Kapitel 11

 

„Har du lyst til en kop kaffe, Elena?“ spurgte lektor Campbell.

Hun nøjedes med at nikke. Han havde insisteret på at de brugte fornavn uden for undervisningstiden, men det kneb for hende at skulle sige „Ja tak, James.“ Hun skulle lige have lidt mere tid til at vænne sig til tanken.

Han rejste sig og hastede hen til den lille kaffemaskine der netop havde boblet færdig oven på en ikke særlig stabilt udseende stak papirer. Da han havde stillet den fyldte kaffekop foran hende, tog han igen plads bag det overfyldte skrivebord og betragtede hende med åbenlys glæde.

„Jeg har vist også nogle småkager et sted,“ tilbød han. „De er ikke hjemmelavede, men ... nå, ikke?“

Elena rystede høfligt på hovedet og nippede til kaffen. „Den smager glimrende,“ sagde hun og smilede til ham.

Der var gået nogle dage siden hun sagde til Stefan og Damon at hun var nødt til at være alene et stykke tid. Efter en stærkt tiltrængt grædeaften sammen med Meredith og Bonnie havde hun gjort sit bedste for at finde ind i en fast hverdagsrytme – passet undervisningen, spist frokost med sine venner, holdt masken. Samtalerne med James Cambell var en stor hjælp. Her kunne hun glemme alt andet og koncentrere sig om at få mest muligt at vide om sine forældres studietid.

„Det er utroligt som du ligner Elizabeth når du smiler,“ udbrød James. „Og når du gør det, dukker Thomas' smilehul frem. Det er fuldkommen som at se hans, kun i den ene side. Det gav ham en vis bohemeagtig charme.“

Elena skulle lige til at takke for komplimenten, men tog sig i det. Egentlig var den – som de fleste andre han kom med – først og fremmest rettet mod hendes forældre. Det kunne virke lidt for selvoptaget at tage dem til sig som sine egne.

„Det glæder mig at du synes jeg ligner mine forældre,“ sagde hun i stedet. „Jeg kan huske at jeg opfattede dem som noget af det mest elegante da jeg var lille. Men små børn synes vel altid at deres forældre er smukke.“

„Din mor var i det i hvert fald,“ sagde James. „Men det er ikke kun dit udseende. Du lyder som hende, og de betragtninger du fremsatte under forelæsningen i sidste uge fik mig til at huske på ting din far har sagt. Han var meget observant.“ Han åbnede en skrivebordsskuffe, og efter at have famlet lidt rundt i den hentede han en dåse småkager frem og tog låget af. „Er du sikker på at du ikke vil have en? Nå, udmærket.“ Han valgte selv en og bed af den. „Som jeg sagde – Elizabeth var en usædvanlig køn pige. Jeg ville ikke kalde Thomas køn, men han var i høj grad charmerende. Det var nok grunden til at han løb af med Elizabeth i den sidste ende.“

„Åh.“ Elena standsede med kaffekoppen halvt oppe ved munden. „Vil det sige at hun gik ud med andre?“

Det var selvfølgelig tåbeligt, men hun havde haft en forestilling om at hendes forældre altid havde været sammen.

„Hun var skam en stor hjerteknuser,“ sagde han. „Jeg kan forestille mig at det er det samme med dig.“

Elena vred sig lidt ved tanken om Stefan. Det havde aldrig været hendes mening at såre ham, men hvordan skulle han kunne undgå at føle sig kasseret? Og så var der Matt, som hun havde været kæreste med i high school, og som havde taget det hele meget alvorligere end hun. Han havde ikke været forelsket i eller rigtig interesseret sig for nogen anden siden den tid. Jo, hun havde nok også en del knuste hjerter på samvittigheden.

James betragtede hende undersøgende. „Men ikke nogen ufølsom hjerteknuser, ser det ud til,“ tilføjede han stilfærdigt og satte kaffekoppen fra sig med et lille smæld da Elena kiggede forbavset på ham. „Din mor var førsteårsstuderende da jeg lærte hende at kende. Hun var utroligt aktiv, og noget af det hun brugte meget tid på var at designe kulisser og kostumer til teaterafdelingen. Din far og jeg var i gang med andet år på det tidspunkt. Vi var medlem af den samme studentersammenslutning og nære venner, og en dag begyndte han at tale uafbrudt om denne her forbløffende pige han havde mødt. Det lød næsten for godt til at være sandt, men jeg blev trukket ind i hendes tryllekreds så snart jeg fik hilst på hende.“ Han smilede. „Thomas og jeg havde også hvert sit talent. Mit lå på det akademiske felt, og Thomas kunne overtale folk til hvad som helst. Til gengæld var vi begge kulturelle barbarer. Elizabeth lærte os om kunst og teater og om den verden der fandtes uden for de små sydstatsbyer hvor vi var vokset op.“ Han tog endnu en småkage, spiste den og børstede fraværende krummer af fingrene uden at tage sig af hvor de faldt. „Jeg var helt sikker på at vores venskab ville holde for livet, men i den sidste ende valgte vi hver sin vej.“

„Hvorfor?“ spurgte Elena. „Skete der noget?“

Han så væk. „Selvfølgelig ikke,“ sagde han en anelse affærdigende. „Sådan kan det bare gå her i livet. Men hver gang jeg går gennem korridoren her på anden sal, standser jeg og kigger på det gamle fotografi af os.“ En lille, forlegen latter undslap ham, og han klappede sig let på topmaven. „Det er nok mest forfængelighed. Jeg har lettere ved at genkende mig selv som ung end som den tykke gamle mand jeg ser i spejlet hver morgen.“

„Undskyld, men hvad taler du om?“ sagde Elena. „Hvilken korridor.“

Han kiggede undrende på hende, men så lyste han op. „Åh, jeg glemmer at du selvfølgelig ikke er fortrolig med traditionerne her. I den lange korridor på anden sal i denne bygning hænger der billeder fra alle de forskellige perioder af Dalcrests historie. Deriblandt et nydeligt fotografi af dine forældre og undertegnede.“

„Det må jeg op og se,“ sagde Elena, grebet af forventning. Hun havde kun set meget få fotografier af sine forældre fra tiden før de blev gift.

Der blev banket på døren, og en spinkel pige med briller stak hovedet ind. „Åh, undskyld!“ udbrød hun og ville trække sig tilbage.

„Nej, nej, min ven,“ sagde James jovialt og rejste sig. „Du forstyrrer ikke. Elena og jeg taler bare om fælles bekendte. Du og jeg skal derimod havde en alvorlig snak om dit speciale så snart som muligt. Kom endelig ind,“ Han nikkede til Elena og rakte hånden frem. „Vi må tale videre på et senere tidspunkt.“

„Selvfølgelig,“ sagde Elena. Hun rejste sig og trykkede den fremstrakte hånd.

„Nu hvor vi taler om fælles bekendte, har jeg for resten mødt en af dine, lige før semestret begyndte,“ sagde han henkastet da Elena var på vej mod døren. „Dr. Celia Connor. Hun fortalte mig at du var søgt ind her.“

Elena vendte sig med et sæt. Erindringsglimt fløj gennem hendes hoved: Celia der hang slapt i Stefans arme mens han styrtede af sted i overmenneskelig fart, desperat efter at redde hendes liv. Celia der var med til at kæmpe mod jalousifantomet i garagen hvor alt stod i flammer. Hvor meget vidste James? Hvad havde Celia fortalt ham?

„Men hende må vi også vente med at tale om til en anden gang,“ tilføjede han muntert.

Elena nikkede og hastede videre mod døren med tankerne hvirvlende i hovedet. Pigen med brillerne holdt døren for hende.

Nogle skridt nede ad korridoren standsede Elena og lænede sig mod væggen for at tænke nærmere over det hun havde hørt. Havde Celia fortalt James at Stefan og Damon var vampyrer eller noget af det hun vidste om hende og de andre? Næppe. Celia var blevet en ven efter kampen med fantomet. Det kunne ikke falde hende ind at røbe deres hemmeligheder. Desuden var hun en meget ambitiøs forsker. Hun ville aldrig fortælle sine kolleger noget der kunne få dem til at tro at hun havde en skrue løs.

Elena rystede uroen af sig og besluttede at kigge nærmere på det fotografi han havde talt om. Hun gik op ad trappen til anden sal.

Korridoren var let nok at finde. Den på første sal var svær overhovedet at få øje på fordi der lå adskillige åbne kontorlandskaber til begge sider, afbrudt af sektioner med rækker af lukkede chefkontorer, men her trådte man fra trappeafsatsen på anden sal direkte ind i en bred gang der strakte sig gennem hele bygningens længde.

Der var døre langs væggene, men de var alle sammen lukkede, og der hørtes ikke en lyd fra dem. Belysningen var svag, og hele etagen virkede øde og forladt. Elena kiggede ind gennem de firkantede glasruder i flere af dørene og så kun tomme lokaler inde bagved dem.

Hele vejen ned gennem korridoren, på væggene mellem dørene, hang der store fotografier. I den ende hvor hun var kommet ind fra trappen så de ud til at være fra begyndelsen af nittenhundredetallet. Unge mænd, klædt i stribede jakkesæt og med omhyggelig sideskilning, smilede stift mod kameraet. Pigerne var i højhalsede hvide bluser og ankellange nederdele og havde håret samlet oven på hovedet. På et af billederne stod en flok piger på række og holdt en lang blomsterguirlande frem. Billedet var åbenbart taget ved en sommerhøjtidelighed på campus.

Der var også billeder fra kaproninger og skovture, af par klædt på til bal og af forskellige sportshold. På et af billederne, fra slutningen af tyverne eller begyndelsen af trediverne, så man de medvirkende i en studenterforestilling som stod i rampelyset og vinkede overstadigt til det uden tvivl begejstrede publikum. Et stykke længere fremme stirrede en flok unge mænd i militæruniformer tilbage på hende med sammenbidt alvor.

Længere fremme i korridoren skiftede fotografierne fra sort/hvid til farve. Påklædningen blev mindre formel og hårmoden ændrede sig. Håret blev først længere, så meget kort, derefter forpjusket og til sidst glat. Selv om de fleste af personerne på fotografierne så glade ud, fik noget ved dem Elena til at føle sig nedtrykt. Det skyldtes muligvis at variationen syntes at understrege hvor hurtigt alt forandrede sig. De fleste af personerne havde været på omtrent hendes egen alder da billederne blev taget, opfyldt af ungdommens bekymringer og glæder og små hjertesorger, og nu var de alle sammen væk, pensionerede eller måske allerede døde.

Hun tænkte ganske kort på flasken som hun havde gemt i det hemmelige rum under bundbrædderne i sit klædeskab – den hun ved en fejltagelse havde glemt at aflevere til Vogterne inden de forlod Den Himmelske Domstol. Flasken der indeholdt eliksir fra den evige ungdoms kilde. Var den svaret? Hun skubbede tanken fra sig. Den var i hvert fald ikke det svar hun søgte lige nu, og hun havde givet sig selv et højtideligt løfte om helt at glemme flasken indtil videre. Hun havde stadig ungdom nok tilbage til at hun kunne tillade sig at vente med at stille sig selv det spørgsmål.

Billedet som James havde talt om fandt hun oppe i nærheden af den modsatte ende af korridoren. Hendes forældre sad sammen med James på et udbredt tæppe under et af træerne på campus. Forældrene lænede sig frem mod hinanden i ivrig diskussion. En meget slankere James hvilede ryggen mod træet og iagttog dem med et muntert udtryk. Hans ansigt var næsten uigenkendeligt bag det forpjuskede fuldskæg som havde prydet hans ansigt dengang.

Hendes mor virkede meget ung. Ansigtet var blidt, øjnene store og smilet lysende, men alligevel var hun nøjagtig den mor Elena huskede, og hun fik en knugende fornemmelse i brystet ved synet af hende. Hendes far forekom mere kejtet end den distingverede mand Elena havde kendt, og hans pastelmønstrede skjorte var den rene katastrofe, men hun genkendte alligevel så meget fra den distingverede udgave at hun ikke kunne lade være med at smile.

Han havde et eller andet siddende på skjorten. Hun troede først det var en plet, men da hun bøjede sig frem og kiggede nærmere efter, så hun at det var et lille og blåt, ornamenteret V. Det måtte være en nål fra en af Dalcrests studentersammenslutninger. Elena granskede sin mor og James nærmere. De havde nåle magen til. Hun havde overset sin mors i første omgang fordi den var næsten helt skjult under en fremfalden hårlok.

Underligt.

Elena trommede tankefuldt pegefingerneglen mod fotografiets glas ud for moderens nål. Hun måtte huske at spørge James om dem. Havde han ikke nævnt at han og hendes far var medlem af en studentersammenslutning? Nålen måtte have noget med det at gøre. Og var der ikke tradition for at medlemmerne af de forskellige sammenslutninger skaffede sig ekstra nåle som de forærede deres kærester?

Et eller andet rørte sig i Elenas hukommelse. Hun var helt sikker på at hun havde set en af disse nåle før et sted, men hun kunne ikke huske hvor og opgav hurtigt at spekulere mere på det. Hvad nålene end stod for, havde det at gøre med noget hun ikke vidste om sine forældre, en anden facet af det liv de havde levet her.

Det skulle blive spændende at finde ud af hvad det var. Kedeligt at James var optaget nu. Han måtte vide besked.