Kapitel 8

 

Elena skar ansigt. „Jeg tror ikke at der er en eneste af de varme retter her jeg kunne tænke mig at smage på,“ sagde hun. „Halvdelen af det kan jeg ikke engang se hvad er.“

Stefan fulgte tålmodigt med da hun gik videre til serveringsskrankens salatbar.

„Det her er ikke meget bedre,“ sagde hun og tog en skefuld udvandet hytteost, kiggede lidt på den og lagde den tilbage i beholderen igen. „Jeg troede at maden her ville være betydelig bedre end i skolens cafeteria derhjemme, men jeg har åbenbart håbet på for meget.“

Stefan mumlede medfølende og så sig om efter et sted hvor de kunne sidde. Han havde ikke selv taget noget at spise. Almindelig mad smagte ham ikke, og desuden var han mæt. Han havde benyttet sin mentale kraft til at lokke en due ned på sin balkon om morgenen, en stor og kraftig fugl som havde forsynet ham med blod nok til hele dagen. Han behøvede ikke gå på jagt igen før efter mørkets frembrud.

Det lykkedes Elena at finde en salat som hun regnede med at være i stand til at få ned, og i mellemtiden havde Stefan udset sig et bord hvor alle pladser var ledige. Han trak stolene ved den nærmeste bordende ud.

Hun kyssede ham let inden de satte sig og mærkede en kriblen af fryd da hun sansede hans bevidsthed. Den velkendte mentale forbindelse mellem dem var der stadig, og han fornemmede tydeligt hendes glæde over at have ham hos sig her i deres nye, næsten normale tilværelse. Han mærkede også den forventning som samtalen med Campbell havde vakt i hende.

„Lektor Campbell, min historielærer, tog sin eksamen her og var en nær ven af mine forældre,“ fortalte hun som svar på Stefans spørgende blik. Hendes øjne lyste. „Han kan fortælle mig en hel masse som jeg aldrig har vidst om dem.“

„Det lyder godt,“ sagde Stefan. „Hvordan var forelæsningen?“

„Udmærket,“ sagde Elena og begyndte på salaten. „De første par uger drejer det sig om koloniseringen af Amerika.“ Hun så op fra salaten. „Hvad med dig? Var det ikke filosofi?“

„Det var fint nok,“ sagde Stefan neutralt. Det havde været mærkeligt at sidde i et auditorium igen. Han havde læst ved flere forskellige europæiske universiteter i løbet af sit lange liv og fulgt hvordan både undervisningsmetoder og studerende ændrede sig. I begyndelsen havde hans medstuderende alle været unge mænd, sønner af velhavende overklassefamilier. Nu var det en blanding af begge køn med mere forskellig baggrund. Alligevel lod der til at være ting som aldrig forandrede sig: læreren der forelæste over det valgte emne, og studenterne som enten kedede sig eller lyttede og noterede ivrigt, det hele præget af en vis overfladiskhed og holden igen med hensyn til at vise dybere følelser.

Stefan måtte give Damon ret. Han hørte ikke til her. Han var bare gået i gang med at spille en ny rolle for at få tiden til at gå. Men det var noget andet med Elena. Hun hørte i høj grad til. Det lyste hende ud ad øjnene. Hun fortjente chancen for et normalt liv. Det var for hendes skyld han var her. Hun ville aldrig være begyndt på Dalcrest hvis ikke han havde sagt ja til at følge med.

Skulle han sige noget om det til hende? Han ville nødig ødelægge hendes åbenlyse forventning, men han havde også lovet sig selv altid at være ærlig over for hende. Han tog sig et øjeblik til at finde ud af hvordan han skulle begynde. Inden han nåede at sige noget, blev han forstyrret af en let skinger pigestemme.

„Har I hørt om det med Daniel Greenwater?“

Pigen var sammen med nogle venner ved at trække de ledige stole i den anden ende af bordet ud, og noget i pigens tonefald fik Stefan til at høre efter.

„Hvem er han?“ spurgte en af de andre.

„Ham her,“ sagde pigen og foldede den avis ud hun havde haft stukket ind under armen.

Et hurtigt sideblik fortalte Stefan at det var campusavisen.

„Han er førsteårsstuderende, og han er lige forsvundet. Han forlod fælleshuset ved lukketid i går aftes, og hans bofælle siger at han aldrig kom hjem. Det er altså uhyggeligt.“

Stefan mødte Elenas øjne tværs over bordet, og hun hævede øjenbrynene let. Kunne det være noget de burde undersøge nærmere?

En af de andre piger i gruppen trak affærdigende på skuldrene. „Han har vel fået kolde fødder ved synet af eksamenspensum og er flygtet hjem. Eller også har hans bofælle myrdet ham. I ved nok at man automatisk består med førstekarakter i alle fag hvis ens bofælle går hen og dør.“

„Det er en ældgammel skrøne,“ sagde Stefan fraværende og smilede da pigerne kiggede forbavset på ham. „Må jeg låne avisen et øjeblik?“

Pigen med den skingre stemme skød avisen hen til ham, og han kiggede nærmere på forsidebilledet. Det var et årbogsfoto fra high school og viste et smilende ansigt omgivet af forpjusket hår. Daniel Greenwater havde et let overbid og venlige øjne. Det var et ansigt Stefan genkendte, og det undrede ham ikke særligt. Navnet havde forekommet bekendt.

„Han bor på vores kollegium,“ sagde han dæmpet og drejede avisen så Elena kunne kigge på billedet. „Kan du huske ham fra orienteringsmødet? Han virkede udmærket tilfreds med at være her. Jeg tvivler på at han har forladt Dalcrest af sin egen fri vilje.“

Elenas øjne blev intense. „Tror du der er sket ham noget? Der foregik et eller andet ude på campus den første aften vi var her. En campusbetjent fortalte at en pige havde været ude for et eller andet, men mere fik vi ikke at vide. Tror du det kan have noget at gøre med Daniels forsvinden?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Stefan. „Men jeg må indrømme at jeg er bekymret. Det virker underligt at der sker sådan noget med så kort mellemrum.“ Han rejste sig. „Er du klar til at gå?“

Elena nikkede, selv om hun manglede at spise det halve af salaten. Stefan afleverede avisen med et høfligt tak for lån og fulgte efter hende udenfor.

„Det kan godt være at vi lider af paranoia på grund af alt det i Fell's Church,“ sagde Elena da de var på vej tilbage mod Pruitt House. „Det er jo ikke usædvanligt at folk forsvinder, eller at piger bliver chikaneret eller overfaldet. Det er modbydeligt, men der behøver ikke absolut ligge en eller anden stor sammensværgelse bag det.“

Stefan svarede ikke. Han havde fået øje på en plakat magen til den som Damon havde bemærket, den med billedet af den forsvundne pige.

„Lov mig at være forsigtig,“ sagde han. „Og giv også Bonnie og Meredith og Matt besked om at være på vagt. Ingen af jer bør gå alene rundt på campus – i hvert fald ikke om aftenen.“

Elena nikkede og stirrede på billedet af pigen. Stefan bed sig i læben. Hun havde været så glad og forventningsfuld da de mødtes til frokost. Nu så det hele ud til at være ødelagt.

Han lagde armen om livet på hende. „Skal vi ikke gå ud i aften?“ spurgte han. „Jeg har et møde med en studiegruppe, men det skulle ikke tage så lang tid. Hvad med at spise til aften et sted uden for campus, og at du overnatter hos mig bagefter? Jeg vil gerne være helt sikker på at du kan være tryg.“

Elenas øjne lyste pludselig af indestængt latter. „Åh, så længe det er den eneste grund til at du vil have mig til at sove hos dig,“ sagde hun. „Jeg vil helst ikke tro at du er ude efter min dyd.“

Stefan trak vejret dybt ved tanken om hendes glatte hud og den rige smag af hendes blod. Tanken om at holde hende i sine arme igen, uden at have tante Judith eller mrs. Flowers i nærheden, var berusende.

„Selvfølgelig ikke,“ mumlede han. „Jeg har ingen hensigter i den retning. Mit eneste ønske er at beskytte dig.“

Han bøjede hovedet og kyssede hende. Over dem lød vingeslag og en hæs skræppen, og Stefan kiggede op, stadig med munden mod Elenas, og rynkede panden. Elena mærkede ham stivne. Hun trak sig tilbage, fulgte retningen af hans blik og så den store sorte krage der kredsede højt over dem.

Damon. Han holdt øje med dem, med hende, som altid.

 

„At brillere til enhver tid. Det er hvad I skal opnå,“ rungede Ethans dybe stemme ud over den udendørs basketballbane hvor aspiranterne var samlet. Himlen var lige begyndt at lysne, og der var ingen andre ude. „Som I ved fra vores første møde, repræsenterer I hver især det ypperste inden for jeres felt. Men det er ikke nok.“ Han tav og så rundt på de søvnige ansigter. „I skal lære af hinanden indtil I behersker det hele. I den periode I nu går ind i, vil I opdage at I besidder evner som I aldrig har forestillet jer.“

Matt flyttede uroligt på fødderne og gjorde sit bedste for at skjule sin skepsis. Nogen ville blive meget skuffede hvis de ventede at han i løbet af kort tid skulle nå højder af akademisk eller kunstnerisk succes.

Han opfattede ikke sig selv som videre beskeden, men han var realistisk, og han kunne hurtigt opregne sine bedste kvaliteter: en god sportsmand, en god ven, og et ærligt sind. Rimelig intelligent var han også, men hvis storslået intellekt og kreativitet var forudsætninger for at blive optaget i Vitale Logen, kunne han lige så godt trække sig med det samme.

Han gned sig i nakken og skævede stjålent til de andre, og det var ikke så lidt af en lettelse at se at de fleste ansigter var præget af tilbageholdt panik. Det her med at udmærke sig på alle felter mente de sig åbenbart heller ikke i stand til. Chloe, den kønne pige med det runde ansigt, fangede hans blik og blinkede til ham, bare en hurtig lille bevægelse med vipperne. Han svarede med et smil og følte sig lidt bedre tilpas.

„I dag gælder det fysisk udfoldelse,“ fortsatte Ethan.

Matt sukkede lettet. Det var i hvert fald noget han kunne klare.

De øvrige så ikke nær så tilfredse ud. De intellektuelle, dem med lederevnerne og de kreative genier, så ikke frem til at aflægge prøve på deres fysiske kunnen. En dæmpet, svagt oprørsk mumlen gik gennem rækkerne.

„Nu ikke noget surmuleri!“ lo Ethan. „Jeg lover jer at den dag I er fuldgyldige medlemmer af Vitale Logen, er I hver især fysiske pragteksemplarer, og så vil I for første gang opleve hvad det vil sige at være virkelig i live.“

Hans øjne glitrede af begejstring. Derefter gik han over til at beskrive dagens opgave – en femogtyve kilometer lang løbetur hvor adskillige forhindringer skulle forceres undervejs.

„I må hellere forberede jer på at blive snavsede,“ meddelte han muntert. „Men I kan roligt glæde jer. Når I har gennemført, har I lært noget nyt. I er velkomne til at hjælpe hinanden. Men løbet skal klares på højst tre timer. Ellers er I ude.“ Han smilede. „Vitale Logen har kun plads til den absolutte elite.“

Matt lod blikket glide over de andre. Selv dem der så ud som om de havde tilbragt al deres tid i et laboratorium eller i et biblioteks læsesal, var i fuld gang med at strække ud eller snøre deres løbesko om. Alle med ansigtet præget af beslutsomhed.

„De er ikke rigtig kloge,“ lød Chloes dæmpede stemme ved siden af ham. Det var en nydelig stemme med udpræget dialekt fra et sted langt syd for Virginia. „Jeg går ud fra at du er den eneste af os der ikke får en masse besvær med at klare det her.“

Han sendte hende et stort grin. Hun var virkelig tiltrækkende med smilehuller der trådte tydeligt frem.

„Hej, jeg hedder Matt,“ sagde han.

„Det ved jeg allerede,“ svarede hun muntert. „Dalcrests nye fodboldstjerne.“

„Og du er Chloe, den store kunstner,“ svarede han.

„Åh,“ sagde hun rødmende. „Det ved jeg nu ikke rigtig.“

„Jeg vil gerne se dine arbejder en dag,“ sagde han.

Hendes smil blev større. „Har du nogen gode tips?“ spurgte hun. „Normalt løber jeg kun når jeg er ved at komme for sent til bussen, og det kommer jeg vist til at fortryde nu.“

Hun virkede så tiltalende at Matt et øjeblik fik lyst til at omfavne hende. I stedet rynkede han panden og så op mod himlen.

„Under disse omstændigheder er det bedste du kan gøre at bevæge armene i en halvtreds graders vinkel i forhold til jorden og løbe med let fjedrende skridt.“

Hun betragtede ham indgående et øjeblik. Så lo hun. „Du driller,“ sagde hun. „Det er ikke fair. Jeg har ingen anelse om hvordan man klarer en sådan distance.“

„Jeg skal nok hjælpe dig,“ tilbød han. „Lad os holde os til hinanden.“