Om forfatterne

Bo Heimann hjælper som selvstændig konsulent individer, team og organisationer til større nærvær, bedre ledelse, styrket samarbejde og klar kommunikation. Han tror på, at vi som individer og især i fællesskaber har uanede muligheder for at udvikle og frigøre energi og ressourcer, og arbejder ud fra anerkendende, systemiske og narrative perspektiver med fokus på konkrete løsninger og handlinger ud fra devisen om, at hvis de nuværende løsninger ikke virker tilfredsstillende, så skal der tænkes, fortælles og gøres noget andet og nyt. Bo er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, og er pt. i gang med en MA i Ledelses- og Organisationspsykologi ved Aalborg Universitet. Derudover har han supplerende uddannelser i NLP, psykoterapi og systemisk proceskonsultation. Han er igennem årene blevet inspireret af visdom fra blandt andet yogatraditionen, buddhismen og de nordamerikanske indianere, samt af direkte undervisning fra Stuart Wilde, Eckhart Tolle, Gangaji og Jes Bertelsen. www.boheimann.com

Ivan Fruergaards baggrund vidner om en tid som billedkunstner, direktør for international kursusvirksomhed og seniorkonsulent i et førende dansk konsulenthus. Ivan har deltaget i mange forskellige slags uddannelsesforløb – spændende fra personlige intensive retreats på Hawaii og salgstræning i USA til coachinguddannelser i London. Han har de sidste 15 år arbejdet med coaching, personlig udvikling og lederudvikling og igennem tiden undervist mere end 3.000 mennesker. Ivan beskæftiger sig nu som selvstændig konsulent med leder- og medarbejderudvikling, coaching og meditation samt kurser i kommunikation og adfærdstræning. Ivan er især inspireret af Byron Katie, Werner Erhard og Eckhart Tolle. www.choiceconsulting.dk