Kapitel 24

 

Bonnie fniste overstadigt da hun tabte sin ene højhælede sko på vej ned ad trappen. Hun nåede at gribe fat i gelænderet inden hun mistede balancen.

„Nu skal jeg, Askepot,“ sagde Zander og samlede skoen op. Han knælede ned og hjalp hende skoen på med meget blide hænder.

Bonnie fniste igen og nejede ærbødigt. „Mange tak, ædle prins,“ sagde hun.

Hun følte sig strålende tilpas. Alt var vidunderligt. Det var næsten som at være beruset, men det kunne der bestemt ikke være tale om. Hun havde kun drukket nogle få slurke øl. Men hun var beruset, bare af noget andet. Af Zanders kys og blide hænder og store, blå øjne. Hun tog hans hånd, og han sendte hende det langsomme smil som fik hende til at sitre over det hele.

„Det ser ud som om festen er ved at være forbi,“ sagde hun da de nåede ned i stueetagen.

Det var blevet sent. Klokken nærmede sig to om natten, og kun den hårde kerne af festaber var tilbage – et halvt dusin fyre, andet- eller tredjeårsstuderende, i gang med at vride de sidste dråber ud af fadølsanlægget, en gruppe ihærdigt dansende piger fra dramagruppen og et enkelt par der sad på nederste trappetrin og holdt hånd, fordybet i samtale. Meredith, Stefan, Samantha og Matt var forsvundet, og hvis Elena overhovedet havde været der, var også hun væk. Også Zanders venner havde forladt festen – eller var blevet smidt ud.

„Farvel, farvel!“ kvidrede Bonnie til de få tilbageværende. Hun havde ikke rigtig haft lejlighed til at tale med nogen af dem, men de så alle sammen vældig flinke ud. Og nydelige var de også. Hun lovede sig selv at bruge mere tid på at lære nye mennesker at kende til den næste fest.

Hun så nogle af sine venners nye bekendtskaber blandt de tilbageværende. Hun vinkede hjerteligt til et par hun havde set Matt sammen med en hel del gange, en noget lavstammet fyr som vistnok hed Ethan og den der pige med de mørke krøller og smilehullerne. De var i hvert fald ikke førsteårsstuderende. Bonnie elskede alt og alle her i aften, og de to fortjente en særlig hilsen fordi de havde set hvor enestående Matt var. De besvarede hendes hilsen en smule tøvende, og pigen smilede.

„De ser ud til at være alle tiders,“ sagde Bonnie, og Zander kiggede over skulderen mod dem idet han åbnede døren og holdt den for hende.

„Hm,“ sagde han.

I hans øjne så Bonnie et kort glimt af noget der gav hende kuldegysninger.

„Det passer måske ikke?“ spurgte hun ængsteligt.

Zanders varme smil var tilbage da han vendte hovedet om mod hende igen, og Bonnie slappede af og sagde til sig selv at hun havde taget fejl. Den kulde hun mente at have set i hans øjne måtte have været indbildning.

„Jo, det er de nok, Bonnie,“ sagde han. „Jeg blev bare distraheret et øjeblik.“

Han lagde armen om hende og kyssede hende på panden. Hun skubbede sig tættere ind til ham med et tilfreds suk, og de gik et stykke tid i tavshed.

„Se på stjernerne,“ sagde Bonnie betaget. Natten var klar, og stjernerne stod tydeligt aftegnet på himlen. „Det køligere vejr får dem rigtigt til at træde frem.“

Zander svarede med en fraværende brummen.

„Hvad med at spise morgenmad sammen?“ spurgte hun. „Om søndagen kan man få 'hjemmelavede' vafler med en masse dejligt tilbehør i kantinen.“

Zander stirrede ud i luften med det samme fjerne udtryk som hun havde set hos ham sidste gang de fulgtes på campus i mørket – lige før han pludselig sprang af sted og lod hende stå alene tilbage.

„Zander?“ spurgte hun ængsteligt, og det gav et lille sæt i ham.

„Undskyld,“ sagde han, tog armen til sig og trådte et par skridt tilbage. Han smilede stift, og der kom noget anspændt over ham – som om han var parat til at stikke af igen.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte Bonnie.

Han undgik hendes øjne. „Der er noget jeg har glemt. Jeg må tilbage.“

„Godt, jeg går med,“ sagde Bonnie.

„Nej, det behøver du ikke.“ Han flyttede vægten fra den ene fod til den anden og så hen over hendes skulder som om han hellere ville være alle andre steder end sammen med hende. Pludselig trådte han frem, kyssede hende så hurtigt og klodset at deres tænder stødte sammen og vendte sig derefter og gik hurtigt tilbage mod kollegiet. Efter nogle få, lange skridt satte han i løb og forsvandt i mørket – igen uden at se sig tilbage.

Bonnie opgav at følge efter ham. Hun så sig gysende om til alle sider. Den glæde hun havde været opfyldt af for et øjeblik siden var helt forsvundet. Det var som om hun havde fået en spand iskoldt vand hældt over hovedet.

„Ikke igen. Det må være din spøg!“ sagde hun hjælpeløst.

 

Da de standsede uden for Pruitt House, dirrede Elena stadig så voldsomt at det lignede krampetrækninger. Damon lagde trøstende armene om hende, og hun løftede hovedet og syntes at stirre tværs igennem ham. Hendes øjne var glasagtige.

„Stefan ...“ mumlede hun hjælpeløst.

Damon kvalte et irriteret udbrud. Ja, Stefan havde overreageret, og hvad så? Det kunne vel ikke komme bag på hende. Men han var her stadig og ville altid være her, og det var snart på tide at hun indså det. Han var lige ved at gribe hende om hagen og tvinge hende til at møde hans øjne.

Før i tiden ville han have gjort det. Ja, for ikke så længe siden ville han uden betænkning have brugt hele sin hypnotiske kraft på at lamme hendes vilje og slette Stefans navn fra hendes hukommelse. Bare tanken fik det til at spænde pinagtigt i hans hjørnetænder. Hendes blod var som den mest udsøgte vin.

Han huskede sig selv på at det ikke var så ligetil som han helst ville tro. De gange hvor han var faldet for fristelsen til at forsøge på det, var han ikke sluppet særlig godt fra det. Men lige nu virkede Elena særlig sårbar. Måske ...

Nej, han var ikke sådan mere. Han ønskede ikke at få hende på den måde. Han ville nødig indrømme det, ikke engang over for sig selv, men han anstrengte sig virkelig for at gøre sig værdig til hendes kærlighed, som menneskene kaldte det. Og for at kunne se Stefan i øjnene, hvis sandheden endelig skulle frem. Det havde været mere opmuntrende end han havde ventet omsider at se andet end had og foragt i sin lillebrors blik.

Men det var alt sammen forbi nu. Det fjendskab som var begyndt med Katherine var tilbage, forstærket af Elena.

„Kom, prinsesse,“ mumlede han og hjalp hende op ad trappen. „Bare et par trin endnu.“

Han fortrød ikke kysset. Han elskede hende virkelig, så højt som han var i stand til at elske nogen. Han smilede bittert. Men sandheden var at hun aldrig ville blive hans. Hvor urimeligt den selvretfærdige idiot til Stefan end behandlede hende, var han den eneste hun tænkte på. Damon knyttede næverne idet han fulgte efter Elena indenfor.

Oppe foran døren til hendes værelse fandt han hendes nøgler frem og låste op.

Stående i døren så hun ham direkte i øjnene for første gang siden Stefan overraskede dem. Hun var stadig bleg, men nu lyste beslutsomheden ud af hendes ansigt.

„Det var en fejltagelse, Damon,“ sagde hun.

Damon nikkede udtryksløst. „Jeg ved det,“ sagde han med tilkæmpet ro og fremtvang et smil – en vens smil, håbede han. „Du kan være rolig, prinsesse. Stefan skal nok komme til fornuft.“

Elena trak sig helt ind i værelset og lukkede døren uden at svare.

Damon snurrede rundt med et sæt og sparkede til væggen overfor. Kraften i sparket fremkaldte en lang revne, og han sparkede igen og smilede med tænderskærende tilfredshed da pudset omkring revnen dryssede ned på gulvet i flager.

Han løftede foden til et nyt spark, men sænkede den igen da han opfangede mumlen bag flere af de andre døre på gangen, fulgt af lyden af fodtrin fra nogen som var på vej for at undersøge grunden til støjen. Hvis en eller anden gav sig til at råbe eller true ad ham nu, kunne det meget let ende med at han dræbte vedkommende. Hvor tilfredsstillende det end kunne være at få afløb for sit raseri på den måde, var det ikke værd at risikere, slet ikke uden for Elenas dør.

Han satte i løb mod det åbne vindue i væggen for enden af korridoren og skiftede til krageskikkelse idet han kastede sig ud ad det. Det var en lettelse at strække vingerne i deres fulde længde, fange den rigtige rytme og mærke vindens pres mod fjerdragten. Han svang sig op i mørket, fandt en opvind og lod den føre sig højt op mod himlen.