Kapitel 27

 

Stefan stod ved den tomme basketballbanes straffekastlinje og slog mekanisk bolden mod jorden. Han havde mistet interessen for at sende den op i kurven. Det var for let. Han følte sig tom indvendig, robotagtig. Han slog udelukkende bolden i jorden fordi der ikke var nogen til at trykke på den knap der kunne få ham til at holde op.

Egentlig brød han sig ikke videre om basketball. Spillet manglede fodboldens fysiske kontakt og billards matematiske præcision. Men bolden gav hans hænder noget at beskæftige sig med. Han havde været oppe hele natten. Det første stykke tid havde han gået hvileløst frem og tilbage i sit værelse, og derefter, da han ikke længere kunne holde synet af væggene ud, havde han drevet om på campus.

Hvad skulle han gøre nu? Der syntes ikke at være nogen grund til at blive på Dalcrest når det var forbi mellem ham og Elena.

Erindringen om flere århundreders ensomme vandringer gennem forskellige verdensdele trængte sig på, og han gjorde alt hvad han kunne for at skubbe dem fra sig. Det lykkedes nogenlunde, men tanken om kommende og lige så ensomme århundreder var det svært at befri sig for.

„Det er ikke så lidt af et talent du demonstrerer dér,“ lød en stemme, og en skikkelse skilte sig ud fra tilskuertribunens skygge. „Du skulle også have haft en plads på basketballholdet.“

„Matt,“ hilste Stefan og knipsede bolden op i kurven uden at se på den. Han greb den med en doven bevægelse da den sprang tilbage og sendte den hen mod Matt.

Matt greb bolden, gik frem til straffekastlinjen og kastede. Bolden tog en omgang langs kurvens kant inden den faldt ned i den.

Stefan ventede med at sige mere til Matt havde hentet bolden.

„Ledte du efter mig?“ spurgte han. Kunne det tænkes at Elena havde sendt ham?

„Nej, nej,“ svarede Matt overrasket. „Jeg kan bare godt lide at drible rundt med en bold hernede når jeg skal tænke over noget.“

„Hvad er der i vejen?“ spurgte Stefan.

Matt vred sig lidt. „En pige. Jeg har kendt hende et stykke tid, og vi kom så fint ud af det med hinanden at jeg gik og samlede mod til at invitere hende på en date. Men lige da jeg skulle til at spørge, opdagede jeg at hun allerede havde en kæreste.“

„Åh,“ sagde Stefan, og det varede lidt før det gik op for ham at Matt havde ventet sig noget mere. „Det var kedeligt for dig.“

„Ja,“ sukkede Matt. „Hun er virkelig sød, og jeg tænkte ... ja, jeg ved ikke rigtig ... at det ville være dejligt at opleve det samme som du og Elena. At have én man virkelig elsker.“

Stefan krympede sig som om Matt havde stukket en kniv i maven på ham og drejet den rundt. Han tog bolden fra ham og slyngede den mod kurven, og denne gang gik den forbi og sprang tilbage mod dem. Matt greb den, tog den under armen og så spørgende på Stefan.

„Hvad er der galt?“ spurgte han.

„Elena og jeg er færdige med hinanden,“ svarede Stefan tonløst. „Hun ... jeg så hende kysse Damon.“

Matt stod længe tavs og så på ham. Der var medlidenhed og en antydning af smerte i hans øjne, og Stefan huskede at Matt også havde været forelsket i Elena og været kæreste med hende en kort overgang.

„Man kan ikke kontrollere Elena,“ sagde Matt omsider. „Hvis der er noget jeg ved om hende – og jeg har kendt hende hele mit liv – så er det at hun altid gør hvad hun vil, lige meget hvem det går ud over. Hun lader sig ikke standse. Men jeg ved også at du er den eneste for hende, Stefan. Det hun føler for dig har hun aldrig følt for nogen anden. Jeg er endelig nået så langt at jeg kan se at hun ikke er den eneste pige i verden, men jeg har en fornemmelse af at det aldrig sker for dig. Og lige meget hvad der foregår mellem hende og Damon, kan du roligt regne med at hun kommer tilbage til dig. Og du er godt tosset hvis du afviser hende, for hun er den eneste for dig.“

Stefan gned sig over næseryggen. Den føltes skrøbelig, som om alle hans knogler var forvandlet til glas. „Jeg ved ikke rigtig om du har ret i det, Matt,“ sagde han træt.

„Nå, men det skal du ikke være ked af, for det ved jeg,“ sagde Matt med et forsøg på et opmuntrende smil. Han kastede bolden hen til ham. „Skal vi tage en gang mand-mod-mand?“

Stefan ville helst være fri, men han syntes ikke at han kunne være bekendt at sige nej. Han driblede i retning af kurven og huskede sig selv på at han måtte holde igen hvis Matt skulle have en chance. Et svagt håb var begyndt at røre sig i ham. Måske havde Matt alligevel ret.

 

„Er I fra forstanden?“ råbte Bonnie. Hun havde altid troet at 'se rødt' bare var en talemåde, men lige nu var hun så rasende at alting faktisk havde et rødt skær over sig, som om hele værelset var blevet dyppet i blodblandet vand.

Meredith og Elena vekslede blikke.

„Vi siger ikke at der er noget galt med Zander,“ sagde Meredith langsomt. „Vi synes bare at du skal være forsigtig.“

„Forsigtig?“ udbrød Bonnie bittert, skubbede sig forbi dem og tog en weekendtaske frem fra sit skab. Hun lod den falde ned på sin seng, åbnede den og begyndte at fylde tøj i den med hidsige bevægelser. „I er bare jaloux!“

„På hvad dog?“ spurgte Elena. „Jeg er overhovedet ikke interesseret i Zander.“

„Fordi det nu er mig der har en kæreste,“ svarede Bonnie. „Alaric er i Fell's Church, og du har slået op med begge dine kærester og kan ikke tåle at se mig glad fordi du har det elendigt.“

Elena bed munden sammen og vendte ryggen til hende. Et par hvide pletter var trådt frem på hendes kindben.

„Jeg har bare fortalt dig hvad jeg så, Bonnie,“ sagde Meredith udglattende. „Det er ikke noget bevis, men jeg er bange for at det kan have været Zander der overfaldt den pige. Kan du fortælle mig hvor han var efter at I forlod festen i går aftes?“

Bonnie var optaget af at stoppe sine yndlingsjeans ned i den allerede overfyldte taske og svarede ikke. Hun kunne mærke en modbydelig, afslørende rødme stige op i kinderne og koncentrerede sig indædt om tasken. Fint, nu måtte der være tøj nok. Hun manglede bare at hente sin tandbørste og fugtighedscreme i badeværelset nede ad gangen.

Meredith gik hen mod hende med hænderne løftet og håndfladerne fremad i en forsonende gestus. „Bonnie, vi synes da det er dejligt at du er glad. Men vi vil også gerne være sikre på at der ikke sker dig noget, og vi er bange for at Zander måske ikke helt er så vidunderlig som du synes. Tror du ikke du skulle holde dig fra ham, bare indtil vi har sikret os at han er okay?“

Bonnie lukkede taskens lynlås, hægtede bæreremmen over skulderen og maste sig forbi Meredith uden at se på hende. Det var hendes mening at gå ud ad døren uden et ord, men i sidste øjeblik vendte hun sig, ude af stand til at tie stille med det hun tænkte.

„Jeg er fuldstændig målløs over hvor store hyklere I er,“ sagde hun bittert. „Kan I huske dengang mr. Tanner blev myrdet? Og vagabonden som vi fandt halvdød under Wickery Bridge?“ Hendes stemme steg, og nu dirrede hun over det hele af raseri. „Alle i hele byen var sikre på at Stefan havde gjort det. Alle beviser pegede mod ham. Men du og jeg troede på hans uskyld, Meredith, og hvorfor? Fordi Elena forsikrede os at hun kendte Stefan, og at hun var sikker på at han aldrig ville gøre den slags. Og vi troede på hende, selv om hun ikke havde det mindste bevis for sin påstand.“

Hun stirrede stift på Elena som undgik hendes øjne og så ned i gulvet.

„Jeg havde ventet den samme tillid fra jer,“ sagde hun og så fra den ene til den anden. „Men I fastholder jeres beskyldninger mod Zander, selv om jeg står her og forsikrer jer at han aldrig kunne finde på at gøre nogen fortræd.“ Hendes stemme blev meget kold: „Det viser tydeligt hvor meget I egentlig respekterer mig. Man kunne godt få den tanke at I aldrig har gjort det.“

Hun vendte sig og gik ud ad døren.

„Bonnie!“ udbrød Elena og Meredith samtidig og rakte hænderne afværgende frem.

Bonnie standsede og vendte sig halvt. „Jeg går over til Zander nu,“ sagde hun kort. Tydeligere bevis for hvad hun mente om deres mistanke til ham kunne hun ikke give dem.

Hun hamrede døren i efter sig.