Kapitel 22

 

Selv om hun ikke kunne se dem på grund af mylderet, vidste Bonnie at Zander og hans venner var ankommet i samme øjeblik de trådte ind ad døren, for støjniveauet steg mærkbart. Det generede hende en smule. Zander var mere afdæmpet end sine venner, i hvert fald i hendes nærhed, men i flok var de lidt af en prøvelse.

Ikke så lidt af en prøvelse, hvis hun skulle være ærlig. Det kunne godt være ...

Hun glemte sin irritation i samme øjeblik Zander dukkede op ved siden af hende efter grinende at have sendt Marcus ind mod væggen med et stød af hoften. Synet af hans smil lukkede alt andet ude.

„Hej! Er alt i orden?“ udbrød hun glad og tilføjede ved synet af hans spørgende blik: „Med din familie, mener jeg. Du sagde at ...“

„Åh. Ja, ja. Det kan ikke være bedre. Sådan da.“ Han bøjede hovedet fortroligt ned mod hende. „Min familie er temmelig besværlig, må jeg indrømme. Det ville være dejligt hvis vi kunne få tingene til at glide lidt lettere.“

Hun så et glimt af sørgmodighed i hans øjne og greb impulsivt hans hånd og flettede fingrene ind mellem hans.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte hun og forsøgte at lyde som én man roligt kunne betro sig til. „Måske kan jeg hjælpe. En ny synsvinkel og alt det.“

Zander betænkte sig et øjeblik. „Det er noget med ... jeg har forpligtelser, Bonnie. Min familie har afgivet nogle løfter som den er nødt til at opfylde, og nogle gange må jeg påtage mig noget som jeg helst ville være fri for.“

„Og lige nu er du nødt til at være undvigende,“ sagde Bonnie drillende. „Hvad mener du egentlig? Hvad er det du helst vil være fri for ... og hvad har du lyst til?“

Zander lyste op i et af sine blændende smil i stedet for at svare. „Kom her,“ sagde han og tog hendes hånd.

Bonnie fulgte med ham gennem mylderet og op ad trappen.

Zander lod til at vide nøjagtig hvor han ville hen. Han drejede om et par hjørner og åbnede en dør.

Den førte ind til etagens fællesstue. Den var møbleret med et par gamle, lasede sofaer og et stærkt skrammet bord. Lænet op ad den ene væg stod et stort lærred med en eller andens forsøg på at skabe abstrakt billedkunst.

„Bor du på det her kollegium?“ spurgte Bonnie.

„Nej,“ svarede han med øjnene rettet mod hendes mund. Han trak hende ind til sig og lod hænderne hvile på hendes hofter. Og så kyssede han hende.

Det var det mest utrolige kys Bonnie nogen sinde havde oplevet. Zanders læber var dejligt bløde, og så alligevel faste, og de satte fyrværkeri i gang overalt i hendes krop. Hun lagde den ene hånd mod hans kind og nød fornemmelsen af dens varme og den svage antydning af skægstubbe mod håndfladen.

Hun oplevede igen den fornemmelse af at flyve som hun havde haft på deres første date oppe på taget af det videnskabelige fakultet – vidunderligt fri og fuld af boblende glæde. Hun flyttede hånden om til hans nakke og strøg fingrene gennem hans lyse, silkebløde hår.

De var tavse i lang tid efter at kysset endte, stod bare tæt sammen og forsøgte at få styr på vejrtrækningen. Deres ansigter rørte næsten hinanden, og Zanders øjne lyste hendes varmt og intenst i møde.

„Det var det jeg havde lyst til at gøre, når du nu så gerne ville vide det,“ sagde han en smule hæst. „Skal vi ... gå tilbage til de andre nu?“

„Nej, lad os hellere vente lidt,“ sagde Bonnie, og denne gang var det hende der kyssede ham.

 

„Åh, det var skønt,“ sagde Chloe da Matt nåede hen til hende. „Jeg var begyndt at føle mig som verdens største tapetrose.“

Hun skar ansigt ad ham. Det kaldte en række af små rynker frem på hendes næse, og Matt havde den største lyst til at kysse både dem og fregnerne der strakte sig hen over næsen. Og hendes mund – hun havde den mest fristende amorbue han nogen sinde havde set. Han måtte beherske sig for ikke at stryge hånden gennem hendes brune krøller.

„Hvad mener du med det?“ Matt blev nærværende med et sæt og var sig pinligt bevidst at han lød fjoget. „Tapetrose?“

„Et andet ord for bænkevarmer,“ sagde Chloe med en vag håndbevægelse i retning af mylderet på dansegulvet. „Jeg kender næsten ingen her, bortset fra dig og Ethan. De må næsten alle sammen være førsteårsstuderende.“

Hjertet sank i livet på Matt. Han havde helt glemt at Chloe læste på tredje år. Efter hans mening burde det ikke være noget problem, men havde hun ikke lydt lidt nedladende – som om førsteårsstuderende i hendes øjne var børnehavebørn?

„Jeg synes selskabet er udmærket,“ mumlede han.

Chloe spidsede drillende munden og daskede ham let på armen. „Ja, men her er mange, og jeg har kun plads til én førsteårsstuderende i mit liv ad gangen, kære Matt.“

Hans hjerte kom op på plads igen, men han indså hurtigt at han havde et andet problem: i meget lang tid havde han kun datet piger som ikke havde hans store interesse. De havde bare været en undskyldning for at komme med til fester og arrangementer hvor der kun var adgang med ledsager. Og i den seneste tid havde han overhovedet ikke datet nogen. Han var ude af øvelse, men igen – der var ikke andet at gøre end at tage chancen. Og Chloe havde jo lige antydet ...

„Chloe,“ begyndte han. „Jeg har tænkt på om du ville ...“

Længere nåede han ikke før Ethan sluttede sig til dem med et strålende smil. For første gang mærkede Matt et stik af irritation imod ham. Ethan var ellers så verdensklog. Kunne han virkelig ikke se at han forstyrrede?

„Jeg synes vældig godt om din ven Stefan,“ sagde Ethan. „Han virker meget moden og velformuleret af en førsteårsstuderende at være. Tror du det er fordi han er europæer?“

Matt svarede med et skuldertræk, og Ethan vendte opmærksomheden mod Chloe.

„Hej, skat,“ sagde han, lagde armen om hende og kyssede hende let på munden.

Noget tydede på at Ethan havde været meget bevidst om at forstyrre. Kysset var ikke langt, men der var afgjort noget demonstrativt besiddende over både det og den måde hvorpå han holdt Chloe ind til sig. Da kysset sluttede, smilede Chloe en anelse åndeløst op til Ethan, og Ethan strejfede ganske kort Matt med blikket.

Matt ønskede at jorden ville åbne sig under hans fødder og opsluge ham. I stedet fremtvang han et smil og løftede sin øldåse i en skålhilsen.

Chloe – dejlige, søde og sjove Chloe – havde en kæreste. Matt kæmpede for at fastholde smilet. Han burde have indset at han ikke var den eneste der kunne se hvor tiltrækkende hun var. Han ville have bakket ud uanset hvem hun var kæreste med. Det sidste han ønskede var at få ry for at være en af dem der først fik øjnene op for en pige når han så hende sammen med en anden.

Der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og glemme alle forhåbninger – og sørge for at lade som ingenting. Chloe skulle i hvert fald ikke mærke hans skuffelse. Det ville være alt for flovt hvis hun gættede grunden til den. Det var ikke hendes fejl at han havde lagt for meget i hendes åbne venlighed.