Kapitel 28

 

„Selvfølgelig er Bonnie vred og ked af det,“ sagde Alaric. „Det er hendes første rigtige kæreste. Men I tre har været igennem en masse sammen. Hun skal nok komme til fornuft når hun har haft tid til at køle en smule af.“

Meredith nød lyden af hans dybe, varme stemme. Hun lukkede øjnene, pressede mobilen tættere mod øret og så for sig hans lille lejlighed med den hyggelige brune sofa og de mange hvidmalede boghylder. Hvor ville det være dejligt at være der lige nu.

„Men hvad hvis der sker hende noget?“ spurgte hun. „Hvis hun er i fare, kan jeg ikke vente på at hun skal blive god igen.“

Alaric gav en ubestemmelig brummen fra sig, den der betød at han rynkede panden på samme eftertænksomme måde som når han vurderede et fagligt problem fra forskellige synsvinkler.

„Prøv at se sådan på det: Bonnie har jo tilbragt en hel del tid alene sammen med Zander uden at der er sket hende noget,“ sagde han omsider. „Mon ikke vi kan konkludere at selv hvis Zander virkelig skulle være gerningsmand til overfaldene, tænker han ikke på at gøre Bonnie noget?“

„Det lyder meget besnærende, men ikke videre beroligende,“ sagde Meredith, men følte sig alligevel lidt bedre tilpas.

Alaric lo dæmpet. „Ødelæg nu ikke mit fine argument,“ sagde han. „Jeg har ry for at være meget logisk.“

En knagen fra hans skrivebordsstol fortalte at han skiftede stilling, og Meredith forestillede sig at han lænede sig tilbage med telefonen klemt fast mellem hagen og skulderen og hænderne samlet bag nakken.

„Det gør mig ondt at høre om Samantha,“ fortsatte han stilfærdigt.

Meredith skubbede sig længere ned i sengen med ansigtet presset mod puden. „Det kan jeg ikke tale om endnu,“ sagde hun. „Sorgen må vente til jeg har fundet ud af hvem der dræbte hende.“

„Jeg ved ikke om du kan bruge det her til noget, men jeg har kigget lidt på Dalcrests historie,“ sagde Alaric.

„Så kender du til spøgelserne og de mystiske begivenheder som Elenas lærer fortalte om?“

„Der er foregået ikke så lidt mere end det han nævnte,“ sagde Alaric, og knitren fortalte at han bladede i papirer. „Dalcrest lader til at være en slags brændpunkt for paranormale fænomener. Gennem hele dets historie er der registreret hændelser der tyder på vampyr- eller varulveoverfald, og det er ikke første gang at der forekommer en række mystiske forsvindinger fra campus.“

„Virkelig?“ sagde Meredith. „Hvordan går det så til at studerende stadig søger ind på Dalcrest?“

„Fordi det ikke er noget der foregår konstant,“ svarede Alaric. „Sidste gang man havde en bølge af forsvundne var under anden verdenskrig, og selv om det naturligvis skabte stor bekymring og sorg hos forældre og venner til de pågældende, gik politiet ud fra at de unge mænd var stukket af for at melde sig til hæren. For pigernes vedkommende regnede man med at de enten havde giftet sig med soldater uden forældrenes tilladelse eller besluttet at de hellere ville ud at tjene penge nu hvor der var rigeligt med arbejde inden for krigsindustrien. Du har vel læst at manglen på unge mænd gav pigerne adgang til jobs der ellers var lukket land for dem? Den kendsgerning at ingen af de forsvundne viste sig igen lader til at være blevet ignoreret, og det faldt åbenbart ingen ind at lede efter en sammenhæng mellem de enkelte sager.“

„Strålende politiindsats,“ sagde Meredith sarkastisk.

„Der er også forekommet en hel del besynderlig opførsel på campus,“ fortsatte Alaric. „I halvfjerdserne havde man grupper af kvindelige studerende der afholdt heksesabbater under fuldmånen eller forsøgte sig med sort magi og forskelligt andet fra den okkulte verden.“

„En slags hemmelige selskaber for de særligt udvalgte? Findes nogle af dem stadig?“ spurgte Meredith.

„Alt tyder på at de forsvandt sammen med halvfjerdserne, men man kan selvfølgelig aldrig vide om nogen har genoplivet dem,“ sagde Alaric. „Der er måske et eller andet ved campus som vækker folks lyst til at eksperimentere med det overnaturlige.“

„Og hvad er så det?“ spurgte Meredith. „Professoren har måske en teori?“

„Der eksisterer en teori, men den er ikke min,“ svarede Alaric. „Jeg chattede med en kollega der mente at Dalcrests undergrund måske ligesom Fell's Churchs har en stor koncentration af kraftlinjer. Der eksisterer store mængder af overnaturlig kraft i hele denne del af Virginia, men nogle steder er koncentrationen særlig stærk.“

Meredith blev eftertænksom. Kraftlinjerne, det underjordiske netværk af magisk energi, stod aftegnet som glødende lavastrømme i overnaturlige skabningers øjne.

„Og nogle har den teori at barrieren mellem vores verden og Mørkets Dimension er svagere på steder hvor mange kraftlinjer løber sammen,“ fortsatte Alaric.

Meredith gøs ved tanken om de overnaturlige skabninger hun og de andre var stødt på i Mørkets Dimension. Hvis de var i stand til at trænge igennem barrieren her ved Dalcrest, ligesom kitsunierne havde gjort det i Fell's Church, ville alle være i dødelig fare.

„Men husk at det er teori. Der findes ingen beviser på at mængden af kraftlinjer er særlig stor,“ sagde Alaric beroligende. „Alt hvad vi ved er at Dalcrest har ry for at være et sted med stor okkult aktivitet. Det er umuligt at sige hvad vi står over for nu.“

Billedet af Samanthas ansigt med de tomme, stirrende øjne dukkede op for Merediths indre blik. Der havde været en udtværet blodstribe på kinden under hendes højre øje. Resten af kroppen havde været så frygtelig tilredt at Meredith følte sig sikker på at Alarics kollega havde ret i sin teori.

Det kunne ikke være et menneske der havde mishandlet Samantha så forfærdeligt.