Kapitel 17

 

„Det var skønt! Helt alvorligt!“ udbrød Bonnie glædestrålende mens hun dansede af sted med Zander i hånden. „Hvem kunne vide at jeg var så dygtig til at knipse mønter ned i vodkaglas?“

Zander lagde leende armen om hende og trak hende nærmere ind til sig. „Du har åbenbart mange skjulte talenter,“ sagde han. „Drikkelege, visioner, astrologi. Er der andre evner du ikke har fortalt mig om?“

Bonnie smøg sig tættere ind til ham og rynkede panden med påtaget eftertænksomhed. „Jeg kan ikke komme i tanke om andre lige nu.“ Hans T-shirt føltes dejlig varm og blød og hun lagde kinden mod den. „Jeg er så glad for at vi fik hilst på dine venner. Så du hvor godt Marcus og Meredith kom ud af det med hinanden? Ikke romantisk, naturligvis, og det er godt, for Meredith har allerede en kæreste, og det er vist temmelig alvorligt, men de var rigtig på bølgelænge med hinanden med alt det der sport. Måske kan vi alle gå ud sammen en anden gang.“

„Ja, Meredith og Marcus fik virkelig diskuteret træning,“ nikkede Zander, men noget i hans stemme fik Bonnie til at standse og kigge undersøgende på ham.

„Bryder du dig ikke om mine venner?“ spurgte hun såret. Ingen skulle sige noget ondt om Meredith eller Elena. Sammenholdet med dem var ubrydeligt. Sagde nogen noget om én af dem, rykkede de to andre straks til undsætning. Zander havde bare at kunne lide dem.

„Nej, nej, jeg syntes vældig godt om dem,“ forsikrede Zander og tøvede igen. „Men Elena virkede en smule ... forbeholden. Hun synes måske at vi er lidt for overstadige?“

Bonnie stivnede. „Beskylder du min bedste veninde for at være en snob?“

Zander vred sig en smule. „Ja og nej. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg ellers skal sige det. Hun er sød nok, men har måske nogle bestemte meninger om hvordan man skal opføre sig. Jeg vil bare gerne have at hun synes om mig.“

„Hun er bestemt ikke nogen snob,“ erklærede Bonnie indigneret. „Selv om hun har rigeligt at snobbe med hvis det endelig skulle være. Hun er smuk og kvik og en af de bedste veninder jeg nogen sinde har haft. Jeg vil gøre hvad som helst for hende, og det er gensidigt, kan jeg fortælle dig.“

„Kom her,“ sagde han. De var i nærheden af musikkonservatoriet, og han ledte hende med hen til den oplyste indgangsportal. „Lad os sætte os lidt.“

Han sank ned på en af trappens stentrin og trak i hendes hånd. Bonnie satte sig ved siden af ham, men sørgede for at der var plads imellem dem. Ikke noget med at sidde tæt op af ham lige nu. Hun slap hans hånd og stirrede stædigt ud i mørket med hagen skudt aggressivt frem.

„Hør nu,“ sagde Zander indtrængende. „Jeg er sikker på at jeg nok skal komme til at synes om Elena når jeg lærer hende bedre at kende – og få hende til at synes om mig. Og ved du hvorfor jeg nok skal få lært hende nærmere at kende?“

„Nej, lad mig høre,“ sagde Bonnie og vendte tøvende hovedet om mod ham.

„Fordi jeg vil lære dig bedre at kende. Jeg har tænkt mig at tilbringe en masse tid sammen med dig, Bonnie McCullough.“

Han gav hende et lille stød med skulderen, og Bonnie smeltede. Hans øjne var så dejligt blå selv her i det kunstige lys, så blå som den skyfri himmel på den første sommerferiedag. De lyste af intelligens og munterhed, og samtidig var der en inciterende antydning af tilbageholdt længsel i dem. Han lænede sig nærmere, og Bonnie følte sig helt sikker på at det var for at kysse hende.

Hun lukkede forventningsfuldt øjnene og lagde hovedet tilbage.

Efter at have ventet forgæves et stykke tid åbnede hun øjnene og rettede sig op. Zander sad helt stille og stirrede intenst forbi hende mod mørket mellem træerne ude på campus. Bonnie rømmede sig irriteret.

„Åh, undskyld!“ udbrød han. „Jeg blev distraheret et øjeblik.“

„Distraheret?“ udbrød Bonnie indigneret. „Hvad mener du med ...“

„Vent lidt.“ Zander lagde en finger over hendes mund.

„Hørte du noget?“ hviskede Bonnie forskrækket.

Han rejste sig med et sæt. „Du må meget undskylde. Jeg er lige kommet i tanke om noget som jeg har glemt at sørge for. Jeg indhenter dig senere, okay?“ Med en halvhjertet vinken og uden så meget som at se på hende satte han i løb over mod træerne.

Bonnie stirrede efter ham med åben mund. „Vent!“ Hun kom på benene i en fart. „Efterlader du mig bare her helt ... alene?“

Hun afsluttede sætningen med meget lille stemme. Zander var allerede væk. Hun blev stående lidt for at se om han kom tilbage, men alt var stille. Hun kunne ikke engang høre hans fodtrin længere.

Der var lyscirkler omkring lamperne langs stien, men de rakte ikke langt, og de gjorde bare mørket på stykket mellem lygtepælene dybere. Et vindstød gik hvislende gennem trækronerne, og Bonnie gøs ved lyden. Hun så sig igen om. Det tjente ikke noget formål at blive stående her. Hun begyndte at gå.

Det første stykke af vejen tilbage mod kollegiet var hun opfyldt af raseri og ydmygelse. Hvordan kunne Zander finde på bare at forsvinde og lade hende stå her alene i mørket? Havde han helt glemt de overfald som havde fundet sted? Hun sparkede hidsigt til en sten der skilte sig ud fra stiens grusbelægning.

I løbet af den næste snes skridt voksede hendes angst så meget at hun næsten glemte vreden. Hun fortrød bittert at hun ikke havde været så fornuftig at gå med Elena og Meredith tilbage til Pruitt House. Hun havde selvsikkert afvist deres betænkeligheder med at Zander nok skulle følge hende hjem. Hvordan skulle hun vide at han kunne finde på at stikke af inden de var nået halvvejs? Hun foldede armene fast om overkroppen og forstærkede sine skridt så meget hun kunne uden at slå over i løb. Det ville under alle omstændigheder være håbløst med de højhælede dansesko hun havde været tåbelig nok til at tage på. Desuden gjorde hendes fødder rigeligt ondt i forvejen fordi skoene klemte.

Først nu gik det op for hende hvor sent hun egentlig var ude. De fleste andre af campussens beboere måtte have ligget og sovet mindst et par timer. Stilheden forøgede hendes angst.

Den blev endnu værre da hun lidt efter hørte stjålne fodtrin et sted bag sig. I første omgang var lyden så svag at hun troede det var indbildning, men snart var der ikke noget at tage fejl af. Bag hende, endnu et godt stykke væk, bevægede nogen sig let og hurtigt af sted. Bonnie standsede og lyttede, og lyden blev mærkbart tydeligere i løbet af få sekunder.

Nogen var på vej mod hende i fuldt løb.

Bonnie skyndte sig videre. Hun satte farten op, og selvfølgelig gik det galt. En løs sten smuttede under hendes ene hæl, og hun mistede balancen og faldt ned på det ene knæ med hænderne støttet mod gruset. Dets småsten skar i hendes knæ, men hun ignorerede smerten og flåede skoene af og slyngede dem fra sig, ligeglad med hvor de havnede. Så var hun oppe igen og løb af sted så hurtigt hun kunne.

Forfølgerens fodtrin kom nærmere, og trods sin voksende rædsel sansede Bonnie noget mærkeligt ved deres rytme: faste, lidt tunge trin der af og til blev meget lette og katteagtige, som om personen pludselig løb på tåspidserne. Kort efter voksede lyden sig så stærk at Bonnie kunne høre at nogle af de lette og tunge trin faldt samtidig. Hun havde ikke kun én, men to forfølgere efter sig.

Bonnies ene fod smuttede igen, og hun var ved at falde og måtte vakle sidelæns et par skridt for at genvinde balancen. Det kostede tid, og forfølgerne var meget tæt på nu.

Hun styrtede videre uden at se sig tilbage. Efter nogle få skridt lagde en hånd sig tungt på hendes skulder. Hun skreg vildt og snurrede rundt med hænderne løftet beskyttende op foran sig.

„Bonnie!“ gispede Meredith stakåndet og knugede hendes skulder. „Hvad i alverden bestiller du her helt alene?“

Den anden forfølger, Samantha, nåede frem. Hun standsede og krummede sig sammen, hivende efter vejret. „Du er alt for hurtig for mig, Meredith,“ stønnede hun.

Bonnie kvalte en hulken. Nu hvor hun var i sikkerhed, var trangen til at smide sig på jorden og give hysteriet frit løb næsten overvældende.

„I skræmte mig,“ hviskede hun anstrengt.

Merediths øjne gnistrede af vrede. „Har du helt glemt vores aftale om aldrig at gå rundt alene? Du skulle være blevet sammen med Zander indtil han afleverede dig ved døren!“

Bonnie skulle lige til at sige at hun aldeles ikke havde glemt noget som helst og at det ikke var hendes fejl at hun gik rundt alene, men hun tog sig i det i sidste øjeblik.

Hvis Meredith fik at vide at Zander pludselig var rendt sin vej, ville hun aldrig tilgive ham. Og selv om Bonnie var godt gal i hovedet på Zander, var hun ikke rasende nok til at vende Meredith imod ham. Måske havde han en god forklaring. Og hun ventede stadig på det kys.

„Undskyld,“ sagde hun brødebetynget og stirrede ned på sine fødder. „Du har ret. Jeg skulle have været klogere.“

Meredith lagde formildet armen om hende, og Samantha rakte hende de højhælede sko som hun havde samlet op på vejen.

„Nu følger vi Samantha tilbage til hendes kollegium, og så går vi tilbage til Pruitt House,“ sagde Meredith. „Du kan tage det ganske roligt nu, Bonnie.“

 

Elena standsede lidt før hjørnet til gangen med sit værelse og lænede sig mod væggen et øjeblik. Det havde været en lang aften. Hun havde fået en del drinks og danset flere gange med den noget overstadige Spencer, der, som Samantha havde advaret hende om, ganske rigtigt troede det var en gymnastikopvisning med løft og kast.

Det hele havde udviklet sig barnligt højrøstet og stadig mere anstrengende at holde ud, især sådan som hun havde det. Savnet af Stefan havde været der hele tiden. Hun var ikke sikker på at hun kunne klare sig ret længe uden ham.

Det er kun kort tid, sagde hun til sig selv, rettede sig op igen og gik om hjørnet.

„Hallo, prinsesse,“ sagde Damon.

Elena stivnede.

Han sad på gulvet ved siden af hendes dør med nakken hvilende mod væggen og hænderne lukket om det ene, optrukne knæ. Han løftede den ene hånd i en skødesløs hilsen. Hendes forbløffelse ved synet af ham afløstes af pludselig glæde. Den kom lidt bag på hende, og hun sørgede for at skjule den.

„Sagde jeg ikke at jeg hverken ville se dig eller Stefan et stykke tid?“ spurgte hun tonløst.

Damon trak på skuldrene og rejste sig smidigt. „Jeg er her ikke for at anmode om din hånd, prinsesse.“ Hans øjne hang ved hendes mund ganske kort inden han fortsatte i et tørt og nøgternt tonefald: „Jeg ville bare lige sikre mig at du og den lille rødtop ikke har været ude for den eller dem der huserer på campus.“

„Vi har det fint,“ sagde Elena kort for hovedet. „Jeg er her, og Bonnie bliver fulgt hjem af sin kæreste.“

„Kæreste?“ gentog Damon og hævede øjenbrynene.

Elena huskede at han altid havde haft en vis svaghed for Bonnie, og at hun havde været temmelig åbenlyst betaget af ham. Det passede ham nok ikke så godt at høre at hun lod til at være kommet over det.

„Og hvordan er du så kommet hjem?“ spurgte Damon køligt. „Så vidt jeg kan se har du ikke fundet en ny fyr der kan beskytte dig. Ikke endnu i hvert fald.“

Elena var lige ved at fare op, men nægtede at lade sig tirre. „Meredith afpatruljerer campus. Jeg har noteret mig at din bekymring tilsyneladende ikke omfatter hende. Er du slet ikke interesseret i hendes sikkerhed?“

Damon fnyste. „Jeg beklager den vampyr eller varulv der forsøger sig mod hende,“ sagde han, og nu lød han anerkendende. „Må jeg komme ind et øjeblik? Bemærk at jeg igen overholder høflighedens krav til fuldkommenhed. Jeg har pænt ventet her i denne triste korridor i stedet for at ordne låsen og vente mageligt inde på din seng.“

„Godt, så kom med ind et øjeblik,“ sagde Elena modvilligt og åbnede tasken for at tage sine nøgler.

Hun stivnede let. Margueritten som hun havde fundet uden for døren da hun forlod værelset, havde på en eller anden måde arbejdet sig op så den lå øverst i tasken, og den var blevet godt krøllet og mast under processen. Hun lod fingrene glide forsigtigt over dens bløde kronblade inden hun skubbede den til side for at tage nøglerne.

„En tusindfryd,“ sagde Damon tørt. „Hvor uendelig sødt. Men du har ikke passet særlig godt på den, så vidt jeg kan se.“

Elena lod som om hun ikke hørte ham. Hun tog nøglerne op og lukkede tasken. „Så du er opmærksom på overfaldene og mener der er overnaturlige skabninger på spil?“ spurgte hun idet hun låste døren op. „Hvad har du fundet ud af?“

„Ingenting,“ svarede han med et skuldertræk idet han fulgte efter hende indenfor. „Men jeg tvivler stærkt på at de savnede har fået kolde fødder og har vendt næsen hjem eller er stukket af til Florida for at nyde solen. Jeg tror at I gør klogt i at være meget forsigtige.“

Elena satte sig på sin seng, trak benene op og hvilede hagen på knæene. „Har du prøvet at bruge din kraft til at finde ud af hvad der foregår?“ spurgte hun. „Meredith sagde at hun ville spørge dig om det.“

Damon satte sig ved siden af hende med et lille suk. „Kære Elena, hvor nødig jeg end vil indrømme det, har min kraft sine begrænsninger. Hvis nogen er langt mere magtfuld end jeg, som Klaus var det, kan han eller hun skjule sig for mig. Er det en som er meget svagere, giver hans aura så lidt energi fra sig at jeg ikke kan spore mig frem til ham uden at jeg på forhånd ved hvem det er. Og af en eller anden grund som jeg aldrig har kunnet begribe, har jeg aldrig kunnet sanse varulve.“

„Du kan med andre ord ikke hjælpe?“ sagde Elena mismodigt.

„Det vil jeg nu ikke sige,“ sagde Damon med øjnene rettet mod hendes hår. „Det klæder dig virkelig når du sætter det sådan.“

Hun rykkede væk da han løftede hånden for at røre ved håret. Det glitrede ganske kort i hans øjne, men så fortsatte han i samme tonefald som før.

„Jeg er i gang med at kigge på det. Det er længe siden jeg har moret mig med en spændende jagt.“

Elena vidste ikke rigtig hvad hun skulle mene om det. Det var betryggende at vide at han var årvågen, men på den anden side var han måske bare ude efter en undskyldning for at opsøge hende.

„Vi kan altså regne med dig?“ spurgte hun, og han nikkede.

Elena mærkede for alvor trætheden efter den lange aften. Hun var glad for at Damon var dukket op, selv om hun vidste at hun ikke burde have lukket ham ind.

„Du må hellere gå nu,“ sagde hun og gabte. „Lad mig vide hvad du finder ud af.“

Damon rejste sig, men standsede ved sengens fodende og tøvede. „Jeg kan ikke lide tanken om at efterlade dig alene her efter alt det der er sket. Hvor bliver de andre af?“

„De kommer snart,“ sagde Elena, og så fik et eller andet hende til at tilføje: „Men hvis du er så bekymret, kan du da godt sove her hvis du vil.“

Hun havde savnet ham lige så meget som Stefan, og han opførte sig jo som den perfekte gentleman. Desuden måtte hun indrømme at hun følte sig mere tryg med ham i nærheden.

„Det kalder jeg et tilbud,“ sagde Damon, og nu så det ud som om han var ved at falde ud af gentlemanrollen.

„På gulvet,“ tilføjede Elena bestemt. „Jeg er helt sikker på at Bonnie og Meredith også bliver glade for din beskyttelse.“

Det var en sandhed med modifikationer. Bonnie ville muligvis blive henrykt for at se ham, hvis hun da ikke var fuldstændig forgabt i sin vidunderlige Zander, men der var en overvejende sandsynlighed for at Damon ville få et spark af Meredith når hun skulle træde hen over ham.

Elena rejste sig og fandt et ekstra tæppe frem til ham. Derefter gik hun ud på badeværelset for at børste tænder og skifte til nattøj. Da hun kom tilbage, lå han indsvøbt i tæppet på gulvet. Hans øjne strejfede ganske kort overgangen mellem hendes skulder og hals idet hun gik forbi ham, men han sagde ikke noget.

Hun krøb i seng og slukkede lyset. „Godnat, Damon.“

Der lød et let sus af bevægelse, og i næste øjeblik mærkede hun hans mund tæt ved sit øre.

„Godnat, prinsesse.“

Kølige læber strejfede hendes kind, og så var han væk.