Kapitel 1

 

Kære dagbog,

 

Jeg er så bange.

Hjertet hamrer, jeg er tør i munden og mine hænder dirrer. Jeg har været ude for så meget forskelligt og er sluppet levende fra det: vampyrer, varulve, fantomer – skabninger hvis eksistens jeg aldrig havde troet på. Alligevel er jeg nu mere rædselsslagen end nogen sinde. Hvorfor?

Simpelt hen fordi jeg skal flytte hjemmefra.

Og det er selvfølgelig fuldstændig tåbeligt. Man kan dårligt sige at der er tale om at flytte. Jeg skal begynde på college, og det ligger kun en halv times kørsel fra det hus hvor jeg har boet siden jeg blev født.

Nej, ikke tale om at jeg begynder at græde igen. Der er slet ingen grund til det. Jeg skal jo dele værelse med Bonnie og Meredith, mine to bedste venner i hele verden. Og i den samme bygning, kun et par etager væk, flytter min elskede Stefan ind, og den tredje af mine bedste venner, Matt, skal bo lige ovre på den anden side af campus. Ikke engang Damon kommer jeg til at undvære. Han flytter ind i en lejlighed i den nærliggende by.

Mon ikke de fleste ville sige at den eneste måde at få det mere hjemligt på er at blive i huset i Fell's Church? Jeg er et værre tudehoved, men det er altså svært. Jeg har på en måde lige fået mit hjem tilbage igen – og min familie – efter en lang periode hvor jeg troede at jeg havde mistet begge dele for altid. Og netop som jeg har sat foden inden for døren, er jeg på vej ud igen.

Noget af min ængstelse skyldes måske også at de her sidste uger af sommeren har været så dejlige. Tre skønne uger hvor alting var fredeligt og vi kunne tillade os at nyde livet fuldt ud og glemme alt om kitsunier, Mørkets Dimension, jalousifantomet og alt det andet vi har haft at kæmpe med. Vi har været på skovture og weekendudflugter med telt, og på nogle lige så spændende shoppingture – i hvert fald for os piger – i forskellige indkøbscentre. Vi fik også besøgt et stort sommermarked hvor Matt vandt en flot og meget naturtro tigerbamse til Bonnie og blev glorød i hovedet da hun hvinende af begejstring kastede sig om halsen på ham. Vi var selvfølgelig en tur i ballongyngen, og Stefan og jeg kyssede hinanden fuldstændig som et ganske almindeligt kærestepar da vores gondol standsede i øverste position.

Vi var så glade. Alting føltes så dejligt normalt på en måde jeg allerede da var bange for vi aldrig ville komme til at opleve igen.

Jeg tror det er den frygt der stadig sidder i mig – og at den er vokset i mellemtiden. Jeg kan ikke få mig selv til at tro på at freden varer ved. Jeg venter hvert øjeblik at se mørkets skabninger vise deres hæslige ansigter frem.

Jeg tænker hele tiden på en linje fra et digt som vi gennemgik i skolen sidste efterår. Jeg kan ikke huske den ordret, men det den fortalte læseren var 'at intet godt varer ved'.

Og jeg tror at det er rigtigt. I hvert fald for mit vedkommende.

Damon ...

 

Hun blev distraheret af lyden af fodtrin i korridoren nedenunder, holdt op med at skrive og kiggede på de sidste få flyttekasser der stod og ventede på gulvet. Det måtte være Stefan og Damon der kom for at hente hende.

Men hun ville have afsluttet dagbogsnotatet, skaffe sig en smule luft for de bekymringer hun ikke havde været i stand til at ryste helt af sig gennem de tre glade uger. Hun skrev videre så hurtigt hun kunne for at få det hele ned på papiret inden hun forlod værelset.

 

Damon har forandret sig. Lige siden vi besejrede jalousifantomet har han været ... venligere, mere blid. Ikke kun over for mig og Bonnie, som han altid har haft en svaghed for, men også over for Matt og Meredith. Han kan stadig være utrolig irriterende og uforudsigelig – ellers ville han ikke være Damon – men den grusomhed man af og til så skinne igennem hos ham er helt forsvundet.

Han og Stefan lader til at være kommet til en forståelse. De ved at jeg elsker dem begge højt, og de konkurrerer ikke længere om min kærlighed. De har lagt jalousien fra sig. De virker meget tæt knyttede nu, på en måde som jeg aldrig har set før – som ægte brødre. Vi er nået frem til en balance mellem os, og den har holdt sig hele den sidste del af sommeren. Og nu er jeg selvfølgelig bange for at bare en ganske lille fejltagelse fra min side skal ødelægge alting, så det igen bliver som med deres første kærlighed, Katherine. Hvis det fjendskab der herskede mellem dem på grund af hende bryder frem igen, er jeg sikker på at vi mister Damon for altid.

 

„Elena!“ lød tante Judiths utålmodige stemme nedefra.

„Er på vej!“ svarede Elena og skyndte sig med at få de sidste sætninger skrevet ind i dagbogen.

 

Men selvfølgelig er det muligt at mit nye liv bliver netop så dejligt som jeg drømmer om. Måske finder jeg alt hvad jeg har ledt efter. Jeg kan ikke blive ved at klynge mig til skoletiden i Fell's Church eller til det liv jeg har haft herhjemme. Og hvem ved? Måske har forfatteren til det digt taget fejl.

 

„Elena! De er klar til at tage af sted!“

Tante Judith lød helt afgjort stresset nu. Situationen passede hende ikke. Hun havde selv ønsket at køre Elena til Dalcrest, men Elena vidste at hun ikke kunne sige farvel til sin familie uden at komme til at græde, og derfor havde hun bedt Stefan og Damon om at klare transporten i stedet for. Hun foretrak at få tårerne overstået herhjemme i stedet for at stå og græde øjnene ud af hovedet på Dalcrests campus. Efter at hun havde truffet beslutningen om at følges med Stefan og Damon, havde tante Judith ustandselig vimset omkring hende og gang på gang kontrolleret om hun nu også havde fået alt pakket ned. Hun ville sikre sig at Elena fik den perfekte start på sin collegetilværelse, selv om hun ikke var der til at overvåge det. Elena vidste at det alt sammen skete i den bedste mening, men derfor var det alligevel svært at bevare tålmodigheden.

Hun lukkede dagbogen i det blå fløjlsbind og stak den ned i en af flyttekasserne. Derefter rejste hun sig og gik hen til døren, men før hun åbnede den, vendte hun sig og så sig om i værelset en sidste gang.

Det virkede så tomt nu hvor hendes yndlingsplakater var taget ned fra væggene og halvdelen af bøgerne manglede i bogreolen. Der hang kun en smule tøj tilbage i klædeskabet. Kommoden var også næsten tømt. Møblerne stod hvor de altid havde stået, men nu hvor alle hendes personlige ejendele var pakket ned, var det som at stå og se på et halvtrist hotelværelse. Hun kunne ikke finde nogen som helst lighed med den hyggelige lille rede der hørte hendes barndom og første teenageår til.

Så meget var sket her. Elena huskede hvordan hun havde siddet sammen med sin far på vinduesbænken og kigget ud eller lyttet mens han læste højt for hende. Hun og Bonnie og Meredith – og Caroline som havde hørt til den nærmeste vennekreds dengang – havde tilbragt utallige aftener i dette værelse med at udveksle hemmeligheder, læse lektier, klæde sig på til skoleballer eller bare hygge sig i al almindelighed. Det var her Stefan havde kysset hende første gang en tidlig morgen, for derefter at forsvinde som et forsinket lyn da tante Judith kom op for at vække hende. Hun huskede tydeligt Damons selvsikre, triumferende smil da hun første gang inviterede ham indenfor, noget der nu føltes som om det lå en million år tilbage. Og så var der den stormende glæde hun havde oplevet for ikke så længe siden, den nat hvor han pludselig dukkede op efter at de alle i lang tid havde troet ham død.

Der blev banket kort på døren, og derefter svingede den op. Stefan stod på tærsklen og betragtede hende.

„Klar?“ spurgte han. „Din tante er lidt bekymret. Hun er helt sikker på at du ikke når at få pakket ud inden velkomstceremonien, hvis vi ikke snart kommer af sted.“

Elena lagde armene om ham. Han duftede af dugfrisk skov, og hun lagde hovedet mod hans skulder.

„Jeg er på vej,“ sagde hun. „Det er bare svært at sige farvel. Alt virker så forandret.“

Stefan kyssede hende og lod en finger glide langs hendes underlæbe. „Jeg ved det,“ sagde han. „Du får et par minutter til, mens jeg bærer flyttekasserne ned. Tante Judith falder måske en smule til ro når hun ser bilen læsset færdig.“

„Okay. Jeg er der om lidt.“

Stefan gik med flyttekasserne, og Elena sukkede og så sig om endnu en gang. De blå, blomstrede gardiner som moderen havde syet da Elena var ni år gammel hang stadig for vinduerne. Hun huskede tydeligt hvordan moderen havde omfavnet hende med tårer i øjnene den dag hun meddelte at nu var hun for stor til Peter Plys gardiner.

Mindet kaldte tårer frem i Elenas øjne, og hun strøg håret tilbage bag ørerne, noget hendes mor havde gjort hver gang hun tænkte over noget. Elena havde været så lille da forældrene døde. Hvis hendes mor stadig havde levet, kunne de have været veninder nu, ligestillede, ikke kun mor og datter.

Hendes forældre havde også gået på Dalcrest. Det var dér de havde mødt hinanden. Et af billederne på klaveret nedenunder var fra deres dimissionsfest. De stod iført kåber og huer på den solbeskinnede græsplæne foran Dalcrests biblioteksbygning, begge leende af fuld hals og utroligt unge.

Elena håbede at årene på Dalcrest ville bringe hende nærmere forældrene, sætte hende i stand til at danne sig et indtryk af hvordan de havde været som mennesker, ikke bare som den mor og far hun havde kendt da hun var lille. Hun forestillede sig at hun kunne opleve en slags åndeligt gensyn med dem mellem Dalcrests nyklassicistiske bygninger.

Hun efterlod ikke sin familie, men bevægede sig frem mod den.

Elena tog sig sammen, slukkede lyset og forlod værelset. Døren blev lukket med et lille, bestemt smæld.

I forstuen nedenunder ventede tante Judith sammen med sin mand, Robert, og Elenas fem år gamle lillesøster, Margaret. Tante Judith havde svært ved at holde sig i ro. Hendes hænder var i uafbrudt bevægelse. Hun gned dem mod hinanden, strøg sig gennem håret, famlede ved sine øreringe.

„Er du sikker på at du har fået det hele med?“ spurgte hun da Elena nåede ned for foden af trappen. Hun rynkede panden. „Der er så meget at huske.“

Tantens åbenlyse nervøsitet gjorde det lettere for Elena at bære over med hende. Hun smilede beroligende og omfavnede hende. Tante Judith knugede hende ind til sig og snøftede.

„Jeg kommer til at savne dig frygteligt,“ sagde hun.

„Det bliver også svært for mig at undvære jer,“ sagde Elena og måtte bide munden sammen et øjeblik for at få styr på stemmen. Hun gav en lille, usikker latter fra sig. „Men I ser mig snart igen. Hvis jeg har glemt noget, eller får for meget hjemve, kan jeg altid komme hjem en weekend. Jeg behøver ikke vente helt til Thanksgiving.“

Ved siden af dem flyttede Robert vægten fra den ene fod til den anden og rømmede sig. Elena slap sin tante og vendte sig om mod ham.

„Jeg ved at nybagte studerende har en masse udgifter,“ sagde han. „Vi har oprettet en konto til dig i studenternes indkøbscenter, så du behøver ikke gøre dig bekymringer i den retning, men der opstår jo altid uforudsete udgifter ...“ Han tog sin tegnebog frem og gav Elena en håndfuld sedler. „Bare for alle tilfældes skyld.“

„Tak,“ sagde Elena rørt og en anelse forlegen. „Men det er altså alt for meget.“

Han klappede hende kejtet på skulderen. „Vi vil være helt sikre på at du ikke mangler noget,“ sagde han bestemt.

Elena smilede taknemmeligt til ham og foldede sedlerne sammen og stak dem i lommen.

Margaret stod ved siden af Robert med bøjet hoved og stirrede stædigt ned på sine sko. Elena knælede ned foran hende og tog hendes hænder i sine.

„Margaret?“ sagde hun stilfærdigt.

Margaret løftede langsomt hovedet og så hende ind i øjnene. Hun klemte munden sammen til en smal streg og rystede på hovedet.

„Jeg kommer til at savne dig noget så forfærdeligt,“ sagde Elena, og hendes øjne fyldtes med tårer igen idet hun trak hende ind til sig. Hun lagde kinden mod lillesøsterens silkebløde hår. „Men jeg kommer igen senest til Thanksgiving, og måske kan du komme og besøge mig på campus, så jeg kan vise min lillesøster frem for alle mine nye venner.“

Margaret snøftede. „Jeg vil ikke have at du rejser,“ næsten hviskede hun. „Du rejser altid.“

„Men jeg kommer altid tilbage igen, ikke?“ sagde Elena og strøg hende over håret.

Der gik en lille gysen igennem hende ved synet af udtrykket i Margarets øjne, og hun spurgte igen sig selv hvor meget lillesøsteren egentlig huskede af de virkelige begivenheder i Fell's Church i løbet af det sidste år. Vogterne havde lovet at ændre alles hukommelse, så ingen huskede de mørke måneder hvor vampyrer, varulve og kitsunier havde været meget tæt på at udslette byen og dens beboere, og hvor Elena selv var blevet dræbt og var vendt tilbage fra de døde igen, men der lod til at være undtagelser. Caleb Smallwood havde husket brudstykker af det der var foregået, og noget tydede på at også Margaret huskede mere end godt var.

„Nu må I vist hellere komme af sted, Elena,“ sagde tante Judith grødet.

Elena gav Margaret et sidste knus, rejste sig og tog sin velfyldte rejsetaske. „Ja, det må vi vel,“ sagde hun. „Jeg ringer i aften og fortæller hvordan det er gået.“

Tante Judith nikkede, og Elena gav hende et hurtigt kys på kinden inden hun tørrede øjnene og åbnede hoveddøren.

Udenfor strålede solen så klart at hun måtte knibe øjnene næsten helt sammen. Damon og Stefan stod og ventede ved den lille lastbil som Stefan havde lejet, og hvor hendes og deres bagage var stuvet ind under ladets presenning. Da hun gik ned ad verandatrappen, så de begge op og smilede til hende.

Åh. De var så smukke at synet af dem selv nu, efter at hun havde kendt dem så lang tid, stadig kunne tage vejret fra hende. Stefan, hendes elskede Stefan med de lysende grønne øjne og ansigtet med de klassiske træk.

Og Damon – Damon med den skære, blege hud, de fløjlssorte øjne og det silkeblanke hår, graciøs og dødbringende på samme tid. Hans strålende smil fik noget i hende til at strække sig og begynde at spinde som en panter der får øje på sin mage.

Begge par øjne var fulde af hengivenhed, men den der vidste hvad man skulle se efter ville også kunne ane skyggen af den besiddertrang som de begge kæmpede med.

Salvatorebrødrene var hendes nu. Hvad skulle hun stille op med det? Tanken kaldte noget af hendes gamle uro frem igen, og hun skubbede den hurtigt fra sig, slappede bevidst af og smilede tilbage. Dét der skulle ske, ville ske.

„Det er på tide at komme af sted,“ sagde hun og løftede ansigtet mod solen.