Kapitel 26

 

„Er du sikker på at vi ikke skal ringe efter dine forældre?“ Campusbetjentens stemme var grov, men venlig, og hans øjne var bekymrede.

Et kort øjeblik forestillede Meredith sig den slags forældre han måtte have i tankerne – folk som ville komme farende for at hente deres datter, tage hende med hjem og pusle om hende indtil rædslen over venindens død havde lagt sig. Han ville sikkert blive meget forbavset hvis han vidste at hendes forældre bare ville opfordre hende til at komme videre med arbejdet. Gøre hende opmærksom på at enhver anden reaktion var forkert. At flere ville dø hvis hun tabte modet.

Og især i dette tilfælde, fordi Samantha også stammede fra en familie af vampyrjægere.

Meredith vidste nøjagtig hvad hendes far ville sige hvis hun ringede til ham: „Det beviser bare at man aldrig skal føle sig sikker.“

„Det er ikke nødvendigt,“ svarede hun. „Jeg har mine venner. De sidder og venter på mig nu.“

Han lod hende gå, men så efter hende som om han ikke var helt sikker på hvor klogt det var. „Du skal ikke være bekymret,“ sagde han da hun var på vej op ad trappen. „Politiet skal nok fange gerningsmanden.“

Meredith var lige ved at svare at han lod til at nære en forbløffende tiltro til politiet, selv om kriminalfolkene endnu ikke havde fundet det mindste spor af de forsvundne eller af Christophers morder, men hun tav. Han forsøgte bare at trøste hende. Hun nikkede ned til ham og vinkede med den ene hånd.

Trods alle sine anstrengelser havde hun heller ikke selv fundet ud af noget som helst, ikke engang med Samanthas hjælp. Det nye sted og alle de nye mennesker havde svækket hendes koncentration.

Først nu slog det hende at mordet på Samantha var anderledes. Det var første gang at den ukendte havde slået til på et kollegium. Hvorfor? Bortførelserne og mordet på Christopher havde fundet sted under åben himmel på campus. Det tydede på at Samantha ikke var noget tilfældigt offer. Morderen var bevidst gået efter hende.

Meredith huskede den mørke skikkelse som hun havde jaget på flugt den første aften hun og Samantha patruljerede på campus, det korte glimt af gerningsmandens hvidblonde hår. Offeret huskede intet. Havde det kostet Samantha livet at de var kommet for tæt på gerningsmanden?

Meredith gøs. Hendes forældre havde ret. Ingen kunne føle sig sikre. Hun måtte tage sig sammen, følge hvert eneste spor op, lige meget hvor betydningsløst det så ud.

Da hun kom op på værelset, så hun at Bonnies seng var tom. Elena lå sammenkrummet på sin egen seng, og hendes ansigt var vådt af tårer. Under andre omstændigheder ville Meredith have skubbet alt til side for at trøste hende, men det var der ikke tid til nu. Hun måtte sætte alt ind på at finde Samanthas morder.

Hun gik hen til sit skab og hentede en stor og tung sort rygsæk og hylstret med fægtestaven frem.

Hun lagde rygsækken på sin seng. „Hvor er Bonnie?“ spurgte hun mens hun løsnede spænderne.

„Hun gik før jeg stod op,“ svarede Elena hæst. „Der var vist møde i hendes studiegruppe. Meredith, hvad er det her foregår?“

Meredith åbnede rygsækken og begyndte at tage dolke og skarptslebne kastestjerner frem.

Elena løftede hovedet. „Hvad er der sket?“ spurgte hun, denne gang mere insisterende.

„Samantha er død,“ svarede Meredith og prøvede forsigtigt en af dolkespidserne med tommelfingeren. „Hun blev myrdet i sin seng af den samme som overfalder folk på campus, og vi er nødt til at få det standset.“

Hun lod tommelfingeren glide langs dolkens æg. Den trængte til at slibes, konstaterede hun med et stik af dårlig samvittighed. Hun havde ladet sine våben ligge pakket ned alt for længe uden at tænke på at vedligeholde dem.

„Hvad siger du?“ udbrød Elena chokeret. „Åh, nej, Meredith, det gør mig frygtelig ondt.“

Tårerne begyndte at løbe ned over hendes ansigt igen.

Meredith betragtede hende undersøgende et øjeblik og rakte hylstret med fægtestaven over mod hende.

„I mit skrivebord ligger en lille sort æske med små flasker giftekstrakt,“ sagde hun. „Jernurt, stormhat og forskellige slangegifte. Vi ved ikke hvad vi har med at gøre, så du må hellere fylde nålene med lidt af hvert. Husk at være meget forsigtig.“

Elena stirrede med åben mund et øjeblik, lukkede den igen og tørrede tårerne af kinderne. Meredith nikkede tilfreds. Elena havde tydet hendes blik korrekt – sorgen må vente, nu skal der handles – og tøvede som sædvanlig ikke med at følge opfordringen.

Elena tog staven ud af hylstret, lagde den på sin seng og hentede den lille sorte æske i Merediths skrivebord. Meredith fulgte med ud gennem øjenkrogen, parat til at komme med gode råd, men det var ikke nødvendigt. Elena fandt selv ud af hvordan man løsnede de hule pigge i stavens ender fra deres indfatning med en lille drejning, fyldte giftekstrakt i ved hjælp af en tynd kanyle og satte dem tilbage igen. Da Meredith havde set hende fylde de første par pigge, koncentrerede hun sig igen helt om at slibe sin dolk.

„De andre ofre lader til at være tilfældigt valgt, men det var Samantha ikke,“ sagde Meredith uden at se op fra slibearbejdet. Noget af det første hun havde lært i omgangen med skarpe våben var at man ikke skulle flytte blikket fra en håndholdt slibesten. „Jeg tror at gerningsmanden ved at vi jager ham. Det betyder at vi alle er i fare.“ Hun gøs ved tanken om hvordan Samantha havde set ud. „Samanthas død var brutal.“

„En bil forsøgte at køre Damon og mig ned i nat,“ sagde Elena. „Vi havde undersøgt noget på biblioteket, men jeg ved ikke om det var derfor. Jeg nåede ikke at se den der kørte bilen.“

Meredith standsede slibearbejdet og så op. „Da jeg fortalte jer om den pige som Samantha og jeg reddede fra det overfald på campus, udelod jeg noget fordi jeg ikke var helt sikker på hvad jeg havde set. Det er jeg stadig ikke, men ...“

Hun fortalte Elena om skikkelsen med hættetrøjen og det korte glimt af det som hun mente havde været hvidblond hår.

Elena drejede en giftpig på plads inden hun svarede. „Zander?“ spurgte hun stille.

De så begge hen på Bonnies uredte seng.

„Hun er helt vild med ham,“ sagde Meredith langsomt. „Ville hun ikke kunne mærke det hvis der var noget forkert ved ham? Du ved ...“

Hun antydede Bonnies synske evner med en lille håndbevægelse mod hovedet.

„Det kan vi ikke stole på,“ sagde Elena. „Husk hvor tit hun har besvær med at tyde sine visioner. Jeg tror det er bedst at hun holder sig fra ham.“ Hun tøvede. „Han er så ... han ser godt ud, og han virker meget åben og imødekommende, men der er et eller andet ved ham ... noget forbeholdent. Og hans venner er ikke til at holde ud. Jeg ved godt at rædsomme venner ikke er ensbetydende med at man er i stand til at begå noget som dette, men jeg stoler ikke på ham.“

„Kan du ikke få Stefan til at holde øje med ham?“ spurgte Meredith. „Jeg har hørt at I holder pause, men det her er vigtigt, og en vampyr kan skygge Zander langt bedre end nogen af os.“

Stefan havde set så elendig ud til festen. Hvorfor ikke få Elena til at ringe ham op? Livet var kort, i hvert fald for hende. Meredith lod igen tommelfingeren glide over dolkens æg. Nu var den bedre. Hun lagde dolken fra sig og tog en anden.

Først da hun havde prøvet dens spids blev hun opmærksom på Elenas tavshed og så op. Elena sad og stirrede stift på staven, og hendes læber dirrede.

„Jeg ... Stefan vil ikke have noget med mig at gøre,“ brast det ud af hende. „Jeg tror ikke ... jeg ved ikke om han vil hjælpe os.“

Hun tav og bed munden sammen, åbenlyst helst fri for at tale mere om det.

„Åh,“ sagde Meredith.

Det var svært at forestille sig at Stefan kunne finde på at sige nej til Elena, men enhver kunne se at hun ikke ønskede at spørge ham.

„Skal jeg prøve at tale med Damon?“ spurgte Meredith tøvende. Damon var sindssygt irriterende, og hun stolede stadig ikke helt på ham, men han var verdensmester i at belure folk.

Elena trak vejret dybt. Efter et øjebliks betænkning nikkede hun med et bestemt drag om munden. „Jeg skal nok ringe og bede ham kigge nærmere på Zander,“ sagde hun.

Meredith sukkede. Hun lænede sig tilbage mod væggen og lod dolken falde ned på sengen. Pludselig følte hun sig frygtelig træt. Det virkede som om der var gået en evighed siden hun ventede på Samantha i træningssalen samme morgen, men det var ikke engang frokosttid. Hun og Elena kiggede igen hen på Bonnies seng.

„Vi er nødt til at tale med hende om Zander, ikke?“ sagde Elena stille. „Og spørge om hun var sammen med ham hele tiden i nat. Og advare hende.“

Meredith nikkede. Hun lukkede øjnene, støttede hovedet mod væggen og blev siddende sådan et stykke tid inden hun åbnede dem igen. Hun var ved at falde om af træthed, men hun vidste at billedet af Samanthas frygteligt tilredte lig ville blive ved at plage hende hvis hun undte sig et øjebliks pause. Hun havde ikke tid til at hvile, ikke så længe der listede en lystmorder rundt på campus.

„Hun bliver ikke glad,“ sagde hun.