Kapitel 16

 

Da Stefan passerede døren til Elenas og de andres værelse igen, var margueritten væk, og citrusduften fra hendes shampoo hang i korridoren.

Hun måtte være ude sammen med Meredith og Bonnie, og han kunne regne med at Meredith ville beskytte hende. Mon Damon holdt øje med dem? Kunne han finde på at kontakte Elena? Det ville ligne ham. Stefan fik en bitter smag i munden ved tanken. Somme tider var det svært altid at være den der følte sig forpligtet til at acceptere situationen, mens Damon bare gjorde som det passede ham.

Han lænede sig mod døren. Gennem vinduet i væggen overfor så han halvmånen højt oppe på himlen. Han fulgte de drivende skyer der af og til slørede den og tænkte på sit eget stille og ensomme værelse med bøgerne der lå og ventede på ham – filosofi og økonomi.

Nej. Intet interesserede ham mindre lige nu. Han kunne ikke være sammen med Elena, men derfor behøvede han ikke være alene.

Udenfor var der kulde i luften for første gang siden semesteret begyndte. Efteråret havde omsider afløst Virginias fugtighede sommer. Stefan skød skuldrene i vejret og begravede hænderne i lommerne på sine jeans.

Han forlod campusområdet uden noget bestemt mål i tankerne. En mulighed var at gå på jagt i skoven, men han var ikke sulten, kun rastløs, og han drejede væk fra stien der førte i den retning og var kort efter på vej gennem gaderne i den lille by der var opstået omkring Dalcrest.

Der var ikke mange muligheder. Han kom forbi nogle få barer og et par restauranter. Restauranterne var allerede lukket. Barerne reklamerede med diskotek og dans og vrimlede med studerende. Det sidste Stefan havde lyst til var at mase sig gennem mylderet på en tætpakket bar. Han ville have mennesker i sin nærhed, men ikke for mange, og ikke for tæt på, ikke så nær at han kunne fornemme den bankende puls under deres hud. Når han var nedtrykt som nu, mærkede han noget mørkt og farligt røre på sig, og han vidste at han skulle være forsigtig med ikke at vække det slumrende monster i sit indre.

Han drejede ned ad en stille gade hvor den eneste lyd var hans egne bløde fodtrin.

Nede i den anden ende af gaden hørte han dunkende rytmer fra en faldefærdig, fritliggende bygning med et skrammet neonskilt over døren: EDDIES BILLARDSALON. Der holdt kun nogle få biler på parkeringspladsen, og ingen af dem havde en parkeringstilladelse til campus siddende i forruden. Det var ikke et af de steder hvor de studerende holdt til.

Normalt ville Stefan ikke være gået indenfor, men ensomhedsfølelsen fik ham til det. Han lignede en studerende – han var studerende – og alt tydede på at billardsalonen var en oase for de lokale beboere som syntes at de så nok til de studerende om dagen. Den ulmende vrede i ham gjorde ham døv over for den advarende stemme der forsøgte at fortælle ham det. Hvis det endelig skulle være, ville det passe ham fint at give vreden afløb i et rask slagsmål.

Lokalet var forbløffende godt oplyst, men til gengæld hang tobaksrøgen tæt i luften, dog ikke tæt nok til at sløre det lurvede interiør. Der lød tresserrock fra en skrammet jukeboks i det ene hjørne. Seks billardborde optog pladsen midt i rummet. Små, runde borde stod langs væggene, og bardisken strakte sig på tværs af lokalet i den modsatte ende. To af billardbordene var optaget, og der sad nogle få lokale beboere rundt omkring og talte stilfærdigt sammen. Han sporede ingen fjendtlighed hos dem, kun ligegyldighed. De strejfede ham med blikket og vendte sig væk.

Ved baren sad en velkendt skikkelse. Stefan havde ellers været sikker på at Damon holdt øje med Elena, men alligevel blev han ikke særlig overrasket over at se ham her. Hvis han ikke havde været så optaget af sin egen elendighed, ville han have sanset hans tilstedeværelse allerede ude på gaden. Måske havde han ubevidst fornemmet den, så det var den virkelige grund til at han var gået ind.

Damon viste heller ingen tegn på undren. Han havde en drink stående foran sig, løftede den og hilste Stefan med et lille, halvt ironisk grin. Stefan gik hen til ham.

„Vær hilset, kære lillebror,“ sagde Damon da Stefan tog plads på den ledige barstol ved siden af ham. „Skulle du ikke ligge et sted og hulke over tabet af din vidunderlige Elena?“

Stefan sukkede. Han anbragte albuen på bardisken og støttede hagen mod hånden. Pludselig følte han sig uendelig træt. „Lad os glemme Elena,“ sagde han. „Jeg gider ikke skændes med dig.“

„Det er fint,“ sagde Damon og klappede ham let på skulderen. „Lad os tage et slag billard i stedet for.“

En af fordelene ved at have levet flere hundrede år var at man fik tid til at blive virkelig god til næsten alt hvad man beskæftigede sig med. Stefan og Damon havde moret sig med at spille billard allerede før de blev vampyrer, men Stefan syntes bedst om spillet i dets moderne version med de små hvin fra køens læderspids når man kridtede den.

Damons tanker syntes at bevæge sig i de samme baner. „Kan du huske vores spil på græsplænerne omkring det fædrene palads?“ spurgte han mens han lagde ballerne til rette på det bord de havde valgt.

„Det var en noget anderledes version,“ sagde Stefan. „Du åbner.“

Han huskede tydeligt hvordan han og Damon havde moret sig med at slå de skrammede kugler i retning af de opstillede mål med de tunge trækøller når de voksne var gået indenfor. Spillet i det århundrede havde været en blanding af moderne billard og kroket. Dengang havde Damon været en vild knægt der rodede sig ind i slagsmål med staldknægtene og gik på eventyr i de farlige kvarterer om natten, men han havde endnu ikke været grebet af den ulmende vrede som voksede frem i ham nogle få år senere. På den tid havde han villigt taget sin beundrende lillebror med på slæb når der var mulighed for det.

Elena havde fuldstændig ret med én ting, indrømmede Stefan for sig selv. Han var glad for at han og Damon var sammen som brødre igen. Det havde hjulpet på hans ensomhedsfølelse i samme øjeblik han så ham ved baren. Damon var den eneste der huskede ham som barn, den eneste som havde kendt ham dengang han var et almindeligt menneske.

Måske kunne de blive rigtige venner igen, nu hvor de hverken havde Katherine eller Elena stående imellem sig. Det var muligt at der alligevel kunne komme noget godt ud af dette.

Stefan betragtede billardbordet. Damon havde altid været glad for alle former for spil, og Stefan vidste at han ikke kunne måle sig med ham, til trods for at han selv havde flere hundrede års øvelse. Derfor var det så meget mere forbløffende at Damon sendte billardballerne rundt på hele det grønne klæde uden at få en eneste af dem i hul.

„Hvad laver du?“ spurgte Stefan mens han kridtede sin egen kø.

Jeg har holdt øje med de lokale, svarede Damon telepatisk. Der sidder et par ægte billardhajer og lurer på os. Jeg er i gang med at lægge madding ud. De vil have godt af selv at mærke hajens tænder.

Stefan tøvede.

Nu ingen moralske betænkeligheder, fortsatte Damon ved synet af hans ansigt. De har kun godt af at smage deres egen medicin. Det er lidt som at gøre det af med mordere – en offentlig service.

Dit moralske kompas er vist noget skævt indstillet, svarede Stefan, men kunne ikke lade være med at smile. Hvad skade kunne det gøre?

„Toeren i hjørnehullet,“ meldte han lidt højere end nødvendigt da det blev hans tur. Stødet lykkedes, og han sendte endnu to baller i hul inden han med vilje begik en fejl og overlod spillet til Damon.

De fortsatte på samme måde et stykke tid, spillede rimeligt godt, men med en stor margen af usikkerhed, sørgede omhyggeligt for at ligne et par glade amatører der nok havde lært et og andet om spillet, men overhovedet ikke ville være noget problem for en professionel billardhaj. Stefan morede sig herligt over den opvisning i frustration Damon opførte hver gang han med vilje kiksede et stød. Han havde helt glemt hvor sjovt det var at være med i Damons numre.

De indgik væddemål om de næste par stød, og Damon vippede et tykt bundt sedler frem med udpræget misfornøjelse efter at Stefan havde 'vundet' dem.

„Der fik du mig, mand,“ sagde han med let sløret stemme og holdt en tyver frem.

Det kom lidt bag på Stefan.

Tag den, for pokker! opfordrede Damon. En lille trækning viste sig om hans mund, og Stefan måtte beherske sig for ikke at smile. Præcis sådan havde Damon set ud når de havde været på gale veje og han stod og bedyrede sin uskyld over for deres fortørnede far, sikker på at hans lillebror ville bakke ham op. Det samme forventede han nu, uden at nære den mindste tvivl.

Stefan tog pengesedlen med et overdrevent triumferende smil og stak den i baglommen.

„Vil du have revanche?“ spurgte han og gjorde automatisk sin stemme yngre og lysere og sløret som om også han var en anelse beruset.

De tog et spil til, og denne gang tilfaldt sejren Damon, og Stefan afleverede tyveren.

„En ny omgang?“ spurgte Stefan.

Damon gav sig til at samle billardballerne sammen. Han løftede blikket ganske kort fra den trekantede ramme. „Jeg er ked af det med Elena,“ sagde han tøvende. „Hvis jeg ... Jeg kan ikke lave om på mine følelser for hende, men det var ikke min mening at gøre det sværere for jer.“

Stefan var stum et øjeblik. Damon undskyldte aldrig – aldrig nogen sinde, heller ikke i situationer hvor han udmærket vidste at fejlen udelukkende lå hos ham. Var det hans alvor?

Damon løftede hovedet og lyste op i et strålende smil. Maddingen slugt, sagde han lydløst. Stefans første reaktion var skuffelse. Damon havde ikke forandret sig. Så gik det op for ham at Damon så forbi ham, og at tanketalen ikke gjaldt det han lige havde sagt.

To af de lokale beboere var på vej hen mod dem. Den ene var lille og spinkel med sandfarvet hår, den anden stor, bredskuldret og mørk.

„Hej,“ sagde den lille. „Hvad siger I gutter til en lille holdkamp? Dalcrest mod resten af verden? Uden at sætte formuer på højkant, naturligvis.“

Hans smil var venligt og imødekommende, men det lurende udtryk i hans øjne var ikke til at tage fejl af, slet ikke for et par vampyrer med overnaturligt skarpe sanser. Den lille fyr var et rovdyr der havde øjnet bytte.

Han og den anden præsenterede sig som Jimmy og David, og det stod hurtigt klart at de var et par hajer af den slags der sikkert tjente lige så meget på at plukke naive billardspillere som de fik i løn på deres almindelige job. De indledte med at spille lige op med deres udsete ofre, og først efter det tredje spil foreslog de at hæve indsatserne 'for at gøre det hele lidt mere spændende'.

„Hvad med hundrede dask?“ foreslog Jimmy henkastet. „Det er sådan nogenlunde hvad jeg har råd til at tabe.“

„Hvorfor ikke noget mere?“ spurgte Damon med den samme slørede stemme som da han stod med tyvedollarsedlen. „Du har vel stadig de fem hundrede i tegnebogen, Stefan?“

Det havde Stefan ikke, ikke engang halvt så meget, men han regnede heller ikke med at komme til at betale. Han nikkede, men spillede tøvende på et opfordrende blik fra Damon. „Tror du nu det er en god ide ...“ begyndte han.

„Bare tag det roligt,“ sagde Damon med en overdreven armbevægelse og smilede selvsikkert. „Du siger vel ikke nej til let tjente penge?“

Jimmy så fra den ene til den anden. Grådigheden i hans øjne var ikke til at tage fejl af. „Godt, vi siger fem hundrede,“ nikkede han.

„Jeg åbner,“ sagde Damon og gik i aktion.

Kort efter stillede Stefan sin kø fra sig mod væggen. Han ville ikke komme til bordet, og det samme gjaldt Jimmy og David. Damon sendte den ene bal efter den anden i hul, i den rigtige rækkefølge og med en mesterskyttes præcision.

Han gjorde ikke det mindste forsøg på at skjule at han og Stefan bevidst havde lokket Jimmy og David til at gå på hovedet i den grav de selv havde gravet. Deres raseri voksede i takt med hver af de sidste baller der forsvandt i hul.

„Det var det,“ sagde Damon og satte køen fra sig. „Så var det lige pengene.“

Jimmy og David nærmede sig med truende miner.

„I tror vist I er et par rigtig smarte fyre, hvad?“ knurrede den store David.

Stefan flyttede lidt på fødderne for at komme helt i balance. Han var klar til at stikke af eller slås, alt efter hvad Damon valgte. De kunne uden anstrengelse banke de to skuffede billardhajer sønder og sammen, men det ville vække opsigt, og efter forsvindingerne og mordene på Dalcrests campus var der rigelig opmærksomhed omkring de studerende i forvejen.

Damon stod afslappet med hænderne hængende løst ned langs siden. „Slet ikke,“ besvarede han Davids spørgsmål. „Men jeg tror selvfølgelig på at I betaler de penge I skylder.“

„Så det gør du?“ sagde Jimmy sarkastisk og stak hagen frem. Han havde stadig køen i hænderne og skiftede greb så han kunne bruge den tykke ende som kølle.

Damon smilede venligt til ham og viste ham derefter et glimt af det rovdyr han gemte bag facaden. Selv Stefan, som havde ventet det, fik gåsehud et øjeblik da Damon lod sin menneskemaske falde. De iskolde, kulsorte øjne lovede øjeblikkelig død. Jimmy og David vaklede baglæns som skubbet af usynlige hænder.

„Okay, okay, tag det nu roligt,“ sagde Jimmy, rystet i sit inderste.

David glippede med øjnene som om han var blevet slået i ansigtet med et vådt håndklæde og ikke begreb hvordan det var gået til. Jimmy halede i en fart sin tegnebog frem og talte fem hundrede dollars i halvtredsere op i Damons fremstrakte hånd.

„Og nu må I vist hellere gå hjem,“ sagde Damon dæmpet idet han talte pengene efter. „Og hold jer hellere fra billardsalonerne et stykke tid.“

Jimmy nikkede og nikkede og syntes ikke at kunne holde op igen. Hans hoved vippede op og ned som om han havde en stålfjeder indbygget i halsen. Han og David trak sig baglæns hen til døren, snurrede om på hælen og hastede ud.

„Dér havde du nær skræmt bukserne af dem,“ kommenterede Stefan. Savnet af Elena var ikke forsvundet, men han følte sig bedre tilpas end han havde gjort siden hun gik fra ham. Erkendelsen af at han faktisk havde moret sig glimrende sammen med Damon ramte ham som et lille chok.

„Og lad os endelig takke himlen for at det ikke kom så langt,“ sagde Damon muntert og stak pengene i lommen.

Stefan hævede øjenbrynene. Han var ligeglad med pengene, men det var typisk for Damon at han automatisk gik ud fra at hele beløbet var hans.

Damon læste hans tanker og grinede. „Bare rolig, lillebror. Jeg skal nok give en drink eller tre.“