Kapitel 29

 

„I bør være stolte.“

Aspiranterne var opstillet i den underjordiske mødesal ligesom den første dag. På den anden side af søjlebuen stod logens maskerede og tavse medlemmer og betragtede dem.

Ethan gik frem og tilbage mellem aspiranterne.

„I bør være stolte,“ gentog han. „Vitale Logen har tilbudt jer en enestående mulighed – chancen for at blive en af os. At blive livsvarigt medlem af en organisation der kan give jer stor magt og hjælpe jer frem ad vejen til succes.“ Han tav og så fra den ene til den anden. „Ikke alle har vist sig værdige,“ fortsatte han alvorsfuldt. „Vi har holdt øje med jer. Ikke kun når I var her eller under optagelsesprøverne, men hele tiden. De aspiranter som ikke levede op til vores forventninger er blevet elimineret.“

Matt så sig om. De var ganske rigtigt færre end de havde været den første dag. Den høje, skæggede eksamenskandidat, ham som Ethan havde kaldt et biogenetisk geni, var væk. Det samme var en mager, lyshåret pige som havde haft meget svært ved at gennemføre den femogtyve kilometer lange løbetur de var blevet sendt ud på. Der var kun ti aspiranter tilbage.

„For jer der nu står her ...“ Ethan løftede hænderne som om han skulle til at lyse en velsignelse over dem, „... er det omsider tid til at blive indviet som fuldgyldige medlemmer af Vitale Logen, at få indsigt i vores hemmeligheder og betræde den sti der er vores.“

Ethan smilede til dem alle, og Matt følte et lille stik af stolthed. Det var hans bestemte indtryk at Ethans øjne hvilede lidt længere på ham og at hans smil blev en anelse varmere. Som om Ethan ville antyde at han, Matt Honeycutt, var den mest værdige af aspiranterne.

Ethan begyndte at gå frem og tilbage foran aspirantflokken da han talte videre, denne gang om de nødvendige forberedelser til indvielsen. Han gav et par af aspiranterne besked om at skaffe roser og liljer til udsmykning af salen – det lød som om han ventede at de skulle opkøbe lagrene i et par planteskoler – og andre blev pålagt at sørge for andre ting til højtideligheden, blandt andet vokslys af en bestemt størrelse. En af dem skulle ud for at finde en ganske bestemt vin. Hvis Matt skulle være ærlig, var det næsten som at høre Elena og de andre når de planlagde et skolebal.

Chloe og en langhåret pige ved navn Anna fik til opgave at fremskaffe en række eksotiske urter. Matt gættede på at de fleste måtte være fra det fjerne østen. Han genkendte kun to navne – ingefær og kamille.

„I må hellere skrive det ned,“ sagde Ethan da han afsluttede opremsningen.

Matt følte sig en smule oplivet. Fremmedartede urter antydede noget mindre traditionelt end blomster, vokslys og vin. Der var mere mystik over dem. De passede bedre til en hemmelig loge, selv om ingefær og kamille først og fremmest mindede ham om den te hans mor drak mod forkølelse.

Omsider vendte Ethan opmærksomheden mod Matt, som forberedte sig på at skulle ud efter punchbowler eller et varieret udvalg af dressing.

Men det lod ikke til at være den slags, Ethan havde i tankerne. Han fangede Matts blik og gav ham med en lille hovedbevægelse besked om at gå med væk fra de andre. Matt fulgte lettere mystificeret opfordringen. Hvad kunne det være Ethan ikke syntes de andre skulle høre?

„Jeg har et særligt job til dig, Matt,“ sagde Ethan og gned forventningsfuldt hænderne mod hinanden. „Jeg har tænkt mig at invitere din ven Stefan Salvatore til at slutte sig til os.“

„Undskyld?“ sagde Matt forvirret.

„Til at blive medlem af Vitale Logen,“ forklarede Ethan. „Vi overså ham da vi udvalgte aspiranterne i begyndelsen af året, men nu hvor jeg har mødt ham, mener jeg ... vi ...“ han gjorde en bevægelse i retning af de maskerede skikkelser i den anden ende af salen, „... at han er den helt rigtige at optage iblandt os.“

Matt forsøgte at skjule sin forvirring. Han ville ikke ligne en idiot i Ethans øjne, men noget her virkede forkert. „Jamen ... han har jo ikke gennemgået en eneste af optagelsesprøverne. Er det ikke for sent at få ham med i år?“

Ethan smilede. „Jeg tror vi roligt kan tillade os at gøre en undtagelse med ham.“

„Men ...“ begyndte Matt at protestere, slog om og gengældte Ethans smil. „Jeg spørger ham om han er interesseret.“

Ethan strejfede hans skulder med hånden. „Tak, Matt. Hvor er jeg glad for at jeg fik dig med på vores liste. Jeg er sikker på at du kan overtale ham til at sige ja.“

Matt fulgte tankefuldt Ethan med øjnene da han gik videre. Pludselig føltes Ethans overstrømmende ros en smule bitter.

Og det skyldtes at det var svært at se nogen fornuft i Ethans pludselige indfald, blev Matt enig med sig selv om da han var på vej tilbage mod sit kollegieværelse. Hvad gjorde Stefan så speciel at Ethan absolut ville have ham optaget i Vitale Logen nu? Det eneste rigtige var at lade ham vente til næste år og gennemføre optagelsesprøverne sammen med nye hold af udvalgte. Stefan var selvfølgelig speciel, helt speciel endda, fordi han var vampyr, men det vidste ingen. Men han virkede selvfølgelig moden og sofistikeret på dén dér let europæiske måde der havde fået alle pigerne på Robert E. Lee High til at ligge for hans fødder. Men så flot var han heller ikke, og der var da masser af andre udenlandske studerende på campus.

Matt standsede med et sæt, forbløffet over hvordan han havde fået hidset sig op. Var han misundelig? Det ville han nødig have skyld for, og han mente heller ikke at det var rigtigt. Men han måtte indrømme at han følte sig uretfærdigt behandlet. Det lignede ikke noget at Stefan bare kunne komme valsende og få foræret alt det som han havde slidt som et bæst for at opnå.

Men hvad så? Det nyttede ikke at blive sur på Stefan af den grund. Det var ikke hans fejl at Ethan var parat til at give ham særbehandling. Og måske var det lige den opmuntring Stefan havde brug for nu hvor han var så langt nede over bruddet med Elena. Desuden ville det være godt at have en af sine nære venner med i logen. Egentlig fortjente Stefan det jo. Han var modig og ærlig og en ledertype – men det kunne hverken Ethan eller nogen andre af logens medlemmer vide noget om.

Matt rystede den sidste rest af fornemmelse af uretfærdig behandling af sig, tog sin mobil frem og ringede Stefan op.

„Hej,“ sagde han. „Kan du huske at du talte med den fyr der hedder Ethan?“

 

„Jeg forstår det vist ikke rigtigt,“ sagde Zander. „Hvad var det du og dine venner skændtes om?“

Han lagde armen trøstende om Bonnies skulder, og hun begravede ansigtet mod hans T-shirt der duftede dejligt af ren bomuld og diskret skyllemiddel.

„De stoler ikke på min dømmekraft!“ sagde Bonnie og tørrede øjnene. „Hvis det havde været en af dem, ville de ikke have haft så travlt med at komme med beskyldninger!“

„Om hvad?“ spurgte Zander uden at få svar. Efter at have ventet et øjeblik tog han hende blidt om hagen og vendte hendes ansigt op mod sit. „Du er selvfølgelig velkommen til at blive her så længe du vil.“ Han smilede og tilføjede i et tonefald der lød mærkeligt formelt. „Jeg står helt og fuldt til tjeneste.“

Bonnie så sig interesseret om i værelset. Hun havde ikke været her før. Faktisk havde hun måttet ringe til ham for at finde ud af hvilket kollegium han boede på. Mon ikke de fleste ville vente at en kæreste vidste det? Nå, hun kunne jo bare tie stille med det. Hun havde haft en forestilling om hvordan der ville se ud – et rigtigt rodet drengeværelse fuld af underlige lugte, med snavsetøj og gamle pizzaæsker flydende på gulvet og et par plakater med halvnøgne piger på væggen. Nu så hun at hun tog fejl. Meget fejl endda. Zanders værelse var stik modsat. Det kunne næsten minde om en munkecelle. Alt var strengt ordentligt. Intet overflødigt liggende fremme. Ikke den mindste antydning af rod. Ingen billeder på væggene og intet tæppe på gulvet. Sengen var redt så stramt som i en militærforlægning.

Værelsets eneste seng for øvrigt – som de nu sad på. Hun og hendes kæreste.

Bonnie mærkede varmen stige op i kinderne. Hun var helt sikker på at selv hendes øreflipper lyste som en bils baglygter og bandede indvendig over at hun rødmede så let. Hun havde lige spurgt sin kæreste om hun kunne flytte ind i hans værelse. Og han var selvfølgelig både skøn og pragtfuld og alt det der, og hun nød at kysse ham, men de var først begyndt på det aftenen før, og der var kun den ene seng, og hvad nu hvis han troede at hun foreslog noget mere?

Zander betragtede hende tankefuldt. „Jeg kan sove på gulvet,“ sagde han til sidst. „Jeg ... øh ... venter ikke ...“

Han tav. Nu var han også rød i hovedet og Bonnie fik det øjeblikkelig bedre.

„Nej, selvfølgelig gør du ikke det,“ sagde hun og klappede ham på armen. „Jeg sagde også til Meredith og Elena at du var god nok!“

„Hvorfor det?“ udbrød Zander overrasket. „Mener de noget andet?“ Da hun ikke svarede, lænede han sig frem og så hende ind i ansigtet. „Vil det sige at jeres store skænderi drejede sig om mig?“

Bonnie krøb lidt sammen og foldede armene beskyttende om kroppen.

„Det gjorde det altså. Der kan man bare se.“ Han strøg sig gennem håret. „Det er jeg ked af. Jeg er godt klar over at Elena og jeg ikke rigtig var på bølgelængde den første aften, men jeg regner da med at det forandrer sig når vi lærer hinanden lidt bedre at kende. Slap du bare af, Bonnie. Det skal nok blæse over. Lad det ikke ødelægge jeres venskab.“

„Det er ikke på den måde ...“ Bonnie kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Zander var så sød og god af sig, og han vidste slet ikke hvor grove beskyldninger Elena og Meredith havde rettet mod ham. Hun rystede på hovedet ved synet af hans spørgende blik. „Jeg kan ikke fortælle dig om det.“

Zander trak hende ind til sig. „Du skal ikke græde. Så slemt kan det ikke være.“

Det fik bare Bonnie til at græde endnu mere, og Zander blev lidt rådvild.

„Fortæl mig nu hvad det drejer sig om,“ sagde han.

„Det er ikke bare fordi de ikke synes om dig,“ snøftede Bonnie. „De tror du er campusmorderen.“

„Hvad?“ Zander slap hende og rykkede en hel meter væk, måbende og snehvid i ansigtet.

Bonnie forklarede at Meredith mente at have set et glimt af hår af samme farve som hans hos den overfaldsmand som hun havde jaget på flugt. „Og det er så uretfærdigt at hun straks tror det må være dig,“ sluttede Bonnie. „Som om du var den eneste med den hårfarve på hele campussen. Og hun var ikke engang helt sikker på at det var hår hun så!“

Zander trak vejret dybt og sad længe og stirrede på Bonnie med store øjne. Så rakte han ud, tog hende blidt under hagen og så hende ind i øjnene.

„Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig fortræd, Bonnie,“ sagde han langsomt. „Du kender mig. Du ved hvordan jeg er. Tror du jeg er morder?“

„Nej,“ sagde Bonnie. „Det har jeg ikke troet et øjeblik.“

Zander bøjede sig frem og kyssede hende blidt og næsten rituelt, som om de forseglede en pagt. Bonnie lukkede øjnene og håbede på at kysset ville udvikle sig til noget mere.

Hun var ved at forelske sig for alvor i Zander. Og selv om han pludselig var løbet sin vej den foregående nat og hun ikke vidste hvor han havde været da Samantha blev myrdet, var hun sikker på at han ikke havde gjort det.