Kapitel 14

 

Matt hang med hovedet. Han var mødt op sammen med de andre logeaspiranter fordi han ikke kunne holde ud at sidde alene på værelset, men nu fortrød han at han var kommet. Han havde undgået Elena, Meredith og Bonnie. De var selvfølgelig ikke skyld i Christophers død, men der havde været så meget død og ulykke omkring dem hjemme i Fell's Church. Han havde ventet at det ville hjælpe at holde sig til nogen som ikke havde set hvor meget ondskab der gemte sig i verden, men det gjorde det ikke.

Han havde en fornemmelse af at være pakket ind i den slags beskyttende polstring man forede kuverter med. Han kunne se og høre de andre aspiranter, men han følte sig adskilt fra dem. Alt virkede sløret og gråt. Samtidig følte han sig skrøbelig og udsat, som om han ville falde fra hinanden hvis den beskyttende polstring blev fjernet.

Chloe kom hen og stillede sig ved siden af ham. Hun gav hans arm et lille klem, og det skabte en revne i polstringen og gjorde hendes nærhed mærkbar. Han lagde sin egen hånd over hendes og trykkede den taknemmeligt.

Mødet foregik i den underjordiske sal Matt huskede fra den første aften. Ethan påstod at den kun var et af logens mange tophemmelige tilholdssteder, men at de andre kun var åbne for fuldt indviede medlemmer.

Matt havde opdaget at der fandtes adskillige indgange til salen: én gennem en underjordisk gang fra kælderen til et gammelt hus lige uden for campus, en anden via et skur i nærheden af boldbanerne, og en tredje fra kælderen under biblioteksbygningen. Den første aftens lange køretur i kassevognen havde været en afledningsmanøvre. De havde hele tiden været tæt på campus. Den måtte være gennemskåret af et utal af underjordiske gange når stedet her havde så mange indgange. De studerende gik rundt i solskinnet på den store græsplæne uden at ane at der fandtes en mørk labyrint af tunneler et lille stykke under dem.

Ethan talte, og normalt ville Matt have lyttet omhyggeligt til hvert eneste ord, men ikke i dag. Han opfattede så godt som intet af det der blev sagt.

I stedet forsøgte han at koncentrere sig om de maskerede skikkelser som ved dette møde ikke havde taget opstilling i en halvkreds som første gang, men gik tavse frem og tilbage et stykke bag Ethan. Maskerne skjulte deres ansigter godt nok til at det endnu ikke var lykkedes ham at genkende bare én af dem blandt de studerende han mødte på campus. Ethan var den eneste af dem der færdedes åbenlyst. Matt kunne godt tænke sig at vide hvad der gjorde at han kunne tillade sig det. Der var noget foruroligende ved de andre logemedlemmers totale anonymitet, ligesom ved tanken om tunnelerne under campus.

Mødet sluttede omsider, og aspiranterne begyndte at forlade salen.

Nogle få klappede Matt trøstende på skulderen i forbifarten, og deres medfølelse varmede ham. Det var dejligt at de alle var blevet venner gennem de mere eller mindre tåbelige prøvelser Ethan udsatte aspiranterne for.

„Venter du lige et øjeblik, Matt?“ Ethan stod pludselig ved siden af ham.

Chloe slap Matts arm og lod hånden synke. „Vi ses senere,“ mumlede hun, og Matt fulgte hende med øjnene da hun krydsede gulvet og gik ud ad døren.

Da han igen koncentrerede sig om Ethan, stod denne med hovedet let på skrå og et eftertænksomt udtryk i de gyldenbrune øjne.

„Det er dejligt at se at du og Chloe er blevet så gode venner,“ sagde han.

„Jah, jeg ...“ begyndte Matt. Han trak på skuldrene og opgav at sige mere.

„Du har sikkert allerede opdaget at de andre aspiranter er dem der viser dig mest forståelse af alle,“ fortsatte Ethan. „Du kan stole på deres støtte gennem hele studietiden og resten af livet.“ Han smilede. „Det er i hvert fald hvad der skete for mig. Jeg har holdt øje med dig.“

Matt mærkede et stik af uro. Noget ved Ethan trængte gennem hans sløvhed, men ikke på samme opmuntrende måde som med Chloe. Trods de anerkendende ord følte han sig mere udsat end beskyttet. Det havde måske noget at gøre med det skarpt iagttagende man altid anede i Ethans øjne, selv når han var mest imødekommende, eller muligvis i hans tilsyneladende klippefaste tro på alt hvad han selv sagde. Det kunne minde om fanatisme.

Matt indskrænkede sit svar til et afventende „Ja?“

Ethan grinede. „Vær nu ikke så paranoid. Det er et godt tegn. Enhver Vitaleaspirant er noget enestående, det er derfor de er udvalgt, men hvert eneste år er der én som rager endnu højere op, en leder blandt ledere, og efter hvad jeg kan se er det dig i denne gruppe, Matt.“

Matt rømmede sig. „Virkelig?“ Han var smigret og vidste ikke hvad han skulle sige. Ingen havde nogen sinde kaldt ham en ledertype før.

„Jeg har store planer med Vitalesamfundet dette år,“ sagde Ethan med lysende øjne. „Vi går over i historien og bliver mere magtfulde end nogen sinde før. Vi har en strålende fremtid foran os.“

Matt nikkede med et svagt smil. Når Ethan talte med den varme, indtrængende stemme og stirrede på ham med sit gyldne blik som nu, virkede det hele så sandsynligt. En dag ville Vitale Logen udstrække sin indflydelse til hele verden, og undervejs mod det mål ville den forvandle ham fra at være en ganske almindelig fyr til at blive en af de lederskikkelser alle så op til. Han så det hele for sig.

„Jeg vil have dig som min højre hånd her,“ sagde Ethan. „Du kan hjælpe mig med at lede disse aspiranter frem til storhed.“

Matt nikkede igen, fanget af Ethans blik, og mærkede et strejf af stolthed – den første positive følelse siden Christopher døde mellem hænderne på ham. Stående ved Ethans side skulle han være en af Vitale Logens ledere. Alt skulle nok blive bedre. Vejen frem lå lysende klar.

 

John Maynard Keynes hævdede at økonomisk aktivitet afhang af den samlede efterspørgsel. Stefan læste sætningen igennem for mindst femtende gang på en halv time uden at fatte hvad den drejede sig om.

Det hele virkede så uendelig formålsløst. Han havde prøvet at opfylde noget af sin tid med at undersøge mordene på campus, men det havde bare gjort ham endnu mere nervøs for hvad der kunne ske Elena, nu hvor han ikke længere var i nærheden til at beskytte hende. Han lukkede bogen og støttede hovedet i hænderne.

Hvad var formålet med at være her uden Elena?

Han ville have fulgt hende hvor som helst hun valgte at tage hen. Hun var så smuk at det somme tider gjorde ondt at se på hende, ligesom når man stirrede op i solen. Han så hende hele tiden for sig.

Men det var ikke kun skønheden. Den alene ville ikke have fastholdt ham ret længe. I virkeligheden havde hendes lighed med Katherine været meget tæt ved at drive ham væk. Men da han først lærte hende at kende som person, havde han været fanget.

Han havde gennem århundreder ledt efter noget der kunne få ham til at føle sig levende igen, og han vidste at han havde fundet det da han mødte Elena. Hun var den eneste for ham. Uden hende så han ikke noget formål med at leve videre.

Hvorfor kunne hun ikke være lige så sikker på at han var den rigtige for hende? Lige meget hvor tit hun forsikrede ham om det, kunne han ikke få en bestemt kendsgerning ud af hovedet: at de eneste to piger han havde elsket i sit liv ikke kun elskede ham, men også hans bror.

Han lukkede øjnene og gned næseryggen med to fingre et øjeblik inden han rejste sig fra skrivebordet. Han så sig om i det hvidmalede tårnværelse som var møbleret med en blanding af hans egne udsøgte antikviteter og billigt collegeindbo. Måske var det sulten der plagede ham. Med nogle få, hurtige skridt krydsede han gulvet og gik ud på balkonen. Lugten af jasmin og udstødningsgas hang i aftenluften. Han gik helt frem til rækværket og sendte mentale følere ud i mørket uden at gøre sig tanker om noget bestemt.

Dér. Bevidstheden hos en lille skabning reagerede på hans søgen.

Stefan koncentrerede sig, og et øjeblik efter landede en lille, pelsklædt flagermus på balkonrækværket, tiltrukket af hans mentale lokken. Stefan tog den op uden at bryde forbindelsen med dens bevidsthed. Den gjorde ikke modstand, men fandt sig roligt i at blive holdt fast.

Stefan bøjede hovedet og drak, men passede omhyggeligt på ikke at tage for meget fra den lille skabning. Blodets smag var alt andet end tiltalende, og han skar en grimasse da han lidt efter slap flagermusen løs igen. Den flaksede usikkert lige efter han havde åbnet hånden, men fik hurtigt styr på vingerne og forsvandt som en pil i mørket.

Han havde ikke været videre sulten, men blodet gjorde ham klar i hovedet. Elena var så ung. Det måtte han prøve at huske. Hun var yngre end han havde været da han blev vampyr. Hun havde brug for tid til at få klarhed over hvad hun ville. Og tid manglede han i hvert fald ikke. Han kunne vente så længe det skulle være.

Men han savnede hende forfærdeligt.

Med et sæt svang han sig ud over balkonrækværket og landede letfodet på jorden ud for blomsterbedet foran muren. Han plukkede en af blomsterne, en marguerit, nyudsprunget og med silkebløde kronblade, og gik indenfor igen, denne gang gennem hoveddøren.

Fællesstuen var tom, og han nåede op til Elenas dør uden at møde nogen på trappen. Han kunne høre den svage lyd af bevægelse indenfor og mærke duften af hende. Hans skarpe sanser fortalte ham at hun var alene i værelset, og fristelsen til at banke på var stor. Måske sad hun og savnede ham lige så meget som han savnede hende. Hvis hun så ham, opgav hun måske sin beslutning om at hun ville være alene.

Han havde allerede løftet hånden, men lod den synke igen. Han var nødt til at respektere hendes ønske. Efter at have stået og drejet den hvide blomst lidt mellem fingrene, anbragte han den forsigtigt på dørhåndtaget.

Når hun åbnede døren og så blomsten flagre til gulvet, ville hun vide at den var fra ham og forstå dens budskab – at han havde hende i tankerne hele tiden og var parat til at vente på hende.