Kapitel 13

 

Bonnie knugede en muffin med nødder ind mod brystet som om det var en slags hellig offergave. Hun havde allerede løftet den anden hånd for at banke på Matts dør, men kunne alligevel ikke få sig selv til det. Hun lod hånden falde og vendte sig om mod Elena og Meredith med et bedende udtryk i øjnene.

„Bonnie, altså ...“ mumlede Meredith opgivende. Hun flyttede sin pose bagels og kartonen med appelsinjuice over i den ene hånd, rakte forbi hende og bankede på.

„Jeg ved ikke hvad jeg skal sige!“ hviskede Bonnie.

Døren blev åbnet af en rødøjet og meget bleg Matt. Han virkede sammensunket og meget mindre end Bonnie nogen sinde før havde set ham. Hun glemte sin nervøsitet og tabte sin muffin da hun kastede sig om halsen på ham.

„Jeg er så ked af det,“ snøftede hun med tårerne løbende ned ad kinderne.

Matt knugede hende og begravede ansigtet ved hendes skulder.

Hun klappede ham desperat på hovedet. „Men det skal nok blive godt alt sammen ... jeg mener ... selvfølgelig kan det ikke blive det ... jeg ... vi ... holder så meget af dig, og nu er vi her.“

„Jeg kunne ikke stille noget op,“ sagde Matt sløvt uden at løfte hovedet. „Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men han døde alligevel.“

Elena og Meredith gik helt frem til dem og lagde armene om Matt fra hver sin side.

„Det ved vi godt,“ sagde Elena og lagde den ene hånd mod hans ryg. „Det var for sent. Du havde ingen chance for at redde ham.“

Matt gjorde sig fri og pegede rundt i værelset.

„Alle hans ejendele ligger her endnu,“ sagde han. „Hans forældre sagde til politiet at de ikke selv kunne klare at fjerne dem allerede. Det er forfærdeligt at gå og se på dem og vide at han aldrig kommer til at røre ved nogen af dem mere. Jeg tænkte på at pakke dem sammen, men det er muligt at politiet vil gennemgå det hele.“

Bonnie gøs ved tanken om hvordan Christophers forældre måtte have det.

„Vi har taget noget spiseligt med,“ sagde Meredith. „Jeg tør vædde på at du ikke har fået en krumme i evigheder. Måske kan det hjælpe lidt.“

Pigerne gik i gang med at anrette morgenmad til Matt og pressede på for at få ham til at spise da den var klar. Han drak et glas juice og tog en bagel, men sad bare med den i hånden efter at have taget en ganske lille bid.

„Jeg har siddet på politistationen hele natten,“ sagde han. „Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fortalt det der skete.“

„Hvordan gik det til?“ spurgte Bonnie. „Vi har kun hørt at du fandt ham død.“

„Bare jeg vidste det,“ sukkede Matt. „Jeg så et glimt af en sortklædt skikkelse som stod bøjet over ham og derefter stak af. Jeg ville optage forfølgelsen, men Christopher havde brug for hjælp. Jeg forsøgte at standse blodet, men han døde mellem hænderne på mig.“ Han løftede hovedet og kneb øjnene sammen. „Men der er noget mærkeligt. Selv om jeg var helt sikker på at det var et menneske jeg så flygte, tror politiet at Christopher blev angrebet af et eller andet dyr. Hele forsiden af hans overkrop var ... flået op.“

Elena og Meredith vekslede blikke.

„En vampyr eller måske en varulv?“ spurgte Meredith.

„Det har jeg selv spekuleret på,“ sagde Matt. „Det er muligt.“

Han spiste resten af sin bagel, tilsyneladende uden selv at lægge mærke til det, og Elena benyttede hans distraktion til at liste noget frugt ned på hans tallerken.

Bonnie foldede armen om overkroppen og skuttede sig som om hun frøs.

„Hvorfor sker den slags underlige ting lige meget hvor vi viser os?“ spurgte hun. „Jeg troede at alt ville blive anderledes når vi kom væk fra Fell's Church.“

Ingen af de andre havde kommentarer. Et stykke tid sad de i tavshed. De rykkede tættere sammen, som for at beskytte sig mod noget koldt og rædselsvækkende.

Til sidst rakte Meredith ud og tog en appelsinskive fra Matts tallerken. „Det første vi må gøre er at finde ud af om der ligger overnaturlige kræfter bag overfaldene og forsvindingerne,“ sagde hun. „Desværre betyder det nok at vi ikke kommer udenom at tilkalde Damon. Han er god til den slags ting, og Stefan må også have besked om hvad der foregår.“ Hun så hen på Elena. „Skal jeg tale med dem?“

Elena trak på skuldrene. Hun gjorde hvad hun kunne for at holde ansigtet udtryksløst, men det dirrede svagt om hendes mund.

„Selvfølgelig,“ sagde hun da hun havde fået styr på sig selv. „Jeg er temmelig sikker på at de allerede er i gang med at undersøge det. Du ved hvor paranoide de er.“

„Ikke helt uden grund,“ svarede Meredith tørt.

Matt så fra den ene til den anden med blanke øjne. „Hvad der end sker, må I love mig at være forsigtige,“ sagde han. „Jeg klarer ikke at miste nogen af jer.“

Bonnie skubbede sig nærmere til ham og lagde sin hånd over hans. Meredith rakte over og placerede sin hånd oven på deres, og Elena sluttede af med at lægge sin over hendes.

„Vi passer på hinanden,“ sagde Elena. „Som altid.“

„En pagt,“ sagde Bonnie og prøvede at smile. „Vi lover altid at beskytte hinanden.“

De andre mumlede samstemmende.

 

Meredith drejede rundt på fodballen, trådte hurtigt frem og svingede staven mod Samanthas solidt polstrede knæbeskyttere. Samantha undveg slaget og rettede et stød mod Merediths hoved med sin egen stav. Meredith parerede og ramte Samantha i brystet med riposten.

Samantha vaklede baglæns og var ved at miste fodfæstet, men genvandt balancen igen.

„Av for ...“ Hun gned sit højre kraveben. Hendes øjne udtrykte en blanding af irritation og anerkendelse. „Det kunne virkelig mærkes, selv gennem polstringen. Jeg har aldrig trænet med nogen der ramte så hårdt.“

„Åh,“ sagde Meredith og forsøgte at skjule sin tilfredshed bag beskedenhedens maske. „Jeg øver mig også en hel del.“

„Det tror jeg gerne.“ Samantha målte hende vurderende. „Lad os tage en pause.“

Hun gled smidigt ned i siddende stilling på øvelsesmåtten, og Meredith satte sig ved siden af hende med staven hvilende skødesløst i den ene hånd.

Det var selvfølgelig ikke hendes egen stav. Den gik det ikke at bringe med her i salen. Enhver kunne se at den var et dødbringende våben. De stave hun og Samantha havde trænet med var kopier af den én meter og tyve centimeter lange japanske jo-stav. Meredith var blevet glædeligt overrasket da Samantha fortalte at hun trænede med dem når hun kunne komme til det, og at hun havde en ekstra stav.

Samantha var hurtig, klog og effektiv og en af de bedste sparringspartnere Meredith nogen sinde havde haft, og træningen havde været en kærkommen lejlighed til at glemme den hjælpeløshed som havde grebet hende i Matts værelse her til morgen. Matt havde haft ret i at det ikke var til at holde ud at se alle Christophers ejendele ligge der og vente på ham, når man vidste at han aldrig kom tilbage. Hun havde især hæftet sig ved bakken med den lille, kunstfærdige Zenhave som stod på hans skrivebord og hvis hvide sand var omhyggeligt revet med miniatureriven, måske så sent som dagen før.

Og det var hendes skyld at han aldrig skulle ordne sandet igen. Meredith knugede om staven. Hun måtte se det i øjnene. Hun var ikke i tvivl om at det var mørkets kræfter der havde slået til, og når det var sket her på hendes territorium, burde hun have forhindret det.

Hun måtte være mere årvågen. Træne mere ihærdigt, patruljere campus og beskytte sine medstuderende.

„Er der noget galt?“ spurgte Samantha.

Meredith blev brat nærværende. Samantha betragtede hende med undren i blikket, og det gik op for Meredith at hun uden at være sig det bevidst havde bidt tænderne sammen og knyttet hænderne.

„Nej, det var bare ...“ Hun lod resten svæve i luften, men indså at hun skyldte Samantha en forklaring. „Jeg kom til at tænke på ham der blev myrdet på campus i går aftes. Har du hørt om det?“

Samantha nikkede. Der kom noget bevidst udtryksløst over hendes ansigt, men Meredith var for optaget af tanken om Christopher til at bemærke det.

„Han var bofælle med en af mine meget gode venner. Jeg var oppe på deres værelse i dag. Det var ... forfærdeligt.“

Samanthas ansigt blev hårdt, og hun rejste sig på knæ. „Du kan være rolig. Jeg lover dig at det ikke sker igen,“ sagde hun. „Ikke på min vagt.“

„På din vagt?“ gentog Meredith og fik pludselig vanskeligheder med vejrtrækningen.

„Jeg har ... forpligtelser,“ sagde Samantha og så ned på sine hænder. „Jeg skal nok fange den morder.“

„Det bliver svært,“ sagde Meredith anstrengt. Det hun tænkte lige nu kunne ikke passe. Det var umuligt. På den anden side var Samanthas kampsportsfærdigheder usædvanlige, og det hun sagde ... hvorfor skulle det være hendes ansvar at fange morderen? „Hvad får dig til at tro at du kan klare det?“

„Jeg ved godt det er svært at tro, og jeg burde nok tie stille med det, men jeg får brug for din hjælp,“ sagde Samantha. Hendes ansigt var meget alvorligt da hun mødte Merediths blik. „Jeg er en vampyrjæger. Jeg er opdraget til at bekæmpe ondskab overalt hvor jeg støder på den. Det har været en tradition i familien gennem generationer. Jeg er den sidste i slægten. Mine forældre blev dræbt da jeg var tretten år.“

Meredith stirrede på hende, lammet af overraskelse.

„Jeg ved godt at det lyder vanvittigt, men det er sandheden,“ sagde Samantha.

Meredith rystede sig fri af lammelsen og begyndte at le.

„Jeg forsøger ikke at være morsom!“ Samantha sprang op og knyttede hænderne. „Jeg skulle have holdt min mund.“

Hun snurrede rundt på hælen og gik hen mod døren, stiv i ryggen som en paradesoldat.

„Vent, Samantha,“ kaldte Meredith.

Samantha standsede og vendte sig. Udtrykket i hendes ansigt tydede på at hun ventede at blive hånet.

Meredith vinkede afværgende og forsøgte desperat at komme i tanke om noget hun havde lært som barn. Det var blevet terpet ind i hende, men hun havde aldrig haft lejlighed til at bruge det. Hun holdt hænderne frem for sig og pressede lillefingre og tommelfingre mod hinanden så de dannede en trekant. De øvrige fingre blev bøjet ind mod håndfladerne. Det var den hemmelige hilsen man kunne genkende en anden vampyrjæger på.

Samantha så bare tomt på hende. Meredith blev usikker. Huskede hun forkert? Gengav hun ikke tegnet korrekt? Eller havde Samanthas familie glemt at lære hende det? Meredith vidste at der fandtes andre vampyrjægerfamilier, men hun havde aldrig mødt medlemmer af dem. Hendes forældre var flyttet væk fra vampyrjægersamfundet før hun blev født.

Endelig reagerede Samantha. Med et par hurtige skridt var hun henne hos Meredith og greb hende om overarmene.

„Er det rigtigt?“ udbrød hun. „Er det dit alvor?“

Meredith nikkede, og Samantha slog armene om hende og knugede hende ind til sig. Hendes hjerte hamrede så hårdt at Meredith tydeligt kunne mærke det. Merediths første reaktion var at stivne – følelsesudbrud med efterfølgende omfavnelser havde aldrig rigtig sagt hende noget, og hun havde stadig ikke vænnet sig til dem, til trods for at hun havde kendt den vildt overstrømmende Bonnie i så mange år. Hun slappede dog hurtigt af og gengældte omfavnelsen uden forbehold.

Hun følte slægtskab med Samantha, en fornemmelse af at hun havde genfundet et længe savnet familiemedlem. Hun var klar over at hun aldrig kunne tale højt om det, og det føltes som et svigt over for Elena og Bonnie bare at tænke sådan, men det kunne ikke være anderledes.

Samantha slap hende og trådte et skridt tilbage med blanke øjne.

„Jeg opfører mig fjollet,“ sagde hun. „Men dette er det bedste der nogen sinde er sket mig. Sammen skal vi nok få ram på morderen.“ Hun strøg sig over øjnene med bagsiden af den ene hånd. „Det er som om jeg har fundet en ny bedsteveninde.“

„Ja,“ sagde Meredith. Stemmen var kølig og nøgtern, men hun vidste nøjagtig hvordan Samantha havde det. Hun var selv opfyldt af indvendig jubel. „Jeg tror du har ret.“