Kapitel 5

 

Solen skar i øjnene. Bonnie holdt hånden beskyttende op foran ansigtet og så sig ængsteligt om mens hun krydsede græsplænen på vej mod boghandelen. Hun havde været længe om at falde i søvn efter at de var kommet tilbage igen aftenen før. Hvad hvis en eller anden galning listede rundt på campus?

Vær nu ikke fjollet. Det er højlys dag, sagde hun til sig selv. Det myldrer med folk alle vegne. Der er ikke noget at være bange for. Men der skete også uhyggelige ting i fuldt dagslys. Piger risikerede at blive lokket ind i biler af modbydelige mænd, eller at blive slået bevidstløse og slæbt til et mørkt sted. Monstre huserede ikke kun om natten. Havde hun måske ikke selv set adskillige vampyrer slentre omkring i strålende solskin? Damon og Stefan skræmte hende ikke mere, men der fandtes andre vampyrer som hun meget nødig ville møde. Hvor ville det være dejligt at kunne føle sig helt tryg, tænkte hun længselsfuldt.

Hun nærmede sig området hvor de havde set politiet aftenen før. Det var stadig spærret af med gul tape. Studerende havde samlet sig i nærheden i små grupper og talte lavmælt med hinanden. Bonnie fangede et glimt af et par rødbrune pletter på en af fliserne inden for afspærringen. Det kunne godt ligne blod, og hun satte farten op og skyndte sig forbi.

En puslen i buskene langs stien satte endnu mere fart i hende. Hun forestillede sig allerede en overfaldsmand med vilde øjne og ansigtet fortrukket i et hæsligt grin. Et hurtigt blik til alle sider viste at ingen holdt øje med hende. Kunne hun redde sig ved at skrige?

Hun skævede til buskene, parat til at sætte i løb. Så standsede hun, pinligt berørt over sit vildt hamrende hjerte. Den puslende lyd stammede fra et egern som nu sprang ned på jorden, snusede i luften og pilede tværs over stien og op ad en af træstammerne bag politiafspærringen.

„Du er håbløs, Bonnie McCullough,“ mumlede hun. Det udløste en dæmpet fnisen fra en ung fyr som var på vej forbi hende i modsat retning, og hun blev ildrød i kinderne.

Hun havde fået styr på sin rødme da hun nåede ind i boghandelen. En af ulemperne ved at have de rødhåredes sarte hvide hud var at man lyste som et ledefyr hver gang man blev varm i kinderne. Forhåbentlig kunne hun klare bogindkøbene uden at dumme sig på nogen måde.

Ved besøget den foregående dag havde hun været mest optaget af det forretningen tilbød ved siden af bøgerne. Nu drejede det sig udelukkende om dem. Hun havde en liste over lærebøger til de fag hun havde meldt sig til, og hun havde lovet sig selv at fra nu af skulle der virkelig bestilles noget. Lektierne havde aldrig haft hendes store interesse mens hun gik i skole, men det ville sikkert være noget andet her på college. Hun styrede beslutsomt mod den halvdel af lokalet hvor hylderne med bøger dominerede.

Men boglisten var altså frygtelig lang. Hun var lige ved at tabe modet ved synet af den. Det hjalp dog lidt da noget af det første hun fandt frem var en tyk introduktion til psykologi. Her måtte hun bestemt hurtigt kunne finde alle de fagudtryk hun skulle bruge til sine diagnoser af Elena og Meredith. Listen over det der skulle læses i engelsk litteratur omfattede en del bøger fra attenhundredetallet, både af engelske og amerikanske forfattere. I hvert fald en af de engelske, Charles Dickens' 'Oliver Twist', havde hun læst for et par år siden, men i en bearbejdet udgave der ikke engang var halvt så tyk som den hun tog ned fra reolen.

Hun rundede et hjørne i søgen efter den sidste af de engelske forfattere på listen, så hun kunne føje Virginia Woolfs 'Til fyret' til den voksende bogstabel. Og stivnede.

Zander, lækre Zander stod lidt længere nede i den smalle gang mellem reolerne med det hvidblonde hoved bøjet over en bog. Han havde ikke set hende endnu, og Bonnie trak sig hurtigt tilbage til den anden side.

Hun lænede sig stakåndet mod væggen og mærkede varmen stige op i kinderne. Det var forfærdeligt. Hendes rødme måtte lyse tværs gennem de tætpakkede reoler. Meget forsigtigt stak hun hovedet frem og kiggede omkring hjørnet. Han stod stadig og læste, helt opslugt af bogen. I dag var hans T-shirt grå, og det blødt udseende hvidblonde hår krøllede let i nakken. Han virkede næsten en smule sørgmodig som han stod der og læste med øjnene skjult af de lange vipper. Måske skyldtes det at han ikke smilede, og så de mørke rande under hans øjne.

Bonnies første indskydelse var at snige sig væk. Hun kunne altid komme tilbage efter den bog af Virginia Woolf næste dag. Det var næppe en af de første hun skulle i gang med. Zander måtte for alt i verden ikke tro at hun var begyndt at forfølge ham. Det ville være meget bedre at han fik øje på hende et sted mens hun var optaget af noget andet. Hvis han så indledte en samtale, måtte det være fordi han var interesseret.

Men hvorfor skulle han egentlig være det? Han havde ganske vist virket flirtende da han løb ind i hende, men hvem sagde at det var andet end almindelig venlighed fordi han havde været lige ved at vælte hende omkuld? Tænk hvis hun gik frem og hilste og han ikke engang kunne huske hende?

Nej, hellere trække sig tilbage i god orden og vente til en dag hvor hun var bedre forberedt. Hun havde ikke engang sørget for at lægge øjenskygge inden hun gik hjemmefra! Bonnie var allerede i gang med at vende sig.

Men selvfølgelig, på den anden side ...

Hun tøvede. Der havde været et eller andet i luften mellem dem, ikke? Noget havde rørt sig i hende da hun mødte hans øjne. Og hans smil – det havde været som om han så hendes rigtige jeg inde bag al forvirringen.

Og hvad med den beslutning hun havde taget dagen før mens hun første gang var på vej til boghandelen? Hvis hun ville være den sprudlende og selvsikre person hun havde forestillet sig, kunne hun ikke løbe sin vej hver gang hun følte sig tiltrukket af en ung mand.

Bonnie havde altid beundret Elena for hendes evne til at opnå hvad hun ønskede. Hun gik efter sit mål og tromlede alle forhindringer på vejen ned. Da Stefan kom til Fell's Church, havde han tydeligt vist at han ikke ville have noget med Elena at gøre. Det havde ikke standset hende. Hun ville have ham, om så det kostede hende livet.

Hvilket det også gjorde. Bonnie gøs ved tanken, men rystede derefter på hovedet. Hvis man fra begyndelsen lod sig skræmme så meget at man ikke engang turde gøre forsøget, opnåede man aldrig noget, vel?

Hun stak stædigt hagen i vejret. Hendes rødme var i det mindste forsvundet. Kinderne føltes så kolde at de måtte være hvide som sne. Det var da altid noget.

Inden hun kunne nå at skifte mening igen, gik hun hurtigt rundt om reolen og ind i gangen hvor Zander stod. Han var stadig optaget af bogen og bemærkede hende ikke.

„Hej!“ udbrød hun og krympede sig indvendig fordi stemmen skingrede en smule. „Var det ikke Zander du hed?“

Han løftede hovedet, og et smil lige så strålende som det fra dagen før oplyste hans ansigt.

„Hej, Bonnie!“ udbrød han glad. „Det var vel nok heldigt! Jeg tænkte på dig for lidt siden.“

„Gjorde du?“ kurrede Bonnie og fik lyst til at sparke sig selv fordi hun lød så overentusiastisk.

„Ja,“ sagde han dæmpet og fastholdt hendes øjne. „Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde husket at spørge om dit telefonnummer.“

„Det siger du ikke?“ udbrød Bonnie, og denne gang var hun ligeglad med hvor henrykt eller benovet hun lød.

„Jo,“ sagde han og flyttede på fødderne som om han var en smule nervøs.

Bonnie jublede indvendig. Det gjorde ham nervøs at tale med hende!

„Jeg tænkte at vi måske kunne finde på et eller andet at foretage os sammen,“ sagde han. „Hvis du altså har lyst.“

„Om jeg har! Jeg mener ... ja, det kunne vi da nok. Hvis du har tid og ...“

Han smilede igen, og for Bonnie var det som om der pludselig var blevet tændt en hel række ekstra lamper mellem reolerne. Hun stod helt stille, bange for at benene kunne finde på at give efter under hende.

„Hvad med her i weekenden?“ spurgte Zander.

Bonnie nikkede og tog for en sikkerheds skyld fat i den nærmeste reolhylde. Hun følte sig så fjerlet at hendes fødder hvert øjeblik kunne miste kontakten med gulvet.

 

Meredith flyttede venstre fod bagud, løftede højre hæl fra gulvet og gled et skridt tilbage samtidig med at hun førte sine samlede hænder op foran kroppen i en dobbelt underarmsparade. Derefter tog hun et hurtigt skridt til siden og langede et kort slag ud med den knyttede venstre hånd. Hun nød altid disse taekwondoøvelser. Alle bevægelser var omhyggeligt koreograferet, og de skulle trænes igen og igen indtil de lå i rygmarven.

Når først det var opnået, forekom de én lige så naturlige som at trække vejret, og man var forberedt på hvad som helst. I kamp behøvede hun kun et glimt af modstanderens indledende bevægelse for at vide hvad der ville følge, så hun kunne imødegå angrebet med en parade og et efterfølgende slag eller spark uden at skulle tænke over det. Hun foretog endnu nogle hurtige øvelser, både forsvar og angreb for at afprøve sine reflekser. Bagefter nikkede hun tilfreds. De var som de skulle være. Hun var parat til at beskytte både sig selv og andre.

Hun var stadig plaget lidt af tanken om den episode for nogle uger siden, da hun forstuvede sin ankel under jalousifantomets angreb, og Stefan havde været den eneste tilbage med styrke nok til at forsvare Fell's Church.

Stefan, en vampyr.

Meredith bed tænderne sammen. Hun syntes om Stefan og stolede på ham, men alligevel ... Hun kunne levende forestille sig hvordan generationer af slægten Sulez ville vende sig i deres grave og forbande hende langt væk hvis de vidste at hun ikke kun havde én, men hele to vampyrer blandt sine venner. Vampyrer var fjenden.

Men Stefan var en undtagelse. Han havde bevist at han var god nok. Med Damon stillede det sig anderledes. Selv om han havde været deres redningsmand ved flere lejligheder og i løbet af de sidste uger lod til helt at have skiftet karakter, havde Meredith stadig sine tvivl om ham.

Men det betød ingenting hvis hun bare sørgede for at holde sig i træning og være årvågen. Hun skiftede brat fra forsvarsstilling til angreb og slog til med højre hånd.

„Nydeligt udført,“ lød en stemme bag hende.

Meredith vendte sig og så en kortklippet sort pige stå i døren til træningssalen. Hun lænede sig skødesløst mod dørkarmen og havde tilsyneladende fulgt hendes bevægelser et stykke tid.

„Tak,“ sagde Meredith lidt overrasket.

Pigen skubbede sig fri af karmen og kom indenfor. „Hvad er du?“ spurgte hun. „Sort bælte?“

„Ja,“ svarede Meredith og kunne ikke lade være med at tilføje med en vis stolthed: „I taekwondo og karate.“

„Aha,“ sagde pigen. „Jeg dyrker selv taekwondo og aikido. Jeg hedder Samantha, og jeg har ledt efter en sparringspartner. Interesseret?“

Hun lød henkastet, men der var noget gavtyveagtigt i hendes øjne og ved hendes smil som gjorde Meredith vagtsom.

„Det lyder godt,“ sagde hun med samme skødesløshed. „Vis mig hvad du kan.“

Samanthas smil blev bredere. Hun skubbede skoene af, trådte ind på øvelsesmåtten og stillede sig foran Meredith. De tog mål af hinanden. Samantha var et hoved mindre end Meredith og tynd, men senet, og hun bevægede sig med en kats graciøse smidighed.

Det forventningsfulde udtryk i hendes øjne afslørede at hun regnede Meredith for et let bytte. Hun troede at hun var en af de udøvere der udelukkende var optaget af at udføre alt teknisk korrekt og manglede ægte kampinstinkt. Meredith havde selv rigelig erfaring med den slags modstandere. Hun havde mødt dem i mange turneringer. Hvis Samantha virkelig troede at hun hørte til dem, ventede der hende en overraskelse.

„Klar?“ spurgte Samantha, og Meredith nåede dårligt nok at nikke før den anden fintede et slag med højre hånd og forsøgte at feje benene væk under hende med venstre fod. Meredith blokerede instinktivt slaget, gled til side for sparket og satte selv et spark ind som Samantha parerede. Hun lyste op i et stort smil.

De udvekslede yderligere nogle få angreb og parader, og mod sin vilje var Meredith imponeret. Samantha var hurtigere end de fleste modstandere hun havde mødt, selv på sortbælteniveau, og meget stærkere end hun så ud til.

Hun var også lidt for selvsikker og tilbøjelig til at glemme at gardere sig ordentligt når hun angreb, noget som en erfaren modstander kunne udnytte.

Samantha skiftede fodstilling, og Meredith gled ind bag hendes forsvar med et hurtigt hælspark der ramte hende i den øverste del af låret. Det fik hende til at vakle, og Meredith smuttede hurtigt uden for rækkevidde.

Samanthas ansigtsudtryk skiftede. Nu var hun ved at blive irriteret, en anden svaghed. Hun kneb øjnene og munden sammen, mens Meredith holdt ansigtet fuldstændig blottet for udtryk. Samantha satte farten yderligere i vejret med sit næste angreb, men hastværket og irritationen gik ud over hendes præcision.

Meredith begyndte at vige og lod sig presse over mod måttens ene hjørne, og Samantha pressede yderligere på uden at se nogen advarsel i at alle hendes angreb blev pareret sikkert af hendes tilsyneladende trængte modstander. Da Meredith var presset næsten helt ind i hjørnet, gik hun pludselig til modangreb. Hun parerede Samanthas slag tidligere end hun havde gjort før, allerede inden det var halvt gennemført, hvilket bragte hende så tæt på at hun kunne feje benene væk under hende med et hurtigt sidespark.

Samantha endte tungt på måtten. Hun lå et øjeblik og stirrede op på Meredith med et tomt udtryk i ansigtet, og Meredith blev pludselig bange for at hun havde skadet hende.

Så rystede Samantha hovedet som for at klare det og lyste op i et stort smil. „Det var smart!“ udbrød hun. „Vis mig hvordan du gjorde det!“