Kapitel 9

 

Hvor bliver du af? sms'ede Elena utålmodigt.

Stefan skulle have hentet hende for tyve minutter siden. Det studiegruppemøde måtte da være overstået! Hun var ved at dø af sult.

Hun gav sig til at gå frem og tilbage i værelset og kiggede af og til ud mod træet uden for vinduet. Det lignede ikke Stefan at komme for sent.

Hun kontrollerede sin mobil. Han havde ikke svaret, og det var for tidligt at forsøge at ringe ham op igen.

Hun gav et gisp fra sig da noget mørkt bevægede sig udenfor, men rystede straks efter på hovedet. Nu så hun spøgelser igen. Det var bare træets grene der viftede i vinden. Hun gik nærmere til vinduet og prøvede at se forbi sit eget spejlbillede i ruden. Værelset lå på anden sal. Der kunne ikke lure nogen udenfor. I hvert fald ikke mennesker. Elena gøs.

„Elena,“ sagde en stemme.

Hun sprang tilbage som en skræmt kanin og stod et øjeblik med den ene hånd presset mod hjertet. Derefter gik hun med et irriteret udbrud helt frem til vinduet og åbnede det.

„Damon ... du havde nær skræmt livet af mig,“ sagde hun. „Hvad bestiller du her?“

Hun så et glimt af hans hvide tænder i mørket.

„Jeg venter selvfølgelig på at du skal invitere mig indenfor,“ sagde han drillende. „Hvad ellers?“

„Det er ikke nødvendigt. Du hjalp mig med at flytte ind,“ sagde hun.

„Det ved jeg godt,“ svarede han. „Men jeg foretrækker at være en gentleman.“

Elena tøvede. Hun stolede selvfølgelig på Damon, men dette virkede så intimt. Han stod derude på gesimsen i mørket og ventede, og hun var alene i værelset. Både Meredith og Bonnie var ude. Hun havde ganske vist inviteret ham inden for i sit værelse derhjemme, men dengang havde tante Judith og Robert siddet nedenunder. Hvad ville Stefan sige til at hun var alene med Damon? Hun skød hurtigt tanken fra sig. Ikke det mindste – han stolede ubetinget på hende, og det var alt hvad der betød noget.

„Inviter mig nu ind før jeg falder!“ sagde Damon stilfærdigt indtrængende.

Elena rullede opgivende med øjnene. „Du falder ingen steder. Og hvis du gjorde, ville du bare skifte skikkelse og flyve. Men kom nu bare ind med dig.“

Et dæmpet sus fulgte, og så stod han ved siden af hende. Det gik hurtigere end øjet kunne følge det. Elena trådte et skridt tilbage og så op på ham. Øjne så mørke som natten, bleg, lysende hud, perfekt afpassede ansigtstræk. Og han duftede dejligt. Hans læber virkede så bløde ...

Elena opdagede at hun var begyndt at læne sig frem. Hun rettede sig med et sæt. „Hold op med det!“ sagde hun.

„Med hvad? Jeg gør absolut ingenting,“ sagde han uskyldigt.

Han trak på skuldrene ved synet af hendes skeptiske mine og sendte hende et strålende smil. Og der har vi grunden til at Stefan alligevel vil have noget imod at jeg har lukket Damon ind, tænkte Elena.

Damon trak på skuldrene igen da han så hende klemme munden sammen til en smal streg. „Nå ja, jeg forsøgte mig med lidt tankepåvirkning, men det var kun for at drille.“ Han så sig om og rystede let på hovedet. „Jeg må sige at jeg næsten er skuffet over at se i hvor høj grad I tre lever op til jeres typer.“

Elena fulgte hans blik. Bonnies side af værelset var en forvirring af tøjdyr, henslængt tøj, halvt åbne kommodeskuffer og sminkeremedier af forskellig slags.

Som en skarp kontrast var Merediths del strengt pertentligt. Bøgerne i reolen var rettet ind på linje i alfabetisk orden og det eneste på hendes skrivebord var hendes sølvfarvede laptop med en ligeledes sølvfarvet kuglepen liggende ved siden af, anbragt så den flugtede parallelt med computerens ene kant. Hendes klædeskab var lukket, og det samme gjaldt alle skufferne i hendes kommode, og Elena vidste at nede i dem lå tøjet nydeligt sammenfoldet og omhyggeligt sorteret efter type, farve og årstid. Damon havde ret. Efter et ganske kort blik rundt i værelset vidste man at Meredith var rationel, sofistikeret og tilbageholdende, mens Bonnie var munter, udadvendt og verdens største rodehoved.

Og hvad fortalte værelset om hende selv? Elena betragtede sin del af det med kritiske øjne. Indrammede kunstplakater fra hendes yndlingsudstillinger, sølvbørsten og kammen anbragt i en skrå vinkel på toiletbordet, dybblå lagner og pudebetræk som hun vidste stod godt til hendes øjne og gyldne hår. Hvad fortalte det om hende? At hun var én der holdt fast ved det hun kunne lide og havde svært ved forandring? Eller én som måske var lidt for optaget af hvad der klædte hende bedst? Hun kunne ikke blive enig med sig selv.

Damon smilede igen, og nu var drilleriet forsvundet. „Glem det igen, prinsesse,“ sagde han. „Du er meget mere end dine ejendele.“

„Tak,“ sagde Elena. „Og var det bare det du kom for at fortælle mig?“

Han rakte ud og strøg en vildfaren hårlok om bag hendes øre. Han var meget tæt på nu, og Elena rykkede lidt tilbage.

„Nej, jeg kom for at invitere dig ud, så du kunne smage lidt af den frihed der følger med at være flyttet væk fra familiens årvågne øjne. Få det lidt sjovt.“

„Hvilken slags morskab har du i tankerne?“ spurgte Elena.

„Åh, ikke det helt store. Bare en bid mad og et par drinks. Lidt hyggesnak. Ikke noget grænseoverskridende,“ sagde han.

„Det lyder godt,“ sagde Elena. „Desværre må jeg sige nej. Jeg sidder og venter på Stefan. Vi har aftalt at gå ud og spise.“

„Det burde jeg selvfølgelig have sagt mig selv,“ sagde Damon med et lille nik.

Han anstrengte sig så tydeligt for at være forstående og skjule sin skuffelse at Elena mod sin vilje var tæt ved at fnise. Man kunne tydeligt se at ingen af delene faldt ham naturligt.

Han kæmpede virkelig for at blive i rollen som hendes ven, selv om de udmærket vidste at der var mere end venskab imellem dem. Efter at være vendt tilbage fra de døde havde Damon gjort sig store anstrengelser for at ændre sit forhold til hende og Stefan, at være sammen med dem på en måde han aldrig havde været før. Det kunne ikke være let for ham at holde igen på sine impulser. Det var noget nyt og ukendt for ham.

Elenas mobil bippede. Det var en sms fra Stefan: Undskyld. Mødet trækker ud. Der går mindst en time endnu. Mødes senere?

„Problemer?“ spurgte Damon med det samme venlige smil som før.

Elena tøvede et øjeblik. Hvorfor skulle hun ikke gå ud og spise sammen med ham? Damon var hendes ven.

„Ændring af planerne,“ sagde hun rask. „Vi kan gå ud og spise, men jeg skal være tilbage om en time og møde Stefan.“

Hun tastede hurtigt en besked til Stefan om at hun gik ud til et hurtigt måltid. Da hun kiggede op, smilede Damon triumferende og rakte ud og tog hendes arm.

 

Bonnie nærmest dansede hen ad stien over campus i takt til den glade melodi hun nynnede for sig selv. Hun skulle møde Zander, hurra! Det var også på tide. Hun havde glædet sig hele ugen. De havde talt sammen flere gange i telefonen, men hun havde ikke fået det mindste glimt af ham, hverken på campus eller andre steder i den forløbne tid.

Men nu skulle hun endelig se ham igen. Skønt. Livet var dejligt. Hun var i sine bedste jeans og en sølvblinkende, lidt løs top hvis folder i det mindste antydede at hun havde en smule kavalergang. Det var en udmærket påklædning, ikke for fin hvis de bare skulle slentre rundt, men pæn nok hvis de blev enige om at gå ud at spise og måske slutte aftenen på et sted med dans. De havde aftalt at mødes uden for det videnskabelige fakultet, men Zander havde ikke nævnt noget om hvilke planer han havde.

Bonnie slog over i almindelig gang og holdt op med at nynne da hun så flakkende lys et stykke fremme. En større flok havde samlet sig på pladsen foran en af kollegiebygningerne.

Da hun kom nærmere, så hun at det var en flok piger med stearinlys i hænderne. Skæret fra dem faldt hen over alvorlige ansigter. Nogen havde anbragt en krydsfinerplade med tre forstørrede fotografier, af to piger og en dreng, op mod bygningens mur, og på græsset foran pladen lå der blomster, breve og teddybjørne. Bonnie standsede i udkanten af flokken.

Alle var tavse, og efter en kort tøven strejfede Bonnie forsigtigt den nærmeste af pigernes arm og hviskede: „Hvad foregår der?“

„Vi tænder lys for de forsvundne,“ hviskede pigen tilbage.

Forsvundne? Bonnie kiggede nærmere på de tre ansigter. De var unge og smilende, på hendes egen alder. „Går de alle sammen her?“ spurgte hun forskrækket. „Hvad er der sket med dem?“

„Ingen ved det,“ svarede pigen. „De forsvandt bare. Har du ikke hørt om det?“

Bonnie rystede på hovedet. Hun kendte kun til pigen som var blevet overfaldet eller forulempet på en eller anden måde ud for Pruitt House den første aften. Ingen havde nævnt at der også var forsvundet nogen. Ikke mærkeligt at hendes instinkt havde advaret hende mod at færdes alene på campus den anden dag. Hun kunne have været i fare.

„Nej,“ sagde hun langsomt. Hun bøjede hovedet og blev stående et øjeblik og bad til at de tre glade unge ville blive fundet i god behold.

En sirene begyndte at hyle i det fjerne.

„Nu er der sket noget igen.“

„Tror I det er et nyt overfald?“

Stemmerne steg, og det samme gjorde frygten i dem da sirenerne kom nærmere. Pigen ved siden af hende Bonnie havde talt med gav en halvkvalt hulken fra sig.

„Hvad foregår der her?“ spurgte en myndig stemme.

To campusbetjente banede sig vej gennem flokken fra den anden side.

„Vi ... øh ... tænder lys for de savnede,“ sagde pigen ved siden af Bonnie med en bevægelse mod fotografierne og blomsterne.

„Hvad betyder de sirener?“ spurgte en af de andre.

„Ikke noget I behøver at bekymre jer om,“ sagde campusbetjenten brysk, men hans ansigt blev mildere ved synet af den hulkende pige, og Bonnie bemærkede forbløffet at han ikke så ud til at være meget ældre end hun selv. Han lagde hånden på den grædende piges arm. „Vi skal nok følge dig hjem hvis du vil have det.“

Hans makker så rundt på de forsamlede. „Det er på tide at forlade stedet og gå indenfor,“ sagde han bestemt. „Hold jer sammen og vær forsigtige.“

„Sagde du ikke lige at der ikke var noget at være bange for?“ kom det vredt fra pigen der havde spurgt om sirenerne. „Hvorfor får vi ikke noget at vide?“

„Fordi vi kun kan fortælle hvad I allerede ved,“ svarede campusbetjenten tålmodigt. „Vi har tre forsvundne personer, og det gælder om at vise forsigtighed.“

Bonnie var lige ved at spørge hvorfor de skulle være forsigtige når der ikke var grund til at være bange, men hun bed ordene i sig, og da campusbetjentene vendte ryggen til, hastede hun videre hen ad stien mod det videnskabelige fakultet. Zander undrede sig måske allerede over hvor hun blev af.

Efter nogle skridt satte hun farten ned. Tanken om at fremkalde en vision og forsøge at finde ud af noget om de forsvundne rørte sig i hende, men hun afviste den. Der fulgte for mange ubehageligheder med. Hun hadede fornemmelsen af at miste kontrollen med alting når visionen fik tag i hende. Og så var der eftervirkningerne. De ville med garanti ødelægge aftenen med Zander.

Desuden fik hun sikkert ikke noget ud af at prøve. Hendes visioner havde altid handlet om nogen hun kendte godt, og om umiddelbare farer som truede dem. De tre forsvundne var fuldstændig fremmede.

Hun bed sig i læben og satte farten op igen. Hendes forventning ved tanken om Zander var forsvundet, og hun følte sig alt andet end tryg nu. Men når hun nåede frem til Zander, var hun i det mindste ikke længere alene.

Han var ingen steder at se da hun standsede foran fakultetsbygningens indgang. Hun så sig ængsteligt om. Denne del af campus lod til at være helt menneskeforladt.

Hun gik hen og tog i døren, men den var naturligvis låst. Der var ikke forelæsninger så sent. Bonnie rykkede frustreret et par gange i håndtaget. Så stak hun hånden i sin taske for at finde mobilen frem – og konstaterede med en opgivende stønnen at hun havde glemt den hjemme på værelset.

Pludselig følte hun sig meget udsat. Campuspolitiet havde advaret mod at færdes ude alene efter mørkets frembrud, og her stod hun, så ensom som hun kunne blive. Et koldt vindpust purrede op i hendes hår, og hun krøb gysende sammen. Mørket blev tættere og mere truende for hvert sekund, syntes hun.

„Bonnie! Psst, Bonnie!“

Det var Zanders stemme. Men hvor var han?

Intet rørte sig på den mørke campus hvor lygterne langs stierne tegnede små lyscirkler i gruset. Over hende hvislede træernes blade i vinden.

„Bonnie! Heroppe!“

Hun kiggede i vejret og fik øje på Zanders silhuet oppe på taget. Han stod bøjet frem over rækværket og kiggede ned på hende. Hans hvidblonde hår glimtede som sølv i månelyset.

„Hvad bestiller du deroppe?“ råbte hun.

„Kom herop!“ opfordrede han og pegede på brandtrappen lidt længere henne langs muren. Dens nederste del, metalskydestigen, var skubbet ned så dens første trin befandt sig omkring en halv meter over jorden.

„Er det dit alvor?“ spurgte Bonnie tvivlrådigt. Hun gik hen til stigen. Det skulle nok kunne lade sig gøre at komme op på den, men det ville blive alt andet end yndefuldt. Og hvad hvis nogen dukkede op og så hende hænge og sprælle? Hun havde ikke læst campusreglementet særlig grundigt, men hun følte sig temmelig sikker på at det var forbudt at benytte brandtrappen til at komme op på taget af en aflåst bygning.

„Kom nu bare,“ kaldte Zander.

Han kom løbende ned ad trappen, og han skramlede frygteligt det sidste stykke på stigens metaltrin, syntes Bonnie. Han satte af fra det sidste trin, landede smidig som en kat ved siden af hende, gik ned i knæ og holdt sine sammenflettede hænder frem.

„Sæt din ene fod her, så løfter jeg dig op.“

Efter et øjebliks betænkning fulgte Bonnie opfordringen og rakte efter stigen med begge hænder. Da hun først var kommet op på det nederste trin, var resten barnemad, selv om stigens let rustne metal kradsede ubehageligt i hænderne. På vejen op takkede hun universets højeste magter for at hun havde besluttet at vælge jeans i stedet for nederdel denne aften.

Zander fulgte i hælene på hende, og kort efter trådte de ind på taget.

„Er det her tilladt?“ spurgte Bonnie.

Zander gned sig over næsen. „Formodentlig ikke. Men jeg har tilbragt en masse tid heroppe, og ingen har nogen sinde sagt noget.“ Han smilede det smil hun var kommet til at synes så godt om. „Det er et af mine yndlingssteder.“

Bonnie måtte indrømme at udsigten var glimrende. Under dem strakte campus sig med sine stier, træer og buske, grøn, halvmørk og mystisk.

Hvis en anden havde hentet hende herop, ville hun sikkert have beklaget sig over den rustne skydestige og betontaget og være kommet med bemærkninger om at det måske ikke var lige sådan et sted hun havde ventet at blive inviteret ud til. Men det var noget andet med Zander. Han var så lækker at man måtte bære over med ham.

„Udsigten er dejlig,“ sagde hun en anelse tamt og så rundt på det flade og temmelig snavsede tag. „Og det er altid spændende at være så højt til vejrs.“

„Vi er tættere på stjernerne,“ sagde Zander og tog hendes hånd. „Kom med.“

Bonnie klyngede sig til hans varme, stærke hånd. Han havde ret, stjernerne var meget smukke set heroppefra hvor der ikke var noget kunstigt lys til at forstyrre. Stjernebillederne trådte meget tydeligere frem.

Han tog hende med hen til det ene hjørne hvor et temmelig medtaget gammelt militærtæppe var bredt ud. En æske med pizza og fire dåsesodavand var stillet frem på det.

„Så er der serveret,“ sagde han. „Jeg ved godt at det måske er et mærkeligt sted at invitere nogen hen, men jeg ville så gerne vise dig stedet her. Jeg tænkte at du kunne se det er noget ganske særligt.“

„Det kan jeg også,“ sagde Bonnie smigret.

Kort efter sad hun tæt op ad Zander. Han havde lagt den ene arm om hende, og de kiggede stjerner og spiste pizza som havde holdt sig forbløffende varm i æsken.

„Jeg lister mig tit herop,“ fortalte Zander. „En aften sidste år lå jeg her og fulgte hvordan fuldmånen langsomt forsvandt under en måneformørkelse. Her blev næsten kulsort da månen var helt dækket, men man kunne stadig ane dens rødlige omrids bag formørkelsen.“

„De gamle vikinger troede at formørkelserne opstod ved en kappestrid mellem to kæmpeulve. Den ene ville æde solen, og den anden månen,“ sagde Bonnie. „Hver gang der opstod en sol- eller måneformørkelse, blev folk sat til at lave en masse støj for at skræmme ulvene væk.“

Zander kiggede undrende på hende. „Rart at vide, selv om det er svært at sige hvad man kan bruge det til,“ sagde han, men smilede samtidig muntert.

„Jeg interesserer mig for mytologi,“ sagde hun. „Mest den der handler om druider og keltere. Druiderne gik også meget op i månefaserne. Deres stjernetydning var i høj grad baseret på dem. Jeg har glemt deres navn for den nuværende månefase, men om et par uger går vi ind i Den Døende Månes fase.“

„Og hvad betyder så det?“ spurgte Zander. Hans ansigt var pludselig meget tæt ved hendes, og han så hende direkte ind i øjnene.

„Det betyder en tid med noget der slutter,“ svarede Bonnie. „Det handler alt sammen om søvn og død. Druidernes år begynder igen efter Halloween.“

„Hmm.“ Han betragtede hende intenst. „Hvordan kan det være du ved så meget om det?“

„Fordi ... jeg har druider og keltere blandt mine forfædre,“ svarede hun og følte sig en smule dum. „Min mormor fortalte mig at vi nedstammer fra druidepræstinder, og at det er derfor jeg har synske evner. Det havde hun også selv.“

„Det lyder interessant,“ sagde Zander. „Vil det sige at du forudser ting som vil ske?“

„Ja. Det er ikke noget jeg prøver at bilde dig ind!“ udbrød hun og fortrød det øjeblikkeligt. Det havde ikke været hendes mening at sige noget om det. Hun risikerede at han troede hun var underlig i hovedet, men på den anden side ville hun heller ikke lyve for ham.

Der var noget hypnotiserende ved hans øjne. Hun havde en fornemmelse af at drukne i dem. Hun kunne mærke hvordan hun begyndte at blive vægtløs.

Der skulle virkelig viljestyrke til at se væk, men det lykkedes til sidst. „Undskyld,“ sagde hun hovedrystende. „Det var underligt. Et øjeblik var det som om jeg var ved at falde i søvn.“

„Tænk ikke på det,“ sagde han henkastet, men der var kommet noget stift og fremmed over hans ansigt. Så lyste han op i det smil hun kendte så godt og rejste sig. „Kom her. Jeg vil vise dig noget.“

Bonnie rejste sig langsomt. Hun følte sig stadig lidt mærkelig tilpas og tog sig til panden.

„Det er herovre,“ sagde Zander og førte hende med hen til tagets hjørne. Han slap hende og trådte op på den lave, smalle stenbalustrade der løb hele vejen rundt langs tagkanten.

„Pas dog på!“ udbrød Bonnie forskrækket. „Kom tilbage! Du risikerer at falde!“

Han smilede. „Vi falder ingen steder,“ sagde han. „Kom herop.“

„Er du rigtig klog?“ udbrød Bonnie. Hun havde aldrig brudt sig om højder. Engang havde hun skullet krydse en meget høj bro sammen med Elena og Damon. Det havde været nødvendigt for at redde Stefans liv, men hun ville aldrig have klaret det hvis ikke Damon med sine hypnotiske evner havde bildt hende ind at hun var cirkusakrobat, en rutineret linedanser som højder aldrig havde generet det mindste. Bagefter, da de var kommet over på den anden side af broen og hun blev sig selv igen, havde hun været ved at kaste op af skræk.

Men hun havde jo altså krydset broen. Og så var der løftet om at hun skulle være mere selvstændig og modig nu hvor hun var flyttet hjemmefra. Hun så op på Zanders fremstrakte hånd, tog den og trådte op på rækværket.

Hun kunne ikke holde et lille, forskrækket udbrud tilbage da hun stod ved siden af ham. Der var svimlende langt ned til jorden, og hun skyndte sig at løfte blikket. „Det her er vist ikke nogen særlig god idé,“ hviskede hun.

„Stol på mig,“ sagde Zander. Han slap hendes hånd og lagde armen fast om hende i stedet for. „Jeg skal nok passe på du ikke falder.“

Selvsikkerheden i hans stemme gjorde Bonnie lidt mere rolig. Desuden var det en dejlig fornemmelse at mærke hans arm omkring sig.

„Hvad skal jeg gøre?“ spurgte hun da hun var sikker på at have kontrol med stemmen igen.

„Luk øjnene og løft højre fod,“ sagde Zander.

„Hvad?“ udbrød Bonnie. Hun havde fulgt hans opfordring til at lukke øjnene, men var lige ved at åbne dem igen.

„Stol på mig,“ gentog Zander, og denne gang var der en tydelig undertone af latter i hans stemme.

Bonnie tøvede et øjeblik endnu inden hun vovede at løfte højre fod.

I det samme tog vinden til, og Bonnie var helt sikker på at den ville løfte hende fri af rækværket og hvirvle hende mod himlen som en drage hvis snor var knækket. Hun klyngede sig desperat til Zander.

„Du kan være rolig. Der sker ikke noget,“ trøstede han. „Bare hold øjnene lukkede og slap helt af. Livet er ikke værd at leve hvis man ikke sætter det lidt på spil en gang imellem.“

Bonnie trak vejret dybt og tvang sig selv til at slappe af. Vinden fik håret til at flyve omkring hovedet på hende, peb i hendes ører og trak i hendes tøj og det løftede ben. Da hun slappede af, føltes det næsten som om hun blev løftet blidt op mod himlen på en blød pude af luft. Sådan måtte det være at flyve.

Al hendes angst forsvandt. Hun lo af glæde og åbnede øjnene. Han betragtede smilende hendes ansigt og lukkede armen fastere om hende. Bonnies latter voksede. Blodet boblede igennem hendes årer, og hun havde fornemmelsen af at hendes nervespidser registrerede den mindste lille forandring i luften omkring hende.

Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde følt sig så levende.