KAPITEL 1

Ansvar

Ansvaret begynder med villigheden til at blive
den skabende kraft i sit eget liv.
WERNER ERHARD

For de fleste af os er det provokerende at blive spurgt, om vi tager ansvar for vores liv og vores omgivelser – oftest fordi vi føler, at vi ikke helt gør det. Jævnligt kan vi have oplevelsen af at være tilskuere i vores liv – tingene sker, og vi står måske målløse og ser på med en følelse af afmagt eller af at være uden for indflydelse og kontrol. Ofte glemmer vi netop sammenhængen mellem vores valg og den virkelighed, vi er omgivet af. Det er, som om omstændigheder og situationer bare opstår helt tilfældigt; som om den virkelighed, vi møder hver eneste dag, intet har at gøre med os, vores måde at leve på og de valg, vi har truffet indtil nu.

Se det sådan, at din virkelighed har alt med dig at gøre og er det direkte resultat af de valg, du har truffet i din fortid. Din nutid er en konsekvens af dine valg i fortiden. Og din fremtid afhænger af de valg, du træffer lige nu. Når vi accepterer, at vi altid har et valg, bliver vi med det samme ansvarlige for vores liv. Så har vi selv ansvaret for, hvordan vi svarer på livets udfordringer. Pludselig er det ikke længere de ting, der sker, der bestemmer, om vi lever lykkeligt eller ej – det er vores svar på de ting, der sker, der bestemmer det. Ansvaret får os til at ”melde os ind” i vores liv. Vi bliver nærværende til stede. Vi handler. Tager initiativ. Vi venter ikke længere på, at noget eller nogen udefra får ”et eller andet” til at ske, men gør det selv. Vi stirrer os ikke blinde på problemer – vi finder løsninger.

Hvorfor? Fordi de områder, du ikke føler, du har noget ansvar for, kan du ikke ændre noget særligt ved. Og kan du ikke gøre noget, kan du heller ikke få oplevelsen af power. Med andre ord: Så snart du lægger ansvaret væk fra dig selv og over på noget eller nogen uden for dig selv, så mister du dig selv. Hvis du ikke har ansvaret, så kan du heller ikke øve indflydelse. Og uden mulighed for indflydelse er der intet liv.

I alle situationer kan du spørge dig selv: ”Er jeg ansvarlig nu? Kunne jeg tage mere ansvar nu? Vil jeg være ansvarlig nu?” Lederskabet i dit liv opstår i det øjeblik, du accepterer, at du kan gøre noget, og du tager ansvar. Og det forsvinder i det øjeblik, du mener, at du ingenting kan gøre. Ansvar er noget, du kan vælge at tage eller ikke tage.

Ansvar betyder, at du fra dette sekund vælger et standpunkt i dit liv, der hedder: ”Jeg har ansvar for alt i mit liv. Ingen andre har ansvar for mit liv, min glæde og mine oplevelser. Hvis jeg er ked af det, så er det mig selv, der vælger at være ked af det. Hvis jeg er vred, så er det mig selv, der vælger at være vred. Hvis jeg er glad, så er det mig selv, der vælger at være glad. Intet udefra kan reelt styre mine oplevelser og mit lederskab. Jeg vælger selv mine ord og handlinger, uanset hvad andre mennesker gør og siger”.

Hvis du undersøger det – fx spørger folk eller læser om det andre steder – vil du opdage, at de mennesker, du ser op til, som ser ud til at have et ægte og godt liv, altid har én ting tilfælles, og det er graden af det ansvar, de har taget for deres liv. Det er mennesker, der på trods af ydre omstændigheder og oplevelser har valgt et standpunkt, der hedder: ”Jeg har ansvaret for mit liv; jeg og ingen andre.”

Tænk på alle de millioner af mennesker verden over, som lever under de usleste vilkår, men som alligevel formår at leve med venlighed og tænke på andre end sig selv. Eller tænk på alle de mennesker i dit eget samfund, der lever et meget mere hårdt og udsat liv, end du selv gør, men som alligevel tager ansvar for sig selv og deres familier og omgangskreds, og som alligevel formår at leve med glæde, venlighed og omsorg – folk med skæve arbejdstider, folk uden et job, folk med elendigt betalte job, folk i den slags job, som ingen viser respekt for, folk med handicap af den ene eller anden slags etc. Hvad forhindrer dig?

Det engelske ord for ansvar er responsibility. Det er et helt fantastisk ord. Prøv lige at kigge på det igen – responsibility. Ordet indeholder en dyb mening. Egentlig er det en sammenskrivning af to ord, response og ability, hvilket på dansk svarer til noget i stil med ”svar/respons” og ”at evne/kunne/formå”. På engelsk handler ansvar altså om at have evnen til at svare/respondere. Det gør det egentlig også på dansk. Det bliver tydeligt, når man leger lidt med ordet. Ansvar bliver til ”at svare an”. Det handler altså om evnen til at kunne svare/respondere. Svare på hvad? På livet! At kunne respondere på livet, som det viser sig fra sekund til sekund.

Igen bliver nærvær centralt, for uden nærvær kan vi ikke respondere korrekt. Uden nærvær reagerer vi blot og som regel ubevidst. Med nærværet kan vi svare bevidst, hvilket er noget helt andet end at reagere. Det er at tage ansvar. Og det er det svære ved at være ansvarlig. Hvordan svarer vi for eksempel an, når:

–  Vi bliver mødt med krav?

–  Vi bliver misforstået?

–  Vi bliver fyldt op af følelser?

–  Vores partner reagerer ubehageligt?

–  Mennesker ikke forstår os?

–  Vi møder modgang?

–  Det regner?

–  Vi plager os selv med negative tanker?

–  Vores hold ikke fungerer optimalt?

–  Vi oplever ekstrem modstand?

Det forekommer os ofte så svært at svare an, at vi lader være. Vi udviser ikke lederskab, men nærmere afmagt, og føler os som ofre. Vi anklager, bebrejder og finder på undskyldninger.

Meditation

Sæt dig godt til rette. Sørg for, at du sidder med ret ryg og har begge fødder afslappet plantet i underlaget. Tag eventuelt tre lange og dybe åndedrag.

Mens du læser videre, sætter du din læsehastighed ned. Læs bevidst langsomt. Ånd dybt ind, og ånd langsomt ud. Tillad dig selv at mærke dine fødder; lad din opmærksomhed glide ned til dine fødder, mens du langsomt læser videre og observerer, hvad der måtte være af sanseindtryk fra dine fødder (fx snurren, prikken, pulseren etc.). Uanset hvad der er af sanseindtryk, så lad dem blot være. Observer.

Mærk nu dine lægmuskler, dine knæ og lår. Højre ben, venstre ben. Mærk den store muskel på forsiden af lårene, mærk bagsiden af lårene, og observer, hvad der måtte være af sanseindtryk fra dine ben. Iagttag uden at dømme indtrykkene. Lad din opmærksomhed glide op til din mave, og observer, hvad der måtte være af sanseindtryk. Giv dig god tid. Uanset hvad der er af sanseindtryk, så lad dem blot være. Observer.

Flyt din opmærksomhed til din ryg, nakke og skuldre. Observer, hvad der måtte være af sanseindtryk. Uanset hvad der er af sanseindtryk, så lad dem blot være. Observer. Giv dig tid.

Lad nu din opmærksomhed glide op til dit ansigt. Uanset hvad der er af sanseindtryk, så lad dem blot være. Observer hele dit ansigt.

Lad din opmærksomhed vandre til dit åndedræt, og observer det i nogle minutter (gerne længere), inden du læser videre. Luk dine øjne, og sid, så længe du ønsker. Når du opdager, at du har tænkt på andet end dit åndedræt, vender du blot tilbage til at være opmærksom på dit åndedræt. Luk øjnene, og observer dit åndedræt. Indånding og udånding. Giv dig god tid.

Drop alle undskyldningerne

Mange af os oplever, at det letteste er at lade være med at tage ansvar. Sådan virker det i hvert fald i mange situationer. Sådan oplever vi det. Det er derfor, vi alle er fristede til at lade være. Men det er helt og aldeles kun på kort sigt, det kan betale sig at lade være. På langt sigt undergraver vi os selv ved ikke at tage ansvar for vores tanker, følelser, ord og handlinger. På langt sigt mister vi lederskabet over vores liv.

Vi skaber den verden, vi lever i;
hvis verden ikke egner sig til at leve i,
så er det, fordi vi ikke har løftet vores ansvar.
CYRIL CONNOLLY

De nordamerikanske indianere opererer med begreberne ”ofre” og ”krigere” som billeder på de mennesker, der mener, at livet bare sker for dem (ofre), og dem, der accepterer, at de har et ansvar og et valg (krigere). Krigerne er synonyme med mennesker, der tager ansvar for sig selv. Det vil ikke sige, at krigerne er krigeriske – de hviler tværtimod i sig selv og gør sjældent meget væsen af sig. De er fredelige krigere, som Dan Millman meget smukt har beskrevet i sin bestseller Way of the Peaceful Warrior. Krigere giver ikke andre ansvaret for deres velbefindende. Derfor lægger man sjældent mærke til en rigtig kriger. De larmer ikke. De kræver ikke opmærksomhed. De anklager, bebrejder og brokker sig ikke. De går stille og balanceret igennem livet med stort nærvær.

De nordamerikanske indianere ser derimod ofrene som de aggressive. De anklager, bebrejder, bærer nag og bitterhed med sig, de insisterer på at få ret, de insisterer på at få alles udelte opmærksomhed (helst hele tiden), de prøver bevidst eller ubevidst på at manipulere deres omgivelser med krav, forventninger, formaninger og skyld- og skamfølelser etc. Det gør de, fordi de har givet omgivelserne magten over deres liv. De har lagt ansvaret ud til omverdenen, og derfor har de en ”god grund” til at kræve noget af deres omgivelser.

Kriger	Offer
Jeg har ansvar	Jeg har ikke ansvar
Jeg træffer frie valg	Jeg er tvunget til …
Jeg er bevidst/kender mig selv	Jeg reagerer ubevidst
Jeg svarer an	Jeg reagerer på
Jeg har kun mig selv at bebrejde	Jeg kan anklage andre
Jeg tager initiativ	Ting sker …
Proaktiv	Reaktiv
Åben	Lukket
Centreret	Forvirret
Rolig	Rastløs
Tager ansvar	Beskylder/bebrejder
Beslutsom	Ubeslutsom

På langt sigt skaber ofrene sig et liv, de ikke selv er herre over – et liv, hvor omstændighederne eller andre mennesker får magten over dem. Ved ikke at tage ansvar giver vi ikke kun os selv et ansvarsløst liv, men også et magtesløst liv, der leder til frustration og aggression. Når du giver magten fra dig, er der med det samme noget at brokke sig over ”derude”. I det øjeblik, du giver andre mennesker ansvaret for dit liv, giver du også dig selv en grund til at anklage og bebrejde dem med ansvaret! Det sker i parforhold, når vi gør vores partner ansvarlig for vores lykke. Så synes vi, at vi har ret til at være perfidt kritiske på en måde, vi aldrig kunne drømme om at være over for en nabo eller kollega på. Det sker i det offentlige rum, når vi synes, vi har ret til at give samfundet skylden. Det sker på arbejdspladsen, hvor det pludselig er de andre eller chefen, der har ansvaret for det kuldsejlede projekt. Det sker i alle relationer.

Meditation

Sæt dig afslappet og slap af. Træk vejret dybt nogle gange, og ånd langsomt og dybt ud. Læs de følgende linjer bevidst langsomt. Mærk, at dit indre tempo sænker sig.

Forestil dig, at intet eksisterer uden for det rum, du sidder i lige nu; forestil dig, at det rum, du sidder i lige nu, er tomt for alt andet end dig og denne bog, du læser langsomt i.

Intet kan forstyrre dig nu. Din krop er fredfyldt, dit sind er fredfyldt. Du er fredfyldt. Der er kun fred. Læs langsomt disse linjer højt for dig selv:

Min krop er fredfyldt.

Mit sind er fredfyldt.

Jeg er fredfyldt.

Jeg er nu helt fredfyldt.

Alt er fredfyldt …

Luk øjnene et stykke tid, inden du læser videre, mens du gentager: ”Min krop er fredfyldt, mit sind er fredfyldt, jeg er fredfyldt, jeg er nu helt fredfyldt. Alt er fredfyldt …”

Forestil dig nu, at du tager denne fredfyldthed med ud i verden – se, hvordan den påvirker dine ord og handlinger; se, hvordan din fredfyldthed spreder sig omkring dig; se, hvordan din stille og positive og stærke energi spreder sig omkring dig; se dig selv med din partner, med dine børn, på job, blandt venner. Se, hvordan din verden bliver fredfyldt.

Ofte finder vi i vores fravær måder at fungere her i livet på, der gør det muligt for os at lade være med at svare an:

–  Vi siger ét og gør noget andet.

–  Vi har udviklet fantastiske manipulationsteknikker for at få andre mennesker til at tage ansvaret for vores ord og handlinger.

–  Vi undgår potentielle konflikter ved at udskyde, fortrænge eller overbevise os selv om, at det ikke er vigtigt (eller at det går over).

–  Vi er uærlige i håb om at undgå konfrontationer (eller vi brager hovedløst ind i dem uden tanke for mulige konsekvenser).

–  Vi går på kompromis med vores værdier.

–  Vi insisterer på at have ret og nægter at ændre os (det er de andres job).

–  Vi har formået at bilde os selv og hinanden ind, at vi ikke selv har ansvaret for vores følelser, men at andre mennesker har det.

Ofrene giver altså magten over deres liv fra sig og kræver retten til at anklage andre i bytte. Krigere tager magten over deres liv og fraskriver sig retten til at anklage andre. Ofrene har udviklet en lang række ”gode undskyldninger” for ikke at tage ansvar for sig selv. Listen over de undskyldninger, ofre giver sig selv for ikke at tage ansvar, er lige så lang som vejen til Helvede. Her kommer en række af de mest almindelige:

Kan eller vil

Det er uansvarligt at henvise til, at man ikke kan – hvis man reelt har et valg … og det har man! For når man kan vælge, så er spørgsmålet ikke længere, om man kan, men om man vælger det; om man vil. Prøv at finde en række eksempler fra dit eget liv, hvor du bruger ”Jeg kan ikke …” som undskyldning, og sæt ”Jeg vil ikke …” ind i stedet! Det giver lidt af en forskel, ikke?

Den yderste konsekvens af den form for undskyldninger er, at ofrene føler sig tvunget til at handle, som de gør. Mange føler sig fx tvunget ud i stress (af chefen eller angsten for nederlag), løgne (af omstændighederne), isolation (af andre menneskers opførsel) eller illusioner (af det perfekte liv på tv – jeg har ret til og må stræbe efter det). Når man er tvunget til noget, så er man ikke ansvarlig for det, er den underliggende logik.

Bevidst eller ubevidst

”Det var jeg ikke klar over” eller ”Det gjorde jeg bare helt automatisk” eller ”Det kom jeg pludselig til at sige” er alle eksempler på, at ofre lægger ansvaret fra sig ved at erklære sig for uvidende eller for at være i det ubevidstes magt. Ofre kan også – mange gange ubevidst – gøre sig selv ansvarsløse ved at blive meget emotionelle. Når man er fuldstændig opslugt af sine følelser, fx ved at være meget vred, desperat eller knuget af sorg, så er man ikke helt så ansvarlig for, hvad man gør og siger, som normalt, vel?

Tankelæsning

Vi bilder os tit ind, at vi ved, hvad andre mennesker tænker – vi tankelæser, med andre ord. Det elsker ofre: De andre ser ned på mig på grund af det arbejde, jeg har. Han forstår mig fuldt og helt. Nu er hun sur igen. Han kan ikke lide mig. Det er en fantastisk udspekuleret konstruktion. Ved at bilde os selv ind, at den anden tænker på en bestemt måde, retfærdiggør vi vores egne tanker og følelser over for os selv – og bilder derefter os selv ind, at vi kan give den anden ansvaret. Det er en fælde, vi tit falder i over for andre mennesker – det, at vi ved. For vi kender jo den anden så godt, at vi faktisk kender den andens tanker, ikke? Vi tolker løs på situationer ud fra vores egne overbevisninger, selvom situationen i sig selv ikke giver belæg for det. Vi tolker fx på andres kropssprog: ”Jeg kan se, at han er uenig, på den måde, han rynker brynene på”. ”Jeg kan se på hendes bevægelser, at hun er nervøs”. Det mest effektive er at spørge og undersøge i stedet for at bruge energi på at konstruere en hel masse ting, vi ikke ved om passer. Men det tager tid og mod at spørge, og det vil et offer ikke – det vil man kun gøre som kriger.

Jeg har ikke tid

”Jeg fik ikke tid til det” eller ”Jeg nåede det ikke” er noget, ofre ofte siger. Det er også dårlige undskyldninger. Man kan næsten se for sig, hvordan ”tiden” hopper på ryggen af ofrene og tvinger dem i knæ. ”Det er tidens skyld, ikke min,” siger ofre implicit. ”Jeg kontrollerer ikke mit eget liv. Det gør tiden.” Den undskyldning er så uansvarlig, at vi ikke vil bruge mere tid på den.

Regler

”Sådan gør vi altså her” eller ”Reglerne er altså sådan her, så jeg kan ikke hjælpe dig.” Vi bruger også regler og forordninger som skjolde, vi kan gemme os bag. ”Sådan plejer vi altså ikke at gøre, så lad være med det.”

De andre er Helvedet

Om ikke andet er der jo altid en eller anden at skylde skylden på. Med over seks milliarder mennesker på kloden er ofrene godt stillet, hvad det angår! Yderligere en variation over at give de andre ansvaret er, at når de andre – eller den anden – gør et eller andet (forkert), så gør det ikke noget, eller så er der da ikke noget at sige til, at jeg også gør det. Hvis den anden råber, er det også i orden, at jeg råber i stedet for at føre en konstruktiv dialog. Hvis det allerede flyder med affald på gaden, så kan jeg også godt smide mit ispapir her. Hvis projektgruppen i forvejen ikke fungerer, så kører jeg også bare mit eget løb.

Overansvarligheden

Det kan omvendt være uansvarligt og et tegn på manglende personligt lederskab at påtage sig et unødvendigt stort ansvar. Det kan det være på flere måder. Før det første kan det være uansvarligt over for dig selv. Stress, udbrændthed og depression er desværre højeste mode i disse dage – både på arbejdsmarkedet og i hjemmene – hvor mange mennesker tager ansvar for en masse, der egentlig ikke behøver at være deres ansvar (og dermed også for mere, end de kan klare).

For det andet kan det også være uansvarligt over for de mennesker, der egentlig burde have ansvaret. Når du tager ansvaret fra dem, kan du gøre dem afhængige af dig. Det betyder ikke kun, at de ikke lærer at klare sig selv, men også at de aldrig lærer at vinde! For når ”de” vinder, sker det jo på baggrund af din indsats, ikke? Det kan gå ud over såvel børn som kolleger og medarbejdere.

For det tredje kan det være uansvarligt på en mere subtil måde – for hvad er egentlig bevæggrunden for at tage for meget ansvar? Der kan tit ligge ubevidste motiver bag, og der ligger en hel del uansvarlighed i at handle ud fra ubevidste motiver. Vi har det heller ikke med at påtage for meget ansvar for vores blå øjnes skyld – næ nej, vi får noget ud af det! Der er altid en mere eller mindre åbenlys gevinst ved at påtage os for meget ansvar. Hvis du hører til dem, der har det med at påtage dig for meget ansvar, så kan du lære meget af at kigge på dine motivationer. Her er nogle at lege med:

–  Så bliver det gjort ordentligt (mangel på tillid til andre).

–  Han/hun kan ikke klare det (nogen skal ”redde” de svage).

–  Så har jeg indflydelse (jeg vil bestemme).

–  Så får jeg en rolle at spille (jeg vil være uundværlig).

–  Ingen andre gør det (og jeg beder ikke om hjælp).

–  Jeg har jo altid gjort det (jeg er jo serviceminded).

Det kan også sagtens være en god ide at spørge dig selv, hvad det er, du tror, der vil ske, hvis du ikke tager ansvaret. Her er nogle forslag: Ellers kan de ikke lide mig. Ellers besøger de mig ikke mere. Ellers forlader hun/han mig. Ellers bliver jeg overflødig. Ellers sårer jeg dem. Ellers tror de, jeg er (blevet) arrogant.

Du skaber selv din fremtid

Der er et dybere niveau af sandheden om at tage ansvar og droppe undskyldningerne. Det niveau handler om, at du i sidste ende er den eneste ansvarlige for dit liv, din lykke og din glæde. Det er du af to grunde: For det første kan du i enhver given situation altid vælge at være den bedste version af dig selv; og for det andet er du grundlæggende den, der har skabt din virkelighed.

Vi er, hvad vi tænker
Alt rejser sig ud af vores tanker
– med vores tanker skaber vi verden.
BUDDHA

Det kan umiddelbart være svært at acceptere, at du altid kan vælge ansvaret, og at du har skabt din egen virkelighed. Men du har altid et valg, og din virkelighed lige nu er resultatet af dine tanker, følelser og handlinger indtil nu. Alverdens mystikere har haft fat i noget, når de har sagt, at verden er et produkt af vores bevidsthed; at vi hver især skaber vores egen virkelighed. Den måde, du oplever verden, situationer og omstændigheder på, opleves ikke på samme måde af nogen anden. Vi har hver vores model af verden. Vi tænker forskelligt. Vi tolker forskelligt. Vi forudsætter forskellige ting. Der er derfor, groft sagt, lige så mange verdener, som der er mennesker. Vi er farvede af vores fortid, vores værdier og vores overbevisninger.

–  To sælgere blev engang sendt til Kina for at tjekke markedet for cykler. Den ene rapporterede hjem, at de var alt for sent ude, for alle kinesere havde allerede en cykel. Den anden var jublende lykkelig. I hans verdensbillede var det positivt, at alle kinesere var så interesserede i cykler.

–  Talen går højt og hurtigt omkring mødebordet. En medarbejder synes, der diskuteres på et for usagligt niveau, så han trækker sig. Hvis de andre vil have mine guldkorn, så må de henvende sig, synes han at tænke. En anden medarbejder tager efter lidt sværdslag ordet og får samtalen styret ind på sporet igen.

–  Chefen har en noget brysk facon, så en del af medarbejderne afholder sig simpelthen fra at diskutere med hende. Nogle har svært ved bare at tale med hende. En medarbejder har dog fundet ud af, at bryskheden falder en hel del, hvis chefen får lidt igen af samme medicin mikset med lidt humor.

Vi oplever aldrig mennesker, situationer og begivenheder på helt samme måde. Vi er hver især farvede af de ”filtre”, vores overbevisninger sætter for vores øjne:

Det interessante her er selvfølgelig, hvordan vores individuelle filtre ser ud, hvorfor de ser sådan ud, og –allervigtigst!– hvordan vi kan gøre os fri af vores begrænsende model af verden. For ja, vores model af verden er påvirket af vores fortid, men vi har ikke desto mindre i hvert eneste sekund mulighed for at vælge noget andet end det, fortiden måtte diktere.

Det kan være meget svært at se filtre som filtre. De virker nemlig ikke på os som et filter (en overbevisning), men som en sandhed – altså at det, vi konkluderer ud fra vores sansninger, er sandheden. De fleste af os kan ikke se os selv – vi er så at sige selvblinde – vi ser kun os selv, vores filtre, når vi er nærværende. Og jo mindre nærvær, desto større selvblindhed.

Meditation

Rejs dig, når du har læst dette, og gå frem og tilbage eller i en cirkel. Simpelthen. Gå langsomt. Meget langsomt. Kig ned på dine fødder eller 10-15 centimeter foran dine fødder, mens du går. Læg hele din opmærksomhed ned i dine fødder, og mærk, når du sætter en fod i gulvet/jorden, og når foden langsomt slipper underlaget igen. Bliv hele tiden opmærksomt ved dine fødder. Opdager du, at din opmærksomhed har været på udflugt, så vend tilbage til din gang, dine fødder. Observer det at gå. Giv dig god tid.

Det kan det være meget svært at erkende, at vores konklusioner ikke altid er rigtige; at vi tolker virkeligheden på en sådan måde, at andre mennesker ikke kan følge os. Den erkendelse kræver, at vi stiller spørgsmål til os selv. Og det er egentlig ubehageligt. En måde at starte på er at stille dig selv spørgsmålet: ”Er min konklusion (min holdninger/mit synspunkt) egentlig sandt? Kunne det være, at jeg konkluderer, som jeg gør, pga. et bestemt filter/en bestemt overbevisning? Kunne jeg reelt se verden igennem et helt andet filter i dette tilfælde og dermed nå frem til en anden konklusion?

Øvelse

Hvad er dine grundlæggende overbevisninger om livet? Dig selv? Dit job? Dit parforhold? Overvej for eksempel:

Kvinder/mænd er ikke til at stole på.

Mænd/kvinder er svage.

Livet er hårdt.

Folk er kun ude på at snyde hinanden.

Alle mennesker er dybest set egoister.

Man kan ikke stole på indvandrere.

Min mand er …

Min hustru er …

Min chef er …

Jeg er …

Prøv at se, om du kan identificere nogle af dine grundlæggende overbevisninger – og tag dig god tid. Kun ud af denne stilhed og langsomhed, ud af nærværet, kan du virkelig opdage dig selv.

Hvad tænker du grundlæggende om dine overbevisninger? De fleste af os har svært ved at svare for os, og ofte er de første svar, der kommer frem, ikke de rigtige. Det tager tid at nå til bunds og blive bevidst om, hvad vores overbevisninger reelt er. Det værste er, at mange af vores grundlæggende overbevisninger slet ikke er vores – vi har fået dem overleveret fra vores forældre (både via dem som rollemodeller og via deres indbyrdes forhold) og de nære omstændigheder, vi er vokset op under (familie, skolegang, venskaber mv.). Hertil kommer endnu et lag af værdier og overbevisninger, vi har fået fra den kultur, den religion eller det land, vi er vokset op i.

Vigtigere endnu er det, at vi ofte slet ikke er bevidste om mange af vores grundlæggende overbevisninger. Vi bærer dem i os ubevidst. Handler ud fra dem uden at vide det. Sådan er det, når centrifugen kører.

Øvelse

Hvad er dine overbevisninger mht. måden, man skal samarbejde på en arbejdsplads på; hvad man kan tillade sig over for chefen; hvornår en opgave er udført tilfredsstillende; hvornår dine subjektive holdninger er vigtigere end gruppens; hvor stresset det er o.k. at være; hvad der berettiger, at du konfronterer en kollega med kritik …

Vi er så stærkt identificeret med mange af vores grundlæggende overbevisninger, at vi slet ikke er bevidste om, at vi har dem. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, kan de styre os i det skjulte. Og værre endnu: Vi forstærker dem hver eneste dag.

Øvelse

Giv dig selv mulighed for at overveje, om dine dybeste konklusioner nu også er helt sande. Hvad er dine sandheder? Her er nogle til inspiration:

Jeg kan ikke tale i forsamlinger …

Jeg bliver aldrig god til penge …

Jeg er usikker og kan derfor ikke …

Jeg får aldrig et parforhold til at virke optimalt …

Jeg bliver nok aldrig – chef, leder, kunstner, selvstændig.

Man kan ikke både være rig og have det sjovt …

Man bliver nødt til at arbejde hårdt 40 timer om ugen …

Man skal have en god uddannelse for at …

Mit CV skal være …, for at jeg …

Hvad er dine begrænsende overbevisninger?

Selvforstærkende profetier

Vores model af verden er kreeret ud fra vores underliggende værdier og overbevisninger – og indtil vi bliver bevidste om dem (og i stand til eventuelt at skifte nogle af dem ud), så er vores verden, som den er. Og vil fortsætte med at være det. For vi vil tænke de samme tanker igen og igen og derfor sige og gøre det samme igen og igen og på den måde blive ved med at manifestere den samme virkelighed i én uendelighed. Vores overbevisninger har det nemlig med at bekræfte sig selv og vokser sig på den måde større og stærkere. Forskellige oplevelser kan på overfladen have forskelligt indhold, men nedenunder giver vi dem måske samme betydning, og gentages den betydning vedvarende, bliver den efterhånden en fasttømret overbevisning. Her er tre eksempler på, hvordan vi får vores modeller af verden til at bekræfte sig selv:

Overbevisning: Jeg har det svært med autoriteter.

Jeg bliver provokeret af dem. Når jeg er i kontakt med min chef, som jeg synes overspiller sin autoritet, så kan jeg mærke, at jeg bliver anspændt. Jeg bliver hidsig. De fleste gange behersker jeg mig, og så får han bare sin vilje uden sværdslag (det ærgrer mig altid bagefter), men det er sket et par gange, at jeg har hidset mig op. I de tilfælde har jeg desværre fået sagt noget, jeg fortryder bagefter. Konklusion: Jeg har det svært med autoriteter. Uanset hvad jeg gør, så ender det galt.

Overbevisning: Der er ikke tid til hygge, hvis vi skal nå noget.

Jeg er ikke den tålmodige type. Jeg synes, de fleste ting kan nås meget hurtigere, end vi normalt når dem i vores afdeling. Vores afdelingsmøder er fx en pestilens, fordi de er så lange og langsomme. Jeg kan mærke allerede på vej ind til møderne (hver eneste uge), at jeg er ved at miste tålmodigheden. Min krop vibrerer næsten. På de fleste møder presser jeg hele tiden tempoet i vejret. Mine kolleger hader mig for det (de siger, jeg ikke lytter), men vi når tingene meget hurtigere (sådan som jeg havde forudsagt). Nogle gange lader jeg være, og så går tiden bare med ingenting. Hvis jeg ikke holder tempoet, så sker der ingenting. Konklusion: Der er ikke tid til hygge – det er godt, jeg holder tempoet oppe.

Overbevisning: Det skal være perfekt og gennemtænkt, når jeg siger noget.

Det irriterer mig grænseløst, når de andre i afdelingen bare sidder og ævler løs til møderne uden at have tænkt sig ordentligt om og bare sidder og leger hanekamp, og det irriterer mig, at jeg næsten aldrig når at komme med mine input. Forleden fik jeg så alligevel taget ordet og kom på banen, men der var ingen, der forstod det, og der blev så bare talt hen over hovedet på mig igen. Konklusion: Det skal være perfekt og bedre gennemtænkt, når jeg siger noget.

Bevidst eller ubevidst får vi igen og igen bekræftet, at vores grundlæggende overbevisninger om verden og os selv er rigtige.

Øvelse

Kig nærmere på et par af dine begrænsende og selvforstærkende

overbevisninger. Skriv dem ned ud fra følgende punkter:

Jeg tænker (min overbevisning):

Det får mig til at mærke/føle:

Det påvirker min adfærd sådan, at jeg:

Så resultatet bliver:

Det er også sådan, at vi reelt ikke opdager, når vores overbevisninger ikke bliver bekræftet. Selvom det sker, tillægger vi det ikke betydning – for der er jo alle de andre gange, hvor overbevisningen blev bekræftet til overflod. De er de gange, vi husker. De er de tilfælde, vi hager os fast i. Også selvom det er længe siden. Også selvom vi reelt mange gange oplever, at vores overbevisninger ikke bliver bekræftet. De har fået et eget liv, og der er en tryghed i det kendte. Ofte vil vi hellere have et kendt helvede end noget ukendt. Det er også en af årsagerne til, at vi kontinuerligt sørger for at bekræfte vores allerede indtagne overbevisninger. Tryghed. Også selvom vores overbevisninger reelt ikke er gode for os.

Meditation

Find et æble, en banan, en vindrue eller eventuelt en kiks. Sæt dig til rette og slap af. Luk eventuelt øjnene i nogle minutter. Hold dit æble i hænderne/mellem fingrene. Sid og mærk et stykke tid.

Kig nu på æblet. Kig afslappet, men koncentreret. Mærk duften af æblet. Brug nogle minutter på at sanse æblet, så at sige.

Tag helt, helt langsomt en bid af æblet. Virkelig langsomt. Mærk æblets konsistens. Mærk dine tænder i æblet. Smag på æblet. Mærk æblets konsistens, mens du tygger det. Spis æblet så langsomt, du overhovedet kan. Giv dig rigtig, rigtig god tid.

Vores overbevisninger præger oven i købet vores oplevelser på forhånd, fordi de får os til at have forventninger på forhånd. Når en politiker toner frem på skærmen, vil folk, der sædvanligvis er enige med hende, automatisk høre og opleve hende i et mere positivt lys end folk, der normalt er uenige med hende. Hvis to mennesker følges til en koncert med den enes yndlingsband, vil de opleve koncerten meget forskelligt, fordi bandet for den anden blot er ”endnu et band”. Et skridt nærmere et stærkt indre lederskab er med andre ord at begynde at tage brydetag med og ændre på alle de automatiske reaktioner, vi lader tage styringen af vores liv. Inden vi gør det, så lad os kigge på, hvor vigtige vores overbevisninger reelt er.

Du skaber selv din virkelighed

Vores overbevisninger er reelt en levende drøm – nemlig vores virkelighed. Med andre overbevisninger ville vores virkelighed se anderledes ud. Vi lever vores liv igennem, eller ud fra, vores overbevisninger. De er det filter, vi sender alt igennem. Hvis vi ikke er nærværende og bevidste om det, så lever de vores liv for os. Det kan beskrives som søvngængeri.

Vores kraft er helt og aldeles afhængig af vores overbevisninger! Hvis vi ikke tror på os selv, hvis vi ikke tror, det kan lade sig gøre, hvis vi ikke tror, det er muligt for os, og hvis vi slet ikke ser det som en mulighed – så er det så som så med vores kraft.

Øvelse

Ofte viser vores grundlæggende overbevisninger sig, når vi kommer under pres. Der kan vi ikke lyve for os selv. Tænk tilbage på et par situationer, hvor du var presset. Hvordan reagerede du fx, sidst du fik kritik af din chef, medarbejder eller partner? Hvordan påvirkede det dig, sidst du var ved at løbe tør for penge?

Se også tilbage på et par af de større kritiske oplevelser i dit liv. Det er ofte i forbindelse med kriser, vi danner stærke overbevisninger. Hvad besluttede du, da du blev afvist af din elskede, afskediget eller skilt? Hvad besluttede du, dengang du ikke fik den kontakt med dine forældre, du søgte? Hvad besluttede du, da dine børn valgte dig fra? Hvad besluttede du, dengang du havde brug for hjælp, men ingen af vennerne var der for dig?

Hvilke overbevisninger har på baggrund af de begivenheder siden hen gjort dig tryg? Hvordan har du fundet styrke? Er det overbevisninger, der reelt er gode for dig – åbner de dit liv mod glæde og lyst eller det modsatte?

Det er ikke begivenhederne i vores liv, der afgør kvaliteten af vores liv – det er den betydning, vi selv giver begivenhederne, der afgør kvaliteten. Vil du have et kraftfuldt liv, kræver det, at du konsekvent tager ansvar og lever dit liv som kriger. Hele tiden. Det betyder, at du fra nu af skal tage ansvar for alt, hvad der optræder i dit liv – du har ansvar for rodet, du har ansvar for den akavede relation til din chef, du har ansvaret for det lidt kølige parforhold, du har ansvaret for din økonomiske situation, du har ansvaret. Punktum. Med andre ord: Alt, hvad du har, er og kan lige nu, er et resultat af dine tanker.

Nærværende og kraftfulde mennesker responderer ikke ubevidst på deres oplevelser. De lader ikke de ydre omstændigheder diktere, hvordan de skal have det, eller hvordan de skal agere. Nærværende mennesker responderer på, hvad der gør dem glade, gør dem nærværende, gør dem stærke – lige meget hvad de ydre omstændigheder ellers består af. Nærværende mennesker lever indefra og ud.

Og nærværende mennesker vil opleve, at mirakler eksisterer. For efterhånden begynder omstændighederne – selve livet – at indrette sig efter deres indre liv og deres model af verden. De begynder at manifestere det, de har indeni. Den ydre verden er reelt det, du beder den om at være ved at tænke, som du gør. Tænk på negative ting. Tal om negative ting, tal om det, du ikke vil have, det, du vil undgå – og du får mere af det. Om du kan lide det eller ej, så er det virkeligheden. Nærværende mennesker tænker og taler derfor om de ting, der støtter dem, udvikler dem og bringer dem glæde. Hvis du tror, du er på vej et andet sted hen end den retning, dine tanker og ord sender dig i – så er svaret nej. Det er ikke tilfældet. Dine tanker lige nu er ved at manifestere din fremtid.

Bekræftelser

Vores indre virkelighed manifesterer sig for øjnene af os. Hver dag. Du skal derfor hele tiden huske på, at dine tanker bliver din virkelighed, og på, at dine ord og handlinger er budbringerne.

Det er gentagelsen af en bekræftelse,
der ender som en holdning,
og når holdningen udvikler sig til en grundlæggende
overbevisning, så skabes livet.
CLAUDE BRISTOL

Alting skabes så at sige to gange. Først i tanken – derefter i handlingen. Ord og handlinger er afhængige af tanken. Så det er ikke ligegyldigt, hvad du går rundt og siger til dig selv. Det, du tænker lige nu, er med til at skabe din fysiske virkelighed i morgen. Og dine ord er handling i sig selv. Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt? Er livet hårdt eller en spændende rejse? Er dit parforhold dødssygt eller udfordrende? Er dit job kedeligt eller et interessant trin på vejen? Dine ord bliver til virkelighed, så hvad er det, du går og siger til dig selv hver dag? Tænker du i fejl, mangler og begrænsninger eller i succeser og muligheder? Tænker og taler du dig selv og andre op – eller bidrager du til en negativ energi? Hvordan bekræfter du dig selv? Hvor tit fortæller du dig selv, at du er dum, tyk, doven, uduelig, mærkelig, grim, håbløs, uelskelig etc.? Tænk sådan hver dag; fortæl dig selv hver dag, at det er sandheden – og det vil blive sandheden.

Mennesker med nærvær tænker og taler ud fra et positivt, optimistisk og mulighedsorienteret verdensbillede. De ved, at deres tanker og ord manifesterer sig og bliver til virkelighed. Det er en selvforstærkende energi. Tænk og tal positivt, og din virkelighed vil blive derefter. Det her rækker også ind i det at tage ansvar. Tag for eksempel noget så konkret som modalverber (bør, skal, må mv.). Når vi bruger dem, taler vi til os selv som ofre. Eksemplerne er endeløse:

Offer	Kriger
Sådan er jeg bare	Sådan vælger jeg at være
Jeg må …	Jeg foretrækker …
Jeg er nødt til …	Jeg vælger …
Jeg skal …	Jeg vælger …
Hvis bare …	Jeg vil …
Hvorfor sker det her?	Hvad kan løsningen være?
Jeg føler altså …	Jeg reagerer bevidst …

Det, du på den måde siger til dig selv, er: ”Jeg er ikke ansvarlig for mit liv”. Når du tænker og taler i modalverber (jeg skal, må, bør … etc.), fjerner du din kraft. Bliv bevidst om det, lyt til dig selv, og stop det. Der er en verden til forskel på at tænke i ”jeg vil” (kriger) eller ”jeg bør” (offer).

Du skal sætte spørgsmålstegn ved din indre stemme: ”Hvad er grunden til, at jeg ’er nødt til’ …? Hvad sker der egentlig, hvis jeg ikke gør, hvad jeg ’burde’…?” Begynd med at stille den slags spørgsmål, når du fanger dig selv i at bruge modalverber. Hen ad vejen har vi hver især fået opbygget en række ord, spørgsmål, holdninger og overbevisninger, der fortæller os, hvordan vi selv, andre mennesker og verden er. Og vi er som sagt derudover blevet præget dybt af mange af de overbevisninger, som samfundet og kulturen er bygget på – og med tiden har vi overtaget dem.

Øvelse

Skriv dine negative bekræftelser ned på et stykke papir. Find ud af, hvilke dårlige ting du går rundt og fortæller dig selv. Er det for eksempel: Jeg er dum. Jeg er utålmodig. Jeg er usexet. Jeg er ikke værd at elske. Jeg er klodset. Jeg glemmer alting. Jeg har ingen viljestyrke. Jeg er doven. Jeg kan ikke åbne mig for fremmede mennesker. Jeg er ikke lige så god som de andre. Jeg kan ikke tale om mine svagheder. Jeg får aldrig mit drømmejob. Jeg er ikke en lønforhøjelse værd.

Se på dine negative bekræftelser. Tænk på, at du har været med til at gøre de ting til noget, der minder om sandheden, fordi du har gentaget dem så mange gange. Måske kan du forestille dig aldrig mere at fortælle dig selv de ting igen. Forpligt dig selv til at holde op med at fortælle dig de ting. Fra i dag er det slut med negative bekræftelser. Hver eneste gang du fanger dig selv i at sige de ting, så ryst på hovedet, smil for dig selv, og sig: ”Det er ikke mig. Jeg er god nok!” Hver evig eneste gang!

Skriv de positive versioner af dine negative bekræftelser, som du skrev ned før: Jeg er intelligent. Jeg har stor tålmodighed. Jeg er sexet. Jeg er fingernem. Jeg er værd at elske. Jeg har en god hukommelse. Jeg er viljestærk. Jeg er aktiv. Jeg kan åbne mig for fremmede mennesker – hvis jeg vil. Jeg er lige så god som enhver anden. Jeg kan frit tale om mine svagheder – hvis jeg vil. Gentag de bekræftelser for dig selv igen og igen – især når du fanger dig i at bekræfte dig selv negativt. Skriv flere positive bekræftelser.

Der er utrolig mange ting, du kan bekræfte dig selv konstruktivt med. Start din dag med en række positive bekræftelser, og afslut på samme måde. Sæt små sedler med positive bekræftelser op rundt omkring i dit hjem. ”Jeg er o.k.” på spejlet. ”Jeg er værd at elske” ved dit klædeskab. ”Jeg er viljefast” ved hoveddøren. ”Jeg er disciplineret” på computerskærmen. Gør det samme på arbejdet – og hvis kollegerne griner, smiler du til dem: Jeg elsker mit arbejde. Jeg udvikler mig på arbejdet. Jeg gør mit arbejde perfekt. Gentag dine positive bekræftelser for dig selv hele tiden – morgen, middag og aften. I sengen. I bussen. I biografen. Alting skabes to gange. Tænk det – og dine ord og handlinger følger efter. Og på den måde ændrer du din virkelighed.

Som menneske er du både i stand til at skabe et succesfuldt liv og ødelægge det totalt. Du har ansvaret. Det gælder om at rette din opmærksomhed mod det, du får mest ud af. Det gælder om ikke at generalisere ud fra negative oplevelser. Det gælder om at bekræfte dig selv positivt. Giv dig selv styrke ved at rense ud i dine negative bekræftelser. Ved at fylde dit liv med positive bekræftelser tager du et kæmpeskridt hen imod dine mål.

Meditation

Sæt dig med ret ryg og ånd ud. Slap af. Giv dig selv god tid til at lade dit indre tempo sænke sig. Lad din opmærksomhed følge dit åndedræt – indånding og udånding. Stille og roligt. Tag dig god tid. Når du opdager, at din opmærksomhed har bevæget sig væk fra dit åndedræt, så vend blot tilbage – indånding og udånding.

Forestil dig, at du på din indånding trækker dine negative bekræftelser sammen og på din udånding sætter dem fri som positive bekræftelser. Forestil dig, at dit hjerte simpelthen renser og lutrer det negative, så der efter indåndingen kun er positivt, du kan puste ud i verden.

Her kommer en opskrift på positive bekræftelser:

Første skridt er, at du begynder at bekræfte positive ting over for dig selv i nutid. Ikke noget med: ”Jeg vil gerne snart sige fra, når min partner eller kollega er urimelig”. En positiv bekræftelse hedder: ”Jeg siger fra, når min partner eller kollega er urimelig”.

Andet skridt er, at du tænker positivt. Det her handler jo om positive bekræftelser. En negativ bekræftelse er fx: ”Jeg vil ikke længere acceptere at blive afbrudt”. Her er du inde i et negativt tankemønster. På den måde vinder du ingen kampe. Dine positive bekræftelser indeholder derfor ikke benægtelser som for eksempel ”ikke” og ”uden”.

Tredje skridt er at formulere dine bekræftelser med kraft over for dig selv. Kog dem ind til benet, så de fremstår med klarhed og kraft: ”Jeg taler færdig, når jeg har ordet”.

Fjerde skridt er at tage dine bekræftelser alvorligt. Hvis dine bekræftelser udvikler sig til tomme ord, du bare hører dig selv sige, er du godt i gang med at skære benene af dig selv. Dine er bekræftelser er ikke kun ord. De er overbevisninger, du henter inde fra dig selv. Tag det fulde ansvar for dem.

Femte skridt er at droppe din tvivl. Måske vil du i begyndelsen føle dig noget på udebane, når du bekræfter dig selv og dit liv positivt hver eneste dag. Måske kan du ikke lade være med at tvivle lidt på dig selv. Det kan vi næsten ikke undgå, fordi vi i årevis har tænkt negativt. Hele det her projekt kræver tålmodighed. Nogle gange vil du oven i købet føle det, som om du gør tilbageskridt. Det gør du måske også, men det er kun naturligt. Husk at elske dig selv især i de perioder.

Sjette skridt er at lade være med at bekymre dig om, hvordan du får din bekræftelse realiseret. Lad også være med at tænke på, hvad der tidligere er gået galt i dit liv. Lad alting være, som det er, så din fortid ikke kan komme snigende med giften, der dræber din fremtid.

Syvende skridt er at skrive dine bekræftelser ned. Giv dig selv den opgave at skrive dine bekræftelser ned i den kommende måned. Hver dag bruger du fem minutter på at skrive dine fem vigtigste bekræftelser ned. Når du skriver dine bekræftelser ned, er de allerede blevet mere håndgribelige end tidligere. Før var de kun i dine tanker – nu kan du røre ved dem på papiret. Dine tanker er blevet til fysisk virkelighed.

Tag ansvar for dine følelser

Vores følelser er et blødt punkt hos de fleste af os. Én ting er at være ansvarlig, når vi besidder det kølige overblik; det er noget helt andet, når vi fyldes af følelser, der slører udsynet. Uden nærvær er det ikke kun vores tanker (fx generaliseringer og udeladelser), der (mis)farver vores ord og handlinger; vores følelser får på samme måde en stor magt over vores ageren. Vi kender alle til at træffe beslutninger i følelsesmæssige situationer, der ikke helt giver mening dagen efter; og til at sige og gøre ting motiveret af følelsestilstanden, som vi ikke helt kan stå inde for bagefter. Det værste er, at den slags sjældent kun går ud over os selv. Det har også konsekvenser for andre.

Det er vores ansvar, ikke os selv, vi skal tage seriøst.
PETER USTINOV

Her kommer en række måder, du undgår at tage ansvar for dine følelser på:

Projektion

”Det er da dig, der er usikker, angst, jaloux eller vred. Ikke mig.” Når vi ikke kan rumme vores egne følelser, så letter det at projicere dem over på andre. Ved at overføre de følelser, du ikke selv kan acceptere/håndtere, til andre kan du bilde dig selv ind, at du ikke selv har de følelser. Hvornår har du sidst projiceret dine følelser over på en anden?

Forskydning

Hvis man er presset eller har problemet et sted, hvor man ikke lige får sagt fra, så sker det ofte, at man kommer af med reaktionen et andet sted. Fx kan vreden over, at ens chef igen negligerede ens argumenter, forskydes til at gå ud over partneren derhjemme. Hvornår har du sidst forskudt dine følelser?

Fortrængning

”Jeg er da ikke vred, skuffet, sur, irriteret eller jaloux”. De følelser, vi ikke vil kendes ved, har vi det ofte med at fortrænge. Simpelthen ignorere dem og gemme dem væk (at de stadig lever i vores system og æder megen energi, vælger vi at fortrænge). Hvornår har du sidst fortrængt en følelse?

Fornægtelse

Virkeligheden er nogle gange for meget i en grad, så man ikke kan se den i øjnene. Så ligger det lige for at fornægte den. Ganske enkelt tolke den på en meget subjektiv måde, der gør, at den er til at leve med. Hvornår har du sidst fornægtet dine følelser?

Vores svar på livets udfordringer bidrager ofte mere til problemerne end til deres løsning. Vi har den overbevisning, at vi ved at blive mere og mere bevidste i højere grad med åbne øjne kan træffe ansvarsfulde beslutninger, forstået på den måde, at vi ved bevidst indsats kan tage ansvaret for vores eget liv frem for at overlade det til omstændighederne og andre mennesker. Som den franske filosof Jean-Paul Sartre sagde det, så er det moderne menneske dømt til at vælge sit eget liv (nu da traditioner, Gud og gamle hierarkier er afgået ved døden).

Vi træffer store valg og små valg. Nogle valg er lette, andre svære. Nogle har kun en lille betydning for vores liv, andre ændrer vores liv. Lige så almindeligt det er at vælge, lige så almindeligt er det desværre ikke at lægge voldsomt meget i det. Den ene dag tager den anden, jobbet skal passes, børnene i skole etc. Det er utrolig let at synke ned i en overbevisning om, at det enkelte valg ikke betyder så meget i den større helhed. Det gælder måske også dig? Det er dog sådan, at alle valg har betydning for dit liv. Hvis du ikke umiddelbart kan se resultatet på overfladen, så kommer det senere, og hvis det er ikke er til at se udenpå, så kan du mærke konsekvenserne indeni. Hvis du vil have ændringer i dit liv, må du træffe anderledes valg, end du hidtil har truffet!

Alligevel bliver mange af os ved med at vælge, som vi plejer, pga. angst, dovenskab, vaner, bekvemmelighed og generelt manglende bevidsthed. Hører du til dem, der gerne vil have forandring, men som ikke vil ændre på noget, når det kommer til stykket? Det ansvar, den beslutning, det valg kan du tage, hvis du vil – og du kan tage det lige nu, og du kan gøre det i forhold til alt og alle situationer. Meget få mennesker tager faktisk det ansvar, vi snakker om her. Det skal du vide. Men det skal ikke forhindre dig.

Øvelse

På hvilke områder af dit liv tager du ikke ansvar? I forhold til hvilke mennesker tager du ikke ansvar? Tillad dig selv at svare helt impulsivt.

Hvis du vælger det standpunkt, at du har ansvaret for dit liv, så vil dit liv begynde at tage en anden drejning. Du vil meget hurtigt få en følelse af at have hånden på rattet og ikke være bagsædepassager. Den følelse giver et kick! Du får ikke færre problemer og udfordringer – måske tværtimod – men du ved, at du kan gøre noget, og den viden, det valg, er dit ståsted.

Ansvarlighed er prisen for storhed.
WINSTON CHURCHILL