Kapitel 31

 

Hvorfor skal det altid være på taget af bygninger? tænkte Bonnie irriteret. Det er meget bedre at være indenfor. Der falder man ikke ned og slår sig ihjel. Men nu er vi altså her.

At kigge stjerner sammen med Zander fra toppen af det videnskabelige institut ligesom sidst ville have været dejlig romantisk, men det var der ikke tale om her. De var på et andet tag, og de var ikke alene. De havde hele Zanders venneflok med, og det var bestemt ikke romantisk. Ikke den mindste smule.

Bonnie nippede til sin drink og trådte til side uden så meget som at vende hovedet da Zander og to af hans venner endelig mistede balancen og væltede om med et klask efter et par minutters hidsig brydekamp. Ikke fordi det hjalp på deres stønnen og pusten. Den blev tværtimod værre end før.

Efter at have boet på Zanders værelse i to dage var hun begyndt at lære vennernes navne at kende. Det var Tristan og Marcus der nu lå og rullede rundt på taget sammen med Zander. Tre andre, Jonah, Camden og Spencer, var i gang med noget de kaldte parkour, som hovedsagelig lod til at gå ud på at løbe rundt som idioter, springe over eller balancere på kanten af alt muligt og være tæt ved at styrte ned fra taget den ene gang efter den anden. Jo farligere, jo bedre. Enrique, Jared, Daniel og Chad morede sig med en eller anden indviklet drikkeleg i det ene hjørne.

Det var kernegruppen. Af og til sluttede nogle andre sig til flokken, men deres navne havde hun endnu ikke fået fat i.

Hun kunne lide dem. Det kunne hun virkelig. I hvert fald det meste af tiden. De var støjende, men altid vældig flinke over for hende – sørgede for drinks, lånte hende deres jakker hvis hun så ud til at fryse, og fortalte hende hvert andet øjeblik at de ikke forstod hvad hun så i en taber som Zander, hvilket tydeligt nok var deres måde at give udtryk for hvor godt de syntes om ham og hvor glade de var for at han havde fundet en pige.

Hun så hen på Zander som leende holdt Tristan i et hovedfaldsgreb og gnubbede den fri hånds knoer mod hans hovedbund. „Overgiver du dig?“ spurgte han og gryntede overrasket da Marcus hujende tacklede dem begge.

Det ville have været lidt lettere hvis der havde været andre piger som Bonnie kunne lære at kende og veksle sigende blikke med når barnlighederne tog overhånd.

Nogle af dem, blandt andet Marcus og Spencer, var mødt med en pige ved armen, men ingen af pigerne havde vist sig igen efter den første aften. Zander lod til næsten udelukkende at færdes i en maskulin verden, og Bonnie var ved at være godt træt af det efter de sidste par dages machoopvisninger rundt om i byen. Hun savnede at have piger at tale med. Mere specifikt: hun savnede Elena og Meredith, selv om hun stadig var rasende på dem.

Hun banede sig vej frem til Zander. „Hvad med at komme væk herfra lidt?“ spurgte hun.

Han lagde armen om hende. „Hvorfor?“ spurgte han og bøjede sig ned for at kysse hende på halsen.

Bonnie vendte det hvide ud af øjnene. „Her er lidt støjende, synes du ikke? Vi kunne for eksempel gå os en tur i fred og ro. Det kunne være helt rart at tale ganske almindeligt sammen i stedet for at skulle råbe hele tiden.“

Zander kiggede overrasket på hende. „Jamen ... så lad os da gøre det hvis du så gerne vil.“

De gik ned ad brandtrappen, fulgt af tilråb fra nogle af vennerne. De led åbenbart af den misforståelse at han var på vej efter noget spiseligt og snart ville komme tilbage med en forsyning burgere og kyllingelår.

Da de var nået hen til det næste hus, kunne de ikke længere høre støjen fra tagfesten. Alt var stille og fredeligt hvis man så bort fra den fjerne summen når en bil med mellemrum passerede på en af vejene i nærheden.

Bonnie vidste at det var uklogt at gå rundt på campus på denne tid af døgnet, men hun følte sig ikke bange med Zander i hånden.

„Her er dejligt stille, ikke?“ sagde hun glad og så op mod halvmånen.

„Jah,“ svarede Zander og svingede hendes hånd frem og tilbage. „Min far og jeg løb tit ture om natten. Langt ude på landet i månelys. Jeg elsker at være ude om natten.“

„Det lyder godt,“ sagde Bonnie. „Gør I det stadig når du er hjemme på besøg?“

„Nej,“ sagde Zander og skød skuldrene lidt i vejret. Han bøjede hovedet så håret faldt ned og skjulte udtrykket i hans ansigt. „Min far ... han døde for et stykke tid siden.“

„Åh, det gør mig ondt,“ sagde Bonnie og knugede hans hånd.

„Jeg er kommet over det,“ sagde Zander uden at se op. „Men ... jeg har hverken søstre eller brødre, og fyrene er blevet en slags familie for mig. Jeg ved godt at de kan være lidt svære at holde ud en gang imellem, men de er virkelig gode kammerater. Og deres venskab betyder meget for mig.“

Han skævede til Bonnie ud gennem øjenkrogen. Han virkede så ængstelig at hun smeltede. Det var så sympatisk at han og hans venner var så tæt knyttet til hinanden. Det måtte have været dem han mente da han talte om familieproblemer den første aften. Han var loyal, og det kunne hun ikke andet end beundre ham for.

„Jeg ved godt at de betyder meget for dig,“ sagde hun. „Og jeg drømmer selvfølgelig ikke om at skille dig fra dem, din klovn.“ Hun lagde armen om hans hals og kyssede ham på munden. „I hvert fald kun et par timer ad gangen. Det lover jeg.“

Zander gengældte kysset, og Bonnie oplevede en behagelig snurren helt ned i tæerne.

Med armene om hinanden fandt de vej til en af bænkene langs stien, satte sig og kyssede hinanden igen. Zander var så dejlig at røre ved, fast og muskuløs og varm. Bonnie lod hænderne løbe hen over hans skuldre, ned ad armene og videre ned langs hans sider. Hun gav ham et lille klem, og han ømmede sig mærkbart.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte hun og lænede hovedet tilbage for at se på ham.

„Ikke noget,“ sagde han og ville trække hende ind til sig igen. „Jeg blev bare ramt lidt hårdt da jeg fjollede rundt med de andre. Det går temmelig hårdt til en gang imellem.“

„Lad mig se,“ sagde Bonnie og tog fat i kanten på hans T-shirt, halvt bekymret og halvt nysgerrig efter at se hans mavemuskler. Han havde vist sig at være forbløffende blufærdig, selv om de delte værelse.

Han ømmede sig igen og sugede hørligt luft ind mellem tænderne da hun trak op i T-shirten. Hun gispede. Hele hans ene side var fuld af store, blodunderløbne mærker.

„Det ser forfærdeligt ud!“ udbrød hun forskrækket. „Den slags skrammer får man ikke af at fjolle rundt med sine venner!“

Det så mere ud som om han havde kæmpet for livet – eller at en anden desperat havde forsøgt at forsvare sit liv. Hun skubbede hurtigt tanken fra sig.

„Det er ingenting. Tag dig ikke af det,“ sagde Zander og trak T-shirten ned.

Han prøvede at lægge armene om hende, men hun rykkede væk, pludselig usikker.

„Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er sket?“ bad hun.

„Det har jeg lige gjort,“ sagde han roligt. „Du har selv set hvor vilde de andre kan være.“

Det passede. Hun havde aldrig set nogen der var så voldsomme over for hinanden for sjovs skyld. Det var et under at de ikke røg på skadestuen hvert øjeblik. Zander rakte ud efter hende igen, og denne gang gav hun efter og vendte hovedet op mod ham og tog imod hans kys. Hun huskede hvad han havde sagt til hende den aften hun bad om at måtte bo hos ham. Du kender mig. Du ved hvordan jeg er.

Ja, hun kendte ham. Og stolede på ham. Det skulle Elena og Meredith ikke forsøge at lave om på.

 

Et stykke derfra stod Damon i skyggen af et træ og holdt øje med det kyssende par på bænken.

Han måtte indrømme at det ikke passede ham at se Bonnie i armene på en anden. Han havde altid haft en svaghed for hende, og han var kommet til at synes endnu bedre om hende da han opdagede at hun både var modig og intelligent bag sit let barnagtige væsen. Hendes synske evner havde været et yderligere krydderi. Noget ved hende havde kaldt på hans beskyttertrang fra den første gang han så hende.

Damon kunne ikke sige sig helt fri for at have lidt ejerfornemmelser, men selvfølgelig elskede han hende ikke. Hun fortjente at finde én der gjorde det, og efter fyrens henførte udtryk at dømme var det lykkedes hende.

Lidt efter rejste de to sig og gik hånd i hånd tilbage mod Zanders kollegium.

Damon fulgte efter dem i passende afstand.

Han kunne ikke lade være med at more sig lidt indvendig. Alderen måtte være begyndt at trykke. I de gode, gamle dage ville han uden betænkning have lammet Bonnies vilje, forfrisket sig med en portion af hendes blod og glemt hende, men her listede han rundt sent om aftenen og bekymrede sig om hendes kærlighedsliv.

Men det var vigtigt for ham at sikre sig at hendes store kærlighed ikke udgjorde nogen trussel mod hendes liv.

Damon regnede med at se parret forsvinde ind på kollegiet, men der ventede ham en overraskelse. Zander kyssede Bonnie farvel ved døren og blev stående indtil hun var kommet indenfor, og derefter gik han tilbage til bygningen hvor kammeraterne stadig festede oppe på taget. Zander forsvandt op ad brandtrappen, og nogle få minutter senere kom han ned igen, fulgt af sine støjende kammerater.

Damon betragtede dem irriteret fra sit skjul. Han begreb ikke at unge mænd på deres alder kunne være så håbløst barnlige. Nu var deres mål formodentlig en eller anden burgerbar hvor de ville fylde sig med fedtmættet junkfood. Efter at have fulgt Zander de sidste par dage var han parat til at gå tilbage og fortælle Elena at det farligste ved Zander var hans spisevaner.

Men i stedet for at styre mod hovedporten satte flokken i løb tværs over campus. De holdt en god fart, og nu var der ingen fjollerier. De lod til at styre mod et bestemt mål som skulle nås uden forsinkelse. De fortsatte over til den modsatte side af campus, svang sig over hegnet og forsvandt ind i skoven.

Damon gav dem nogle få sekunders forspring inden han fulgte efter.

Dette var han god til. Han var et rovdyr, den fødte jæger. Derfor tog det ham kun ganske kort tid at konstatere at Zander og hans venner var sporløst forsvundet. Han standsede i skyggen af et stort træ og lyttede ud i mørket. Bortset fra natdyrenes puslen og hans eget åndedræt var der ingen lyde at høre. Den flok støjende, utålelige børn var væk, forsvundet i den tomme luft for næsen af ham. Han skar tænder ved tanken, men hans ærgrelse afløstes hurtigt af nysgerrighed efter at vide hvordan de havde båret sig ad.

Stakkels Bonnie, sagde han til sig selv. Én ting var under alle omstændigheder helt sikker: Zander og hans venneflok var ikke hundrede procent menneskelige.

 

Stefan flyttede uroligt på fødderne. Det her var lidt underligt.

Han sad i en dyb, fløjlsbetrukket lænestol i en stor, underjordisk sal hvor studerende havde travlt med at arrangere blomster og tykke vokslys i fornemme stager. Han måtte indrømme at salen var imponerende. Elegant trods sin forbløffende størrelse. Måske var det netop størrelsen der gav udsmykningen med blomster og lys en falsk tone. Og de tavse, maskerede skikkelser der så til fra den anden ende af salen, og som burde kalde på latteren, gav ham myrekryb, uden at han kunne forklare hvorfor.

Matt havde ringet og fortalt at han var på vej til at blive medlem i en hemmelig studenterloge, og at dens leder var parat til at optage Stefan uden om den normale procedure. Stefan var gået med til at møde ham og tale om det. Han havde aldrig interesseret sig for grupper af nogen art, men han kunne godt lide Matt, og så fik han noget at få tiden til at gå med.

Han havde sagt til sig selv at han så i det mindste slap for at sidde og ruge over Elena hele tiden. Eller at gå rundt og lure på campus – for det føltes som at lure når han drev rundt i håb om at få et glimt af hende. Især de gange hvor han havde set hende tale med Damon og nærmest panikagtigt var sprunget i skjul, netop for at undgå beskyldninger om at belure hende. Han borede neglene ind i håndfladerne ved tanken, slappede bevidst af og koncentrerede igen opmærksomheden om Ethan.

„Medlemmerne af Vitale Logen har en ganske særlig plads både her og i det omgivende samfund efter at de har taget deres eksamen,“ sagde Ethan og lænede sig smilende frem. „Kun de bedste af de bedste kan gøre sig håb om at blive udvalgt, og efter hvad jeg kan se har du alle de kvaliteter vi leder efter og mere til.“

Stefan nikkede høfligt og lod igen tankerne gå på vandring. Hemmelige selskaber var en af de ting han vidste en hel del om. Sir Walter Raleighs hemmelige gruppe, 'Nattens Skole', havde i Elizabeth den Førstes England dyrket det kirken bandlyste som falsk viden inden for videnskab og filosofi. Hjemme i Italien havde det hemmelige selskab Il Carbonari opmuntret til revolte mod styret i de dengang eksisterende bystater med det mål at skabe et forenet Italien. Stefan vidste desuden at Damon i nogle få måneder havde moret sig som medlem af hertug Philip af Whartons Hellfire Club i London i starten af syttenhundredetallet, indtil deres orgier begyndte at trætte ham.

Alle de hemmelige selskaber havde imidlertid haft en eller anden form for formål – oprør mod de eksisterende moralbegreber, stræben efter sandhed og frihed, revolution.

„Undskyld, men hvad er egentlig Vitale Logens mål?“ spurgte han høfligt da Ethan tav et øjeblik for at trække vejret.

Ethan kiggede forbløffet på ham. Han var åbenbart ikke vant til at blive afbrudt, men han fattede sig hurtigt og vædede læberne med tungen i stedet for at bide sig irriteret i dem.

„Det er selvfølgelig sådan at vores hemmeligheder og ritualer under ingen omstændigheder må afsløres for udenforstående,“ forklarede han langsomt. „Ingen af aspiranterne kender vores virkelige mål og metoder endnu. Men jeg kan forsikre dig at der er fordele som ingen forestiller sig ved at være medlem af logen. Rejser, eventyr, indflydelse.“

„Ingen af aspiranterne ved med andre ord hvad de går ind til?“ sagde Stefan. Tanken om at skulle aflægge løfter hvis konsekvenser han ikke havde fuld klarhed over gjorde tilbuddet om optagelse mindre tiltrækkende. „Hvordan kan det være at du ikke bærer maske ligesom de andre medlemmer?“

Spørgsmålet lod til at forbløffe Ethan. „Jeg er logens ansigt over for aspiranterne,“ svarede han. „De har brug for vejledning fra en de kender og stoler på.“

Stefan havde allerede truffet sin beslutning. Det her var ikke noget for ham.

„Jeg beklager,“ sagde han høfligt. „Jeg tror ikke jeg er den rigtige kandidat til jeres loge. Men jeg er beæret over tilbuddet.“

Han begyndte at rejse sig.

„Vent,“ sagde Ethan. Hans gyldne øjne havde et ivrigt, næsten sultent udtryk, og han vædede læberne igen. „Vi har et eksemplar af Pico della Mirandolas De hominis dignitate.“ Han snublede over ordene som om han ikke rigtig vidste hvad de dækkede. „En førsteudgave fra Firenze, udgivet i 1486. Du får lejlighed til at læse den. Vi er parat til at forære dig den, hvis du er interesseret.“

Stefans interesse vågnede. Før han blev vampyr havde han med iver læst Mirandolas værker, hvor filosoffen forsvarede menneskets ret til både at synke ned til et dyrisk stade og hæve sig til guddommelige sfærer, dets frihed til gennem handlinger og studier at blive den person det ønskede. Han blev grebet af en pludselig, instinktiv længsel efter igen at blade sig gennem de gulnede sider med de ornamenterede bogstaver der gav teksten et mere 'rigtigt' præg end den moderne tids computertrykte bøger. Ethan burde umuligt kunne vide noget om at han engang havde læst Mirandola. Det virkede som lidt for meget af et tilfælde at han tilbød ham netop den bog.

„Hvorfor tror du den vil interessere mig?“ spurgte han og lænede sig frem mod ham.

Ethan undgik hans øjne. „Jeg ... du sagde selv at du holdt af gamle bøger,“ sagde han med en lille falsk latter og blikket rettet mod skærmen på sin laptop. „Jeg troede du ville være interesseret.“

„Nej, ellers tak,“ sagde Stefan dæmpet og afmålt. Han kunne ikke tvinge Ethan til at se ham i øjnene, ikke her med alle de mennesker i nærheden. I stedet rejste han sig. „Jeg kan ikke tage imod dit venlige tilbud. Farvel.“

Han gik hen mod døren uden at se sig tilbage. Matt stod og talte med en af de andre aspiranter. Han vendte sig halvt idet Stefan gik forbi, og Stefan rystede let på hovedet og trak undskyldende på skuldrene. Matt forstod signalet og nikkede. Han var tydeligt skuffet, men sagde ikke noget.

Ingen prøvede at standse Stefan da han forlod salen, men han mærkede en spirende uro. Der var et eller andet forkert her. Han vidste for lidt til at forsøge at overtale Matt til at opgive at blive medlem, men han besluttede at holde øje med Vitale Logen. Han mærkede tydeligt Ethans øjne i ryggen indtil han lukkede døren efter sig.