Kapitel 7

 

„Man skulle lede længe efter en gruppe nybyggere som var mindre egnede til at oprette en helt ny koloni end den flok på et hundrede og fem mænd der sejlede op ad floden fra Chesapeake Bay i 1607 og grundlagde Jamestown,“ bekendtgjorde lektor Campbell fra podiet i auditoriet hvor Elena sad sammen med sine medstuderende. „Gruppen kunne ganske vist fremvise en enkelt murer, et par tømrere og en grovsmed og omkring en halv snes arbejdsmænd, men over halvdelen bestod af selvudnævnte gentlemen.“ Han gjorde en lille kunstpause og smilede sarkastisk. „I denne forbindelse dækker betegnelsen 'gentlemen' mænd som hverken havde lært et håndværk eller forstod sig på handel. Flertallet var en flok dovne og uvidende lykkejægere der havde meldt sig til London Virginia Companys ekspedition uden mindste anelse om hvor meget hårdt arbejde det krævede at grundlægge en koloni i den ny verden. Nybyggerne nåede frem i begyndelsen af foråret, og i slutningen af september var over halvdelen af dem døde. I januar, da kaptajn Newport kom tilbage med friske forsyninger og nye kolonister, var kun otteogtredive af de oprindelige kolonister i live.“

Elena noterede ordene dovne og uvidende og flertallet døde inden det første år på sin notesblok.

Dagens første forelæsning handlede om Sydens historie, og den havde været lidt af en øjenåbner. Historielærerne i high school havde aldrig talt om andet end mod og udholdenhed hos Virginias første nybyggere.

„På torsdag handler det om legenden om John Smith og høvdingedatteren Pocahontas. Vi skal diskutere de faktiske kendsgerninger og i hvor høj grad de adskiller sig fra Smiths egen beretning. Han havde en tendens til at promovere sig selv,“ meddelte Campbell. „De relevante kapitler er anført i læseplanen, så jeg vil bede jer møde godt forberedt op til en forhåbentlig livlig diskussion under næste forelæsning.“ Han var en energisk lille og temmelig korpulent mand. Hans små øjne afsøgte ivrigt tilhørerne mens han talte og standsede ved Elena. „Elena Gilbert? Vil du være venlig at blive her lidt endnu. Jeg vil gerne tale med dig.“

Elena nikkede og ventede mens de andre forlod lokalet. Nogle få forsinkede det hele ved at stille Campbell spørgsmål på vejen. Hun var ikke helt fri for at være nervøs fordi han var i stand til at skille hende ud mellem alle de andre. Hun havde ikke henvendt sig til ham eller på anden måde gjort sig bemærket under forelæsningen, som var blevet overværet af et halvt hundrede studerende.

Først da den sidste af de andre var ude ad døren, nærmede hun sig hans skrivebord.

„Elena Gilbert,“ sagde han i et næsten faderligt tonefald og betragtede hende indgående med sine små, lyse øjne. „Undskyld at jeg opholder dig, men jeg hæftede mig ved dit navn og er nødt til at spørge.“

Han tav, og Elena spurgte pligtskyldigt: „Må jeg spørge om hvad?“

„Jeg kender navnet Gilbert, forstår du,“ fortsatte han som om han ikke havde hørt hende. „Og jo mere jeg ser på dig, jo mere minder du mig om en som – om to som en overgang var mine meget nære venner. Du skulle vel ikke være datter af Elizabeth Morrow og Thomas Gilbert?“

„Jo, det er jeg,“ svarede Elena langsomt. Hun burde være forberedt på at møde nogen her på Dalcrest som havde kendt hendes forældre, men det var alligevel mærkeligt pludselig at høre deres navne.

„Åh!“ Han flettede fingrene over sin lille topmave og smilede tilfreds. „Du ligner Elizabeth utrolig meget. Jeg fik et mindre chok da jeg så dig komme ind. Men du har også noget af Thomas i dig, ingen tvivl om det. Det er først og fremmest noget med dit ansigtsudtryk, tror jeg. Det bringer mig direkte tilbage til mine sidste studieår. Hun var en køn pige, din mor. Usædvanlig køn.“

„Vil det sige at De læste sammen med mine forældre?“ spurgte Elena.

„Det kan du lige tro!“ udbrød Campbell ivrigt. „De var mine bedste venner her. De bedste venner jeg nogen sinde har haft. Desværre mistede vi kontakten med hinanden nogle år efter eksamen, men jeg hørte om ulykken.“ Han lagde hånden på hendes arm et øjeblik. „Det gør mig virkelig ondt.“

„Tak,“ sagde Elena og bed sig i læben. „De talte aldrig ret meget om deres studietid. Men det var måske kommet hvis de var blevet noget ældre ...“ Hun brød af og konstaterede til sin ærgrelse at hun havde tårer i øjnene.

„Du må virkelig undskylde. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det,“ sagde Campbell og klappede sig opgivende på lommerne. „Og jeg har selvfølgelig aldrig et papirlommetørklæde parat når der er brug for det.“

Han virkede næsten komisk i sin bekymring, og Elena sendte ham et lille smil som fik ham til at slappe synligt af.

„Det var bedre,“ sagde han. „Hvis du gerne vil høre mere om hvordan dine forældre var dengang, vil jeg hellere end gerne fortælle dig om dem. Jeg gemmer på en masse historier.“

„Virkelig?“ sagde Elena forhåbningsfuldt og følte et stik af forventning. Tante Judith havde nogle gange givet sig til at fortælle om sin søster, men det havde næsten altid drejet sig om minder fra deres barndom. Om sin fars opvækst havde Elena aldrig hørt ret meget i det hele taget – kun at han havde været enebarn og at hans forældre var døde.

„Opsøg mig i kontortiden,“ sagde Campbell, oplivet ved synet af hendes tydelige interesse. „Så skal jeg fortælle dig alt om vores narrestreger fra dengang. Jeg har kontortid hver mandag og fredag fra klokken femten til sytten, og jeg er parat til at rulle den røde løber ud for dig – rent billedligt talt, selvfølgelig. Jeg kan også byde dig på den aldeles frygtelige kontorkaffe.“

„Det vil jeg meget gerne,“ sagde Elena. „Mange tak.“

„Ikke noget at takke for,“ sagde Campbell. „Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at du skal føle dig hjemme her på Dalcrest.“ Han betragtede hende med hovedet let på skrå, indgående, som om han ville sikre sig at hun nu også lignede sin mor så meget som han havde syntes ved første blik. „Som datter af Elizabeth og Thomas må du være noget ganske særligt.“

 

Den store krage der havde slået sig ned på en gren i træet uden for auditoriets åbne vindue spadserede utålmodigt frem og tilbage og åbnede og lukkede de kraftige kløer utålmodigt hver gang den sad stille et øjeblik. Damon havde den største lyst til at antage sin egen skikkelse, kravle ind ad vinduet og underkaste den ivrige lærer et effektivt tredjegradsforhør.

Men det ville Elena ikke bryde sig om.

På nogle områder var hun utroligt naiv.

Noget hun for øvrigt ikke var alene om. De var alle sammen bundnaive. Damon glattede irriteret et par fjer på plads med næbbet. Men hvad kunne man vente andet? De var så unge. Når han så tilbage, måtte han indrømme at det tog folk det første hundrede år af deres liv at blive bare en smule klogere. Den eneste mulighed for at opnå virkelig visdom og lære at passe ordentligt på sig selv var med andre ord at være udødelig.

Nu Elena for eksempel. Skulle man ikke tro at hun ville være bare en smule skeptisk over for den lærer, en fuldstændig fremmed, efter alt det hun havde været igennem? Men nej, manden behøvede bare at stille oplysninger om hendes forældre i udsigt, så var hun straks parat til at møde op på hans kontor når som helst det passede ham. Sentimentale tåbe. Hvad skulle fyren kunne fortælle hende af virkelig betydning? Intet af det ville bringe hendes forældre tilbage.

Nå, tyksakken udgjorde næppe nogen fare. Damon havde undersøgt ham med sin mentale kraft, og han var i hvert fald helt igennem menneske. Der lurede ingen skjult overnaturlig kraft i ham. Men man kunne aldrig være helt sikker, vel? Der fandtes uden tvivl skabninger som var magtfulde nok til at skjule sig for selv hans røntgenøjne, og selv om mennesker var nogle ynkeligt svage størrelser, kunne man aldrig være sikker på om de pludselig fandt på at gå amok med en kødøkse eller en automatriffel.

Men det virkelige problem var Elena. Hun havde tydeligt nok fuldstændig glemt at Vogterne havde taget alle hendes magiske evner og gjort hende til et ganske almindeligt menneske igen, sårbar og skrøbelig. Hun lå under for den vrangforestilling at hun var i stand til at passe på sig selv.

Det gjaldt hele flokken. Først havde det været ikke så lidt af en plage da det langsomt gik op for Damon at han var kommet til at synes om Elena og hendes venner og var begyndt at betragte dem som sine mennesker. Ikke kun Elena og den lille rødtop, men dem alle sammen, også heksen mrs. Flowers, vampyrjægeren Meredith og selv det kødhoved til Matt. De to sidste kunne ikke engang lide ham, men han følte sig forpligtet til at holde øje med dem og forhindre at deres medfødte tåbelighed bragte dem i livsfare.

Damon rystede på hovedet. Det var ikke ham der ønskede at være her. Den der idé med 'lad os alle tage hinanden i hænderne og danse af sted til lærdommens højborge' var ikke hans. Han havde betragtet den som topmålet af idioti lige fra begyndelsen, og sådan opfattede han det stadig. Han var ikke Stefan. Det kunne aldrig falde ham ind at spilde sin tid på at foregive at være et almindeligt menneske.

Enhver fornuftig vampyr ville være forsvundet i en vis fart, men det var da han stod over for at skulle tage den beslutning at han meget mod sin vilje så i øjnene at han ikke ønskede at miste Elena og de andre.

Det var direkte pinligt. Vampyrer var ikke flokdyr som mennesker. Han burde være ligeglad med hvad der skete med dem. En vampyr med respekt for sig selv ville se disse naive børn som et fristende bytte og ikke andet.

Men det at vende tilbage fra de døde og kampen mod jalousifantomet havde forandret Damon, fået ham til at fralægge sig al den sygelige misundelse og elendighed der havde holdt ham i sit greb siden han var menneske. Nu hvor den mørke kampesten af had i hans indre var forsvundet, så han alting i et andet lys, og noget af det der var begyndt at røre på sig var omsorgen for andre.

Pinligt eller ej, der var noget forbløffende berigende ved at have nær forbindelse med den lille gruppe mennesker. Men han ville hellere dø – endnu en gang – end indrømme det højt.

Han klikkede med næbbet nogle få gange mens Elena sagde farvel til læreren og forlod auditoriet. Derefter satte han af fra grenen og svævede ned til træet nærmest ved bygningens indgang.

Et stykke derfra var en tynd ung mand i færd med at slå en plakat op på et andet træ, og Damon fløj nysgerrigt derover og landede i en af de nederste grene. Han strakte hals. Plakaten viste et billede af en pige. Overskriften var 'Efterlysning'. Under billedet stod nogle få linjer med nærmere oplysninger. Den forsvundne var den nitten år gamle Taylor Harrison. Hun var sidst set på vej over campus efter mørkets frembrud. Man havde ikke fundet afgørende spor, men politiet frygtede en forbrydelse, og hendes forældre havde udlovet en dusør for oplysninger der førte til at hun blev fundet.

Damon gav en hæs skræppen fra sig. Der var noget galt. Allerede ved ankomsten sammen med Elena og Stefan havde han sanset noget truende i atmosfæren her, men han havde ikke kunnet sætte fingeren på hvad det var. Nu, efter at have set plakaten, forstod han bedre sin uro på Elenas vegne. Han havde anet at hun var i fare fra det øjeblik hun satte fødderne på Dalcrests campus.

Elena kom ud fra auditoriebygningen og begyndte at gå over græsplænen. Hun var optaget af at holde sit lange hår væk fra øjnene og bemærkede ikke den store sorte krage der svævede fra træ til træ langs den sti hun fulgte. Damon var fast besluttet på at finde ud af hvad der foregik på Dalcrest, og det skulle gå hurtigt, inden der skete nogle af hans mennesker noget.

Især Elena.