Kapitel 6

 

Matt følte sig forsigtigt for med foden hen over græsset. Han fortsatte langsomt med hænderne strakt frem for sig indtil hans fingre stødte på en træstammes ru bark. Nu måtte han være i nærheden af stien. Trafikken omkring campus' hovedport var formodentlig meget beskeden på dette tidspunkt af aftenen, men han havde valgt at liste sig frem mellem træerne så ingen så ham. Han måtte indrømme at han følte sig temmelig latterlig med bind for øjnene og iført den smoking som han ellers mente at have givet sin mor besked om ikke skulle med. Nu var han glad for at hun havde glemt det eller ignoreret ham. Der var bare det at den stumpede en smule, og det hjalp bestemt ikke på frygten for at blive til grin.

På den anden side skulle dem der kom for at hente ham også helst kunne få øje på ham. Hellere stå som en idiot ude i det åbne og blive optaget i Vitale Logen end rode rundt mellem buskene med bind for øjnene resten af natten. Han kantede sig møjsommeligt i den retning hvor han mente porten var, snublede over en ujævnhed og genvandt balancen igen ved at fægte vildt med armene.

Han fortrød at han ikke havde fortalt nogen hvor han skulle hen. Hvad nu hvis det hele var et nummer for at gøre ham til grin? Eller en fælde af en slags? Han kørte en finger rundt langs den snærende skjorteflip. Efter alle de underlige ting han havde været ude for i løbet af det sidste år, kunne han ikke sige sig fri for at lide af en smule forfølgelsesvanvid.

Hvis han forsvandt sporløst nu, fandt hans venner aldrig ud af hvad der var sket med ham. Han så Elena for sig. Hun ville komme til at savne ham, selv om hun aldrig havde næret de følelser for ham som han drømte om. Og Bonnie – hendes latter ville miste sin ubekymrede klang, og Meredith ville blive endnu mere sammenbidt og forsvarsberedt. Han betød noget for dem.

Men logens besked havde ikke været til at misforstå: ingen måtte vide noget. Hvis han drømte om at blive medlem, måtte han rette sig efter reglerne, og regler var noget han altid havde taget alvorligt.

Uden varsel greb nogen fat i hans arme. Uvilkårligt strittede han imod, og det udløste et irriteret grynt fra personen til højre for ham.

„Fortis Eturnus,“ hvæsede personen til venstre, og han mærkede et pust af varm ånde mod øret.

Han holdt op med at gøre modstand. Fortis Eturnus. Det var de to ord der havde stået som overskrift til brevet. Latin, formodentlig. Han burde nok have gjort sig den ulejlighed at finde ud af hvad de betød. Han lod sig føre med over græsset og ud på kørevejen.

„Trin op,“ hviskede stemmen til venstre, og Matt bevægede sig forsigtigt frem og krøb op i noget der måtte være en kassevogn. En hånd pressede hans hoved ned for at han ikke skulle støde mod loftet, og Matt blev ubehageligt mindet om sidste sommer hvor politiet havde arresteret ham som mistænkt for voldtægt mod Caroline. Betjentene havde holdt hans hoved nede på samme måde da de gennede ham ind på patruljevognens bagsæde efter at have lagt ham i håndjern. Et øjeblik var panikken ved at få tag i ham, men han skubbede den fra sig. Vogterne havde fjernet alles erindring om Carolines falske anklage sammen med alt det andet fra den sommer.

De ukendte hjalp ham ned på et sæde og gav ham sikkerhedssele på. Så vidt han kunne mærke sad der nogen på hver side af ham, og han åbnede uvilkårligt munden, selv om han ikke vidste hvad han skulle sige.

„Stille!“ formanede stemmen fra før, og Matt tav lydigt.

Han prøvede at skæve ud under bindet i håb om at få øje på et eller andet, om det så bare var et glimt af lys og skygge, men alt var mørkt. Der lød fodtrin hen over bilens metalgulv. Døre smækkede, og motoren blev startet.

Matt lænede sig tilbage og prøvede at holde regnskab med hvor mange gange kassevognen svingede til højre eller venstre, men det nyttede ikke. Allerede efter et par minutter havde han ikke længere styr på det. Han forsøgte at slappe af mens han ventede på hvad der nu ville ske.

Kassevognen standsede efter omkring et kvarters kørsel. Dem der sad på hver side af Matt rettede sig op, og han fulgte deres eksempel. Han hørte døren i førersiden blive åbnet og derefter lyden af fodtrin hen langs vognen og om til bagdøren. Den blev åbnet.

„Stille,“ formanede stemmen fra før. „I vil nu blive ført til det næste punkt på jeres rejse.“

Personen til venstre for Matt kom til at skubbe til ham idet han rejste sig, og Matt hørte grus knase under hans fødder da han trådte ned fra bilens bagsmæk. Han var ved at snuble, men fandt balancen igen, og derefter døde lyden af hans skridt hen. Matt lyttede intenst, men hørte kun puslen fra andre inde i bilen. Hvor mange havde han egentlig siddet sammen med? Han spjættede da nogen tog fat i hans arme igen. Han havde ikke hørt nogen nærme sig.

Hænderne hjalp ham ud af kassevognen og dirigerede ham hen ad noget der føltes som et fortov og ind på en gårdsplads hvor han først havde grus under fødderne og derefter kom ind på brolægning. Han blev ført op ad en trappe, gennem en korridor eller en sal af en slags og ned ad en anden trappe. Han talte efter, og de var nået tre etager ned da han blev standset igen.

„Vent her,“ hviskede stemmen, og hans ukendte førere fjernede sig.

Matt anstrengte alle sanser for at danne sig et indtryk af omgivelserne. Han kunne høre andre røre svagt på sig i nærheden, formodentlig dem han havde siddet sammen med bag i kassevognen, men ingen sagde noget. Den genlyd deres bevægelser fremkaldte tydede på at de befandt sig i et stort og højloftet rum. En gymnastiksal? En kælderhvælving? Det sidste passede bedst med det antal etager de var gået ned ad trappe nummer to. Et sted bag ham lød der et dæmpet klik fra en dør som blev lukket.

„Nu må I tage bindet fra øjnene,“ meddelte en ny stemme. Den var dyb og selvsikker.

Matt fjernede bindet og kneb øjnene sammen mod lyset idet han så sig om. Belysningen var svag og indirekte, hvilket tydede på at hans formodning om at de befandt sig i en kælder var korrekt. I så fald havde han aldrig set et så overdådigt indrettet kælderlokale.

Rummet virkede gigantisk og fortabte sig i halvmørke i den modsatte ende, og både gulv og vægge var belagt med mørkt, kraftigt træ. Loftet var hvælvet og understøttet af søjler smykket med forskellige træskærerarbejder. De var udført med stor sans for detaljen og virkede meget levende. Fra en af søjlerne grinede noget der lignede en alfs intelligente, men let forvredne ansigt ned til ham, og på en af de andre så han en springende hjort. Stole med polstrede sæder i rødt fløjl og kraftige borde stod langs væggene.

Matt og de andre stod med ansigterne vendt mod en central søjlebue som øverst midtfor var smykket med et stort, ornamenteret V, kunstfærdigt sammensat af mindre, højglanspolerede stykker metal af forskellig art. Under bogstavet glimtede det samme motto som Matt huskede fra brevet: Fortis Eturnus.

Et blik på de andre i nærheden fortalte Matt at han ikke var alene om at føle sig forvirret og urolig. Så vidt han kunne bedømme var de omkring femten i alt, og flertallet lignede ikke førsteårsstuderende. Den høje og rundryggede fyr med fuldskægget til højre for ham måtte være godt på vej mod den afsluttende eksamen.

En spinkel pige med et rundt ansigt indrammet af brune krøller fangede Matts blik. Hun hævede øjenbrynene og antydede forvirring med en overdreven grimasse. Matt sendte hende et grin og følte sig pludselig bedre tilpas. Han kantede sig nærmere til hende og skulle til at præsentere sig, men blev afbrudt inden han nåede det.

„Velkommen,“ lød den samme dybe, myndige stemme som havde givet dem tilladelse til at fjerne bindet for øjnene, og en ung mand trådte frem i den centrale søjlebue og stillede sig nøjagtig under V'et. Bag ham dukkede en flok andre skikkelser op. Begge køn var repræsenteret i gruppen, og de var alle sammen klædt i sort og bar masker. Effekten var så tilstræbt teatralsk at den burde have kaldt på grinet, men Matts begyndende smil stivnede øjeblikkelig. Et eller andet ved de maskerede skikkelser fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

Den unge mand under den centrale søjlebue var den eneste som ikke bar maske. Han var lidt mindre end de tavse skikkelser som nu havde samlet sig i en halvkreds bag ham. Han havde krøllet mørkt hår og smilede varmt idet han strakte hænderne ud mod Matt og de andre.

„Velkommen,“ sagde han igen. „Velkommen til en dyb hemmelighed. I har måske hørt rygter om Vitale Logen, den ældste og mest berømte af Dalcrests studenterorganisationer. Det er et selskab der for det meste kun omtales hviskende, men som ingen kender sandheden om. Ingen bortset fra dets medlemmer. Mit navn er Ethan Crane, logens nuværende stormester, og det glæder mig at I har efterkommet vores invitation.“

Han tav og så sig om.

„I er blevet inviteret fordi I er eliten, de bedste af de bedste. Hver af jer er beriget med særlige evner.“

Han gjorde en bevægelse i retning af den skæggede, rundryggede fyr som Matt mente måtte være sidsteårsstuderende, og hans næste ord bekræftede antagelsen.

„Stuart Covington her er den mest lysende videnskabelige begavelse blandt eksamenskandidaterne, måske endda en af de mest lovende videnskabsmænd i landet. Han har allerede fået publiceret adskillige artikler om biogenetik i den videnskabelige verdens anerkendte tidsskrifter.“

Ethan gik frem til aspiranterne og standsede ved siden af Matt. Set tæt på var hans øjne nøddebrune med et skær af gyldent og fulde af varme.

„Matt Honeycutt her er den kommende forstærkning til Dalcrests fodboldhold. Efter at have ført sit high school hold frem til delstatsmesterskabet sidste år kunne han frit vælge mellem fristende tilbud fra de store og berømte fodbolduniversiteter, men han valgte Dalcrest.“

Matt dukkede forlegent hovedet, og Ethan gav hans skulder et fortroligt tryk inden han gik videre og standsede ved siden af pigen med det runde ansigt.

„Chloe Pascal er, som dem der overværede sidste års store kunstudstilling på campus allerede ved, Dalcrests største kunstneriske talent. Hendes dynamiske og spændende skulpturer har indbragt hende Gershnerprisen to år i træk.“

Han klappede hende faderligt på armen, og hun rødmede klædeligt.

Ethan fortsatte sin gang fra den ene aspirant til den anden og oplistede deres talenter. Matt hørte kun efter med et halvt øre. Han var mere optaget af at studere de andres tryllebundne ansigter, men han fik indtryk af evner der spændte over et vidt område. Dette var i sandhed en forsamling af de bedste af de bedste, Dalcrests ubetingede elite, og han lod til at være den eneste førsteårsstuderende i flokken.

Han havde fornemmelsen af at Ethan havde tændt et strålende indre lys i ham. Han, Matt, den mindst bemærkelsesværdige blandt gruppen fra Fell's Church, mødte omsider anerkendelse for sit talent. Han nød det, og han blev hurtigt enig med sig selv om at det var fortjent.

Ethan vendte tilbage til sin plads foran de maskerede. „Som I har hørt, strækker jeres talenter sig over et vidt spektrum. Høj intelligens, kreativitet, sport, evnen til at lede andre. Ført sammen kan disse kvaliteter bringe jer helt til tops, ikke blot på campus, men gennem hele livet. Vitale Logens historie går langt tilbage, og vælger I at træde ind i den, er det for livet. For evigt.“ Han løftede hånden advarende. „Men husk at dette møde kun er det første skridt på vejen til optagelse. Og vejen er vanskelig.“ Han lod hånden falde og smilede igen. „Jeg tror – vi tror – at I alle har hvad der skal til for at blive fuldgyldige medlemmer af Vitale Logen. Havde vi næret den mindst tvivl om jeres værdighed, ville I ikke have stået her nu.“

Matt rettede sig. Hvad enten han var den mindst bemærkelsesværdige blandt sine venner eller ej, havde han været med til at redde verden – eller i hvert fald sin hjemby – indtil flere gange. Selv om han ikke havde været den der førte an, var han temmelig sikker på at han var i stand til at klare sig gennem alt hvad Vitale Logen kunne finde på at udsætte ham for af prøver.

Ethan smilede direkte til ham. „Hvis I føler jer parat til at indtræde i Vitale Logen, til at bevare vores hemmeligheder og vinde vores tillid, så træd et skridt frem.“

Matt trådte frem uden betænkning. Det samme gjorde Chloe og den skæggede Stuart, og da Matt skævede til siderne så han at alle de øvrige aspiranter havde fulgt deres eksempel.

Ethan gik frem til Matt. „Her,“ sagde han og stak noget fast i hans jakkerevers med en hurtig bevægelse. „Bær den altid, men diskret, og omtal aldrig logen for andre. Du bliver kontaktet. Mine bedste lykønskninger.“

Han smilede varmt og gik videre til Chloe og gentog det samme.

Matt vendte reverset opad og kiggede nærmere på det lille blå V som Ethan havde stukket fast i stoffet. Han havde aldrig interesseret sig videre for studenterbroderskaber eller organisationer som ikke var forbundet med sport. Efter hans mening havde alene ordet 'broderskab' altid haft noget lidt latterligt over sig, og det samme gjaldt hemmelige foreninger med mystiske ritualer hvor man fik klippet et bukseben af eller barberet halvdelen af håret af hovedet. Men dette var noget andet. Den berømte Vitale Loge var ingen myte. Den var virkelighed, og den ønskede at optage ham – en førsteårsstuderende – i sine rækker.

Den anerkendelse kunne han aldrig drømme om at afvise.