Kapitel 15

 

På vej hen mod døren foretog Elena en mental afkrydsning af indholdet i sin taske for at sikre sig at hun havde husket det hele: pung, nøgler, mobil, lipgloss, eyeliner, hårbørste og studiekort. Hun nikkede tilfreds, åbnede døren og så noget hvidt falde på gulvet.

En perfekt hvid marguerit. Elena samlede den op og mærkede et stik i brystet idet hun drejede den i hånden. Hvor hun dog savnede Stefan. Blomsten kunne ikke være fra nogen anden. Det var hans måde at fortælle hende at han tænkte på hende, men respekterede hendes ønske om at være i fred.

Hun vaklede pludselig i sin beslutning. Det virkede kunstigt helt at undgå Stefan. Hun elskede ham jo. Desuden var han en af hendes bedste venner. Hun tog sin mobil frem for at ringe til ham.

Hun opgav det inden hun begyndte at taste. Efter et øjebliks betænkning lagde hun mobilen tilbage i tasken.

Hvis hun først hørte hans stemme, ville ønsket om at se ham, mærke hans nærhed, blive for stærkt. Hun ville falde i armene på ham, og så begyndte det hele forfra, for hun havde stadig ikke rystet tanken om Damons mørke, uudgrundelige øjne af sig.

Og når alt kom til alt havde det været en lettelse for hende at holde sig på afstand af brødrene. Det gjorde ondt og hun følte sig frygtelig ensom indimellem, men hun havde fået en helt ny ro over sig. Nogen lykkefølelse var der ikke tale om – hun havde det mere som én der var fuld af skrammer og rifter fra et uheldigt fald og vidste at smerten ville melde sig lyslevende igen hvis hun tænkte for meget på begivenhedsforløbet. Men samtidig var der fornemmelsen af at hun endelig kunne trække vejret frit efter at have gået rundt med tilbageholdt åndedræt i flere uger.

Stefan skulle nok være der når hun følte sig klar til at stå ansigt til ansigt med ham igen. Det var hun sikker på. Var det måske ikke netop det han havde villet fortælle hende med blomsten?

Hun gemte den i tasken og gik ned gennem korridoren med faste skridt. Nu skulle hun ud sammen med sine venner, og hun lovede sig selv hverken at tænke på Stefan eller Damon. Heller ikke forsvindingerne fra campus og Christophers død skulle få lov til at forstyrre hende. Hun og de andre havde været dybt nedtrykte i flere dage. Nu var det på tide at vågne op og tage del i livet på campus igen. De fortjente en friaften, nogle glade timer der kunne minde dem om hvad de kæmpede for.

 

„Der har vi hende!“ lød Bonnies stemme idet Elena trådte ind i det tætpakkede klublokale. „Herovre, Elena!“

Bonnie, Meredith og en pige Elena ikke kendte sad ved et bord i nærheden af dansegulvet. Matt var også blevet inviteret, men han havde høfligt undskyldt sig med at han havde for meget at læse, og videre var det ikke kommet. De havde ikke forsøgt at trænge ind på ham. Udtrykket i hans ansigt havde tydeligt fortalt at han foretrak at være alene.

Meredith præsenterede sin nye bekendt, Samantha. Elena hæftede sig ved at Samantha virkede lige så fysisk veltrænet og årvågen som Meredith. Hun lod til at have en masse energi i reserve, var meget livlig i sine bevægelser og talte uafbrudt.

Bonnie var nærmest euforisk og begyndte at snakke løs inden Elena fik sat sig. Hun var lige så chokeret over Christophers død og bekymret for Matt som de andre, men hun lod til at være fast besluttet på at holde fast ved deres aftale om at i aften skulle de slappe af og more sig.

„Jeg har købt en cola til dig,“ sagde hun. „De forlangte identifikation, så jeg kunne ikke få andet. Og ved du hvad?“ Hun gjorde en lille, dramatisk kunstpause. „Jeg ringede til Zander og han lovede at han ville prøve at komme. Jeg glæder mig sådan til at præsentere jer for ham!“

Hun nærmest hoppede i sædet af forventning så de røde krøller dansede om hovedet på hende.

„Hvem er Zander?“ spurgte Samantha nysgerrigt.

Meredith sendte Elena et skævt smil. „Det ved jeg faktisk ikke rigtig,“ sagde hun med påtaget undren. „Lad os endelig høre alt om ham, Bonnie.“

„Ja, ham har du da vist helt glemt at nævne,“ tilføjede Elena.

„Åh, hold op!“ udbrød Bonnie muntert inden hun lænede sig ivrigt over mod Samantha og begyndte at opregne alle Zanders fortræffeligheder for sin nye tilhører.

Elena lod tankerne gå på vandring. Hun havde hørt det hele flere gange hver eneste aften på værelset i den sidste tid. Om Zanders øjne, Zanders smil, Zanders sky charme og lækre mås (Bonnies udtryk). Om hvordan de to havde fundet sig en afsides krog på biblioteket hvor de kunne sidde og læse sammen, og om hvor snedigt Zander forstod at smugle lækkerier med ind – noget som ellers var totalt forbudt ifølge reglementet. Og så var der deres telefonsamtaler hver aften. Under dem var Bonnie med mellemrum helt usædvanligt tavs længere tid ad gangen, muligvis fordi hun mente at han var på vej til at erklære hende sin evige kærlighed. Hver gang endte det med at han i stedet fyrede en vittighed af som kastede hende ud i vilde latterkaskader. Der var noget sødt over Bonnies forelskelse, selv om den var anstrengende at høre om og lytte til. Elena håbede virkelig at Zander var god nok.

„Han har ikke forsøgt at kysse mig endnu,“ indrømmede Bonnie og tilføjede forventningsfuldt: „Men jeg er helt sikker på at det ikke varer længe.“

„Det allerførste kys,“ sagde Samantha henført og vippede med øjenbrynene. „Måske oplever du det i aften.“

Bonnie knækkede fnisende sammen.

Elena tænkte på sit og Stefans første kys. Det havde i hvert fald været noget ganske særligt. Hun havde haft fornemmelsen af at resten af verden forsvandt og kun de to var tilbage i universet. Dengang havde alt virket så let og ligetil.

Hun skubbede erindringen fra sig. Ikke noget med at fortabe sig i gamle minder i aften. Hun skulle more sig sammen med sine venner.

Det gik hurtigt op for Elena at Samanthas tilstedeværelse var en stor hjælp med hensyn til det formål. Havde hun været alene med Meredith og Bonnie, ville de alligevel være endt med at diskutere drabet på Christopher og de forsvundne, have vendt og drejet det lidt de vidste og fremsat teorier om alt hvad de ikke kendte til. Men med Samantha ved bordet var de nødt til at holde samtalen let og munter.

På en eller anden måde fik Bonnie bevæget sig fra emnet Zander og ind på håndlæsning.

„Se dér,“ sagde hun til Samantha og pegede. „Kan du se den linje der går skråt ned over håndfladen og krydser de tre andre linjer? Det er en skæbnelinje, og det er ikke alle der har den.“

„Hvad betyder den?“ spurgte Samantha interesseret.

„Hm,“ sagde Bonnie. „Den skifter retning temmelig mange gange – dér og dér, for eksempel. Det betyder at din skæbne vil blive ændret på grund af ydre kræfters påvirkning.“

„Det siger du ikke,“ sagde Samantha. „Hvad med kærligheden? Møder jeg alle tiders fyr i aften?“

„Nej,“ sagde Bonnie langsomt, og hendes stemme ændrede sig og blev flad og næsten metallisk. Hendes pupiller voksede, og hun løftede blikket fra Samanthas hånd og stirrede fraværende frem for sig. „Ikke i aften. Men nogen venter på dig et sted, og han vil ændre alt. Du møder ham snart.“

Både Elena og Meredith havde opfanget ændringen i Bonnies stemme.

„Bonnie, er der noget i vejen?“ spurgte Meredith skarpt.

Bonnie blinkede og blev nærværende igen. „Selvfølgelig ikke,“ sagde hun forvirret. „Hvorfor tror du det?“

Elena og Meredith vekslede blikke. De tænkte det samme. Havde Bonnie været på vej ind i en vision? Inden de nåede at begynde at spørge hende ud, trængte fire leende og højrøstede mandlige studerende frem til deres bord. Elena rynkede irriteret panden ad dem.

„Hej, smukke,“ sagde en af dem og slugte hende med øjnene. „Skal vi danse?“

Elena rystede på hovedet, men de fire blev stående. En af de andre dumpede ned på stolen ved siden af Bonnie og lagde armene om hende.

„Hej, har du savnet mig?“ spurgte han.

„Zander!“ udbrød Bonnie og rødmede af begejstring.

Så dette var Zander. Elena studerede ham stjålent mens hans tre venner præsenterede sig og uden videre trak ledige stole til sig, fortalte hvad de hed og anbragte sig ved siden af pigerne. Hun måtte give Bonnie ret i at Zander var tiltalende med det hvidblonde hår og det vindende smil.

Derimod brød hun sig ikke om den måde han nærmest krammede hende ind til sig mens han talte med sine venner hen over hovedet på hende. Det virkede temmelig besiddende når de ikke engang havde kysset hinanden endnu.

Elena skævede til Meredith for at se om hun tænkte det samme, men Merediths opmærksomhed var afledt. Hun lyttede muntert smilende til ham der havde slået sig ned ved siden af hende, Marcus, så vidt Elena huskede. Han havde forpjusket brunt hår og var i gang med en længere udredning om hvor mange timer han brugte på sin træning i vægtløftning, og hvor meget den rette teknik betød for resultatet i konkurrencerne.

„Så er der vodkashots til hele banden!“ Endnu en af Zanders venner sluttede sig til dem med en bakke med små, fyldte glas. „Vi tager en kvartdollarrunde!“

Bonnie fniste. „De må ikke servere alkohol for os her. Vi er mindreårige.“

Zanders ven grinede. „Tænk ikke på det. Du køber af mig, og jeg spørger ikke om dåbsattest.“

„Har du ikke lyst til at danse?“ spurgte Spencer, ham der havde slugt Elena med øjnene fra begyndelsen, denne gang henvendt til Samantha.

„Med fornøjelse,“ udbrød Samantha og rejste sig, og et øjeblik efter var de to forsvundet i mylderet på dansegulvet.

„Jeg var altså helt skæv af druk i går aftes,“ oplyste Jared, som havde flyttet sig hen ved siden af Elena. Han vippede stolen tilbage og betragtede hende som om han ventede beundrende bifald.

Hans ven på den anden side af ham tog et af glassene fra bakken og tømte det ned i skødet på ham.

„Hov, din ...“ I næste øjeblik var de begge på benene og skubbede og daskede til hinanden. Jared var rød i hovedet af raseri, mens den anden grinede som en besat.

„Hold op med det der,“ sagde Zander. „Ellers bliver vi også smidt ud her.“

Også her? Elena hævede øjenbrynene. Zander og hans venner var bestemt alt for vilde af sig til den uerfarne Bonnie. Elena forsøgte igen at fange Merediths blik, men hun var stadig optaget af Marcus og i gang med at fortælle ham om hvad hun selv dyrkede af vægttræning i forbindelse med sin kampsport.

Bonnie knipsede hvinende af latter en kvartdollar ned i et af vodkaglassene. Zander og alle hans venner hujede begejstret.

„Hvad nu?“ spurgte Bonnie med lysende øjne.

„Kender du ikke legen? Nu vælger du den der skal tømme glasset,“ sagde ham der havde købt drinksene.

„Så skal det være Zander,“ sagde Bonnie.

Zander tog smilende glasset, lagde nakken tilbage og blinkede til Bonnie mens han tømte det med en rutineret bevægelse uden at få mønten med.

Elena vidste ikke rigtig hvad hun skulle mene om det hele. Hun kunne dårligt nok huske hvornår hun sidst havde hørt Bonnie le så hjerteligt. Det var mindst et år siden, før alt gik amok i Fell's Church.

Hun sukkede og så rundt på de andre ved bordet. Zanders venner var støjende og voldsomme og virkede forbløffende barnlige, selv om de måtte være andet- eller tredjeårsstuderende, men de lod til at være venlige og uskadelige nok. Og det var jo netop sådan her at folk morede sig på college, ikke? Elena trommede fingrene mod bordet. Hvis det gjorde Bonnie glad, måtte hun i det mindste prøve at komme ud af det med dem.

Samantha og Spencer kom tilbage fra dansegulvet, og Samantha faldt tungt ned på sin stol.

„Pause,“ sagde hun og vinkede afværgende da Spencer ville have hende med ud igen. „Nej, ikke mere i denne omgang. Jeg skal have noget vand. Du danser som en galning, er du klar over det?“

„Hvad så med dig?“ spurgte Spencer og stirrede bedende på Elena med sine store, brune hvalpeøjne.

„Forsigtig,“ advarede Samantha. „Han tror det er en gymnastikopvisning med løft og kast. Men dans bare med ham indtil jeg er klar igen. Det varer ikke så længe.“

„Vil du ikke nok, smukke?“ bad Spencer endnu mere indtrængende.

Bonnie lo triumferende da det lykkedes hende at knipse kvartdollarmønten ned i et nyt glas.

Elena blev enig med sig selv om at hun ikke svigtede nogen ved at danse med en flok venner. Desuden var hun single nu. En slags single i hvert fald. Hvorfor ikke prøve at more sig, få smagt rigtigt på collegetilværelsen, nu hvor hun havde chancen. Det var jo netop meningen med denne aften.

Hun rejste sig og fulgte med Spencer ud på dansegulvet.