Kapitel 25

 

Kære dagbog,

 

Jeg kan ikke komme mig over hvor tåbelig jeg er. Hvordan kunne jeg dog gøre noget så uendelig dumt?

Jeg skulle aldrig have kysset Damon – eller ladet ham kysse mig.

Udtrykket i Stefans ansigt var hjerteskærende da han overraskede os. Han var bleg som en dødning og havde tårer i øjnene. Og så var det som om alting slukkedes i ham, og han stirrede på mig med had i øjnene. Som om jeg var Katherine. Lige meget hvad der er sket mellem os, har han aldrig set sådan på mig før.

Jeg kan ikke få mig selv til at tro at han hader mig. Hvert eneste hjerteslag fortæller mig at vi hører sammen og at intet kan skille os ad.

Jeg har såret ham med min uendelige dumhed, selv om det er det sidste jeg nogen sinde har ønsket at gøre. Men det er ikke forbi for os. Jeg er sikker på at han tilgiver mig når jeg får forklaret at jeg kyssede Damon i et øjebliks vanvid. Han vil forstå at jeg ikke var mig selv, fordi jeg lige havde været døden nær da den bil forsøgte at køre os ned. Heller ikke Damon vidste hvad han gjorde. Det kys skulle bare overbevise os om at vi stadig var i live.

Nej, jeg kan ikke lyve. Ikke her. Jeg må være ærlig over for mig selv. Jeg havde lyst til at kysse Damon, at mærke hans nærhed. Længslen er der hele tiden.

Men jeg behøver ikke give efter for den. Jeg kan styre den, skal styre den, og det vil jeg gøre fra nu af. Jeg vil ikke volde Stefan mere smerte.

Jeg skal nok få Stefan til at forstå, vise ham at jeg er villig til alt for at gøre ham lykkelig, og når han indser det, tilgiver han mig.

Dette kan ikke være slutningen for os. Jeg tillader det ikke.

 

Elena lukkede dagbogen, tastede Stefans nummer på sin mobil og lod den ringe indtil den slog over på voicemail. Hun havde ringet til ham adskillige gange natten før og igen her til morgen, og hun var sikker på at opkaldene var gået igennem og at han havde set at de kom fra hende. Han havde altid sin mobil åben. Og han plejede at svare. Han havde aldrig ignoreret opringninger, lige meget hvem de kom fra. Noget som Elena af og til havde moret sig lidt over. Det var som om han følte sig forpligtet til at svare fordi han gik med telefonen på sig.

Hvilket betød at han bevidst undlod at svare.

Elena bed tænderne sammen og forsøgte igen. Stefan skulle høre på hende. Han fik ikke lov til at vende hende ryggen. Når først hun havde forklaret det hele, ville alt blive godt imellem dem igen. Så kunne de afslutte den adskillelse der gjorde dem begge så ulykkelige. Det var slet ikke gået som hun havde forestillet sig da hun tog beslutningen.

Men ... nøjagtig hvad havde hun egentlig at forsvare sig med? Hun sukkede og faldt modløs ned på sengen. Adrenalinsuset efter mordforsøget var en dårlig undskyldning. Hendes eneste forsvar var at det ikke var noget hun havde planlagt. Det ville være at lyve at påstå at Damon havde taget initiativet. Det eneste hun havde var de sædvanlige forsikringer om at det var Stefan og kun ham der virkelig betød noget for hende.

Men det måtte også være nok. Han måtte kunne forstå at hun mente det. Hun ringede op igen, og denne gang tog Stefan telefonen.

„Elena,“ sagde han kort og tonløst.

„Stefan, du må høre på mig,“ sagde hun hurtigt. „Jeg er så ked af det. Det var ikke min mening ...“

„Jeg gider ikke høre mere på det der,“ afbrød han hende. „Det er aldrig din mening at såre folk, men du gør det konstant. Hold op med at ringe til mig.“

„Men Stefan, vil du ikke nok ...“

„Jeg elsker dig, men jeg har tabt troen på at vi har nogen fremtid sammen,“ sagde han afdæmpet og koldt. „Det er umuligt når jeg ikke kan stole på dig.“

Tavshed. Elena tog telefonen fra øret og stirrede forvirret på den et øjeblik før det gik op for hende at han havde afbrudt opkaldet. Stefan, som altid havde elsket hende betingelsesløst lige meget hvad hun gjorde, var færdig med hende.

Hun havde mistet ham for altid.

 

Meredith lænede sig fremad, bøjede det ene ben op langs ryggen og rakte bagud og lukkede hænderne om anklen. Forsigtigt trak hun foden højere op mod nakken for at strække musklerne i forlåret mest muligt.

Det føltes godt at strække ud og få rigtig gang i blodomløbet efter at have været vågen det meste af natten. Hun så frem til at sparre med Samantha. Hun havde udtænkt nogle kneb som var inspireret af kickboksning, og som hun glædede sig til at demonstrere for Samantha. Samantha havde forbedret sin hurtighed betydeligt i den sidste tid, og Meredith var sikker på at hun ville tage de nye kneb til sig med begejstring.

Hvis Samantha ellers kunne tage sig sammen til at møde op. Meredith slap foden, rettede sig og så på sit ur. Foreløbig var Samantha tyve minutter forsinket.

Det var selvfølgelig blevet meget sent natten før, men det lignede ikke Samantha at komme for sent. Meredith tændte mobilen for at se om der skulle være kommet en sms. Det var der ikke. Hun ringede op, men der blev ikke svaret.

Meredith indtalte en besked og genoptog sine strækøvelser. Hun var dog en smule urolig, og uroen voksede og gik ud over hendes koncentration.

Måske havde Samantha bare glemt at tænde for sin telefon inden hun lagde sig til at sove. Hun var en trænet vampyrjæger. Der kunne ikke være tale om at hun lod sig overraske af den eller dem som lurede på campus.

Med et suk opgav Meredith øvelserne. Hun kunne ikke koncentrere sig om dem før hun var helt sikker på at Samantha var i god behold. Hun lå nok og snorkede så loftet var ved at falde ned, men Meredith ville være helt sikker. Hun tog sin rygsæk og forlod træningssalen. Det skulle blive helt rart med en rask morgenløbetur over til Samanthas kollegium.

Udenfor skinnede solen, og Meredith nød den kølige, friske luft mens hun løb af sted i støt tempo og snoede sig ud og ind mellem de mange der var på vej over campus. Da hun nåede frem til Samanthas kollegium, var hun blevet enig med sig selv om at foreslå hende en løbetur i stedet for morgenens sparring.

„Op og se land, sovetryne!“ råbte hun da hun bankede på Samanthas dør. Til hendes overraskelse åbnede døren sig på klem. Hun skubbede den helt op. „Samantha?“

Lugten var det første der ramte hende. En blanding af rust og salt med en svag antydning af forrådnelse. Den var så stærk at Meredith vaklede baglæns og holdt sig for næse og mund.

Trods lugten var hun først i tvivl om hvad det var hun så på væggene. Havde nogen tværet maling ud over det hele? Rød maling. Hendes hjerne ville ikke rigtig acceptere hvad øjnene fortalte den. Hun gik ind ad døren, selv om hendes instinkt skreg til hende om at løbe sin vej så hurtigt hun kunne.

Det var ikke maling. I næste sekund var trægheden i hendes hjerne væk. Blod. Væggene drev af blod. Det svimlede for Meredith, men hun fortsatte fremad.

Samantha lå på ryggen på sengen, og lagnet under hende var rødt af blod. Hun så ud som om hun var blevet flænset af et vilddyr. Kun ansigtet var urørt. Hendes øjne var åbne og stirrede tomt mod loftet.

Hun var død.