Kapitel 12

 

„En god gang træning,“ sagde Christopher og standsede ved siden af Matt på vej ud af omklædningsrummet. „Du er virkelig skrap, mand.“

„Tak,“ sagde Matt og så op. Han var i gang med at snøre sine sko. „Du er også selv temmelig effektiv.“

Christopher var en god og solid spiller, en af dem som man altid kunne stole på ville gøre sit yderste for at få holdet til at fungere bedst muligt, både på og uden for banen. Han var også alle tiders bofælle, generøs og afslappet. Der var i det hele taget overhovedet ikke noget at udsætte på ham – han snorkede ikke engang.

„Hvad med at skippe kantinen og bestille en pizza udefra og gå i gang med Wii'en?“ foreslog Christopher. „Noget siger mig at i aften vinder du ikke et eneste spil.“

Matt lo. I de par uger han og Christopher havde delt værelse var de nået igennem alle de Wii-spil som Christopher medbragte hjemmefra. „Godt, vi ses på værelset.“

Christopher daskede ham grinende i ryggen og gik. Matt gav sig så god tid med at pakke sit fodboldudstyr sammen at alle de andre spillere havde forladt omklædningsrummet da han var færdig. Han foretrak at gå alene tilbage til kollegiet denne aften. De andre var flinke nok, men han var træt og godt øm i kroppen. Kombinationen af træningstimerne og adgangsprøverne til Vitale Logen krævede større fysiske anstrengelser end han længe havde budt sig selv. Men det var helt i orden. Han nød det.

Det gjorde han virkelig. Selv de mest tåbelige af Ethans påfund – og nogle af dem var virkelig tåbelige – tog han med godt humør. Forleden aften var de for eksempel blevet delt op i hold og sat til at rejse hytter af gamle aviser, og det havde været fint nok fordi han samtidig lærte nogle forbløffende mennesker at kende. Ethan havde ret på det punkt. Når de samarbejdede som gruppe, kom de forskelliges talenter virkelig til deres ret. Og han var en af de udvalgte.

Han var også glad for undervisningen. I skolen derhjemme havde han fået jævnt gode karakterer uden at gøre ret meget mere end der skulle til for at klare sig gennem de forskellige prøver. Det hele havde mest af alt været en nødvendig baggrund for hans liv med sine venner og sin sport.

Sådan var det også med nogle få af de fag han læste nu, men med de fleste af dem var han begyndt at se en sammenhæng han før havde været mere eller mindre blind for – at fag som historie, sprog, naturvidenskab og litteratur alle var dele af et hele, noget der påvirkede folks måde at tænke og handle på. Nu var han virkelig interesseret i at få taget en god eksamen.

Han grinede lidt ved tanken. Han var åbenbart begyndt at 'blomstre op' efter at han var kommet på college, netop som skolevejlederen på Robert E. Lee High forudsagde. Dengang havde han syntes det lød lidt komisk.

Det var endnu ikke helt mørkt da han kom udenfor, men det var ved at blive sent. Matt satte farten i vejret, optaget af tanken om varm, friskbagt pizza.

Der var ikke mange på campus. Matt gættede på at folk enten sad i cafeteriaet eller hjemme på værelserne. Han var ikke nervøs ved at færdes ude, selv om det var ved at være godt mørkt. Eventuelle overfaldsmænd ville nok udsøge sig andre ofre end en velvoksen quarterback.

Vinden rejste sig. Den fik træernes grene til at svaje og sendte duften af græs mod Matt. Det føltes stadig som om det var sommer. I buskene svirrede de første ildfluer. Matt rullede med skuldrene og nød at kunne strække kroppen godt igennem efter den anstrengende fodboldtræning.

Et sted foran ham skar et skrig gennem luften. Det lød som om det kom fra en mand, og det blev brat afbrudt.

Matt satte i løb og anstrengte sig for at få mere fart i sine trætte ben. Skriget havde lydt panikslagent. Han lyttede intenst, men nu var alt stille. Han hørte kun sine egne, raspende åndedrag.

Han kom fri af en trægruppe ud for administrationsbygningen og så en mørk skikkelse stå bøjet over noget i græsset et stykke fremme. Den ukendte hørte ham komme og tog flugten på lange, tynde ben. Han eller hun bevægede sig utroligt hurtigt og var iført en trøje med hætte der var trukket så langt frem at den skjulte ansigtet.

Matt drejede af fra stien for at sætte efter den flygtende, men standsede brat ved synet af en udstrakt skikkelse i græsset. Det tog ham et øjeblik at fatte at det røde og gyldne han så var en af de fritidstrøjer foldboldspillerne fik udleveret. Det næste han opfattede var strømmende blod og et velkendt ansigt. Han faldt på knæ ved siden af skikkelsen.

„Christopher! Tal til mig!“

Der var blod overalt. Matt følte febrilsk hen over Christophers brystkasse for at finde såret og prøve at standse blodstrømmen. Det var forgæves. Blodet syntes at komme alle steder fra. Christopher rystede i krampe, og Matt pressede hænderne mod den blodgennemvædede trøje i et forsøg på at holde ham stille. Frisk blod strømmede ud mellem hans fingre.

„Hold ud, Christopher! Du skal nok klare den,“ udbrød Matt hæst. Han fandt sin mobil frem og tastede alarmcentralens nummer. Hans hænder var dækket af blod nu, og han måtte passe på at telefonen ikke smuttede ud mellem fingrene da han pressede den mod øret.

„Jeg ringer fra Dalcrest College, fra hjørnet ved administrationsbygningen,“ sagde han febrilsk da alarmcentralen meldte sig. „Min bofælle er blevet overfaldet. Han bløder kraftigt og er ikke ved bevidsthed.“

Den vagthavende begyndte at udspørge ham nærmere, og det kostede Matt kamp at koncentrere sig om at svare.

Pludselig åbnede Christopher øjnene og gispede efter vejret.

Matt slap telefonen. „Rolig, Christopher. Ambulancen er på vej. Hold ud.“

Nye kramper gennemrystede Christopher. Han stirrede op på Matt og åbnede munden.

Matt forsøgte at holde ham stille. „Hvem var det, Christopher? Så du den der gjorde det?“

Christopher svarede med en hæs rallen. Kramperne holdt op, og han lå helt stille. Hans øjne søgte igen Matts inden de langsomt gled i.

„Hold ud, Christopher, hold ud!“ tryglede Matt. „De er på vej. Ambulancen kommer om et øjeblik.“

Han greb Christopher i skuldrene og ruskede ham let. Christopher reagerede ikke. Hans vejrtrækning var standset.

Ambulancens sirene lød i det fjerne, men Matt vidste at det var for sent.