Kapitel 3

 

Bonnie purrede op i sine røde krøller og skyndte sig tværs over Dalcrests store græsplæne. Der var så smukt her. Græsplænen var indrammet af en flisegang hele vejen rundt, og fra den førte andre og kortere flisegange til de forskellige kollegier og bygninger med undervisningslokaler. Farvestrålende blomster – petuniaer, balsamin og margueritter – lyste op i velpassede bede langs stierne og foran de enkelte bygninger.

Flere af de studerende inden for synsvidde var også et ekstra kig værd, sagde Bonnie til sig selv da hun fik øje på en bronzebrun yngling der lå og tog solbad med nøgen overkrop i udkanten af græsplænen. Han lå på maven, men han løftede hovedet og blinkede muntert til hende inden hun nåede at tage øjnene til sig.

Bonnie fniste og satte farten i vejret, varm i kinderne. Fyren så ud til at være førsteårsstuderende ligesom hun selv. Burde han ikke være i fuld gang med at pakke ud i stedet for at ligge halvnøgen her og blinke til de piger der kom forbi?

Tasken med indkøbene fra campusboghandelen gav en let klirren fra sig. Den var ikke tynget af bøger endnu. De ville først få boglisterne udleveret alt efter hvilke fag de indskrev sig til den følgende dag. Hun havde vovet sig ind i boghandelen af nysgerrighed, og så havde det vist sig at man kunne købe alt muligt. Hun var meget glad for sine indkøb: et drikkekrus med Dalcrests logo, en teddybjørn i en fiks lille Dalcrest T-shirt og nogle få andre mere praktiske ting, blandt andet en bruserhylde i rustfrit stål og en samling tuschpenne i alle regnbuens farver. Hun måtte indrømme at hun var fuld af forventning ved udsigten til at skulle begynde på college.

Hun flyttede tasken over i venstre hånd og bøjede og strakte fingrene på den højre for at få liv i dem igen. Tasken var temmelig tung, og dens håndtag havde snæret og næsten fået standset blodomløbet.

Men hun havde god brug for alt det hun havde købt. Hun havde lovet sig selv at der skulle ske en forandring nu hvor hun var flyttet hjemmefra. Hun ville blive en anden person. Ikke fuldstændig, naturligvis. Hun var godt tilfreds med en hel del ved sig selv. Men hun havde besluttet at fra nu af skulle hun være mere initiativrig og moden, en person af den slags om hvem man tillidsfuldt sagde „Spørg Bonnie,“ eller „Stol på Bonnie,“ i stedet for „Åh, Bonnie altså!“ i et helt andet tonefald.

Hun var fast besluttet på at træde ud af Elenas og Merediths skygge. De var selvfølgelig begge noget ganske særligt og dertil hendes bedste veninder, men de tænkte tilsyneladende slet ikke over hvor frygtelig dominerede de altid havde været. Bonnie mente det var på tide at også hun blev en af dem man lyttede til og rettede sig efter.

Og så var der jo også håbet om at møde den helt rigtige kæreste. Det ville være dejligt. Det var svært at give Elena og Meredith skylden for at det aldrig var lykkedes hende at finde en fast kæreste mens de gik i high school. Men kendsgerningen var at det ikke nyttede at blive opfattet som 'ganske sød' når ens nærmeste veninder var af den slags der fik ethvert nogenlunde acceptabelt kæresteemne til at falde med et brag og glemme alt andet omkring sig.

Hun måtte dog indrømme at det var en lettelse at hun var kommet til at dele værelse med Elena og Meredith. Hun brød sig måske ikke så meget om at stå i skyggen af dem, men de var stadig hendes bedste veninder, og når alt kom til alt ...

Nogen stødte ind i siden på hende, og hun vaklede overrumplet baglæns. Hun havde været så optaget af sine egne tanker at hun ikke havde bemærket at der var andre i nærheden. Hun blev ramt igen og stødte næsen mod en hård brystkasse inden hun snublede og tumlede ind i en tredje skikkelse. Hun var havnet midt i en flok unge mænd der råbte og lo og skubbede og daskede til hinanden, tilsyneladende helt uden at bemærke hende. Hun fik endnu et skub og ville være faldet hvis ikke en stærk hånd havde lukket sig om hendes arm og holdt hende oppe.

Da hun fandt balancen igen, var flokken passeret, fem eller seks studerende der fortsatte deres råben og dasken til hinanden uden så meget som at se på hende. Hun kunne ikke afgøre om de virkelig havde overset hende eller bare ignorerede hende.

Men den der havde reddet hende fra at falde var blevet stående, og han ragede godt i vejret. Hun stirrede lige ind i en slidt blå T-shirt over en brystkasse som var indrammet af et par muskuløse arme. Hun rettede sig uvilkårligt og glattede håret, og han slap taget i hendes overarm.

„Alt i orden?“ spurgte han dæmpet.

Hun havde det lige på læben – at hun helt bestemt ville have det en del bedre hvis han og hans kammerater ikke havde forsøgt at vælte hende. De burde virkelig være mere opmærksomme på hvor de gik og vise lidt mere hensyn til dem de kom i nærheden af. Det hele var på vej, men så kiggede hun op og mødte hans øjne.

Wauw. Han var lækker. Rigtig lækker. Hans øjne var blå og meget klare, og han havde et smalt ansigt med høje kindben og en blød og sensuel mund. Og hun havde aldrig set hår med den farve før, undtagen hos helt små børn – det var skært hvidblond og fik hende til at tænke på tropiske sandstrande under sommerhimlen.

„Alt i orden?“ gentog han, lidt højere denne gang og rynkede panden bekymret.

Det gik op for Bonnie at hun stod og stirrede på ham med åben mund, og hun mærkede rødmen brede sig helt op til hårrødderne. „Jeg har det fint,“ sagde hun og prøvede at tage sig sammen. „Jeg glemte vist at se mig for.“

Han smilede, et tiltalende smil der oplyste hele hans ansigt. „Det er pænt af dig at tage det på den måde, men jeg tror nu nok at det var os der skulle have set os for i stedet for at vælte rundt på hele stien. Mine venner har det somme tider med at blive en smule ... overstadige.“

Han så forbi hende, og Bonnie kiggede sig over skulderen. Flokken var standset og stod og ventede på ham længere fremme ad stien. I det øjeblik Bonnie kiggede, daskede en af dem, en høj, ranglet og mørkhåret fyr, en af de andre over nakken, og i næste sekund tumlede de alle sammen grinende rundt igen.

„Det ser jeg,“ sagde hun.

Hendes hvidblonde redningsmand lo. Hans latter var også tiltalende, og Bonnie smilede og så ham igen i øjnene.

„Jeg undskylder på deres vegne,“ sagde han. „Jeg er meget ked af at vi nær havde væltet dig.“ Han rakte hånden frem. „Mit navn er Zander.“

Hans håndtryk var fast, og hånden føltes dejlig stor og varm omkring hendes. Hun rødmede igen, men ignorerede det og løftede modigt hagen i vejret. Der var virkelig ingen grund til at opføre sig så fjollet. Ja, han var lækker – og hvad så? Hvorfor skulle hun være så betaget af det, når hun kendte en fyr som Damon? Hvad var denne Zander egentlig i sammenligning?

„Jeg hedder Bonnie,“ svarede hun og kunne ikke lade være med at smile til ham. Damon var allerede glemt igen. „Det er min første dag her. Er du også lige startet?“

„Bonnie,“ gentog han tankefuldt. Han trak navnet ud så det næsten lød som om han smagte på det. „Nej, jeg har læst her et stykke tid.“

„Zander ... Zander ...“ begyndte flokken nede ad stien at messe, og deres stemmer steg i styrke hver gang de gentog navnet: „Zander ... Zander ... Zander.“

Zander krympede sig. „Jeg må hellere løbe,“ sagde han. „Vi har en slags ... klub ... kørende. Men som sagt, du må meget undskylde at vi var ved at sende dig omkuld. Vi ses forhåbentlig senere.“

Han gav hendes hånd endnu et tryk, smilede til hende og satte efter sine venner.

Bonnie blev stående og fulgte flokken med øjnene. Da de var ud for stien ind til det næste kollegium i rækken, kiggede Zander sig tilbage, smilede og vinkede.

Bonnie havde nær tabt tasken med alle indkøbene i sin iver efter at vinke tilbage.

Forbløffende, tænkte hun ved sig selv og så igen hans øjne for sig. Jeg er vist ved at blive forelsket.

 

Matt lænede sig irriteret mod den vakkelvorne stabel flyttekasser han havde samlet uden for døren til det værelse han havde fået anvist.

„Det var som pokker,“ sagde han og prøvede igen nøglen i døren. Den rokkede sig ikke. Havde de givet ham den forkerte nøgle?

„Hej,“ lød en stemme bag ham.

Matt spjættede og fik væltet den øverste kasse i stablen på gulvet.

„Hovsa. Undskyld at jeg forskrækkede dig. Hedder du Matt?“

„Ja,“ sagde Matt. Han gjorde et nyt forsøg med nøglen. Denne gang fik han døren op, og han vendte sig smilende. „Du er måske Christopher?“

På kontoret havde han fået opgivet sin værelseskammerats navn sammen med oplysningen om at også han var med på skolens fodboldhold. Christopher så ud til at være god nok, høj og kraftigt bygget med brede skuldre, et venligt smil og kortklippet lyst hår. Han strøg den ene hånds fingre igennem håret idet han trådte til side for at gøre plads for det venligt udseende midaldrende par som var standset et par skridt bag ham.

„Goddag, du må være Matt,“ sagde kvinden som bar på et sammenrullet tæppe og en Dalcrestvimpel. „Mit navn er Jennifer. Jeg er Christophers mor, og dette er hans far, Mark. Det glæder mig at hilse på dig. Er dine forældre her?“

„Øh ... nej, jeg er selv kørt herop,“ svarede Matt. „Jeg kommer fra Fell's Church, som ikke ligger så langt herfra.“

Han tog fat i sine kasser og flyttede dem ind i værelset, så de ikke var i vejen for Christopher og hans forældre.

Værelset var temmelig lille. Der stod en køjeseng langs den ene væg og to skriveborde og et par klædeskabe ved den modsatte, hvilket ikke efterlod meget fri gulvplads.

Matt tvivlede ikke på at Stefans og pigernes værelser var den rene luksus i sammenligning, men han havde ikke kunnet få sig selv til at lade Stefan bruge sine hypnotiske evner på at skaffe ham noget tilsvarende.

Det var slemt nok at han havde overtaget en andens studieplads og position på Dalcrests fodboldhold, noget som det i forvejen havde kostet Stefan besvær at overtale ham til at gå med til.

„Hør nu,“ havde han sagt. „Jeg forstår godt hvordan du har det. Jeg bryder mig heller ikke om at bruge mine overtalende evner til at manipulere med folk på den måde. Men kendsgerningen er at vi er tvunget til at blive sammen og holde os i nærheden af Fell's Church. Med alle de kraftlinjer der krydser hinanden i denne del af landet må vi være på vagt hele tiden. Husk at vi er de eneste som ved besked med dem og hvilke skabninger de tiltrækker.“

Matt havde måttet give ham ret, men samvittigheden havde forbudt ham at tage mod et af den slags værelser som Stefan havde skaffet de andre og sig selv. I stedet havde han affundet sig med hvad studenterindkvarteringen kunne tilbyde ham.

Der var dog en anden grund som han ikke havde nævnt noget om. Hvis han var flyttet ind i Pruitt House sammen med de andre, ville det have været svært at sige nej til at dele værelse med Stefan. Han syntes godt om Stefan, men at blive hans bofælle og hele tiden se ham sammen med Elena, som han selv havde gået en del ud med og som han, trods alt hvad der var sket, stadig drømte om at vinde tilbage, ville være for meget af det gode. Desuden så han frem til at møde nye mennesker og få udvidet sin horisont en smule. Det kunne man godt trænge til når man havde levet hele sit liv i en lille by som Fell's Church.

Han var dog tæt ved at fortryde sin stædighed lige nu. Værelset virkede utroligt lille.

Det gjorde det ikke bedre at Christopher lod til at medbringe flere tons bagage. Han og hans forældre foretog adskillige ture op og ned ad trappen og kom slæbende med et hi-fi anlæg, et fjernsyn, en Nintendo Wii og et lille køleskab. Matt stillede sine egne tre kasser hen i et hjørne og hjalp dem med at få det hele indenfor.

„Vi kan deles om køleskabet, fjernsynet og spillet,“ sagde Christopher storsindet efter et kort blik på Matts kasser, der tydeligt nok ikke indeholdt andet end beklædning og muligvis sengetøj og håndklæder. „Hvis vi ellers kan finde ud af at få det alt sammen anbragt.“

Dette sidste havde Christophers mor overtaget styringen med. Hun gik frem og tilbage på den beskedne plads og dirigerede hans far.

„Det lyder fint. Mange tak,“ begyndte Matt.

Han blev afbrudt af Christophers far, som netop havde fået bakset fjernsynet ind så det stod nogenlunde sikkert oven på det ene klædeskab. „Hør,“ sagde han. „Det slår mig lige at hvis du er fra Fell's Church, må du have været med til at vinde skolernes delstatsmesterskab sidste år. Du må være ikke så lidt skrap på en fodboldbane. Hvad spillede du?“

„Øh, quarterback,“ oplyste Matt en anelse overrumplet.

„First string?“ spurgte Christophers far.

Matt rødmede. „Ja.“

Nu stirrede de alle tre på ham.

„Det var som ...“ sagde Christopher. „Undskyld jeg siger det, men hvad i alverden vil du på Dalcrest? Jeg mener ... jeg er glad bare for at have fået en plads på fodboldholdet, men du må da have tilbud fra universiteter med de store tophold.“

Matt vred sig forlegent. „Jeg ... øh ... kunne ikke flytte så langt hjemmefra.“

Christopher skulle til at sige noget mere, men hans mor bremsede ham med en let hovedrysten. Matt sukkede indvendig. Storartet. Nu troede de selvfølgelig at han havde familieproblemer.

Men egentlig var det helt rart at møde folk som forstod hvad han havde givet afkald på. Hverken pigerne eller Stefan var klar over det. Stefan havde ganske vist spillet med på skoleholdet, men hans indstilling havde været den europæiske renæssancearistokrats: at sport var et fornøjeligt tidsfordriv som man hovedsagelig beskæftigede sig med for at holde kroppen i form. Om de vandt eller tabte havde ikke haft hans store interesse.

Men Christopher og hans forældre – de forstod fuldt ud hvad Matt havde givet afkald på ved ikke at søge ind på et college med et topfodboldhold.

„Hvilken køje foretrækker du?“ spurgte Christopher brat, som om han havde stået og ledt efter noget andet at tale om. „Jeg er ligeglad om jeg får den øverste eller den nederste.“

De kiggede alle hen på de to køjesenge, og først nu opdagede Matt den fornemt udseende, flødefarvede konvolut der lå på den nederste køjes hovedpude. Det lignede mest af alt en bryllupsinvitation, og hans navn stod skrevet på den med kalligraferet skrift. Nogen måtte have været inde med den mens han var nedenunder for at hjælpe Christopher og hans forældre med at bære op.

„Hvad er dog det?“ spurgte Christophers mor nysgerrigt.

Matt trak på skuldrene og gjorde sit bedste for at skjule den forventning der rørte sig i ham. Han havde hørt om de fornemme invitationer som særligt udvalgte studerende på Dalcrest modtog. Ifølge rygterne dukkede de altid op på mystisk vis. Ingen så nogen sinde hvem der afleverede dem, og indtil nu havde Matt troet at det bare var en vandrehistorie af den slags som visse studerende forsøgte at gøre sig interessante med.

Han vendte konvolutten. Den var forseglet med et blåt laksegl, og i den tykke, stivnede masse sås aftrykket af et stort, rigt ornamenteret V.

Efter at have kigget lidt på seglet foldede han konvolutten sammen og stak den i baglommen. Hvis den indeholdt hvad han troede, var det meningen at han skulle åbne den i enrum.

„Jeg går ud fra at det var skæbnens fingerpeg om at den nederste køje er din,“ sagde Christopher muntert.

„Det skal nok passe,“ sagde Matt fraværende. Hans hjerte dunkede. „Undskyld mig lige et øjeblik.“

Han gik ud i korridoren, tog konvolutten frem og åbnede den efter at have trukket vejret dybt et par gange. Den indeholdt et skriveark som også var flødefarvet og af samme udsøgte papir som konvolutten.

 

Fortis Eturnus

 

Gennem generationer har de bedste og mest lysende talenter på Dalcrest College modtaget tilbuddet om optagelse i Vitale Logen. Dette år er du blandt de udvalgte.

Ønsker du at tage imod denne ære og blive en af os, så mød op i morgen aften klokken tyve ved campus' hovedport.

Du skal bære bind for øjnene og være passende klædt til den højtidelige lejlighed.

Omtal ikke denne henvendelse for nogen.

 

Matts forventning voksede så hjerteslaget dunkede i hans ører. Han lænede sig tungt mod væggen og havde lidt besvær med at få styr på sin vejrtrækning.

Han havde hørt flere historier om Vitale Logen. Den håndfuld velkendte skuespillere, berømte forfattere og den store borgerkrigsgeneral som Dalcrest talte blandt sine tidligere studerende, havde ifølge rygterne alle været medlemmer af logen. Et medlemskab af den skulle være ensbetydende med adgang til et særdeles hemmeligt netværk af magtfulde forbindelser hvis støtte man kunne regne med livet igennem.

Men det var ikke alt. Der blev også talt om mystiske begivenheder, om hemmeligheder hvis rette sammenhæng kun medlemmerne kendte til. Desuden var der rygterne om de storslåede fester som logen afholdt.

Det meste af det var dog kun sladder. Ingen havde nogen sinde vedkendt sig medlemskabet af Vitale Logen. Derfor havde Matt altid troet at den var en myte. Desuden havde Dalcrests til enhver tid eksisterende ledelse altid kategorisk afvist at en sådan loge skulle findes. Der var også dem der mente at rygterne om logen simpelt hen var et smart påfund fra administrationens side for at lokke flere studerende til.

Den samme tanke havde strejfet Matt, men nu hvor han stod med det flødefarvede papir i hænderne, var det svært ikke at tro på at alle rygterne var sande. Det ville i hvert fald være herligt hvis det var sådan. Det kunne selvfølgelig også være en spøg, et af de numre man lavede med førsteårsstuderende. Men det føltes ikke sådan. Seglet, den blå lak, det dyre papir. Det var svært at tro at nogen skulle have gjort sig alle de anstrengelser og ofret de udgifter bare for at lokke en førsteårsstuderende til at møde op ved hovedporten og stå og se dum ud med bind for øjnene.

Nej, Dalcrests eksklusive og hemmelighedsfulde loge måtte virkelig eksistere, og nu havde den tilbudt ham, Matt Honeycutt, plads i sine rækker.