Kapitel 10

 

Den pub Elena og Damon endte på var travl og vrimlede med mennesker, men selvfølgelig sørgede Damon for at de ikke kom til at vente på et bord. De fik en bås med plads til to i den roligste del af lokalet. Damon sad henslængt på båsens polstrede lædersæde, arrogant og afslappet som en stor kat, og lyttede tålmodigt til Elena. Hun fortalte ivrigt løs om alt det hun oplevede i sit nye liv på Dalcrest, fra hvordan hun havde opdaget at hendes historielærer havde været en nær ven af hendes forældre til små oplevelser sammen med de medstuderende hun havde lært at kende.

„Elevatoren var helt fyldt da vi skulle ned fra laboratoriet, og en af dem fra min gruppe blev trykket op mod kontrolknapperne. På en eller anden måde fik hun ramt alarmknappen, og elevatoren standsede mens alarmklokken skingrede.“ Elena tog en slurk af sin sodavand. „Pludselig lød der en stemme fra et sted vi ikke kunne se: 'Er det en nødsituation?' Og pigen svarede: 'Nej, det var et uheld.' Derefter sagde manden i højttaleren at han desværre ikke kunne høre hende. Hun gentog at det havde været et uheld, og sådan fortsatte det indtil hun til sidst råbte at det var en nødsituation.“

Damon sad og tegnede små figurer i duggen på sit glas med pegefingeren. Han løftede hovedet og smilede til hende, men Elena var for optaget af sin historie til at bemærke det.

„Da vi endelig nåede ned i stueetagen og dørene blev åbnet, stod der fire redningsfolk med hjertestarter og det hele og ventede,“ sluttede Elena. „Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi gik bare forbi dem, og da vi var kommet udenfor, løb vi så hurtigt vi kunne. Det var temmelig pinligt, men vi kunne ikke lade være med at le.“

Damons smil blev bredere, og det var helt uden det anstrøg af ironi man ellers så tit så hos ham. „Jeg kan godt lide dig sådan,“ sagde han.

„Hvordan?“ spurgte Elena lidt overrasket.

„Afslappet må være det rigtige ord. Du har befundet dig i den ene krise efter den anden lige siden vi mødtes.“ Han rakte over bordet og strøg en vildfaren hårlok væk fra hendes ansigt.

Tjeneren var standset ved deres bord og stod og ventede på at tage mod deres bestilling, men Elena valgte at ignorere ham i første omgang.

„Det siger du ikke?“ sagde hun en anelse flirtende. „Og det mener du ikke at du havde en vis andel i?“

„Det havde jeg måske nok, men jeg vil til enhver tid fastholde at jeg ikke var den hovedansvarlige,“ svarede Damon. Hans smil var forsvundet, og nu lød han kølig. Han så op. „Godaften, Stefan.“

Elena stivnede overrasket. Det var Stefan og ikke tjeneren som stod ved siden af bordet. Hendes mave trak sig sammen i en kold knude ved synet af hans ansigt. Det var som hugget i sten, og han stirrede stift på den hånd som Damon endnu ikke havde trukket tilbage.

„Hej,“ sagde Elena usikkert. „Hvordan gik gruppemødet?“

Han ignorerede spørgsmålet. „Jeg har ledt efter dig alle vegne. Hvorfor tager du ikke din telefon?“

Hun fandt sin mobil frem og så at der var indgået adskillige opkald og sms'er fra Stefan. „Åh, nej, det må du altså undskylde. Jeg har ikke hørt den ringe.“

„Vi aftalte at mødes,“ sagde han afmålt. „Jeg var oppe for at hente dig, men alle var væk. Du forstår vel at jeg blev nervøs? Eller har du glemt at folk er begyndt at forsvinde fra campus?“

Han havde troet at der var sket hende noget. Uroen kunne stadig ses i hans øjne. Han havde svært ved at acceptere at hun havde mistet sine magiske kræfter. Han var bange for at der skulle ske hende noget, og han troede åbenbart ikke at hun overhovedet var i stand til at forsvare sig selv. Hun burde have tænkt sig om og sørget for at give ham bedre besked end bare at sende en sms om at hun snart ville være tilbage igen.

Hun skulle til at række ud efter ham, men han vendte sig om mod Damon inden hun nåede det. „Hvad er det her for noget?“ spurgte han. „Var det derfor du fulgte med til Dalcrest? For at luske dig ind på Elena?“

Et såret glimt viste sig i Damons øjne, men forsvandt så hurtigt igen at Elena kom i tvivl om at hun havde set rigtigt. Hans ansigtsudtryk skiftede til nedladende foragt, og Elena stivnede. Hun vidste bedre end nogen anden at freden mellem brødrene var så skrøbelig, og alligevel havde hun været dum nok til ikke at bremse Damons flirten. Hun skulle slet ikke være gået med ham.

„Nogen skal jo passe på hende mens du har travlt med at lege collegestudent,“ sagde Damon hånligt. „Studiegruppe! Man tror det er løgn! Så travlt som du har med at spille almindeligt menneske, undrer det mig at du overhovedet har bemærket at der foregår et eller andet på campus. Men du ser måske hellere at Elena går rundt i mørket alene end at hun følges med mig?“

Stefan klemte munden sammen til en smal streg. „Vil du påstå at du ikke har skjulte motiver til at lege livvagt?“

Damon slog afvisende ud med den ene hånd. „Du kender mine følelser for Elena. Det samme gør hun. Selv ham den tykhovede Matt ved hvordan det står til mellem os tre. Men problemet er ikke mig, kære lillebror – det er dig og din jalousi. Du kan åbenbart ikke se at din idé om at spille almindelig dødelig og fortsætte et liv sammen med Elena er umulig. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg har ikke lokket nogen. Elena var ikke gået med hvis hun ikke selv ønskede det.“

Elena krympede sig. Var dette hvad hun kunne vente? At enhver nok så lille fejl fra hendes side øjeblikkelig ville få Stefan og Damon til at fare i struben på hinanden?

„Stefan ... Damon,“ begyndte hun bedende, men de ignorerede hende.

De nidstirrede hinanden. Stefan trådte nærmere med knyttede næver, og Damon bed munden sammen. I hans øjne lyste en tavs opfordring til Stefan om at gøre det første træk. Pludselig kunne Elena se en lighed imellem dem.

„Det her kan jeg ikke klare,“ sagde hun. Hun nærmest hviskede ordene, men de hørte hende og vendte opmærksomheden mod hende med et ryk. „Jeg kan ikke klare det her,“ gentog hun. „Jeg kan ikke være Katherine.“

Damons ansigt fortrak sig i en skulen. „Katherine? Tro mig, ingen her ønsker at du skal være Katherine ...“

Stefan løftede begge hænder afværgende. „Elena, elskede ...“

„Nej, nu skal I høre på mig,“ afbrød hun. „Jeg har bevæget mig som en barfodet mellem glasskår for at sikre den balance vi var nået frem til. Selv om det er svært, er der i det mindste kommet det gode ud af det at I er begyndt at opføre jer som brødre igen. Jeg kan ikke ... vil ikke ...“

Hun trak vejret dybt og prøvede at finde det saglige og nøgterne tonefald som ville gøre det klart at det næste hun sagde ikke stod til diskussion.

„Jeg synes vi skal holde pause,“ sagde hun tonløst. „Stefan, du ved hvad jeg føler for dig. Det behøver jeg ikke gentage.“ Hun flyttede blikket til Damon. „Og du ... du er en del af mig nu. Jeg kan ikke udholde tanken om at miste jer. Men jeg er nødt til at få klarhed over mig selv efter alt det der er sket, og jeg må have fred til det uden hele tiden at skulle gå og være bange for at ødelægge noget mellem jer. Og I må finde ud af hvordan I kan holde fred med hinanden på trods af jeres følelser for mig.“

Damon gav en skeptisk prusten fra sig, men Elena ignorerede ham.

„Jeg forstår godt hvis I mangler tålmodighed til at vente på hvad jeg når frem til. I skal bare vide at jeg altid vil elske jer begge. På hver sin måde. Men sådan som det går nu, kan det ikke fortsætte.“

Hun kunne mærke at tårerne var på vej og gned øjnene i håb om at standse dem.

Damon lænede sig frem over bordet med skyggen af et besynderligt lille smil om munden. „Tager jeg fejl, eller har du lige slået op med os begge?“

Hun stivnede. „Damon, vi har aldrig været kærester,“ sagde hun vredt.

„Det ved jeg godt,“ sagde han med et lille skuldertræk. „Men jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af at jeg lige har fået løbepas, som de sagde i de gode, gamle dage.“

Han skævede hurtigt til Stefan, og derefter blev hans ansigt udtryksløst.

Stefan virkede knust. Fra det ene øjeblik til det andet var hans ansigt blevet så gråt og hærget at det ikke var svært at tro at han var over fem hundrede år gammel.

„Som du vil,“ sagde han hæst og løftede hånden for at række ud efter hende, men standsede halvvejs og lod den falde ned langs siden igen. „Lige meget hvad der sker, vil jeg altid elske dig. Mine følelser forandrer sig ikke. Tag så meget tid du behøver.“

„Godt,“ sagde Elena og rejste sig. Hendes ben føltes underligt kraftesløse, og hun mærkede kvalmen røre på sig. En del af hende ønskede at slå armene om Stefan og kysse fortvivlelsen væk fra hans ansigt, men Damons uudgrundelige øjne fulgte hver af hendes bevægelser, og tanken om at røre ved nogen af dem virkede ... forkert. „Jeg vil gerne være alene nu.“

På ethvert andet tidspunkt ville de begge have protesteret mod at hun skulle gå alene hjem over campus. De ville have argumenteret indædt imod det og fulgt efter på afstand imod hendes ønske.

Anderledes nu. Stefan trådte til side så hun kunne forlade båsen. Damon sad helt ubevægelig og betragtede hende under halvt sænkede øjenlåg.

Elena forlod pubben uden at se sig tilbage. Hendes hænder dirrede og tårerne stod hende i øjnene, men samtidig var det som om en tung byrde var fjernet fra hendes skuldre.

Dette var måske den bedste beslutning hun havde taget i lang tid.

 

Kære dagbog,

 

Jeg er helt ødelagt hver gang jeg tænker på Stefans ansigt da jeg sagde at jeg havde brug for at være alene et stykke tid. Jeg får det som om jeg er ved at kvæles.

Det har aldrig været min mening at såre Stefan. Aldrig nogen sinde. Hvordan skulle jeg kunne få mig selv til det? Vi er så tæt knyttet til hinanden. Han er som en del af min sjæl. Uden ham føler jeg mig ikke hel.

Men ...

Jeg elsker også Damon. Som en ven, en meget nær ven. Jeg ser noget af mig selv afspejlet i hans mørkere sider. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham i min nærhed.

Men Stefan er så bange for at miste mig. Erindringen om Katherine står stadig klart for ham, og hvor gerne han end vil, kan han ikke få sig selv til at stole på sin bror. Men jeg vil ikke stå imellem dem sådan som hun gjorde – med de følger det fik.

Jeg ved at jeg har gjort det rigtige. Så længe jeg står i vejen, finder de aldrig rigtigt sammen som brødre igen. Alt andet må vente indtil det er sket. Først når jeg ikke længere er bange for at den mindste fejl fra min side skal få deres gamle fjendskab til at blusse op igen, kan jeg få redet trådene i mit indviklede forhold til dem ud.

Det var den rigtige beslutning jeg tog. Jeg er helt sikker. Men alligevel er det som om hele min verden er styrtet sammen. Hvordan skal jeg klare mig bare et kort stykke tid uden Stefan?

Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå det igennem. Alt skal nok blive godt igen.

Det er jeg helt sikker på.