Kapitel 19

 

Elena rasede indvendig. Ingen skulle slippe godt fra at lyve for hende.

Hun marcherede hen ad stien til biblioteket med faste skridt og indigneret løftet hoved. Så James kunne ikke huske noget om de V-formede nåle? Hans undvigende blik og den svage rødme i hans kinder fortalte noget andet – at der havde været en hemmelighed mellem ham og hendes forældre, og at han ikke ville ud med den.

Han tog meget fejl hvis han troede at hun havde givet op. Hun skulle nok finde ud af det på egen hånd, og biblioteket måtte være det logiske sted at begynde.

„Elena!“ kaldte en stemme.

Hun standsede brat. Stemmen var velkendt nok, men hun havde ikke ventet at høre den her, og slet ikke på dette tidspunkt. Tanken om nålene havde optaget hende så meget at hun nær var gået lige forbi Damon. Han sad lænet mod et af træerne i nærheden af bibliotekets indgang med de lange ben strakt fra sig i græsset, og han smilede dovent ved synet af hendes overraskede ansigt.

„Hvad laver du her?“ udbrød hun. Det kom helt bag på hende at se ham i fuldt dagslys her på campus. Og det virkede forkert. Han hørte ikke til i denne del af hendes liv, kun hvis hun selv hentede ham ind i det.

„Nyder solskinnet, selvfølgelig. Og udsigten,“ sagde Damon tørt med en håndbevægelse mod en flok langbenede piger der krydsede græsset mellem to stier og sendte ham lange, interesserede blikke. „Og så kan jeg jo stille dig det samme spørgsmål. Hvad bestiller du her på denne tid?“

„Hvis det er undgået din opmærksomhed, så læser jeg faktisk på dette college,“ svarede hun. „En tur på biblioteket er en ganske normal del af at passe sine studier. Jeg har faktisk noget at gøre her ... hvis du forstår hvad jeg mener?“

Damon lo. „Og det har jeg ikke? Godt, du har afsløret mig,“ sagde han og rejste sig. „Jeg listede mig herind i håb om at se dig – eller en af dine små venner. Jeg føler mig så skrækkeligt ensom at jeg ville byde selv ham træhovedet Matt velkommen.“

„Virkelig?“ sagde hun.

Han blinkede til hende. „Du er selvfølgelig altid mit største savn, prinsesse, men denne gang har jeg nu en anden grund til at dukke op. Du husker vel at I ville have mig til at finde ud af noget om forsvindingerne? Altså er jeg nødt til at tilbringe en del tid på campus.“

„Åh, nå sådan.“ Elena overvejede sine muligheder. Officielt burde hun overhovedet ikke vove sig i nærheden af Damon. Betingelserne for hendes brud med Stefan – midlertidige brud, rettede hun hastigt – var at hun holdt sig på afstand af begge Salvatorebrødrene indtil den krigeriske stemning mellem dem alle tre havde lagt sig igen. Men hun havde allerede brudt sit højtidelige løfte ved at lade Damon overnatte på gulvet i sit værelse. At tage ham med ind på biblioteket var det rene ingenting i sammenligning.

„Hvad har du selv gang i?“ spurgte Damon. „Noget jeg kan hjælpe dig med?“

Elena var lidt længe om at svare. Hun måtte lige forsikre sig selv en ekstra gang om at en tur på biblioteket sammen med Damon var uskyldigt nok. Meningen var jo at hun og han skulle finde ud af at være venner. Hvordan skulle det blive til noget hvis hun flygtede over på den anden side af gaden hver gang hun så ham?

„Jeg prøver at finde nogle oplysninger om mine forældre,“ sagde hun omsider. „Har du lyst til at hjælpe?“

„Med største fornøjelse, prinsesse,“ sagde Damon og tog hendes hånd.

Elena var lige ved at trække hånden til sig, men berøringen føltes så dejlig fast og beroligende, og hun skubbede betænkelighederne fra sig.

Bibliotekaren som havde ansvaret for arkivet var et godt stykke oppe i årene og iført pastelfarvet striktrøje, krøllet nederdel og slidte tennissko. Hun viste Elena og Damon hen til en computer ved et hjørnebord og demonstrerede søgefunktionen i arkivets database.

„Hm,“ sagde Damon og prikkede til tastaturet med alle tegn på foragt. „Jeg kan godt se at computere er praktiske, men bøger og billeder bør være noget håndgribeligt, ikke noget der er gemt i en maskine og kaldes frem på en skærm.“

„Men på denne måde er de tilgængelige for alle hele tiden,“ sagde Elena tålmodigt. Hun havde før haft lignende diskussioner med Stefan. Salvatorebrødrene lignede måske nok collegestuderende, men der var nogle ting ved den moderne verden som de lod til at have meget svært ved at komme overens med.

Elena klikkede sig ind på databasens fotosektion og tastede sin mors navn, Elizabeth Morrow.

„Prøv at se der. Det vrimler med billeder.“ Hun skannede sig igennem dem for at finde frem til det der hang på væggen i administrationsbygningens korridor. En stor del af de billeder der passerede revy stammede fra forskellige teaterforestillinger. James havde sagt at hendes mor havde haft meget med kostumer og kulisser at gøre, men det fremgik at hun også tit havde været med på rollelisten. På et af billederne var hun fotograferet midt i et fejende dansenummer med hovedet kastet tilbage og det lange hår hvirvlende i luften.

„Hun ligner dig,“ sagde Damon med hovedet let på skrå. Han pegede. „Men hendes mund virker blødere, og hendes ansigt er i det hele taget mere uskyldigt end dit.“ Han trak munden op i et skævt smil. „En blidere og sødere pige end dig, vil jeg tro.“

„Jeg er en sød pige,“ erklærede Elena lidt såret og skannede hurtigt videre.

„Du er alt for begavet til at være sød i almindelig forstand, Elena,“ sagde Damon.

Elena hørte ikke efter. Hun havde fundet det rigtige billede.

„Her har vi det!“ Fotografiet var præcis som hun huskede – James og hendes forældre under et træ, fulde af liv og utroligt unge at se på. Elena zoomede ind på nålen i sin fars skjorte. Jo, emblemet var helt afgjort formet som et stort V. Nu kunne hun se at det havde den samme dybe, mørkeblå farve som stenene i de lapis lazuli-ringe Stefan og Damon gik med som beskyttelse mod solen.

„Den nål kender jeg. Jeg har set en mage til et sted,“ sagde Damon. „Desværre kan jeg ikke huske hvor. Beklager meget.“

„Er det for nylig?“ spurgte Elena, men fik kun et skuldertræk som svar. „James sagde at min mor sikkert havde lavet nålene til dem,“ fortsatte hun og zoomede ind så alt hvad man så på skærmen var en stor, stærkt kornet gengivelse af V'et. „Men jeg tror ikke på ham. Hun lavede ikke smykker. Desuden kan nålen dér ikke være håndlavet – ikke medmindre det er af en uddannet guldsmed. Så vidt jeg kan se er V'et belagt med emalje.“ Hun tastede forsøgsvis et V ind i søgefeltet, men det gav intet resultat. „Bare jeg vidste hvad det stod for.“

Damon tog musen og zoomede ind på en anden del af billedet.

Bag dem lagde bibliotekaren en bog fra sig med et lille smæld, og lyden fik Elena til at kigge sig over skulderen. Kvinden stirrede på dem med en intens modvilje lysende ud af øjnene. Hun bed munden sammen idet hun mødte Elenas blik, hvorefter hun hurtigt vendte sig og forsvandt ind bag en reol med bogvognen. Elena havde en krybende fornemmelse af at hun var standset efter nogle få skridt og stod og holdt øje med dem.

Hun vendte sig for at gøre Damon opmærksom på det, men tav fordi det igen slog hende hvor dårligt han passede ind ved computeren i biblioteksarkivets farveløse omgivelser. Det var som at finde et vildt dyr henslængt på sit skrivebord. Eller at overraske en af mørkets engle i færd med at øse cornflakes op i sit køkken.

Havde hun nogen sinde set ham i neonlys før? Dets skær understregede for alvor hans bleghed, fremkaldte dybe skygger langs hans kindben og eliminerede det bløde skær i hans hår og mørke øjne. De to øverste knapper i hans skjorte stod åbne, så man tydeligt så muskelspillet i hans hals og overgangen til skuldrene.

„Siger ordene Vital Logen dig noget?“ spurgte han pludselig.

„Hvad?“ udbrød hun forvirret. „Hvad taler du om?“

Han zoomede ind på den notesbog hendes mor havde liggende opslået i skødet. Hendes hænder lå ned over bogsiderne, men hun havde spredt fingrene så man kunne se noget af et eller muligvis to ord: Vit l Log n.

„Det du leder efter må være noget der begynder med 'V',“ sagde Damon. „Jeg gætter på at det er et 'a' der mangler mellem bogstaverne 't' og 'l' og et 'e' mellem 'g' og 'n'. Der mangler muligvis også et bogstav mellem 'Vital' og 'Logen'. Kan det være navnet på en studenterorganisation af en slags? Eller på et hemmeligt selskab din mor og de to andre selv havde dannet? Det er vel hende du har din evne til at samle et hof omkring dig efter.“

Elena ignorerede ham. „Der står Vitale Logen,“ sagde hun langsomt. „Jeg har altid troet det var en myte.“

„Hold jer langt væk fra alt hvad der har med Vitale Logen at gøre!“ lød en hæs hvisken bag dem.

Elena vendte sig med et sæt. Bibliotekaren var kommet frem bag reolen, og trods den pastelfarvede striktrøje og de gamle tennissko var der pludselig noget truende over hende. Øjnene i det høgeagtige ansigt var stift rettet mod Elena, og kvinden syntes at være vokset flere centimeter.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Elena. „Ved du noget om den?“

Kvinden syntes at skrumpe ind til normal størrelse igen, og det truende forsvandt. Nu lignede hun igen den ældre, lidt forfjamskede bibliotekar som havde taget imod dem.

„Jeg ved ingenting,“ mumlede hun, tydeligt utilpas. „Alt hvad jeg kan sige er at man ikke skal interessere sig for Vitale Logen. Dem der gør det kommer ud for mærkelige ting, selv hvis de er meget forsigtige.“

Hun vendte bogvognen for at gå videre.

„Vent!“ sagde Elena og rejste sig halvt. „Hvilke mærkelige ting?“

Hvad havde hendes forældre været blandet ind i? Hun kunne ikke forestille sig at de skulle have gjort noget forkert. Med alt hvad hun huskede om dem, var den tanke helt absurd.

Hun fik ikke noget svar. Bibliotekaren satte bare farten op, og der lød en piben fra den tungtlastede bogvogns hjul da hun drejede ind mellem et par reoler lidt længere nede ad midtergangen.

Damon lo dæmpet. „Hende får du ikke noget ud af,“ sagde han og vinkede afværgende med den ene hånd ved synet af Elenas vrede stirren. „Enten ved hun ingenting, eller også er hun for bange til at fortælle noget.“

„Du er ikke til større hjælp,“ sagde Elena. „Hvad gør vi nu?“

„Vi kigger selvfølgelig nærmere på denne Vitale Loge,“ svarede Damon og viftede med pegefingeren da hun skulle til at protestere. „Tag dig ikke af den gamle tåbes advarsler. Det er næppe så farligt som hun påstår. Men hvis vi skal finde ud af noget om den hemmelige loge, skal vi nok lede andre steder end her.“ Han rejste sig og rakte hånden frem. „Skal vi komme af sted?“

Elena nikkede og tog hans hånd. Ingen var bedre end Damon når det drejede sig om at få folk til at rykke ud med deres dybeste hemmeligheder.

 

„Tag den nu, Zander!“ mumlede Bonnie i telefonen.

Ringetonen standsede, og en afmålt mekanisk stemme fortalte hende at hun var velkommen til at indtale en besked. Bonnie lagde røret på. Hun havde allerede efterladt et par beskeder, og Zander skulle ikke tro at hun var fuldstændig ude af det fordi han endnu ikke havde svaret.

Desværre var hun godt på vej til at blive det. Hun havde en sikker fornemmelse af at hun var på vej gennem de fem stadier der hørte med til at blive droppet. Hun var næsten igennem fornægtelsen – stadiet hvor hun forsøgte at overbevise sig selv om at der måtte være sket ham noget – og godt på vej ind i vreden. Hun var ikke i tvivl om at hun derefter ville glide ind i forhandlingsstadiet, fulgt af depression og til sidst – forhåbentlig – accept.

Noget tydede på at undervisningen i psykologi allerede gjorde sin nytte. Nu kunne hun i det mindste klassificere graderne af elendighed.

Der var gået flere dage siden den aften han pludselig løb sin vej og lod hende stå alene tilbage foran musikkonservatoriet. Da Bonnie senere hørte om pigen som var forsvundet den samme aften, var hun først blevet rasende og derefter bange ved tanken om at det kunne have været hende. Derefter var hun begyndt at blive nervøs for at Zander skulle være i vanskeligheder. Han havde været så sød og virket så optaget af hende. Hun kunne ikke få sig selv til at tro at han bare ville droppe hende uden videre. Der måtte være en anden grund til at han undgik hende. Kunne han selv være forsvundet?

Det var svært at tro. Hans venner ville have slået alarm med det samme. Hans venner – det gik pludselig op for Bonnie at hun ikke vidste hvordan hun skulle få fat i dem. Hun havde ikke set nogen af dem på campus siden den aften.

Hun stirrede på sin telefon mens en ny angst begyndte at vokse frem. Det var virkelig svært at få arbejdet sig gennem vredesstadiet når hun stadig var bange for Zanders sikkerhed.

Telefonen ringede.

Zander. Det var Zander.

Bonnie klemte så hårdt om telefonen at det var et under den ikke blev mast mellem fingrene på hende. „Hvor i alverden har du været!“ Hendes stemme dirrede, og hun kunne selv høre antydningen af skingert hysteri.

Dyb tavshed fulgte i den anden ende af ledningen. Bonnie var parat til at lægge på da Zander endelig talte.

„Du må meget undskylde. Det var ikke min mening at skræmme dig. Jeg måtte af sted på grund af nogle familievanskeligheder. Nu er de klaret, og jeg er tilbage igen.“

Her ville Elena eller Meredith uden tvivl have sagt noget bidende sarkastisk om hvor morsomt de syntes det var at blive efterladt på øde steder midt om natten og derefter glemt, men hun kunne ikke få sig selv til det. Zander lød hæs og træt, og hans stemme fortalte tydeligt at han var oprigtig ked af det. Tonefaldet sagde mere end tusinde undskyldninger.

„Du løb din vej uden forklaring og efterlod mig alene i mørket,“ sagde hun stille. „En pige forsvandt den aften.“

Zander trak vejret dybt og raspende. „Jeg er meget ked af det,“ sagde han. „Det var luset af mig. Men jeg vidste at der ikke ville ske dig noget. Det må du tro på. Ellers ville jeg aldrig have efterladt dig.“

„Hvordan kunne du være sikker på det?“ spurgte Bonnie.

„Det var jeg. Fuldstændig sikker. Du må bare tro på mig,“ sagde Zander. „Jeg kan ikke forklare det nu, men du var ikke i fare den aften. Jeg skal nok fortælle dig det hele så snart jeg kan, okay?“

Bonnie lukkede øjnene og bed sig i læben. Den smule forklaring ville Elena eller Meredith aldrig have ladet ham slippe af sted med. Det var jo ikke engang en forklaring, nærmere en temmelig tåget og undvigende undskyldning. Men hun var hverken Elena eller Meredith, og Zander lød så knust, så desperat efter at hun skulle tro på ham. Hun stod over for et valg: at stole på ham eller bede ham holde sig langt væk for fremtiden.

„Okay, jeg tror på dig,“ sagde hun.

Et nyt langt og dybt suk fra Zander, denne gang af lettelse. „Lad mig gøre det godt igen,“ sagde han. „Hvad med en date her i weekenden? Du bestemmer hvor vi skal hen. Det er bare at sige til.“

Bonnie tøvede, men hendes mundvige var allerede begyndt at snige sig op mod hvert sit øre. „Der er fest på Samanthas kollegium lørdag aften,“ sagde hun. „Lad os mødes dér klokken ni.“

 

„Der foregår noget mystisk på biblioteket,“ sagde Damon.

Det gav et sæt i Stefan da han pludselig så ham stå lænet mod balkonens rækværk et par skridt fra sig. Han var netop trådt udenfor.

„Jeg så dig ikke stå der,“ sagde han.

„Ikke så mærkeligt. Jeg er lige landet,“ svarede Damon. „Bogstavelig talt. Jeg har været på vingerne over campus og holdt øjnene åbne. Det er en pragtfuld fornemmelse at glide af sted med brisen i solnedgangen. Du skulle prøve det.“

Stefan nikkede udtryksløst. En af de få ting han virkelig misundte Damon var hans evne til at forvandle sig til en fugl, og det vidste Damon udmærket. Han kunne opnå den samme evne, men ikke uden at han brød sit løfte om aldrig at drikke menneskeblod. Og der ville ikke kun være tale om en enkelt gang. Han skulle drikke menneskeblod regelmæssigt for at blive lige så magtfuld som Damon.

Elenas ansigt dukkede op for hans indre blik, og han skubbede det hurtigt fra sig. Hun var hans redning, hans forbindelse til menneskenes verden og den der forhindrede ham i at give efter for mørkets kræfter. Hans tro på at deres adskillelse kun var midlertidig var det der holdt ham oppe og styrkede hans beslutsomhed.

„Savner du hende ikke?“ spurgte han.

Damons ansigt blev øjeblikkelig lukket og tomt. Stefan sukkede indvendig. Selvfølgelig savnede Damon ikke Elena. Han benyttede sikkert enhver nok så lille undskyldning for at opsøge hende. Damon havde aldrig været den der fulgte reglerne.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte Damon.

Han lød næsten medfølende, og Stefan spurgte sig selv hvordan hans eget ansigt så ud når det kunne fremkalde en sådan reaktion fra Damon. Han havde vel fløjet rundt og holdt øje med Elena.

„Nogle gange er jeg en tåbe,“ sagde Stefan. „Hvad vil du, Damon?“

Damon smilede. „Have dig med i et stykke detektivarbejde, lillebror. Du trænger til noget andet at tænke på. Dét dér hængemuleansigt er ikke til at holde ud at se på.“

„Ja ja, hvorfor ikke?“ sagde Stefan og svang sig ud over balkonrækværket, og Damon fulgte efter ham.

Damon satte Stefan ind i de nærmere detaljer undervejs mod deres mål. Detaljer som efter Stefans mening gav et ret tåget billede af hvad der foregik. Han følte sig temmelig sikker på at Damon holdt en del tilbage. Det var en ældgammel vane som han nok aldrig fik lagt fra sig. Stefans hovedindtryk var noget med en undersøgelse af et billedarkiv og en forblommet advarsel, muligvis trussel, fra et oldtidslevn af en bibliotekar. Han morede sig indvendig ved tanken om at en skrøbelig ældre kvinde skulle have truet Damon med bøder eller adgangsforbud.

Damon drejede af, og lidt efter standsede han ved et gammelt egetræ. Stefan troede at han ville sætte sig i græsset for foden af det, men Damon klatrede op, og efter et øjebliks tøven fulgte Stefan efter. De satte sig til rette på hver sin svære gren helt inde ved stammen. Damon lod til at have en svaghed for at sidde i træer. Det havde sikkert noget at gøre med at han tilbragte så meget af sin tid i krageskikkelse.

Den store eg stod tæt ved en bygning der så ud til at være indrettet med funktionærboliger, og Stefan gættede på at Damon var kravlet op i træet for at holde øje med bibliotekarens vinduer. Han havde åbenbart allerede undersøgt hvilken lejlighed hun boede i.

„Hvad ledte du efter?“ spurgte han i et forsøg på at lokke nogle flere kendsgerninger ud af ham. „Hvad var det hun advarede dig imod?“

„Jeg kiggede bare på nogle gamle fotografier i biblioteksarkivet,“ svarede Damon. „Det kan være lige meget. Jeg vil bare sikre mig at hun er et menneske.“

Han bøjede sig lidt frem og så over mod førstesalsvinduet nærmest træet. Stefan fulgte hans blik og fik øje på en ældre kvinde der sad og drak te og så tv.

Det irriterede Stefan at han ikke kunne være lige så afslappet som Damon. Damon lænede sig ubesværet længere forover med albuen hvilende på det ene knæ, og Stefan kunne tydeligt mærke de mentale følere han sendte mod kvinden inde bag vinduet. Det så ud som om han overhovedet ikke var sig bevidst hvor yderligt han sad på grenen. Hele hans opmærksomhed var koncentreret om kvinden.

Stefan kunne ikke modstå fristelsen. Han kantede sig nærmere og rakte pludselig ud og gav Damon et skub.

Det var meget tilfredsstillende. Damons lynreflekser svigtede for en gangs skyld, og han faldt ned fra grenen med et halvkvalt udbrud. Halvvejs nede mod jorden skiftede han til krageskikkelse, steg til vejrs igen og satte sig på en gren et stykke over Stefans. Han sendte Stefan et kulsort blik og gav en vred skræppen fra sig.

Stefan så over mod vinduet. Kvinden lod hverken til at have hørt Damons udråb eller den sorte krages skræppen. Hun var optaget af at zappe rundt mellem tv-kanalerne. Da han igen vendte hovedet om mod Damon, var denne vendt tilbage til sin normale skikkelse.

„Jeg troede ellers at den slags numre stred imod den moral du altid roser dig af,“ sagde Damon og strøg håret på plads med fingrene.

„Ikke helt,“ grinede Stefan. „Fristelsen var for stor.“

Damon trak på skuldrene. Han havde tilsyneladende allerede glemt episoden og så over mod bibliotekarens vindue igen. Hun havde forladt sin lænestol for at skænke sig en frisk kop te.

„Fandt du noget usædvanligt ved hende?“ spurgte Stefan.

Damon rystede på hovedet. „Enten er hun utrolig god til at skjule sin sande natur, eller også er hun bare en lidt underlig bibliotekar.“ Han svang sig fri af grenen og landede let og smidigt på jorden for foden af træet. Under alle omstændigheder har jeg fået nok, tilføjede han telepatisk.

Stefan sprang ned ved siden af ham. „Du havde ikke brug for min hjælp til det her,“ sagde han. „Hvorfor skulle jeg med?“

Damons tænder lyste hvidt i mørket. „Jeg regnede med at du trængte til lidt opmuntring,“ sagde han.

Stefan så undrende på ham. Bibliotekaren var ikke den eneste der opførte sig besynderligt.