Kapitel 4

 

„Jeg er spændt på at se nærmere på den flotte fyr Bonnie har mødt allerede den første dag,“ sagde Elena idet hun forsigtigt strøg et lag lyserød lak på Merediths tånegl. Efter dagens orienteringsmøde havde de tilbragt den første del af aftenen i kollegiets fællesstue sammen med deres medstuderende, og nu ønskede de bare at slappe af. „Er du sikker på at det her er den rigtige farve, Meredith? Den ligner ikke en sommersolnedgang i mine øjne.“

„Det har du ret i, men jeg kan godt lide farven,“ sagde Meredith og vrikkede med tæerne.

„Forsigtig! Jeg vil ikke have mit lagen smurt ind i neglelak!“ udbrød Elena.

„Zander er altså noget så lækker,“ sagde Bonnie og strakte sig velbehageligt på sin seng ved den modsatte væg. „Bare vent til I ser ham.“

Meredith smilede til hende. „Er det ikke en skøn fornemmelse? Det der med at man lige har mødt nogen og har denne her følelse af at der er sat et eller andet i gang, uden at man ved hvad det vil udvikle sig til?“ Hun sukkede teatralsk og vendte det hvide ud ad øjnene. „Det hele handler om forventning, og man er ved at besvime bare ved tanken om at skulle se ham igen. Jeg har altid elsket den fase.“

Hendes tone var let, men hun virkede en anelse fortabt. Noget tydede på at hun allerede savnede Alaric.

„Helt sikkert,“ sagde Bonnie muntert. „Det er skønt, men nu kunne jeg godt tænke mig at komme videre til næste fase for en gangs skyld. Lære en fyr rigtig at kende i stedet for bare at gå og være varm på ham på afstand. En rigtig kæreste, ligesom I har det. Det er endnu bedre, er det ikke?“

„Det tror jeg,“ sagde Meredith. „Men det vil nu være dumt af dig at have for travlt med at komme videre fra indledningen, for der er kun begrænset tid til at nyde den. Har jeg ikke ret, Elena?“

Elena dubbede kanterne af Merediths tånegle med en vatkugle og tænkte på dengang hun først havde mødt Stefan. Med alt det der var sket efter den dag, var det svært at tro at det kun var et år siden.

Det hun først og fremmest huskede var sin egen faste beslutning om at hun ville have ham. Han skulle være hendes, lige meget hvad der stillede sig i vejen. Og da de fandt sammen, havde det været herligt. Det havde føltes som om en manglende brik af hende selv omsider var faldet på plads.

„Jo, det passer,“ sagde hun da hun blev klar over at de andre stadig ventede på hendes svar. „Men derefter bliver alting tit mere indviklet.“

Lige i begyndelsen havde Stefan været et sofistikeret og eksotisk trofæ som Elena for enhver pris ville sikre sig. Et trofæ som Caroline også var ude efter, og som Elena var parat til alt for at holde hende væk fra. Det havde brat forandret sig senere, så snart Elena havde fået det første glimt af den indre smerte Stefan bar på. Så var kærligheden kommet ind i billedet.

Og nu? Hun elskede stadig Stefan af hele sit hjerte, og han elskede hende. Men hun elskede også Damon – den beregnende, manipulerende, farlige Damon – og somme tider havde hun lettere ved at forstå ham end Stefan. Damon lignede hende på mange måder, også han var utrættelig når det gjaldt om at forfølge sine mål. Hun og Damon havde noget tilfælles på et dybt, instinktivt plan som Stefan var for godhjertet og retskaffen til at begribe. Hvordan kunne man elske to mennesker på samme tid?

„Indviklet?“ fnyste Bonnie hånligt. „Mere indviklet end når man aldrig føler sig helt sikker på om nogen er interesseret eller ej? Eller når man sidder lørdag aften og håber på at telefonen skal ringe fordi man ikke kan finde ud af om en invitation var alvorligt ment? I så fald er jeg mere end parat til det indviklede. Vidste I at niogfyrre procent af alle collegeuddannede kvinder møder deres fremtidige ægtemænd på campus?“

„Det tal har du vist selv fundet på,“ sagde Meredith. Hun rejste sig og kantede sig forsigtigt hen mod sin egen seng, så hun ikke risikerede at få tværet neglelakken ud.

„Det kan godt være,“ sagde Bonnie. „Men jeg tør vædde på at procentdelen er temmelig høj. Mødte dine forældre ikke hinanden her på Dalcrest, Elena?“

„Jo, så vidt jeg har forstået havde de fag sammen i deres andet år,“ svarede Elena.

„Hvor romantisk,“ sagde Bonnie glad.

„Ja, ja, man skal jo møde sin fremtidige ægtemand et sted, og chancen er sikkert rimelig stor på et college,“ sagde Meredith og betragtede sine tånegle kritisk. „Tror I jeg kan være sikker på at neglelakken er tør, eller skulle jeg give mine fødder en omgang med hårtørreren? Jeg er ved at være træt og vil gerne sove nu.“

Hun tog hårtørreren og betragtede den undersøgende, som om den var et led i et betydningsfuldt videnskabeligt eksperiment. Bonnie lå med hovedet halvt ud over kanten på sin seng og fulgte hende med øjnene mens hun vippede fødderne energisk mod væggen.

Elena fik en klump i halsen ved tanken om hvor tit de tre havde overnattet sammen gennem hele skoletiden, før deres tilværelse blev ... indviklet.

„Hvor er det dejligt at vi er sammen,“ sagde hun. „Jeg håber at hele året bliver som nu.“

I næste øjeblik hørte de lyden af sirenerne.

 

Meredith gik hen til vinduet og trak gardinet en smule fra, så hun kunne se hvad der foregik uden for Pruitt House. En ambulance og adskillige patruljevogne, alle med roterende blinklys, holdt ude på kørevejen. Skærende hvide projektører oplyste campus, og det vrimlede med betjente.

„Vi må hellere komme derud,“ sagde Meredith.

„Det må være din spøg!“ udbrød Bonnie. „Hvad skulle vi det for? Og jeg er altså i pyjamas!“

Meredith kiggede over skulderen. Bonnie stod med hænderne på hofterne og et indigneret udtryk i de brune øjne, og hun var ganske rigtigt iført en pyjamas med et mønster af påtrykte kræmmerhuse.

„Du kan vel trække i et par jeans,“ sagde Meredith.

„Jamen, hvorfor?“ spurgte Bonnie klagende.

Meredith så hen på Elena, og de udvekslede et kort nik.

„Hør nu, Bonnie,“ sagde Elena tålmodigt. „Det er vores pligt at holde øje med alt hvad der foregår her. Vi er ikke ganske almindelige collegestuderende, husker du nok. Vi ved at der findes trusler som vampyrer og varulve og uhyrer, og vi er nødt til at sikre os at de ikke er på spil igen. Hvis det er et almindeligt problem, tager politiet sig af det, men viser det sig at være noget andet, er det vores ansvar.“

Bonnie rakte mumlende ud efter sine jeans. „I to har altså et ... frelserproblem af en slags. Når jeg har færdiggjort mit psykologikursus, har jeg tænkt mig at diagnosticere jer.“

„Og så bliver vi sikkert meget klogere,“ sagde Meredith muntert.

På vej ud ad døren tog Meredith det aflange, fløjlsbetrukne hylster som indeholdt hendes fægtestav. Staven var specialfremstillet til brug mod både menneskelige og overnaturlige modstandere, og den var fremstillet ud fra specifikationer som var gået i arv i hendes familie gennem generationer. Kun et medlem af familien Sulez kunne have en stav som denne. Hun lod hånden glide kærtegnende over hylstret og følte efter de skarpe pigge der dækkede hver ende af staven. De bestod af forskellige materialer som var virkningsfulde mod varierende modstandere – sølv mod varulve, træ mod vampyrer, jern mod skovånder. Hun vidste at det ikke gik at tage staven frem midt i vrimlen af betjente, men hun følte sig mere tryg ved at have den med sig.

Udenfor var den lummerhede septembereftermiddag blevet afløst af en kølig aften, og pigerne hastede hen mod mylderet i udkanten af den store græsplæne.

„Vi må hellere lade være med at gå direkte derhen,“ mumlede Meredith inden de var nået halvvejs. „Lad som om vi er på vej til en af de andre bygninger, fælleshuset, for eksempel.“

Hun tog føringen og skiftede retning en anelse, men ikke mere end at de ville passere tæt forbi den politiafspærring som var blevet sat op i løbet af den tid det havde taget dem at komme ned fra værelset. Hun lod som om hun først nu var blevet opmærksom på den hektiske aktivitet, og Elena og Bonnie fulgte hendes eksempel og stirrede med store øjne.

„Kan jeg hjælpe de unge damer?“ spurgte en campusbetjent og stillede sig i vejen for dem.

„Vi er på vej over til fælleshuset,“ sagde Elena og smilede til ham. „Hvad er der sket her?“

Meredith lænede sig til siden og kiggede forbi manden, men alt hvad hun så var en gruppe uniformerede politifolk der stod og talte med nogle andre campusbetjente. Der var også et par skikkelser som klædt i overtræksdragter kravlede rundt på alle fire og søgte i græsset. Kriminalteknikere, sagde Meredith til sig selv og ønskede at hun vidste mere om politiets metoder end det hun havde set i fjernsynet.

Campusbetjenten flyttede sig så han spærrede hendes udsyn. „Det er ikke noget alvorligt. Bare en kvindelig studerende der løb ind i en smule vanskeligheder på hjemvejen.“ Han forsøgte sig med et beroligende smil.

„Hvad slags vanskeligheder?“ spurgte Meredith og prøvede at se forbi ham.

Han flyttede sig igen. „Ikke noget du behøver bekymre dig om. Alt skal nok gå i orden denne gang.“

„Denne gang? Hvad skal det sige?“ spurgte Bonnie.

Campusbetjenten rømmede sig. „Bare hold jer sammen når I er ude om aftenen, okay? Sørg for at I aldrig er alene, så skal alt nok gå fint. Det er ganske almindelige sikkerhedsforanstaltninger.“

„Men hvad skete der med den pige du nævnte?“ spurgte Meredith. „Hvor er hun?“

„Det skal du ikke bekymre dig om,“ sagde campusbetjenten, og nu lød han mere affejende end før. Han kiggede på det lange hylster med fægtestaven. „Hvad har du der?“

„Min billardkø,“ løj Meredith. „Vi har aftalt at spille billard i fælleshuset.“

„God fornøjelse,“ sagde campusbetjenten i et tonefald der tydeligt fortalte at samtalen var forbi.

„Tak for det,“ sagde Elena, greb Meredith i armen og halede hende med sig da hun så hende lægge an til et nyt spørgsmål.

„Hov, jeg var ikke færdig med at spørge,“ sagde Meredith da de var uden for campusbetjentens hørevidde.

„Han havde ikke tænkt sig at fortælle os noget,“ sagde Elena og kneb munden sammen til en smal streg. „Jeg er helt sikker på at der var sket noget alvorligt. Så I ambulancen?“

„Vi skal ikke over i fælleshuset, vel?“ sagde Bonnie. „Jeg er altså træt.“

Meredith rystede på hovedet. „Vi drejer af og lister lige så stille bag om kollegiet,“ sagde hun. „Det vil virke mistænkeligt hvis vi går direkte tilbage.“

„Det var uhyggeligt, ikke?“ sagde Bonnie. „Tror I ... tror I virkelig at der var sket noget slemt?“

„Jeg ved det ikke,“ svarede Meredith. „Campusbetjenten sagde at en pige var løbet ind i en smule vanskeligheder. Det kan betyde hvad som helst.“

„Tror du at nogen har forsøgt at overfalde hende?“ spurgte Elena.

„Det er muligt. Nogen – eller noget,“ sagde Meredith.

„Det håber jeg virkelig ikke,“ sagde Bonnie gysende. „Jeg har fået nok af den slags for resten af livet.“

De drejede ind på en sti der førte dem bag om nabobygningen og tilbage til Pruitt House.

De hastede hen langs muren mod den oplyste indgang, og til deres lettelse havde alle omkring afspærringen for travlt til at kigge i deres retning.

„Jeg har nøglen klar,“ sagde Bonnie.

Hun åbnede døren, og de skyndte sig indenfor.

Meredith standsede og kiggede ud ad vinduet ved siden af døren, men lod blikket glide videre fra mylderet ved afspærringen til den mørke himmel over campus. Hun havde en fornemmelse af at noget ondt var i vente.

Hun kunne næsten høre sin fars stemme: „Morskaben er forbi, Meredith.“

Det gjaldt om at være forberedt på alle eventualiteter. Mørkets kræfter var begyndt at røre på sig igen.