Kapitel 21

 

„Hvorfor tager det så lang tid?“ spurgte Bonnie utålmodigt og flyttede vægten fra den ene fod til den anden.

„Hold dig nu i ro,“ sagde Meredith fraværende og strakte hals i et forsøg på at se hen over forsamlingen foran McAllister House. Et eller andet skabte en flaskehals foran kollegiets indgang. Hun var selv ved at være træt af forsinkelsen. Aftenen var kold, og hun var begyndt at fryse i sin tynde bluse.

Der opstod et hul i trængslen foran Bonnie, så hun et kort øjeblik fik klart udsyn uden at skulle anstrenge sig. „Der er campusbetjente ved indgangen,“ sagde hun irriteret. „Hvad er det for noget pjat! Visiterer de folk?“

„De skal bare se dit studiekort,“ sagde en lyshåret fyr i nærheden. „De vil være sikre på at du ikke er en vanvittig lystmorder fra et sted i omegnen.“

„Nemlig,“ sagde hans ven. „Kun lystmordere der læser på Dalcrest har adgang.“

Det udløste en nervøs latter fra andre af de omkringstående. Bonnie tav og bed sig i læben. Meredith gøs igen, men denne gang var det ikke på grund af kulden.

Da de endelig nåede frem forrest i køen, vinkede campusbetjentene dem videre efter et hurtigt blik på deres id-kort.

Indenfor var mylderet tæt og musikken pumpede med tunge rytmer, men ingen lod til at være i rigtigt festhumør.

Folk stod rundt om i små grupper, talte dæmpet sammen og så sig nervøst omkring. Betjentenes tilstedeværelse havde mindet alle om den ukendte fare der lurede på campus. Måske var gerningsmanden til stede blandt festdeltagerne.

Med den tanke i baghovedet så Meredith pludselig samtlige tilstedeværende som muligt mistænkte. Fyren med det krøllede mørke hår derovre i hjørnet, for eksempel. Lurede der ikke noget ondt i hans øjne hver gang han smilede til den kønne pige han stod og talte med? Meredith anede onde hensigter hos hver eneste hun strejfede med blikket, og det kostede hende en lang kamp at tage sig så meget sammen at ansigterne virkede normale igen.

Samantha kom hen til hende med et rødt plastikbæger i den ene hånd og en dåsecola i den anden. „Her,“ sagde hun og gav Meredith colaen. „Alles nerver står på højkant i aften. Det er uhyggeligt. Vi må hellere være på vagt. Ikke noget med stærke drinks.“

Bonnie gav Merediths arm et lille klem og banede sig vej gennem mylderet for at finde Zander.

Meredith nippede til sin cola og så rundt på alle de andre festdeltagere.

Trods den trykkede stemning var nogle forelskede par så optaget af hinanden at de morede sig alligevel. Hun så et af parrene kysse med en intensitet som om de var helt alene i verden. De havde bestemt helt glemt alt om overfaldene på campus, og Meredith mærkede et skarpt stik af misundelse. Hun savnede Alaric frygteligt. Længslen efter ham var der hele tiden, selv når hun ikke tænkte bevidst på ham.

„Morderen går måske rundt her et sted for næsen af os,“ sagde Samantha modfaldent. „Burde vi ikke være i stand til at sanse et eller andet? Hvordan skal vi kunne beskytte nogen når vi ikke aner hvad vi er oppeimod?“

„Jeg ved hvordan du har det,“ svarede Meredith. Mængden foran hende skiltes, og hun fik øje på et ansigt hun ikke havde ventet at se. Stefan stod lænet til væggen i den modsatte ende af lokalet. Hans øjne lyste op da han bemærkede hende, og han så forbi hende med begyndelsen til et forhåbningsfuldt smil om munden.

Stakkels fyr, tænkte Meredith. Hun kunne ikke lade være med at have medlidenhed med ham, selv om hun mente at Elena havde gjort det eneste rigtige ved at lægge både ham og Damon på is indtil videre. Situationen mellem hende og Salvatorebrødrene måtte afklares på den ene eller den anden måde. Ellers risikerede man at ende med en eksplosion der knuste dem alle tre. Men selvfølgelig var det hårdt for dem. I hvert fald for Stefan. Hans ansigt var præget af den ensomhedsfølelse og det savn hun selv mærkede ved tanken om Alaric.

„Undskyld mig lige et øjeblik,“ sagde hun til Samantha og gik over til Stefan.

Han hilste høfligt og spurgte til hendes studier og træning, selv om det var tydeligt at han brændte efter at tale om Elena.

„Hun er her ikke endnu,“ afbrød Meredith ham midt i en sætning. „Der var noget hun skulle ordne.“

Han lyste op i et lettet og taknemmeligt smil, men i næste øjeblik rynkede han panden.

„Vil det sige at hun går herover alene?“ spurgte han. „Trods alle advarsler?“

„Nej,“ forsikrede Meredith. Nu gjaldt det om at passe på. Det var næppe en god idé at forsøge at berolige ham med at Elena var sammen med Damon. „Hun følges med nogle af de andre fra kollegiet.“

Til hendes store lettelse lod svaret til at berolige ham.

Meredith nippede til sin cola og håbede at Elena ikke begik den dumhed at tage Damon med indenfor.

 

Et andet sted i lokalet havde Matt netop fået øje på Chloe. I aften skulle det være, lovede han sig selv. Ikke flere lange blikke og forsigtige, platoniske kram. Han ville vide om hun havde det ligesom han – en fornemmelse af at der var en tiltrækning som det var værd at gå videre med.

Hun stod og talte med en fyr fra Vitale Logen, og hendes krøllede brune hår skinnede blankt i lyset fra loftslamperne. Der var så meget liv i Chloe: hendes måde at le på, den iver hun lyttede til fyrens ord med, opmærksom og koncentreret.

Matt havde den største lyst til at gå hen og kysse hende på stedet. Han banede sig vej over mod hende gennem trængslen og nikkede til bekendte blandt dem han passerede undervejs. Han ville ikke virke overivrig, men han var heller ikke indstillet på at lade sig forstyrre af nogen så han risikerede at miste hende af syne.

Matt.

Matt spjættede som om han var blevet stukket af en bi ved den lydløse kalden. Han vendte sig for at finde ud af hvor den kom fra og rynkede irriteret panden da han så Stefan stå lige bag sig. Han kunne ikke fordrage at Stefan trængte ind i hans bevidsthed på den måde – helt uden varsel.

„Du kunne bare have sagt hej,“ sagde han så neutralt han var i stand til. „Du ved, som alle andre gør det.“

Stefan gjorde en undskyldende bevægelse. „Beklager, det var lidt groft af mig, men jeg ville være sikker på at fange din opmærksomhed. Der er så meget støj herinde.“

Han nikkede i retning af mylderet, og Matt spurgte sig selv hvordan moderne teenageres opfattelse af fest virkede på en vampyr. Stefan havde uden tvivl oplevet langt mere end Matt nogen sinde selv ville komme ud for, men den larmende rockmusik og trængslen syntes at gøre ham utilpas. Det skinnede så tydeligt igennem at det gjorde hans forklædning som ung mand mindre overbevisende.

„Jeg venter på Elena,“ sagde Stefan. „Har du set noget til hende?“

Han var tydeligt anspændt, og Matts indtryk af at han var for gammel til at passe ind her blegnede væk. Lige nu virkede han smerteligt ung og usikker.

„Ja,“ svarede Matt. „Jeg har lige mødt hende på biblioteket. Hun sagde at hun ville komme lidt senere.“

Han tav med at hun havde været sammen med Damon. Han var ikke helt sikker på hvad det var der foregik mellem Elena og brødrene, men noget sagde ham at Stefan ikke ville bryde sig om at høre det.

„Jeg har fået besked på at holde mig fra hende indtil videre,“ sagde Stefan trist. „Hun mener at hun er kommet mellem Damon og mig, og hun vil have fred til at finde ud af sig selv.“ Udtrykket i hans øjne blev næsten bedende. „Men jeg tænkte at det ikke kunne gøre noget at dukke op her, hvor der er så mange andre til stede.“

Matt tog en slurk af sin øl. Han havde næsten ikke rørt den, og han gjorde det kun for at vinde tid. Godt at han ikke havde sagt noget om at Damon også havde været på biblioteket. Hvad var det for et spil Elena var i gang med nu?

Det var lidt af et chok at indse hvor langt fra de andre han havde fjernet sig i den sidste tid. Hvornår var dette sket? Siden Christophers død havde han undgået sine venner og været så optaget af Vitale Logen at det Stefan lige havde fortalt var helt nyt for ham. Hvor meget andet var han gået glip af?

Stefan stod stadig og så ud som om han søgte en eller anden form for forståelse og måske håbede på et godt råd. Det var det sidste Matt havde ventet. Han gned sig i nakken.

„Fortæl hende hvordan du har det,“ sagde han. „Det er altid værd at tage chancen.“

Han syntes selv det var temmelig banalt, men Stefan nikkede og blev eftertænksom. Matt så sig om efter Chloe. Ham hun havde talt med var væk, og hun stod og bed sig i læben mens hun så sig om. Matt skulle til at gå videre da en ny stemme lød tæt ved hans øre.

„Hej, Matt, hvordan går det så?“ Ethan stod ved siden af ham og fangede hans blik med sine gyldne øjne.

Matt rettede sig uvilkårligt, trak skuldrene tilbage og forsøgte at ligne den ansvarsfulde og lovende aspirant Ethan havde forsikret ham at han var. Det generede ham en lille smule at han automatisk reagerede sådan, men han havde set det samme hos de andre aspiranter. Lige meget hvad Ethan ville have dem til, sagde de omgående ja og gjorde sig de største anstrengelser for at opfylde hans ønsker. Nogle mennesker var åbenbart de fødte ledere.

De vekslede nogle få bemærkninger, men Vitale Logen blev ikke nævnt, ikke foran Stefan. Ethan spurgte om hvordan det gik med fodbolden og hans studier og ville høre hans mening om musikken der blev spillet, og efter at have fået svar på det rettede han sit varme smil mod Stefan.

„Øh, Stefan Salvatore, Ethan Crane,“ præsenterede Matt da han opfattede det afventende i Ethans holdning. „Stefan og jeg kender hinanden fra high school.“

Stefan og Ethan gav sig til at tale sammen, og Matt kiggede igen efter Chloe. Hun var ikke hvor han sidst havde set hende, og der var lige ved at gå panik i ham, men så fik han øje på hende mellem de dansende.

„Tager jeg fejl, eller aner jeg en ganske svag accent?“ spurgte Ethan. „Har du italiensk baggrund, Stefan?“

Stefan smilede genert. „De fleste bemærker den ikke mere,“ sagde han. „Det er mange år siden at min bror og jeg forlod Italien.“

„Din bror? Læser han også her?“ spurgte Ethan.

Matt blev enig med sig selv om at Ethan og Stefan var så optaget af deres samtale at han kunne tillade sig at gå sin vej.

„Vi ses forhåbentlig senere,“ sagde han, tog endnu en slurk øl og styrede direkte mod Chloe gennem trængslen. Hendes øjne lyste, og smilehullerne trådte tydeligt frem. Han vidste at det var det rigtige tidspunkt. Det var værd at tage chancen, som han sagde til Stefan for et øjeblik siden.