Det er ikke dig, om du så var bevæbnet med en Uzi. Du er en arrogant, nedladende, egoistisk, narcissistisk ...”
”Se ned i vandet, Corey. Hvad kan du se?”
”Jeg vil komme til at se dig flyde med hovedet nedad, før aftenen er ovre.”
”Det kommer ikke til at ske. Ikke for mig, i hvert fald.”
Vi stod der på stranden omtrent fem skridt fra hinanden, mens brændingen blev kraftigere og bragede højlydt ind mod kysten. ”Du tror, jeg gik i seng med Kate,” sagde Nash gennem larmen, ”men du har ikke lyst til at spørge, fordi du er bange for at høre svaret.”
Jeg tog en dyb indånding, men svarede ikke. Jeg havde virkelig lyst til at smadre hans spottende mund, men jeg fik styr på mig selv.
”Jeg ville alligevel ikke fortælle dig det,” fortsatte han. ”En gentleman praler ikke med den slags, ligesom du og dine kammesjukker fra NYPD gør, når I er fulde og omtaler alle de kvinder, I har bollet, ved navn og med udmalende beskrivelser. Ligesom din stupide ven Fanelli.”
Jeg lod det passere for nu. ”Hvorfor ville du møde mig?” spurgte jeg i stedet. ”For at afsløre din mirakuløse opstandelse? For at jeg skulle lytte til dine infantile vittigheder? Det er ganske forfærdeligt, Ted. Giv mig din pistol, så jeg kan slå mig selv ihjel.”
Ted Nash forblev tavs en tid, tændte derpå endnu en cigaret og pustede røgen ud i brisen. ”Jeg satte dig stævne her, fordi du giver både min og din egen organisation problemer,” sagde han. ”Du stikker din næse i ting, hvor den ikke hører hjemme, og du lærte tilsyneladende intet af at være i Yemen.”
”Hvad var det meningen, jeg skulle lære, O Vise Mand?”
”Hvordan man følger ordrer.”
”Hvad ved du om det?”
Han svarede ikke. ”Hvad laver du på Bayview Hotel?” sagde han i stedet.
”Jeg er på ferie, dit fjols.”
”Nej, du er ikke. Og du skal sgu ikke kalde mig et fjols. Prøv igen.”
”Jeg er på ferie, dit røvhul.”
Det kunne han tilsyneladende heller ikke lide at blive kaldt, men han bad mig ikke om at prøve igen. Han så på mig og pegede mod himlen. ”Det var min sag. Ikke din. Ikke Kates. Ikke Dick Kearns' og ikke Marie Gubitosis. Min sag. Den er lukket. Du burde lade den forblive lukket, eller også risikerer du at komme ulykkeligt af dage.”
Jeg var en smule foruroliget over, at han kendte til Dick og Marie. ”Truer du mig?” sagde jeg. Det har du gjort én gang tidligere, og det er én gang mere, end andre er sluppet af sted med.”
Han knipsede cigaretten ud i brændingen og stak fødderne i skoene. Derpå tog han sin vindjakke af og afslørede et skulderhylster, hvori der sad en Glock. Han bandt vindjakkens ærmer rundt om livet. ”Lad os gå,” sagde han.
”Du kan gå. Og fortsætte med det.”
”Du har vist glemt, hvem der leder dette møde.”
Jeg vendte omkring og begyndte at gå ned ad stranden mod det sted, hvor jeg havde efterladt min bil.
”Vil du ikke vide, hvad der skete med parret på stranden?” råbte han efter mig.
Jeg gav ham fingeren over skulderen. Jeg regnede med, at han allerede havde skudt mig, hvis det var det, han havde tænkt sig. Jeg tvivlede egentlig ikke på, at han var i stand til at plante en kugle i nakken på mig. Men jeg havde på fornemmelsen, at han ikke havde fået tilladelse til det, eller at han, hvis han havde fået det, først skulle finde ud af, hvor meget jeg vidste.
Jeg kunne ikke høre ham gennem lyden fra brændingen, men jeg så ud ad venstre øjenkrog, at han kom op på siden af mig på omtrent ti skridts afstand. ”Vi bliver nødt til at tale sammen,” sagde han.
Jeg fortsatte med at gå. Forude kunne jeg se de første strandhuse uden for parken.
”Det er bedre, vi taler sammen her, uofficielt,” forsøgte han igen. ”Det er enten det eller officielt ved en høring. Du kan blive sigtet efter straffeloven,” tilføjede han. ”Det samme kan Kate.”
Jeg vendte omkring og begyndte at gå frem mod ham.
”Hold afstand,” sagde han.
”Det er dig, som har en pistol.”
”Nemlig, og jeg ønsker ikke at bruge den.”
Da jeg nåede et par meter fra ham, bakkede ham væk og trak sin Glock.” Tving mig ikke til at bruge den.”
Jeg standsede. ”Tag magasinet ud af pistolen, Ted,” sagde jeg. ”Tøm kammeret, og stik pistolen tilbage i hylsteret.”
Han gjorde ikke, som der blev sagt, men hvad der var endnu bedre, så skød han ikke. ”Mænd med nosser behøver ikke våben for at tale med andre mænd,” sagde jeg. ”Tøm den, så kan vi tale sammen.”
Han kæmpede tilsyneladende med de forskellige muligheder, hvorpå han hævede pistolen og tog magasinet ud, som han lagde i lommen. Han trak bundstykket tilbage, og et projektil fløj ud og faldt ned i sandet. Han stak Glocken i hylsteret, hvorefter han bare stod og gloede på mig.
”Kast magasinet herhen,” sagde jeg.
”Kom og tag det.”
Jeg gik hen til ham. Jeg var ikke i tvivl om, at denne fyr ville give mig kamp til stregen, hvis det kom så vidt. ”Magasinet,” mindede jeg ham om.
”Kom og tag det, din hårde banan,” sagde han igen.
”Kom nu, Ted. Lad dig ikke tæve til lirekassemand. Jeg har ikke fået noget i fyrre dage, og jeg er i dårligt humør.”
”Jeg er glad for, at Yemen gjorde dig noget godt. En af mine kollegaer fortalte, at du var blevet en fed drukkenbolt.”
Han havde ikke længere en ladt pistol, så jeg må tage hatten af for hans mod. Eller måske havde han folk i reserve, og jeg befandt mig i trådkorset på en præcisionsriffels teleskopsigte. Jeg så tilbage mod klitterne, men jeg kunne ikke se det afslørende grønne skær fra en natkikkert. Der lå en fiskerbåd nogle få hundrede meter fra kysten, men måske var det ikke en fiskerbåd. ”Jeg ved,” sagde jeg, ”at du ikke har nosser til at tale med mig uden din pistol, så du må have nogle små hjælpere med dig, som den skide kujon du er.”
Han overraskede mig med et venstre hook, som jeg ikke nåede at forberede mig på, men det lykkedes mig at trække hovedet tilbage i tide, så han blot strejfede min kæbe. Jeg faldt bagover i sandet, og han begik den fejl at kaste sig over mig. Jeg plantede begge fødder i solar plexus på ham og skubbede ham op og hen over mig. Jeg drejede mig rundt og kravlede over sandet hen mod ham, men han var kommet op at stå og var hurtigt på vej baglæns, mens han trak pistolen op af hylsteret og fiskede magasinet op af lommen. Før han kunne indsætte tap A i hul B for at lave bang-bang, bøjede jeg mig frem i sprinterstilling og sprang fremad. Men det forbandede sand var blødt, og jeg kunne ikke nå frem til ham, før han fik Glocken ladt. Han skulle lige til at trække bundstykket tilbage for at skubbe en patron op i kammeret, da jeg fik fat om hans ankel med hånden og trak til.
Han væltede om i sandet, og jeg sad oven på ham med et fast venstrehåndsgreb om pistolløbet, mens jeg med højre sendte et hook mod det øverste af hans hoved.
Dette chokerede ham, men ikke nok til at forhindre ham i at plante et knæ i skridtet på mig, som fik mig til at tabe pusten.
Vi rullede begge ned ad skråningen mod stranden og ud i brændingen. Mens vi tog brydertag og holdt hinanden fast, slog bølgerne mod os, og understrømmen begyndte at trække os længere ud.
Vi forsøgte begge at finde et sted at stå fast på havbunden, så vi kunne få sat et ordentlig slag ind, men jeg ville ikke slippe pistolen i Teds hånd, så vi holdt fast i hinanden, mens tidevandet og understrømmen trak os længere ud.
Hver eneste gang, jeg tænkte på ham og Kate sammen, hamrede jeg mit hoved mod hans, så vi begge blev omtågede. Han måtte nu have indset, at jeg hadede ham så meget, at jeg var blevet psykotisk og ligeglad med, om vi begge druknede.
Da vi havde kæmpet i et minuts tid, havde vi begge slugt en masse saltvand, og Ted blev trukket ned af sit tungere tøj. Jeg var i rigtig god form - takket være Yemen - og jeg vidste, jeg kunne drukne ham, hvis jeg ønskede det. Han vidste det også, og pludselig holdt han op med at gøre modstand. Vi så på hinanden med ansigterne blot 30 centimeter fra hinanden. ”Okay ...” sagde han. Han slap Glocken og svømmede et par meter, til han kunne nå bunden og gik snublende op på stranden. Han havde tabt sine sko, han var barfodet og dækket af vådt sand.
Jeg skyndte mig op på stranden, hvor jeg stillede mig omkring halvanden meter fra ham og stønnede voldsomt. Saltvandet sved på det sted på kæben, hvor han havde snittet mig, mine nosser gjorde ondt, hvor han havde givet mig et knæ, og mit hoved dunkede efter at have nikket ham skaller. Bortset fra det havde jeg det pragtfuldt.
Det tog ham et øjeblik at komme op at stå, og han stod foroverbøjet, mens han tog dybe indåndinger og hostede havvand op. Endelig rettede han sig op, og jeg bemærkede, at der strømmede blod ud fra hans næse. Han lykønskede mig med sejren ved at sige: ”Røvhul.”
”Nu skal du være en god taber, Ted. Lærte I ikke sportslig optræden på det fine universitet, som du gik på?”
”Rend mig.” Han tørrede sig om næsen med hånden. ”Røvhul.”
”Nå, det gjorde I tilsyneladende ikke.” Jeg skød pistolmagasinet ud og lagde det i min lomme, hvorpå jeg trak bundstykket tilbage og så, at han havde fået en patron op i kammeret. Men det var ikke lykkedes ham at trykke af under vores kontrovers om, hvem der skulle holde pistolen. Jeg tømte kammeret og stak Glocken ned i bukselinningen.
”Jeg kunne have blæst hovedet af dig omtrent seks gange,” sagde han.
”Én gang burde have været nok.”
Han lo faktisk, hvilket fik ham til at hoste. Så tørrede han saltet ud af øjnene. ”Giv mig min pistol,” sagde han.
”Kom og hent den.”
Han vaklede hen imod mig og holdt sin hånd frem, så jeg kunne give ham pistolen. Jeg greb hans hånd og trykkede den. ”Tak for kampen.”
Han trak hånden til sig og gav mig et skub.
Der var stadig lidt kamplyst tilbage i ham, hvilket jeg beundrede, men jeg var ved at blive træt af hans attitude. Jeg skubbede hårdt til ham. ”Det skal du ikke prøve på igen, narrøv,” sagde jeg.
Han vendte sig og begyndte at gå. Jeg stod blot og så ham nærme sig klitterne. Han vendte sig mod mig. ”Kom nu, dit fjols.”
Hvem kan modstå sådan en invitation? Jeg fulgte efter, og vi gik op på den samme sandklit, som Kate og jeg havde været oppe på dengang i juli.
”Nu skal jeg fortælle dig, hvad der skete her om aftenen den 17. juli 1996,” sagde han, da vi var kommet op på toppen af klitten.
Det kunne han have gjort for et halvt år siden og sparet os begge en tur i havet. Men der havde været andre ting, som først skulle afgøres, og som stadig ikke var helt afgjort. ”Ingen løgne,” sagde jeg til ham.
”Sandheden,” sagde mr. Nash og citerede sin organisations motto, ”skal forløse.”
”Det lyder som en god aftale.”
”Det er en bedre aftale, end jeg har lyst til at give dig. Men jeg følger ordrer.”
”Siden hvornår?”
”Og det skulle komme fra dig?” Han stirrede på mig. ”Vi har noget tilfælles, Corey,” sagde han. ”Vi arbejder alene. Men vi gør vores job bedre end de holdspillere, vi arbejder sammen med, og de politiske tøsedrenge, som vi arbejder for. Du og jeg siger ikke altid sandheden, men vi kender sandheden, og vi ønsker, den skal frem. Og jeg er den eneste, som vil fortælle dig sandheden, og måske er jeg den eneste, som du vil tro på.”
”Du klarede dig vældig fint et øjeblik.”
”Jeg vil ikke fornærme din begavelse med mere lort.”
”Fra det øjeblik, vi traf hinanden, og gennem to større sager har du ikke gjort andet end at fylde mig med lort.”
Han smilede. ”Lad mig prøve én gang til,” sagde han.
Jeg mente at fornemme en dobbeltbetydning, men jeg sagde. ”Okay, prøv.”
Ted Nash forblev tavs et øjeblik, mens han stadig forsøgte at få vejret. ”Okay,” sagde han. ”Parret forlod Bayview Hotel omkring klokken syv om aftenen, medbringende et tæppe fra hotellet. I deres bil havde de en køletaske med en flaske vin samt et videokamera med stativ.”
”Ja, det ved jeg alt sammen.”
”Det er sandt,” sagde han, ”du har talt med Kate, og du har også snuset rundt for dig selv. Hvad ved du ellers?”
”Jeg er ikke kommet for at besvare spørgsmål.”
”Kate er kommet i fedtefadet for at fortælle dig disse ting,” sagde han.
”Og hvad med dig? Er du i fedtefadet nu, fordi du pladrede op om det for fem år siden? Er det grunden til, at du genopstod og børstede støvet af dig? Så du kunne rette op på den brøler?”
Han stirrede på mig en tid. ”Skal vi ikke blot sige, at jeg er den bedste til at tage sig af dette tillidsbrud og sætte tingene på plads.”
”Sikkert.” Jeg skævede til mit ur, som stadig fungerede. ”Lad mig høre, hvad du har at sige,” sagde jeg. ”Jeg har en lang køretur hjem til Manhattan.”
Ted så fornærmet ud, fordi jeg tilsyneladende ikke var interesseret i hans fis. ”Du ved derimod ikke,” sagde han til mig, ”at de havde haft sex” - han pegede ned i den lille dal mellem klitterne - ”dernede på tæppet, hvorefter de ville bade nøgne, og hun ville have det optaget. Derfor flyttede han kameraet og stativet herop, indstillede det på uendeligt og rettede det mod stranden, hvilket fra denne højde omfattede en god bid af himlen.”
”Hvor ved du det fra?”
”Jeg har talt med dem. Hvor skulle jeg ellers vide det fra?”Hvis jeg skulle tro ham indtil videre, havde de altså fundet dette par, og hun var i live - eller det var hun i det mindste den-gang. ”Fortsæt,” sagde jeg.
”De løb altså ned på stranden, mens kameraet optog dem. De badede nøgne en tid, hvorefter de kom op igen og atter dyrkede sex, denne gang nede ved vandet.” Han smilede skævt. ”Du kan roligt formode, at de ikke var gift med hinanden,” sagde han.
”Og hvis denne fyr havde rejsning to gange på én aften, så var han ikke fra CIA.”
Ted undlod at kommentere den bemærkning, og han pegede ned mod stranden. ”Mens de havde sex på stranden, bemærkede de ikke noget på himlen, men de hørte eksplosionen, som ville have nået dem omkring fyrre sekunder efter, den var indtruffet. Da de fik vendt sig mod det sted, hvor lyden af eksplosionen kom fra, var flyet allerede faldet fra hinanden, næsesektionen var allerede faldet i havet, mens størsteparten af flyskroget stadig steg, før det begyndte at falde. Interessant nok mente de at se en lysstribe stige op mod flyet på dette tidspunkt - efter at flyet var blevet ødelagt. Men de indså, at de havde set et spejlbillede af det flammende brændstof i den blanke havoverflade, hvilket de senere fik bekræftet, da de så båndet.” Han så på mig. ”Forstår du det?”
”Selvfølgelig. Røgslør og synsbedrag. Er det ikke lige det, CIA beskæftiger sig med?”
”Ikke i dette tilfælde.” Han fortsatte sin historie. ”Da de indså, at folk ville flokkes på stranden i løbet af få minutter, løb de tilbage til klitten, klædte sig hurtigt på og snuppede kameraet på stativet for at tage tilbage til Bayview Hotel. Desværre for dem,” tilføjede han, ”efterlod de hoteltæppet og dækslet til videokameraets linse, hvilket fortalte os to ting - hvor de boede, og hvad de havde foretaget sig her. De efterlod også køletasken, vinflasken og to glas, hvor vi kunne tage to perfekte sæt fingeraftryk.”
Jeg tænkte lidt over det og kunne ikke finde nogen huller i Nashs historie. Det var faktisk, hvad Kate, jeg og alle andre formodede med nogle få yderligere detaljer som et resultat af, at Ted faktisk havde talt med dette par. ”Hvad kunne man se på videobåndet?” spurgte jeg.
”Ikke det, du gerne ville se på det.”
”Hør her, Ted. Der er ikke noget, jeg gerne vil se. Jeg er ikke konspirationsteoretiker, og jeg er ikke professionelt bundet til den officielle konklusion, som du er. Jeg er blot en fyr med et åbent sind på jagt efter sandhed og retfærdighed.”
Hans mund formede sig i det hånlige smil, som jeg hadede. ”Det ved jeg godt, John,” sagde han. ”Det er grunden til, vi er her. Det er grunden til, jeg ofrede min lørdag aften på det her.”
”Det går nok at skulke fra kirkebingo en gang imellem. Hvad kunne man se på båndet?”
”Kvinden afspillede båndet i søgeren på køreturen tilbage til hotellet,” svarede han. ”Hun kunne ikke se ret meget, men hun så dog, hvad de ikke havde set, mens de hyggede sig - hun så faktisk flyet, som blev fanget på videobåndet i eksplosionsøjeblikket. Hun fortalte mig, at det var bizart, at flyet eksploderede i den øverste højre del af billedfeltet, mens hun og hendes ledsager elskede i den nederste venstre side, og at de ikke så meget som så op. Lyden havde selvfølgelig ikke nået dem endnu, så de fortsatte uanfægtet, mens flyet eksploderede i den enorme ildkugle for derpå at brække i stykker og påbegynde de sidste øjeblikke af flyveturen.” Han holdt en pause. ”Manden fortalte mig,” sagde han så, ”at han måtte forklare hende om den kolossale forskel mellem lyden og lysets hastighed, da de så videobåndet sammen, og at det var grunden til, at de stadig elskede, mens flyet eksploderede.”
”Tak du Gud for fysikkens love, ellers ville I have haft svært ved at lave en animation, som ingen af øjenvidnerne kunne genkende som noget, de havde set med deres egne øjne.”
Han virkede en smule irriteret. ”Animationen var meget nøjagtig,” sagde han, ”og baseret på fysikkens love, øjenvidneerklæringer, aerodynamik og kendskab til, hvordan fly opfører sig, når der sker en katastrofal eksplosion om bord.”
”Sikkert. Må jeg se deres videobånd?”
”Lad mig tale færdig.”
”Du er færdig. Jeg vil se båndet og tale med parret.”
Han ignorerede mig og fortsatte: ”Parret kom tilbage til Bayview Hotel og sluttede videokameraet til videomaskinen på værelset for at se deres bånd på fjernsynet. De så begge det samme, som hun havde set i søgeren. Der var lyd på, og de kunne tydeligt høre eksplosionen omtrent fyrre sekunder efter, de så den på videobåndet.” Han så på mig. ”Hele ulykken var optaget, fra start til slut, i farver, lyd og i en god kvalitet, for kameraet var indstillet til skumringsoptagelse. På båndet kunne de faktisk se de blinkende lys på 747'eren før eksplosionen.” Han stirrede nu stift på mig. ”Der var ingen lysstribe, som steg op fra havet mod flyet før eksplosionen.”
Hvordan kunne jeg dog vide, at han ville sige det? ”Det var da godt,” sagde jeg. ”Jeg bliver nødt til at se båndet og tale med det par.”
Han svarede ikke direkte, men sagde: ”Lad mig stille dig et spørgsmål. Hvis du var dette par og havde en affære, og du havde videofilmet dig selv i færd med adskillige seksuelle handlinger, hvad ville du så have gjort med båndet?”
”Lagt det ud på internettet.”
”Ja, du ville måske. De ødelagde det selvfølgelig.”
”Jaså? Hvornår? Hvordan?”
”Samme aften. Så snart de havde forladt deres hotelværelse. De kørte ind til vejsiden, hvor manden kørte kassetten over. Derpå brændte han båndet.”
”Hvor fik han tændstikker eller lighter fra?”
”Det aner jeg ikke. Måske røg den ene af dem.”
Det gjorde de ikke ifølge Roxanne, men det nævnte jeg ikke for Nash. Det var også meget belejligt for Nash at sige, at fyren ødelagde båndet fysisk frem for at slette det, fordi et slettet bånd kan gendannes, og Ted ønskede ikke, at jeg skulle forfølge den tanke. ”Okay,” sagde jeg. ”De brændte altså båndet. Hvad skete der så?”
”Så kørte de til Westhampton, hvor de havde stillet hendes bil. På dette tidspunkt ringede begge deres mobiltelefoner; det var folk, som ville i kontakt med dem på grund af ulykken. De havde fortalt deres ægtefæller, at de var i The Hamptons - han fiskede, hun shoppede i East Hampton. Bagefter skulle hun spise med en veninde og overnatte hos hende.”
”Hans historie var ikke dårlig. Hendes kunne gøre manden mistænksom.”
”De fleste ægtefæller stoler på hinanden,” oplyste Nash mig. ”Stoler du ikke på Kate, mens hun er i Tanzania?”
”Hvis du nævner Kate ved navn én gang til, så maser jeg din pistol op i røven på dig med skæftet først.”
Han smilede, men svarede ikke. Hvorfor irriterer den fyr mig bare?
Han kom atter til sagen. ”De kørte tilbage til deres respektive hjem i hver sin bil,” sagde han. ”Derpå tilbragte de resten aftenen med at se nyhedsdækningen af ulykken i fjernsynet sammen med deres ægtefæller.”
”Det må have været en interessant hjemmeaften,” kommenterede jeg.
Han så på mig. ”Så er der ikke mere,” sagde han. ”Som mange mennesker formodede, var der faktisk et par på stranden, de havde faktisk en affære, og de optog faktisk ulykken på bånd ved en fejl. Men der er ingen rygende pistol, ingen rygende raket på båndet.”
”Ja, det siger du jo, de fortalte dig.”
”Jeg bad dem naturligvis begge om at medvirke ved en løgnedetektortest, og de klarede sig begge perfekt.”
”Skønt. Så bliver jeg også nødt til at se resultatet af den test samt deres skrevne eller optagede erklæringer, før jeg taler med dem.”
Ted fra CIA brød sig tydeligvis ikke om at have noget med kriminalbetjente at gøre, for kriminalbetjente ønskede at fast-slå en beviskæde, mens CIA beskæftiger sig med abstraktioner, formodninger og analyse, som er hovedingredienserne i pladder.
”De fortalte begge sandheden om deres seksuelle aktiviteter på stranden,” forklarede Ted tålmodigt for mig, ”og det er her, man ville forvente en vis urigtighed, fordi folk bliver forlegne - men ifølge løgnedetektoren fortalte de os alt, hvad de foretog sig på stranden. Da vi så spurgte dem om det, de så med deres egne øjne på stranden, og derefter på videobåndet, talte de igen sandt. Ingen lysstribe. Den løgnedetektortest,” tilføjede han, ”var et næsten lige så godt bevis som det faktiske videobånd.”
Den købte jeg ikke, men jeg sagde: ”Okay, så er den historie vel ikke længere.”
Han kendte mig for godt fra første gang, han var i live. ”Du er ikke overbevist?” sagde han.
”Jo, jeg er. Hvordan fandt I for resten parret?”
”Jeg havde det nemmere end dig,” svarede han. ”Manden havde engang fået taget fingeraftryk i forbindelse med en jobansøgning, og vi havde hans fingeraftryk på vinflasken og vinglasset. Vi tjekkede dem i FBI's databank, og mandag morgen besøgte vi ham på hans kontor. Han gav os så navnet på sin gifte veninde.”
”Det var nemt. Jeg håber, I tog hans fingeraftryk fra registreringskortet på Bayview, så I kunne koble stranden og hotellet sammen.”
”Det ... gjorde vi faktisk ikke, nej. Men vi havde ikke til hensigt at sigte ham for noget kriminelt.”
”Så vidt jeg ved, er det stadig en forbrydelse at ødelægge bevismateriale.”
”Der blev ikke begået nogen forbrydelse mod TWA 800, så bevismaterialet var ikke ... dette par befandt sig blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De så det samme, som to hundrede andre, og deres videobånd viste ikke noget, som havde interesse for CIA eller FBI. Det blev bekræftet af løgnedetektoren. Jeg afhørte dem meget grundigt,” sluttede han, ”og de blev afhørt af andre, herunder din kollega i FBI, Liam Griffith. Alle er enige om, at de sagde sandheden ... hvis du taler med Liam Griffith, kan han bekræfte det.”
”Det kan han sikkert. Men det vil jeg vide med sikkerhed, når jeg har talt med parret. Har du papir og blyant på dig?”
”Du kan ikke komme til at tale med dem.”
”Hvorfor ikke? Har de været ude for et beklageligt uheld?”
”Nu skal du ikke være melodramatisk. Du kan ikke komme til at tale med dem, fordi vi lovede dem evig anonymitet til gengæld for deres samarbejde.”
”Okay, jeg vil gøre det samme.”
Ted Nash måtte tilsyneladende tænke sig om og sikkert huske på de instruktioner, han havde modtaget angående under-tegnede. ”Dette er ret enkelt, Ted,” sagde jeg til ham. ”Du fortæller mig deres navne, jeg mødes med dem, taler med dem, og vi løser dette én gang for alle. Hvad er problemet?”
”Det bliver jeg nødt til at få godkendt.”
”Okay. Ring til mig i morgen på min mobiltelefon. Efterlad en besked.”
”Jeg kan måske ikke klare det før mandag.”
”Så lad os mødes på mandag.”
”Jeg giver besked.” Han stak hånden i brystlommen på sin vindjakke for at tage sine cigaretter frem, men indså da, at de var våde, og han besluttede ikke at ryge alligevel.
”Det er derfor, du blev stakåndet,” sagde jeg. ”Man kan dø af at ryge.”
”Hvordan har din kæbe det?”
”Fint. Jeg dyppede den i saltvand sammen med dit hoved.”
”Jeg ramte tilsyneladende ikke noget, da jeg lodsede dig i skridtet.”
Ted var ikke så tosset, men jeg var bedre. ”Jeg tror, det var dit våde trusseindlæg, som trak dig ned.”
”Rend mig i røven.”
Dette var sjovt, men ikke særlig produktivt. Jeg skiftede emne. ”Ring til mig, så aftaler vi et møde ... et offentlig sted denne gang. Jeg vælger. Du må gerne tage ledsagere med, hvis du vil. Men jeg vil have parrets navne, endnu før vi får sagt goddag.”
Han så på mig. ”Du må være forberedt på selv at skulle besvare nogle spørgsmål,” sagde han, ”eller måske bliver en stævning det eneste, du får ud af det møde ... du har ikke så meget magt, som du selv tror, Corey,” tilføjede han. ”Vi har ikke noget at skjule, fordi der ikke er mere i sagen, end jeg lige har fortalt dig. Og så skal jeg fortælle dig noget, som du selv burde have regnet ud - hvis der var noget at skjule, havde de allerede været døde.”
”Nu truer du mig igen. Lad mig fortælle dig noget - uanset hvordan denne sag ender, så skal du og jeg mødes for at få ordnet din død.”
”Jeg vil glæde mig til sådan et møde.”
”Ikke så meget som jeg.” Han strakte hånden frem igen, men vi var ikke tæt nok på hinanden til at give hånd, så jeg tænkte, at han ville have sin pistol tilbage. ”Du har lige truet med at dræbe mig,” sagde jeg, ”og nu vil du have, jeg skal give dig pistolen tilbage? Hvad er det, jeg ikke har forstået?”
”Som sagt - du havde allerede været død, hvis jeg havde behov for at slå dig ihjel. Men eftersom du tydeligvis tror på det, jeg har fortalt dig, har jeg ikke behov for at slå dig ihjel. Men jeg skal have min pistol tilbage.”
”Okay, men lover du ikke at sigte på mig med den og tvinge mig til at fortælle, hvad jeg ved om denne sag?”
”Det lover jeg.”
”På æresord.”
”Giv mig så min pistol, for fanden.”
Jeg trak Glocken op af bukselinningen og smed den i sandet. Jeg beholdt det fulde magasin. ”Næste gang vi mødes,” sagde jeg, ”behøver du ikke at simulere din egen død.” Jeg vendte rundt og gik min vej.
Han råbte efter mig. ”Når du ser Kate i lufthavnen, så husk at fortælle hende, at jeg stadig er i live, og at jeg snart ringer til hende.”
Ted Nash havde fortjent, at jeg slog ham ihjel lige på stedet, men jeg ville gerne have noget at glæde mig til.
Jeg var meget mindre paranoid nu, hvor jeg havde opdaget, at jeg virkelig blev forfulgt af folk, som ville slå mig ihjel. Det var en stor lettelse.
Jeg tog tilbage til Bayview, skyllede saltvandet og skidtet af, skiftede til rejsetøj og tjekkede derpå ud.
Jeg befandt mig nu på Long Island Expressway i min lejede Ford Taurus, og klokken var 22.05 lørdag aften. Jeg havde tændt for en lokal FM-station, der spillede Billy Joel og Harry Chapin, der - som den maniske dj konstant fortalte sit lyttende publikum - var lokale Long Island-drenge. Det samme var seriemorderen Joel Rifkin, men det nævnte dj'en ikke.
Trafikken var moderat til tæt, og jeg foretog nogle få tilfældige manøvrer for at se, om nogen fulgte efter mig, men alle, som kører på Long Island Expressway er kuleskøre, og det var ikke til at se, om jeg havde en erfaren FBI-agent efter mig eller blot en typisk Long Island-galning.
Jeg kørte fra motorvejen og op på den igen for at sikre mig, at ingen fulgte efter. En tilbageværende rest paranoia fik mig til at se op gennem soltaget efter den sagnomspundne sorte helikopter, som statssikkerhedsorganerne i USA brugte til at holde øje med sine borgere, men der var ikke andet deroppe end månen og stjernerne.
Jeg tændte for min mobiltelefon i fem minutter, men der var ingen beskeder.
Jeg spekulerede lidt over mit møde og min brydekamp med mr. Ted Nash. Fyren var lige så frastødende og arrogant som altid, og han havde ikke haft noget som helst positivt ud af at være død et stykke tid. Næste gang vil jeg selv tage mig af det og komme til begravelsen. Men i mellemtiden var han atter på nakken af mig i et forsøg på at forhindre min ædle indsats for at finde sandheden samt mine mindre noble forsøg på at slå folk oven i hovedet med den, nu jeg var i gang.
Jeg havde stadig ondt i kæben, og et hurtigt kik i spejlet på Bayview Hotel havde afsløret et manglende stykke hud og en blå-sort blodudtrædning langs min kæbe. Jeg havde også hovedpine, hvilket jeg altid fik, når jeg mødtes med Ted Nash, uanset om jeg smadrede min pande ind i hans ansigt eller ej. Der var også en smule ømhed omkring kronjuvelerne, hvilket alene gav mig tilstrækkelig grund til at dræbe ham.
I mine tyve år i NYPD har jeg kun været nødt til at dræbe to mænd og begge i selvforsvar. Mit personlige og professionelle forhold til Ted Nash var mere komplekst end mine kortvarige forhold til de to for mig fuldstændigt ukendte, som jeg havde været nødt til at skyde, og derfor måtte jeg mere seriøst over-veje mine grunde til at dræbe Ted.
Slagsmålet på stranden burde have været rensende for os begge, men sandt at sige var ingen af os tilfredsstillede, og vi havde begge brug for en omkamp
På den anden side - som Kate ville sige - var vi begge føderale agenter, som forsøgte at udføre det samme arbejde for vores land, så derfor burde vi forsøge at forstå det fjendskab, der drev os mod gensidige, destruktive tilfælde af verbale fornærmelser og fysisk vold. Vi burde tale vores forskelligheder igennem og vedkende os, at vi havde samme mål og forhåbninger, og måske endda lignende personligheder, som kunne være en kilde til samarbejde frem for en kilde til konflikt. Vi måtte forstå den smerte, vi påførte hinanden, og arbejde konstruktivt og ærligt på at forstå den andens følelser.
Eller for at sige det kort og enkelt: Jeg skulle have druknet den forbandede skiderik som en rotte eller i det mindste skudt ham med hans egen pistol.
Et skilt oplyste mig om, at jeg kørte ind i Nassau County, og den bindegale dj bekendtgjorde, at det var endnu en smuk lørdag aften på smukke Long Island. ”Fra The Hamptons til The Gold Coast, fra Plum Island til Fire Island, fra havet til Long Island Sound - gi'r vi den fuld skrue med rock and roll og fester igennem. Vi har det skidesjovt!”
Rend mig i røven.
Hvad angår mr. Nashs afsløringer, så havde han en rigtig god historie, og måske fortalte han sandheden: Der var ingen raket på det videobånd. Det var godt, hvis det var sandt. Jeg ville med glæde tro, at det var en ulykke, men jeg bliver skidesur, hvis jeg finder ud af, at det ikke var det.
Jeg havde måske ét kort mere at spille i dette spil, og det var Jill Winslow - men det var ikke til at vide, om den rigtige Jill Winslow var hende i Old Brookville, hvor jeg nu var på vej til. Den rigtige Jill Winslow var måske død sammen med sin elsker. Og hvis jeg blev ved med at snuse rundt, kunne jeg også ende med at dø, selv om der hverken var tale om hemmelighedskræmmeri eller sammensværgelser - jeg tror, at Ted Nash blot ønskede mig død, og efter i aften ville hans chefer give ham tilladelse til at tage sig af det.
Jeg kørte fra motorvejen og begav mig nordpå ad Cedar Swamp Road. Jeg så ikke nogen cedertrær, og jeg så ingen sumpe, hvilket var godt nok. Jeg bliver nervøs, hver gang jeg er væk fra Manhattan, men efter Yemen kunne jeg nok holde ferie i New Jersey.
Jeg kendte godt dette område i Nassau County, fordi der var kriminalbetjente fra Nassau County i ATTF, og jeg har dannet hold med dem under overvågning af nogle sortsmudskede typer, som arbejdede, boede og var ude på ballade herude.
Jeg fortsatte ad Cedar Swamp Road, som var flankeret af fornemme huse, en country club og et par enkelte store ejendomme.
Jeg drejede til højre ad hovedvej 25A, der går fra øst til vest gennem Long Islands guldkyst, og jeg kørte mod øst.
Jeg måtte formode, at Ted Nash senest i morgen ville tage til Bayview Hotel for at tale med mr. Rosenthal om mit besøg og om Jill Winslow. Så jeg måtte handle hurtigt, men problemet med at tale med mrs. Winslow i aften - ud over det sene tidspunkt - var mr. Winslow, der sikkert ikke anede, at mrs. Winslow var vild med sex, løgn og videobånd. Normalt ville jeg blot vente, til mr. Winslow tog på arbejde om mandagen - men med Ted Nash på krigsstien havde jeg ikke til mandag.
Den lille by, Old Brookville, hvor der bor færre mennesker end i min boligblok, har sin egen politistyrke, som holder til i krydset mellem Wolver Hollow Road og hovedvej 25A. Det er en lille, hvid bygning i det nordvestlige hjørne af krydset - ikke til at tage fejl af, ifølge politiassistent Roberts, som var den vagthavende betjent, jeg havde talt med.
Jeg drejede til venstre ved et trafiklys ad Wolver Hollow Road og ind på en lille parkeringsplads foran bygningen, hvis skilt angav: OLD BROOKVILLE POLITISTATION. Uret på instrumentbrættet viste 00.17.
Der stod to biler på parkeringspladsen, og jeg formodede, at den ene tilhørte den vagthavende betjent og den anden ms. Wilson, den civilt ansatte dame, som jeg først havde talt med, da jeg ringede.
Hvis Ted Nash fra CIA og Liam Griffith fra FBI's OPR-afdeling var fulgt efter mig eller havde anbragt et sporingsapparat på min bil, så var de allerede på vej hertil.
Den ordinære spilletid i denne kamp var udløbet, og det samme gjaldt overtiden. Nu blev der spillet på lånt tid.
Jeg gik ind i det lille venteværelse; på venstre side var der en plexiglasvæg fra gulv til loft. Bag plexiglasset stod en høj skranke, og bag skranken sad den unge og gabende civile sekretær, hvis navneskilt angav: ISABEL CELESTE WILSON. ”Kan jeg hjælpe Dem?” spurgte ms. Wilson.
”Jeg er kriminalassistent John Corey fra FBI,” sagde jeg. Jeg holdt mit id-kort op mod glasset. ”Jeg ringede tidligere og talte med Dem og politiassistent Roberts.”
”Åh ja. Et øjeblik.” Hun sagde noget i samtaleanlægget, og mindre end et minut senere kom en uniformeret betjent ind ad en dør bagerst i lokalet.
Jeg fyrede min remse af igen, og politiassistent Roberts, en muskuløs, midaldrende mand, så på id-kortet fra FBI med mit foto på. Jeg viste ham desuden mit kopiskilt fra NYPD samt det forældede id-kort, og som vi begge vidste: én gang strømer, altid strømer.
Han trykkede på en kontakt og lukkede mig ind ad en dør i plexiglasvæggen, hvorefter han fulgte mig hen til sit kontor bagerst i bygningen. Han tilbød mig en stol og satte sig bag skrivebordet. Bortset fra min T-shirt kunne jeg indtil videre ikke lugte noget galt.
”Nå, så du er i FBI?” spurgte han mig.
”Ja, det er jeg. Jeg arbejder på en føderal drabssag, og jeg har brug for oplysninger om en lokal borger.”
Politiassistent Roberts så forbløffet ud. ”Vi har ikke mange drabssager her. Hvem er denne borger?”
Jeg undlod at svare. ”Er der en kriminalassistent på vagt?” spurgte jeg.
Det gjorde ham lidt fornærmet, men indenfor ordenshåndhævelse taler kriminalbetjente med kriminalbetjente, og kriminalkommissæren taler kun med Gud.
”Vi har fire kriminalbetjente,” sagde politiassistent Roberts. ”Én er ude på en sag, én har fri, én er på ferie og den vagthavende kriminalassistent er hjemme. Hvor vigtigt er det?”
”Vigtigt, men det er ikke vigtigt nok til at forstyrre kriminalassistentens søvn ... Du kan sikkert hjælpe mig,” tilføjede jeg.
”Hvad skal De bruge?”
Politiassistent Roberts lod til at være den type lokalbetjent, som ville yde tjenstlig assistance, hvis man behandlede ham ordentligt. Han havde forhåbentlig ingen negative erfaringer med FBI, hvilket indimellem var et problem. ”Dette drab,” sagde jeg, ”skete i en anden retskreds. Sagen er international og har sikkert forbindelse til terrorister.”
Han stirrede på mig. ”Er denne borger mistænkt?” spurgte han.
”Nej. Vedkommende er et vidne.”
”Det var godt. Vi vil nødig miste en skatteborger. Nå, hvem er vedkommende?”
”Mrs. Jill Winslow.”
”Jamen dog?”
”Kender du hende?”
”Lidt. Jeg kender hendes mand bedre. Mark Winslow. Han sidder i byrådet. Jeg har talt med ham et par gange til møder.”
”Og hende?” spurgte jeg.
”Jeg har mødt hende nogle gange. Flink dame.” Han smilede. ”Jeg standsede hende engang for at køre for hurtigt. Hun overtalte mig til ikke at give hende en bøde og fik mig til at føle, at hun gjorde mig en tjeneste.”
Jeg smilede høfligt. ”Ved du, om hun har et arbejde?” spurgte jeg.
”Det har hun ikke.”
Jeg spekulerede over, hvordan han kunne vide det, men undlod at spørge. ”Mr. Winslow sidder altså i byrådet? I mine papirer står der ellers, at han arbejder for Morgan Stanley.”
Politiassistent Roberts lo. ”Ja, det er dér, han tjener hovedparten af sine penge. Når man arbejder for byen, får man kun én dollar om året.”
”Ser man det. Hvordan klarer du dig for én dollar om året?”
Han lo igen. ”Jeg har et rigtigt arbejde. De fleste i byrådet er frivillige.”
”Du godeste.” Dette sted lignede noget fra gamle dage.
”Nå, hvad er der så med mrs. Winslow?” spurgte politiassistent Roberts. ”Hvor har hun set dette drab?”
”Jeg må ikke omtale detaljerne. Faktisk er jeg ikke sikker på, at det er den rigtige kvinde, så lad mig lige tjekke nogle faktuelle oplysninger. Hvor gammel er hun cirka?”
Han tænkte et øjeblik. ”Omkring midt i eller i slutningen af trediverne. Sig mig, skete dette drab i udlandet?” spurgte han.
Politiassistent Roberts stillede for mange spørgsmål, men jeg mente ikke, han var mistænksom. Han var blot nysgerrig, og jeg havde på fornemmelsen, at sladder var byens hovedbeskæftigelse. ”Episoden skete i selve USA,” svarede jeg uden at vide, om Jill Winslow rejste udenlands, eller om politiassistent Roberts vidste, om hun gjorde det. ”Har mr. og mrs. Winslow børn?”
Han svarede ikke, men drejede stolen rundt mod computeren og trykkede på nogle taster. ”To drenge,” sagde han, ”James, tretten år, og Mark jr. femten. Der har aldrig været problemer med dem ... De er begge sendt på kostskole,” tilføjede han.
Jeg stirrede på computerskærmen. ”Har I alle de oplysninger på computeren?” spurgte jeg.
”Vi laver en rundspørge blandt borgerne omtrent én gang om året.” svarede han.
”En rundspørge?”
”Ja. Hver politibetjent får et område at undersøge - der uddeles spørgeskemaer, og man udspørger folk. Derpå lægges det hele ind i computeren. Vi har sagsakter på alle og enhver.”
”Ja, det virkede jo i Tyskland og Sovjetunionen.”
Han sendte mig et irriteret blik. ”Det er ganske frivilligt,” oplyste han mig.
”Det er et godt første skridt.”
”Alle har glæde af det,” oplyste han mig videre. ”Vi ved, for eksempel, om der er handicappede i huset; om de har hund; vi ved, hvem der arbejder i byen; og vi har kontaktnumre til alle. Oplysningerne er tilgængelige for alle vores politikøretøjer gennem en mobil dataterminal. Vi har ikke meget kriminalitet,” fastslog han, ”og vi ønsker, at det skal fortsætte sådan.”
”Jamen, så kan du jo fortælle mig, om der er andre, som hedder Jill Winslow i området?”
Han vendte sig atter mod computeren. ”Der er nogle få Winslows, men jeg kan ikke se andre, der hedder Jill Winslow.”
”Nogen oplysninger om husspektakler?”
Han trykkede på nogle taster. ”Der er ikke rapporteret noget.”
Det var en smule uhyggeligt, men meget belejligt. Jeg burde indføre computerstyrede borgerundersøgelser i min boligblok. ”Hvor længe har du haft dette job?” spurgte jeg politiassistent Roberts.
”Elleve år,” svarede han uden at spørge computeren. ”Hvorfor?”
”Kan du mon huske, om der skete noget usædvanligt i forbindelse med familien Winslow for omkring fem år siden?”
Han tænkte over det. ”Jeg kan ikke huske, at det lokale politi nogensinde har fået kendskab til noget,” svarede han så.
”Hvad med rygter eller sladder angående hende?”
”Mener du om ...?”
”Ja. Om hun boller ved siden af.”
Han rystede på hovedet. ”Ikke hvad jeg ved af. Men jeg bor ikke i byen. Hvorfor spørger du?”
Jeg ignorerede hans spørgsmål. ”Hvad kan du fortælle mig om dem?” spurgte jeg i stedet. ”Jeg mener baggrundsoplysninger, livsstil, den slags.”
Politiassistent Roberts tænkte sig om et øjeblik. ”Mark Winslow kommer fra en gammel familie fra Long Island,” svarede han så. ”Ifølge vores seneste undersøgelse er hun af Halley-familien, også en fin, gammel familie. De er velstående, men ikke svinerige. Han arbejder for Morgan Stanley i byen, som du ved, og han rejser meget i forretningsøjemed. Hun giver os besked, hver gang han, hende selv eller dem begge er bortrejst. De er medlemmer af vores country club, og han er medlem af en loge i byen” - han skævede til computeren - ”Union League Club. Yderst republikansk. Hvad vil du ellers vide?”
Jeg ville vide, om det var denne Jill Winslow, som havde bollet på stranden den aften, hvor TWA 800 styrtede ned, men måske skulle jeg spørge hende selv. ”Jeg tror, jeg har dannet mig et indtryk af dem,” sagde jeg.
”Hvad har dette at gøre med at være vidne til et drab?” spurgte han.
Godt spørgsmål. Politiassistent Roberts var kvikkere, end jeg havde ventet, hvilket jeg gjorde klogt i at huske. ”Der er tydeligvis mere i det end som så,” svarede jeg. ”Men af hensyn til den nationale sikkerhed kan jeg ikke fortælle dig, hvad det er.”
Vi holdt øjenkontakten. ”Okay,” sagde han.
Jeg bemærkede, at hans radio havde været meget stille, men så brummede hans telefon, han løftede røret og talte med ms. Wilson ude foran.
Jeg havde lyst til at sige: ”Hvis det er CIA, så er jeg her ikke.” Jeg lyttede efter tegn på problemer, men så sagde han til den civile sekretær: ”Stil hende ind til mig. Jeg klarer den.” Han så på mig. ”Højrøstet havefest.” Samtalen blev stillet om, og han sludrede med en eller anden om den højrøstede have-fest.
Dette var i sandhed en anden slags politidistrikt, og jeg forsøgte at danne mig et mentalt billede af Jill Winslows verden. Hun var, som jeg havde gættet, fra den rige del af middelklassen og havde en masse at miste, hvis hendes mand opdagede, at hun ikke shoppede efter tøj, hver eneste gang hun gik ud.
Jeg spekulerede på, om mr. Mark Winslow, investeringsekspert hos Morgan Stanley, var en smule kedelig, sikkert en, der nød et par cocktails, spillede golf i den lokale country club og tilbragte en masse tid i byen på arbejde og sammen med klienter. Måske havde han et damebekendtskab i byen. Kedelige, fortravlede og rige mænd havde ofte fuldtidselskerinder, som fandt dem fascinerende.
Jeg kunne forstå på politiassistent Roberts, at mr. Winslow udviste ansvarsfølelse for sit lokalsamfund og sad i byrådet. Dette var meget selvopofrende, og der var den ekstra gevinst, at han kunne slippe væk fra huset mindst én gang mere om måneden - og så gav det ham mulighed for at hjælpe til med at holde pøbelen væk fra kvarteret.
Kort sagt kedede mrs. Winslow sig sikkert. Hun lavede sikkert frivilligt arbejde og tog ind til byen for at gå i teatret og spise frokost med damerne, når hun ikke begik utroskab.
Jeg forsøgte at fremmane et billede af hendes elsker, men uden andre oplysninger end Nashs bekræftelse af, at han var gift, kunne jeg ikke inddrage andet, end at han kneppede mrs. Winslow.
Don Juan ejede tilsyneladende den beige Ford Explorer, og en af dem ejede et videokamera, som de havde brugt til at indfange et romantisk øjeblik på stranden. Måske havde der været andre sådanne øjeblikke, så de stolede utvivlsomt på hinanden, ellers ville der ikke have været et videokamera til at optage de potentielt skadelige utroshandlinger. De kom sikkert fra samme sociale omgangskreds. Denne affære var sikkert begyndt som en uskyldig flirt ved et cocktailparty eller et selskab i country clubb'en og havde udviklet sig til frokost, så middag og så frem-og-tilbage.
En ny tanke: Selv om deres handlinger var ubesindige, var de ikke selv ubesindige mennesker. Deres affære var, eller havde været, meget kontrolleret, en kalkuleret risiko, hvis belønning - hvad den så måtte være - måtte være risikoen værd.
En sidste tanke: De var ikke forelskede i hinanden. Havde de været det, ville de have fået en åbenbaring om aftenen den 17. juli 1996, da de så flyet eksplodere - det ville have været et tegn på, at livet er kort, og at de burde være sammen - og så til helvede med deres ægtefæller, deres familier og deres velordnede verden. Og så ville Jill Winslow ikke længere bo på Quail Hollow Lane 12 sammen med Mark Winslow.
Men når det var sagt, var det dog ikke til at vide, om mr. Mark Winslow var en interessant og attraktiv mand, en kærlig og opmærksom ægtemand, eller om mrs. Jill Winslow var den lokale horetøs, eller om hendes elsker var ham, der rensede swimmingpoolen.
Når jeg forsøgte at få en fornemmelse af mrs. Winslow og hendes verden var det for at afgøre, om jeg kunne overtale hende til at fortælle mig nøjagtig, hvad der var sket, og hvad hun havde set på videobåndet den aften. Hvis hun havde fortalt Nash sandheden, så var den ikke længere, og jeg kunne tage hjem til min La-Z-Boy-lænestol. Hvis der var mere, end Nash havde fortalt, eller der var noget, hun ikke havde fortalt ham, så var det ikke slut - så var det begyndelsen på en genåbnet sag. Jeg var ikke sikker på, hvilket resultat jeg heppede på.
Politiassistent Roberts lagde røret på. ”Typisk lørdag aften,” sagde han. ”Masser af private fester - som regel unge, hvis forældrene er ude.” Han kaldte en patruljevogn over politiradioen og gav fyren adressen på den støjende fest. ”Jeg har fire biler ude i aften,” sagde han. ”Indimellem får jeg et opkald fra alarmselskaber, som rapporterer om en tyveri-alarm, der er gået igang. Det sker også, jeg får et opkald om en færdselsulykke, og indimellem hører de gamle damer en listetyv - de samme to damer.”
Han fortsatte en tid med at fortælle om problemerne ved at udføre politiarbejde i en lille by, hvor beboerne mente, at betjentene blot var nogle ekstra tjenestefolk. Det var ikke særlig interessant, men det gav mig en idé.
”Ved du, om mr. og mrs. Winslow er i byen?” spurgte jeg ham.
Han legede med computeren. ”Jeg har ingen oplysninger om, at de ikke skulle være hjemme,” sagde han.
”Har du tilfældigvis deres telefonnummer?”
Han trykkede på nogle taster. ”Jeg har ofte folks hemmelige numre,” sagde han, ”men ikke alle ...” Han så på skærmen. ”Jeg har faktisk deres,” sagde han. ”Skal du bruge det?”
”Ja tak.”
Han kradsede nummeret ned på et stykke papir og gav det til mig. Jeg måtte huske at fortælle Dom Fanelli om det lokale politi og deres fikse, orwelske database.
”Hvis du ringer til dem eller aflægger dem et besøg,” sagde politiassistent Roberts til mig, ”så skal du vide, at Mark Winslow er typen, som ikke engang vil svare på spørgsmål i et quiz-program uden at have sin advokat til stede. Så hvis du ønsker at tale med hende, så må du få ham ud af billedet, medmindre du ønsker, at hans advokat skal være til stede. Men det har du ikke hørt fra mig, okay?”
”Det er forstået.” Faktisk havde jeg mere tvingende grunde til ikke at have ham i nærheden. ”Gør mig en tjeneste og ring til dem.”
”Nu?”
”Ja. Jeg bliver nødt til at sikre mig, at de er hjemme.”
”Okay ... hvad skal jeg sige? Deres nummerviser vil angive 'Brookville Politi'.”
”Sig til mr. Winslow, at der er hastemøde i byrådet. Du har lige hørt, at der åbner en latinamerikansk klub på hovedgaden.”
Han lo. ”Ja, det skal nok få hele byen op af stolene.”
Jeg smilede af denne lille politisk ukorrekte vittighed, som vi delte mellem os, og foreslog: ”Hvad med at sige, at der er en listetyv i nabolaget. En eller andens tyverialarm er lige gået i gang.”
”Okay ...”
Han ringede til nummeret. ”Sæt medhør på,” sagde jeg til ham.
Han trykkede på medhørsknappen, og jeg hørte telefonen ringe. Ved fjerde ring svarede en mandsstemme. ”Hallo?”
”Mr. Winslow?” spurgte politiassistent Roberts.
”Ja?”
”Mr. Winslow, det er politiassistent Roberts fra Old Brookville Politistation. Undskyld, jeg ringer så sent, men vi har fået rapport om et indbrudsforsøg. En af deres naboers alarm er lige gået i gang, så vi spekulerede på, om De havde set eller hørt noget.”
Mark Winslow rømmede sig og fik orden på tankerne. ”Nej ...” svarede han, ”jeg er lige kommet hjem ... lad mig se ... for to timer siden ...”
”Okay. De skal ikke være bekymret. Vi har en patruljevogn i området. Sørg blot for, at Deres døre og vinduer er lukkede, og alarmen sat til. Og ring til os, hvis De ser eller hører noget.”
”Okay ... ja, det skal jeg gøre ...”
Jeg syntes, mr. Winslow lød som mr. Rosenthal klokken et om morgenen. Jeg gjorde tegn til politiassistent Roberts, at han skulle lade mig tale med ham. ”Der er en kriminalbetjent fra ...” sagde han til mr. Winslow.
”Amtspolitiet,” hjalp jeg ham.
”Der er en kriminalbetjent fra amtspolitiet, som gerne vil tale med Dem.”
”Undskyld, jeg forstyrrer,” sagde jeg til mr. Winslow, ”men vi efterforsker en række indbrud i huse i dette område.” Jeg blev nødt til at komme til sagen, før han vågnede op og begyndte at tænke, at dette var en smule absurd. ”Er De hjemme i morgen, hvis jeg kom forbi?”
”Øh ... nej ... spiller golf ...”
”Hvornår begynder De?”
”Klokken otte ... morgenmad klokken syv,” tilføjede han. ”I klubben.”
”Jaså. Vil Deres kone være hjemme?”
”Hun går i kirke klokken ti.”
”Og Deres børn?”
”De er i skole. Er der grund til at være bekymret?”
”Nej, sir. Jeg bliver bare nødt til at tjekke nabolaget i dagslys, så vil De være rar at fortælle Deres kone, at hun ikke skal blive nervøs, hvis jeg kommer forbi. Nu får de politiassistent Roberts igen.”
”Undskyld, jeg ringede så sent,” sagde han til mr. Winslow, ”men jeg ville lige være sikker på, at alt var i orden hos Dem.”
”Der er ingen grund til at undskylde. Jeg sætter pris på, at De ringede.”
Politiassistent Roberts lagde på. ”Okay, han skal altså spille golf i morgen,” sagde han til mig i tilfælde af, at jeg ikke havde lyttet efter.
”Nemlig. Ring til ham omkring klokken halv syv i morgen tidlig og sig, at I har fanget tyven, og at amtspolitiet vil lede efter bevismateriale efter solopgang.”
Politiassistent Roberts noterede det ned. ”Tager du derhen i morgen for at tale med hende?” spurgte han.
”Ja, det gør jeg.”
”Er der tale om en anholdelse?” spurgte han.
”Nej. Blot en vidneafhøring.”
”Det lyder som mere end det.”
Jeg lænede mig frem mod ham. ”Nu skal jeg betro dig noget,” sagde jeg, ”men det skal blive mellem os.”
Han nikkede og ventede på, at jeg skulle fortsætte.
”Jill Winslow,” sagde jeg, ”er måske i fare på grund af det, hun har set.”
”Virkelig?”
”Ja. Jeg har tænkt mig at holde øje med familien Winslows hus i nat. Sig til Deres betjente, at de ikke skal bekymre sig om en grå Ford Taurus, som er parkeret på Quail Hollow Lane. Okay? Du og jeg holder kontakt med hinanden natten igennem, hvis jeg får brug for assistance. Har du en ekstra radio?”
”Jeg har en håndholdt, du kan låne.”
Jeg havde lyst til at spørge ham, om han havde en ekstra pistol et eller andet sted, men det ville måske være at trække lidt for meget på hans gæstfrihed. ”Hvad tid får du fri?” spurgte jeg.
”Klokken otte. Midnat til otte.”
”Okay, jeg kontakter dig, hvis mr. Winslow ikke forlader huset for at spise morgenmad i klubben - så bliver du nødt til at få ham ud af huset på en eller anden måde. Okay?”
”Okay ...”
Jeg rejste mig. ”Hvordan kommer jeg til Quail Hollow Lane 12?” spurgte jeg.
Politiassistent Roberts gav mig et kort over Old Brookville og benyttede en markørpen til at angive vejen. Han lånte mig en håndholdt radio. ”Frekvensen er indstillet,” sagde han. ”Jeg har kodenavn HQ Desk - du vil være Bil 0.”
”Det er forstået. Kontakter du mig,” tilføjede jeg, ”hvis andre føderale agenter ringer eller kommer forbi?”
”Det skal jeg gøre.”
Vi gav hinanden hånden. ”Jeg skal sørge for, at dit samarbejde bliver påskønnet,” sagde jeg. ”Jeg kommer forbi med radioen senere.”
Jeg forlod Old Brookvilles lille politistation. Du godeste, hvor er jeg god til at fylde folk med pis. Måske kunne jeg få politiassistent Roberts til at anholde Ted Nash, hvis denne dukkede op.
Det var en kølig og klar nat, man kunne se stjernerne derude, og der var ingen sorte helikoptere. Der passerede nogle biler på hovedvej 25A, men derudover var der meget stille bortset fra nogle frøers kvækken.
Jeg satte mig ind i min lejede bil, kørte tilbage til Cedar Swamp Road og satte kurs nordpå, som politiassistent Roberts havde fortalt, at jeg skulle.
Under antagelse af at Ted Nash endnu ikke havde talt med mr. Rosenthal og opdaget, at jeg havde fundet Jill Winslows navn, og under antagelse af, at det var den rigtige Jill Winslow, så ville jeg, på et eller andet tidspunkt efter mr. Winslow havde slået dagens første golfslag, få svar på nogle spørgsmål, som jeg ikke anede fandtes, før Kate var så flink at oplyse mig om dem. Siden da havde jeg været belønnet med en tur til Yemen, Ted Nashs genopstandelse og Sandheden ifølge Ted. Kunne det være bedre?
Når jeg hentede Kate i lufthavnen om mandagen - hvis jeg altså ikke var blevet sendt tilbage til Yemen, var i fængsel eller død - så kunne jeg sige til hende: ”Velkommen hjem. Jeg har både gode og dårlige nyheder. De gode er, at jeg har fundet kvinden fra stranden. De dårlige nyheder er, at Ted Nash er i live, og han vil slå mig ihjel.”
Jeg kørte ind ad smedejernsporten ved Banfi Vintners, drejede så ind på Chicken Vally Road, som politiassistent Roberts havde fortalt, at jeg skulle. Vejen var mørk, så jeg sagtnede farten og tændte det lange lys, hvis der skulle være kyllinger på vejen. Et par minutter senere fik jeg øje på et vejskilt, der angav Quail Hollow Lane. Jeg drejede til højre og fulgte den smalle, snoede vej.
Jeg kunne knap se husene, for slet ikke at tale om husnumrene, men der sad postkasser på stolper, og jeg fik øje på nummer 12. Jeg kørte ud i grusrabatten, slukkede lyset og motoren og steg ud.
For enden af en lang, træflankeret indkørsel kunne jeg skimte et imponerende georgiansk hus af røde mursten, som lå på en opstigende skråning. Der var lys tændt i et af vinduerne ovenpå, og mens jeg så på, blev det slukket.
Jeg satte mig ind i bilen igen, slog tændingen til og tændte for radioen. Klokken var 02.17 på instrumentbrættets ur, og jeg forberedte mig på en lang, ukomfortabel nat.
Den sindssyge dj, som kaldte sig selv for Varulven Jack, knurrede og hylede, og jeg spekulerede på, om det måske var Jack Koenig, som lavede lidt måneskinsarbejde.
Varulven Jack modtog opkald fra lytterne, og jeg formodede, at hovedparten ringede fra statshospitalet. En fyr råbte: ”Hej, Varulv, det er Dave fra Garden City!”
Varulven råbte tilbage. ”Hej, Dave! Hvad kan jeg gøre for dig, makker?”
”Jeg vil gerne høre All I Want is You med U2,” råbte Dave højlydt, ”og jeg vil gerne dedikere den til min kone, Liz, som er sur på mig.”
”Den skal du få, Dave! Hører du efter, Liz? Den her er fra din hengivne ægtemand, Dave, og kun til dig, skattepige.”
U2 begyndte at croone 'All I Want Is You'.
Jeg var fristet til at skifte station, men jeg indså, at Varulven Jack var lige, hvad jeg trængte til den aften.
En gang imellem knitrede det i min politiradio, og en af de fire patruljevogne kaldte den civile sekretær, eller også kaldte hun dem. Jeg foretog et radiotjek med Roberts og mindede ham om, at han skulle kontakte mig, hvis der dukkede andre føderale agenter op, selv om jeg vidste, at det var usandsynligt, at det opkald ville indløbe, hvis Nash og hans slæng faktisk havde fundet på at besøge politistationen i Old Brookville. Det var mere sandsynligt, at de ville dukke op her og tage mig med.
Jeg gabte, døsede hen, vågnede op og døsede hen igen. Varulven Jack sluttede klokken 03.00, men lovede at være tilbage næste nat for at flå struben op på sine lyttere. Stationen sluttede med nationalsangen, og jeg satte mig ret op, indtil den sluttede. Jeg skiftede til en kanal, som kun sendte nyheder. Omkring klokken 04.00 kørte en politibil fra Old Brookville langsomt forbi, og vi vinkede til hinanden.
Jeg døsede hen igen, og da jeg vågnede, var et svagt daggry ved at vise sig mod sydøst. Klokken var 05.29. Jeg kontaktede politiassistent Roberts over radioen. ”Ring til mr. Winslow klokken halv syv og fortæl ham, at listetyven er blevet fanget,” sagde jeg. ”Alt er roligt og trygt i Pleasantville. Det er en god dag til golf.”
”Held og lykke med mrs. Winslow,” svarede politiassistent Roberts med en kluklatter.
”Tak.”
Klokken 06.45 gled en automatisk garagedør op i familien Winslows store garage, og en grå Mercedes sedan kørte ned ad den lange indkørsel. For enden af indkørslen drejede vognen hen mod mig, og jeg fik et glimt af Mark Winslow, som udstrålede en blændende kedsommelighed gennem vindspejlet. Jeg gled ned i sædet, indtil han var passeret.
Jeg ville ikke jage Jill Winslow ud af sengen så tidligt, så jeg ventede lidt.
Der steg en dis op fra de enorme plæner foran de store huse omkring mig, og solen stod op over en fjerntliggende række træer. Et sært udseende, vildt dyr krydsede vejen. Måske en ræv. Vejens navn betød noget med vagtler, men jeg vidste ikke med sikkerhed, hvordan en vagtel så ud. Det var svært at tro, at Midtown Manhattan kun lå omkring en halv times kørsel fra denne farlige urskov; jeg kunne ikke vente med at sætte fødderne på beton igen.
Jeg så på familien Winslows hus. Jeg håbede virkelig, at mrs. Winslow ikke havde fortalt hele sandheden til Nash og Griffith - trods Nashs pis om løgnedetektoren - og at mrs. Winslow var rede til at rense sin sjæl og samvittighed, selv om det kunne betyde, at hun måtte opgive alt dette. Det var ikke sandsynligt. Men man ved det jo ikke, før man spørger.
Et par biler passerede, og folk så på mig. Derfor startede jeg motoren, før de ringede til strisserne, og kørte op i den lange indkørsel. Jeg standsede i et brostensbelagt parkeringsområde foran huset. Klokken var 07.32. Jeg greb min politiradio, steg ud, gik op ad trappen og ringede på dørklokken.
Hvor mange gange havde jeg gjort dette som kriminalbetjent? Hvor mange dørklokker havde jeg ringet på for at oplyse en eller anden om en tragedie eller spørge, om jeg kunne komme indenfor for at stille nogle rutinespørgsmål? Hvor mange ransagninger havde jeg ikke gennemført, og hvor mange arrestordrer havde jeg ikke håndhævet?
Nu og da aflagde jeg et kondolencebesøg, og indimellem kom jeg med gode nyheder.
Det blev aldrig trivielt, men det blev heller ikke godt.
Jeg anede ikke, hvad der ville ske her, men jeg var sikker på, at visse menneskers liv ville ændre sig i løbet af de næste par timers tid.
Jeg hørte et elektronisk hyl og noget, der lød som en kvindestemme, komme fra en højttaler over mig, hvis lydkvalitet kun var en anelse bedre end den, de bruger i burgerkædernes drive-in-afdelinger. ”Hvem er det?” sagde stemmen.
Jeg så op mod det overvågningskamera, der var rettet mod mig. ”Kriminalassistent Corey, mrs. Winslow,” svarede jeg. Jeg holdt mit id-kort op, og havde nær sagt ”dobbeltburger med ost”, men jeg tog mig i det. ”Jeg talte med Deres mand i telefonen i går aftes,” sagde jeg.
”Åh ... ja, desværre, men han er ikke hjemme.”
Det var der ingen grund til at undskylde. ”Må jeg tage nogle få minutter af Deres tid angående et indbrudsforsøg?”
”Tja ... okay ... bare et øjeblik.”
Jeg ventede, og lidt efter blev den store hoveddør åbnet. Jill Winslow var i sandhed en attraktiv kvinde. Hun var sidst i trediverne og havde brunt hår, som var klippet i noget, der vist kaldes en pagefrisure. Hun havde store, brune øjne og smukke ansigtstræk, der ville pynte på ethvert fotografi, og skønt hun havde en pæn kulør, så var min pænere.
Mrs. Winslow var klædt i en beskeden, ankellang og hvid bomuldsmorgenkåbe, som var bundet sammen om taljen, og mit røntgensyn og tilhørende beskidte tankegang bemærkede en lækker krop. Hun smilede ikke, men hun så heller ikke bister ud, så jeg smilede, og hun returnerede et tvungent smil. Jeg viste atter mit id-kort fra FBI. ”Undskyld, jeg kommer så tidligt,” sagde jeg, ”men jeg skal ikke tage meget af Deres tid.”
Hun nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle komme indenfor.
Jeg fulgte hende gennem en rummelig, formel foyer og ind i et stort landkøkken. Hun pegede mod et rundt bord i en spisekrog ved et solfyldt karnapvindue. ”Jeg skulle lige til at drikke kaffe,” sagde hun. ”Vil De have en kop med?”
”Ja, mange tak.” Jeg satte mig og stillede min radio på bordet.
Hun gik hen til køkkenbordet og begyndte at lave kaffe.
Så vidt jeg kunne se, bar dette hus præg af en rig, gammel familie - masser af antikke møbler, som jeg personligt mener, er skadedyrsbefængte, ormstukne dynger af svampeangrebet træ holdt sammen af skimmel. Men det er jo bare min mening.
”Ed Roberts fra politistationen i Old Brookville ringede lige og sagde, at de havde fanget tyven,” sagde Jill Winslow, mens hun gjorde kaffekanden klar.
”Det er korrekt.”
”Nå, hvad kan jeg gøre for Dem, mr. ...?”
”Corey. Jeg skal blot lave en opfølgning.”
Hun tog to kaffekopper fra skabet og stillede dem på en bakke. ”Og De er fra amtspolitiet?”
”Ikke just.”
Hun svarede ikke.
”Jeg er fra FBI,” sagde jeg.
Hun nikkede, og jeg kunne se, at hun hverken var overrasket eller forvirret. Vi så på hinanden i yderligere nogle sekunder, og jeg var ikke spor i tvivl om, at jeg talte med den Jill Winslow, som stjal Manden og kvinden fra Bayview Hotel for fem år siden.
”Har andre føderale agenter ringet eller været forbi på det sidste?” spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
”Men De ved, hvorfor jeg er kommet,” sagde jeg til hende.
Hun nikkede.
”Der er dukket nye oplysninger op, og jeg tænkte, at De kunne hjælpe mig.”
”Vi har gennemgået det hele,” svarede hun.
Hun havde en umiskendelig overklasseaccent; hendes stemme var blød, men klokkeklar. Og hun så direkte på mig med sine store øjne. ”Vi bliver nødt til at gennemgå det igen,” sagde jeg.
Hun blev ved med at se på mig, og det var kun hendes hoved, der bevægede sig, da hun rystede på det. Men det var ikke på nogen negativ måde; det var mere en sørgmodig gestus.
Mrs. Jill Winslow holdt sig godt, og selv på dette tidspunkt uden makeup og i morgenkåbe virkede hun som en kultiveret kvinde, som hørte til i dette hus.
Og måske fordi jeg vidste, at hun var vild med sex, løgn og videobånd, var der alligevel et eller andet ved hende, som antydede en vildere side af hendes aristokratiske adfærd.
Hun vendte sig væk og gjorde en bakke klar med fløde, sukker, servietter og bestik.
Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men hendes hænder virkede ganske rolige. ”For et par måneder siden,” sagde hun med ryggen til mig, ”i juli ... så jeg mindehøjtideligheden i fjernsynet. Det er ikke til at tro, at det er fem år siden.”
”Nej, vel?” Jeg pustede ud i min hånd for at tjekke min ånde, som var værre end dårlig, og jeg lugtede diskret til min skjorte.
Mrs. Winslow vendte sig, bar bakken med kaffen hen til bordet og satte den, samtidig med at jeg rejste mig. ”Værsgo,” sagde hun.
”Mange tak.”
Vi satte os begge. ”Jeg er faktisk netop kommet tilbage fra Yemen, så jeg er en smule ... uordentlig.”
Jeg så, at hun bemærkede såret og blodudtrædningen på min hage. ”Hvad lavede De i Yemen,” spurgte hun så, ”eller er det hemmeligt?”
”Jeg efterforskede bombeattentatet mod USS Cole,” sagde jeg og tilføjede: ”Jeg arbejder med kontraterrorisme.”
Hun svarede ikke, men hun vidste, hvor dette bar hen.
Jeg skænkede to kopper kaffe fra kanden. ”Tak,” sagde hun.
Jeg slukkede politiradioen og drak lidt kaffe. Ikke dårlig. ”Min mand spiller golf her til morgen,” sagde hun til mig. ”Jeg skal i kirke klokken ti.”
”Det ved jeg,” svarede jeg. ”Vi burde være færdige, inden De skal gøre Dem klar til at tage i kirke. Og hvad mr. Winslow angår, så vedkommer denne historie ikke ham, som det blev lovet Dem for fem år siden.”
”Mange tak,” sagde hun og nikkede.
Jeg drak mig endnu en kop, og mrs. Winslow nippede til sin. ”I går aftes,” sagde jeg,” talte jeg med den mand, som oprindelig var sat på sagen - Ted Nash. Husker De ham?”
Hun nikkede.
”Og for nogle uger siden talte jeg med Liam Griffith,” fortsatte jeg. ”Husker De ham?”
Atter nikkede hun.
”Hvem blev De ellers afhørt af dengang?” spurgte jeg.
”Af en mand, der præsenterede sig som mr. Brown fra Havarikommissionen,” svarede hun.
Jeg beskrev Jack Koenig for hende og medtog, at han virkede som en stivstikker af rang. ”Det er jeg ikke sikker på,” svarede hun. ”Ved De ikke det selv?”
Jeg ignorerede spørgsmålet. ”Var der andre?” spurgte jeg.
”Nej.”
”Underskrev De en erklæring?”
”Nej.”
”Blev Deres udsagn helt eller delvist optaget på lyd- eller videobånd?”
”Nej ... ikke så vidt jeg ved. Men manden, som kaldte sig Griffith, tog nogle notater.”
”Hvor foregik disse afhøringer?”
”Her.”
”Her i huset?”
”Ja, mens min mand var på arbejde.”
”Jaså.” Det var usædvanligt, men ikke uhørt, når det drejede sig om et uvilligt eller hemmeligt vidne. De havde tydeligvis ikke lyst til at spærre hende inde i et føderalt fængsel. ”Og den herre, som De var sammen med Dem på tidspunktet?” spurgte jeg.
”Hvad med ham?”
”Hvor blev han afhørt?”
”Jeg tror, de afhøringer foregik på hans kontor. Hvorfor spørger De?”
”Jeg skal tjekke procedurer og retningslinjer.”
Det svarede hun ikke på, men spurgte: ”Hvilke nye oplysninger er der kommet frem, og hvad ønsker De af mig?”
”Jeg må ikke omtale, hvilke nye oplysninger der er kommet frem. Og jeg har brug for Deres hjælp til at afklare visse ting.”
”Så som?”
”Tja, jeg har for eksempel brug for at vide, om De stadig har et forhold til Deres herrebekendtskab.” Og hvad han hedder.
Hun så en smule fornærmet eller irriteret ud. ”Jeg kan ikke se relevansen af det nu,” svarede hun, ”men hvis De må vide det, så har jeg ikke haft noget med Bud at gøre, siden det skete.”
Bud. ”Men De ser ham og taler med ham.”
”Indimellem. Vi løber på hinanden til fester eller i klubben. Det er uundgåeligt og pinligt.”
”Ja, det kender jeg godt. Jeg løber ind i min ekskone og mine ekskærester overalt på Manhattan.” Jeg smilede, og hun gengældte smilet.
”Har De talt med ham?” spurgte hun.
”Nej. Jeg ville tale med Dem først. Bor han stadig på samme adresse?”
”Ja. Samme adresse, samme kone.”
”Samme job?”
”Samme job.”
”Ved De, om han er i byen?”
”Det tror jeg,” sagde hun. ”Jeg så ham til grillfesten på Labor Day ...” Hun så på mig. ”Når jeg ser ham ... så ved jeg ikke, hvorfor ...”
”Så forstår De ikke, hvad De så i ham?”
Hun nikkede. ”Det var det ikke værd.”
”Sådan forekommer det altid bagefter. Men det virkede rigtigt dengang.”
”Det gjorde det vel.” Hun smilede.
”De er sikkert skuffet over, at han gav Deres navn til FBI. De mener, han burde have dækket over Dem?”
Hun trak på skuldrene. ”Det tror jeg ikke, han kunne have gjort. De var meget insisterende ... næsten truende ... men en stærkere mand havde måske ...” Hun lo. ”Jeg tror, han holdt stand i omkring tre minutter,” sagde hun.
Jeg smilede. ”Nu må De ikke være for hård ved Bud,” sagde jeg. ”Han gjorde sin pligt som borger.”
”Bud gør kun noget, hvis han selv har gavn af det.” Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Hvis FBI først var kommet til mig og havde ledt efter ham, så havde jeg sikkert gjort det samme,” sagde hun. ”Men det var det, som skete bagefter, der fik mig til at indse, at han var en ...”
”Vatnisse.”
Hun lo. ”Ja, en vatnisse. Og en kujon - ikke en gentleman.”
”Hvorfor?”
”Tja ... jeg ønskede for eksempel, at vi skulle have henvendt os til FBI om det, vi havde set og videofilmet. Det gjorde han ikke. Da FBI fandt ham, fortalte han dem, at det var mig, som ikke ville stå frem. Det var ganske skrækkeligt ... han var ikke ligefrem til stor hjælp, og han tænkte kun på sig selv.”
”Han må være advokat.”
Atter lo hun med en blød, guttural stemme. Jeg fornemmede, at jeg var ved at skabe et sympatiforhold, hvilket netop var det, man skulle gøre. En anden måde var at skræmme folk, men det havde Jill Winslow utvivlsomt været udsat for fem år tidligere, og hun havde sikkert opbygget en vis modvilje.
Jeg rørte ved såret på min hage. ”Det ser ømt ud,” sagde Jill Winslow. ”Vil De have noget mod det?”
”Nej tak, jeg har skyllet det i saltvand.”
”Åh ... hvordan er det sket?”
”Jeg kastede mig over en snigmorder i Adens kasba. Den ligger i Yemen ... nej, jeg prøver bare at være morsom,” tilføjede jeg. ”Faktisk kunne jeg godt bruge et plaster. Har De et?”
”Ja. Lige et øjeblik. Hun rejste sig og gik hen til et skab, hvor hun tog en førstehjælpskasse ud. Hun kom tilbage til bordet med et plaster og noget antibiotisk salve, som hun gav mig.
”Mange tak,” sagde jeg, gned noget af salven på såret og tog plasteret ud af indpakningen. Hun stod, som om hun overvejede at hjælpe mig med det sætte det på, men jeg klarede det.
Hun satte sig. ”De skal sørge for at holde det rent,” sagde hun.
Hun var en flink dame, og jeg kunne godt lide hende. Desværre ville hun ikke kunne lide mig om cirka 10 minutter. Jeg lagde indpakningspapiret til plasteret på bordet, og hun stirrede på det.
Jeg var tavs en tid, og til sidst spurgte hun mig: ”Hvorfor vil De høre om Buds og mit forhold til ham?”
”Der er tilsyneladende uoverensstemmelser mellem Deres erklæring og det, han sagde dengang. Fortæl mig for eksempel, hvad der skete med videobåndet, efter De havde set det på Bayview Hotel”
”Hvad har han sagt?”
”Fortæl mig det nu bare.”
”Okay ... da vi havde set båndet, insisterede han på, at vi skulle slette det. Ikke jeg. Så derfor slettede vi båndet og forlod hotellet.”
Det stemte ikke med det, som gode gamle Ted havde fortalt mig. Men nu var det hele ved at gå op i en større enhed. ”Jeg vil gerne have, at De gennemgår dette mere detaljeret,” sagde jeg til hende. ”Er det i orden? De kørte fra stranden, og på vej tilbage til hotellet sker der ... hvad?”
”Jeg så gennem videokameraets søger og så, hvad vi havde optaget ... flyet, der eksploderede ...” Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. ”Det var ganske forfærdeligt. Forfærdeligt. Jeg ønsker aldrig mere at se sådan noget igen.”
Jeg nikkede og så på hende, mens hun stirrede ned i sin kaffekop. Jeg havde på fornemmelsen, at hun måske havde været en anden kvinde for fem år siden. Sikkert en smule gladere og måske mere dristig. Det, som skete den 17. juli 1996, havde traumatiseret hende, og det, som skete bagefter, havde skuffet hende, krænket hende og måske skræmt hende. Og så var der Mark Winslow, hvis ansigt jeg havde set gennem Mercedesens vindspejl. Og hun var her stadigvæk fem år senere, og hun vidste, at hun måtte blive her længe endnu. Livet er en endeløs række af kompromiser, skuffelser, svigt og hvad-nu-hvis'er. Indimellem rammer man plet første gang eller, mere sjældent, får en chance for at gøre det om igen og ramme plet anden gang. Jeg ville give Jill Winslow chancen for at omgøre det, og jeg håbede, hun tog imod den.
Hun virkede atter fattet, så jeg sagde: ”De så altså eksplosionen gennem søgeren?”
Hun nikkede.
”Og Bud kørte bilen?”
”Ja. Jeg sagde til ham: 'Stands. Du må se det her', eller noget i den stil.”
”Og han sagde?”
”Ingenting. Jeg sagde: 'Vi har optaget det hele på bånd.'”
Jeg sad lidt og havde både lyst og ikke lyst til at spørge. Men jeg var kommet her for at spørge, så jeg spurgte: ”Så De en lysstribe på det bånd?”
”Selvfølgelig,” sagde hun og så på mig.
Jeg så ud ad hendes karnapvindue, som vendte ud mod bag-haven. Der var en stor skiferbelagt solgård, derpå en swimmingpool og så omkring en halv hektar anlagt have. Roserne så stadig godt ud. Selvfølgelig.
Jeg skænkede mig endnu en kop kaffe og rømmede mig. ”Og denne lysstribe var ikke en refleksion af flammende brændstof fra vandet?”
”Nej ... jeg så ... hvad det nu var, stige op fra havet ... jeg mener, altså i virkeligheden, før jeg så det igen på båndet.”
”De stod på stranden?”
Hun svarede ikke lige med det samme. ”Jeg sad på stranden,” sagde hun så, ”og ... jeg så denne lysstribe stige op mod himlen ... jeg sagde noget til Bud, og han satte sig op og vendte sig mod den. Vi så begge, at den steg op, og få sekunder senere indtraf der så den enorme eksplosion ... og stykker af brændende vragrester eller sådan noget begyndte at falde ... så begyndte denne enorme ildkugle at falde ... først da, måske et minut senere, hørte vi eksplosionen ...”
Dette var ikke helt, hvad mr. Fup og Svindel havde fortalt mig om dette pars observationer. Men det chokerede mig ikke ligefrem at opdage en større uoverensstemmelse. ”Ifølge den rapport, som jeg har læst, var De stadig i gang med at elske på stranden, da flyet eksploderede, og det var lyden fra eksplosionen, omkring fyrre sekunder senere, som fangede Deres opmærksomhed.”
Hun rystede på hovedet. ”Vi var færdige med at elske,” sagde hun. ”Jeg sad” - hun rødmede - ”oven på ham og så ud mod havet.”
”Tak. Jeg ved, at dette må være ubehageligt for Dem, og jeg beder Dem kun om den slags detaljer, hvis det er nødvendigt.”
Hun nikkede. ”Det var meget pinligt at svare på de spørgsmål for fem år siden og beskrive det hele, men det generer mig ikke længere ... det er næsten, som om det ikke er sket, eller skete for nogen andre.”
”Det forstår jeg godt. Okay, efter flyet eksploderede, hvad gjorde De så?”
”Vi løb tilbage til sandklitten, hvor vores ting lå.”
”Fordi?”
”Fordi vi vidste, at eksplosionen ville trække folk til stranden eller til Dune Road ... vi var nøgne, så vi løb hen til klitterne, fik tøj på, greb kameraet og stativet, hvorpå vi løb hen til bilen.”
”Buds Ford Explorer.”
”Ja.” Hun var tavs et øjeblik. ”Havde vi bare brugt nogle minutter mere på at tage vores tæppe, køletasken og alt det ... men vi opdagede ikke, vi havde efterladt linsedækslet på tæppet ... vi tænkte faktisk ikke på andet end at komme væk.”
”Jeg er sikker på, at Bud har tænkt på det mange gange siden da,” svarede jeg.
Hun smilede og nikkede.
Jeg gjorde tilsyneladende Jill glad ved at komme med lidet smigrende bemærkninger om Bud, så jeg tilføjede: ”Han kunne lige så godt have efterladt sit visitkort.”
Hun lo.
Og hvad der var endnu vigtigere, så slap jeg for at praktisere del og hersk. Jill og Bud var allerede delte, og der var ikke noget loyalitetsspørgsmål at bekymre sig over, hvilket gjorde mit arbejde meget nemmere. ”Hvad tænkte De, da De så i søgeren og opdagede, at De havde optaget det hele?” spurgte jeg.
Hun tav igen et øjeblik. ”Tja, det var chokerende at se ... at se det hele på bånd. Derefter ... ville jeg tilbage for at se, om vi kunne hjælpe ...”
”De var rimelig sikker på, at De havde set et fly eksplodere?”
”Ja ... ikke hundrede procent, men jeg ville tage tilbage. Men Bud sagde nej. Da jeg derefter så det på bånd gennem søgeren, sagde jeg, at dette var bevismateriale, og at nogen, altså myndighederne, måtte se det her. Og atter sagde han nej. Der var ingen, som skulle se os elske på videobånd. Han ville have mig til at slette det, men vi besluttede at afspille det over fjernsynet i hotelværelset og så tage en beslutning.”
”Okay. De kom så tilbage til værelset.”
”Ja. Og vi afspillede båndet ...”
”Fra videokameraet over videobåndoptageren?”
”Ja. Vi havde medbragt ledningen for at kunne gøre det ... når vi senere kom tilbage til værelset, efter at have været på stranden ... vi afspillede derfor båndet på fjernsynsskærmen, og vi kunne se det hele tydeligt med lyd på ...”
”Og atter så De lysstriben?”
”Ja. Og vi så os selv på stranden, mens vi så på lyset, der steg op mod himlen ... derpå eksplosionen ... og hvordan vi sprang op og så denne enorme ildkugle, som steg højere op, hvorpå den og vragrester begyndte at falde ... så hørte vi eksplosionen. Vi vendte os mod kameraet og begyndte at løbe tilbage til sandklitten. På fjernsynet kunne vi i baggrunden se det, vi ikke havde set, mens vi løb ... flammerne, som spredtes over vandet ...” Hun lukkede atter øjnene og sad uden at røre sig. ”Man kan se Bud komme løbende lige hen mod kameraet,” sagde hun stadig med lukkede øjne, ”så flakser billedet rundt overalt ...” Hun åbnede øjnene og fremtvang et smil. ”Han var så panisk,” sagde hun, ”at han ikke fik slukket kameraet, da han løb hen til bilen og smed kamera og stativ ind på bagsædet. Man kan høre os på båndet, og vi lyder temmelig bange.”
”Kameraet kørte altså bag i Exploreren.”
”Ja.”
”Og optog samtalen?”
”Ja. Det var på det tidspunkt, jeg forsøgte at overbevise ham om, at vi skulle tage tilbage for at forsøge at hjælpe. Nogle gange,” tilføjede hun, ”ønsker jeg, at vi ikke havde slettet det bånd.”
”Også jeg.”
Jeg legede med indpakningspapiret til hæfteplasteret, og vi så på hinanden i nogle sekunder. ”I så altså båndet igennem på fjernsynet, hvorpå I slettede det?” sagde jeg.
Hun nikkede. ”Bud overbeviste mig ...” sagde hun, ”og han havde ret i ... at dusinvis af folk havde set dette ... havde set raketten og eksplosionen ... og at vores bånd ikke var nødvendigt som bevismateriale ... så hvorfor skulle vi overdrage båndet til myndighederne ...?” Hun holdt en pause. ”Det var meget afslørende. Jeg mener, selv hvis vi ikke havde været gift og havde en affære ... selv hvis vi var singler eller gift med hinanden ... så var der ingen grund til, at nogen skulle se det bånd, vel?” spurgte hun. ”Hvad ville De have gjort?”
Jeg vidste, at det spørgsmål ville komme. ”Jeg ville ikke have slettet båndet den aften,” sagde jeg. ”Jeg ville have ventet og diskuteret det med min partner. Jeg ville have set på mit eget ægteskab og spurgt mig selv, hvorfor jeg havde en affære, og jeg ville have fulgt efterforskningen for at se, om mit bånd var et kritisk stykke bevismateriale i en forfærdelig forbrydelse. Så ville jeg have taget en beslutning.”
Jill Winslow sad og stirrede ud ad vinduet, tog så et lommetørklæde op af en lomme i sin morgenkåbe og duppede øjnene. Hun tog en dyb indånding. ”Det var sådan, jeg ønskede, vi skulle gøre,” sagde hun. Hun så på mig. ”Det gjorde jeg virkelig ... alle disse mennesker ... du godeste ... og jeg fulgte med i efterforskningen, og hundredvis trådte frem og sagde, at de havde set en lysstribe, og alle troede, at det var et missilangreb ... og så ... begyndte det hele at ændre sig.”
”Hvis De havde haft videobåndet,” sagde jeg, ”så ville De have afleveret det til myndighederne, dengang de erklærede, at det var en ulykke, en mekanisk fejl, ikke sandt?”
Hun så ned på sine hænder, som var i gang med at rive lommetørklædet i strimler. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun. ”Det håber jeg.”
”Det tror jeg, De ville have gjort.”
Hun svarede ikke.
Jeg lod fem sekunder passere. ”Hvis videokamera var det?” spurgte jeg.
”Det var mit,” svarede hun. ”Hvorfor?”
”Kendte De noget til videooptagelser dengang?”
”Jeg kendte til det grundlæggende.”
”Hvad med Bud?”
”Jeg lærte ham at bruge kameraet. Hvorfor spørger De?”
”Den rapport, som jeg er i besiddelse af, angiver, at Bud fysisk ødelagde minikassetten. Er det sandt?”
”Hvad mener De?”
”At I, efter at have forladt Bayview Hotel, kørte ind til siden, hvor Bud ødelagde båndet ved at køre hen over det og derpå brænde det.”
Hun rystede på hovedet. ”Nej. Han slettede det på hotelværelset. Det fortalte jeg FBI,” tilføjede hun, ”og det var det samme, Bud fortalte dem. Ingen sagde noget om at ødelægge båndet.”
Nogen gjorde. Mr. Nash for at være helt nøjagtig. ”Bad FBI Dem eller Bud om det slettede bånd?” spurgte jeg.
”Ja. De bad om det, og jeg gav dem det,” sagde hun. ”Bagefter fandt jeg ud af, at hvis man sletter et magnetbånd ... kan billederne på en eller anden måde gendannes ... jeg ved ikke, om de var i stand til at gøre det ... det var de sikkert ikke, for hvis det var tilfældet, havde de jo set det, som Bud og jeg så ... og så ville de være kommet til en anden konklusion ...” Hun så på mig. ”Ved De, om det lykkedes dem at gendanne båndet?”
”Nej, det ved jeg ikke.” Faktisk vidste jeg det godt. FBI's laboratorium kunne uden tvivl finde billederne på et magnet-bånd, som nogen troede, de havde slettet permanent, hvis der altså ikke var blevet indspillet noget andet over det. ”Var båndet tomt, da De gav det til FBI?” spurgte jeg.
Hun nikkede. ”Det sad stadig i videokameraet. Det var noget af det første, de spurgte mig om, da de kom her. Jeg gik ind i fjernsynsstuen, hentede videokameraet og tog det med ud til dem. De sad ved dette bord.”
”Jaså. Og de udspurgte Dem, og De fortalte hvad?”
”Jeg fortalte dem sandheden om det, som Bud og jeg havde set. De havde allerede talt med Bud, men jeg ved ikke, hvad han sagde til dem, fordi de bad ham om ikke at kontakte mig og ikke besvare mine opkald. Og det gjorde han så ikke,” tilføjede hun med et trist smil, ”den vatnisse. FBI dukkede op her om mandagen efter ulykken og sagde, at de ønskede at afhøre mig, og de advarede mig mod, at min historie ikke måtte være forskellig fra hans. Nå, det viste sig så, at han havde løjet om nogle ting, herunder den kendsgerning, at vi havde elsket på stranden - han sagde, vi blot havde gået og talt - men jeg fortalte sandheden, fra begyndelsen til enden.”
”Og de lovede Dem, at Deres mand aldrig ville få noget at vide, hvis De fortalte sandheden?”
”Ja, det gjorde de.”
”Kom de nogensinde på besøg igen?” spurgte jeg.
”Ja. De stillede flere spørgsmål, som om de vidste mere om det, der fandtes på båndet. Jeg spurgte dem faktisk, om båndet var blevet fuldstændig slettet, og de sagde ja, det var det, og at jeg havde begået en forbrydelse ved at slette bevismateriale. Jeg var rædselsslagen,” tilføjede hun. ”Jeg græd ... jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tale med. Bud besvarede ikke mine opkald, jeg kunne ikke tale med min mand om det ... jeg overvejede at ringe til min advokat, men de havde advaret mig mod at ringe til en advokat, hvis jeg ville holde det hemmeligt. Jeg var helt og aldeles i deres magt.”
”Sandheden vil forløse dig,” sagde jeg til hende.
Hun snøftede og lo på samme tid. ”Sandheden vil forløse mig fra mit ægteskab med den værste ægtepagt, der nogensinde er underskrevet i delstaten New York.” Hun så på mig. ”Og jeg havde to sønner på otte og ti dengang. Er De gift?” spurgte hun.
Jeg holdt hånden med min vielsesring op.
”Har De børn?”
”Ikke så vidt jeg ved.”
Hun smilede og tørrede atter øjnene med det iturevne papirlommetørklæde. ”Det er meget kompliceret med børn,” sagde hun.
”Det kan jeg forstå. Bad de Dem om at medvirke ved en løgnedetektortest?” spurgte jeg.
”Ja, ved deres første besøg,” svarede hun, ”spurgte de, om jeg ville, og jeg indvilligede. Jeg fortalte hele sandheden. De sagde, de ville tage en løgnedetektorekspert med ved næste besøg. Men da de kom igen, var der ikke nogen løgnedetektor. Jeg spurgte om det, men de sagde, det ikke var nødvendigt.”
Jeg nikkede. Det var ikke nødvendigt, fordi de på dette tidspunkt havde genskabt videobåndet, og alt, hvad de behøvede at vide, befandt sig på det bånd. De ønskede derimod ingen underskrevne erklæringer fra Jill Winslow eller Bud, båndede afhøringer eller en løgnedetektortest - der alle kunne dukke op, hvis mrs. Winslow eller Bud besluttede at stå frem, eller hvis de blev fundet af nogen anden - en som mig.
I realiteten forsøgte Nash, Griffith, og hvem der ellers var med i dette, ikke at finde troværdige beviser på et missilangreb på TWA 800, men de forsøgte at skjule og ødelægge alt bevismateriale, hvilket de netop beskyldte Jill Winslow for at gøre.
”Pålagde disse herrer fra FBI Dem tavshedspligt?” spurgte jeg mrs. Winslow.
Hun nikkede.
”Men da den officielle konklusion blev bekendtgjort - at det var en ulykke - spekulerede De så ikke over, hvorfor Deres og Buds øjnevidneerklæring ikke var medtaget?”
”Det gjorde jeg ... men så ringede denne Nash, og vi mødtes igen. Han forklarede mig, at uden videobåndet havde min og Buds erklæringer ikke større vægt end hundredvis af andre øjenvidneerklæringer.” Hun tog en dyb indånding. ”Nash sagde, jeg skulle betragte mig som heldig, komme videre med mit liv og aldrig mere tænke over sagen igen.”
”Men det skete ikke.”
”Nej, det gjorde det ikke ... jeg kan stadig se raketten ...”
”Og De så CIA's animation af ulykken?”
”Det gjorde jeg. Den var helt forkert.”
”Det ville have været rart at have haft Deres bånd.”
Hun svarede ikke.
Vi sad en tid i tavshed. Hun rejste sig, hentede et papirlommetørklæde fra køkkenbordet og pudsede næse. Hun åbnede køleskabet. ”Vil De have noget vand?”
”Nej tak. Jeg drikker ikke vand rent.”
Hun tog en flaske vand og skænkede op i et glas. En rigtig dame.
Jeg fordøjede det, hun havde sagt indtil videre, og det kunne koges ned til nogle få kendsgerninger: Bud havde ikke fysisk ødelagt båndet; FBI og CIA havde uden tvivl gendannet båndet og set, hvad to hundrede øjenvidner havde sagt, de havde set - en lysstribe, der stiger op fra vandet.
Og derfor. Hvad? Jeg havde kun to ord til at beskrive det: konspiration og røgslør.
Men hvorfor? Der var en masse grunde til det, men jeg ville ikke forsøge at forstå, hvordan folk i Washington tænkte, hvad deres hemmelige dagsorden var, hvad deres motiver var, og hvad de kunne opnå ved at lægge røgslør ud. Jeg var sikker på, at de havde gode sikkerhedsgrunde til at dække over noget, som kunne have været en fejlagtig missilaffyring, et eksperimentalt våben eller et terrorangreb - men jeg var også sikker på, at de grunde var forkerte.
Jill Winslow så udmattet, trist og bekymret ud, som om hun grublede over et eller andet. Jeg mente at vide, hvad hun grub-lede over, og jeg ville gerne hjælpe hende med at sætte ord på tankerne.
”Har De tænkt Dem at besøge Bud i dag?” sagde hun, stadig stående.
”I morgen eller overmorgen.”
”Han spiller med i et firemandsspil med min mand i dag,” sagde hun med et smil.
”Er de venner?”
”De bevæger sig de i samme cirkler.” Hun satte vandglasset ned og krydsede benene. ”Det er slemt nok at bedrage sin mand,” sagde hun, ”men hvis Mark nogensinde finder ud af, at det var med Bud, så vil han føle sig som et komplet fjols.”
”Hvorfor?”
”Mark synes, at Bud er et fjols. Og for en gangs skyld har Mark ret. Han sagde engang til mig: 'Hvis du nogensinde bedrager mig, Jill, så vælg i det mindste en, der ikke vil gøre dig flov, hvis det kom frem'. Jeg skulle have lyttet efter.”
Jeg tænkte over det råd og gav hende ret. Man har jo ikke lyst til at blive afsløret i at have en affære med en, som alle andre synes er en taber eller nørd, eller som er grim eller mange kilo overvægtig. ”Ser han godt ud?” spurgte jeg Jill Winslow.
”Ja, men så er den heller ikke længere. Det var rent fysisk.” Hun smilede. ”Jeg er så overfladisk.”
Det var faktisk ikke bare fysisk - det havde en masse at gøre med Mark Winslow samt Jill Winslows behov for at være alt andet end en perfekt hustru, selv om Mark ikke vidste noget om det. Men jeg svarede ikke. Som mundheldet lyder: ”Man kan ikke have ondt af en rig kvinde, som drikker champagne på en yacht.” Men jeg havde på en måde ondt af Jill Winslow.
Hvad Bud angik, kunne jeg formode, at han var medlem af samme country club, som mr. og mrs. Winslow, og at det ville tage mig omkring 10 minutter at tage hen til den klub og spørge efter Bud. Men jeg mente ikke, jeg havde brug for Bud. Det, jeg havde brug for, fandtes lige her.
”Er der andet?” spurgte hun.
”Det var omtrent det hele,” svarede jeg, ”... bortset fra nogle få detaljer om den tid, I brugte på hotelværelset, da I kom tilbage fra stranden. I så videobåndet. Fortæl mig om det.”
”Ja ... vi så båndet igennem ... vi spolede hurtigt gennem den del, som viste os i klitterne på strandtæppet ... og begyndte, hvor vi løb ned til stranden ... så afspillede vi det fra det tidspunkt, hvor vi elskede, til vi så lysstriben ... der spolede vi tilbage og afspillede det i slowmotion ... man kunne se et skær på horisonten ... så steg dette lys op i luften ... i slowmotion kunne man se røgfanen, og vi kunne også se de blinkende lys på det fly, som snart skulle ...”
”Hvor lang tid tog optagelsen?”
”Omkring et kvarter, fra vi gik ned til stranden, til Bud løb tilbage og greb kameraet. Så fulgte omtrent fem minutters mørke, mens kameraet lå på bagsæde og optog vores samtale.”
”Okay. Og den del på strandtæppet, da I først begyndte at optage?”
Hun trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Måske et kvarter. Den del ville jeg slet ikke se. Der var ingen grund til at se den.”
”Okay. I afspillede altså båndet, satte det på pause, spolede tilbage, kørte det i slowmotion og så fremdeles?”
”Ja. Det var ... ikke til at fatte.”
”Hypnotisk. Tryllebindende.”
”Ja.”
”Hvad gjorde I, da I havde set båndet færdigt?”
”Bud slettede det.”
”Bare sådan. De sagde, De ikke ønskede det slettet.”
”Det gjorde jeg heller ikke ... vi diskuterede det, men ... han ville slette det. Han ville også ud fra værelset, i det tilfælde at nogen havde set os komme ude fra stranden. Jeg mente ikke, det var muligt, men han ville gerne hjem. Nu var vores mobil-telefoner begyndt at ringe, fordi folk så ulykken i fjernsynet, og folk, som vidste, vi befandt os derude, forsøgte at kontakte os, men vi besvarede ikke nogen opkald. Så gik Bud ud på badeværelset for at ringe til sin kone - han skulle have været på fisketur med nogle venner.”
”Måske skvulpede han med vand i badekarret og råbte: 'Sæt kurs mod land, kammerater,'” kommenterede jeg.
Hun smilede. ”Så kvik er han ikke,” sagde hun. ”Men så paranoid var han.”
”Det er ikke paranoia at dække sig ind,” sagde jeg.
Hun trak på skuldrene. ”På det tidspunkt troede jeg, man ville opdage os på den ene eller den anden måde,” sagde hun. ”Det var pokkers uheldigt, at begge vores dækhistorier fore-gik derude østpå, da det skete. Mark ringede en enkelt gang til min mobiltelefon, men jeg tog den ikke. Da jeg satte mig ind i min bil og begyndte hjemturen, afspillede jeg hans besked, som lød: 'Har du hørt om flystyrtet derude, Jill? Ring til mig.' Jeg ringede først til min veninde, som jeg skulle have været sammen med i East Hampton, og hun havde ikke hørt fra ham. Så ringede jeg tilbage til Mark og fortalte, at jeg var chokeret og var på vej hjem. Vi var ikke engang tæt på at blive opdaget,” sagde hun og smilede.
”Hvis jeg må kaste mig ud i lidt amatørpsykologi,” sagde jeg, ”så ville De vist gerne opdages, eller også var De i det mindste ikke bekymret for konsekvenserne.”
”Selvfølgelig var jeg det.”
”Jeg taler af egen erfaring, når jeg påstår, det er nemmere at blive snuppet på fersk gerning end selv at bryde et forhold. Resultatet er det samme, men at blive snuppet kræver blot et underbevidst ønske, mens det kræver en masse mod at stoppe et forhold selv.”
Hun vendte tilbage til sit fruen-i-huset-tonefald. ”Hvad har dette at gøre med grunden til Deres besøg,” spurgte hun belevent.
”Måske alt.”
Hun skævede til uret på væggen. ”Jeg burde gøre mig klar til at gå i kirke.”
”Der er stadig tid. Lad mig spørge Dem om følgende - efter De og Bud så videobåndet igennem, formoder jeg, at De tog et brusebad, før De tog hjem ... De havde jo sand og salt på Dem.” For ikke at nævne kropsvæsker.
”Vi tog brusebad.”
”Og han tog brusebad først?”
”Det ... det tror jeg nok.”
”Og De så båndet igennem igen, mens hans tog bad?”
”Det tror jeg ... det er fem år siden. Hvorfor?”
Hun vidste sikkert, hvorfor jeg spurgte, så jeg stillede hende et ledende spørgsmål. ”Hvad foretog I jer den eftermiddag, fra I tjekkede ind klokken 16.30, til I kørte til stranden klokken 19.00?”
”Vi så fjernsyn,” svarede hun.
”Hvad så I?”
”Det husker jeg ikke.”
Jeg så på hende. ”Mrs. Winslow,” sagde jeg, ”De har ikke løjet for mig indtil nu.”
Hun så bort og foregav at tænke sig om. ”Jo, nu husker jeg det,” sagde hun så. ”Vi så en film.”
”På video?”
”Ja ...”
”Manden og kvinden.”
Hun så på mig, men svarede ikke. ”De fik den fra hotellets lånebibliotek,” sagde jeg.
”Nå ... ja ...” Hun kiggede fortsat på mig. ”Meget romantisk,” sagde hun derpå i et muntert tonefald for at bryde stilheden. ”Men jeg tror, Bud kedede sig. Har De set den?” spurgte hun.
”Nej. Men jeg vil gerne låne Deres kopi, hvis det er i orden.”
Der opstod en lang tavshed, under hvilken hun stirrede ned i bordet, og jeg så på hende. Hun udkæmpede utvivlsomt en indre kamp, og jeg lod hende udkæmpe den. Dette var et af de øjeblikke i livet, hvor alt drejede sig om én enkelt beslutning og nogle få ord. Jeg har ofte været i den situation med et vidne eller en drabsmistænkt, og de har brug for selv at nå frem til en beslutning - som jeg havde forsøgt at gøre nemmere for dem med alt det, jeg havde sagt indtil det øjeblik.
Jeg vidste, hvilke tanker der gik gennem hendes hjerne - skilsmisse, skam, offentlig vanære, børn, venner, familie, måske endda Bud. Og hvis hun tænkte længere ud i fremtiden, ville hun tænke over offentlig vidneerklæring, advokater, lands-dækkende medier og måske endda en vis fare.
Da hun talte, var det knap en hvisken. ”Jeg ved ikke, hvad De taler om?” sagde hun.
”Mrs. Winslow,” svarede jeg, ”der er kun to mennesker i denne verden, som ved, hvad jeg taler om. Jeg er den ene, De er den anden.”
Hun svarede ikke.
Jeg tog indpakningspapiret fra plasteret og kastede det tværs over bordet til hende. ”Vi fandt sådan et på værelse 203,” sagde jeg. ”Havde De skåret Dem?”
Hun svarede ikke.
”Eller brugte De plasteret til at erstatte den manglende plastiktap bag på videobåndet fra biblioteket? Det var sådan, De overspillede Manden og kvinden med jeres videooptagelse, mens Bud var i bad.” Jeg lod nogle få sekunder passere. ”De kan selvfølgelig påstå, at det ikke er sandt,” sagde jeg så, ”men så bliver jeg nødt til at spekulere over, hvorfor De beholdt det videobånd, som De lånte fra hotellets bibliotek. Eller De kan fortælle mig, at det er sandt, at De overspillede filmen med jeres videooptagelse, men at De destruerede båndet senere. Men det er ikke, hvad De gjorde.”
Jill Winslow tog en dyb indånding, og jeg kunne se tårer løbe ned ad hendes ansigt. ”Jeg burde vel ...” sagde hun og så på mig, ”jeg burde vel fortælle Dem sandheden ...”
”Jeg kender allerede sandheden, men jo, jeg vil gerne høre den fra Dem.”
”Der er ikke rigtig noget at sige.”
Hun rejste sig, og jeg troede, hun ville vise mig ud, men i stedet tog hun endnu en dyb indånding. ”Vil De se båndet?” spurgte hun.
Jeg rejste mig, og jeg kunne faktisk mærke mit hjerte banke hurtigere. ”Ja,” svarede jeg, ”jeg vil gerne se båndet.”
”Okay ... men ... når De ser det ... håber jeg, at De forstår, hvorfor jeg ikke kunne vise det ... eller give det til nogen ... Jeg har overvejet det ... mange gange ... jeg overvejede det i juli, da jeg så mindehøjtideligheden i fjernsynet ... alle disse mennesker ... men betyder det virkelig noget, hvordan de døde?”
”Ja, det gør.”
Hun nikkede.
”Hvis jeg giver Dem båndet,” sagde hun, ”vil De så fortsat være diskret med det ... er det muligt?”
”Jeg kunne bilde Dem ind, at det var muligt, men det er det ikke. Det ved De godt, og det ved jeg.”
Atter nikkede hun, stod ubevægelig et øjeblik og så på mig. ”Følg med,” sagde hun.
Jill Winslow ledte mig ind i den store fjernsynsstue i den modsatte ende af huset. ”Sæt Dem her,” sagde hun.
Jeg satte mig i en læderlænestol foran en plasmafjernsynsskærm. ”Jeg er straks tilbage,” sagde hun.
Hun forlod lokalet, tilsyneladende for at gå hen til et hemmeligt skjulested. Jeg burde fortælle hende, at der ikke fandtes hemmelige skjulesteder i et hus - i mine 20 år i politiet havde jeg fundet dem alle. Men Mark Winslow var ikke politimand; han var en intetanende ægtemand. Eller som den gamle vittighed lyder: ”Hvis man vil gemme noget for sin mand, skal man gemme det på strygebrættet.”
Jeg rejste mig og gik omkring i det solfyldte lokale. Der var en væg med indrammede fotografier, og jeg så deres to sønner, som var nydelige, skarptskårne unge mænd. Der var fotografier fra familieferier overalt i verden og en afdeling med sort-hvide fotografier af en anden generation, der stod opstillet foran limousiner, heste og sejlbåde, og som viste, at der længe havde været penge i familierne.
Jeg så nærmere på et ret nyt farvefotografi af Mark og Jill Winslow taget ved et fornemt selskab et sted, og det var ikke til at se, at de var et par.
Mark Winslow så helt almindelig ud, bortset fra at han havde så lidt udstråling, at det var overraskende, at kameraet overhovedet havde registreret hans tilstedeværelse.
På en anden væg hang der åndssvage golfplaketter, civile hædersbevisninger, erkendelser fra erhvervslivet og andre beviser på Mark Winslows mange bedrifter.
Boghylderne indeholdt forskellige populære romaner og de obligatoriske klassikere, men der var flest bøger om erhvervsliv og golf. Blandet med bøger stod der golftrofæer. Jeg sluttede mig til, at manden spillede golf. Jeg bemærkede, at der ikke var tegn på mere barske beskæftigelser som dybhavsfiskeri, jagt eller militærtjeneste. Men der var dog en mahognibar i hjørnet, og jeg kunne forestille mig mr. Winslow ryste sig et par ordentlige martinier, så han kunne gå omkuld hver eneste aften.
Det var ikke, fordi jeg ikke brød mig om fyren - jeg kendte ham jo ikke engang - og jeg hader ikke automatisk rige mennesker. Men jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville byde Mark Winslow på en øl sammen med mig og Dom Fanelli, hvis jeg skulle møde ham.
Under alle omstændigheder troede jeg, at Jill Winslow havde taget sin beslutning med hensyn til Mark Winslow, og jeg håbede ikke, hun skiftede mening, mens hun ledte efter båndet.
På en panelbeklædt væg hang et andet trofæ - et portræt i olie af Jill, som måske var udført 10 år tidligere. Kunstneren havde indfanget de store, våde og brune øjne samt munden, som både var koket og sensuel. Det afhang alt sammen af, hvordan man ønskede at tolke udtrykket, eller hvad man havde i tankerne.
”Kan De lide det? Det kan jeg ikke.”
Jeg vendte mig rundt, og hun stod i døren. Hun var stadig klædt i sin morgenkåbe, men hendes hår var nydeligt redt, og hun havde nu en anelse læbestift og øjenskygge på. Hun havde et videobånd i hånden.
Der fandtes ikke noget rigtigt svar på hendes spørgsmål, så derfor sagde jeg: ”Jeg er ikke kunstekspert,” og tilføjede: ”De har nogle flotte sønner.”
Hun tog en fjernkontrol fra sofabordet, tændte for fjernsynet og videoafspilleren, hvorpå hun trak båndet ud af omslaget og stak kassetten i maskinen. Hun rakte mig omslaget.
Jeg så på det. Der stod: ”Vinder af to Oscars. Manden og kvinden.” Derpå: ”Un Homme et une Femme. En film af Claude Lelouch.”
På etiketten stod der: ”Tilhører Bayview Hotel - bedes returneret.”
Jill Winslow satte sig i sofaen og gjorde med hånden tegn til, at jeg skulle sætte mig i læderstolen ved siden af hende. Jeg satte mig.
”Manden, Jean-Louis, spilles af Jean-Louis Trintignant,” sagde hun. ”Han spiller en racerkører med en lille dreng. Kvinden, Anne, spilles af Anouk Aimée, og hun er scripter i et filmselskab og har en lille datter. De mødes under et besøg på deres børns kostskole. Det er en vidunderlig kærlighedshistorie, men den er trist. Den minder mig om Casablanca ... denne version er eftersynkroniseret til engelsk,” tilføjede hun.
”Øh ...” Jeg spekulerede på, om jeg var gået glip af noget i vores tidligere samtale, og om jeg nu skulle til at se en fransk film, men så sagde hun: ”Det bliver ikke den, vi kommer til at se nu. I det mindste ikke i de første fyrre minutter eller deromkring, som jeg har overspillet. Vi skal se Grisebassen og tøjten med Bud Mitchell og Jill Winslow i rollerne. Instrueret af Jill.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg holdt munden lukket. Bud Mitchell.
Jeg skævede til hende. Jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk og høre på hendes tonefald, at hun i sit korte fravær i bund og grund havde sagt til sig selv, at tiden var kommet til at fortælle alt og så til helvede med konsekvenserne. Hun så ganske rolig og næsten lettet ud, som om en tung sten var faldet fra hendes hjerte. Men jeg kunne også se en smule nervøsitet, hvilket var forståeligt i betragtning af, at hun skulle til at se en pornofilm med sig selv i hovedrollen, sammen med en mand, hun havde mødt mindre end en time tidligere.
Hun fornemmede, at jeg så på hende, og vi fik øjenkontakt. ”Det her er ikke en kærlighedshistorie,” sagde hun, ”men hvis De kan klare at se den, må De også gerne se den sidste halve time af Manden og kvinden. Den er faktisk bedre end den film, jeg optog.”
Jeg syntes, jeg burde sige et eller andet. ”Hør her, mrs. Winslow,” sagde jeg. ”Jeg er ikke kommet for at fordømme Deres handlinger, og De skal ikke være for hård ved Dem selv. Faktisk behøver De ikke at sidde her, mens jeg ser ...”
”Jeg vil gerne være her.” Hun trykkede på en knap, og gardinerne gik for vinduerne. Fikst.
Vi sad i det mørklagte lokale, og Jill Winslow trykkede på nogle knapper på fjernbetjeningen, hvorefter afspilningen begyndte. Der var noget musik efterfulgt af filmtitlen på begge sprog. Derpå fulgte listen over de medvirkende. Omtrent halvvejs gennem listen ændrede billedet sig pludselig til noget andet, et mindre klart billede med en ringe lydkvalitet, og det tog mig et øjeblik at genkende Jill Winslow, som sad med benene over kors på et mørkt tæppe iført beige shorts og en blå top. På tæppet stod der en køletaske, og jeg så til, mens hun åbnede vinflasken.
I nederste højre hjørne på videobåndet stod datoen: 17. juli 1996 og klokken: 19.33. Sekunderne tikkede, og så stod der: 19.34.
Jeg kunne naturligvis genkende lokaliteten som stedet mellem de to sandklitter, som jeg så første gang sammen med Kate den aften, hvor mindehøjtideligheden var blevet afholdt, og derpå alene, da jeg faldt i søvn dér og havde en fræk drøm om Kate, Marie, Roxanne og Jill Winslow iført slør; sløret var smidt nu. Og senest under nattens møde med Ted Nash.
”Dette er Cupsogue Beach County Park,” sagde Jill til mig. ”Men det ved De vel.”
”Ja.”
Solen var ved at gå ned over sceneriet, men det var stadig så lyst, at man kunne se alting tydeligt. Der var ikke meget lyd på, men jeg kunne høre, at kameraets mikrofon opfangede vin-dens susen.
Så kom ryggen af en mand ind i billedet; han var klædt i beige bukser og en sportstrøje.
”Det er Bud,” sagde Jill. ”Selvfølgelig.”
Bud tog to vinglas op fra køletasken, satte sig ved siden af Jill, og hun skænkede vin op. ”Skål for sommeraftener og for os, sammen.”
”Vorherre bevares,” sagde Jill til mig og sig selv.
Jeg så nærmere på fyren. Han så godt ud, men hans stemme og manerer var en smule pjevsede. Jeg var lidt skuffet over Jill.
Hun må have læst mine tanker. ”Hvad fandt jeg dog tiltrækkende?” spurgte hun.
Jeg svarede ikke.
På videobåndet så Jill på Bud og sagde: ”Nå, kommer du ofte her?”
Bud smilede og svarede: ”Det er første gang. Hvad med dig?”
De smilede til hinanden, og jeg kunne se, at de var lidt kamerasky.
”Jeg husker, at jeg tænkte: Hvorfor har jeg sex med en mand, som jeg ikke bryder mig meget om?” sagde Jill til mig.
Jeg besluttede at svare. ”Det er sikkert,” sagde jeg.
”Ja, det er sikkert,” medgav hun.
De fik endnu et glas vin, hvorpå Jill rejste sig og trak sin top af. Så rejste Bud sig og tog sin trøje af.
Jill smed shortsene, sparkede dem væk og stod så i bh og trusser og så på Bud, mens han klædte sig af.
”Jeg har to gange set den del på stranden, hvor flyet eksploderede ... men jeg har ikke set denne del i fem år.”
Jeg svarede ikke.
På skærmen tog Jill sin bh af og skubbede trusserne ned. Hun vendte sig mod kameraet, stak armene i vejret og vuggede i hofterne. Hun råbte: ”Tada!” og bukkede mod kameraet.
Jeg rakte ud efter fjernkontrollen, men hun tog den. ”Jeg vil gerne se det,” sagde hun.
”Nej, De vil ikke. Det vil jeg heller ikke. Spol forbi det.”
”Vær stille.” Hun holdt fast på fjernkontrollen.
De omfavnede, kyssede og kælede for hinanden.
”Jeg har ikke så meget tid, mrs. Winslow,” sagde jeg. ”Vil De venligst spole frem til scenen på stranden?”
”Nej. De skal se det her - De skal se, hvorfor jeg ikke gav dette bånd til politiet.”
”Jeg tror, jeg har fattet det. Spol nu frem.”
”Det bliver bedre.”
”Skulle De ikke i kirke?”
Hun svarede ikke.
På skærmen flyttede Jill på Bud, så han stod med siden til kameraet. ”Blowjob, første optagelse,” sagde hun. Hun faldt på knæ og begyndte at udføre oralsex på Bud.
Jeg så på mit ur, men min hjerne registrerede ikke klokken. Jeg skævede atter til skærmen, hvor åndssvage Bud stod og fik et blowjob af denne skønne kvinde, og det så ud, som om han forsøgte at stikke hænderne i lommen. Så indså han, at han ikke havde bukser på, lagde hænderne på hendes hoved og lod fingrene løbe gennem hendes hår.
”Hvordan vil det se ud som bevis?” spurgte Jill mig.
Jeg rømmede mig. ”Jeg tror, vi kan klippe den del fra ...” svarede jeg.
”De skal bruge hele båndet. Så de kan se dato- og tidsstemplet i det nederste højre hjørne. Er det ikke vigtigt at vise, hvornår det er optaget?”
”Det er det vel ... men jeg tror, vi kan sløre jeres kroppe og ansigter ...”
”De skal ikke love noget, De ikke kan holde. Det har jeg oplevet nok af.”
På skærmen vippede Jill tilbage på bagdelen og så mod kameraet. ”Den er i kassen,” sagde hun og vinkede. ”Anden scene. Vin, tak.”
Som kriminalbetjent ved jeg, at man kan lære en masse om folk ud fra deres arbejdsværelser og kontorer, af bøgerne på hylderne, fotografierne på væggen, deres filmsamling og alt det der. Dette var dog mere, end jeg havde brug for at vide.
Jeg så atter på skærmen og så, at Jill lå på ryggen, mens Bud rakte bagud for at få fat i vinflasken. Jill stak benene i vejret. Kvinsmagning,” sagde hun og spredte benene. ”Hæld op.”
Bud skænkede og gik så om bord i hende. Jeg kunne høre hendes høje stønnen gennem vindens susen. ”Jeg håber, du har peget kameraet i den rigtige retning,” sagde hun.
Han løftede hovedet og så på kameraet. ”Nemlig,” sagde han.
Hun tog flasken fra ham og hældte resten over sin krop. ”Slik op,” kommanderede hun.
Bud begyndte at slikke hendes krop.
Mrs. Jill Winslow forekom mig at være den klassiske passiv-aggressive type, når det drejede sig om sex; på den ene side hersede hun rundt med Bud, mens hun derpå udførte seksuelle handlinger, som var underdanige og måske endda ydmygende, hvis man tog sammenhængen i betragtning.
Man kunne også betragte det, som om hun udøvede magt over en mand, mens hun samtidig opfyldte alle hans ønsker. Hendes ønsker var et begær efter både seksuel nedværdigelse og seksuel kontrol. Samtidig var Bud både den ydende og tjeneren. Det var alt sammen en smule kompliceret, og jeg tvivlede på, om Bud fattede meget andet end længden af sin egen erektion, som jeg virkelig ikke ønskede at se.
”Jill,” sagde jeg og kaldte hende ved fornavn. ”Helt ærligt. Lad os komme videre.”
Hun svarede ikke, men sparkede sine sutsko af og lagde benene op på sofabordet.
Jeg lænede mig tilbage i stolen og undlod demonstrativt at se på skærmen.
”Gør det Dem forlegen?”
”Det har jeg vist sagt.”
”Det gør også mig ilde til mode. Hvis jeg giver Dem dette bånd, hvor mange mennesker vil så komme til at se det?”
”Så få som muligt,” sagde jeg og tilføjede: ”Det vil være professionelle, erfarne politifolk og efterforskere fra Justitsministeriet - mænd og kvinder - og de har set alt.”
”De har ikke se mig dyrke sex på videobånd.”
”Jeg tror ikke, de er interesseret i sexdelen. De er interesserede i den scene, hvor flyet eksploderer, og det er det, som jeg er interesseret i, så hvis De vil spole hurtigt frem, vil jeg meget gerne se det. Nu.”
”Er De ikke interesseret i at se mig dyrke sex?”
”Hør her, Jill ...”
”Det er altså mrs. Winslow.”
”Øh ... undskyld. Mrs. Winslow ...”
”Du må godt kalde mig Jill. Hvad hedder De til fornavn?”
”John.”
”Må jeg kalde dig John?”
”Selvfølgelig. Må jeg kalde dig Jill?”
”Det har du allerede gjort.”
”Tja.”
Jeg følte mig virkelig ilde til mode, og måske troede jeg, at jeg havde at gøre med en tosse, men så sagde hun: ”Du forstår vel, hvorfor jeg gør det?”
”Det gør jeg. Jeg forstår til fulde, hvorfor du ikke ønskede at offentliggøre dette bånd. Jeg ville helt ærligt også selv have skrupler, hvis det var mig. Men vi kan og vil redigere båndet, sløre jeres ansigter og gøre vores bedste for at beskytte jeres privatliv. Vi vil koncentrere os om begivenhederne omkring fly ...”
”Nu kommer vi til det. Følg med.”
På skærmen sagde Jill: ”Jeg er klistret, lad os bade nøgne.” Jeg skævede atter til skærmen, og hun satte sig op. Buds ansigt var atter dukket op mellem mrs. Winslows ben, og han sagde: ”Jeg synes, vi skal tage af sted. Vi kan tage brusebad på hotellet.”
”Bare jeg havde lyttet til ham,” sagde Jill til mig.
På skærmen stod hun på tæppet og så op mod den ene af sandklitterne. Jill frøs billedet, tog fødderne ned fra bordet og lænede sig frem mod den store skærm. ”Jeg ser yngre ud,” sagde hun. ”Måske en smule tyndere. Hvad mener du?”
Jeg så på hendes perfekte, nøgne krop i de sidste solstråler, som fik hende til at virke gylden.
”Nå, hvad synes du?” spurgte hun igen.
Jeg var en smule træt af, at hun ignorerede mine dannede henstillinger om at springe det lille knald over og gå til det store knald, så jeg prøvede en anden angrebsvinkel. ”Jeg mener ikke, dit ansigt er blevet spor ældre,” sagde jeg, ”og du er en smuk kvinde. Hvad din krop angår, så ser den fantastisk ud på videobånd, og jeg er sikker på, at den stadig er fantastisk.”
Hun svarede ikke og blev ved med at kigge på skærmen. ”Dette var første og sidste gang, vi nogensinde videofilmede os selv,” sagde hun omsider. ”Jeg havde aldrig før set mig selv nøgen på foto eller film. Jeg havde bestemt aldrig set mig selv dyrke sex på film. Har du nogensinde gjort det?”
”Ikke udendørs.”
Hun lo. ”Så du åndssvag ud?”
”Ja.” ”Hvordan ser jeg ud?”
”Ingen kommentarer.”
”Vil du gerne have dette bånd?”
”Ja, det vil jeg.”
”Så svar på mit spørgsmål. Så jeg åndssvag ud, da jeg havde sex på videobåndet.”
”Jeg tror, at alle ser en smule åndssvage ud, når de har sex på film, på nær de professionelle. Du så ikke tosset ud, i betragtning af at det var første gang,” tilføjede jeg. ”Bud, derimod, så ud til at føle sig meget ilde til mode. Må jeg så få fjernkontrollen?”
Hun rakte den til mig. ”Det var meningen, vi skulle tage tilbage til hotellet og afspille det for at komme i hopla igen. Men jeg tror, at det ville have virket lige modsat.”
Det var måske første gang i mine 20 år i politietaten, at jeg følte et behov for en anstandsdame for at se bevismateriale igennem. Jeg trykkede på afspilningsknappen, og der kom atter liv i Jill Winslows perfekte, nøgne krop. Hun begyndte at klatre op ad sandklitten og forsvandt så ud af syne, men jeg kunne høre hende sige: ”Kom. Anbring kameraet her, og lad os bade nøgne.”
Bud svarede ikke, men gik tilbage til kameraet og forsvandt derpå. Billedet gik helt i sort et øjeblik, hvorefter scenen på skærmen viste en smuk, rød og lilla himmel ved skumringstid, strandens hvide sand og det gyldent-røde hav, som glimtede i den nedgående sol. ”Hvor er det smukt,” hørte jeg Jills stemme sige uden for skærmen.
Bud, som også var uden for billedet, svarede: ”Måske skulle vi ikke gå nøgne ned på stranden. Der kan være mennesker i nærheden.”
”Og hvad så?” sagde Jill. ”Bare vi ikke kender dem, så kan vi være ligeglade.”
Buds svar: ”Ja, men lad os tage vores tøj ...” og hun afbrød ham: ”Lev livet farligt, Bud.”
”Bud er en vatpik,” sagde jeg uforvarende.
Jill lo og gav mig ret. ”Vatpik.”
Der var ingen lyd på båndet et par sekunder, og der var ingen på skærmen, hvorpå jeg så hende komme ind i billedet igen yderst til venstre på skærmen og løbe tværs over stranden mod vandet. Der var stadig ingen Bud. Så drejede hun hovedet, mens hun løb, og råbte: ”Kom nu!” Men jeg kunne knap høre hende på den afstand af kameraet og med baggrundsstøjen fra vinden og bølgerne.
Et par sekunder senere dukkede han op på skærmen; han løb efter hende. Hans bagdel var lidt slasket og hoppede op og ned.
Han indhentede hende nær vandet, og hun standsede, vendte sig omkring, og drejede derpå Bud rundt, så de begge stod med ansigtet mod kameraet på sandklitten. Jill råbte et eller andet, men jeg kunne ikke høre det.
”Hvad sagde du?” spurgte jeg
”Åh ... et eller andet om at svømme sammen med hajer. Ret dumt.”
Hun tog ham i hånden, og de vadede ud i havet.
Efter min mening blev Bud trukket rundt ved pikken. Han satte aldrig rigtig noget i gang, og han så ikke ud til at hygge sig så meget som, skal vi sige, jeg ville have gjort i den situation. ”Hvor længe varede den affære?” spurgte jeg Jill.
”Alt for længe. Omkring to år. Det er ikke så meget sexbåndet, jeg skammer mig over,” tilføjede hun, ”mere den person, som jeg lavede det sammen med.”
”Han ser da vældig godt ud.”
”Det gør jeg også.”
Fin pointe.
De tumlede rundt i det rolige hav, vaskede hinanden for og bag og så derpå op mod himlen. Hun sagde tilsyneladende noget, men det var slet ikke til at høre. ”Hvad sagde du der?” spurgte jeg.
”Det kan jeg ikke huske. Ikke noget vigtigt.”
Jeg så på uret nederst til højre på skærmen. Det gik stadig og viste nu 20.19. TWA 800 var netop lettet fra startbanen i Kennedy Lufthavn og begyndt at stige op over havet.
Jill og Bud stod og talte sammen i vand til livet, og jeg kunne se på udtrykket i Buds ansigt, at hun havde sagt noget, der irriterede ham. ”Jeg tror,” sagde Jill til mig, før jeg kunne spørge, ”at jeg omsider fortalte ham, at han var alt for forsigtig med alting, og han blev irriteret på mig. Om få sekunder tager jeg ham bagpå ... dér ... han var dog stadig irriteret og ville af sted. Men jeg ville gøre det på stranden, ligesom i Herfra og til evigheden, så ...”
Hun tog om hans dingeling og sagde noget. Han så ikke så glad ud, som han burde have været i det øjeblik, og begyndte at kigge sig omkring for at se, om de var alene. Hun trak ham ikke bogstaveligt talt rundt ved pikken, men hun gjorde det i overført betydning, selv om hun nu holdt ham i hånden, mens hun ledte ham tilbage til kysten.
Uret viste nu 20.23. TWA 800 havde været i luften i omkring tre-fire minutter og krængede til venstre mod øst, mod Europa.
Jill og Bud stod på stranden, i fuld bar figur, men de havde tilsyneladende glemt alt om kameraet, eftersom ingen af dem så op mod det sted, hvor det var blevet anbragt på en klit omkring 50 meter borte. Solen var gået ned, men der var en smule lys tilbage i horisonten, og jeg kunne stadig se deres nøgne kroppe aftegnet mod havet og himlen.
Jill sagde et eller andet til Bud, og han lagde sig lydigt på ryggen i sandet. Hun satte sig oven på ham, og jeg kunne se hende flytte hånden ind mellem deres kroppe for at få ham op i sig.
”Vil min mand nogensinde komme til at se det her?” spurgte Jill mig.
Jeg frøs billedet klokken 20.27 og 15 sekunder. Jeg så på himlen til højre for at se, om jeg kunne se lys fra fly, men det kunne jeg ikke. Jeg så på horisonten for at se efter lys fra skibe, men der var ikke nogen.
”Vil min mand nogensinde komme til at se det her?”
Jeg så på hende. ”Kun hvis du ønsker det.”
Hun svarede ikke.
Jeg trykkede på afspilningsknappen igen og skævede til bunden af skærmen, hvor de elskende var i gang med at gøre det på stranden, mens bølgerne rullede ind over dem. Jeg så på himlen, men der var stadig ingen lys fra fly. Til almen orientering fik mrs. Winslow orgasme klokken 20.29 og 11 sekunder. Jeg kunne se det, men jeg kunne ikke høre det.
Jill Winslow lå oven på Bud Mitchell, og jeg kunne se, at de trak vejret hurtigt. Så rettede hun sig op, satte sig overskrævs på ham og så mod sydvest. Nu kunne jeg se lys fra et fly i det fjerne over havet - faktisk 13 kilometer ude og cirka 4.000 meter over havet.
”Stop det! Stop!” sagde hun til mig.
Jeg trykkede på pauseknappen og så på hende. Hun rejste sig. ”Jeg kan ikke holde ud at se det igen,” sagde hun. ”Jeg går ud i køkkenet.” Hun gik barfodet ud fra fjernsynsstuen.
Jeg sad der i et helt minut og så på det frosne billede på skærmen - Jill siddende oven på Bud Mitchell, brændingen fanget midt i bevægelsen, livløse stjerner, som fåtallige, tjavsede malingstænk på et sort loft. Og næsten modsat Smith Point County Park var to lys - et rødt og et hvidt - blevet fanget på videoen. På et fotografi kunne man tro, at det blot var stjerner, men i levende billeder kunne man se dem blinke og bevæge sig fra vest mod øst.
Jeg rejste mig fra stolen, satte mig på sofabordet og lænede mig ind mod den store plasmaskærm. Jeg trykkede på slowmotionknappen og så opmærksomt på skærmen.
Klokken 20.29 og 19 sekunder så jeg et skær på horisonten til højre, og jeg frøs billedet. Videokameraet på sandklitten stod i omtrent syv meters højde inklusive stativet, og fra dette udsigtspunkt kunne man se lidt mere end det, hovedparten af øjenvidnerne kunne se fra en båd eller jordhøjde, som på sydkysten af Long Island næppe var meget mere end tre meter over havoverfladen. Jeg så på skæret en tid og besluttede, at det kunne være - kunne være - en missilaffyring.
Fra det sted, hvor jeg havde set lysskæret, kunne jeg nu se en tunge af klart, rødt-orange lys stige op mod himlen. Den steg hurtigt, selv i slowmotion, og bag den kunne jeg skelne en hvid fane af noget, der lignede røg. Jeg skævede til Jill og Bud, men de havde endnu ikke set den. Klokken var 20.30 og 5 sekunder, og jeg trykkede på pauseknappen, gled ned fra sofabordet og knælede foran fjernsynsskærmen, hvor jeg stirrede på lyspunktet, indtil mit blik blev sløret. Jeg vippede tilbage på bagdelen og satte atter båndet i gang i slowmotion.
Man kunne ikke tage fejl af det, jeg nu så på skærmen, og som mere end to hundrede andre mennesker havde set, her-under kaptajn Spruck, som jeg ærlig talt havde tvivlet på. Nu, hvor jeg selv så det, kunne jeg forstå, hvorfor han var så besat af det, og jeg skyldte ham en undskyldning. Hvad der var mere vigtigt, så skyldte nogen det amerikanske folk en undskyldning, men jeg vidste ikke, hvem der skulle give den.
Jeg tænkte over mit møde på Jack Koenigs kontor og på ham, der ser mig lige i øjnene og siger: ”Der findes sgu ikke noget videobånd af et par, der boller på stranden, mens flyet eksploderer bag dem,” og derpå: ”Og fandeme heller ikke nogen raket.”
Jamen, op i røven med dig, Jack. Og op i røven med Liam Griffith og Ted Nash til en start. Løgnagtige skiderikker.
Lysstriben, efterfulgt af dens hvide røgfane, steg højere, indtil den nåede omtrent til midt på fjernsynsskærmen. På det tidspunkt så jeg Jill dreje hovedet mod lyset og stirre op mod himlen. Så satte Bud sig hurtigt op, så de sad ansigt til ansigt, hvorefter han vendte sig og så sig over skulderen mod det, hun stirrede på. På fjernsynsskærmen var lyset næsten hvidglødende, og jeg kunne se, at det havde fået mere fart på. Jeg skævede til lysene på flyet og så tilbage til den opstigende lysstribe. Jeg sad for tæt på fjernsynet til at se hele skærmen, så jeg rejste mig hurtigt, bakkede hen til sofabordet og satte mig.
Der var ingen lyd i slowmotion, men der var alligevel intet at høre, og jeg stirrede tryllebundet af synet, fordi jeg vidste nøjagtigt, hvad der ville ske.
Tilsyneladende drejede det brændende lys pludselig, da det nærmede sig de blinkende lys, og beviset på drejet kunne tydeligere ses på røgfanen.
Et par sekunder senere var der et klart lysglimt på himlen, som så mærkeligt ud i slowmotion; det lignede næsten et eksploderende romerlys. Endnu et par sekunder senere begyndte en enorm ildkugle at vokse på den sorte himmel - som en skinnende, rød blomst, der springer ud på en highspeed-filmoptagelse. Jeg frøs billedet klokken 20.31 og 14 sekunder og stirrede på det.
Jill og Bud var fanget i det stivnede billede; de stod næsten ret op nu og begge så op mod den røde himmeleksplosion. Jeg trykkede på slowmotionknappen og så ildkuglen vokse sig større. Jeg kunne se, at det brændende fly ganske rigtigt steg, og derpå så jeg to striber flammende brændstof bevæge sig nedad mod havet. Da de nærmede sig havoverfladen, bemærkede jeg spejlbilledet af det flammende brændstof i den glatte, glasagtige overflade, og ja, spejlbilledet lignede to lysstriber, som steg opad, men man kunne ikke tage fejl af det flammende brændstof, som faldt nedad fra himlen, hvor det mødte spejlbilledet. Den vej er opad, ikke sandt?
Jeg så på sekundtælleren, og omtrent tredive sekunder fra begivenhedernes begyndelse trykkede jeg på afspilningsknappen og fik atter lyd på.
Alt på skærmen bevægede sig nu med almindelig hastighed, herunder Jill og Bud, som egentlig slet ikke bevægede sig, men stirrede tryllebundne på den flammende himmel.
Nu kunne jeg se brændende vragrester falde ned fra himlen. Så hørte jeg den første eksplosion, da den nåede kameraets mikrofon. Det var et tonløst, dæmpet knald, som få øjeblikke senere blev efterfulgt af en meget højere eksplosion. Jeg så, at det gav et sæt i Jill og Bud, et halvt sekund før jeg kunne høre den større eksplosion, som nåede dem, før den nåede kameraets mikrofon.
Jeg skiftede atter til slowmotion og så katastrofens efterspil: Hovedparten af flyet, som forbløffende nok var steget endnu nogle hundrede meter, indtil der ikke var mere brændstof i motorerne, begyndte nu at falde hastigt. Jeg kunne ikke se eller fatte, alt hvad der skete, end ikke i slowmotion, og jeg så aldrig flyets næseparti brække af, men mente at se den venstre vinge knække af, og jeg kunne se den store 747'er falde ud af himlen og ned i vandet.
Himlen var klar nu, bortset fra røgen, som blev oplyst af de flammende bål på det glatte hav.
Parret på stranden stod blot stivnede og nøgne, og havde det ikke været for den rullende brænding og horisonten, der glødede af orange og rød ild, virkede det, som om nogen havde trykket på virkelighedens pauseknap.
Jeg trykkede på afspilningsknappen, så brændingen satte farten op og ilden dansede på vandet.
Som Buds første initiativ den aften greb han fat i Jills arm og sagde et eller andet, hvorpå de vendte rundt og begyndte at løbe tilbage mod kameraet på sandklitten. Han var hurtigere end hende, og han ventede ikke på hende eller så sig bagud for at se, om hun var ordentligt med. Manden var et komplet røvhul, men det var det mindst vigtige, som dette videobånd havde afsløret.
Jeg stirrede på det flammende brændstof på horisonten, og hverken Jill eller Bud kunne vide det dengang, men 230 mænd, kvinder og børn var omkommet på et øjeblik. Men jeg vidste det, og jeg mærkede min mave trække sig sammen, min mund var tør og mine øjne fugtige.
Bud og Jill var forsvundet ved foden af sandklitten, hvorefter deres hoveder og skuldre dukkede op igen, da de kæmpede sig op ad sandskråningen. Først Bud, efterfulgt af Jill.
Kameraet var indstillet på uendelig, så deres ansigter var uskarpe, men jeg kunne godt skelne deres træk. Jeg frøs billedet og så på ham, da han rakte ud efter kameraet. Manden så komplet rædselsslagen ud, og også hun så skræmt ud med vidt opspærrede øjne, men jeg bemærkede også, at hun så på ham, som om hun ønskede, han skulle sige et eller andet, fortælle hende, hvad der var sket, og hvad de skulle gøre. Jeg afspillede de næste par sekunder i slowmotion og så hans stupide ansigt lige foran linsen, så det fyldte skærmen. Det ansigt, tænkte jeg, skulle man trykke på en efterlysningsplakat med teksten: ”Har De set denne uduelige, selvcentrerede nar? Ring til 1-800-ASSHOLE.”
Bud havde fået greb om kameraet, dog ikke om sin egen situation, og skærmen blev nu et vanvittigt kalejdoskop af billeder, som var svære at følge, mens vores helt løb ned ad sand-klitten og smed kameraet fra sig. Jeg hørte Bud sige: ”Få tøj på! Få tøj på!”
Så greb en eller anden kameraet, og jeg så et glimt af nattehimlen. Jeg kunne høre dem stønne, mens de løb, og jeg så utydelige, dansende billeder. En bildør blev åbnet og derpå smækket i, hvilket blev fulgt af yderligere to døre, som blev åbnet og lukket. Så hørte jeg lyden af en startende bilmotor, og jeg så nogle hoppende bevægelser på den næsten sorte skærm. Der blev stadig stønnet, men ingen af dem talte. Hun var sikkert i chok, og han forsøgte at lade være med at pisse i bukserne. Jeg havde lyst til at råbe til ham: ”Så sig dog et eller andet, dit uduelige fæhoved.”
Jeg ventede gennem omtrent fem minutters sort tavshed, og jeg skulle netop til at slukke fjernsynet og spole båndet tilbage, da jeg hørte hendes stemme. ”Det var vist et fly, der eksploderede.”
Han svarede: ”Måske ... måske var det en gigantisk signal-raket ... som blev affyret fra en pram ... den eksploderede ... du ved ... som et festfyrværkeri.”
”Signalraketter eksploderer ikke på den måde. Signalraketter ligger ikke og brænder på vandet.” Pause, derpå: ”Et eller andet eksploderede i luften og styrtede i havet. Det var en flyvemaskine.”
Han svarede ikke, og hun sagde: ”Måske skulle vi tage tilbage.”
”Hvorfor?”
”Måske ... slap ... nogle folk ud. De har redningsveste, redningsflåder. Måske kan vi hjælpe til.”
”Du er et godt menneske,” sagde jeg ud i luften. Bud sagde: ”Tingesten eksploderede bare. Det må være sket nogle kilometer oppe.” Pause. ”Politiet er allerede på stedet. De har ikke brug for vores hjælp.”
Jeg tænkte: Passagererne har ikke brug for din hjælp, men politiet har brug for dit videobånd, fjols.
Der fulgte en lang stilhed, så sagde Jill: ”Den lysstribe ... det var en raket. Et missil.”
Intet svar.
Jill fortsatte: ”Det lignede et missil, som blev affyret fra havoverfladen og ramte det fly.”
Bud svarede: ”Tja ... det hører vi sikkert om i nyhederne.”
Der fulgte endnu en tavs periode, så var der bevægelse på den sorte skærm, efterfulgt af sort stilhed, og jeg vidste, at Jill havde taget videokameraet fra bagsædet og var ved at spole tilbage, så hun kunne afspille båndet i søgeren.
Det var slut på videobåndet, men så fyldte et billede skærmen, mens baggrundsmusik lød fra højtalerne. Jean-Louis sagde et eller andet på eftersynkroniseret engelsk, men jeg lyttede ikke efter.
Jeg standsede båndet og trykkede på tilbagespolingsknappen. Jeg sad en tid på sofabordet og stirrede på den sorte skærm.
Jeg var fuldstændig overvældet af det, jeg lige havde set og hørt, og jeg vidste, at det ville tage noget tid at fordøje disse billeder, der var så aldeles løsrevet fra alt normalt og hverdagsagtigt.
Jeg stod ubevægelig et par sekunder og gik så hen til baren, fandt et glas og valgte en tilfældig flaske whisky. Jeg skænkede et par fingre op i et glas og stirrede på det. Det var tidligt søndag morgen, men jeg trængte til noget, der kunne berolige mig og fugte min gane. Jeg skyllede whiskyen ned, satte glasset fra mig og gik ud i køkkenet.
Jill Winslow var ikke i køkkenet, men gennem en fransk dør så jeg hende sidde på en chaiselong i solgården. Hun var stadig klædt i morgenkåbe og sad opret i chaiselongen med åbne øjne, hensunken i sine egne tanker.
Jeg gik ud i solgården og satte mig i en stol ved siden af hende. Mellem os stod et bord, hvor hun havde en flaske vand og to glas. Jeg skænkede mig et glas vand og så ud over den vidtstrakte gård og den store swimmingpool.
”Har du taget videobåndet?” spurgte hun omtrent et minut senere.
”Nej,” svarede jeg. ”Jeg vil gerne have, at du giver mig det.”
”Har jeg noget valg?” spurgte hun.
”Nej, det har du ikke. Det er bevismateriale i en mulig kriminalsag. Jeg kan indstævne det. Men jeg ser gerne, at du giver mig det frivilligt.”
”Det er dit.” Hun smilede. ”Faktisk tilhører det Bayview Hotel.”
”Bud efterlod et depositum på fem hundrede dollars,” svarede jeg. ”Der er betalt for det.”
”Godt. Det har altid bekymret mig. At jeg stjal båndet.”
Det generede ikke mig; det var grunden til, at jeg var her. Hun var tavs en tid. ”Du er meget dygtig,” sagde hun så. ”Du regnede det ud.”
”Så svært var det ikke,” sagde jeg beskedent. Faktisk er jeg dygtig, og det var svært.
”Jeg var meget bange, da FBI kom,” sagde hun. ”Jeg troede, de ville spørge mig, om jeg havde lavet en kopi af båndet, inden Bud slettede det ... men hvorfor skulle de tro det? Og hvordan skulle de kende til videofilmen ...”
Faktisk vidste de, ligesom jeg havde opdaget, at Jill Winslow havde lånt en film fra hotellets bibliotek, men de havde travlt med at ødelægge beviser på, at hun havde været der, og tilsyneladende var det aldrig faldet dem ind, at den lille, tudefærdige rigmandspige havde kopieret minikassettebåndet over på det lånte videobånd.
”Jeg var ikke klar til at vise det bånd,” fortsatte hun.
”Det kan jeg godt forstå.”
”Stakkels Mark. Stakkels Bud.” Hun nippede til sit vand. ”De bliver meget vrede på mig,” sagde hun, ”af forskellige grunde.”
”Det drejer sig ikke længere om dem,” informerede jeg hende, ”hvis det nogensinde har gjort det. Det drejer sig om dig og om at gøre det rigtige. Det drejer sig om sandhed og om retfærdighed.”
”Det ved jeg godt ... men Bud er tilfreds med sit ægteskab. Og Mark ... ja, han er også tilfreds.” Hun holdt en pause. ”Han bliver knust ... ydmyget ...”
”Måske kan I finde en eller anden løsning.”
Hun lo. ”Det må være din spøg.”
”Ja.”
Hun drak noget mere vand. ”Og så er der Mark junior og James. Mine børn,” sagde hun.
”Hvor gamle er de?”
”Tretten og femten. En dag vil de måske forstå det.”
”Ja, en skønne dag. Måske før end du aner.”
Hun så på mig. ”Kommer jeg i fængsel?” spurgte hun.
”Nej.”
”Men tilbageholdt jeg ikke ...”
”Det skal du ikke bekymre dig om. De vil gerne sikre sig dit samarbejde.”
Hun nikkede. ”Og Bud?” spurgte hun. ”Får han problemer, fordi han slettede båndet?”
”Måske. Men I vil begge slå en handel af med myndighederne. Jeg tror,” tilføjede jeg, ”at hans største problem bliver i for-hold til mrs. Mitchell.”
”Arlene vil gøre hans liv til et helvede,” sagde Jill.
”Hold op med at bekymre dig om andre mennesker,” sagde jeg til hende.
Jill Winslow svarede ikke. Hun satte sig op og så på sit hus og derpå ud over den anlagte have og swimmingpoolen. ”Det her var et fængsel med livstidsstraf,” sagde hun.
Jeg svarede ikke. Det er som sagt svært at have medlidenhed med en rig kvinde, som drikker champagne på en yacht - eller ved en swimmingpool. Men jeg kendte til dårlige ægteskaber, og det var lige meget, hvor mange penge man havde, eller hvor berømt man var - et dårligt ægteskab er en udjævnende faktor for alle klasser.
”Hvad skal jeg stille op nu?” sagde hun, mere til sig selv end til mig. Hun så på mig. ”Tror du, jeg har en filmkarriere foran mig?” spurgte hun med et smil.
Jeg gengældte hendes smil, men svarede ikke. Jeg så på mit ur. Jeg måtte se at komme herfra, før de sorte helikoptere landede på Winslows græsplæne, eller Ted Nash og hans venner ankom i bil. Men jeg måtte også lade Jill Winslow komme lidt ned på jorden igen.
Hun lod til at tænke på et eller andet. ”Hvorfor tog det fem år?” spurgte hun så.
”Jeg har først lige fået sagen.”
Hun nikkede. ”Da jeg hørte, at sagen var lukket, var jeg lidt lettet ... men jeg havde også dårlig samvittighed. Hvornår blev sagen genåbnet?”
Det skete faktisk for omtrent en time siden, men jeg sagde: ”Femårsdagen i juli fik genoplivet en vis interesse.”
”Jaså. Har du lyst til at tage med mig i kirke?” spurgte hun.
”Øh ... det ville jeg faktisk gerne, men jeg må desværre se at komme af sted. Kan vi kopiere dette bånd på en eller anden måde?” spurgte jeg.
”På samme måde, som jeg kopierede det første gang,” svarede hun, ”men modsat. Videoafspiller til videokamera. Har du teknisk snilde?”
”Ikke det der ligner.” Jeg rejste mig. ”Lad os lave en kopi.”
Hun rejste sig, og vi gik ind i køkkenet, hvor jeg greb politiradioen og atter gik ind i fjernsynsstuen.
Hun gik hen til et stort skab fyldt med brætspil og andre underholdningsting og kom tilbage med et videokamera, som hun bar hen til fjernsynet, hvor hun satte det på gulvet.
Jeg tilbød at hjælpe. ”Hvis det skal gøres ordentligt, må du hellere bare sætte dig ned,” sagde hun.
Jeg havde ikke tænkt mig blot at sidde ned, mens hun rodede med århundredets bedste bevismateriale, så jeg lagde mig på knæ ved siden af hende foran fjernsynet og videoafspilleren. Jeg kiggede med og stillede spørgsmål, mens hun tilsluttede videoafspilleren til kameraet med et langt kabel, som hun forklarede var til lyd og billede. Hun så, at jeg havde spolet Manden og kvinden tilbage, og hun trykkede på en knap på kameraet og dernæst på videoafspilleren. ”Videobåndet i afspilleren bliver nu kopieret over på minikassetten i videokameraet,” sagde hun.
”Er du sikker?”
”Ja, jeg er sikker. Skal jeg afspille minikassetten over fjernsynet for dig?”
”Nej. Jeg stoler på dig.”
”Det burde du også,” sagde hun, mens hun stadig knælede ved siden af mig. ”Jeg kunne have slettet dette for fem år siden. Jeg kunne have undladt at fortælle, at det fandtes. Jeg afspillede det for dig ... og jeg stoler på dig,” tilføjede hun.
”Godt. Hvor længe varer det her?” spurgte jeg.
”Lige så længe som originalbåndet varer, omkring fyrre minutter. Vil du have noget morgenmad?”
”Nej tak.” Jeg var atter ved at komme i mit paranoide hjørne, og jeg så i ånden, hvordan Nash og hans venner kom kørende op til huset netop nu. Havde jeg i virkeligheden brug for en kopi af båndet? ”Kan vi spole frem til scenerne på stranden, hvor flyet eksploderer?” spurgte jeg hende.
”Har du travlt?” spurgte hun.
”Ja, det har jeg faktisk.”
Hun tændte for fjernsynet, og indholdet af båndet blev vist på skærmen. Vi var nået til det sted, hvor mrs. Winslow udførte oralsex på mr. Mitchell. Jeg tror faktisk, jeg rødmende, mens jeg sad på knæ ved siden af damen. Men hun lod til at være sært ligeglad. ”Er du sikker på, jeg ikke skal kopiere denne del?”
”Ja, det er jeg sikker på.”
Hun trykkede på knappen, der spolede båndet hurtigt fremad, og der kom fart på løjerne. Hun trykkede på afspilningsknappen efter kvinsmagningen, og videoen begyndte atter at spille i normaltempo. På skærmen satte Jill Winslow sig op og sagde: ”Jeg er klistret, lad os bade nøgne.”
”Herfra?” spurgte hun og så på mig.
”Ja.”
Hun rejste sig, og det samme gjorde jeg. Jeg så på mit ur og derefter på fjernsynsskærmen, som stadig viste båndet. Kopieringen burde tage omtrent et kvarter fra dette sted.
”Hvad skal du bruge to bånd til?” spurgte hun.
”Jeg har det med at miste ting,” svarede jeg.
Hun skævede til mig, men svarede ikke. Hun rakte mig fjernbetjeningen. ”Jeg vil ikke se det med flyet,” sagde hun. ”Du kan sidde og se det igen, hvis du vil, og når det så er slut - når Manden og kvinden begynder - skal du trykke på stopknappen og dernæst tage kassetten ud. Jeg er ude i solgården. Råb, hvis du får brug for hjælp til at få kassetten ud af video-kameraet.”
”Jeg vil gerne have, at du tager tøj på og kommer med mig,” svarede jeg.
Hun så på mig. ”Er jeg anholdt?” spurgte hun.
”Nej.” Jeg skævede til fjernsynsskærmen og til det ur, som var indkopieret på videobåndet. Der var 12 minutter til eksplosionen klokken 20.31, derefter fulgte flere billeder af eksplosionens efterspil, så Bud og Jill, der løb til sandklitten, og så videre.
Jeg tog Jill i armen og ledte hende ud i køkkenet. ”Jeg vil være helt ærlig over for dig,” sagde jeg til hende. ”Du er måske i fare, og jeg vil gerne have dig væk herfra.”
”I fare ...” sagde hun og stirrede på mig.
”Du får den rigtig hurtige version. De føderale agenter, som var her for fem år siden og tog det slettede bånd, har næsten helt sikkert gendannet indholdet på det ...”
”Jamen, hvorfor ...”
”Hør her. De ved, hvad der findes på det bånd. De ønsker ikke, at andre skal vide det ...”
”Hvorfor ...?”
”Jeg ved ikke hvorfor. Det er lige meget. Det betydningsfulde er ... at der er to forskellige grupper, som efterforsker denne hændelse. Den første gruppe, Nash, Griffith og andre, forsøger at skjule og ødelægge alt bevismateriale, som peger på et missilangreb. Den anden gruppe, mig og nogle andre, forsøger at gøre det modsatte. Mere behøver du ikke at vide nu, bortset fra at den første gruppe måske er på vej hertil, og hvis de når frem, vil de ødelægge båndet, og vi ... vi må væk herfra, straks, med disse bånd. Så derfor skal du klæde dig på i en fart og komme med mig.”
Hun stod og stirrede på mig og så derpå ud ad karnapvinduet, som om der kunne være folk derude. Jeg ønskede virkelig, at hun skyndte sig, men jeg lod hende fordøje oplysningerne. ”Jeg ringer til politiet,” sagde hun omsider.
”Nej. Disse folk er føderale agenter, ligesom jeg, og de er de officielle og autoriserede efterforskere. Men de er med i konspirationen.” Straks jeg sagde det, vidste jeg, at hun ikke havde nogen grund til at tro mig, og hun så faktisk tvivlende på mig.
”Hvad var det, der skete for fem år siden?” sagde jeg til hende. ”Du havde jo selv hørt, at man kan gendanne et slettet videobånd? Hørte du nogensinde fra de folk igen? Blev du eller Bud nogensinde kaldt til møde hos myndighederne? Har du talt med nogen ud over Nash, Griffith og den tredje mand? Du er en begavet kvinde,” sagde jeg. ”Tænk over det.”
Hun stod og så ned på sine fødder. Derpå så hun på mig. ”Det lyder alt sammen rimeligt, men ...”
”Hvis jeg ikke havde brug for andet end båndet, Jill, havde jeg taget det og var gået min vej. Hvis jeg ville gøre dig noget ondt, kunne jeg have gjort det for længe siden. Du bliver nødt til at stole på mig og følge med mig.”
Vi stirrede på hinanden og endelig nikkede hun. ”Okay.”
”Tak. Få tøj på. Lad være med at tage bad. Og undlad at tage telefonen ... pak en weekendtaske, ”tilføjede jeg, og medbring alle de kontanter, du har i huset.”
”Hvor ...?”
”Det taler vi om senere. Har du en pistol i huset?” spurgte jeg hende.
”Nej. Har du ikke ...?”
”Få nu lidt fart på.”
Hun vendte sig og forlod køkkenet. Da jeg gik tilbage til fjernsynsstuen, hørte jeg hendes trin på trappen.
Jeg tog fjernkontrollen og satte mig på sofabordet, mens jeg så Jill Winslow og Bud Mitchell elske på stranden. Klokken på videobåndet var 20.27.
Telefonen på lampebordet ringede, og jeg hørte fem ring, før telefonsvareren tilsyneladende svarede. Nummerviseren viste ”privat”.
Jeg gik hurtigt frem til husets forside og kiggede ud ad dagligstuevinduet, men i det øjeblik var der ikke nogen biler i indkørslen eller på parkeringspladsen ved siden af min. Jeg kunne ikke se meget af vejen derfra.
Jeg gik atter ind i fjernsynsstuen, netop som en lysstribe begyndte at stige op fra den fjerne horisont med en hale af røg efter sig. Jeg så det i normal hastighed, og der var ikke noget at tage fejl af. Jeg tænkte, at de to hundrede øjenvidner, som havde set den lysstribe, ville have nemmere ved at genkende dette videobillede, end de havde ved at genkende CIA's animation.
Jeg så det første glimt efterfulgt af den enorme ildkugle. Jeg så på Jill, som satte sig op med benene overskrævs på Bud, som nu sad op og kiggede over sin skulder. Jeg talte til fyrre og hørte braget i højtalerne - en kraftig, dæmpet eksplosion, som svandt hen og blev fulgt af stilhed.
Telefonen ringede igen, og atter viste nummerviseren ”privat”. Telefonsvareren besvarede atter opkaldet efter fem ring.
Klokken var 9.15; det var ikke for tidligt for venner og familie at ringe, men måske alligevel en smule for tidligt til to opkald lige efter hinanden.
Jill og Bud løb nu over stranden, og jeg så på hende, mens hun nærmede sig kameraet. Jeg bemærkede for første gang, at hun så på ham, mens han løb fra hende. Hvad tænkte den idiot på? Havde han tænkt sig at forlade hende på stranden, hvis hun ikke løb hurtigt nok, hvis hun ikke fik tøj på hurtigt nok eller ikke satte sig ind i bilen, når han var klar til at køre? Manden var hverken fattet eller modig.
Venner og elskere står da last og brast sammen. Jeg kendte end ikke Jill Winslow, og her sad jeg og ventede på hende, mens Ted Nash og hans ledsagere kunne banke på døren, hvad øjeblik det skulle være. De var bevæbnede, og det var jeg ikke. Og jeg var ikke i tvivl om, at hvis de så eller forstod, hvad vi havde gang i her, ville de være desperate nok - for ikke at sige sure nok - til at ødelægge bevismaterialet og fjerne de to vidner til bevismaterialet. Men her sad jeg, selv nu hvor jeg havde fået kopieret den vigtigste del af båndet, og jeg blev siddende. Man kan sagtens komme videre med sit liv efter at have været i dødelig fare, hvad jeg tidligt opdagede som betjent, men man skulle sørge for, at ens sjæl overlevede sammen med ens krop. Hvis den ikke gjorde det, var det liv, man så ville komme til at leve, ikke meget værd.
Jeg hørte en bildør smække, så endnu en, og det tog mig et par oversprungne hjerteslag at forstå, at lyden kom fra båndet. På skærmen var der mørkt nu, og der ville gå omkring fem minutter, før Jill sagde: ”Det var vist et fly, der eksploderede.” Jeg hørte Jills trin i foyeren, og jeg standsede videoafspilleren. Derpå knælede jeg ved siden af videokameraet, fandt tænd/ sluk-knappen og slukkede for det. Jeg overraskede mig selv ved at regne ud, hvordan jeg skulle få minikassetten ud. Jeg lagde den i min lomme.
Jill kom ind i fjernsynsstuen bærende på en weekendtaske. Hun var klædt i sorte slacks og en hvid bluse. ”Jeg er klar,” sagde hun.
”Okay, lad os stille alting, som det stod.” Jeg rakte hende videokameraet, som hun bar hen til skabet, mens jeg tog Manden og kvinden ud af videoafspilleren og slukkede for den. Jeg så på rækken af lys og knapper, indtil jeg var sikker på, at ingen kunne se, at man havde brugt udstyret. Jeg rejste mig. Jill stod ved siden af mig og rakte mig omslaget til Manden og kvinden, som jeg skød ind over videobåndet, før jeg lagde det i lommen på min blazer. Jeg trykkede på knappen på lampebordet, og gardinerne gik op.
”Kunne du se, hvem der lige ringede?” spurgte jeg hende.
”Der stod privat, og der blev ikke lagt besked,” sagde hun.
”Okay ... her er planen. Min bil er kendt ... man leder efter den. Vi bliver nødt til at bruge din.”
”Den står i garagen. Men jeg bliver nødt til at efterlade en besked til Mark.”
”Nej. Ingen beskeder. Du kan ringe til ham senere.”
Hun fremtvang et smil. ”I ti år har jeg haft lyst til at efterlade en besked på køkkenbordet, og nu, hvor jeg virkelig forlader ham, fortæller du mig, at jeg ikke må efterlade et afskedsbrev.”
”Send ham en e-mail,” sagde jeg. ”Lad os komme af sted.”
Jeg tog hendes weekendtaske og fulgte hende ud i en gang nær køkkenet, hvor hun åbnede en dør, som førte ud til den store garage. Der var to biler tilbage: Lexus SUV'en og en BMW Z3 med nedslået kaleche.” Hvilken har du lyst til køre i?” spurgte hun mig.
Dom Fanelli havde jo sagt, at BMW'en stod i hendes navn, hvilket kunne vise sig betydningsfuldt, hvis vi blev stoppet af politiet, når mr. Winslow måske meldte sin kone savnet. ”BMW'en sagde jeg.
Jeg lagde hendes weekendtaske i BMW'ens bagagerum. ”Vil du køre?”
”Faktisk bliver jeg nødt til at skille mig af med min bil. Hvor kan jeg efterlade den?”
”Hvor skal vi hen?” spurgte hun.
”Manhattan.”
”Okay. Bare følg efter mig. Omkring otte kilometer sydpå ad Cedar Swamp. Der vil du se et skilt med SUNY College of Old Westbury på højre side. Der kan du efterlade den.”
”Godt. Start bilen, men lad være med at åbne garagedøren med fjernbetjeningen.” Jeg gik hen til døren og så ud ad vinduerne. Jeg kunne ikke se nogen biler derude, og jeg trykkede på knappen, der åbnede garagedøren. Da den åbnede, gik jeg ud. Hun bakkede ud og brugte derpå fjernbetjeningen til at lukke døren. Jeg rakte hende minikassetten fra videokameraet. ”Du tager dig af denne her,” sagde jeg. ”Hvis vi bliver væk fra hinanden, skal du bringe dig selv og dette bånd til et sikkert sted. Venner, familie, et hotel. Lad være med at tage hjem. Ring til din advokat og dernæst til politiet. Er det forstået?”
Hun nikkede, og jeg så på hende, men hun virkede ikke bange eller forvirret, hvilket fik mig til at slappe lidt af. ”Kør kalechen op, og luk vinduerne,” sagde jeg.
Hun kørte kalechen op, mens jeg satte mig ind i min Ford Taurus og startede motoren.
Jeg fulgte hende ned ad den lange indkørsel og ud på Quail Hollow Lane.
Så langt, så godt. Men situationen kunne lynhurtigt ændre sig, og jeg gennemgik flere mulige scenarier og nødplaner, hvis lokummet skulle begynde at brænde.
Ted Nash havde jo ikke ligefrem givet mig så meget snor, at jeg kunne holde søndagen fri. Men måske havde jeg ramt ham hårdere i hovedet, end jeg troede, og derfor lå han måske i et mørklagt lokale med et glas aspiriner, mens han forsøgte at regne det hele ud. Det var ikke sandsynligt, men uanset hvad han lavede i dette øjeblik, så gjorde han det ikke her.
Havde jeg vidst, at jeg ville finde Jill Winslow og en kopi af videobåndet, ville jeg, set i bakspejlet, ikke have haft nogen skrupler over at slå ham ihjel på stranden for at undgå denne situation. Det er i orden med forebyggende angreb, når man med sikkerhed ved, hvad man forebygger.
Hvis jeg løb ind i Ted Nash og hans venner nu, fik jeg næppe mulighed for at rette op på den fejltagelse, men jeg var rimelig sikker på, at han ville bruge lejligheden til at rette op på sin.
Få minutter senere befandt vi os atter på Cedar Swamp Road, og jeg blev ved med at skæve til bakspejlet, men tilsyneladende var der ingen, som fulgte efter os.
Jeg begyndte at tro, at jeg ville slippe af sted med det hele: Jill Winslow, videobåndet, Bud Mitchells navn og med held få en uhindret tur til Manhattan.
Jeg tog politiradioen i mit bælte, tændte for den og lyttede en stund, men der blev næsten ikke talt i den, og det, jeg hørte, havde ikke noget at gøre med mig. Jeg slukkede radioen og mindede mig selv om, at jeg skulle give den tilbage til politiassistent Roberts ved først givne lejlighed, hvilket næppe var lige med det samme.
Foran mig så jeg et skilt med College of Old Westbury, hvor Jill drejede til højre. Jeg fulgte hende ned ad alléen til det lille universitets campus, som næsten var tomt på en søndag. Hun kørte ind på en parkeringsplads, og jeg stillede min Ford Taurus på en ledig plads. Jeg greb min weekendtaske og smed den ned i bagagerummet på hendes bil. ”Jeg kører,” sagde jeg.
Hun steg ud og gik rundt til passagersædet, mens jeg satte mig bag rattet.
BMW'en havde fem manuelle gear, og det var længe siden, jeg havde brugt et sådant gearskifte. Jeg fik den i første gear med blot en smule hvinen, som fik mrs. Winslow til at krympe sig.
Vi kørte atter ud på Cedar Swamp Road i sydlig retning. BMW'en kørte som en drøm, og desuden kunne den løbe fra et hvilket som helst køretøj, som Nash og hans venner kunne finde i de statslige garager.
Mindre end fem minutter senere så jeg skiltet til Long Island Expressway. ”Du skal dreje af her for at komme til byen,” sagde Jill.
”Et øjeblik.”
Jeg var en halv snes meter fra afkørslen, da jeg trådte på bremsen og drejede skarpt op på afkørslen med hylende dæk og ABS-bremserne i fuld aktivitet. Jeg tjekkede bakspejlet, gearede ned og trådte på speederen. Mindre end ti sekunder senere var jeg oppe på motorvejen; jeg skiftede til femte gear, krydsede to baner og bankede så sømmet i bund. Denne bil fløj simpelthen af sted.
Jeg lagde mig i yderbanen med 130 kilometer i timen og tjekkede atter spejlene. Hvis nogen havde fulgt efter os, var de næsten en kilometer bag os nu.
Trafikken var klumpet, og jeg kunne suse inden om søndagsbilisterne, som kørte for langsomt i yderbanerne.
Jill havde ikke sagt noget et stykke tid. ”Bliver vi forfulgt?” spurgte hun så.
”Nej, jeg nyder bare køreturen.”
”Det gør jeg ikke.”
Jeg sagtnede farten og kørte ind i midtersporet. Vi kørte i tavshed.
Jeg tændte for min mobiltelefon og ventede fem minutter, men der lød ikke noget bip, og jeg slukkede for den igen. ”Hvordan har du det?” spurgte jeg Jill.
”Udmærket. Hvordan har du det?”
”Ganske godt. Forstår du, hvad der foregår?”
”Delvist. Jeg formoder, at du forstår, hvad der foregår.”
”Stort set.” Jeg skævede til hende. ”Du bør forstå, at du nu befinder dig på den rigtige side - den side, som tjener sandheden og retfærdigheden samt ofrene for TWA 800, deres familier og det amerikanske folk.”
”Hvem er det så, der er efter os?”
”Måske ikke nogen. Eller måske nogle få rådne æg.”
”Hvorfor kan vi ikke ringe efter politiet?”
”Tja, måske er der flere end blot nogle få rådne æg, og jeg er endnu ikke sikker på, hvem der er de onde, og hvem der er de gode.”
”Hvad skal vi så stille op, mens du regner det ud?”
”Er der et hotel i byen, som du normalt bor på?”
”Waldorf Hotel eller Union Leage Club.”
”Lad os undgå dem. Lad os vælge et sted i nærheden af Midtown.”
Hun tænkte et øjeblik. ”Plaza,” svarede hun så.
”Ring til dem nu, og reserver to værelser, der står i forbindelse med hinanden.”
”Skal du også bo der?”
”Ja. Vær sød at huske en kvittering, så skal jeg sørge for, at beløbet bliver refunderet.”
Hun ringede til Plaza Hotel fra sin mobiltelefon og reserverede en suite med to soveværelser.
”Nu skal du slukke for din telefon,” sagde jeg.
”Hvorfor?”
”Man kan finde dig ved at triangulere mellem mobiltelefonmasterne,” forklarede jeg.
Hun udbad sig ikke nogen nærmere forklaring og slukkede sin mobiltelefon.
Vi passerede amtsgrænsen fra Nassau County til bydelen Queens. Vi burde være på Plaza Hotel i løbet af en halv time.
”Hvor længe bliver jeg nødt til at bo på det hotel?” spurgte Jill.
”Cirka to dage.”
”Hvad så?”
”Så skifter du hotel. Eller også finder jeg et sikkert hus. Jeg har brug for måske otteogfyrre timer til at stable en hær af engle på benene. Derefter vil du være i sikkerhed.”
”Får jeg brug for at ringe til min advokat?”
”Hvis du synes. Men hvis du kan vente nogle dage, ville det være bedre.”
Hun nikkede.
Vi fortsatte ad motorvejen gennem Queens. ”Hvornår skal du tale med Bud?” spurgte hun.
”Jeg, eller en anden, vil tale med ham inden for de næste otteogfyrre timer ... lad venligst være med at ringe til ham,” tilføjede jeg.
”Jeg har ingen intentioner om at ringe til ham.” Hun stak til min arm. ”Hvorfor anholder du ham ikke?” sagde hun. ”Jeg vil gerne besøge ham i fængslet.”
Jeg undertrykte et grin, men så lo hun, og jeg lo med. ”Jeg tror, vi får brug for hans samarbejde,” sagde jeg,
”Behøver jeg at se ham igen?”
”Måske. Men vi forsøger altid at holde vidner adskilte.”
”Godt. Hvor bor du henne?” spurgte hun.
”På Manhattan.”
”Jeg boede på Manhattan efter universitetet, og før jeg blev gift.” Hun holdt en pause. ”Jeg blev gift for ung. Hvad med dig?”
”Jeg er i gang med mit andet ægteskab. Du kommer til at møde min kone. Hun er FBI-agent og i udlandet for øjeblikket. Hun skulle komme hjem i morgen, hvis alt går vel.”
”Hvad hedder hun?”
”Kate. Kate Mayfield.”
”Har hun beholdt sit pigenavn?”
”Ikke helt for sig selv. Hun tilbød at dele det med mig.” Jill smilede. ”Var det sådan, I mødtes?” spurgte hun. ”Gennem arbejdet.”
”Ja.”
”Lever I et interessant liv?”
”Ja, i øjeblikket.”
”Er der stor fare forbundet med det job?”
”Der er en umiskendelig fare for at dø af kedsomhed.”
”Jeg tror, du er beskeden og underdriver. Keder du dig nu?”
”Nej.”
”Hvor længe har hun været væk?”
”Omkring halvanden måned,” sagde jeg.
”Og du var i Yemen?”
”Ja, det var jeg.”
”Hvad var der kedeligt ved det?”
”Det finder du ud af, hvis du tager til Yemen.”
”Hvor har hun været henne?”
”Tanzania. Afrika.”
”Jeg ved godt, hvor Tanzania ligger. Hvad laver hun der?”
”Det kan du spørge hende om, når du møder hende.”
Det var mit indtryk, at mrs. Winslow ikke mødte alt for mange interessante mennesker i klubben, til frokoster eller middage. Det var også mit indtryk, at hun havde troet, at toget var kørt efter universitetet, og at hun mere så denne store katastrofe i sit liv som en mulighed frem for et problem. Det var den rette holdning, og jeg håbede, det gik hende godt.
Midtown Tunnel var omkring en kilometer fremme. Jeg skævede til Jill Winslow, som sad ved siden af mig. Hun virkede ret rolig og fattet; måske var det et resultat af hendes opvækst, eller måske forstod hun ikke helt den overhængende fare, vi befandt os i. Eller måske gjorde hun, men foretrak fare frem for kedsomhed. Sådan har jeg det også, når jeg keder mig, men når jeg er i fare, ser kedsomhed tillokkende ud. ”Jeg tror, du vil kunne lide Kate,” sagde jeg. ”Hun og jeg skal nok passe på dig.”
”Jeg kan godt passe på mig selv.”
”Det kan du sikkert. Men du får brug for lidt hjælp en tid.”
Vi nærmede os betalingsanlægget ved Midtown Tunnel, og jeg rakte op og fjernede Jills E-Z-Pass, som ville registrere hendes nummerplade, position og klokkeslæt, hvilket jeg ikke ønskede. Jeg betalte kontant ved anlægget og kørte ind i den lange tunnel under East River.
”Hvad skal jeg stille op med Mark?” spurgte hun mig.
”Ring til ham senere fra din mobiltelefon.”
”Og sige hvad?”
”Sig, at du har det godt, og at du behøver lidt tid for dig selv. Jeg briefer dig senere.”
”Godt, jeg er aldrig blevet briefet.”
Jeg smilede.”I sidste ende vil jeg fortælle ham det hele,” sagde hun.
”Det bør du gøre ... før han finder ud af det. Du forstår vel, at alt dette vil blive offentliggjort.”
Hun var tavs en tid, og vi så på de snavsede, hvide kakler, der susede forbi. ”Der har været så mange aftner ...” sagde hun, ”hvor vi sad i fjernsynsstuen, mens han talte i telefon, læste avis eller fortalte mig, hvad jeg skulle dagen efter, hvor jeg havde lyst til at sætte båndet på ...” Hun lo. ”Tror du, han ville have bemærket det?” spurgte hun.
”Det er jeg sikker på.”
Vi kom ud af tunnelen, og jeg var tilbage på Manhattan, som jeg havde tænkt meget på i Yemen. Jeg indåndede udstødningsgasserne, forundredes over de milliarder af tons beton og asfalt og så en taxi køre over for rødt lys. Det var søndag, så der var ikke meget trafik, og der var langt imellem fodgængerne. Mindre end fem minutter senere var jeg på vej tværs gennem byen ad 42nd Street.
”Er der noget, du vil spørge mig om?” spurgte jeg Jill.
”Hvad for eksempel?”
”For eksempel hvad der nu skal ske. Hvad du kan forvente. Den slags.”
”Hvis jeg har brug for at vide noget, så vil du fortælle mig det, ikke sandt?”
”Det er korrekt.”
”Må jeg sige noget?”
”Naturligvis,” sagde jeg.
”Du kører for længe i første gear.”
”Undskyld.”
Jeg drejede til højre ad Sixth Avenue og kørte op til Central Park South, mens jeg koncentrerede mig om gearskiftene. Få minutter senere holdt vi foran Plaza Hotel, og jeg fik en parkeringsvagt til at parkere bilen. Jeg bar vores weekendtasker ind i den fornemme lobby og fulgte Jill hen til receptionsskranken.
Jeg ønskede ikke, at hun skulle betale med sit kreditkort, som kunne spores, så hun aftalte at betale med check, som ville kunne legitimeres af aftrykket fra hendes kreditkort. Jeg viste receptionisten mit id-kort fra FBI og bad om at tale med bestyreren. Han dukkede op i løbet af få minutter. ”Vi rejser inkognito i statsligt ærinde,” sagde jeg til ham og receptionisten. ”Hvis nogen spørger, må I ikke fortælle, at mrs. Winslow er tjekket ind her. I skal ringe op til suiten, hvis nogen kommer med en sådan forespørgsel. Er det forstået?” De forstod det og skrev det ind på computeren.
Ti minutter senere stod vi i suitens dagligstue; derudover var der to soveværelser. Hun havde fundet det største soveværelse, som hun lagde beslag på uden et ord, og vi stod nu i dagligstuen.
”Jeg ringer efter roomservice,” sagde hun. ”Hvad vil du have?”
Det, som jeg gerne ville have, fandtes i værelsets bar. ”Blot kaffe,” sagde jeg dog.
Hun greb telefonrøret og bestilte kaffe med forskellige kager.
”Er din mand kommet hjem nu?” spurgte jeg.
Hun så på sit ur. ”Sikkert ikke,” sagde hun.
”Okay, så vil jeg gerne have, at du ringer hjem og efterlader en besked til Mark. Sig noget, der antyder, at du trænger til lidt tid væk hjemmefra, og at du er taget på landet med en veninde eller sådan noget. Han må ikke blive bekymret, så han måske ringer til politiet. Er det forstået?”
Hun smilede. Han bliver ikke bekymret,” sagde hun. ”Han bliver chokeret. Jeg har aldrig før forladt hjemmet ... altså ikke uden at have sagt det på forhånd. Og han vil ikke ringe til politiet, fordi det vil være flovt.”
”Godt. Brug mobiltelefonen.”
”Men du sagde ...”
”Du må lade den være tændt i fem minutter - højst ti.”Hun nikkede, tog mobiltelefonen op af tasken, tændte for den og ringede op. ”Mark,” sagde hun. ”Det er Jill. Jeg kedede mig i dag og besluttede at køre til The Hamptons for at besøge en veninde. Jeg bliver måske natten over. Ring til min mobiltelefon, hvis du vil efterlade en besked, men jeg tager ikke telefonen. Jeg håber,” tilføjede hun, ”at du havde en hyggelig formiddag med at spille golf med drengene, og at Bud Mitchell ikke gik dig på nerverne igen.” Hun smilede til mig og blinkede. ”Farvel.”
Mrs. Winslow morede sig tydeligvis.
”Var det okay?” spurgte hun mig.
”Perfekt.”
Men hvis Nash derimod var kommet så langt som til at lægge to og to sammen, befandt han sig nu, eller snart ved familien Winslows hus, hvor mr. Winslow ville få fortalt en anden historie, og man ville bede ham om at hjælpe myndighederne med at finde hans utilregnelige kone. ”Sluk for din mobiltelefon,” sagde jeg til Jill, ”og husk at slukke den, hver gang du har brugt den.”
Hun slukkede den og lagde den i sin taske.
Mrs. Winslow gik ud på badeværelset for at nette sig.
Det ringede på døren. Jeg lukkede roomservice-fyren ind og kvitterede.
Jeg gik hen til vinduerne og så ud over Central Park.
Jeg følte mig som en mand på flugt, hvilket ikke var overraskende, eftersom jeg var på flugt. Ironisk nok havde hele mit arbejdsliv drejet sig om at jagte andre folk, som var på flugt, selv om hovedparten var så dumme, at de faktisk ikke har lært mig meget om, hvordan man undgår at blive fanget.
Men jeg havde lært noget, og jeg var ikke dum, så oddsene for, at de herrer Nash og Griffith eller nogen anden ville finde mig, var i min favør et stykke tid.
Jill kom ind i dagligstuen og havde lagt krigsmaling. Vi satte os ved spisebordet for at få kaffe og lidt sødt. Jeg var faktisk sulten, men jeg ragede ikke hele tallerknen med kager til mig.
”Kommer din kone i morgen?” spurgte hun.
”Det er planen. Omkring klokken 16.00.”
”Skal du hente hende i lufthavnen?”
”Nej, jeg kan ikke vise mig på et forudbestemt sted.”
Hun spurgte ikke om årsagen, men jeg kunne se, at hun havde fattet det. ”Jeg får nogen til at hente hende og bringe hende hertil. Hverken hun eller jeg kan tage tilbage til vores lejlighed.”
Hun nikkede og så på mig. ”Jeg er bange, John,” sagde hun så.
”Det skal du ikke være.”
”Har du en pistol?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
Jeg forklarede det og tilføjede: ”Jeg har ikke brug for en pistol.”
Vi talte lidt frem og tilbage. ”Tag det kassettebånd, jeg gav dig, og få det låst inde i hotellets boks,” sagde jeg så.
”Okay. Hvad vil du stille op med Manden og kvinden?”
”Det tager jeg mig af.”
Hun nikkede. ”Jeg vil gerne i kirke,” sagde hun så. ”Og derefter gå en tur. Er det i orden?”
”Hvis jeg skal være helt ærlig,” sagde jeg til hende, ”så er det lige meget, hvad du gør, hvis disse mennesker opdager, hvor vi gemmer os.”
Jeg indtastede hendes mobilnummer i min telefon, og hun indtastede mit i sin. ”Husk,” sagde jeg, ”at du ikke skal lade den være tændt i mere end fem minutter.”
Faktisk farer der et par hundrede tusind mobiltelefonsignaler rundt på Manhattan, og det kunne tage et kvarter eller mere at triangulere positionen af en mobiltelefon, men hellere være på den sikre side end på røven. ”Og,” fortsatte jeg, ”lad være med at bruge dine kreditkort i en pengeautomat. Har du nogen kontanter?”
Hun nikkede. ”Kommer du med mig?” spurgte hun.
Jeg rejste mig. ”Jeg bliver nødt til at blive her og foretage nogle telefonopkald. Jeg vil ringe nogle gange til dig, så tjek dine beskeder hver halve time og ring tilbage, så snart du modtager en besked fra mig.”
”Du er værre end min mand,” sagde hun.
Jeg smilede. ”Hvis du vil ringe hertil, skal du ringe til værelsestelefonen,” sagde jeg. ”Men hvis jeg ikke svarer, så prøv min mobil. Og lad være med at tage tilbage til værelset, hvis jeg ikke svarer. Er det forstået?”
Hun nikkede.
”Og når du går,” sagde jeg, ”så husk at deponere videokassetten i hotellets boks. Læg derpå kvitteringen i en hotelkonvolut og få den bragt op til værelset.”
Atter nikkede hun.
”Forsøg at være tilbage klokken 17.00 senest,” sagde jeg. ”Jeg tror, jeg går tilbage til Mark.”
Jeg smilede. ”Vi ses.”
Jeg gik ind i soveværelset, satte mig på sengen og ringede til Dom Fanellis mobiltelefon. Han svarede, og jeg sagde: ”Undskyld, jeg forstyrrer dig på en søndag.”
”Hej. Ringer du fra Plaza Hotel?”
”Ja. Hvor er du henne?”
”Jeg er på Waldorf. Hvad laver du på Plaza?”
”Kan du tale frit?”
”Ja. Jeg er til familiegrillfest. Få mig væk herfra.”
”Har du en drink i hånden?”
”Går paven med sjove hatte? Hvad sker der?”
”Du ville jo gerne vide, hvad dette gik ud på, ikke?”
”Jo.”
”Det er en stor, sulten og ildsprudende drage, og den kan sluge dig råt.”
Der var stille et øjeblik. ”Fyr løs,” sagde han så.
”Okay. Det drejer sig om TWA 800, som du ved, og det drejer sig om en videooptagelse af ulykken. Og det drejer sig om Jill Winslow, hende du fandt for mig.” Jeg gav ham en komplet, femten minutter lang orientering. Han var ukarakteristisk tavs hele tiden, og jeg måtte et par gange spørge, om han stadig var der.
”Hold da kæft, for fanden,” sagde han, da jeg var færdig. ”Du godeste. Tager du pis på mig?”
”Nej.”
”Kors i røven.”
”Vil du være med?”
Jeg kunne høre højrøstede mennesker og høj musik i baggrunden nu, så han måtte være gået et andet sted hen. Jeg ventede, og så blev der stille. ”Jeg er ude på toilettet nu. For fanden, jeg trænger til endnu en drink.”
”Træk ud først. Jeg har brug for din hjælp, Dom.”
”Ja, ja. Hvad som helst. Hvad har du brug for?”
”Jeg har brug for dig i en patruljevogn sammen med mindst to uniformerede betjente, der kan følge mig til lufthavnen for at hente Kate i morgen.”
”Jaså? Hvorfor?”
”Nogen vil måske vente på hende der.”
”Hvem?”
”FBI. Så hvis du henter mig her på Plaza ...”
”Lige et øjeblik. Hvis nogen venter på hende, så venter de da helt bestemt også på dig, makker.”
”Det ved jeg godt, men jeg bliver nødt til at være der, når hun ...”
”Nej, du gør ikke. Bliv, hvor du er. Du har et vidne at beskytte.”
”Du kan sende nogen herhen for at beskytte ...”
”Hej, paisano, du kan være modig og dum i din fritid. Vi gør det på min måde.”
Jeg tænkte over det. Som en handlingens mand kunne jeg ikke lide tanken om at dandere den, mens andre gjorde det farlige arbejde for mig. Dom havde naturligvis ret, men jeg sagde: ”Jeg har ikke tænkt mig at sidde her, mens du tager til JFK ...”
”Nå, okay. Jeg ringer, hvis der bliver brug for dig. Slut. Hvad mere?”
”Okay ... nå ja, du skal være forberedt på, at FBI-folkene fylder dig med pis og chikanerer dig. Du bliver nok nødt til at spille lidt med musklerne. Okay? Jeg er skide ligeglad, om hele FBI's lokalkontor i New York møder op. Du er strisser i New York; det her er din by, ikke deres.”
”Nemlig. Det er ikke noget problem.”
”Sørg for, at du ikke bliver skygget på vej fra lufthavnen ...”
”Hvorfor tænkte jeg ikke selv på det?”
”Og når du ankommer til Plaza Hotel, får du en betjent til at eskortere Kate til Winslows suite.” Jeg gav ham nummeret på suiten. ”Er det okay med dig?”
”Ja ... det er fandeme en vild historie.”
”Okay, her er oplysningerne om Kates fly.” Jeg gav ham dem og fik ham til at gentage dem. ”Er du tilfreds nu, hvor jeg har betroet mig til dig?” spurgte jeg.
”Åh ja. Jeg er sgu himmelhenrykt.”
”Du spurgte selv.”
”Ja, tak fordi du fortalte mig det.” Han var tavs et øjeblik. ”Jamen, tillykke for øvrigt. Jeg har altid sagt, at du er et geni, selv når vicekriminalkommissær Wolfe siger, at du er en idiot.”
”Mange tak. Er der andet, du behøver at vide?”
”Ja ... hvem er det, som er ude efter dig?”
”Tja, det er helt sikkert denne CIA-fyr, Ted Nash. Måske Liam Griffith fra FBI. Jeg aner ikke, hvem der ellers er indblandet i hemmelighedskræmmeriet, så jeg ved ikke, hvem jeg kan henvende mig til, hverken på min arbejdsplads eller udenfor. Så derfor ringede jeg til strisserne.”
Han sagde ikke noget i nogle sekunder. ”Og Kate ...” sagde han så. ”Hende kan du vel stole på, ikke?”
”Jo, jeg kan, Dom. Det var hende, som satte mig på sporet af det hele.”
”Okay. Jeg skulle bare tjekke.”
Jeg svarede ikke. ”Har du brug for forstærkning på Plaza i mellemtiden?” spurgte han.
”Jeg klarer det den næste dags tid. Jeg skal nok give besked.”
”Okay. Hvis de folk kommer efter dig, så giv dem en gang bly i røven, og ring til kriminalassistent Fanelli i drabsafdelingen. Så sender jeg kadavervognen for at køre dem til lighuset.”
”Det lyder som en plan,” sagde jeg, ”men min gøb ligger i en diplomatpostsæk et eller andet sted.”
”Hvad? Er du ubevæbnet?”
”Ja, men ...”
”Jeg tager hen i din lejlighed og henter dit reservevåben. Så kommer jeg ...”
”Lad være med at tage hen til min lejlighed. De holder grundigt øje med den. Du risikerer at ryge ind i en pissekonkurrence med dem, eller måske skygger de dig hertil.”
”FBI kan ikke følge deres egne skygger med solen i ryggen.”
”Det er sandt. Men det er for farligt at tage hen til min lejlighed i dag. Du har en vigtig opgave i morgen.”
”Jeg kommer med mit reservevåben.”
”Hold dig nu bare fra Plaza Hotel i dag, Dom. Jeg skal nok klare den.”
”Okay, du bestemmer. For øvrigt, så kan jeg jo også sætte dig i beskyttelsesarrest?”
Jeg tænkte lidt over det, men troede ikke, at Jill Winslow ønskede at tilbringe natten i spjældet. Og hvad der var mere vigtigt, så kunne jeg forestille mig, at FBI ville få nys om det, hvis de rent faktisk tjekkede det hos NYPD. Jeg var ikke i tvivl om, at de kunne få mig og Jill over i deres varetægt i løbet af få timer.
”John? Hallo?”
”Jeg har ikke lyst til at efterlade spor i offentlige institutioner,” sagde jeg. ”Måske i morgen. Lige nu er jeg meldt 'savnet'. Jeg ringer, hvis jeg tror, det bliver nødvendigt med en anholdelse.”
”Okay. Plaza er vel også mere komfortabel end detentionen. Ring, hvis du har brug for noget.”
”Tak, Dom. Jeg skal forsøge at beskytte dig, hvis lokummet begynder at brænde.”
”Hvis lokummet begynder at brænde rigtigt, så bliver det ikke os, der sidder på det.”
”Jeg håber, du har ret. Nyd din grillfest. Ciao.”
Jill havde efterladt en besked på skrivebordet i dagligstuen. ”Gået kl. 12.15. Er tilbage omkring 17.00. Må jeg invitere dig på middag? Jill.”
Jeg barberede mig, børstede tænder to gange, tog brusebad og skyllede mine boxershorts op.
En ansat fra hotellet afleverede konvolutten med kvitteringen for deponeringen. Jeg lærte nummeret på kvitteringen udenad og brændte den i toilettet.
Jeg læste Sunday Times og så fjernsyn. Jeg tjekkede min mobiltelefon adskillige gange for at høre, om Ted den Døde havde ringet angående et mødetidspunkt, men han havde sikkert taget en fridag. Det håbede jeg. Klokken var nu 17.30, og Jill var stadig ikke kommet tilbage, så jeg ringede til hendes mobiltelefon, efterlod en besked og tog mig en øl.
Hun ringede til suitens telefon klokken 17.48. ”Undskyld,” sagde hun, ”Jeg glemte tiden. Jeg er tilbage omkring klokken 18.30.”
”Jeg venter på dig.”
Hun ankom tæt på klokken 19.00. Hvad er det med kvinder og klokkeslæt? Jeg skulle netop til at sige noget om, hvor vigtigt det er at overholde tiden, men så rakte hun mig en pose fra Barney's og sagde: ”Åbn den.”
Jeg åbnede posen og trak en herreskjorte op. Eftersom jeg havde haft min gamle skjorte på i tre dage, var det vist mere en gave til hende end til mig. Men venlig som altid sagde jeg: ”Mange tak. Det var meget betænksomt af dig.”
Hun smilede. ”Jeg ved, du har rejst i den skjorte, og den ser en smule krøllet ud.”
Faktisk så stank den. Jeg pakkede skjorten ud af det tynde papir og så på den. Den var ... næsten lyserød.
”Hold den op,” sagde hun.
Jeg holdt den op til min brystkasse
”Det er en god farve til dig,” sagde hun. ”Den fremhæver din solbrændthed.”
Det var en god farve, hvis jeg skiftede over på det andet hold. ”Det behøvede du ikke,” sagde jeg. ”Mange tak.”
Hun tog skjorten fra mig og fjernede alle de fem hundrede nåle på omtrent fem sekunder, hvorefter hun rystede skjorten åben. ”Den burde passe,” sagde hun. ”Prøv den.” Den var kortærmet og føltes silkeagtig. Jeg tog min anstødelige skjorte af og smuttede i den lyserøde sag.
”Den er rigtig god til dig,” sagde hun.
”Den føles behagelig. Fik du i øvrigt en telefonbesked fra din mand?” spurgte jeg.
Hun nikkede. ”Hvad sagde han?”
Hun tog sin mobiltelefon op af tasken, aktiverede telefonsvareren og rakte mig telefonen. Jeg lyttede til en optagelse af en stemme, der sagde: ”Besked modtaget klokken 15.28.” Derpå sagde Mark Winslow: ”Jill, det er Mark. Jeg har modtaget din besked.”
Der var næsten ingen sindsbevægelse i hans stemme, og på samme måde, som jeg havde undret mig over fotografiet af ham, overraskede det mig, at hans stemme overhovedet kunne høres på den digitale optagelse. ”Jeg er meget bekymret, Jill,” sagde han. ”Meget bekymret. Ring til mig, så snart du modtager denne besked. Du må ringe og sige, hvor du befinder dig. Dette er en meget selvisk handling fra din side. Drengene savnede dit søndagsopkald, og de ringede hertil. Jeg sagde, at du var ude med nogle venner, men jeg tror, de fornemmede en smule ængstelse i min stemme, og jeg tror, de blev bekymrede. Så du burde ringe og berolige dem. Og ring til mig. Jeg er også ved at blive bekymret. Vi tales ved, når du modtager denne besked.”
Jeg ventede på, at han skulle sige ”jeg elsker dig” eller ”med venlig hilsen”, men beskeden sluttede, så jeg slukkede mobiltelefonen og rakte den tilbage til hende.
Ingen af os sagde noget en tid. ”Jeg har selvfølgelig ikke ringet tilbage,” sagde hun så.
”Hvordan kunne du modstå den inderlige bønfaldelse?”
Hun smilede, mens så forsvandt smilet. ”Jeg har faktisk ikke lyst til at såre ham,” sagde hun.
”Han lyder ikke, som om han lider særlig meget, hvis jeg må sige noget,” sagde jeg. ”Men du kender ham bedre end jeg.”
”Han ringede yderligere tre gange og lagde korte beskeder, hvor han blot sagde: 'Ring til mig'.”
Jeg tænkte over Mark Winslows besked, og jeg konkluderede, at Ted Nash ikke havde været ude ved familien Winslows hus for at lede efter mrs. Winslow. Så tænkte jeg nærmere over det og konkluderede, at Ted Nash måske var i lokalet sammen med Mark Winslow, da han ringede til sin kone. ”Lød din mand ... normal?” spurgte jeg Jill.
”Ja. Det er normalt for ham.”
”Du tror altså ikke, at nogen har fået ham til det? Politiet eller nogen andre?”
Hun tænkte over det. ”Det er vel muligt ...” svarede hun. ”Han ville normalt ikke nævne drengene ... men ...” Hun så på mig. ”Jeg ved godt, hvad du mener, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed.”
”Okay.” Det var blot endnu en paranoid tanke, men den var god. I bund og grund var det ligegyldigt, om Ted Nash var ét skridt efter mig, så længe han ikke kom ét skridt foran mig. ”Hvad med en drink?” sagde jeg.
Vi fik en drink, og hun nævnte, at hun ville invitere mig på middag, men jeg foreslog roomservice, hvilket delvist skyldtes, at jeg altid løber ind i de forkerte mennesker, når jeg er ude at føjte. Desuden var det bedst med flest mulige døre mellem mig, Jill Winslow og dem, som ledte efter os.
Vi småsludrede lidt, og hun bekræftede, at hun havde deponeret kassetten fra videokameraet i hotellets boks, og jeg sagde, jeg havde fået kvitteringen. Hun sagde også, hun havde holdt sin mobiltelefon slukket hele dagen, ikke brugt sine kreditkort og ikke benyttet sig af pengeautomater.
Hun fortalte, at hun var gået hen til Skt. Thomas Kirke på Fifth Avenue, og derpå spadseret langs parken til Metropolitan Museum of Art. Hun var taget i Barney's, havde kigget på butikker på Madison Avenue og var derpå gået tilbage til Plaza Hotel. En typisk søndag i New York, men en mindeværdig dag for Jill Winslow.
Vi bestilte roomservice, og den ankom klokken 20.00. Vi satte os ved spisebordet med dæmpet belysning, stearinlys tændt og blid musik fra højtalerne.
På trods af alt dette forsøgte ingen af os at forføre den anden, hvilket sikkert var en lettelse for os begge. Hun så rigtig nok godt ud, men der er en tid og et sted for alt. For mit vedkommende blev det tidspunkt passeret, da jeg blev gift; for hende var det lige begyndt. Desuden ville Kate ankomme omkring klokken 17.00 dagen efter.
Vi drak vin til middagen, og hun blev en smule snalret. Så hun begyndte at tale om Mark og en smule om sin to år lange affære med Bud. ”Selv da jeg besluttede mig for at være uartig,” sagde hun, ”gjorde jeg det med en mand, som jeg vidste, jeg aldrig kunne forelske mig i. Sikker sex. Sikker ægtemand. Sikkert ægteskab. Sikkert nabolag. Sikre ferier. Sikre venner.”
”Det er der virkelig ikke noget galt i.”
Hun trak på skuldrene.
”Jeg har haft én kortvarig affære efter Bud,” betroede hun mig senere. ”For tre år siden. Den varede omkring to måneder.”
Jeg havde ikke lyst til at høre detaljer, og hun fortalte ikke nogen.
Jeg havde bestilt bøf, og det var ikke, fordi jeg havde lyst til bøf, men fordi jeg ville have en steakkniv. På et tidspunkt undskyldte Jill sig og gik ind i sit soveværelse, og jeg lagde steak-kniven ind på mit værelse.
Klokken 22.00 undskyldte jeg mig med jetlag samt for meget god mad og vin, hvilket jeg ikke var vant til fra Yemen.
Hun rejste sig, og jeg lænede mig frem og gav hende et kys på kinden. ”Du er meget modig,” sagde jeg. ”Det her skal nok ende godt.”
Hun smilede og nikkede.
”Endnu en gang tak for skjorten. Godnat.”
”Godnat,” svarede hun.
Jeg tjekkede min mobiltelefon for beskeder, men der var ikke nogen. Jeg bestilte telefonvækning til klokken 6.45. Derpå så jeg nyheder et stykke tid og stak så videobåndet med Manden og kvinden i maskinen. Jeg spolede gennem strand-tæppescenerne og afspillede de sidste par minutter i slowmotion fra det sted, hvor man kunne se skæret i horisonten efterfulgt af lyset, som steg op i luften. Jeg forsøgte at være skeptisk og fortolke det på en anden måde, men kameraet løj ikke. Jeg afspillede det baglæns for at se, om det ville afsløre noget, der kunne tolkes anderledes - men forlæns, baglæns, i slowmotion eller på normal hastighed, så var det, hvad det syntes at være: et missil med en flammende hale og en røgfane, som steg op mod et flys lanterner. Det var lysets og røgens små zigzagbevægelser lige før eksplosionen, som overbeviste mig, hvis jeg da behøvede at blive mere overbevist - Det satans missil rettede sin kurs ind, låste sig til og ramte sit mål. Mysteriet opklaret.
Jeg tog båndet ud af videoafspilleren og lagde det under madrassen. Steakkniven lagde jeg på natbordet.
Jeg faldt i en rastløs søvn og fortsatte med at afspille videobåndet i mine drømme. Men det var mig, ikke Bud, som lå på stranden, og det var Kate, ikke Jill, som stod nøgen ved siden af mig og sagde: ”Jeg sagde jo, det var et missil. Kan du se det?”
Min telefonvækning ringede klokken 6.45, og jeg rullede ud af sengen, rakte ind under madrassen og trak Manden og kvinden frem, som jeg stirrede en tid på.
Jeg så ud ad vinduet mod Central Park. Jeg er ikke mandagsmenneske, og vejret udenfor gjorde ikke mit humør bedre. Det var skyet, og det regnede; det var noget, jeg ikke havde oplevet i 40 dage i Yemen, men det var altså ikke fordi, jeg fik lyst til at tage tilbage til Yemen.
Da jeg havde taget brusebad, iførte jeg mig mine mere og mere ukomfortable bukser og tog min lyserøde skjorte på. Hvis jeg mødte Ted Nash i dag, blev jeg nødt til at slå ham ihjel, hvis han kommenterede min skjorte.
Men denne dag ville der ske noget vigtigt. I dag ville jeg tale med Ted Nash, og hvis han havde fået Washington med på det, ville vi mødes med de behørige parter til stede. Jeg måtte over-veje, hvem der skulle med til mødet, hvor det skulle afholdes, og om jeg skulle medbringe et af videobåndene. Jeg er ikke meget for møder, men jeg glædede mig til dette.
Men vigtigst af alt var dette en stor dag, fordi Kate kom hjem.
Jeg tænkte på velkomstkomiteen i lufthavnen, som muligvis kunne omfatte folk med andre planer om, hvem der skulle tage Kate med i den ventende bil. Det kunne blive ret kringlet, men Dom var god til at spille psykopat, når nogen forsøgte at tage røven på ham. Og Kate, som jeg havde opdaget, var heller ikke nogen slapsvans, når det drejede sig om at få sin vilje.
Hun befandt sig i luften nu, og måske skulle jeg have e-mailet eller ringet aftenen før for at advare hende om en mulig episode i lufthavnen. Men hvis man holdt øje med hende - og det gjorde man sikkert efter mit møde med Nash - ville det ikke være sikkert at bruge hverken hendes telefonlinje eller hendes e-mail.
Jeg så på mig selv i helfigurspejlet. Den lyserøde farve fremhævede faktisk min solbrændthed.
Jeg gik ind i dagligstuen. Jill sad ved spisebordet, klædt i en hvid Plaza-morgenkåbe, drak kaffe og læste i New York Times. ”Godmorgen,” sagde jeg.
”Godmorgen. Den skjorte klæder dig.”
”Den bliver en af mine yndlingsskjorter. Har du sovet godt?”
”Nej.”
Jeg satte mig ved bordet og skænkede mig en kop kaffe. ”Det var en stressende dag for dig i går.”
”Det er noget af en underdrivelse.”
Jeg nippede til min kaffe og så på hende over kanten af kaffekoppen. Hun virkede afslappet, men jeg troede, at situation-ens alvor nu var ved at gå op for hende. ”Har du fortrudt noget?” spurgte jeg.
”Nej. Jeg har faktisk en stærkere fornemmelse af, at jeg gjorde det rigtige.”
”Det er der ingen tvivl om.”
Hun insisterede på, at jeg havde brug for morgenmad, og vi så på menuen fra roomservice. Jill sagde, at hun ville have et ordentligt morgenmåltid og foreslog, at jeg fik det samme.
Vi sludrede, læste avisen og så morgenprogrammet Today i fjernsynet.
Morgenmaden ankom, og det ordentlige måltid gav mig sure opstød.
Efter morgenmad ville Jill gå en tur og have mig med. ”Jeg bliver nødt til at blive her,” sagde jeg. ”Jeg skal måske til et møde. Og du skal måske med. Ring til mig hver time, og tjek din mobil hver halve.”
”Okay ... hvad er det for et møde?”
”Den slags, som du burde have været til for fem år siden.”
Hun nikkede.
”Du behøver ikke at sige noget,” sagde jeg. ”Du skal blot være til stede. Jeg skal nok tale for os begge to.”
”Jeg kan godt svare for mig selv,” sagde hun.
Jeg smilede til hende. ”Det er jeg helt overbevist om.”
Hun gik ind i soveværelset, klædte sig på og kom ind i dagligstuen igen. ”Har du brug for noget, når jeg alligevel er ude?”
Jeg havde brug for min Glock, men jeg sagde: ”Jeg kunne godt bruge noget tandpasta.” Det var ikke, fordi jeg manglede det, men hun havde behov for at gøre et eller andet. ”Af mærket Crest. Prøv også, om du kan finde en kopi af Manden og kvinden. Du skal også huske at ringe her på værelsets telefon, før du kommer tilbage til Plaza.” Jeg tog en kuglepen og skrev Dom Fanellis mobilnummer på mit visitkort, som jeg gav til hende. ”Hvis du ikke kan få fat i mig telefonisk eller fornemmer, at der er problemer, skal du ringe til kriminalbetjent Fanelli på dette nummer. Han vil fortælle dig, hvad du skal gøre.”
Hun så på mig. ”Er han med i din hær af engle?” spurgte hun.
Jeg ville ikke ligefrem beskrive Dom Fanelli som en engel, men jeg svarede: ”Ja, han er din skytsengel, hvis der sker mig noget.”
”Der vil ikke ske dig noget,” sagde hun.
”Nej. Ha' en god dag.”
Hun ønskede mig en god dag og gik.
Måske skulle jeg have bedt hende om at blive, hvor der var marginalt sikrere end udenfor. Men jeg har babysittet nok vidner til at vide, at de kan blive fornærmede og endda fjendtligt indstillede, hvis man holder dem indespærret for længe. Det ville desuden også være sværere for Nash at opsnappe os begge, hvis vi ikke var sammen.
Jeg tjekkede min mobiltelefon, men der var ingen beskeder fra Ted Nash eller nogen anden.
Jeg ringede til min telefonsvarer hjemme. Der var nogle få beskeder, men ingen var fra Nash.
Jeg ringede til Dom Fanellis mobiltelefon, og han tog den. ”Hvordan går det med VIP-eskorten fra lufthavnen?” spurgte jeg.
”Jeg tror, jeg har styr på den. Jeg måtte inkassere alle mulige tjenester, fyre et tons pis af og love folk en bondegård. Jeg har to uniformerede politifolk og én lånt kriminalbetjent. Jeg skal mødes med dem på gaden klokken tre, og vi burde være ved gaten, før Kates fly lander.”
”Det lyder godt. Her er en anden tanke - hvis FBI venter på hende, beslutter de måske at møde hende før paskontrollen. Du bliver nødt til at komme ind og afværge den mulighed.”
”Jeg skal forsøge ... jeg kender nogle betjente i paskontrollen ... jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”
”Du bliver nødt til at gøre det. Du skal heller ikke dukke op for tidligt, for så mister du overraskelsesmomentet. Så ringer de bare efter forstærkning, og du havner i en pissekonkurrence, som du måske taber. Det skal ordnes hurtigt. Ud og ind, før de reagerer.”
”Du gør et svært job sværere.”
”Du kan godt klare det. Hun vil gå frivilligt med dig, som hun kender, medmindre de har en føderal dommerkendelse, der kræver hende udleveret.”
Han lo. ”Tror du? Hun hader mig.”
”Hun elsker dig. Okay, hvis en af hendes chefer er til stede, kan det blive endnu vanskeligere.” Og, tænkte jeg, hvis Ted Nash var der, kunne det blive meget ejendommeligt, når Kate så en død mand komme spadserende. ”Men jeg ved,” sagde jeg til Dom, ”at du kan overbevise Kate om, at hendes hengivne ægtemand har sendt dig.”
”Sikkert. Men helt ærligt, John, det kan godt være, hun er din kone, men hun er fra FBI. Hvad sætter hun højest?”
Godt spørgsmål. ”Få hende til at forstå,” sagde jeg, ”hvad det handler om uden at sige for meget foran nogen andre. Okay? Ring til mig, hvis det bliver nødvendigt, så taler jeg med hende. Hvis alt andet glipper, kan du true med at anholde dem for at hindre en politimand i at udføre sine pligter. Okay?”
”Ja, men vi ved begge, at det er noget pis. Vi har ikke nogen juridisk ret til at være der.”
”Skal jeg tage med dig?”
”Nej. Overlad det til mig.” Han var tavs et øjeblik. ”Uanset hvordan det forløber i lufthavnen, handler det i bund og grund om at få Kate til Plaza Hotel.”
”Det ved jeg godt. Og sørg for, at du ikke bliver skygget.”
”FBI kan ikke følge efter en hund i snor.”
”Nemlig. Men du forstår, hvorfor det er vigtigt?”
”Det gør jeg. Du vil have noget på den dumme klokken 18.30 senest.”
”Lige netop. Lad være med at ødelægge det for mig.”
Han lo. ”Hvordan går det med mrs. Winslow?” spurgte han så. ”Hvordan ser hun ud?”
”Hun er en sød gammel dame.”
”Hun er niogtredive. Hvordan ser hun ud?”
”Hun er køn.”
”Hvad lavede du i går aftes på Plaza?”
”Spiste middag.”
”Var det alt?”
”Vi er begge gift og ikke interesserede.”
”Det er et godt koncept. Men når jeg kommer med Kate, hvordan vil det så gå, når hun opdager, at du deler seng med stjernen fra Dullen på Strandtæppet?”
”Dom ... styr lige din fantasi.”
”Du er ikke sjov længere. Hvor er dit vidne nu?”
”Ude at gå tur. Jeg gav hende dit mobilnummer, hvis Plaza bliver et skidt sted at opholde sig.”
”Er du sikker på, du ikke vil have lidt reservemandskab på Plaza?”
”Nej. Vi er her inkognito; ingen fulgte efter os eller sporede os elektronisk, for så var vi allerede blevet knaldet. FBI-folk,” tilføjede jeg, ”kan ikke finde sig selv i et spejl. Men jeg får brug for en politieskorte herfra og til et møde med FBI i dag eller i morgen.”
”Bare giv mig en times varsel,” sagde han. ”Du har virkelig trådt dybt i lortet denne gang, makker.”
”Mener du det?”
”Hold ud.”
”Det gør jeg altid. Ring til mig, når Kate sidder i din bil.”
”Det skal jeg gøre. Ciao.”
Jeg tjekkede min mobil igen, men der var stadig ingen beskeder.
Det var holdt op med at regne, men det var stadig overskyet. Jeg forberedte mig på en lang morgen.
Stuepigen kom og gik, og jeg bestilte mere kaffe fra roomservice.
Som lovet ringede Jill hver time, og jeg gentog, at der ikke var noget nyt. Hun fortalte mig, hvad hun lavede, hvilket hovedsagelig var at gå på kunstmuseer. Hun havde skaffet en tube Crest og fundet et eksemplar af Manden og kvinden i en videobutik. ”Mark har ringet omkring fem gange mere og lagt beskeder,” sagde hun. ”Skal jeg ringe tilbage?”
”Ja. Prøv at vurdere, om føderale agenter har ringet eller været på besøg. Med andre ord skal du finde ud af, hvad han ved, og om han køber din historie om, at du blot har brug for at være alene.”
”Okay.”
”Hør, om han er på arbejde. Han arbejder i byen, ikke sandt?”
”Jo. I Downtown.”
”Ring til ham der. Du skal ikke lade dig skræmme til at give ham flere oplysninger, okay?”
”Op i røven med ham,” sagde hun til min forbløffelse.
Jeg smilede. ”Ring tilbage,” sagde jeg, ”og glem ikke, at du højst må tale fem minutter i mobiltelefonen. Lad være med at bruge en mønttelefon, for nummerviseren vil angive, at du befinder dig på Manhattan. Okay?”
”Det er forstået ... du tænker på alt,” tilføjede hun.
”Jeg forsøger.” Det håber jeg.
Omkring klokken 12.30 tændte jeg min mobiltelefon og ventede et øjeblik. Den bippede, og jeg aflyttede beskeden. Stemmen sagde: ”John, det er Ted Nash. Jeg må tale med dig. Ring.” Han gav mig sit mobiltelefonnummer.
Jeg satte mig i en lænestol, lagde fødderne op på en fodskammel og ringede til mr. Ted Nash.
”Nash,” svarede han.
”Corey,” svarede jeg.
Der var et halvt sekunds pause. ”Jeg lovede jo at vende tilbage angående et møde,” sagde han så.
”Et møde ...? Nå ja. Hvornår har du plads i kalenderen?”
”Der lader til at være tid i morgen.”
”Hvad med i dag?”
”Det er bedre i morgen. Skal du ikke hente Kate i lufthavnen i eftermiddag?”
”Er det i dag?”
”Det troede jeg,” svarede Nash.
Ted og jeg dansede lidt rundt om hinanden, mens vi hver for sig forsøgte at regne ud, hvad den anden vidste, og hvem der førte an i dansen. ”Okay,” sagde jeg, ”i morgen.”
”Godt. Helst om morgenen.”
”Udmærket. Du bliver nødt til at tage parret med til mødet,” sagde jeg.
Der var en to sekunder lang forsinkelse, før han sagde: ”Jeg har manden her hos mig.”
”Hvor er damen?”
”Jeg tror nok, jeg ved, hvor hun er,” svarede han. ”Så hun kommer måske med til mødet. Manden kommer, og han vil bekræfte, hvad jeg fortalte dig.”
”Den mand kunne lige så godt være en fra CIA. Endnu en dårlig skuespiller.”
”Hvis kvinden kommer til mødet, kan hun bekræfte sin elskers identitet, ikke sandt?”
”Hvordan skal jeg kunne vide, om damen ikke også er en bedrager?”
Han lod et par sekunder gå. ”Du ved vist godt, om kvinden er ægte eller ej.”
”Hvordan skulle jeg vide det?”
”Fordi ... jeg tror, du har mødt hende.”
”Mødt hende? Jeg kender ikke engang hendes navn.”
Det svarede han ikke på. ”Hvor er du henne nu?” spurgte han i stedet.
”Jeg er hjemme.” Det vidste han, jeg ikke var, for han havde sikkert sendt et hold agenter ud til min lejlighed for at pågribe mig.
”Jeg ringede til din lejlighed et par gange,” sagde han, ”og der var ingen, der svarede.”
”Jeg tager ikke telefonen. Hvor er du henne?”
”Jeg er på Broadway 290. På kontoret.”
”Kom du godt hjem fra stranden?” spurgte jeg ham. ”Man bør ikke køre bil med en hjerneskade.”
Han undlod at sige ”Rend mig” eller ”Fanden tage dig”, men jeg vidste, at han bed tænderne sammen og knækkede blyanter. Han var heller ikke alene, hvorfor samtalen var lidt kunstig og meget forsigtig. ”Hvordan har du det?” spurgte han.
”Storartet. Men jeg bliver nødt til at slukke for telefonen, hvis nogen skulle forsøge at triangulere signalet.”
”Hvem kunne dog finde på det?”
”Terrorister. Min mor. Ekskærester. Det er ikke til at sige.”
”Så ring tilbage på din telefon i lejligheden.”
”Den står helt ovre i den anden ende af værelset. Lad os af-tale tid og sted.”
”Okay. Hvem vil du have med til mødet?” spurgte han.
”Mig selv.”
”Nogen andre?”
”Jeg behøver ikke andre. Men du skal selvfølgelig være til stede sammen med Liam Griffith og fyren, som spillede hovedrollen på videobåndet, samt damen, hvis du kan finde hende. Du bør nok også ringe til Jack Koenig, hvis du ikke allerede har gjort det, og kraftigt anbefale, at han også er til stede. Og sig, at han skal tage kriminalkommissær Stein med. Og hør, om mr. Brown også kan komme.”
”Hvem?”
”Du ved godt, hvem det er. Og sørg for, at der kommer nogen fra statsadvokaturen.”
”Hvorfor?”
”Det ved du godt.”
Ted Nash forsøgte at slå det hen i spøg. ”Lad os nu ikke gøre det til en føderal sag,” sagde han. ”Det er blot et uformelt, afklarende møde for at finde ud af, hvordan vi kan komme videre. Men det er mest for at tilfredsstille din nysgerrighed og forsikre dig, at der ikke er mere i denne sag, end jeg allerede har fortalt dig. Vi gør det for din skyld, John. Det er ikke et større opgør.”
”Åh. Okay. Jeg har gået og gejlet mig selv op.”
”Det er dit problem. Overvejer du at tage Kate med til mødet?”
”Nej. Hun har ikke noget at gøre med det her.”
”Det er ikke helt sandt, men hvis du vil holde hende ude af det i fremtiden, så er det forståeligt - men måske vil hun gerne være med. Spørg hende, når du henter hende i lufthavnen.”
”Kan man forestille sig, at denne samtale bliver optaget, Ted?”
”Juridisk set kan den ikke blive optaget uden dit eller mit kendskab.”
”Nå ja. Hvordan kan det være, jeg altid glemmer den slags? Du lyder bare så mærkelig - slet ikke som den Teddy, jeg kender.”
Han var tavs et øjeblik. ”Du er et røvhul,” sagde han.
”Åh, gudskelov. Jeg var ved at blive bekymret. Og du er også et røvhul. Okay, røvhul, hvornår i morgen passer det dig?”
”Tidligt. Lad os sige klokken otte, halv ni. Vi kan mødes her på Broadway 290.”
”Næppe. Der er gået flere mennesker ind på det sted, end der er kommet ud igen.”
”Nu skal du ikke være melodramatisk. Hvad med dit kontor i ATTF?” foreslog han. ”Er det sikkert nok? Eller hører det med til din paranoia?”
Jeg ignorerede ham og overvejede et mødested. Nu, hvor Kate ville være tilbage, vidste jeg, at hun ville insistere på at være med, selv om jeg ikke ønskede at trække hende længere ind i alt det her. Men jeg kunne godt bruge lidt støtte, og jeg ville have det bedre med at tage Jill med til mødet, hvis Kate var til stede. Jeg kom i tanke om min og Kates sidste aften i New York, før vi rejste hver til sit. ”I Windows on the World,” sagde jeg til Nash. ”Til morgenmad.”
”Er det ikke en smule for offentligt til det, vi skal diskutere?” svarede Nash.
”Jeg sagde, det skulle være offentligt, og du sagde, at det blot var et uformelt, afklarende møde - og for min skyld. Hvad er så problemet?”
”Det er som sagt for offentligt.”
”Du gør mig en smule mistænksom, Ted.”
”Du er nærmere paranoid.” ”Sig mig, mødte jeg dig ikke alene på stranden ved natte-tide? Det var ikke paranoia - det var bare dumt. Men denne gang vil jeg være klog ... udsigten er fantastisk,” tilføjede jeg.
”Jeg vil helst ordne det på et kontor. Et hvilket som helst kontor. Koenigs. Steins. Du vælger.”
”Forsøger du at lokke mig til at blive ved med at tale i telefonen? Vi ses i morgen klokken halv ni. Windows on the World. Du betaler morgenmaden.” Jeg lagde på. Røvhul.
Det var en lang eftermiddag. Min kone skulle ankomme til Kennedy Lufthavn til én, muligvis to velkomstkomiteer, og mit stjernevidne var stadig ude at gå.
Jill ringede. ”Jeg har talt med Mark,” sagde hun. ”Han sagde, at FBI havde henvendt sig på hans kontor i dag for at spørge, hvor jeg var henne”
”Hvornår var det sket?”
”Det sagde han ikke.”
Jeg havde mistanke om, at de faktisk var taget ud til hans hus i går, hvilket havde udløst det besynderlige telefonopkald fra ham. Jeg var heller ikke sikker på, at det var FBI, som var kommet forbi - det var mere sandsynligt CIA med id-kort fra FBI.
”De ville ikke fortælle ham, hvad det drejede sig om,” fortsatte Jill, ”blot at jeg var vidne til noget, og at de skulle tale med mig.”
”Spurgte han, hvad du havde været vidne til?”
”Ja, det gjorde han. Og jeg fortalte ham alt. Om Bud, om os på stranden og om videobåndet.”
”Hvordan tog han det?”
”Ikke særlig pænt. Men hans fem minutter var gået, så jeg afbrød forbindelsen.”
”Jeg synes, du skal komme tilbage hertil,” sagde jeg. ”Sluk for din mobiltelefon.”
”Okay. Jeg er der om et kvarter.”
Tingene skete lidt hurtigere, end jeg havde planlagt, men det var ikke så dårligt, at Ted Nash med sikkerhed vidste, at John Corey havde fundet Jill Winslow, så længe han ikke vidste, hvor vi var. Mr. Nash havde i bund og grund en rigtig dårlig dag. Jeg kunne endda forestille mig telefonopkaldene mellem Nash og den person, han for fem år siden besluttede at involvere i konspirationen og mørklægningen.
Men Ted Nash mente, han havde en chance for at vende billedet - enten ved at pågribe Kate og mig i lufthavnen eller i morgen under mødet.
I mellemtiden snød og snørede han alle og enhver, som var involveret i sagen, mens han forsøgte at dæmme op for skadevirkninger, finde mig og rende på toilettet hele tiden. Og når han opdagede, at jeg havde en kopi af videobåndet, ville han ønske, han atter var død.
Jeg tjekkede min mobiltelefon, og der var en besked fra årsagen til mine spekulationer, mr. Nash. Jeg ringede til ham. ”Jeg har talt med nogle folk,” sagde han, ”og jeg vil blot bekræfte vores møde i morgen.”
Han lød en smule mere bekymret, end sidst jeg talte med ham. Han havde tydeligvis konfereret med bekymrede folk. ”Jeg skal nok være der,” sagde jeg.
”Hvad ... hvad er det, du vil diskutere?” spurgte han.
”Hvad som helst.”
”Lad mig spørge dig om følgende - kan du fremlægge håndfaste beviser, som måske kan få genåbnet denne sag?” spurgte han.
”Som hvad for eksempel?”
”Jeg spørger dig.”
”Åh ... ja, jeg har måske noget. Hvorfor?”
”Medbringer du det bevismateriale i morgen?”
”Hvis du synes.”
”Det ville være fint. Har du nogen vidner, som du gerne vil have til stede i morgen?”
”Måske.”
”Ethvert vidne skal være velkommen ved mødet.”
”Læser du op fra et manuskript?”
”Nej, jeg siger blot, at du kan medbringe hvem som helst, du måtte ønske.”
”Jeg kan altså medbringe en gæst til morgenmad. Giver du?”
Jeg kunne næsten se for mig, hvordan han knækkede en blyant. ”Ja,” sagde han, ”du bør medbringe eventuelt bevismateriale samt folk, du ønsker skal udtale sig. Der er ledige kontorer i nordtårnet,” tilføjede han, ”hvis vi ønsker at trække os tilbage til et mere privat sted.”
Jeg besluttede at ødelægge hans dag fuldstændig. ”Jeg vil måske lave en audiovisuel præsentation,” sagde jeg. ”Kan vi få stillet noget udstyr til rådighed?” Det var ærgerligt, at jeg ikke kunne se hans ansigtsudtryk.
Han lod et langt øjeblik passere. ”Jeg tror, du bluffer,” sagde han så.
”Det får vi se. Sørg for, at der er en videoafspiller og en skærm til rådighed.”
Det varede lidt, før han svarede. ”Jeg sagde jo, at båndet var blevet ødelagt,” sagde han så.
”Tja, du løj. Det var kun blevet slettet.”
”Hvor ved du det fra?”
”Du ved udmærket godt, hvor jeg ved det fra.”
”Du er fuld af pis og lort,” sagde han.
”Har du nogensinde set den franske film Manden og kvinden?” sagde jeg.
Jeg ventede på svar, mens de små tandhjul i hans hjerne snurrede og faldt i hak, men han sagde ikke noget. ”Tænk over det,” sagde jeg derfor og tilføjede: ”Du og Griffith har virkelig jokket jer selv over tæerne.”
Jeg forestillede mig, at han sad i et lokale sammen med nogle få folk, som alle kiggede på ham. Hvis Griffith var til stede, eller mr. Brown, så pegede de sikkert alle fingre ad hinanden.
”Enten er damen meget begavet,” sagde Nash, ”eller også har du gjort hende mere begavet, end hun var den aften.”
”Ja, vi ved jo, at jeg er godt begavet. Jeg tror også, at hun er det. Men jeg ved ikke med dig længere, Ted. Eller dine venner.”
Han genfandt sine bissede manerer. ”Hvis vi begår fejl, må vi indimellem sørge for, at skaden bliver udbedret.”
”Apropos forsvinding, hvornår kan jeg forvente, at du dør næste gang? Er det en årlig begivenhed?”
”Morer du dig?” spurgte han til min overraskelse.
”Ja, det gør jeg.”
”Nyd det, så længe det varer.”
”Det skal jeg gøre. Også dig. Jeg må smutte.”
”Vent et øjeblik. Fortæl mig, hvad du forventer, der vil ske efter det møde? Hvilket resultat er du ude efter?”
”Sandhed. Retfærdighed.”
”Hvad med dig selv? Og Kate?”
”Jeg fornemmer en bestikkelse.”
”Er du villig til at overveje et kompromis? En god aftale for alle parter?”
”Nej.”
”Hvad så, hvis jeg fortalte dig, hvad det alt sammen drejer sig om? Hvorfor vi blev nødt til at gøre nogle af de ting, som vi gjorde? Vil du være indstillet på at se det brede perspektiv og overveje de vigtigere spørgsmål, som det involverer?”
”Ved du hvad? Jeg er skide ligeglad med, hvad det her drejer sig om, og du kan stikke dine moralske tvetydigheder op i røven. Du og dine venner kan sgu ikke fortælle mig én eneste ting, som ville gøre det legalt, legitimt eller rigtigt. Et af vores egne missiler? Terrorangreb? Dødsstråle fra rummet? Eller måske ved I det bare ikke. Men under alle omstændigheder skylder statsmagten det amerikanske folk et fyldestgørende og ærligt svar. Det er det resultat, jeg forventer af mødet.”
”Du er ude på meget dybt vand, John Corey,” oplyste Ted mig.
”Og du sidder i lort til halsen. Jeg kan mærke, at jeg bliver trianguleret,” sagde jeg. ”Vi ses i morgen.” Jeg afbrød forbindelsen, gik hen til minibaren og fik mig en kold øl.
Ted Nash var en mester i at skifte mellem dødstrusler, kompromiser og bestikkelse for at opnå sine mål. I dette tilfælde var det hans ultimative mål at få bevismaterialet til at forsvinde, men når han alligevel var i gang, ville han også få mig, sikkert Kate og muligvis Jill Winslow til at forsvinde.
Og det var en fyr, som Kate kunne lide. Jeg ved godt, at kvinder kan lide slemme drenge, men Ted Nash var værre end slem; han var som en vampyr, for nu at komme med en analogi - indimellem charmerende, hovedsagelig skræmmende og altid ond. Og nu var han steget op fra graven for at dræbe enhver, som truede med at afsløre hans dystre hemmeligheder.
Så uanset hvad der skete i morgen, eller dagen efter, ville denne fyr hverken hvile eller føle sig sikker, før han havde slået mig ihjel.
Jeg havde det på samme måde med ham.
Jill kom tilbage med nogle indkøbsposer, hvoraf den ene indeholdt en tube tandpasta af mærket Crest og den anden et VHS-videobånd med Manden og kvinden.
Hun satte sig, tog skoene af og lagde fødderne op på en fodskammel. ”Jeg er ikke vant til at gå så meget,” kommenterede hun.
”Hvis du vil bo på Manhattan, vil du komme til at gå meget,” sagde jeg.
”Tror du ikke, Mark giver mig en bil med chauffør som en del af skilsmissen?” svarede hun og smilede.
”Det skader ikke at spørge.” Det glædede mig, at hun stadig havde en optimistisk indstilling. Det var spændende at begynde på et nyt liv, men med tiden ville den skræmmende del begynde at bundfælde sig. Tiden var inde til at briefe mrs. Winslow, og jeg trak en stol hen til hende. ”Jeg har et møde i morgen klokken 8.30,” sagde jeg, ”hvor vi skal diskutere dig, videobåndet og beslægtede sager.”
Hun nikkede.
Jeg fortsatte: ”Det er hensigten, at Bud Mitchell skal deltage i det møde.”
”Jaså. Og du vil gerne have, at jeg også er der.”
”Ja.”
Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Hvis du ønsker det, tager jeg med,” sagde hun så. ”Hvem kommer ellers?”
”Jeg vil selvfølgelig være til stede,” svarede jeg, ”og sikkert Kate. På den anden side vil der være Ted Nash og Liam Griffith, som du mødte for fem år siden. Den tredje mand, mr. Brown, kommer måske også.”
Hun nikkede. ”Jeg brød mig ikke særlig meget om Ted Nash,” sagde hun.
”Det gør de fleste mennesker ikke - det gør jeg heller ikke.” Kate gør, men ikke ret meget længere. ”Jeg har bedt om, at min chef, Jack Koenig, også vil være til stede,” fortsatte jeg, ”og måske en kriminalkommissær ved navn David Stein.”
”Hvis side er de på?”
”Det er et rigtig godt spørgsmål,” sagde jeg. ”Jeg opfatter det som et spil mellem to hold - Englene og Dæmonerne. Spillerne er ved at vælge side nu, og der kan forekomme holdskifte fra det ene til det andet. Holdkaptajnen hos Dæmonerne er Ted Nash, og han skifter ikke side. Alle andre venter og ser, hvad der sker på dette møde.”
”Hvem er holdkaptajn for Englene?”
”Mig.”
Hun smilede. ”Jeg er på dit hold,” sagde hun. ”Og det samme er din kone naturligvis.”
”Naturligvis. Jeg har bedt om at få en person fra statsadvokaturen med til mødet,” fortsatte jeg. ”Han eller hun skal være der som dommer. For at fortsætte med den analogi vil der måske være folk til stede, som kun er tilskuere, men måske vil de gerne spille med. Videobåndet er den bold, vi spiller om.”
Hun svarede ikke straks. ”Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor det er et problem,” sagde hun. ”Flyet blev skudt ned. Det ved de folk, som fik det slettede bånd og genskabte indholdet. Hvem holder disse oplysninger hemmelige? Og hvorfor?”
”Det ved jeg ikke.”
”Vil vi få det at vide i morgen?”
”Måske fortæller de os det, men det er ligegyldigt. De vil aldrig fortælle os, hvem der står bag. Men nu er det lige meget med hvem og hvorfor. Det eneste vigtige er at få offentliggjort dette bånd samt dit og Buds vidnesbyrd. Resten vil falde på plads af sig selv, kan jeg forsikre dig.”
Hun nikkede. ”Har de virkelig fået Bud til at stå frem?” spurgte hun.
”Hvis de ønsker det, så vil Bud gøre, hvad de siger.”
”Men hvad med det løfte til Bud og mig for fem år siden om, at de aldrig ville afsløre vores navne, eller hvad der skete den aften, hvis vi besvarede deres spørgsmål?”
”Der er sket meget siden dengang. Du skal ikke bekymre dig om Bud - han bekymrer sig ikke om dig.”
”Det ved jeg godt.”
”Og lad være med at føle dig pinligt til mode eller skyldig, når du møder ham i morgen. Du skal være klar til kamp.”
Hun så på sine fødder på skamlen. ”Vil videobåndet blive vist?” spurgte hun.
”Sikkert, men hverken du eller Bud behøver at være til stede.”
Hun nikkede.
”Dette møde,” sagde jeg, ”vil blive afholdt på et offentligt sted - Windows on the World i World Trade Center. Derefter forlægger vi måske mødet til et føderalt kontor i den bygning, hvor videobåndet vil blive afspillet.” Jeg så indgående på hende. Hun forstod alt dette på en abstrakt måde - skilsmisse, offentlig afsløring og alt det - men når vi gik i detaljer - Windows on the World, klokken 8.30, deltagere og så videre - blev hun noget nervøs. ”Uanset hvor slemt det her bliver, så kommer der i sidste ende noget godt ud af det,” sagde jeg.
”Det ved jeg.”
”Der er noget andet, du skal vide,” sagde jeg. ”Dette første møde er ærlig talt det farligste.”
Hun så på mig.
”Jeg tror, at disse folk er desperate og derfor farlige,” sagde jeg. ”Hvis der er nogen chance for at knuse denne sag, før den bliver større, og før de mister kontrollen med den, så er tidspunktet og stedet i morgen - før, under eller efter mødet. Forstår du det?”
Hun nikkede.
”Jeg har taget nogle forholdsregler,” sagde jeg, ”men du skal være opmærksom på, at alt kan ske. Vær på mærkerne, hold dig tæt til mig, Kate eller Dom Fanelli. Du skal end ikke gå på dametoilettet uden Kate, okay?”
”Det er forstået ... Hvorfor kontakter vi ikke nyhedsmedierne?” spurgte hun.
”Efter i morgen behøver vi ikke at kontakte dem - de vil kontakte os. Men her og nu ... der er en uskreven regel i min branche om ikke at henvende sig til medierne. Det gør vi ikke. Aldrig.” Jeg smilede. ”Det er en værre forbrydelse end forræderi og sammensværgelse.”
”Men ...”
”Stol på mig. Når ugen er omme, vil du tale med flere nyhedsmedier, end du orker.”
”Okay.”
”På et eller andet tidspunkt i morgen eller dagen efter vil Kate tale med dig om vidnebeskyttelsesprogrammet, og muligheden for at få en ny identitet, hvis du er interesseret i det.”
Hun svarede ikke.
Jeg rejste mig. ”Jeg skal lige ringe,” sagde jeg. ”Du må gerne høre med.” Jeg tændte min mobiltelefon, annullerede anonymitetsfunktionen og ringede op. ”Min chef Jack Koenig,” sagde jeg til Jill.
Koenig tog sin mobiltelefon. ”Corey?”
”Jeg er tilbage.”
”Jamen ... hvordan har du det? Hvordan var der i Yemen?”
”Der var skønt, Jack. Jeg vil gerne takke dig for chancen.”
”Det var så lidt. Jeg hører, du lavede et godt stykke arbejde derude.”
”Nå, så har du hørt forkert. Ingen får lov til at lave et godt stykke arbejde derude.”
”Jeg er ikke vant til så meget ærlighed,” sagde han.
”Det er en skam. Hvis vi alle begyndte at være ærlige over for problemet, så kunne vi måske finde en løsning.”
”Vi gør alle vores bedste.”
”Nej, vi gør ikke. Men det er ikke derfor, jeg ringer.”
”Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Har du hørt fra Ted Nash?”
”Nej ... jeg ... hvad mener du? Han er død.”
”Vel er han ej, og det ved du godt.”
Der var nogle få sekunders stilhed, hvorefter Koenig spurgte: ”Hvor er du henne?”
”Lad være med at spilde mine fem minutters utrianguleret telefontid med spørgsmål, som jeg ikke har tænkt mig at svare på, Jack. Svar på mit spørgsmål - har du hørt fra Nash?”
”Ja, det har jeg.”
”Vil du være til stede i morgen?”
Han svarede ikke, men sagde: ”For det første bryder jeg mig ikke om den tone. For det andet har du bevæget dig fra at have karriereproblemer til ikke at have nogen karriere overhovedet. For det tredje gav jeg dig en direkte ordre om ikke at ...”
”Svar på mit spørgsmål - er du med i det eller ej?”
”Jeg er ikke med.”
”Det er du nu.”
”Hvem fanden tror du ...?”
”Enten er du med på den rigtige side nu, Jack, eller også ryger du i spjældet lige så sikkert som amen i kirken.”
”Jeg ... jeg ved ikke, hvad du taler om.”
”Okay, enten er du så involveret i det her, at du ikke kan slippe det, eller også venter du og ser, hvordan det flasker sig. Hvis du venter længere end til halv ni i morgen, så er toget kørt, og det næste går direkte i fængsel.”
”Har du mistet forstanden?”
”Hør her, jeg giver dig en chance, fordi jeg faktisk kan lide dig og respekterer dig. Men du bliver nødt til at konferere med dine chefer i New York og Washington. Læg det hele på bordet, og nå frem til en begavet beslutning. Jeg vil gerne se dig til mødet i morgen, og jeg vil gerne se dig iført en glorie.”
Han tænkte tydeligvis, så det knagede, hvilket er svært, når man få minutter tidligere havde tankerne et andet sted. ”Jeg skal nok komme,” sagde han.
”Godt. Glem ikke glorien. Og tag David Stein med.”
”Du må forstå, John” sagde han, ”at der er halvtreds procent chance for, at du ikke når at komme til det møde, eller - hvis du når frem - at der er halvtreds procent chance for, at du ikke når til dit næste bestemmelsessted.”
”Og jeg vil give dig odds ti til én på, at mine odds er meget bedre end det.”
”Jeg truer dig ikke. Jeg advarer dig. Jeg har jo altid respekteret din ærlighed og dit arbejde ... og rent personligt kan jeg godt lide dig.”
Det anede jeg faktisk ikke, men jeg fornemmede en lille ændring i vindretningen, hvilket var formålet med opkaldet. ”Jeg har det på samme måde med dig, Jack,” sagde jeg. ”Gør det rigtige. Det er aldrig for sent.”
Han svarede ikke.
”Jeg må løbe,” sagde jeg. ”Men lige én ting til ...”
”Ja?”
”Der var sgu et videobånd, og der var sgu en raket.”
Det svarede han ikke på. ”Velkommen hjem,” sagde han i stedet.
”Tak. Det er også tid for dig at vende hjem til folden.” Jeg lagde på.
”Taler du altid sådan til din chef?” spurgte Jill.
”Kun når jeg har godt fat om hans nosser.”
Hun lo.
Det var midt på eftermiddagen, og Jill og jeg drak te på værelset. Den lyserøde skjorte passede på en eller anden måde, som jeg ikke kunne sætte ord på, til te og fingermadder.
Jill tjekkede sin mobiltelefon, og der var to beskeder. Hun lyttede, afspillede så beskederne igen og rakte mig telefonen. Den første besked lød: ”Hallo, mrs. Winslow? Det er Ted Nash, som De sikkert husker fra vores møde for fem år siden. Jeg kan forstå, at der er sket noget nyt med hensyn til de sager, vi diskuterede dengang. Det er vigtigt, at De forstår, at den af-tale, vi lavede dengang, er kommet i fare, fordi De taler med en person, der ikke har lovlig beføjelse til at tage sig af den sag. Det er ekstremt vigtigt, at De ringer til mig så snart som muligt, så vi kan diskutere det, før De gør eller siger noget, som kan skade Dem, Deres ven, Deres privatliv og Deres juridiske sikkerhedsforanstaltninger.” Han gav mrs. Winslow sit mobil-telefonnummer og sagde: ”Ring venligst til mig i dag, så vi kan diskutere denne presserende sag.”
Jeg skævede til Jill, som så på mig. ”Han lød sikkert mere høflig denne gang, end han gjorde for fem år siden,” sagde jeg.
Hun fremtvang et smil.
Den næste besked lød: ”Jill, det er Bud. Jeg fik et meget bekymrende opkald her på kontoret om det, som skete for fem år siden. Vi lovede jo hinanden, og de andre, at vi ville holde dette for os selv, og de lovede at gøre det samme. Nu fortæller man mig, at du vil tale med andre folk om det her. Det må du ikke gøre, Jill, og du ved godt, hvorfor du ikke må. Hvis du er ligeglad med dig selv eller med mig, så tænk på dine drenge og Mark, og på Arlene, som jeg ved, du godt kan lide, og på mine børn. Det ville være aldeles katastrofalt for en masse uskyldige mennesker, Jill. Sket er sket. Det er fortid. Uanset hvad du siger til nyhedsmedier eller andre, så bliver jeg nødt til at sige, at du ikke fortæller sandheden. Hvis du lavede en kopi af det bånd, Jill, så bør du ødelægge den.”
Bud fortsatte en tid endnu; hans stemme var indimellem skinger, indimellem panisk og så lidt klynkende. Den fyr var et totalt røvhul. Men hvis man skal være rimelig, så var hans liv ved at falde sammen om ørerne på ham, og som hovedparten af de fyre, der har bedraget deres koner, mente han ikke, at et sådant bedrag skulle betales med så høj en pris. Kort sagt: Buds værste mareridt var netop gået i opfyldelse.
Bud sluttede med: ”Vær sød at ringe til mig, Jill. Ring til mig for din skyld og vores familiers skyld.” Og som i tilfældet med mr. Winslow ventede jeg noget i stil med: ”Pas på dig selv” eller ”Jeg tænker stadig på dig”, men det her handlede faktisk kun om Bud, og han sagde blot: ”Farvel.”
Jeg slukkede for mobiltelefonen og så på Jill. To mænd, som havde været vigtige i hendes liv, var åbenlyst nogle fæhoveder. ”Typisk mænd,” sagde jeg. ”Ringer kun, når de vil noget.”
Hun smilede og rejste sig. ”Jeg lægger mig lidt,” sagde hun.
Jeg rejste mig også. ”Jeg kan love dig én ting,” sagde jeg, ”presset om at tie forsvinder, så snart du kommer med din første offentlige erklæring.”
”Jeg føler ikke noget pres,” svarede hun. ”Jeg føler mig blot skuffet ... over Mark og Bud. Men det forventede jeg.”
”Måske vil de begge begynde at indse, at det hele ikke drejer sig om dem.”
”Det ville jeg ikke vædde for meget på.” Hun smilede. ”Vi ses senere.” Hun gik ind i sit soveværelse.
Jeg gik hen til vinduet og så ned i parken. Det var klaret en smule op, og der var folk i parken.
Jeg havde sluppet en drage løs og vendt den mod Ted Nash og hans venner, som forsøgte at få den tilbage i buret, slå den ihjel eller vende den mod mig.
I mellemtiden gnavede dragen lystigt i Bud, Mark og deres familier - men jeg kunne ikke bekymre mig om civile tab.
Jeg havde aldrig troet, at dette ville blive let eller behageligt - men i begyndelsen var det kun et abstrakt problem. Nu, hvor alle medspillerne var samlet - Kate, Griffith, Nash, Koenig og en masse støttepersonel som Dom Fanelli, Marie Gubitosi, Dick Kearns og andre - var det blevet personligt og meget virkeligt.
For folkene på TWA 800 og deres familier havde det altid været meget virkeligt.
Klokken var 16.32, og jeg sad i dagligstuen i suiten på Plaza Hotel, mens jeg ventede på at høre følgende ord fra Dom Fanelli: ”Missionen fuldført” - eller noget i den stil.
Kates fly fra Delta Airlines var, ifølge flyselskabets båndoptagelse, planmæssigt ankommet fra Cairo og landet klokken 16.10. Så jeg mente, jeg burde have hørt noget nu. Men telefonen på værelset var tavs. Jeg tjekkede, om der var besked på min mobiltelefon, men der var ikke nogen.
”Hvorfor ringer du ikke til ham?” spurgte Jill.
”Han ringer til mig,” svarede jeg.
”Tænk, hvis der er opstået problemer?”
”Han ringer til mig.”
”Du ser for rolig ud,” sagde hun.
”Jeg har det fint.”
”Vil du have en drink?”
”Det vil jeg gerne, men jeg vil vente, til telefonen ringer, for at afgøre, om jeg trænger til én eller to.”
”Jeg glæder mig til at møde Kate,” sagde hun.
”Også jeg, altså til at møde hende igen. Jeg tror,” tilføjede jeg, ”at du vil kunne lide hende.”
”Vil hun kunne lide mig?”
”Hvorfor skulle hun ikke det? Du er da vældig flink.” Hun svarede ikke.
Klokken 16.36 besluttede jeg at vente indtil 16.45 og så ringe til Fanelli.
Klokken 16.45 forestillede jeg mig Dom Fanelli i FBI's varetægt, Kate i en bil sammen med Ted Nash og et opkald fra Nash, som oplyste mig om, at han ville bytte Kate for video-båndet. Jeg kunne næsten høre ham sige: ”Kate og jeg vil tilbringe noget kvalitetstid sammen på et sikkert sted, indtil du giver mig mrs. Winslow og hendes hjemmevideo.”
For første gang i mange år mærkede jeg en ægte frygt gribe mig om struben.
Jeg overvejede, hvordan jeg skulle reagere på Ted Nashs eventuelle krav om løsepenge, velvidende at den skid ikke spillede efter regler af nogen slags. Han gik efter at vinde den totale sejr - han ville have Jill, videobåndet, Kate og mig. Så uanset hvordan jeg reagerede på hans krav, ville han snyde og lyve, og der ville ikke blive udvekslet fanger; det ville blive en massakre. Derfor ville min eneste reaktion over for ham være: ”Rend mig i røven.”
Jeg så på Jill. Jeg havde ikke tænkt mig at overdrage hende til Ted Nash.
Jeg tænkte på Kate. Hun ville kunne forstå det.
”Du ser ikke helt rask ud,” sagde Jill til mig.
”Jeg har det fint. Det har jeg faktisk.”
Hun greb sin mobiltelefon. ”Jeg ringer til kriminalbetjent Fanelli,” sagde hun.
”Nej,” sagde jeg, ”jeg ringer.” Jeg tændte min mobiltelefon og ventede på biptonen, der angav ventende beskeder, men der var ingen. Jeg slukkede telefonen og rakte ud efter værelsestelefonen, netop som den ringede. Jeg lod den ringe to gange og løftede så røret. ”Corey.”
”Op i røven med ham,” sagde Dom Fanelli.
”Dom ...”
”Sikken en skiderik. Hvor kender du det røvhul fra? Nu kommer Kate.”
Mit hjerte begyndte at slå igen, ”John,” sagde Kate, ”alt er okay. Men sikke en scene, der udspillede sig. Ted ...”
”Hvor er du henne?”
”Jeg sidder bag i en politibil sammen med Dom.”
Jeg så på Jill og stak min tommelfinger i vejret. Hun smilede.
”Ted Nash er i live, John,” sagde Kate. ”Han var ude i lufthavnen ...”
”Ja, det ved jeg. Men jeg har også nogle gode nyheder.”
”Hvorfor skulle det være en dårlig nyhed, at han er i live? Hvad fanden foregår der?”
”Har Dom sagt noget?” spurgte jeg.
”Nej, men jeg var i stand til at regne lidt af det ud. Dom siger, at han kun ved, at han skulle hente mig og køre mig hen til dig. Hvorfor er du ikke her? Hvad foregår der?”
”Det fortæller jeg, når vi ses.”
”Hvor er du henne?” spurgte hun.
”Det får du at se, når du ankommer. Det er bedst ikke at tale over telefonen. Jeg har savnet dig,” sagde jeg.
”Jeg har også savnet dig. Jeg ventede ikke ligefrem den slags velkomst. Hvad fanden lavede Ted ...”
”Det er altså en lang historie. Du får den senere.”
”Har du fundet ...?”
”Senere.”
”Har du det godt?”
”Ja, det har jeg. Men situationen er en smule kringlet.”
”Hvilket må betyde, at den er kritisk. Er du sikker på, du er okay?”
”Jeg har det fint. Du har det fint. Giv mig Dom igen. Vi ses snart. Jeg elsker dig,” sagde jeg.
Fanelli kom atter på linjen. ”Hvordan kan du arbejde sammen med de folk?” sagde han. ”De har ingen respekt for loven eller politiet ...”
”Følger de efter jer, Dom?”
”Ja, de gør. Men jeg har tilkaldt nogle flere politifolk, og om få minutter vil de røvhuller bag os blive standset for ikke at vise af.”
”Godt gået. Jeg skylder dig en tjeneste.”
”Én? Du skylder mig en masse. Men Kate ser rigtig godt ud. Dejlig solbrændt. Fik du en masse motion derovre? Du har tabt dig. Du har jo altid set godt ud, men jeg kan se, du har tabt dig.”
Jeg indså naturligvis, at han talte til hende, ikke mig. ”Hvor stor en styrke stillede de med?” spurgte jeg.
”Hva? Åh, bare fire fyre, men de lavede lige så meget larm som fyrre. En af dem blev ved med at råbe: 'FBI! FBI! I hindrer bla, bla, bla!' Og jeg råbte: 'Det er politiet! Hold jer væk. Tilbage!' og alt det der. Jeg havde to lufthavnsbetjente med mig, og de fik det klaret ved at påberåbe sig, at dette var deres myndighedsområde. Det var sjovt,” tilføjede han, ”men en smule skræmmende på et tidspunkt. Men Kate reddede situationen ved at sige: 'Medmindre I har en føderal arrestordre på mig eller en føderal dommerkendelse så forlanger jeg' - kan du se det for dig? - 'så forlanger jeg, at I lader mig passere.' Og da var der kommet toldbetjente til samt folk fra lufthavnens sikkerhedsstyrke, og guderne må vide hvem ellers. Og så ...”
”Okay. Jeg har forstået det. Hvor mange biler er der bag dig?”
Det varede et øjeblik, før han svarede. ”Der var to,” sagde han så. ”Jeg kan ikke se dem længere. Man skal altså blinke af, når man skifter bane. Indimellem tror folk, at de blinker af ...”
”Okay. Hvad er dit forventede ankomsttidspunkt?”
”Det ved jeg ikke. Myldretid ... grønskolling bag rattet ...”
”Grønskolling,” hørte jeg en mandsstemme sige. ”Hvem er en grønskolling? Vil du køre?”
Jeg hørte drillerier mellem tre hankønsvæsner, som fuldstændig mestrede kunsten at fornærme hinanden, og jeg kunne forestille mig, hvordan Kate rullede med øjnene. ”Vi ses, når I kommer,” sagde jeg. Jeg gav ham atter nummeret på suiten. ”Sig til Kate, at hun skal slukke sin mobiltelefon og personsøger, hvis de er tændt.”
”Det er forstået. Vi ses, makker.”
”Endnu en gang tak.” Jeg lagde på.
Jill kom hen og gav mig et stort knus. ”Du må virkelig være lettet,” sagde hun.
Jeg gengældte knuset. ”Så er der én ting mindre at bekymre sig om.”
Hun greb mine hænder og så på mig. ”Jeg forstår, hvad der kunne være sket, hvis det ikke var gået godt i lufthavnen,” sagde hun.
Jeg svarede ikke.
”Nu vil jeg lade dig være alene,” sagde hun, ”så du kan møde din kone uden andres selskab.”
”Nej, bliv. Du skal træffe Dom Fanelli ...”
”En anden gang. I mellemtiden trænger du til én drink.” Hun gik ind i sit soveværelse.
Jeg betragtede baren en tid og skænkede mig så en whisky, som jeg bar hen til vinduet.
Der lå et lavt skydække over byen, men meteorologen i fjernsynet havde forudset strålende solskin dagen efter.
Det var sært, tænkte jeg, at det, der var begyndt som en halv fridag i juli, hvor jeg skulle følges med min kone til mindehøjtideligheden, havde udviklet sig til dette.
Kate havde altid haft en mistanke om, hvor det ville føre hen, men jeg havde ikke haft nogen anelse. Næsten ingen anelse.
Og for Jill Winslow og Bud Mitchell var det, der var begyndt som et stævnemøde på stranden, blevet til et klassisk tilfælde af at gøre det forkerte, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Og nu, lidt mere end fem år senere, havde alle disse skæbner nærmet sig hinanden og ville mødes i morgen ved en korsvej på Windows on the World.
Det ringede på døren.
Jeg kiggede ud gennem dørspionen og så Kate stå derude. Hun så anspændt ud, tænkte jeg. Jeg åbnede døren, og hun brød ud i et stort grin. Hun smed sin weekendtaske ind i foyeren og kastede så armene om mig. Vi kyssede hinanden og sagde alle mulige åndssvage ting.
Efter et minuts tid, løftede jeg hende op fra gulvet og bar hende ind i dagligstuen.
Hun så sig omkring i lokalet. ”Har du vundet i lotteriet, mens jeg har været væk?” spurgte hun.
”Det har jeg faktisk.”
Vi genoptog kysseriet, og gode gamle Dillermand forsøgte at bryde ud fra tipien.
Hun greb min hånd og trak mig ned på sofaen oven på sig. Det var sikkert godt, at Jill var inde på sit værelse.
”Du trænger sikkert til en drink,” sagde jeg efter nogle minutters sofahygge.
”Nej. Jeg vil elske med dig. Lige på stedet. Kan du huske første gang, vi gjorde det på min sofa?” Hun begyndte at knappe blusen op.
”Lige et øjeblik,” sagde jeg. ”Jeg deler denne suite med nogen.”
Hun løftede hovedet og så sig omkring. ”Med hvem?”
”Det er mit soveværelse der,” sagde jeg, ”Og den dør fører ind til et andet soveværelse.”
”Åh ...” Hun satte sig op, og jeg rejste mig. ”Hvis soveværelse er det?” spurgte hun og knappede sin bluse.
”Lad mig lave en drink til dig.” Jeg gik hen til baren. ”Drikker du stadig vodka?”
”Ja. John, hvad foregår der? Hvorfor er du her?”
”Tonic?”
”Ja.” Hun rejste sig og kom hen til baren. Jeg rakte hende drinken og tog min egen. ”Velkommen hjem,” sagde jeg.
Vi klinkede, og hun så sig atter om i værelset. ”Er der nogen i det soveværelse?” spurgte hun.
”Ja. Sæt dig ned.”
”Jeg vil hellere stå. Hvad foregår her? Hvad gik alt det i lufthavnen ud på?”
”Jeg har haft travlt, siden jeg kom hjem,” sagde jeg.
”Du sagde, du tog et par fridage ved stranden.”
”Det gjorde jeg også. Westhampton Beach.”
Hun stirrede på mig. ”Du fortsatte med at efterforske sagen?” sagde hun.
”Ja.”
”Jeg sagde, vi skulle droppe den.”
Hun så længe på mig. ”Du virker ikke vildt begejstret,” sagde jeg så.
”Jeg troede, vi var enige om at lade den sag ligge og komme videre med vores liv.”
”Jeg lovede dig, at jeg ville finde det par,” svarede jeg, ”og det har jeg gjort.”
Hun satte sig på sofaen. ”Har du fundet dem?” sagde hun.
”Ja.” Jeg trak en stol hen til sofaen og satte mig over for hende. ”Men først,” sagde jeg, ”må du forstå, at vi måske - ja, faktisk er i en vis fare.”
”Det har jeg i det store og hele regnet ud ... i lufthavnen,” sagde hun. ”Det næste fingerpeg fik jeg, da Dom stak en .38 Special ned i min håndtaske.”
”Jeg håber ikke, du har afleveret den tilbage?”
”Det har jeg ikke. Skal jeg sove her i nat?”
”Hvis du har den pistol, skat, må du gerne sove her sammen med mig.”
”Du er så romantisk.”
”Hvor er Dom Fanelli og de to andre betjente?” spurgte jeg.
”Dom gik. Han sagde, han ikke ville ødelægge vores genforening. De to betjente står ved elevatoren på denne etage. De sagde, at mindst én af dem ville blive her hele natten.”
”Godt.”
”Fortæl mig, hvorfor vi har behov for dem.”
”Fordi din ven Ted Nash gerne vil ekspedere mig, dig og Jill Winslow.”
”Hvad siger du ...? Hvem er Jill Winslow?”
”Stjernen på videobåndet.”
Hun nikkede. ”Hvorfor skulle Ted ...? Nå, det kan jeg vel regne ud.” Hun så på mig. ”Jeg beklager, hvis jeg ikke opfatter tingene så hurtigt, som jeg burde ...” sagde hun.
”Du klarer det fint.”
”Jeg har jetlag, men det er det mindste - jeg ventede mig noget andet, da jeg kom hjem. Jeg regnede med, at du ville være i lufthavnen, og at vi skulle tilbage til lejligheden. I stedet brød helvede løs, da jeg trådte ud af flyet ... og nu fortæller du mig, at vi er i fare, og at du har fundet ...”
”Kate, lad mig begynde med begyndelsen ...”
”Hvordan fandt du dem? Havde de en videooptagelse af ...?”
”Lad mig fortælle det fra begyndelsen.”
Hun lagde sine ben op på sofaen. ”Jeg skal nok lade være med at afbryde.”
Jeg så på hende. ”For det første,” sagde jeg, ”så elsker jeg dig. For det andet er du flot solbrændt, og for det tredje, så har jeg savnet dig. Og for det fjerde har du tabt dig.”
”Du er godt solbrændt,” sagde hun og smilede, ”og du har tabt dig meget. Hvor har du fået den skjorte fra?”
”Det er en del af historien.”
”Så fortæl den.”
Jeg begyndte i Kennedy Lufthavn, da jeg kom tilbage fra Yemen og fortsatte med Dom Fanelli, Philadelphia og Roxanne Scarangello.
Kate sad musestille, undtagen når hun førte drinken op til læberne. Hun holdt øjenkontakt med mig, men jeg kunne ikke afgøre, om hun var imponeret, skeptisk eller så hårdt ramt af jetlag, at hun slet ikke kunne fatte det hele. Indimellem nikkede hun eller spærrede øjnene vidt op, men hun sagde ikke et eneste ord.
Jeg fortsatte med min køretur ved midnatstid til Bayview Hotel, mr. Rosenthals arkiver og opdagelsen af navnet Jill Winslow.
”Fandt du fyren?” spurgte hun på dette tidspunkt.
”Jeg ved, hvem han er - en fyr ved navn Bud Mitchell - men ham har jeg ingen kontrol over.”
”Hvor befinder han sig henne?”
”Han er sammen med Ted. Han er ikke i fare i øjeblikket, men hvis Ted beslutter, at Bud Mitchell udgør et problem, så ryger han.”
”Hvorhen?”
”Til det sted, som Ted kom fra.”
Hun undlod at svare.
Jeg berettede om mit møde med Ted Nash på stranden, men nedtonede den fysiske konfrontation ved at sige: ”Vi skubbede lidt til hinanden.”
Hun så på plasteret på min kind, men sagde ikke noget. Jeg gav hende Teds version af historien om, hvordan han havde fundet Bud Mitchell ved hjælp af fingeraftryk og derpå Jill Winslow gennem Bud, og hvordan Ted og Liam Griffith, sammen med den mystiske mr. Brown, så havde opsøgt disse personer og opdaget, at videobåndet var blevet fysisk ødelagt. Jeg videregav Teds fortælling om løgnedetektortestene og hans påståede overbevisning om, at videobåndet ikke indeholdt noget som helst, der pegede på et missilangreb. ”Hvor chokerende det end må lyde,” sagde jeg til Kate, ”så tror jeg, at Ted løj for mig.”
Hun ignorerede min sarkasme. ”Sagde Ted, at disse folk faktisk bollede på videobåndet?”
”Det gjorde de. Hvilket var en af grundene til, at de ikke ville stå frem.”
Hun så på mig. ”Du kunne altså finde frem til Jill Winslow?” spurgte hun.
”Ja, det kunne jeg.”
”Og hvor er hun så nu?”
”Bag den dør.”
Hun så på døren, men sagde ikke noget.
Jeg fortsatte: ”Så i vished om, at Ted Nash var i hælene på mig, tog jeg til Old Brookville, hvor Dom sagde, at der boede en Jill Winslow.”
Jeg fortsatte min briefing og forsøgte at holde mig til fakta, mens jeg fortalte lidt om den tankegang, som var forbundet med dette. Det var ikke for at prale, men mens jeg fortalte historien, blev selv jeg imponeret over mit detektivarbejde.
Vi nåede til den del, hvor jeg spurgte Jill Winslow om Manden og kvinden. ”Den aften på hotellet,” sagde jeg til Kate, som nu sad op, ”kopierede hun optagelsen fra stranden over på det videobånd med Manden og kvinden, som hun havde lånt i hotellets bibliotek. Hun dækkede tappen over med et hæfteplaster,” tilføjede jeg. ”Dygtig dame.” Dygtig John.
Kate stirrede på mig. ”Havde hun stadig det kopierede bånd?” spurgte hun så.
”Ja, det havde hun.”
”Har du set optagelsen? Er du i besiddelse af den?”
”Jeg har set den, og den er i min besiddelse.”
”Hvor er den?”
”Inde på mit værelse.”
Hun rejste sig. ”Jeg vil se båndet. Nu.”
”Senere. Lad mig fortælle færdig.”
”Hvad viser det?”
”Det viser sgu et missil, som skyder den 747'er ned.””Du godeste ...”
Hun satte sig ned. ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor Jill Winslow besluttede at betro sig til dig efter alle de år og indrømme, at hun havde kopieret båndet og stadig var i besiddelse af det.”
Jeg tænkte over spørgsmålet. ”Jeg tror, jeg vandt hendes tillid ... men mere vigtigt er det nok, at hun er et godt menneske, som var martret af denne begivenhed. Jeg tror, hun ventede på en mulighed for at gøre noget eller et tegn på, at tiden var inde til at gøre det rigtige.”
Kate nikkede. ”Det forstår jeg godt. Men forstår hun, hvad der vil ske? Altså med hendes ægteskab, hendes liv, hendes ven Bud ...?”
”Det forstår hun godt. Det er Bud, som har et problem.”
”Men hun vil gerne stå frem?”
”Ja, det vil hun.” Jeg fortsatte og fortalte Kate om vores ankomst til Plaza og om de forskellige telefonopkald fra afdøde Ted samt opkaldene til Jill fra hendes mand, Bud Mitchell og Ted.
”Stakkels kvinde,” bemærkede Kate. ”Hvordan klarer hun sig?”
”Ret godt. Hun vil have det bedre nu, hvor du er kommet. Hun har brug for en kvinde at tale med.”
”Det er usædvanlig følsomt sagt af dig. Har din nye skjorte på nogen måde forbindelse til dit nye jeg?”
”Nej. Jeg ringede også til vores chef. Jack Koenig ved altså noget om det her, Kate, og han forholder sig afventende.”
Hun virkede overrasket og derpå vantro. ”Er du sikker?” spurgte hun.
”Jeg er sikker på, at der er noget, som ikke stemmer.”
Det svarede hun ikke på, men spurgte i stedet: ”Okay, hvad skal der nu ske med mrs. Winslow og videobåndet?”
”Jeg har aftalt et møde i morgen tidlig med Ted Nash, Liam Griffith, en eller anden fra statsadvokaturen, Jill Winslow og måske Bud Mitchell. Dertil kommer måske andre som David Stein og tillige Jack Koenig, som ikke ønskede at komme til mødet, men som jeg overtalte til at deltage.”
”Hvor foregår mødet?” spurgte hun.
”Jeg tænkte på dig og vores sidste aften sammen i New York,” svarede jeg, ”så jeg aftalte morgenmad klokken halv ni på Windows on the World.”
Det tænkte hun lidt over. ”Det er vel et godt sted ... offentligt ...”
”Og vi sagde, vi ville komme igen.”
”Jeg tror ikke, vi kommer til at more os lige så meget som sidst,” sagde hun. ”Er du sikker på, at det er den rette måde?”
”Hvad ville du gøre?”
”Jeg ville gå direkte til topledelsen. Til FBI's hovedkvarter i Washington.”
”Jeg kender ikke nogen i Washington.”
”Det gør jeg.”
”Du ved ikke, hvem du kan stole på der.”
”Det er en smule paranoidt.”
”Måske. Men Washington er langt borte. Lad os møde vores dæmoner her på egen boldgade, før vi taler med dæmoner, som vi ikke kender i Washington.”
Det overvejede hun. ”Hvem tror du kunne være indblandet i et forsøg på at mørklægge dette? Og hvorfor?”
”Det ved jeg ikke. Det er ikke mit problem i øjeblikket. Men når lokummet begynder at brænde, får vi se, hvem der søger dækning for flammerne.”
Hun spekulerede lidt over alt dette. ”Jeg håber ikke, det er Jack.”
”Jeg er pisse ligeglad med, hvem der er involveret, Kate. De ryger alle med i faldet.”
Hun så på mig. ”Denne ... man kan vel kalde det en sammensværgelse ... kan involvere hele topledelsen.”
”Det er ikke mit problem.”
”Det kan det blive. Det er min pointe. Denne sag kan være så stor og nå så højt op, at den ikke kollapser. Det kan være os, som vælter omkuld i stedet.”
”Du behøver ikke at blive indblandet.”
Hun sendte mig et vredt blik. ”Det må du ikke engang tænke.” Hun gav mig et knus. ”Jeg satte alt det her i gang,” sagde hun. ”Vi afslutter det sammen.”
”Ja, vi gør.” Ligesom mig var Kate allerede så dybt involveret, at den eneste udvej bestod i at blive ved med at grave, indtil vi nåede dagslys på den anden side.
”Lad os se båndet,” sagde hun.
”Måske skulle du først møde Jill Winslow.”
”Tja ... hvad mener du?”
Når man har både bevismateriale og et vidne, ser man som regel bevismaterialet, før man taler med vidnet, men denne situation var en smule mere kompleks. Jeg besluttede, at det skulle ske i samme rækkefølge, som jeg havde oplevet det - først Jill, så båndet. Eller skulle jeg vise Kate båndet og så præsentere hende for videobåndets stjerne, som jeg delte hotelsuite med?
”John?”
”Øh ... Tja, jeg synes, du først skal møde Jill Winslow, og derpå se båndet i sammenhæng. I perspektiv.”
”Okay. Er hun på sit værelse?”
”Ja. Medmindre hun igen er gået i kirke.” Jeg gik hen til døren og bankede på. ”Jill?”
”Ja?” hørte jeg hende sige.
”Har du tid ...”
Hun åbnede døren. ”Jill,” sagde jeg. ”Må jeg præsentere min kone, Kate.”
Jill smilede og gik hen til Kate. De gav hinanden hånden. ”Det glæder mig at møde dig,” sagde Jill. ”John var en smule bekymret for, hvordan det ville gå i lufthavnen.”
”Og med god grund, viste det sig,” svarede Kate. Hun smilede. ”Det glæder mig at møde dig.”
Jeg vurderede situationen, og den lod til at være okay. Kate er ikke den jaloux type, og hun er professionel. Jill opførte sig jo altid dannet - bortset fra, naturligvis, hendes seksuelle udskejelser på stranden. Men det var længe siden.
”John har fortalt mig en smule om de seneste par dage,” sagde Kate til Jill. ”Hvordan har du det?”
”Udmærket, tak. Din mand er hård som sten.”
Måske var det ikke det bedste ordvalg i betragtning af, at vi delte suite, men Kate svarede: ”Ja, ham kan man stole på. Jeg vil gerne takke dig for at stå frem,” tilføjede hun, ”og for at være så ærlig med alt. Det må ikke have været let for dig.”
”Jeg har det faktisk bedre, end jeg har haft det i fem år,” svarede Jill.
”Skal vi ikke drikke noget boblevand?” foreslog jeg.
Jeg åbnede en flaske champagne, skænkede op, og vi klinkede alle sammen. ”Skål for Kates hjemkomst,” sagde jeg, ”og for at Jill er her.”
”Og for en fremragende detektiv,” tilføjede Kate.
”Og for ... retfærdighed for dem, som mistede livet ...” tilføjede Jill.
Vi drak i tavshed. ”Det føles, som om jeg blander mig i noget, der burde være en privat genforening,” sagde Jill så.
”Overhovedet ikke,” svarede Kate hurtigt. ”John og jeg har allerede kysset og krammet. Vi kan udveksle historier senere.”
”Det er meget pænt af jer,” sagde Jill, ”men ...”
”Nej,” afbrød Kate. ”Du skal blive. Jeg har så mange spørgsmål at stille dig. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.”
”Det er faktisk ikke så lang en historie,” svarede Jill, ”og i sidste ende handler den om, at jeg gjorde noget, jeg ikke burde have gjort - og jeg taler ikke om at have en affære. Jeg burde have været så modig at stå frem for fem år siden. Havde jeg gjort det, havde jeg måske smadret en masse menneskers tilværelse, men mange, herunder mig selv, ville have haft det bedre.”
Kate så på Jill, og jeg kunne se, at hun var imponeret over hende, ligesom jeg havde været det, siden jeg mødte hende søndag morgen. ”Indimellem kan man ikke træffe de svære beslutninger, når de skal træffes,” sagde Kate til hende. ”Nogle gange kommer man først til den beslutning efter at have gransket sin sjæl grundigt.”
”Da din mand dukkede op på mit dørtrin, var det et tegn på, at tiden var inde,” svarede Jill. Hun skævede til mig og smilede. ”Han er også meget overbevisende. Men jeg synes stadig ikke, jeg gjorde det rigtige helt af egen fri vilje.”
”Du kunne have bedt mig gå,” sagde jeg, ”men det gjorde du ikke. Og nu skal jeg fortælle dig noget andet - hvis du havde udleveret det bånd for fem år siden, var det sikkert blevet ødelagt. Så på en eller anden måde, ved skæbnens indgriben eller rent held, var det til vores bedste.”
Vi sad en tid og sludrede. Det kalder man at berolige et vidne; man vandt deres tillid og overbeviste dem om, at de gjorde det rette.
Desuden håbede jeg, at Jill og Kate ville lære hinanden at kende, og det lod til at ske. Jeg forestillede mig, at Kate ville blive udpeget til at holde Jill i hånden, som vi siger i branchen. Eftervirkningerne af alt dette ville kunne mærkes i lang tid, og det glædede mig, at de kom godt ud af det med hinanden.
”Valgte du den skjorte til John?” spurgte Kate Jill på et tidspunkt.
”Ja, det gjorde jeg. Han kunne ikke forlade hotelværelset, men jeg kunne gå ud, så jeg skaffede ham en ren skjorte.”
”Han ser godt ud i koralfarvet,” sagde Kate til Jill. ”Det fremhæver hans solbrændthed. Han går ellers aldrig klædt i noget, der er vovet eller smart. Hvor købte du den?”
”Barney's. De har pragtfulde ting til mænd.”
Jeg følte mig udelukket af samtalen, så jeg rejste mig. ”Jeg går ud og taler med betjenten ved elevatoren,” sagde jeg. ”Jeg er væk i omkring en time. Hvis I har lyst, kan I se videobåndet, mens jeg er væk. Det ligger under min madras.”
Jeg forlod suiten og gik ned ad gangen til elevatorerne.
Den uniformerede betjent sad i en af de polstrede stole i den lille elevatorlobby og læste Daily News. Jeg præsenterede mig og viste ham mit id-kort fra FBI samt mit gamle politiskilt.
Jeg satte mig i en ledig stol. ”Hvornår slutter din vagt?” spurgte jeg ham.
”For tre timer siden,” svarede den unge betjent, som hed Alvarez. ”Sig mig, hvem er denne Fanelli? Hans ord vejer tungere end politikommissærens.”
”Han er en mand, som handler med tjenester. Tjenester er politietatens valuta. Man kan ikke tage imod penge, så man betaler med tjenester, og han tager imod tjenester. Det er sådan, det foregår; det er sådan, man bliver til noget; og det er sådan, man holder røven over vandskorpen.”
”Er det rigtigt?”
”Nu skal jeg fortælle dig om det.”
Og så sad jeg der med politibetjent Alvarez og fortalte ham, hvordan hans branche virkelig fungerede.
I begyndelsen lod han til at kede sig, men så blev han interesseret, da han indså, at han havde selskab af en sand mester. En halv time senere stillede han spørgsmål hurtigere, end jeg kunne nå at besvare dem. Jeg troede, han ville knæle ved min højre hånd, men i stedet vendte han stolen og sad med ansigtet mod mig, så jeg måtte holde øje med elevatorerne.
Han fik stort udbytte af sit overarbejde, men sandt at sige fik jeg mere ud af det.
En time senere rejste jeg mig. ”Hvornår bliver du afløst?” spurgte jeg.
”Ved midnat.”
”Okay. Gør mig en tjeneste, og vær tilbage her klokken halv otte i morgen.”
”Der kommer en anden fyr.”
”Det skal være dig.”
Jeg gav ham mit visitkort. ”Vær opmærksom og forsigtig,” sagde jeg. ”De folk, som måske kommer ud af den elevator, er ikke almindelige skurke. Det er erfarne, professionelle folk, og de vil skyde dig uden at betænke sig, hvis det bliver nødvendigt. Tag dit våben ud af hylsteret, og stik det ned i dit bælte. Du kan dække det med en avis i skødet. Træk dit våben, hvis du fornemmer, at der er noget galt. Skyd, hvis det bliver nødvendigt.”
Betjent Alvarez stirrede på mig med opspærrede øjne.
Jeg daskede ham på skulderen og smilede. ”Lad være med at skyde betalende gæster.”
Jeg gik tilbage til suiten, som var mørklagt, fordi Kate og Jill så de sidste minutter af videobåndet.
Jeg gik hen til baren, skænkede mig en mineralvand og ventede.
Lyset blev tændt, men ingen sagde noget.
”Skal vi ikke bestille roomservice?” foreslog jeg.
Kate, Jill og jeg sad ved spisebordet og spiste en let middag. Jeg nævnte ikke videobåndet, og det gjorde de heller ikke.
Jeg foreslog, at ingen af os tjekkede vores mobiltelefoner, fordi jeg vurderede, at der ikke kunne siges noget, der ville ændre på noget som helst. Jeg ønskede kun at høre fra Dom Fanelli, og han ville ringe på værelsestelefonen.
Vi talte mest om Yemen, Tanzania og Old Brookville. Gudskelov var der ingen, der ville vise lysbilleder.
Jill var meget interesseret i Kates udstationering i Tanzania og hendes arbejde med bombeangrebet mod ambassaden. Hun var også interesseret i min udstationering i Yemen og sagen om USS Cole. I vores branche har man en tilbøjelighed til at underdrive, og vi har lært at være opmærksomme på sikkerhedslækager, men det gør som regel folk endnu mere interesserede. Jeg overvejede at fortælle historien om den ørkenkriger til hest, som angreb min Land Rover på vejen til Sana, men jeg havde endnu ikke fundet på en god slutning.
Kate virkede virkelig interesseret i at høre om livet på guldkysten af Long Island, men Jill underdrev på samme måde, som Kate og jeg havde gjort, og sagde: ”Det er ikke så interessant eller så glamourøst, som man skulle tro. Jeg blev træt af velgørenhedsballerne, festerne, modeopvisningerne, vores country club og al den rigdom, som blev stillet til skue. Jeg blev endda træt af den saftige sladder.”
”Jeg elsker sladder,” sagde jeg, ”og jeg kunne godt vænne mig til rigdom.”
Set udefra virkede det som en ganske hyggelig middagssamtale, men over os hang fremtiden, som ville tage sin begyndelse klokken 8.30 den følgende morgen.
Omkring klokken 22.00 ringede telefonen. Jeg tog den. ”Hallo?” sagde jeg.
”Var du i gang med noget vigtigt?” spurgte Dom Fanelli.
”Nej, hvad er situationen?”
”Tja, for det første er der nogle efterdønninger af vores opsamling i lufthavnen. Jeg har vist pisset i en hvepserede eller sådan noget. De der folk har venner langt oppe i systemet.”
”Ikke meget længere.”
”Nemlig. Hvis man ikke kan slå dem og ikke kan slutte sig til dem, så kan vi sgu slå dem ihjel, ikke? Nå, men angående i morgen - jeg har skaffet tre patruljevogne med hver to uniformerede folk, herunder en overbetjent. Jeg kunne godt skaffe kriminalbetjente og folk i civil, men jeg tænkte, det var bedst at bruge uniformerede folk. Ikke?”
”Nemlig.”
”Dit møde i WTC's nordtårn er klokken 8.30, så disse folk møder på vagt klokken 8.00, og de kan være fremme omkring klokken 8.15. De vil møde jer ved den hotelindgang, som vender ud mod Central Park South. Okay?”
”Okay.” ”Du beslutter, hvordan I kommer dertil - i hver sin bil, alle i én med en førerbil og én i reserve - det må du om. Det er din beslutning. Hvis det var mig, og jeg havde tre biler, så ville jeg dele gruppen op. Man skal ikke have alle sine æg i én kurv.”
Jeg skævede til Jill og Kate. ”Det er sandt,” sagde jeg til Dom.
”Okay, i morgen er der primærvalg. Anden tirsdag i september. Vidste du ikke det? Husk at stemme. Derfor er trafikmønstrene i morgentimerne lidt anderledes, fordi folk møder senere efter at have gjort deres civile pligt. Men selv om I alle kommer for sent, så ved du, at de ikke begynder uden jer.”
”Nemlig.”
”Okay. Betjentene skal følges med jer helt op til 107. etage, ikke?”
”Jo.”
”De skal bringe jer et eller andet sted hen bagefter. Ikke?”
”Jo. Sikkert tilbage til Plaza Hotel, og jeg skal bruge folk ved elevatorerne både i morgen og i overmorgen, indtil vi ser, hvordan det hele udvikler sig.”
”Det kan udgøre et problem. Nu skal du høre hvorfor - en eller anden fra politikommissærens kontor ringede til mig i går aftes, og han spurgte høfligt, hvad fanden jeg lavede. Jeg sagde naturligvis, at jeg ikke anede, hvad fyren talte om. Så vi har tilsyneladende et problem, og ifølge fyren kommer det fra Washington, men derudover anede han ikke en pind om, hvorfor han var blevet ringet op af en eller anden fra Washington, som han ikke ville fortælle navnet på. Resultatet er, makker, at jeg ikke ved, hvor længe jeg kan forsyne dig med betjente til noget, som de påstår hører ind under det føderale vidnebeskyttelsesprogram. Capisce?”
”Capisco.”
”Vi vil jo helst ikke træde nogen over deres føderale tæer, og jeg gør jo blot dig en tjeneste, men FBI siger, at de med glæde vil stille med folk, der kan tage sig af dit vidne.”
”Ja, det vil de sikkert.”
”Det må du tage dig af ved mødet. Men i morgen tidlig vil vi være der, følge jer til WTC's nordtårn, få jer ud derfra og så tilbage til hotellet. Mere kan jeg ikke love dig, John. Jeg ved ikke, hvad der sker efter det. Det må du få opklaret på mødet.”
Atter skævede jeg til Kate og Jill, og de stirrede på mig. ”Du skal blot få os tilbage hertil, uden at nogen skygger os,” sagde jeg til Dom. ”Eller til et andet sted, hvis jeg kommer i tanke om et. Jeg tager mig af resten.”
”Måske skulle du gå til pressen,” sagde han. ”Vi kan køre jer direkte fra WTC til New York Times. Jeg kan ringe på forhånd, så I bliver mødt af nogle nysgerrige journalister.”
”Det vil jeg overveje.”
”Du skal ikke overveje for længe. De skiderikker går lige på og hårdt. Hvis jeg var dem, ville jeg indstævne damen som hovedvidne, så snart jeg så hende.”
Jeg skævede til Jill. ”At indstævne et vidne er én ting,” sagde jeg til Dom. ”Det er noget andet at håndhæve det.”
”Det ved jeg. Vi har folk til at forhindre det. Men hvorfor begynde på den slags?”
Jeg svarede ikke.
”Hør her,” sagde han, ”du bliver nødt til at gå til de rigtige folk med det her, og jeg er ikke sikker på, at folkene i WTC er de rigtige. Forstår du, hvad jeg mener?”
”Ja, det gør jeg. Men det er et godt sted at begynde.” Faktisk drejede det sig mere om et personligt opgør mellem mig, Nash, Griffith og måske Koenig. Hvis man vil møde løven, må man gå ind i løvens hule. ”Det er et offentligt sted, Dom,” sagde jeg. ”Windows on the World. Det kan ikke blive mere offentligt. Jeg vil se, hvem der møder op, og hvad de har at sige.”
”Okay, det er din beslutning, makker. Hvis det var mig ville jeg tale med et dusin journalister, før jeg talte med én eneste fra statsmagten. Men sådan er du ikke. Måske skulle du tale med Kate om det.”
”Hun mener det samme som jeg.”
”Okay,” sagde han. ”Jeg vil befinde mig på Windows on the World omkring klokken otte og spiser morgenmad med nogle folk ved et andet bord. Okay?”
”Tak.”
”Det er dyrt.”
”Jeg giver.”
”Hold da op. Passer Kate på min revolver? Jeg vil have den tilbage i renset tilstand. Ikke noget med makeup fra hendes håndtaske.”
Jeg smilede. ”Det kan du selv sige til hende,” sagde jeg. ”Betjent Alvarez, som sidder ude foran min dør, er for øvrigt en fyr, som du måske skulle tage under dine vinger. Jeg vil have ham her igen i morgen tidlig.”
”Jaså? Så må vi se, hvordan han klarer sig, når han skal passe på din røv. Hvordan går det i øvrigt med Kate og din værelseskammerat?”
”Fint.”
”Ingen scener? Ingen blottede kløer?”
”Nej.”
”Du lever et fortryllet liv.”
”Synes du?”
”Jeg ved det. Du skal ikke bekymre dig om i morgen. Alt er klart.”
”Godt. Vi ses i WTC.” Jeg lagde på.
”Er alt parat?” spurgte Kate.
”Ja, det er.”
”Er der problemer?” spurgte Jill.
”Nej.” Jeg smilede til hende. ”Vi har en eskorte bestående af tre biler med seks mand til World Trade Center. Det er mere end kommissæren eller borgmesteren får.”
Hun smilede. ”Nå,” sagde jeg, ”vi skal tidligt op.” Og jeg er meget liderlig. ”Så jeg synes, vi skal gå i seng og sove.” Bolle.
Alle rejste sig. ”I to har sikkert en masse at indhente,” sagde Jill. ”Godnat.”
Hun gik ind på sit værelse. ”Hun er vældig sød,” sagde Kate til mig.
”Hun bliver et godt vidne.”
”Jeg tror, hun er lidt forelsket i dig.”
”Det tror jeg ikke.”
”Hun lyttede opmærksomt til alt, hvad du sagde, og hun blev ved med at sende dig stjålne blikke.”
”Det lagde jeg ikke mærke til.” Jeg tog videobåndet ud af afspilleren. ”Lad os komme i seng,” sagde jeg.
Jeg tog Kates weekendtaske, hun tog sin håndtaske med revolveren, og sammen gik vi ind i soveværelset. Jeg lukkede døren. ”Jeg er ekstremt liderlig,” sagde jeg.
”Det lyder godt.” Hun lagde revolveren på natbordet og begyndte at klæde sig af. ”Jeg har ikke engang en natkjole. Min bagage befinder sig et eller andet sted i lufthavnen.”
”Du får ikke brug for nogen natkjole, skattepige.”
Hun havde end ikke fået sin bluse af, før jeg lå nøgen i sengen. Hun så på mig og lo. ”Det er ny rekord.”
Hun blev færdig med afklædningen og lagde sig ned til mig. Hun rullede om på siden og så på mig. Så trak hun plasteret af min kind. ”Hvad er der sket?” spurgte hun.
”Din ven Nash langede mig en.”
”Han så heller ikke selv for godt ud i lufthavnen,” sagde hun. ”Hans ansigt var opsvulmet og fyldt med blå mærker.”
Det var den bedste nyhed, jeg havde hørt i lang tid. ”Tja,” sagde jeg, ”vi fik da raset ud.”
”Det tror jeg ikke.”
Jeg skiftede emne. ”Sex,” sagde jeg.
”Det bånd var meget udmalende,” sagde hun, før jeg kunne nå at tage det første skridt.
”Ja. Du forstår vel, hvorfor Bud slettede det, og hvorfor Jill ikke stod frem med kopien.”
”Ja, det gør jeg ... men det kan ikke have været nemt for hende at vise dig det.”
”Jeg forsøgte at gøre det nemt. Når man har sex og mord på samme videobånd,” tilføjede jeg, ”så er mordet det vigtigste. Det vidste hun.”
”Tja, vi ved det rent teoretisk, men hvis det var en selv på det videobånd ... nå, men det er ikke til at fatte, at det er den samme kvinde.”
”Mennesker er meget komplekse.”
”Det er du ikke. Det er det, jeg godt kan lide ved dig.”
”Mange tak, måske.”
Kate var tavs et øjeblik. ”Vil der blive problemer i morgen?” spurgte hun så.
”Det tror jeg ikke.” Jeg viderebragte noget af det, Dom havde sagt. ”NYPD overtrumfer FBI i den slags lokale pissekonkurrencer,” konkluderede jeg.
”Og hvad skal jeg stille op som FBI-agent?” svarede hun. ”Blot stå og se forvirret ud?”
”Gør, som du finder bedst,” sagde jeg til hende. ”Og hvis du mener, du må gå, så gør det. Jeg vil forstå det.”
Hun så op i loftet i lang tid. ”Hvorfor giftede jeg mig med en strisser?” sagde hun så.
”Ja, hvorfor giftede jeg mig med en FBI-advokat?”
Hun sagde ikke noget en tid, og så lo hun. ”Du gør livet interessant. Men,” spurgte hun, ”er det min revolver under dynen, eller er det dig?”
”Det her, skat, er min .38 Police Special med et ottetommer løb.”
Jeg stod ved indgangen til Plaza Hotel på Central Park South og så ned ad gaden. Klokken var 8.11, og der var ingen patruljevogne i sigte.
Jeg kastede et blik tilbage gennem glasdørene og så Kate og Jill stå nær indgangen til Oak Bar, hvor de ventede på, at jeg skulle give dem et signal til at komme udenfor. Betjent Alvarez stod sammen med dem.
På den anden side af gaden ventede en række hestedroscher på kunder. ”Skal jeg skaffe Dem en taxi, sir,” spurgte dørmanden til mig. ”Eller venter De på en bil?”
”Jeg venter på en hest.”
”Javel, sir.”
Det var en smuk dag, og patruljevognene fra Midtown North burde have været her, hvis de havde skyndt sig. Når man skal samle nogen op, er dette det mest risikable tidspunkt - midt mellem sikkerheden på det sted, hvor man har skjult sig, og gaden, hvor man venter på, at ens folk skal dukke op.
Klokken 8.15 dukkede der tre politibiler uden udrykning op nede ad gaden. Jeg gjorde tegn til Kate, gik så ud til kantstenen og løftede hånden. Den forreste bil blinkede med lyset og accelererede, hvorefter den standsede hurtigt foran mig. De to andre biler standsede tæt bag den. Jeg viste mit id-kort til de to betjente i den forreste bil. ”WTC, nordtårnet, som I har fået besked på. Ingen piber og trommer,” sagde jeg. ”Løs formation. Hold øje med forfølgere,” tilføjede jeg, ”og lad være med at standse for andet end rødt lys.”
De nikkede begge. ”Vi er alle blevet briefet,” sagde den kvindelige betjent på passagersædet.
”Godt.”
Kate, Jill og betjent Alvarez stod nu ude på fortovet. ”Så er bilen kommet,” sagde jeg til Jill.
Hun smilede. ”Jeg har aldrig før kørt i en politibil,” sagde hun.
Jeg havde ikke lyst til at sige ”Det vænner du dig til”, men sagde bare: ”Som aftalt mødes vi alle i lobbyen ved Windows on the World. Der vil konstant være mindst to betjente sammen med dig.”
”Vi ses derhenne,” sagde Jill til Kate og mig.
Jeg syntes, Jill så fattet ud, og jeg håbede, at hun ville forblive sådan, hvis situationen udviklede sig grimt senere. Jeg gjorde tegn til Alvarez, og han viste Jill Winslow ind på bagsædet af den midterste bil, hvorefter han, som instrueret, kom tilbage til det sted, hvor jeg stod.
Kate og jeg så på hinanden. Der var ikke meget tilbage at sige på dette tidspunkt, så vi kyssede blot hinanden. ”Vi ses senere,” sagde hun.” Hun satte sig ind i den forreste bil.
Jeg stod sammen med betjent Alvarez. ”Er du i stødet her til morgen?” spurgte jeg.
Han smilede. ”Javel, sir.”
Jeg tog videobåndet med Manden og kvinden op af min jakkelomme. Det var den kopi, som Jill havde overspillet, men den havde ikke noget cover. Jeg rakte båndet til Alvarez. ”Bevogt det med dit liv,” sagde jeg, ”Og jeg mener med dit liv.”
Han stak videobåndet i en kæmpestor baglomme, som var beregnet til hans notesblok. ”Har du nogensinde hørt om nogen, der har stjålet noget fra en New York-betjent?” sagde han til mig.
Jeg klappede ham på skulderen. ”Vi ses derhenne,” sagde jeg.
Alvarez satte sig ind på bagsædet i den midterste bil ved siden af Jill.
Jeg gik hen til den tredje bil og satte mig ind. Fra dette bagerste køretøj kunne jeg se, hvad der foregik, og fra det forreste køretøj kunne Kate foretage ændringer i planerne, hvis det blev nødvendigt. Jill, i den midterste bil med Alvarez og de andre to betjente, befandt sig i en beskyttet position.
Den betjent, som sad på højre forsæde i min bil, var overbetjent, og han sagde nogle ord i sin walkie-talkie. Førerbilen foretog et U-sving på Central Park South, hvilket ikke mange kan gøre ustraffet, og så kørte vi af sted i en konvoj på tre.
”Hvilken rute?” spurgte jeg overbetjenten. ”Vi skyder genvej over til West Side,” svarede han, ”medmindre du foretrækker noget andet.”
”Det lyder godt. Har du forstået, at der måske er nogen, som vil forsøge at tage røven på os?”
”Ja. De kan forsøge, lige så meget de vil.”
”Er alle folkene informeret?”
”Jeps.”
”Nå, hvad synes du så om FBI?”
Han lo. ”Ingen kommentarer,” sagde han.
”Hvad med CIA?”
”Jeg har aldrig mødt nogen.”
Heldige rad. Jeg lænede mig tilbage i sædet og så på mit ur. Klokken var 8.21, og afhængig af trafikken ville vi måske blive et kvarter forsinket, hvilket var udmærket. Nash, det kontrolsyge fjols, og hans morgenmadsklub ville under alle omstændigheder være kommet mindst et kvarter for tidligt i den tro, at vi også ville komme for tidligt. De ville sidde og svede ned i deres caffe latte.
De fleste møder drejer sig om at påvirke folks tanker og lokke dem til at gøre, som man selv ønsker. Dette ville ikke blive en undtagelse.
Vi banede os vej gennem trafikken, og mindre end ti minutter senere var vi på vej sydpå ad Joe DiMaggio Highway, der også er kendt som 12th Avenue, og nu vi er ved det, West Street. Men den gik under alle omstændigheder langs med Hudson River, og det var en rar køretur på en solrig dag. Den tre bil store konvoj snoede sig gennem trafikken og kom hurtigere frem end de civile bilister, som ville have fået en bøde for at køre på den måde.
Der var omtrent otte kilometers kørsel til WTC, hvis tvillingetårne jeg kunne se længe før, vi nåede frem.
I min jakke havde jeg det lejede videobånd med Manden og kvinden, som jeg havde stukket i papetuiet fra Jills bånd, hvor der stod: ”Tilhører Bayview Hotel - Returner venligst.” Hvis FBI havde en dommerkendelse af en slags, når jeg nåede frem, kunne de forkynde kendelsen over for mig, Kate eller Jill og forsøge at tage båndet fra os, eller føre os - eller båndet og os - et andet sted hen. Men de kunne ikke forkynde kendelsen over for betjent Alvarez, end ikke hvis de havde mistanke om, at han var i besiddelse af den pornografiske version af båndet.
Under alle omstændigheder troede jeg ikke, at Nash og hans slæng ønskede at lave en større scene på en offentlig restaurant, hvor omkring 300 mennesker spiste morgenmad. Men hvis jeg var i mit uberegnelige hjørne, ville jeg måske give dem min tandløse version af Manden og kvinden.
Jeg så ud ad vindspejlet, og jeg kunne se patruljevognen med Jill og Alvarez, men jeg kunne ikke se den forreste vogn med Kate. Trafikken bevægede sig, men det var i ryk, og der var en masse lastbiler den morgen.
Jeg så på mit ur. 8.31. Vi havde netop passeret helikopterlandingspladsen på 30th Street, og Chelsea Piers nærmede sig. Om yderligere fem kilometer med denne hastighed ville vi køre ad Vesey Street op til nordtårnet klokken cirka 8.45 eller deromkring.
Jeg forventede faktisk ikke problemer på turen dertil, under gåturen ind i lobbyen eller i elevatoren, som kørte direkte op til restauranten på 107. etage. Faktisk forventede jeg ikke nogen problemer ved morgenmadsmødet, som i bund og grund blot drejede sig om at vise, hvis pik var størst, og hvis nosser der vejede mest.
Jeg ved, hvordan Nash tænker, og fyren er tålmodig, snu og indimellem kløgtig. Han ville se, hvem jeg kom sammen med. Han ville høre, hvad jeg havde at sige. Han ønskede at danne sig et indtryk af Jill Winslow, og han ville se, om vi faktisk havde båndet med. Nash ville ikke medtage nogen til det møde, som ikke allerede var en del af konspirationen, så der ville ikke være nogen til stede fra statsadvokaturen, medmindre det var en, som var med i det, eller en bedrager, hvilket er en del af CIA's kultur. Ted Nash optrådte jo ofte som FBI-agent, og da jeg mødte ham første gang, påstod han, at han var ansat i Landbrugsministeriet. Så lod han mig tro, at han var død et stykke tid. Og indimellem optræder han som Kate May-fields ekselsker. Det var kun, når han bare var et røvhul, at han ikke spillede komedie.
Måske havde Nash, fordi han var en pervers stodder, inviteret Mark Winslow til morgenmad for at hyle Jill ud af det og Bud Mitchell, som jeg var rimelig sikker på ville være til stede.
For Nash var morgenmadsmødet under alle omstændigheder blot en lejlighed til at tale sammen og se hinanden an. Problemet ville opstå efter mødet, hvor Nash utvivlsomt ville foretage sit træk.
Hvis han overhovedet havde en hjerne, ville han vide, at jeg ville stille med en vis styrke til dette møde, og at den styrke ville komme fra NYPD. Derfor havde han sikkert samlet en modstyrke, som ventede i kulissen. Men som overbetjenten foran mig sagde: ”De kan forsøge, lige så meget de vil.”
Jeg indså naturligvis, at jeg havde et personligt problem med mr. Ted Nash, men selv hvis jeg ikke kendte fyren, og selv hvis jeg kunne lide ham (hvilket ikke er tilfældet), kan jeg ikke se, hvordan jeg kunne have håndteret det anderledes.
”Mine ordrer er at vente på, at mødet skal slutte,” sagde overbetjenten foran til mig, ”og derefter lede dig og din gruppe ud af bygningen og ind i patruljevognene. Er det korrekt?”
”Det er korrekt. Det er der, du måske løber ind i nogle FBI-typer med andre planer.”
”Jeg har engang oplevet en lignende situation,” sagde han. ”Nogle FBI-folk ville have en fyr udleveret på en narkoanklage, og jeg havde en arrestordre på den samme fyr på samme anklage.”
”Hvem fik fyren?”
”Det gjorde vi. Men FBI fik ham senere. De fik deres vilje til sidst,” tilføjede han. ”FBI får jo altid deres mand bla, bla, bla. Men i begyndelsen, på stedet, løb vi med sejren.”
”Okay.”
”Hvor skal vi hen bagefter?” spurgte han.
”Det ved jeg ikke endnu. Alle andre steder end i føderalt varetægtsfængsel.”
Han lo.
Jeg så ud ad vinduet på floden og Jerseys kyst. I morgen eller denne eftermiddag forventede jeg at befinde mig på ATTF's kontorer på Federal Plaza 26 med fødderne oppe på Jack Koenigs skrivebord, og hans kontor fyldt med ordentlige folk. Til trods for alle mine personlige problemer med FBI, så var det ærlige folk, professionelle og meget lovbogstavelige mænd og kvinder. Så snart denne sag blev overflyttet fra at være John Coreys deltids-fritidshobby til at være en FBI-sag, kunne jeg tage på ferie med Kate. Måske havde hun lyst til at se, hvor jeg havde tilbragt halvanden måned i Yemen.
Trafikken gik i hårdknude omkring Holland Tunnel. ”Kan I se den midterste bil?” spurgte jeg fyrene foran.
”Ikke længere,” svarede føreren. ”Skal jeg kontakte dem?”
”Ja.”
Han kontaktede begge biler, og Kate svarede i førerbilen. ”Vi er ankommet. Parkeret på Vesey og på vej ind i WTC's nordtårn.”
”Det er forstået.”
Den anden bil rapporterede: ”Vi drejer af fra West. Vi forventer at ankomme om cirka to minutter.”
”Det er forstået.”
Jeg så på mit ur. Klokken var 8.39. Vi burde være omtrent fem minutter fra den side af det store fodgængerområde omkring WTC-komplekset, som vendte ud mod Vesey Street. Et par minutters gang til lobbyen i nordtårnet, så op med den hurtiggående elevator til lobbyen ved Windows on the World. ”I følger begge med mig,” sagde jeg til overbetjenten.
Han nikkede. ”En af fyrene fra førerbilen holder øje med køretøjerne,” sagde han. ”Vi går med dig.”
”Godt.”
Vi drejede ind på Vesey Street, og klokken 8.44 holdt vi ind ved to patruljevogne. De holdt ved siden af hinanden, så den ene var parkeret i andenposition. Jeg steg ud, og mine to betjente fulgte efter. De talte med den politibetjent, som holdt øje med køretøjerne, og som lige havde talt i sin walkie-talkie. ”To civile,” sagde han og mente Kate og Jill, ”er gået indenfor med fire betjente.”
Jeg gik op ad trappen til fortovet på det forhøjede område og begyndte at gå mod indgangen til nordtårnet. Klokken var 8.45.
Mens jeg krydsede den travle plads hørte jeg noget, der lød som en svag rumlen i det fjerne, og jeg bemærkede, at nogle folk omkring mig så op. De to betjente, der var sammen med mig, så også op. ”Det lyder som et fly, der flyver for lavt ud fra Newark Lufthavn,” sagde den ene.
Vi fortsatte med at gå, men så standsede jeg og vendte omkring for at se, hvad det var, alle folk stirrede på.
Fra nord kom en kæmpestor, tomotorers passagerjet flyvende direkte over Broadway i alt for lav højde og i min retning. Motorstøjen blev meget høj, og flyet accelererede, som om piloten havde skubbet gashåndtaget fremad.
Jeg så mig tilbage over skulderen og op mod World Trade Centers nordtårn for at få bekræftet, at tårnet ragede højere op, end flyet fløj, og at flyet var på vej ind i tårnet.
Folk omkring mig begyndte nu at skrige, og adskillige kastede sig til jorden.
En kvinde ved siden af mig udbrød: ”Åh gud ...”
Solen havde været oppe i en time eller mere, men røgen fra ildebrandene formørkede sollyset.
Heroppe fra min lejligheds balkon, som vender mod syd, kunne jeg se, hvor de to enorme, sorte røgfaner stammede fra, og jeg kunne også se skæret fra de nødprojektører som oplyste det sorte tomrum, hvor tvillingetårnene havde stået indtil morgenen før.
På et tidspunkt i løbet af natten havde jeg mistet min jakke under redningsaktionen, og mit tilbageværende tøj og min hud var sort af en olieagtig sod, som jeg vidste stank, men som jeg alligevel ikke længere kunne lugte.
Jeg så på mit ur, gned soden af glasset og så, at klokken var 7.32. Det var svært at forestille sig, at der var gået næsten 24 timer. Der var perioder i løbet af dagen, hvor tiden syntes at gå hurtigt, og det, som jeg troede var én time, var mange timer; men tiden var tilsyneladende gået i stå i løbet af natten, som virkede endeløs, selv efter solen var stået op.
Jeg hostede en klump sort slim op i mit tilsodede lommetørklæde og stak det i lommen.
På grund af mit fag havde jeg forstået, hvad der skete, endnu før det faktisk skete, men de fleste omkring mig, herunder redningsfolk og de to betjente, som jeg var sammen med, troede, at det havde været et uheld. Da det andet fly ramte sydtårnet klokken 9.03 forstod alle det ufattelige.
Jeg tilbragte de første par timer efter angrebet med at lede efter Kate, men da tragediens uhyrlighed og mængden af mistede menneskeliv stod klart for mig, begyndte jeg at lede efter enhver, som måtte være i live blandt de ulmende murbrokker.
Jeg huskede den sidste radiomeddelelse fra en af betjentene: ”To civile er gået indenfor med fire betjente.”
Jeg forsøgte at ringe til Kate på min mobiltelefon, men ingen mobiltelefoner virkede, og de virkede stadig ikke.
Da jeg forlod det, som havde været nordtårnet, klokken 6.30, havde man ikke fundet nogen overlevende, og man forventede ikke at finde mange.
Selv om ulykkesstedet havde været en bizar oplevelse, så havde turen hjem været endnu mere bizar. Gaderne i Downtown var næste øde, og de folk, som jeg mødte, så ud til at være i chok. Jeg havde fundet en taxi omkring 20 gader nord for stedet, og taxichaufføren, en mand ved navn Mohammed, græd, da han så mig, og han græd hele vejen til East 72nd Street. Min dørmand, Alfred, græd også, da jeg steg ud af taxien.
Jeg så tilbage på den bølgende, opstigende røg, og for første gang mærkede jeg tårer løbe ned ad mine snavsede kinder.
Jeg huskede svagt køreturen i elevatoren sammen med Alfred, som havde en hovednøgle, og jeg huskede, at jeg gik ind i lejligheden. Den så fremmed ud efter næsten to måneders fravær, og jeg stod der nogle sekunder, mens jeg forsøgte at regne ud, hvorfor jeg var der, og hvad jeg nu skulle gøre. Så gik jeg hen mod balkondøren, fordi jeg kunne se den sorte røg udenfor, og jeg blev tiltrukket af den, fordi den virkede mere bekendt end mit hjem.
Da jeg gik gennem dagligstuen, fangede mit blik noget på sofaen - et tæppe - og jeg gik hen til det. Jeg knælede ved siden af Kate, som sov tæt sammenrullet i tæppet, der dækkede alt på nær hendes tilsodede ansigt og den ene arm, som lå på hendes bryst. Hun havde sin mobiltelefon i hånden.
Jeg vækkede hende ikke, men så længe på hende.
Jeg lod hende sove på sofaen og gik ud på balkonen, hvor jeg stod og så på den tilsyneladende endeløse røg.
Døren gled op bag mig, og jeg vendte mig omkring. Vi så på hinanden i nogle sekunder, tog så nogle tøvende skridt fremad, og faldt derpå bogstavelig talt grædende i hinandens arme.
Vi satte os, halvt i søvne, i de to stole på balkonen og stirrede ud i det mørke, som indhyllede Lower Manhattan, havnen og Frihedsgudinden. Ingen flyvemaskiner fløj, ingen telefoner ringede, ingen horn truttede, og der var næsten ikke en sjæl på gaderne under os.
På dette tidspunkt var det svært at fatte omfanget af katastrofen, og ingen af os havde set eller hørt nyheder, fordi vi havde befundet os der, hvor nyhederne foregik, og ud over nogle få radiomeddelelser og alt for mange rygter på ulykkesstedet, vidste vi mindre end folk, som boede i Deluth.
”Hvad med Jill?” spurgte jeg endelig Kate, selv om jeg kendte svaret.
Kate svarede ikke et øjeblik. ”Jeg nåede først hen til ekspreselevatoren op til Windows,” svarede hun så, ”og besluttede at vente på hende ... hun kom ind i lobbyen sammen med Alvarez og en anden betjent ... de gik ind i elevatoren ... og jeg besluttede så at vente på dig ...”
Jeg svarede ikke, og Kate sagde ikke noget. Der gik et par minutter, før hun fortsatte: ”Før Jill gik ind i elevatoren, sagde hun til mig: ”Skal jeg vente her sammen med dig, indtil John ankommer?' Jeg svarede: 'Nej, du er i gode hænder med de politifolk. Jeg kommer om lidt.' Undskyld ...” sagde Kate til mig.
”Nej, du skal ikke undskylde,” sagde jeg.
Jeg spekulerede naturligvis på, hvem der ellers var nået op til 107. etage, før flyet ramte. Jeg vidste med sikkerhed, fordi jeg havde spurgt hundrede betjente og brandfolk, at næsten ingen på de øverste etager af nordtårnet var nået ned, før det faldt sammen klokken 10.30.
”Jeg blev i lobbyen for at hjælpe til,” sagde Kate, ”men så beordrede brandfolkene os ud, og jeg ledte efter dig ... så faldt bygningen sammen ... jeg husker, at jeg løb ... så må jeg være besvimet af røgen ... jeg vågnede på et lazaret ... omkring midnat. Jeg gik tilbage for at lede efter dig, men jeg havde mistet mit id-kort, og de ville ikke lukke mig ind gennem afspærringen.” Hun tørrede sine øjne. ”Jeg spurgte på hospitalerne og lazaretterne ... jeg blev ved med at ringe til din telefon og til lejligheden ... så gik jeg hjem, og du var her ikke ... jeg troede, du var død,” hulkede hun.
Jeg tog hendes tilsodede hånd i min. ”Jeg troede, at du var ... derinde ...”
Jeg lukkede øjnene, og jeg kunne se den store jet komme flyvende langs med Broadway, og jeg indså, at den må have passeret lige hen over FBI-bygningen på Broadway 290 og vores kontorer på den anden side af gaden, på Federal Plaza 26. Alle i de kontorer må have set det, og jeg spekulerede på, om de forstod, at de så det første skud i en lang krig, som ville forandre os for evigt.
”Skal du tilbage?” spurgte Kate mig.
Jeg nikkede.
”Også jeg,” sagde hun.
Vi rejste os. ”Du kan tage bad først,” sagde jeg.
Hun børstede min nye skjorte med fingrene. ”Jeg skal nok forsøge at få den ren igen,” sagde hun.
Hun gik ind ad døren og ind i dagligstuen. Jeg så hende gå, omtrent som i trance, ind i soveværelset.
Jeg vendte mig igen og så på den tomme skyline. Jeg tænkte på Jill Winslow, min ven og partner Dom Fanelli, på Alvarez og alle de andre betjente, som var sammen med dem. Jeg tænkte også på Ted Nash, som var rigtig død denne gang, om end det ikke var sådan, jeg ville have valgt hans død, samt på David Stein, Jack Koenig, Liam Griffith, Bud Mitchell, og hvem der ellers havde været deroppe. Jeg tænkte også på alle de mennesker, som jeg vidste arbejdede der, og på dem, som jeg ikke kendte, men som havde været der i går morges. Jeg greb om balkonens gelænder, og for første gang følte jeg vrede. ”Forbandede skiderikker.”
Det var først om fredagen, at jeg tog tilbage til Plaza Hotel for at hente vores ting i suiten og få hotelboksen åbnet, så jeg kunne hente Jill Winslows pakke.
Hotellets vicedirektør var imødekommende, men oplyste mig om, at der ikke befandt sig nogen af mrs. Winslows ejendele i boksen.