Kapitel 23

 

„Jeg forstår ikke hvordan det kunne blive så sent,“ sagde Elena mens hun hastede hen ad stien ved Pruitt House sammen med Damon. „Bonnie og Meredith er sikkert bekymrede.“

„De ved du er sammen med mig,“ bemærkede Damon.

„Jeg tvivler på det beroliger dem,“ sagde Elena og bed sig i tungen da hun så Damon hæve øjenbrynene.

„Siger du at de stadig ikke stoler på mig – efter alt hvad vi har været igennem sammen?“ spurgte han silkeblødt. „Åh! Det er som at få en kugle i hjertet – hvis jeg ellers bekymrede mig om deres mening.“

„Jeg mener ikke at de tror du vil gøre mig fortræd,“ sagde Elena. „Ikke mere. Eller at du ikke vil beskytte mig. Det er nok mere at de er bange for at du ... lægger an på mig eller sådan noget.“

Damon standsede. Han tog hendes hånd og lod en finger glide op ad indersiden af hendes underarm, langs blodåren der førte fra håndleddet til albuen. „Og hvad tror du selv?“ spurgte han langsomt.

Elena rev armen til sig med en vred bevægelse. „At de måske har grund til uro,“ sagde hun. „Hold op med det der, Damon. Vi er kun venner, husk det!“

Damon sukkede teatralsk og gik videre, så Elena måtte løbe et par skridt for at indhente ham.

„Men jeg er glad for at du har sagt ja til at gå med til festen,“ sagde Elena efter et stykke tids tavshed. „Det skal nok blive morsomt.“

Damon sendte hende et langt sideblik uden at sige noget.

Det var altid underholdende at være sammen med Damon, tænkte Elena mens hun lyttede til lyden af sine egne hæle mod fliserne og fulgte hvordan hendes skygge skrumpede sammen og voksede igen når de passerede gadelamperne. Eller rettere – det var underholdende når Damon var i godt humør, og ingen forsøgte at slå dem ihjel, to omstændigheder hun gerne så falde sammen noget oftere.

Stefan var hendes livs kærlighed. Ingen tvivl om det. Men Damon havde en evne til at få hende til at tabe vejret og føle hun var noget ganske særligt.

Og her til aften virkede han mere afslappet end ellers. Efter at Matt var gået, havde de gennemsøgt nogle andre dele af biblioteket og sluttet med at trække sandwich og kaffe i opholdsrummet i kælderen. De havde sat sig ved et af de små borde og snakket og leet. Hun havde helt glemt tiden og var blevet chokeret da hun endelig kom i tanke om at kigge på sin mobil og så at der var gået over en time.

Da de forlod biblioteket, havde Damon sagt ja til at gå med til festen i McAllister House. Måske ville han gøre et nyt forsøg på at komme ud af det med de andre. Og måske kunne det hjælpe ham og hende til at blive rigtige venner, når engang han og Stefan var kommet til en forståelse.

Nået så langt i sine overvejelser fik Elena pludselig den krybende fornemmelse af at blive iagttaget. Hendes små nakkehår rejste sig.

„Damon,“ sagde hun stille. „Nogen lurer på os.“

Damons pupiller udvidede sig, og han løftede hovedet og snusede i luften. Hans blik blev indadvendt da han sendte mentale følere ud mod omgivelserne.

„Der er ingenting,“ sagde han lidt efter, tog hende under armen og trak hende nærmere. „Det må være din fantasi, prinsesse, men lad os hellere være forsigtige.“

Elena nikkede og holdt sig tæt ved siden af ham da de nåede ud på asfaltvejen der delte campus midt igennem.

Skråt fremme i den anden side af vejen holdt en bil med parkeringslysene tændt og motoren gående i tomgang. Nu flammede dens forlygter pludselig op og blindede Elena, og samtidig lød der et brøl fra motoren. Damons arme lukkede sig om Elenas liv.

Med et hvin fra dækkene skød bilen frem mod dem. Elena stivnede i panik og stod bare og stirrede. I næste øjeblik svævede hun gennem luften, og Damon knugede så hårdt om hende at det gjorde ondt.

Da de landede i græsset på den anden side af vejen, standsede Damon et øjeblik for at skifte sit greb om hende. Elena så tilbage mod bilen som nu var i gang med en U-vending. Det skarpe skær fra forlygterne forhindrede hende i at opfatte detaljer. Hun kunne hverken se føreren eller hvad slags bil det var. Den var kun et udflydende omrids bag det blændende lysskær.

Lyskeglerne fandt dem, og bilen drejede ind på græsset og kom farende direkte mod dem igen. Damon bandede og halede Elena med sig.

Denne gang løb han af sted i stedet for at flyve. Elenas fødder rørte næsten ikke jorden. Hendes hjerte hamrede. Hun var klar over at hun hæmmede Damons fart. Han drejede om et hjørne, og i næste øjeblik stod de klemt op ad en husmur, omgivet af tætte buske.

Bilen susede forbi, foretog en ny U-vending der pløjede lange striber af jord op og rullede tilbage mod vejen.

„Vi slap fra ham,“ hviskede Elena lettet.

„Har du gjort dig uvenner med nogen i den sidste tid, prinsesse?“ spurgte Damon.

„Jeg skulle til at spørge dig om det samme,“ sagde hun og klemte armene om kroppen. Hun frøs pludselig. „Kan det være fordi vi har stillet spørgsmål om Vitale Logen? Noget med den og mine forældre?“

„Vi ved ikke hvem der gemte sig under den kælderlem,“ sagde Damon. „Men det kan selvfølgelig være at Matt har sladret til nogen om at vi så ham komme ud ad den dør ...“

„Nej,“ sagde Elena bestemt. „Matt ville aldrig gøre noget der kunne skade mig.“

„Det har du ret i,“ nikkede Damon. „Han er så uudholdelig ædel, den gode Matt. Spejderdrengen over alle spejderdrenge. Og så elsker han dig, Elena. Alle elsker Elena.“ Han tog sin læderjakke af og lagde den om skuldrene på hende. „Men én ting er sikker. Hvis føreren af den bil troede at jeg var et almindeligt menneske, er han blevet klogere nu.“

Elena trak læderjakken tættere sammen om sig. „Du reddede mit liv,“ sagde hun stille. „Tak, Damon.“

Han lagde armene om hende. „Jeg vil altid redde dit liv, Elena,“ lovede han. „Har du omsider forstået det?“ Hans pupiller udvidede sig og han trak hende nærmere. „Jeg kan ikke leve uden dig,“ mumlede han.

Elena havde en fornemmelse af at falde. Verden omkring hende blev opslugt af Damons øjne, og hun blev trukket med ind i deres fløjlsbløde mørke. En indre stemme forsøgte at trænge igennem med et højt og bestemt „Nej!“ men hun ignorerede den. Hun lænede sig frem mod ham og pressede munden mod hans.

 

Stefan stod lænet op ad væggen og trommede utålmodigt med den ene hånds fingre mod den rå mur mens han så rundt på mylderet af leende, drikkende og dansende studerende. Hans anspændthed voksede for hvert sekund. Hvor blev Elena af? Det var over en time siden at hun henne på biblioteket havde ladet Matt forstå at det kun var et spørgsmål om kort tid før hun var på vej.

Stefan holdt ud endnu nogle minutter. Så skubbede han sig fri af væggen og banede sig vej gennem mylderet over mod indgangen. Elena havde bedt ham holde sig på afstand, men med alle de mystiske ting der foregik, ville han være sikker på at hun var uskadt. Det kunne hun dårligt bebrejde ham, og hvis hun gjorde det var det til at leve med når bare han vidste at hun havde det godt.

Han passerede Meredith som var fordybet i samtale med en pige han ikke kendte. „Jeg prøver at finde Elena,“ sagde han i forbifarten og så Meredith gøre en bevægelse som for at standse ham, men han fortsatte fremad. Han nåede døren, skubbede den op og trådte ud i den kølige natteluft. Campusbetjentene var stadig på post udenfor og kontrollerede id-kort, men de lod ham passere uden at sige noget. Deres interesse var koncentreret om dem som ville ind.

Vinden var taget til og hvislede gennem trækronerne, og halvmånen stod højt på himlen på den anden side af kollegiebygningen. Stefan sendte mentale følere ud efter spor af Elena.

Det gav intet resultat. Han var stadig omgivet af for mange mennesker. Det eneste han modtog var et forvirret indtryk af livsenergi, følelser og tanker, og det var for overvældende til at han kunne skille Elenas bevidsthed ud fra det.

Han ville måske have været i stand til det hvis han havde drukket menneskeblod for nylig. Af og til blev han grebet af en voldsom længsel efter den kraft han havde mærket bruse gennem sig i de perioder hvor han regelmæssigt drak blod fra Elena og hendes venner. Men det var dengang Fell's Church var i overhængende fare for at blive udslettet og han havde brug for hele sin overnaturlige styrke til kampen mod kitsunierne.

Stefan slog ind på en af stierne der førte tværs over campus og satte farten op, stadig med mentale følere ude efter spor af Elena. Hvis det ikke gav resultat, kunne han i det mindste forsøge at lede efter hende hvor hun sidst var blevet set. Måske var der en chance for at fange færten af hende i nærheden af biblioteket. Det kunne tænkes at et eller andet havde forsinket hende så hun først var på vej derfra nu.

Hans uro voksede mens han gik gennem mørket. Hvad hvis Elena lå et eller andet sted, kvæstet og blødende efter et brutalt overfald, eller at hun var blevet offer for en af de mystiske bortførelser? Tanken var ikke til at holde ud. Han satte farten i vejret.

Han var nået halvvejs over campus da han pludselig sansede Elena. Fornemmelsen af hendes bevidsthed ramte næsten som et slag. Hun var ganske tæt ved.

Han så sig søgende om og fik øje på hende – og nægtede at tro sine egne øjne. Benene truede med at give efter under ham. Elena stod og kyssede Damon. De var halvt skjult af skyggerne, men deres lyse hud og Elenas blonde hår var ikke til at tage fejl af. De var helt opslugt af hinanden – i en sådan grad at Damon var døv og blind for alt andet. Ellers havde Stefan ikke fundet dem sådan. Damon ville have sanset at han nærmede sig for længe siden. Han opdagede ham heller ikke nu – ikke før Stefan standsede et par skridt fra dem.

„Så det er grunden til at vi skulle holde pause, som du kaldte det, Elena,“ sagde Stefan bittert.

Damon og Elena fløj fra hinanden. Elena vendte sig om mod Stefan med et ansigt så hvidt som sne.

„Stefan!“ udbrød hun tryglende. „Det er ikke som du tror!“

Hun rakte hænderne frem mod ham, men lod dem falde ved synet af hans ansigt.

Stefan havde svært ved at se tydeligt. Alt virkede så fjernt. Han dirrede over hele kroppen, og det gjorde ondt at trække vejret, men det var nærmest som at se en anden vride sig i smerte.

„Jeg kan ikke klare det her,“ sagde han hæst. „Ikke igen. Jeg er færdig med at slås for din kærlighed. Det ender bare med at koste os alle livet – ligesom med Katherine.“

Elena rakte bedende ud efter ham igen. „Stefan, hør på mig,“ sagde hun.

„Nej, ikke mere,“ sagde Stefan og trak sig baglæns som om han var bange for at skifte mening hvis hun rørte ved ham. Han flyttede blikket til Damon, og i samme sekund afløstes lammelsen af glødende vrede. „Du har ikke forandret dig,“ fortsatte han bittert. „Du tænker kun på at ødelægge alt for mig. Dette er sidste gang. Vi er ikke brødre længere.“

Et glimt af smerte gled over Damons ansigt, og et øjeblik så det ud som om han ville begynde at forklare, men han skiftede mening. Hans ansigt blev hårdt, og han trak hånligt på munden. Udmærket, sagde hans øjne. Skrub bare af.

Stefan tumlede nogle skridt baglæns, fandt balancen og snurrede rundt på hælen og løb tilbage ad stien så hurtigt han kunne.

Elenas fortvivlede „Stefan!“ fik ham bare til at sætte farten yderligere i vejret.