Kapitel 20

 

Det her er meget værre end forhindringsbanen, tænkte Matt. Det var også værre end at bygge huse af aviser eller gå gennem ild. Denne prøve var den værste af dem de havde været gennem indtil nu.

Han vinklede tandbørsten i hånden for at få den helt ind i bunden af furen under kælderhvælvingens panelbeklædning. Børsten kom ud igen med et fedtet lag af gammelt snavs og spindelvæv, og Matt skar ansigt. Det her var også uappetitligt, og han var allerede godt øm i ryggen af at ligge sammenkrummet.

„Hvordan går det så, soldat?“ spurgte Chloe idet hun sank på hug ved siden af ham med en dryppende svamp i den ene hånd.

„Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se hvordan hovedrengøring af salen her hjælper med at gøre os til store ledere og alt det andet Ethan taler om,“ svarede Matt. „Jeg tror formålet udelukkende er at spare penge til rengøringen.“

„Er der ikke et gammelt ord om at renlighed er gudernes adelsmærke?“ spurgte hun leende.

Hendes latter var virkelig tiltalende. Boblende med en klang af sølv. Han skar ansigt og spurgte sig selv hvor han fik de blomstrende vendinger fra.

De havde tilbragt meget tid sammen siden Christophers død. Det kneb stadig for ham at holde ud at være på værelset. Det havde været svært nok så længe Christophers ejendele stadig lå der, men det var ikke blevet bedre selv om hans forældre nu havde hentet det hele. De havde været meget venlige, som om han fortjente medfølelse for at have været vidne til deres tab. Efter at de var gået, var tomheden efter Christopher bare blevet endnu værre.

Meredith, Bonnie og Elena havde prøvet at trøste ham. Det var så tydeligt hvor højt de ønskede at han skulle komme sig over sin skyldfølelse, med det resultat at han fik endnu mere dårlig samvittighed fordi deres anstrengelser ikke hjalp. Derfor havde han foretrukket at undgå dem mest muligt og tilbringe det meste af sin fritid sammen med Chloe.

Chloe var begyndt at opsøge ham og holde ham med selskab i kantinen og andre steder. Hun havde virkelig anstrengt sig for at forhindre ham i at isolere sig, og han nød hendes selskab. Hun var så let og ligetil at omgås. Dengang han var kæreste med Elena havde det altid knebet for ham at slappe rigtigt af. Han havde hele tiden haft denne fornemmelse af at skulle anstrenge sig for at leve op til hende. Han mærkede et stik af dårlig samvittighed fordi han tænkte sådan om hende, men det var sandheden.

Omsider var han begyndt at vågne op og vise interesse for livet omkring sig. Nu kunne han se hvor charmerende Chloe var med det lille smilehul i sin højre kind, hvor godt det krøllede brune hår klædte hende og hvor elegant hun altid var med sine hænder, lige meget hvad hun foretog sig.

Men indtil nu var de bare gode venner. Måske var det ved at være tid til at ændre på det.

Chloe knipsede med fingrene foran hans ansigt, og det gik op for Matt at han havde stået længe og stirret på hende.

„Er der noget i vejen?“ spurgte hun.

Hun rynkede brynene og betragtede ham med hovedet let på skrå, og han var lige ved at bøje sig frem og kysse hende.

„Jeg var langt væk et øjeblik,“ sagde han, varm i kinderne. En varme der voksede fordi han var helt sikker på at han smilede som en idiot. „Hjælper du mig med de vægge?“

„Hellere end gerne,“ svarede hun. „Jeg giver panelet en grundig omgang med svampen og du skurer videre med din lille tandbørste nede langs gulvet.“

De fortsatte arbejdet i venskabelig tavshed et stykke tid, og nu og da dryppede Chloe med vilje et par dråber sæbevand ned i hovedet på Matt.

Efterhånden som han arbejdede sig hen langs væggen, blev furen under fodpanelet dybere, og han kunne næsten ikke nå i bund med tandbørsten. Til sidst stødte han på et sted hvor børsten ikke mødte modstand. Da han trak den til sig, var den portion snavs og spindelvæv han fik med ud mindst tre gange større end noget han havde set tidligere. Han stak børsten ind i furen igen, lidt længere denne gang, og den ramte noget som gav efter.

„Der er et eller andet herinde.“ Han pressede den fri hånd fladt mod gulvet og skubbede fingrene ind under panelet. Forsigtigt famlede han frem og tilbage så meget den snævre plads tillod, men det tandbørsten var stødt på havde tilsyneladende flyttet sig.

„Se engang her,“ sagde Chloe et øjeblik efter. „Det ser ud som om et stykke af panelet kan skubbes i vejret.“

Hun skubbede, vrikkede og pressede et stykke tid, og pludselig gav panelstykket efter med en højlydt knagen og gled opad.

„Jeg havde ret,“ sagde Chloe og lirkede videre med panelstykket. „Det ligner et hemmeligt rum af en slags, men det må være meget længe siden det sidst har været brugt.“

Da hun havde fået panelet så højt op det var muligt, så de ind i et lille hulrum. Det var omkring tredive centimeter højt, nogenlunde lige så bredt og måske ti centimeter dybt og fyldt med kulsort spindelvæv. I hulrummet lå en rektangulær genstand, indsvøbt i et klæde der sikkert engang havde været hvidt, men som nu var mørkegråt af støv.

„Det er en bog,“ sagde Matt og tog den op. Snavset der dækkede klædet smittede af på hans hænder da han fjernede det, men selve bogen var helt ren.

Den så ud til at være ældgammel. Læderbindet skallede, og sidernes kanter føltes ru, som om de var skåret til ved håndkraft og ikke med en maskine. Matt hældede bogen en smule i hånden. Der sad rester af forgyldning i fordybningerne efter de bogstaver der engang havde angivet titlen, men fordybningerne var så nedslidte at man ikke længere kunne se hvad der havde stået.

Han åbnede bogen midt i. Teksten var håndskrevet med sort blæk, ualmindelig smuk og regelmæssig og fuldstændig uforståelig.

„Jeg tror det er latin,“ sagde Matt. „Har du haft latin?“

Chloe rystede på hovedet. Matt bladede tilbage til titelbladet. Der stod kun et enkelt ord, Vitale.

„Det er måske Vitale Logens historie du står med,“ sagde Chloe. „Eller stifternes gamle hemmeligheder. Utroligt! Vi må hellere aflevere den til Ethan.“

„Ja, selvfølgelig,“ svarede Matt fraværende. Han vendte nogle få af de forreste sider. Blækfarven på dem var ikke sort, men mørkebrun. Det lignede indtørret blod. Matt gøs ved tanken og skubbede den omgående fra sig. Skriften var selvfølgelig bare falmet fordi der var anvendt blæk af en dårligere kvalitet.

Han genkendte et ord som stod skrevet fire forskellige steder på en af de falmede sider: Mort. Så vidt han huskede, betød det død. Matt rynkede panden og strøg en finger frem og tilbage under et af ordene. Der var noget uhyggeligt ved det.

„Jeg viser Ethan hvad vi har fundet,“ sagde Chloe.

Hun tog bogen fra ham og gik over i den anden side af salen hvor Ethan stod og talte med en af de andre piger i aspirantgruppen. Matt så hvordan et smil langsomt brød frem på hans ansigt da hun rakte ham bogen.

Kort efter var Chloe tilbage. „Ethan blev helt vild,“ sagde hun med et stort smil. „Han lovede at fortælle os nærmere om bogen når han har fundet én der kan oversætte den for ham.“

„Det lyder godt,“ sagde Matt. Han skubbede sine betænkeligheder fra sig. Hvorfor lade tanker om blod og død forstyrre glæden ved Chloes selskab? „Det er for resten sandt. Skal du med til festen i McAllister House i aften?“

 

Elena betragtede sig selv kritisk i spejlet. Måske var det alligevel ikke nogen god idé med håret samlet i nakken. Hun tog baretten af og lod håret falde ned over skuldrene. Sådan. Det var meget bedre.

Med et nyt og denne gang nøgternt vurderende blik i spejlet konstaterede hun at hun så godt ud. Den korte, tætsiddende sorte kjole stod fint til hendes hvide hud og gyldne hår, og hendes mørkeblå øjne virkede store.

Men var det egentlig ikke fuldstændig ligegyldigt hvordan hun så ud når Stefan ikke var med?

Hun lukkede hurtigt tanken ude. Stefan kunne ikke være med, lige meget hvor stærkt hun savnede ham. Det var umuligt. Hun ville ikke være en ny Katherine. Samtidig var hun for stolt til at sidde hjemme og hænge med hovedet mens de andre morede sig.

Det er ikke for altid, huskede hun sig selv på.

Bonnie kom hen til hende. Hun lagde armen om hende og betragtede dem begge i spejlet.

„Vi kan vist godt være os selv bekendt!“ sagde hun muntert. „Er du klar til at tage af sted?“

„Du ser pragtfuld ud,“ sagde Elena, og det var ikke alene på grund af tøjet, den korte blå kjole og de højhælede sko. Det var også Bonnies udstråling. Forventningen lyste hende ud af øjnene. Bonnies smil voksede.

„Lad os komme af sted,“ sagde Meredith, nøgtern og forretningsmæssig som altid.

Merediths udseende fejlede ikke noget. Hun var i praktiske jeans og en blød, grå bluse der matchede hendes øjne, men hun viste ingen interesse for spejlet. Det var svært at se hvad hun tænkte, men Elena havde hørt hende tale dæmpet i telefon med Alaric sent om natten, og hun havde på fornemmelsen at Meredith heller ikke var strålende oplagt til aftenens fest.

Da de kom udenfor, så de andre som var på vej til McAllister House. De kom i store, tavse grupper og holdt nervøst øje med omgivelserne. Alle passede på ikke at sakke bagud.

Meredith stivnede pludselig og satte farten ned da de skulle dreje ind på stien der førte til McAllister House. Elena troede at hun havde fået øje på en trussel og så i samme retning. Hun tog fejl. Damon sad på en af bænkene foran kollegiet, mageligt tilbagelænet og med nakken lagt tilbage og ansigtet vendt mod himlen som en der slikkede solskin.

„Hvad vil du?“ spurgte Meredith. Hun lød ikke direkte afvisende. Hun og Damon kom lidt bedre ud af det med hinanden efter sidste sommers begivenheder, men der var ingen venlighed i hendes stemme. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om at Damon viste sig her.

„Tale med Elena, selvfølgelig,“ svarede Damon. Han rejste sig og lagde hånden på Elenas arm.

Bonnie så forvirret fra Damon til Elena. „Var det ikke din mening at holde dig væk fra dem begge indtil videre?“ spurgte hun.

Damon bøjede sig frem. „Det drejer sig om Vitale Logen,“ sagde han så dæmpet at ingen af de andre kunne høre ham. „Jeg er stødt på noget.“

Elena tøvede. Hun havde ikke fortalt Bonnie og Meredith at hun og Damon var faldet over oplysninger der tydede på at Vitale Logen var mere end en myte, og at hendes forældre måske havde været knyttet til den. Der var for lidt at gå efter på nuværende tidspunkt, og hun var endnu ikke parat til at tale med de andre om sine forældre – hverken om hvordan det føltes at se billeder fra deres ungdom eller om muligheden for at de havde været blandet ind i mørke hemmeligheder.

Efter et øjebliks betænkning besluttede hun at følge med Damon.

„Jeg er nødt til at tale med Damon et øjeblik. Det drejer sig om noget vigtigt. Jeg forklarer senere. Vi ses hos Samantha om lidt.“

Meredith så at der ikke var noget at diskutere. Hun tog Bonnie i armen og styrede hende videre hen ad stien.

„Jamen, hvad er så hele meningen med ...“ begyndte Bonnie.

Længere nåede hun ikke før Meredith afbrød hende med en dæmpet bemærkning. Damon stak hånden ind under Elenas arm og ledte hende i den modsatte retning.

„Hvor skal vi hen?“ spurgte hun, irriteret over at være alt for bevidst om hans nærhed.

„Jeg så en pige med en nål magen til dine forældres,“ svarede Damon. „Jeg fulgte efter hende ind på biblioteket, men hun forsvandt sporløst da vi var kommet indenfor. Jeg ledte efter hende alle vegne. En times tid senere så jeg hende komme ud fra biblioteket igen. Kan du huske at jeg sagde vi nok skulle lede efter svar andre steder end i arkivet? Jeg tog åbenbart fejl. Der foregår noget i den bygning.“

„Kan det ikke tænkes at du bare overså hende?“ spurgte Elena. „Det er jo en stor bygning med adskillige sale, og der er masser af små rum og afsides kroge hvor de studerende kan sidde og læse og tage notater.“

„Nej,“ svarede Damon bestemt. „Jeg ville have fundet hende. Jeg er virkelig skrap til at finde folk, husker du nok.“

Problemet for Elena var at biblioteket i hendes øjne virkede så normalt. Da de var kommet indenfor og hun så rundt på reolerne og de små borde med beige stole omkring, kunne hun hverken se noget faretruende eller mystisk ved stedet. Det var et sted hvor man fordybede sig i læsestof. Dystre hemmeligheder kunne ikke være gemt her.

„Ovenpå?“ spurgte hun.

De tog trappen i stedet for elevatoren og arbejdede sig op til den øverste etage uden at finde noget mistænkeligt. Studerende sad rundt omkring og læste og tog notater. Da de bagefter undersøgte kælderen, stødte de på et lokale med en kaffe- og en sandwichautomat og små borde med tilhørende stole. En fællesstue med forfriskninger til dem der trængte til en pause. Intet usædvanligt.

De vendte tilbage til stueetagen, og Elena standsede på hjørnet af korridoren med administrationskontorerne.

„Vi finder ingenting her,“ sagde hun og tilføjede ved synet af Damons frustrerede grimasse: „Det kan godt være du har ret i at der foregår noget mystisk her, men lige nu ved vi ikke engang hvad vi skal holde udkig efter.“

Døren bag hende, hvis skilt meddelte at det var kontoret for forskningsprojekter, blev åbnet, og Matt kom ud.

Han så træt ud, og Elenas dårlige samvittighed rørte på sig. Efter Christophers død havde det været hendes og de andres mening at holde sig tæt i nærheden af Matt, men de havde opgivet det igen fordi han virkede som om han helst var fri for deres selskab. Måske skulle de have været mere ihærdige. Det gik pludselig op for hende at hun ikke havde vekslet et ord med ham i flere dage.

„Åh, hej Elena,“ sagde han overrasket. Han nikkede kort i retning af Damon uden at se på ham. „Kommer du til festen?“

„Godaften, Matt,“ sagde Damon med en antydning af sin gamle sarkasme.

Matt fortalte at han selv regnede med at dukke op og gav sig til at snakke om sine studier og fodboldtræningen, og Elena studerede ham i smug imens. Hun havde ikke set forkert. Han så træt ud. Hans øjne var let blodskudte, og der var noget mut over hans ansigt som ikke havde været der for nogle uger siden. Og hvor kom den stærke lugt af sæbe fra? Han så bestemt ikke ud til at komme lige fra brusebadet, tværtimod. Hans hår virkede fedtet, og var det ikke smuds der sad i en stribe skråt ned ad hans hals fra det ene øre? Det lignede noget der var dryppet ned i hovedet på ham og løbet videre. Man skulle tro han havde været i gang med at rense noget meget snavset.

Og hvad var det han havde siddende på brystet under fritidstrøjen? Noget der glimtede blåt. Det kunne da vel ikke være en af de mystiske nåle? Inden hun nåede at se nærmere efter, trak Matt trøjens lynlås op.

„Hvad skulle du egentlig på kontoret?“ afbrød hun pludselig hans talestrøm.

„Øh.“ Hans ansigt var på vej til at blive helt tomt, men han fik styr på det igen og så hurtigt tilbage mod døren. „Jeg skal muligvis være med i noget forskning om optræning af muskler,“ sagde han og tilføjede hurtigt. „Nu må jeg af sted. Jeg skal tilbage og skifte tøj. Vi ses vel til festen?“

Han var allerede på vej væk. Elena tog ham i armen og standsede ham.

„Hvor har du været i den sidste tid?“ spurgte hun. „Jeg har næsten ikke set noget til dig.“

Matt smilede anstrengt og undgik hendes øjne. „Fodboldtræning,“ sagde han og gjorde sig fri af hendes hånd. „Kravene her er meget større end på Robert E. Lee High. Vi ses senere.“

Han skyndte sig af sted efter at have sendt Damon endnu et kort og meget neutralt nik.

Da han var væk, nikkede Damon mod den dør Matt var kommet ud af. „Skal vi?“ spurgte han.

Elena havde ikke set nikket. „Hvad taler du om?“

„Skal vi ikke kigge nærmere på kontoret? Du må da indrømme at hans forklaring ikke lød særlig overbevisende,“ sagde Damon. „Det så ud som om han måtte læse dørskiltet før han vidste hvilket kontor han havde været inde på.“

Han tog om håndtaget og koncentrerede sig, og det gav et dæmpet klik da han tvang låsen op ved tankens kraft.

Bag døren fandt de et utroligt trist kontor. Et skrivebord, en stol og et lille tæppe på gulvet foran skrivebordet. Det var det hele.

Det var måske næsten for meget – eller rettere – for lidt af det gode?

„Et kontor for forskningsprojekter uden bogreoler, arkivskabe og mindst én computer?“ sagde Elena.

Damon kiggede sig eftertænksomt omkring uden at svare. Derefter bøjede han sig ned og trak tæppet til side.

Der hvor det havde ligget sås det klare omrids af en rektangulær lem.

„Bingo!“ hviskede Elena. Hun gik nærmere og bøjede sig for at prøve at åbne lemmen, men Damon standsede hende.

„Den der bruger den er måske stadig dernede,“ sagde han. „Matt har sikkert ikke været på eventyr alene.“

Elena var lammet. Matt måtte have kendskab til det der foregik, og han havde ikke sagt et ord om det. „Måske skulle jeg prøve at tale med ham,“ sagde hun.

„Vent hellere med det indtil vi ved noget mere om hvad vi har med at gøre,“ advarede Damon. „Vi ved ikke hvor dybt Matt er rodet ind i det. Det kan blive farligt for dig at lade ham vide han er afsløret.“ Han tog hendes arm igen og trak hende med hen mod døren. „Vi kan altid komme tilbage senere.“

Elena fulgte med, for optaget af at overveje det han havde sagt til at protestere. Farligt? Det var for langt ude. Matt ville aldrig gøre noget der kunne bringe hende i fare.