Kapitel 30

 

„Cappuccino og en croissant?“

Elena nikkede, og servitricen satte det bestilte ned på bordet og gik videre. Elena skubbede sine notesbøger til side. Oven i alt det andet var halvårsprøverne lige om hjørnet. Hun havde prøvet at forberede sig oppe på værelset, men opgivet det igen. Synet af Bonnies tomme seng var for distraherende. Meredith havde det også svært med det. Alting virkede helt forkert når Bonnie ikke var der.

Det kedelige var at hun heller ikke havde fået læst ret meget her i cafeen, selv om det var lykkedes hende at erobre et af de store og eftertragtede udendørs borde med rigelig plads til adskillige opslåede bøger. Hun havde gjort sit bedste for at koncentrere sig om dem, men hun kunne ikke få tankerne væk fra Samanthas død.

Samantha havde været sådan et forfriskende bekendtskab, munter og livlig og altid fuld af energi. Meredith hørte ikke til dem der havde let ved at få venner fordi hun var så reserveret over for fremmede, men det havde der ikke været spor af med Samantha.

Meredith havde talt i telefon med Alaric da Elena forlod værelset. Forhåbentlig forstod han at trøste hende. Elena havde ikke villet bryde ind og i stedet efterladt en seddel med besked om hvor hun var gået hen.

Hun nippede til kaffen og da hun satte koppen fra sig, så hun Meredith på vej hen mod bordet. Meredith satte sig over for hende og lænede sig frem.

„Alaric siger at Dalcrest er brændpunkt for paranormal aktivitet,“ sagde hun dæmpet. „Sort magi, vampyrer, varulve – alt hvad hjertet kan begære.“

Elena kom mere rørsukker i cappuccinoen og rørte rundt. „Min historielærer antydede det samme,“ sagde hun tankefuldt. „Jeg har på fornemmelsen at han ved meget mere end han vil ud med.“

„Så må du presse ham,“ sagde Meredith anspændt. „Hvis han var så glad for dine forældre som han påstår, må han da føle sig forpligtet til at fortælle dig sandheden. Sørg for at få ham til det. Vi har ingen tid at spilde.“ Hun rakte over og brød et stykke af Elenas croissant. „Må jeg snuppe den her bid? Jeg har ikke spist i dag, og jeg er begyndt at blive svimmel.“

Elena nikkede. Meredith så medtaget ud med trætte furer i ansigtet og dybe rande under øjnene. „Selvfølgelig,“ sagde hun og skubbede tallerkenen over til hende. „Bare tag det hele. Jeg har lige ringet til Damon.“

Hun kom endnu en skefuld sukker i sin kaffe, rørte rundt og tog en stor slurk mens Meredith spiste croissanten i små bidder.

Meredith var lige blevet færdig med den da Damon kom slentrende hen til dem, som sædvanlig helt i sort og med øjnene beskyttet af mørke solbriller. Mange vendte hovedet efter ham. En pige ude på stien var så optaget af at kigge at hun snublede over sine egne ben. Hun havde favnen fuld af bøger og skrivehæfter, og de faldt fra hende da hun fægtede med armene for at genvinde balancen.

„Det var du ikke længe om,“ sagde Elena idet Damon trak en stol ud og satte sig.

„Jeg har altid været hurtig i vendingen, ved du nok,“ svarede han. „Og du sagde det var vigtigt.“

„Det er det,“ sagde Elena. „Pigen vi lige har lært at kende, Samantha, er død.“

Damon nikkede. „Det ved jeg allerede. Politiet sværmer rundt på hele campussen. Det ser næsten ud som om de selv tror på at de får noget ud af det.“

„Hvad mener du med det?“ spurgte Meredith utålmodigt.

„De her mord falder ikke rigtig ind under deres område, vel?“ Damon tog koppen fra Elena, nippede til indholdet og skar ansigt. „Der er alt for meget sukker i.“

Elena mærkede Merediths utålmodighed vokse. Det var nok bedst med så lidt udenomssnak som muligt. „Hvis du ved noget, så fortæl os det uden omsvøb.“

Han rakte kaffekoppen tilbage og signalerede til servitricen om at komme med en kop til ham. „Ærlig talt ved jeg forsvindende lidt om både drabet på Samantha og på ham, Matt delte værelse med. Jeg kunne ikke komme tæt nok på ligene til at se hvordan de var blevet dræbt. Men jeg har fundet beviser på at der findes andre vampyrer på campus. Sjuskede individer.“ Han skar ansigt ligesom da han smagte på Elenas kaffe. „Jeg gætter på at de er nyforvandlede. De har overhovedet ingen teknik.“

„Hvilke beviser?“ spurgte Meredith.

„Kadavere som de har gjort sig meget lidt umage med at skjule ordentligt, selvfølgelig,“ sagde Damon som om det undrede ham at hun ikke allerede havde gættet det. „Adskillige er gravet ned med kun en halv meter jord over, og jeg har set bålrester som bare er efterladt uden at man har gjort sig større umage for at sprede dem, den slags.“

„Siger du at de forsvundne er blevet dræbt af vampyrer og gravet ned eller forsøgt brændt i skoven?“ spurgte Elena chokeret.

Damon viftede drillende med en løftet pegefinger. „Nej, prinsesse, det sagde jeg ikke. De lig jeg har gravet op, og jeg kan forsikre dig at det var en helt ny og afgjort ubehagelig oplevelse, var ikke dem der er forsvundet fra campus. Jeg ved ikke om de forsvundne studerende er blevet dræbt af vampyrer, men det er en hel del andre – gennem længere tid, skulle jeg måske tilføje. Jeg har forsøgt at finde frem til vampyrerne, men det er ikke lykkedes mig at spore dem. Endnu.“

Under andre omstændigheder ville Meredith sikkert være kommet med en syrlig bemærkning om at Damon da ellers måtte være vant til at omgås lig. I stedet blev hun eftertænksom. „Jeg fik set nærmere på Samantha,“ sagde hun tøvende. „Det lignede ikke et vampyroverfald, og efter Matts beskrivelse gælder det samme for Christopher. De var ... maltrakteret. Flået i stykker.“

„Det kunne en flok meget ophidsede eller uerfarne og sjuskede vampyrer godt finde på,“ sagde Damon. „Men det lyder mere i retning af varulve. De efterlader tit deres ofre i den tilstand.“

Servitricen kom med hans cappuccino, og han takkede hende med et af sine strålende smil. Hun trak sig rødmende tilbage.

Elena ventede indtil hun var uden for hørevidde. „Der er også noget andet,“ sagde hun. „Vi er bekymrede for Bonnie og hendes nye kæreste.“

Hun nævnte deres grunde til at være mistænksomme over for Zander og fortalte om Bonnies reaktion på deres advarsler.

Damon tømte sin kaffekop og satte den langsomt fra sig. „Så du tror den lille rødtops kæreste kan være farlig? Bare rolig, prinsesse, jeg skal nok kigge nærmere på ham.“

Han lod nogle dollarsedler falde ned på bordet, rejste sig og slentrede tværs over gaden og forsvandt ind mellem en klynge ahorntræer. Kort efter steg en stor, sort krage til vejrs over trætoppene og svang sig op mod himlen med en hæs skræppen.

„Det var forbløffende hjælpsomt af ham,“ sagde Meredith.

Elena var optaget af at kigge ned i sin kop. Hun behøvede ikke at løfte hovedet for at vide at Meredith betragtede hende spekulativt, og til sin ærgrelse mærkede hun at hun blev rød i kinderne. Hun tog en slurk af kaffen og skar ansigt.

Damon havde ret. Den var virkelig alt for sød.