Kapitel 2

 

Meredith pressede trykmåleren ned over ventilen på det venstre baghjul, aflæste målerens display og nikkede tilfreds. Dæktrykket var som det skulle være.

Trykket i de tre andre dæk var også korrekt, og bilen havde fået skiftet olie og kontrolleret køle- og bremsevæske. Batteriet var nyt og reservehjulet og donkraften i perfekt stand. Det burde hun selvfølgelig have vidst. Hendes forældre hørte ikke til dem der blev hjemme fra arbejde for at se hende tage af sted til college. De vidste at hun ikke havde brug for at blive pylret om i anledning af afskeden. I stedet havde de vist deres kærlighed ved at sørge for at alt var parat og at bilen var hundrede procent køreklar, men selvfølgelig uden at lade sig mærke med at de allerede havde kontrolleret alt. Hun skulle først opdage det når hun selv gik det igennem.

Det eneste hun havde tilbage var at sætte sig ind bag rattet og komme af sted – hvilket var netop hvad hun ikke havde spor lyst til.

„Tager du ikke med?“ sagde hun, stadig med øjnene rettet mod dæktryksmåleren. Hun bed sig i læben, utilfreds med den bedende undertone hun ikke kunne holde ude af stemmen. „Bare et par uger.“

„Du ved godt at jeg ikke kan,“ sagde Alaric og strejfede hendes ryg let med hånden. „Jeg kommer aldrig af sted igen hvis jeg følger med. Det er bedre på denne måde. Du får fred til at nyde de første uger sammen med alle de andre førsteårsstuderende. Og så kommer jeg på besøg inden længe.“

Meredith sukkede og vendte sig om mod ham. Han virkede en anelse sammenbidt, og hun kunne se at det var lige så hårdt for ham som for hende at skulle sige farvel allerede, efter de få uger de havde haft sammen oven på hans lange udlandsrejse. Hun lagde armene om ham og kyssede ham blidt.

„Det er da altid bedre end hvis jeg skulle af sted til Harvard,“ mumlede hun. „Meget nærmere.“

Ved sommerens slutning havde hun og Matt set i øjnene at de ikke kunne få sig selv til at forlade deres venner og tage af sted til de udenbys universiteter de var optaget på. De havde været gennem så meget sammen at de ikke kunne skilles. De var nødt til at blive i hinandens nærhed og beskytte hinanden.

Deres hjemby havde været meget nær ved at blive lagt i ruiner, og den var kun blevet reddet takket være Elenas afpresning af Vogterne. Det var umuligt at rejse langt væk fra Fell's Church, især fordi der stadig var fare for at andre af mørkets skabninger begyndte at hjemsøge byen, tiltrukket af de rige magiske kraftlinjer der løb sammen i et knudepunkt i områdets undergrund. Dalcrest College lå ikke længere væk end at de kunne nå tilbage på en halv times tid hvis en ny trussel mod Fell's Church dukkede op.

De var uden besvær blevet optaget på Dalcrest, og det kunne de takke Stefan for. Han havde brugt sine hypnotiske evner til at skaffe dem ind. Matt fik fornyet det tilbud om et fodboldlegat som han tidligere havde afvist til fordel for Kent State, og Meredith blev optaget som førsteårsstuderende og indkvarteret på det bedste kollegium sammen med Elena og Bonnie. For en gangs skyld havde de overnaturlige kræfter virket til fordel for dem.

Men for Meredith havde det samtidig betydet at hun måtte give afkald på drømmene om at gå på Harvard og have Alaric i sin nærhed. Det hjalp lidt at hun var klar over at de drømme under alle omstændigheder var uforenelige. Alaric ville ikke have fulgt med hende til Harvard. Det var hans faste beslutning at blive i Fell's Church for at foretage en nærmere undersøgelse af alle de overnaturlige fænomener som havde fundet sted i byens historie. Heldigvis havde Duke University anerkendt opholdet som et led i den forskning han foretog som forberedelse til sin doktordisputats om det paranormale. Det betød at han kunne slå to fluer med ét smæk – forske og samtidig holde udkig efter mulige farer. Hun og han var tvunget til at tilbringe nogen tid hver for sig indtil videre, lige meget hvor hun havde valgt at tage hen, og Dalcrest lå i det mindste ikke ret langt væk.

Alaric var let solbrændt med et væld af gyldne fregner hen over næse og kindben. Deres ansigter var så tæt ved hinanden at hun kunne mærke varmen fra hans ånde.

„Hvad tænker du på?“ mumlede han.

„Dine fregner,“ sagde hun. „De er noget så smukke.“ Hun trak vejret dybt og slap ham. „Jeg elsker dig. Men nu må jeg af sted.“

Hun tog en af de kufferter der stod ved siden af bilen og anbragte den i bagagerummet.

„Jeg elsker også dig,“ sagde Alaric. Han fangede hendes hånd, knugede den ganske kort og så hende ind i øjnene. Derefter gav han slip, tog den sidste kuffert og lagde den i bagagerummet og smækkede klappen ned.

Meredith kyssede ham, hurtigt og hårdt, og skyndte sig ind bag rattet. Hun så først op på ham da hun havde lukket døren, taget sikkerhedsselen på og startet motoren.

„Farvel,“ sagde hun ud gennem det åbne sidevindue. „Jeg ringer i aften. Hver aften.“

Alaric nikkede. Han fremtvang et smil og løftede den ene hånd til afsked.

Meredith bakkede forsigtigt ud af indkørslen. Hun havde begge hænder på rattet og holdt øjnene rettet mod kørebanen mens hun trak vejret i lange, støtte drag. Hun behøvede ikke se til siden for at vide at Alaric stod midt i indkørslen og fulgte bilen med øjnene. Hun bed munden fast sammen. Hun var en Sulez. Hun var vampyrjæger og elitestudent og havde fuldstændig styr på alle situationer.

Det ville være tåbeligt at græde. Hun fik jo snart Alaric at se igen. I mellemtiden måtte hun sørge for at opføre sig som en ægte Sulez: være forberedt på hvad som helst.

 

Efter Elenas mening var Dalcrest et smukt sted. Hun havde været der før, til en fest Meredith havde sørget for at få hende og Bonnie inviteret med til dengang hun kom sammen med en førsteårsstuderende. Der havde også været en anden gang, langt tidligere, mens hun stadig var barn, hvor hendes forældre havde taget hende med derop i en anledning som hun ikke længere huskede – måske et studenterjubilæum.

Men nu skulle hun selv tage eksamen her, og bevidstheden om at Dalcrest ville være hendes hjem de næste fire år fik alting til at virke anderledes.

„Ganske nydeligt,“ kommenterede Damon da de svingede ind gennem den store, forgyldte gitterport til campus og passerede de første af de mange bygninger i imiteret georgiansk og nyklassicistisk stil. „Men man kommer ikke uden om at der er lidt Hollywoodkulisse over det. I amerikanere har en svaghed for at give den lige en tand for meget.“

„Vi kan ikke alle sammen være vokset op i originale italienske paladser,“ svarede Elena fraværende, meget bevidst om det lette pres af hans lår mod hendes. Hun sad på forsædet mellem ham og Stefan, og pladsen var temmelig trang. Det var meget distraherende at have dem begge så tæt på.

Damon rullede med øjnene og drævede: „Ja, ja, lillebror, du kunne selvfølgelig have valgt et værre sted nu hvor du har besluttet at spille menneske og lade dig indskrive på en højere læreanstalt.“ Han smilede dovent til Elena. „Og selv om selskabet må siges at være besværet værd, synes jeg stadig det er tidsspilde.“

„Og alligevel sidder du her,“ sagde Elena.

„Jeg er her kun for at holde jer fri af problemer,“ svarede Damon.

„Du må bære over med ham, Elena,“ sagde Stefan. „Han har aldrig brudt sig om lærdommens højborge. Han blev smidt ud af universitetet i det gamle land.“

„Rigtigt, men jeg morede mig glimrende så længe jeg gik der,“ lo Damon. „Ved den tids universiteter var der så uendelig mange fornøjelige adspredelser for en ung mand af det bedre selskab. Jeg kan dog tænke mig at det har forandret sig en hel del.“

De kunne ikke lade være med at stikke til hinanden, men til Elenas lettelse var der intet spor af den hårde og bitre undertone som før havde præget deres ordvekslinger. Damon smilede til Stefan hen over hovedet på hende, og Stefan løftede afslappet den ene hånd og lod den falde ned på rattet igen.

Elena gav Stefans knæ et klem. Hun mærkede Damon stivne let, men da hun så på ham, var han optaget af at studere bygningerne forude. Elena fjernede hånden fra Stefans knæ. Det sidste hun ønskede var at forstyrre den skrøbelige balance mellem de tre.

„Så er vi her,“ sagde Stefan og svingede ind på parkeringspladsen foran en vedbendklædt bygning. „Pruitt House.“

Kollegiet var adskillige etager højt med et tårn i den ene side, og vinduerne glitrede i eftermiddagssolen.

„Det skulle være det bedste kollegium på campus,“ sagde Elena.

Damon åbnede døren i passagersiden og steg ud. Han stod lidt og betragtede bygningen inden han vendte sig og sendte Stefan et langt blik. „Det bedste kollegium på campus? Du har da vel ikke brugt dine overtalende evner til personlig vinding, kære bror?“ sagde han og rystede på hovedet. „Det er vist begyndt at knibe med din ellers så stålsatte moral.“

Stefan steg ud i førersiden og rakte en hånd op for at hjælpe Elena ned. „Det er muligt at din påvirkning omsider er begyndt at smitte af,“ sagde han muntert. „Og det bliver værre endnu: jeg har reddet mig et enkeltværelse i tårnet – komplet med balkon.“

„Hvor heldigt for dig,“ sagde Damon og så hurtigt fra Stefan til Elena. „Det vil sige at der bor både mænd og kvinder på kollegiet? Der kan man bare se. Den moderne verdens velsignelser.“

Han blev tankefuld et øjeblik. Så lyste han op i et af sine blændende smil og gik i gang med at hente bagage ned fra ladet.

For Elena havde han virket ensom i et kort sekund – hvilket var tåbeligt, Damon følte sig aldrig ensom – men det var nok til at hun sagde. „Hvorfor ikke begynde at læse sammen med os, Damon? Det er ikke for sent. Du slipper let ind hvis du bruger din mentale påvirkningskraft. Den kan sikkert også skaffe dig et tårnværelse.“

Denne gang var det Stefan der stivnede, men kun ganske kort. Han slentrede hen for enden af bilen og tog en flyttekasse ned fra ladet. „Ja, hvorfor ikke,“ sagde han henkastet. „Det bliver måske mere underholdende end du tror, hvis du sætter dig på skolebænken igen.“

„Ellers tak,“ sagde Damon med en afvisende hovedrysten. „Jeg tog afsked med den akademiske verden for århundreder siden. Jeg foretrækker en lejlighed i byen. Derfra kan jeg holde øje med jer uden at skulle mænge mig med studerende.“

Han og Stefan smilede til hinanden med noget der lignede perfekt forståelse.

Det var så det, tænkte Elena, forbavset over at man kunne være lettet og skuffet på samme tid. Hun havde ikke engang set billeder af den lejlighed Damon skulle flytte ind i, men Stefan havde forsikret hende at Damon nok skulle forstå at skaffe sig så meget luksus som den nærmeste lilleby kunne byde på.

„Denne vej, børn,“ sagde Damon, løftede to af de tungeste flyttekasser med skødesløs lethed og gik hen mod kollegiets indgang. Stefan fulgte efter ham, belæsset med så mange kasser han kunne stable sammen uden at de spærrede for hans udsyn.

Elena tog en af sine egne flyttekasser. Indenfor lød der en anerkendende piften fra en af de åbne døre Stefan og Damon passerede, fulgt af en højlydt fnisen fra de to piger der befandt sig i det pågældende værelse.

Stefan og Damon fortsatte hen mod trappen. Stefan var forrest, og idet han løftede foden for at sætte den på det første trin, tippede æsken øverst i hans stabel. Damon fangede den ubesværet i luften og stillede den tilbage igen, selv om hans bevægelsesfrihed var hæmmet af kufferterne. Stefan nikkede som tak og fortsatte op ad trappen.

De to havde været fjender gennem århundreder. De havde endda dræbt hinanden på et tidspunkt. Og da de vågnede igen som vampyrer havde de hadet hinanden inderligt, samtidig med at de var bundet sammen af jalousi og sorg. Katherine havde fået drevet dem så langt ud med sit forsøg på at holde på dem begge, selv om deres eneste ønske var at få hende for sig selv.

Alt det var forandret nu. Det var endelig lykkedes dem at lægge fortiden bag sig. Efter at Damon var vendt tilbage fra de døde og de sammen havde været med til at besejre jalousifantomet, var de blevet partnere. De var nået frem til en tavs enighed om at holde sammen for at kunne beskytte deres lille gruppe af menneskelige venner. Desuden lod de til at have fundet tilbage til i hvert fald noget af den hengivenhed der engang havde været mellem dem. De stolede på hinanden og ville være kede af at sætte det gode forhold over styr igen. De talte aldrig om det, men Elena følte sig helt sikker på at det var sådan.

Hun klemte øjnene hårdt i og åbnede dem langsomt igen. Hun vidste at de begge elskede hende – ligesom de vidste at hun elskede dem. Dog med det forbehold at Stefan er din virkelige kærlighed, rettede hun sig selv. Men noget i hende, den imaginære panter, rørte igen på sig og blottede tænderne. Men Damon ... min Damon ...

Hun rystede på hovedet. Det her gik ikke. Hun kunne ikke gøre som Katherine havde gjort. Det måtte ikke ske. Hvis der på noget tidspunkt ville blive tale om at vælge, ville hun vælge Stefan. Selvfølgelig ville hun det.

Er du nu helt sikker? spandt den imaginære panter dovent. Elena gjorde sig døv for dens lokkende stemme.

Der skulle så lidt til at ødelægge alt, og det var op til hende at sikre at det aldrig skete igen.